| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Afvaskning og afslibning af biocidholdig bundmaling i forbindelse med vedligeholdelse af lystbåde på land

4 Muligheder for at begrænse miljøbelastningen fra efterårsafvaskning

4.1 Baggrund

I denne del af rapporten behandles mulighederne for at opsamle vaskevand via spulepladser eller lignende systemer samt for at efterbehandle vandet med henblik på begrænse miljøbelastningen fra efterårsafvaskning.

Enkelte havne i Danmark har i dag etableret spulepladser til opsamling af vaskevand, men der er meget stor forskel på, hvorledes de er indrettet, samt hvorledes vandet efterbehandles og bortskaffes. Erfaringsopsamling har som udgangspunkt være nødvendig for at vurdere økonomiske og praktiske forhold omkring etableringen af en spuleplads. Dette er undersøgt gennem kontakt til en række danske havne, og resultaterne er præsenteret i afsnit 5.2.

Derudover er markedet blevet undersøgt for at vurdere, om andre former for opsamlingssystemer eller anden afvaskningsteknologi vil kunne anvendes til miljøskånsom afvaskning af lystbåde. Se afsnit 5.3.2.

Endelig er det blevet undersøgt, om det nemt og billigt er muligt at efterbehandle spulevandet m.h.p. efterfølgende at kunne udlede dette til recipient. Via kontakt til firmaer og laboratorier er forskellige rensningsteknologier vurderet. Og de til formålet bedst egnede, mest enkle og billigste metoder er blevet afprøvet gennem forsøg på Kalvehave Havn.

4.2 Beskrivelse af eksisterende løsninger til opsamling og rensning af vaskevand

Oplysninger anvendt i dette afsnit er hentet fra en spørgeskemaundersøgelse blandt 40 dansk lystbådehavne gennemført i forbindelse med projektet. Denne er suppleret med samtaler med havnefogeder, kommuner og amter. Dertil kommer oplysninger fra en række udledningstilladelser samt analyserapporter.

4.2.1 Havne med spulepladser

Der findes i dag en række havne i Danmark, som har etableret en spuleplads til afvaskning af lystbåde. Der er dog stor forskel på udformningen af selve pladsen samt på, hvad der efterfølgende sker med vaskevandet. Derudover er årsagerne til, at pladserne er blevet etableret, vidt forskellige. Visse havne har lavet anlæggene på eget initiativ. Andre har gjort det i forbindelse med en større ombygning af havnen, hvorved udgifterne til selve pladsen m.m. har været minimale, og endelig har en række havne fået påbud fra amtet om at etablere en eller anden form for opsamling og evt. rensning af vaskevandet.

I nedenstående tabel er de forskellige overordnede former for vaskepladser og rensningsteknologier vist.

Tabel 5
Oversigt over aktuelt anvendte typer teknologier i forbindelse med afvaskning af lystbåde.

4.2.1.1 Forklaringer

Spulepladser

Ved spulepladser forstås et areal (typisk placeret på en kaj), der er anlagt med et fald mod midten, hvorfra vaskevand kan opsamles via aquadræn eller brønd. Pladsen er typisk befæstet med beton eller asfalt. I visse tilfælde er der en kant rundt om pladsen for at forhindre udløb til f.eks. havnebassinet. Fra aquadrænet/brønden kan vandet pumpes videre til bundfældningstanke, filtre m.m. eller kloak.

Beddinger

Beddinger bruges i visse tilfælde også som spulepladser. I disse tilfælde opsamles vandet typisk et stykke nede ad beddingen, hvor der er placeret et tværgående aquadræn, som er nedfældet i beddingen. Vaskevand m.m. der opsamles heri kan pumpes til videre behandling i bundfældningstanke, filtre m.m. eller tilledes kloak.

På vaskepladserne / beddingerne sker selve afvaskningen normalt med højtryksrensere, som havnen i de fleste tilfælde har anskaffet for at lette og hurtiggøre afvaskningsprocessen. Recirkulering af vaskevandet benyttes kun sjældent.

I bilag 4 og 5 er de spulepladser/anlæg, der er identificeret gennem spørgeskemaundersøgelsen præsenteret. Der gøres opmærksom på, at der udmærket kan eksistere flere havne med spulepladser end de i bilagene beskrevne.

I bilag 4 findes de spulepladser/beddinger, hvor vaskevandet i sidste ende udledes til havnebassinet og i bilag 5 de steder, hvor vaskevandet ledes til kloaknettet.

I skemaerne er rensningsteknologierne kort beskrevet, og så vidt det har været muligt er analyseresultater samt drifts- og etableringsomkostninger anført.

