Renere teknologi til undgåelse af biologisk vækst på murværk, tegl- og betontage

6 Materialer

6.1 Indledning
6.2 Materialebeskrivelser
6.2.1 Teglsten og tegltagsten
6.2.2 Mørtel
6.2.3 Kalksandsten
6.2.4 Natursten
6.2.5 Murværk
6.2.6 Betontagsten

6.1 Indledning

Som tidligere beskrevet er projektet afgrænset til at omfatte følgende materialer:
murværksmaterialer inkl.:
teglsten
kalksandsten
natursten
muremørtel
pudsmørtel
kalkede murværksoverflader
malede murværksoverflader
tegltagsten
betontagsten

I dette afsnit gives en kort beskrivelse af de materialer, som projektet omfatter. Formålet med beskrivelsen er at give en overordnet forståelse for de i tilknytning til biologisk vækst væsentlige materialeegenskaber.

6.2 Materialebeskrivelser

6.2.1 Teglsten og tegltagsten

Et teglmateriale fremstilles ved brænding af ler. Teglmaterialets egenskaber afhænger af råmateriale, form og brænding. Tegl er et porøst materiale. Brændingsprocessen har stor indflydelse på teglets porøsitet. Poreforholdene er af afgørende betydning for de brændte produkters egenskaber mht. vandoptagelse og vandafgivelse.

Det yderste lag af teglstenens overflade betegnes ofte som brandhuden. Fjernes denne brandhud, ændres stenenes udseende og overfladeruhed. Undersøgelser har vist, at stenenes egenskaber mht. vandoptagelse ikke ændres herved.

Råmaterialets indhold af jern og kalk er afgørende for, om teglet bliver gult eller rødt. Der findes efterhånden teglsten i samtlige farvenuancer fra rød over rosé til gul. Man kan også anvende tilsætningsstoffer for at give teglet andre farver end de naturligt forekommende, f.eks. manganoxid (brunsten). Brænding med underskud af ilt (reducerende brænding) kan ligeledes anvendes til at opnå farvespil.

Derudover findes der blådæmpede (sorte) sten og glaserede sten.

Teglstens pH-værdi er ca. 7.

Tegltagsten er i princippet lig mursten, dog er formen og brændingsforløbet anderledes. Der findes forskellige faconer på tagsten, hvor vingetagsten og falstagsten er de mest almindelige hovedgrupper.

6.2.2 Mørtel

Mørtel er en blanding af uorganiske bindemidler, tilslagsmaterialer, evt. tilsætningsstoffer og vand. Bindemidlet er her i Danmark ofte en blanding af hydratkalk og cement eller udelukkende cement. Der er dog også mørtler baseret på en blanding af hydraulisk kalk og hydratkalk eller alene på hydratkalk. Tilslagsmaterialet er som regel sand.

Mørtlerne er porøse. Porøsiteten afhænger primært af tilslagets kornstørrelsesfordeling samt af bindemiddeltilsætningen.

pH i mørtlen er stærkt basisk ved opførslen men efterhånden som mørtlen karbonatiserer falder pH til ca. 7-8.

6.2.3 Kalksandsten

Kalksandsten er byggesten fremstillet af brændt kalk, kvartsrig sand og vand. Hærdningen foregår i autoklave. Her reagerer kalken med siliciumoxid i sandskornenes overflade og danner vandholdigt silikat. Den del af kalken, som ikke bindes bliver efterhånden karbonatiseret af luftens kuldioxid.

Kalksandsten er porøse.

Efterhånden som kalken karbonatiserer fuldstændigt vil pH være omkring 7.

6.2.4 Natursten

Der fokuseres alene på granitter og gnejser. Granit/gnejs er en bjergart, der består af mineralerne kvarts, feldspat og glimmer. Granit/gnejs er et hårdt materiale som generelt er ru og kornet i overfladen men som kan poleres. Farven varierer fra grå/sort til grå/rødlig. Granit/gnejs er sammenlignet med tegl mindre porøs og optager væsentligt mindre vand.

6.2.5 Murværk

Murværk afgrænses i dette projekt til ovennævnte byggesten sammenføjet i forbandt ved brug af mørtel.

Murværket kan være behandlet med forskellige former for overfladebehandling.

Overfladebehandlinger kan foruden egentlige pudslag omfatte filtsning, sækkeskuring, vandskuring, kalkning mv. For nærmere beskrivelse af disse overfladebehandlinger henvises til Tegl 18 [19].

Derudover kan der være tale om en overfladebehandling i form af imprægnering, forsegling eller maling. Nogle af disse overfladebehandlinger er nærmere beskrevet i afsnit 12 vedrørende forebyggende midler.

Afhængig af overfladebehandlingen kan materialets overfladeruhed samt egenskaber mht. vandoptagelse og afgivelse ændres.

6.2.6 Betontagsten

Betontagsten fremstilles af cement og sand (mørtel). Tagstenene extruderes, og opnår herved stor styrke og tæthed. Tagstenen er normalt gennemfarvede ved tilsætning af jernoxider, i brune, gule og røde farver. Tagstenene har, som alle cementbaserede produkter, en tendens til kalkudfældninger på overfladen. Tagstenene kan være malede, hvilket mindsker kalkudfældningen. Udfældningerne vil normalt med tiden vaskes af regnvand. Nye stens pH-værdi er på 12-14. Efterhånden som de karbonatiserer bliver pH neutral.