| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Vejledning om godstransport i grønne regnskaber
Et grønt regnskab er en del af virksomhedens miljøkommunikation, og en ekstern
afrapportering i et grønt regnskab eller en miljøredegørelse henvender sig bredt til
virksomhedens interessenter. Et grønt regnskab kan også bruges internt i virksomheden
som udgangspunkt for indsatsen på bl.a. transportområdet eller som en del af
virksomhedens miljøstyring.
Det er ikke et direkte krav i bekendtgørelsen for grønne regnskaber, at en virksomhed
eller kommune skal indarbejde transportforhold i det grønne regnskab. Dog skal ledelsen
redegøre for sin politik, mål og resultater bl.a. også indenfor transport. Jævnfør
nedenstående boks. I praksis vil det være ledelsen, der afgør i hvilket omfang
transporten medtages i det grønne regnskab.
Transportarbejdet med distribution af produkter, levering af råvarer m.v. indgår
typisk kun i begrænset omfang i virksomheders miljøkommunikation. Det viser en
gennemgang af udvalgte grønne regnskaber fra danske virksomheder (Miljøprojekt 640/2001:
"Transport på vej ind i virksomhedernes miljøarbejde?" ).
Oplysninger om godstransport i virksomhedens grønne regnskab vil typisk være en
mindre del af regnskabet selv for virksomheder som hidtil har arbejdet med
transportområdet. Omfanget af transportbeskrivelsen skal stå i rimeligt forhold til de
øvrige oplysninger fra virksomheden samt være overskuelig og forståelig. Det vil være
sådan, at de faktuelle transportoplysninger kan samles på et par sider.
Det drejer sig således om at få præsenteret virksomhedens transportforhold. En
karakteristik af godstransporten vil bestå af såvel kvalitative mere beskrivende data
som af kvantitative opgørelser af nøgletal for en række områder. Endelig bør
formidles de overordnede intentioner indenfor godstransport samt beslutninger (mål) om en
evt. indsats indenfor godstransporten.
Ofte vil en letforståelig kvalitativ beskrivelse af de væsentligste forhold og
nøgletal være af større værdi for læseren end detaljerede opgørelser af nøgletal.
Derfor skal beskrivelsen af transportforholdene vægtes i et grønt regnskab.
Bekendtgørelse om grønne regnskaber
"Bekendtgørelse om visse listevirksomheders pligt til at
udarbejde grønt regnskab" blev revideret i 2002. I bekendtgørelsen stilles
imidlertid ikke direkte krav om at indarbejde transportforhold i det grønne regnskab. Dog
skal ledelsen redegøre for miljøpolitikken, væsentlige mål og opnåede resultater
herunder også på transportområdet.
(Bekendtgørelse nr. 594/2002) |
Frontløber-virksomheder
En analyse blandt 56 "frontløbervirksomheder" indenfor
miljøområdet viste i 2000, at 20-25% af disse virksomheder har inkluderet
transportforhold i deres miljøkommunikation, herunder de grønne regnskaber.
(Miljøprojekt 640/2001) |
Der er tre områder i det grønne regnskab, hvor godstransporten kan have relevans:
Godstransporten vil for nogle virksomheder skulle indgå i den kortfattede beskrivelse
af de væsentlige ressource- og miljømæssige forhold, der kendertegner virksomhedens
aktiviteter / biaktiviteter.
I ledelsens redegørelse kan medtages:
 | Begrundelse for hvorfor godstransport er medtaget og på hvilken måde. |
 | Arbejdsmiljømæssige forhold i forbindelse med godstransport. |
 | Vurdering og begrundelse for en eventuel væsentlig udvikling (omlægning, betydelig
stigning eller fald i godstransporten og miljøpåvirkningerne herfra). |
 | Politik eller målsætninger og konkret fremtidig indsats (mål) indenfor
godstransporten. |
Er godstransport en del af virksomhedens forbedringsindsats, vil miljømålsætningerne
og målene også indeholde transportforhold og på den måde integreres på tværs i det
grønne regnskab.
I ledelsens redegørelse gøres status over udviklingen, forbedringspotentialerne og
den hidtidige indsats indenfor godstransport. Endelig præsenteres de fremtidige
indsatsområder (mål). Nogle af de indsatsområder, der erfaringsmæssigt giver en
effektiv transport og en relativ stor miljøeffekt er f.eks. forbedret
kørselsplanlægning og logistik - herunder øget kapacitetsudnyttelse, men også f.eks.
forbedret køreteknik og optimalt dæktryk.
Ofte vil virksomheden gennem dataindsamling opgøre en række miljøindikatorer for at
få overblik over godstransporten. Se trin 1, 2 og 3 samt bilag 1.
Hvilke af virksomhedens forskellige godstransporter, der medtages
i det grønne regnskab, må dog udvælges af virksomheden. Væsentlige godstransporter kan
skønnes eller vurderes, ved at relatere enten godsmængder, energiforbrug, emissioner
eller transportarbejde til den samlede størrelse.
Det kan beskrives hvilke typer godstransport, der er medtaget /
ikke medtaget. Følgende prioritering kunne være udgangspunktet (som udgangspunkt vælges
de væsentligste godstransporter):
 | Transporter med egne biler |
 | Bestilte transporter |
 | Interne transporter |
 | Leverandørers transporter (transporter fra sidste lastested til virksomheden) |
 | Evt. transporter længere ude i produktkæden |
Kun de få væsentligste nøgletal bør præsenteres i det grønne regnskab gerne ved
hjælp af grafik eller illustrationer.
Det vil betyde, at virksomheden ligger inde med en række oplysninger omkring
godstransporten, som ikke medtages i det grønne regnskab. Disse data er derimod
vidensgrundlaget for at igangsætte tiltag til at forbedre godstransporten.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top | |