4.2.2 Filtrering og rensning

På de spulepladser og beddinger, hvor vaskevand opsamles, er der som det fremgår af bilagene anvendt mange forskellige teknologier til behandling af vaskevandet. Det gælder lige fra simple sandfiltre til avancerede fuldautomatiske anlæg med olie- og benzinudskillere samt fjernelse af tungmetal med flokuleringsmiddel. Af de anlæg, der udleder til havnebassinet, er bundfældning efterfulgt af sandfilter el.lign. det mest anvendte.

Som det fremgår af bilagene findes der analyseresultater fra en række af anlæggene – specielt i de tilfælde, hvor vaskevandet i sidste ende udledes til havnebassinet.

Koncentrationer og rensningsprocenter er sammenfattet i nedenstående skema:

Tabel 6
Indløbs- og udløbskoncentrationer samt rensningsprocenter for en række anlæg.

Som det kan ses, er der stor variation i koncentrationerne i såvel indløb og udløb som i rensningsgraden. Selv inden for det samme anlæg kan rensningsevnen variere betydeligt. Visse usikkerheder kan være knyttet til selve prøvetagningen - specielt omkring tiden, der går fra indløbsprøven er taget, og til der tages en prøve på udløbsvandet, idet den tid vaskevandet er om at løbe igennem systemet bør kendes præcist.

Vand, der udledes fra Bagenkop har det laveste kobberindhold. Det skyldes formentlig, at der her i modsætning til de øvrige anlæg tilsættes fældningsmiddel.

4.2.2.2 Grænseværdier

Grænseværdierne for udledning af spildevand lå tidligere for kobbers vedkommende på 0,5 mg/l angivet i Vejledning nr. 6/1974 fra Miljøstyrelsen. Alle ovenstående anlæg har i dag godkendelser, der er reguleret efter disse regler. Ingen af anlæggene bortset fra Bagenkops overholder det tidligere krav på 0,5 mg/l. I Bagenkop har amtet dog sat et højere udlederkrav på 1 mg/l. Godkendelserne forventes ved en revision opdateret i forhold til de i dag gældende regler, der er beskrevet nedenfor.

Udledningstilladelserne reguleres i dag efter Bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer og have. Heri opereres der ikke med grænseværdier for udledning men med vandkvalitetskrav. Amtet skal ved fastlæggelse af vilkår i en tilladelse ved beregning sikre, at kvalitetskravene for det berørte vandområde ikke overskrides.

I Roskilde Fjord er vandkvalitetskravet overskredet, hvorfor Roskilde Havn har fået forbud mod at udlede vaskevand. Alt spulevandvand fra Roskilde afleveres derfor til Kommune Kemi.

Ved direkte udledning til et større vandområde kan amtet i praksis, hvor videngrundlaget ikke er bedre, som udgangspunkt regne med en initialfortynding på en faktor 10. Ved et åbent vandområde med stor opblanding kan det skønnes højere. (Jf. Vejledning til bek. om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4). Dette regnes i forhold til vandkvalitetskravet/kriteriet for kobber, som Miljøstyrelsen har foreslået til 1µg/l tilføjet til baggrundskoncentrationen (se afsnit 5.4.1). Et udlederkrav kan således eksempelvis forventes at være en faktor 10– 20 gange større end kvalitetskravet/kriteriet. Ingen af de eksisterende anlæg beskrevet ovenfor vil kunne overholde et sådan krav.

For at klarlægge bundfældningsegenskaberne for vaskevand fra lystbåde udførte Sønderjyllands Amt i starten af 90’erne nogle bundfældningsforsøg på spildevand fra to typer daværende maling, en blød og en hård. Analyseresultaterne viste, at der skete en væsentlig bundfældning inden for de første 30 minutter, og at 50-80% af metalindholdet var bundfældet efter 2 timer. Efter bundfældning lå kobberkoncentrationen dog over de daværende grænseværdier. Værdien på 0,5 mg/l blev overskredet 10 gange for bløde malinger og 100 gange for hårde malinger.

Den samlede konklusion på forsøgene er, at effekten af bundfældning og i øvrigt også for mekaniske filtre er ret god for partikler og partikelbundne stoffer, men meget ringe over for vandopløste stoffer og metalioner.

