Renere luft - den danske indsats
Dansk energipolitik
Hovedårsagen til udslip af luftforurenende stoffer i Danmark er anvendelsen af fossile brændsler - dvs. produkter af kul, olie og gas. Derfor er udslippenes størrelse snævert knyttet til landets energipolitik. Politikken har været udmøntet i en række energihandlingsplaner.
Fra kul til olie og tilbage til kul
Traditionelt har kul været en dominerende energikilde i Danmark, men i årene efter 2. verdenskrig kom olie til at spille en voksende rolle og udgjorde i begyndelsen af 1970'erne omkring 90% af energiforbruget. Med energikrisen i 1973 og de drastisk stigende oliepriser blev det klart, at Danmark måtte gøres mindre sårbar over for svingninger i forsyningssikkerhed og energipriser. I den første energiplan fra 1976 (Energipolitik 1976) var hovedmålsætningen derfor at mindske afhængigheden af olie ved at sprede forsyningen over naturgas og kernekraft, men også ved at bruge kul og vedvarende energi. Resultatet blev i første omgang en omlægning til kul i elproduktionen, og brug af naturgas og vedvarende energikilder. Indførsel af akraft blev foreløbig udskudt. Samtidig blev væksten i energiforbruget bremset ved hjælp af sparekampagner og økonomisk styring.
Miljøhensyn spillede en beskeden rolle, og en undersøgelse i 1980 (Luftforureningsmæssige konsekvenser af kulfyring på danske kraftværker) konkluderede, at selv med en vækst i kulforbruget på fem gange fra 1975 til 1989 ville problemerne være til at håndtere. Spørgsmålet om klimaændringer blev overhovedet ikke berørt.
Effektiv fremstilling af energi og energibesparelser er væsentlige elementer i bekæmpelse af luftforurening. Transportsektoren er et kritisk område i dansk miljø- og energipolitik. Forsøg på begrænsning af biltrafikken ved øget brug af offentlig transport og cykler har hidtil haft beskeden succes.
Dansk gas og olie
Energiplan 81 satsede på national produktion af gas og olie samt på fortsatte besparelser bl.a. i boligopvarmningen ved at udbygge fjernvarmenettet. Stadig var hovedformålet dog forsyningssikkerhed og økonomisk effektivitet.
Efter års diskussioner besluttede Folketinget i 1985 definitivt at trække atomkraft ud af dansk energipolitik. Det var i samme år, at en international konference om Drivhuseffekt, klimaændringer og økosystemer førte til en politisk erkendelse af, at udslippet af kuldioxid kunne blive fremtidens altoverskyggende problem.
Brundtland-rapporten og hvad deraf fulgte
Den 27. april 1987 udgav den såkaldte "Brundtland-Kommission" sin rapport Vores fælles fremtid. Mens man tidligere havde set den teknologiske udvikling som en trussel mod miljøet og havde diskuteret "grænser for vækst", så man nu vækst som en nødvendig forudsætning for kampen mod fattigdom og miljønedbrydning - væksten skulle bare være "bæredygtig". Som et delmål talte man om, at energiforbruget per indbygger i de industrialiserede lande skulle halveres i løbet af 40 år (dvs. inden 2027). Det skulle angiveligt kunne give plads for 30% vækst i udviklingslandene.
Miljøet i centrum
Direkte affødt af Brundtland-rapporten kom i 1990 Energi 2000 - Handlingsplan for en bæredygtig udvikling. Nu blev miljøet for alvor sat i centrum. Frem mod år 2005 skulle energiforbruget anno 1988 reduceres med knap 15% og udslippene af kuldioxid, svovldioxid og kvælstofxider med henholdsvis 20, 60 og 50%. Energi 2000 omfattede dog ikke transportsektoren, da man erkendte, at der her ville ske en nødvendig og uundgåelig vækst. Den fik følgelig sin egen handlingsplan: Regeringens transporthandlingsplan for miljø og udvikling. Energiforbruget og kuldioxidudslippet skulle stabiliseres inden 2005 og derefter reduceres 25% inden 2030 - foreløbig har dette ikke været helt let. Udslip af kvælstofoxider og kulbrinter skulle reduceres med 40% inden år 2000, 60% inden 2010 og yderligere frem til 2030. Udsendelsen af partikler skulle halveres frem mod 2010 og yderligere reduceres frem mod 2030.
Energiforbrug og økonomisk vækst
Fra slutningen af 1950'erne og frem til 1970 blev det danske bruttoenergiforbrug mere
end fordoblet. Derefter er det stort set blevet stabiliseret, selvom sammensætningen af
energikilder har ændret sig drastisk. Siden 1980 er produktionen af vedvarende energi
mere end tredoblet - den største vækst er sket for vindkraft.
Bruttonationalproduktet er steget meget mere end energiforbruget. Årsagerne er til dels erhversmæssige forskydninger i retning af mindre energikrævende aktiviteter, men også en større effektivitet i produktionen af el og fjernvarme, herunder en kraftig vækst i anvendelsen af kombineret kraft- og varmeproduktion. Hertil kommer en bedre udnyttelse af energien gennem isolering af bygninger, mere effektive forbrugsgoder m.m.
Alt i alt er er det stort set lykkedes at skille den økonomiske vækst og den deraf følgende velfærd fra væksten i energiproduktionen og den deraf følgende forurening.
(Kilde: Energistyrelsen)
Truslen om klimaændringer
Den seneste officielle energiplan, Energi 21 fra 1996 fokuserede på udslip af kuldioxid og fastholdt målsætningen om en 20% reduktion i 2005. Samtidig indførtes begrebet økologisk råderum i miljødebatten, og man anbefalede at stabilisere den atmosfæriske koncentration af kuldioxid på 450 ppm. Det blev hermed erkendt, at langt mere vidtgående krav til reduktion af kuldioxid ville blive nødvendige. Der forudsættes i planen et fald i det samlede energiforbrug på ca. 17% frem mod 2030. Samtidig regner man med en stort set fuldstændig udfasning af kul, en uændret brug af olie og gas, samt en kraftig vækst i vedvarende energikilder. Mere end halvdelen af el- og fjernvarmeproduktionen skulle efter planen dækkes med vedvarende energi i 2030.
Den miljømålsætning, der i dag præger udviklingen på energiområdet, er først og fremmest Danmarks klimaforpligtelse efter Kyoto-protokollen.
Selvom den erklærede målsætning derfor fokuserer på at reducere udslip af kuldioxid, er det klart, at stort set enhver reduktion i brugen af fossile brændsler vil betyde en begrænsning i udslippet af en række andre mere direkte luftforureninger - især svovldioxid, kvælstofoxider og kulbrinter.