4.2.3 Logistik

I spørgeskemaundersøgelsen blev havnene spurgt om, hvor lang tid en bådafvaskning tager i gennemsnit. Svarene viser, at det varierer fra 10 til 45 minutter pr. båd ud over den tid, den normale optagningsproces tager. Tidsforbruget afhænger af, hvordan optagnings- og afvaskningsprocessen foregår. De steder, hvor det går hurtigst, er på spulepladser placeret nær optagningsstedet. I visse tilfælde - bl.a. i Thisted - er spulepladsen placeret på vinterpladsen et stykke fra optagningskajen, hvilket forlænger operationstiden pr. båd. Dette gælder specielt, hvis bådene optages med lastbil, idet bådene efter optagning først skal understøttes på ladet, inden de kan køres til spulepladsen og derefter hejses ud over denne. Inden den efterfølgende transport til opbevaringsstativ, skal de igen hejses tilbage på ladet og understøttes, før de må transporteres videre. Anvendelse af travelift, hvor båden transporteres og kan vaskes, mens den hænger i stropperne, er tidsbesparende.

Roskilde Havn anvender som den eneste havn i spørgeskemaundersøgelsen en højtryksrenser med to pistoler, således at begge sider af bunden kan vaskes samtidig. Her bruges i snit kun 10 minutter pr. båd på afvaskningen.

Til sammenligning viste afvaskningsforsøget i Kalvehave, at det i forhold til den normale optagningstid i gennemsnit tog 25 minutter ekstra pr. båd at anbringe båden over presenningen og højtryksrense bunden. Den forlængede optagningstid fordyrede lejen af den anvendte mobilkran i forhold til normalt. Der gøres opmærksom på, at afrensningstiden på 25 minutter forudsætter, at bunden er behandlet med traditionel bundmaling, hvor mængden af begroning primært er begrænset til et slimlag og en smule alger. Ved anvendelse af ringere malinger vil afrensningstiden forøges.

4.2.4 Økonomi

Fælles for alle spulepladser er, at udgifterne til at etablere dem er betragtelige. Krav om rensning og specielt krav om avanceret rensning forøger omkostningerne betydeligt.

I flere tilfælde er selve spulepladsen etableret i forbindelse med et større anlægsarbejde på havnen, hvorfor spulepladsen har været "omkostningsfri" at anlægge. Omvendt har der været store udgifter forbundet med anlægsarbejder. Visse havne har været i den heldige situation at have en egnet plads eksempelvis belagt med asfalt, som har kunnet bruges som basis for en spuleplads. Herved har omkostningerne været begrænset til etablering af en brønd / rist samt dræningssystemer, bundfældningstanke m.m.

I de tilfælde, hvor havne leder vaskevandet direkte til kloak, er omkostninger til etablering af rensning selvfølgelig sparet. Dog skal der betales kloakafledningsafgift.

Etableringsomkostninger for en spuleplads med rensning ligger på omkring 250.000 kr.-1.000.000 kr.

For de havne, der allerede havde en egnet plads, har rensningen kunnet etableres for 80.000-600.000 kr. afhængig af rensningsteknologi (udledning til recipient).

Driftsomkostningerne ligger i intervallet 7.000-17.000 kr. pr. år.

4.3 Konklusion - erfaringer fra eksisterende spulepladser

De mere avancerede anlæg renser ned til lige under 0,5 mg Cu/l. De fleste anlæg kan dog ikke overholde den tidligere gældende grænseværdi på max. 0,5 mg Cu/l. I anlæggenes eksisterende godkendelser gælder denne grænseværdi fortsat. Dertil kommer besværet og udgifterne forbundet med at køre og vedligeholde et rensningsanlæg. Der er derfor en vis tendens til, at vaskevandet tilledes det offentlige kloaknet og rensningsanlæg. I Sønderjyllands Amt har et par havne således sløjfet deres rensningsdel og udledning og leder nu i stedet vaskevandet til kloaknettet.

Da anlæggene er reguleret efter ældre regler, betyder det, at de anvendte teknologier i disse anlæg formentlig ikke vil være tilstrækkeligt effektive til at rense kobberet ud af vaskevandet i dag svarende til, at kravene i bekendtgørelse nr. 921 fra 1996 er opfyldt. Det afhænger dog af en konkret afvejning og hensyntagen til den eksisterende kobberkoncentration i den pågældende recipient, hvortil vandet udledes samt af, hvordan recipienten er målsat. Det afhænger selvfølgelig også af hvor meget kobber, der som udgangspunkt frigives fra malingerne. I den forbindelse er det højst sandsynligt, at kobberindholdet i malingerne fra starten af 90’erne lå en del højere end det, der i dag er tilladt.

Kun ét sted, nemlig Roskilde, recirkuleres vandet. Der kan være arbejdsmiljømæssige problemer forbundet med recirkulering, idet småpartikler spredes med det forstøvede vand ved højtryksrensning med fare for, at de indåndes af de personer, der betjener anlægget. Derudover kan der være problemer med tilstopning af systemet.

Tidsforbruget er mindre i de tilfælde, hvor spulearealet er placeret så tæt som muligt på optagningskajen. Derved undgås unødig transporttid.

Travelift er hurtigst, da båden såvel under transport som afvaskning kan blive hængende i stropperne. Anvendes en lastbil, er det hurtigst, hvis båden kan hejses op af vandet og svinges ind over spulepladsen, uden at lastbilen behøver at blive flyttet.

Det må konstateres, at der generelt har været betydelige omkostninger forbundet med at etablere de identificerede spulepladser og anlæg til rensning af vaskevandet fra lystbåde. Dette på trods for, at rensningen generelt ikke var tilfredsstillende i forhold til tidligere krav.

4.3.2 Mulige teknologier der p.t. ikke anvendes på lystbådehavne til afvaskning

Til almindelig efterårsrengøring af bunden på lystfartøjer er markedet blevet undersøgt for teknologier, der muligvis kan anvendes til formålet. Der er identificeret to teknologier.

Den ene teknologi minder om en højtryksrenser, men rengør ved hjælp af komprimeret luft i stedet for vand. Luften pustes under meget højt tryk og i stød mod emnet, der skal rengøres. Denne type anlæg anvendes i dag inden for flere brancher til rengøring på steder, hvor der ikke tåles vand.

Fordelen er, at man undgår store vandmængder, der skal bortskaffes eller renses. Det afrensede materiale vil i stedet lægge sig på underlaget, hvorfra det blot kan fejes sammen med en kost og bringes til havnens miljøstation. En ulempe kan være, at afrenset materiale - herunder kobber - svæver rundt i luften med fare for indånding. Det har inden for projektperioden ikke været muligt at afprøve metoden.

Under projektforløbet blev en idé til et anlæg født. Anlægget er inspireret af den teknik, der bruges til afrensning af asbesttage. Her foregår spuling og opsamling af vand i en lukket "kasse", der kører henover taget. En type højtryksrenser, der efter samme princip vasker og opsamler vaskevandet direkte fra den flade, der rengøres, kan måske være et alternativ til en spuleplads. Fordelen ved et sådan anlæg er, at optagningsprocessen rent logistisk bliver langt mere fleksibel. Bådejere behøver ikke at vaske på et bestemt sted eller på et bestemt tidspunkt, idet anlægget kan operere overalt på havnen. Rengøring kan f.eks. vente til båden er sat i stativ eller helt til foråret, da vaskeprocessen kan ske uden spild til omgivelserne.

Anlægget er pt. ikke udviklet. Der har gennem projektet været taget kontakt til en række producenter for evt. at indgå et samarbejde om udvikling af et prototypeanlæg. Dog uden held, da man umiddelbart skønnede at markedet var for lille.

4.4 Rensningsforsøg udført i projektet

Mulighederne for at rense spulevandet, m.h.p. efterfølgende at kunne udlede det rensede vand til recipient, er som nævnt blevet undersøgt i projektet. Det har været et mål at opnå en koncentration i vaskevandet på under 2,9 µg kobber/liter, selv om miljølovgivningen ikke forudsætter så lavt et niveau i udledningen. På baggrund af de eksisterende erfaringer med rensning af vand fra efterårsafvaskning af lystbåde, må det konstateres, at de i dag anvendte teknologier langt fra kan rense ned til dette niveau.

4.4.1 Vandkvalitetskrav

Vandkvalitetskrav beskriver, hvad koncentrationen af forskellige stoffer maksimalt må være i det vandområde, som de udledes til. Bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet opererer med et vandkvalitetskrav i havvand for kobber på 2,9 µg kobber/liter. Der gøres dog i bekendtgørelsen opmærksom på at værdien ikke er endeligt kvalitetssikret. Miljøstyrelsen har efterfølgende arbejdet på kvalitetssikringen og har på dette grundlag udarbejdet et forslag til endeligt kvalitetskrav for kobber. Forslaget er formuleret efter added approach princippet som 1 µg kobber/liter tilføjet til baggrundskoncentrationen, dog maksimalt 2,9 µg kobber/liter.

Det har som nævnt været et mål i dette projekt at opnå en koncentration i vaskevandet på 2,9 µg kobber/liter eller derunder. I praksis vil det dog formentlig være sjældent, at amtet stiller krav om så grundig rensning. Ifølge bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 § 5 stk. 3, skal kvalitetskrav først være opfyldt efter initialfortyndingszonen eller ved et nærområdes afgrænsning, hvis udledningen sker til et spildevandsnærområde fastlagt i regionplanen. Dvs. at vandkvalitetskravet for kobber på 1 µg kobber/liter tilføjet til baggrundskoncentrationen først skal være opfyldt uden for selve havnebassinet, når havnebassinet er udlagt som spildevandsnærområde. Amtet skal som tidligere nævnt ved fastlæggelse af vilkår i en udledningstilladelse ved beregning sikre, at kvalitetskravene for det berørte vandområde ikke overskrides. Det er mulighederne for anvendelse af bedste, tilgængelige teknik, kvalitetskravet/kriteriet gældende for vandområdet og den eksisterende lokale koncentration uden for havnebassinet, der i sidste ende bestemmer, hvilken koncentrationen der skal renses ned til.

4.4.2 Forrensning

Set i relation til dels de eksisterende erfaringer og dels til resultaterne fra afvaskningsforsøget vil det være fornuftigt at forsøge, at fjerne partikelbundet kobber, da hovedparten af kobberet netop findes i bundfald og malingsflager. Vaskevandet fra afvaskningsforsøget blev derfor pumpet gennem et forfilter og herfra videre til en palletank. Forfilteret havde til formål at begrænse tilledningen af partikelbundet kobber til palletanken.

I projektet har der været afprøvet to typer forfiltre:

	Skivefilter
	Filterpose

Der har ikke været udtaget prøver med henblik på at vurdere de to filtres effektivitet. Det blev dog konstateret, at meget materiale blev opsamlet i begge filtertyper. Skivefilteret havde tendens til at stoppe til efter gennemløb af vand fra én båd. Porerne i filterposen stoppede også til, men ikke i samme grad. Efter længere tid var det svært at få vandet til at løbe igennem posen. Ingen af forfiltrene vurderes derfor at være specielt egnede i en eventuel permanent opstilling.

Afvaskningsforsøget var af praktiske årsager fordelt på tre dage. Det forfiltrerede vand blev opbevaret i hver sin palletank. Kobberkoncentrationerne i de tre palletanke er blevet målt. Ved prøveudtagning havde vandet fra de enkelte afrensningsdage henstået og bundfældet i hhv. 12, 7 og 3 dage. På nedenstående tabel er koncentrationerne vist.

Tabel 7
koncentrationen i vaskevandet fra de enkelte afvaskningsdage.

Det kan konstateres, at koncentrationen i vandfasen falder i takt med, at vandet henstår. Samtidig stiger koncentrationen i vandfasen kraftigt, efter at vandet fra de tre afvaskningsdage blev blandet sammen, selvom vandet under sammenblanding passerede igennem skivefilteret. Dette indikere, at forfiltreringen ikke har været effektiv nok. Inspektion af tanken med det blandede vand viste efter et par dages henstand et tydelig sort bundfald. I dette bundfald var der således bundet en del kobber.

4.4.3 Rensning med kulfilter

Efter forfiltreringen blev der udført en række forsøg på at opnå den ønskede slutkoncentration. I første omgang blev vandet renset gennem tre forskellige typer aktive kulfiltre. I nedenstående tabel er analyseresultaterne vist for filtrene. Bemærk at udgangskoncentrationerne er forskellige. Forsøget med aktiv kul + Chelex-100 blev udført samme dag som vandet fra de tre tanke (som nævnt ovenfor) blev blandet sammen. Koncentrationen er derfor den samme. Forsøget med aktivt kul blev udført en måned senere, og koncentrationen er derfor faldet pga. den lange bundfældningstid. Ved det sidste forsøg, der blev gennemført tre måneder efter første forsøg, er koncentrationen steget en smule. Forklaringen kan være, at kobberet er blevet genfrigivet fra bundfaldet (der består af malingsrester) til vandfasen.

Tabel 8
Koncentrationer og rensningsprocenter for forskellige typer kulfiltre.

Som vist, lykkedes det ikke med denne enkle metode at rense vandet i tilstrækkelig grad. Resultatet ville muligvis være blevet bedre, hvis forrensningen havde været mere effektiv. Med Armetek kulfilteret blev den bedste rensningsgrad opnået.

4.4.4 Rensning via grusfilter

For at komme af med bundfaldet fra tanken med det blandede vand blev det forsøgt at rense en del af denne fraktion gennem et grusfilter. En balje med huller i bunden (huller dækket med filterdug) indeholdende almindelig stabilgrus blev således overhældt med 17 liter vaskevand med bundfald (udledt via en taphane i bunden af palletanken). En prøve blev udtaget af vandet/bundfaldet, før det blev doseret over baljen. Efter 1½ måned blev der udtaget en prøve af afløbsvandet i bunden af baljen. Koncentrationerne ses i nedenstående skema.

Tabel 9
Rensningsprocent for grusfilter.

Som det fremgår af rensningsprocenten er grusfilteret rimelig effektivt til at tilbageholde en stor del af kobberet bundet i den tykke bundfaldsdel. Afløbsvandet krævede dog yderligere rensning for at nå ned på vandkvalitetskriteriet.

4.4.5 Rensning med tilsætning af polymer og fældningskemikalier

Ud fra ovenstående forsøg kunne det konstateres, at den enkle metode - blot at pumpe vandet gennem kulfiltre - ikke var tilstrækkelig effektiv. Derudover skulle afløbsvandet fra bundfaldet renses yderligere. Med dette for øje blev der i et nyt rensningsforsøg tilsat polymer og fældningskemikalium med den intention at binde og opkoncentrere kobberet.

Under omrøring blev der tilsat polymer til tanken for at flokulere materialet og herunder bundfaldet (polymeren binder partikler sammen i store fnug). Herefter blev der tilsat jernklorid for at binde det opløste kobber hertil. Ved tilsætning af jernklorid blev det forsøgt at justere pH til 5,8. Ved pH på 5,8 fælder jernet nemlig ud og kan flokuleres sammen med det kobber, der er bundet til jernet.

Vandet blev herefter pumpet gennem en filterpose, hvori det flokulerede materiale blev tilbageholdt. Vandet og tanken var herefter fri for svæv, grums og bundfald og så helt rent ud. Endelig blev vandet pumpet gennem et kulfilter. Resultaterne fremgår af nedenstående skema.

Tabel 10
Koncentrationer og rensningsprocent ved tilsætning af jernklorid og polymer.

I første omgang blev der udtaget to vandprøver i reagensglas. Den ene blev tilsat polymer, den anden jernklorid. Som det fremgår af tabellen ovenfor, havde polymeren en evne til at bundfælde/fjerne en del kobber. Jernklorid havde den modsatte virkning. Det skyldes formentlig, at Ph har været over 5,8. Herved er jernet og det bundne kobber ikke fældet og dermed heller ikke fjernet fra vandfasen. Ideen med at tilsætte jernklorid virkede altså desværre ikke i forsøget.

Forsøget med tilsætning af polymer og jernklorid resulterede alligevel i en rensning på 99,5% svarende til en slutkoncentration på 10 mikrogram Cu /liter. Det skyldes, at kulfilteret effektivt fjernede det opløste kobber. Slutkoncentrationen er ikke langt fra den ønskede koncentration på 2,9 mikrogram/liter. Rent teknisk forventes det, at den ønskede koncentration kan opnås ved at sætte to kulfiltre i serie. Hvis kulfilteret i anden omgang klarer bare 90% vil slutkoncentrationen teoretisk være 1,0 mikrogram Cu/liter.

Alternativt vil et lignede forsøg uden tilsætning af jernklorid, men udelukkende polymer efterfulgt af et kulfilter, formentlig kunne rense ned til den ønskede koncentration. En sidste mulighed er at anvende jernklorid og så forsøge at justere pH tættere på 5,8 end det lykkedes i forsøget.

En interessant iagttagelse ved rensningsforsøget er, at det vandhanevand, der blev anvendt til afspulingen indeholdt hhv. 10 og 80 mikrogram kobber/liter. Hanevands indhold af kobber er især afhængigt af, om det har været i kontakt med kobberinstallationer, og om det har stået stille i rørene. Det betyder, at hvis vaskevandet renses svarende til 1 mikrogram kobber/liter, hvad der dog ikke er krav om i lovgivningen, vil vandhanevandet kunne udgøre en forholdsvis større forureningskilde end vaskevandet. Det drejer sig f.eks. om det vandhanevand, der bruges på broerne i løbet af sæsonen til vask af bådenes fribord og dæk, og som herefter ender i havnebassinet. Forureningsbidraget fra vandhanevand kan imidlertid risikere at være større, idet hanevand ifølge Bekendtgørelse nr. 871 af 21. september 2001 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg må indeholde op til 2000 mikrogram kobber/liter efter 12 timers henstand i rørene. Når vandet ledes ind i en husstands/havns vandinstallationer må det dog højst indeholde 100 mikrogram kobber/liter.

Til sammenligning anbefaler Miljøstyrelsens Vejledning nr. 11/2002 om industrispildevand tilsluttet offentlige spildevandsanlæg, at der som det langsigtede mål bør stræbes efter et indhold af kobber i afledningen på 100 mikrogram kobber/liter eller derunder. Hvis vaskevandet ønskes ledt til det kommunale spildevandsanlæg er koncentrationerne opnået i rensningsforsøget en faktor 10 under Miljøstyrelsens anbefaling.

4.4.6 Muligheder for recirkulering af vaskevand

I forbindelse med udformningen af en spuleplads eller andet opsamlingssystem, vil det være hensigtsmæssigt, at spulevandet kan recirkuleres mest muligt for at minimere vandforbruget. Denne problematik er blevet afklaret i samarbejde med Roskilde Havn og Bo Jensen Vandrensning A/S.

Der er som tidligere nævnt meget sparsomme erfaringer med recirkulering af vaskevand. Kun Roskilde Havn har eksperimenteret med at recirkulere vaskevand opsamlet på spuleplads. Vandet pumpes fra spulepladsen op i en palletank, hvor det bundfælder. Herfra løber det videre til en anden palletank, hvorfra det genbruges via højtryksrenseren. Et af problemerne har været, at højtryksrenseren jævnligt stoppede til og skulle renses pga. et højt indhold af slam/partikler i vandfasen.

Ved at montere et skivefilter mellem opsamlingstank og højtryksrenser er problemet blevet løst. Skivefilteret tømmes en gang om dagen og sikrer unødige driftstop.

Et problem ved at recirkulere vaskevandet uden at rense det er, at kobberet opkoncentreres i vandet. På Roskilde Havn spules omkring 260 både med det samme vand, inden det til sidst køres til Kommune Kemi. Denne fremgangsmåde kan bevirke, at det forstøvede vand der "hænger" i luften pga. højtryksrensningen, indåndes. Herved formodes der at være risiko for at indånde kobber. De sundhedsmæssige aspekter herved er i forbindelse med projektet ikke vurderet, men bør afklares, hvis denne type recirkulering anvendes.

En anden mulighed er at rense vaskevandet, inden det recirkuleres for at undgå eventuelle sundhedsmæssige problemer.

4.4.7 Koncept for rensning baseret på erfaringer fra rensningsforsøg

Ud fra erfaringerne fra rensningsforsøgene beskrives i det følgende et koncept, der vil kunne anvendes til at opbygge et rensningsanlæg på en lystbådehavn. Det kan ske på følgende måde:

Palletank (rensningstank): Fyldes med vand fra vaskepladsen. Vandet pumpes evt. op med en dykpumpe. Vandet tilsættes polymer og evt. fældningsmiddel under omrøring. Herfra pumpes vandet gennem en filterpose, hvori flokuleret materiale - herunder hovedparten af kobberet - opsamles.

Aktivt kulfilter: Til sidst pumpes vandet gennem et aktivt kulfilter og over i en buffertank, hvorfra det via en selvsugende højtryksrenser kan genanvendes som spulevand.

Filterposer og kulfilterpatroner udskiftes løbende og bortskaffes som kemikalieaffald.

4.4.7.1 Økonomi

I praksis vil denne rensningsopstilling som overslagspris koste 50.000-70.000 kr. afhængigt af kapaciteten. De anslåede driftsomkostninger vil være i størrelsesordenen 4.000-5.000 kr. pr. år. Beløbet dækker udgifter til polymer, fældningsmiddel, filterposer, filterpatroner og udgifter til bortskaffelse af fyldte filterposer og brugte kulfiltre.

Dertil kommer en udgift til rådgivning. Metoden vil kræve konsultation af et rådgivende firma, der kan tilpasse den mængde polymer og evt. fældningsmiddel, der skal tilsættes i forhold til de givne vandmængder for at sikre en optimal rensning. Derudover det vil formentlig kræve bistand at få dimensioneret beholdere, pumper, filtre m.m. korrekt i forhold til det antal både, der skal afvaskes.

Den tekniske rådgiver vil også skulle vejlede havnefogeden i driften af anlægget for at få rensningsprocessen til at forløbe optimalt.

4.5 Konklusion – afrensningsforsøg

På baggrund af rensningsforsøgene har det vist sig, at den enkle form for rensning, hvor vaskevandet forfiltreres og herefter passerer et kulfilter, ikke er tilstrækkelig til at opnå den ønskede slutkoncentration på 2,9 mikrogram kobber/liter. Metoden kan ej heller klare det krav, der stilles til flere af de eksisterende anlæg på 0,5 mg kobber/liter.

Til gengæld er der med en metode, der bl.a. er baseret på kemisk fældning opnået en rensningsgrad på 99,5% og en slutkoncentration på 10 mikrogram kobber/liter. Metoden er mere kompliceret, da den involverer tilsætning af polymer og fældningsmiddel, omrøring m.m., men kan rense ned et niveau, der svarer til eller er lavere end kobberindholdet i det almindelige vandhanevand som er anvendt til afspuling af bådene. Teoretisk set vil denne metode kunne rense ned til omkring ét mikrogram kobber/liter.

På baggrund af forsøgserfaringerne med sidstnævnte metode er der opstillet et koncept for opbygning af et anlæg til rensning af vaskevand. Det anslås, at et anlæg vil kunne erhverves for 50.000-70.000 kr. afhængig af kapacitet, med årlige driftsomkostninger på 4.000-5.000 kr. Dertil kommer udgifter til rådgivning i dimensionering og drift. Endelig vil der være betragtelige anlægsudgifter m.m. til etableringen af selve spulepladsen.

4.5.1 Anbefalinger vedr. opsamling og rensning af vaskevand

I det følgende gives en række anbefalinger, som lystbådehavne - herunder nye havne, der overvejer at etablere opsamling og rensning af vaskevandet - kan følge.

Som udgangspunkt bør det vurderes, om miljøgevinsten står mål med investeringen i at etablere systemer til opsamling og rensning af vaskevandet. Det er konstateret, at der under afspuling kun afvaskes 1½-7 promille af den mængde kobber, der påføres pr. båd pr. sæson. Hovedparten afgives i løbet af sejlsæsonen. Den gevinst, der kan opnås ved at opsamle og rense vaskevandet, er derfor ud fra en helhedsbetragtning minimal. Pr. 100 både kan der opsamles 60 g kobber.

4.5.1.2 Økonomi

I forhold til den miljøgevinst, der kan opnås, bør havnen overveje, hvad et anlæg til opsamling og rensning af vaskevand vil koste. I den forbindelse bør følgende forhold tages i betragtning:

	Råder havnen over et velegnet befæstet areal, der vil kunne anvendes som spuleplads, eller skal et sådant først etableres? Erfaringen fra de eksisterende spulepladser viser, at der er betydelige anlægsudgifter forbundet med etableringen pga. gravearbejde, etablering af brønde, asfaltering, evt. forstærkning af boldværker m.m. Udgiften hertil beløber sig til 250.000-1.000.000 kr. (dette beløb er dog inkl. etablering af rensning, der beløber sig til 80-600.000).
	Er der mulighed for at aflede vaskevandet til offentlig kloak? Hvis dette er muligt, vil det billiggøre etableringen af systemet.
	Hvis dette ikke er tilfældet, hvilke krav vil amtets stille i en udledningstilladelse? Hvad vil det koste at opfylde kravene? Jo strengere krav der stilles, des mere og dermed dyrere rensning kræves der.

4.5.1.3 Indretning af spuleplads

Besluttes det at etablere en spuleplads, eller stilles der krav herom fra amtet, bør den placeres så tæt som muligt på optagningskajen for at undgå unødig transporttid.

Råder havnen over et befæstet areal nær optagningskajen kan dette måske anvendes. Det kræver dog, at der er fald på arealet, da der skal kunne etableres en brønd, hvori vaskevandet kan opsamles og derfra pumpes til videre behandling.

Forhold omkring afledning af regnvand fra spulepladsen bør overvejes. Det bør undgås, at regnvand blandes med spulevandet for at minimere den vandmængde, der skal renses. I de perioder, hvor spulepladsen ikke er i brug, skal regnvand kunne ledes uden om rensningssystemet (hvilket f.eks. er gjort på Roskilde Havn).

Erfaringen dels fra erfaringsopsamlingen og dels fra afvaskningsforsøget viser, at det i forhold til den normale optagningstid i gennemsnit tager omkring 30 minutter ekstra pr. båd at anbringe båden over spulepladsen og vaske bunden. Tiden kan variere en del og afhænger bl.a. af optagningsmetoden. En travelift er hurtigst, da båden under transport og afvaskning kan hænge i stropperne.

Anvendes en lastbil, skal båden kunne hejses op af vandet og svinges ind over spulepladsen, uden at lastbilen behøver at blive flyttet. Herved spares operationstid til kranbetjening og fiksering af båden på ladet i forbindelse med transport fra kaj til spuleplads og videre fra spuleplads til opbevaringsstativ.

For at spare tid kan det endvidere anbefales at investere i to højtryksrensere eller en højtryksrenser med to pistoler, således at begge sider af skroget kan vaskes samtidig.

4.5.1.5 Rensning af vaskevand

Skal vaskevandet udledes til recipient, må rensningsteknologien tilpasses amtets krav specificeret i udledningstilladelse. Stilles der meget skrappe krav, anbefales det at etablere et rensningsanlæg efter konceptet beskrevet i afsnit 5.4.7.

Skal vaskevandet derimod ledes til offentlig kloak, stiller kommunen krav til kobberkoncentrationen i en tilladelse til afledning. I forhold til en udledningstilladelse vil kravene generelt være lempeligere i en tilladelse til afledning. Rensningsteknologien må tilpasses herefter.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |