Retningslinier for etablering af pileanlæg med nedsivning op til 30 PE

3 Forundersøgelser

3.1 Afstandskrav
3.2 Terrænforhold
3.3 Afledningsforhold
3.4 Grundvandsstand
3.5 Jordbundsforhold
    

Etablering af et pileanlæg med nedsivning kræver forundersøgelser, hvor afstand til vandindvindingsanlæg, grundvandsstand samt vurdering af terrænforhold og anden beplantning er de vigtigste.

3.1 Afstandskrav

Vandindvinding

Afstanden fra et pileanlæg med nedsivning til vandindvindingsanlæg, hvortil der stilles krav om drikkevandskvalitet efter bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 mv. § 28, stk. 2, nr. 2, (spildevandsbekendtgørelsen) være mindst 300 m. Hvis vandindvindingsanlægget forsyner mindre end 10 ejendomme, kan afstandskravet nedsættes til 75 m, når de hydrogeologiske forhold sandsynliggør, at nedsivningen vil kunne ske uden risiko for forurening af vandindvindingsanlægget. Der kan efter miljøbeskyttelseslovens § 22 være fastlagt et beskyttelsesområde omkring vandindvindingsanlæg, som umuliggør nedsivning indenfor et større vandområde.

Afstanden til vandindvindingsanlæg uden krav om drikkevandskvalitet (fx markvanding) skal være mindst 150 m. Afstanden kan dog reduceres til 75 m, når de hydrogeologiske forhold sandsynliggør, at nedsivningen vil kunne ske uden risiko for forurening af vandindvindingsanlæg.

Vandløb, søer, havet mv.

Afstanden fra pileanlæg med nedsivning til vandløb (herunder drænledninger og grøfter), søer (herunder moser) og havet skal være mindst 25 m. Hvis afstanden er mindre end 25 m, kan kommunen dog meddele tilladelse til etablering af pileanlæg med nedsivning som en kombineret udlednings- og nedsivningstilladelse. Afstanden bør dog være mindst 5 m. Et sådant anlæg vil – hvis det er udformet efter denne vejlednings retningslinier – også kunne opfylde kravene til alle 4 renseklasser. I sandjord bør afstanden til dræn eller vandløb dog være mindst 10 meter for at opfylde klasse OP eller SOP. Dette skyldes, at sandjord vil have en mindre bindingskapacitet for fosfor end jord med silt eller lerindhold.

Vejledende afstand til andre nedsivningsanlæg m.v.

Det bør tilstræbes, at pileanlæg med nedsivning placeres mindst 50 m fra andre anlæg, hvor der nedsives husspildevand. Det bør desuden tilstræbes at placere anlægget mindst 5 m fra bygninger og skel.

Gener

Pileanlæg med nedsivning skal være placeret således, at der ikke opstår gener for omkringboende.

Praktiske afstandskrav

Ved placeringen af anlægget bør der tages praktiske hensyn. Anlægget skal placeres frit og med god afstand til eksisterende bevoksning. Anlægget må ikke ligge i skygge. En placering med langsiden mod vest kan øge fordampningen i anlægget. Ved placering i forbindelse med læhegn er det bedre at indpasse anlægget i læhegnet end at lægge det ved siden af, på grund af skyggevirkning og vindforhold.

Anlægget skal placeres så det er tilgængeligt for drift og vedligeholdelse (nedskæring) og borttransport af det nedskårne materiale.

Servitutter, byggelov m.v.

Placeringen af anlægget med tilhørende ledninger og brønde skal endvidere respektere afstandskravene i byggeloven, bygningsreglementet, funderings-normen, vejledningen for vandforsyning samt eventuelle byggelinier fastlagt ved fredningsbestemmelser eller anden form for servitutter.

3.2 Terrænforhold

Anlægget bør ikke placeres i lavninger, da overfladevand fra de omliggende arealer i så fald vil søge mod anlægget og beslaglægge en del af anlæggets kapacitet. Anlægget bør heller ikke placeres i lavninger af hensyn til sen nattefrost, som kan sætte pilenes vækst tilbage.

3.3 Afledningsforhold

Undersøgelser af afledningsforhold omfatter kortlægning af det eksisterende afløbssystem i det omfang, det ønskes anvendt fremover.

Det eksisterende afløbssystem registreres med hensyn til placering af alle ledninger, omfang af tilsluttede installationsgenstande, omfang af tilsluttet regnvand, herunder tagnedløb, placering, størrelse og funktion af alle brønde samt øvrige afløbsforhold på ejendommen. Bundkoten til alle vigtige knudepunkter (brønde, indløb, udløb, m.v.) indmåles ligesom placering i plan i forhold til faste terrænpunkter (bygninger m.v.) indmåles.

For bundfældningstanken, hvis en sådan findes, bestemmes det samlede volumen og volumen af de enkelte kamre. Om muligt noteres fabrikat og type af tanken (tankene).

3.4 Grundvandsstand

For at sikre en tilstrækkelig rensning af spildevandet, inden dette siver ned i grundvandet samt for at sikre tilstrækkeligt oplagringsvolumen i vinterhalvåret, skal bunden af pileanlæg med nedsivning placeres 2,5 m over højeste grundvandsstand, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 28.

Grundvandsstanden er normalt højst i perioden februar - april, hvorfor undersøgelsen bør ske i denne periode. Undersøgelsen må dog ikke foretages, når jorden er frossen.

Grundvandstanden måles i et pejlerør eller ved simpel opgravning. Pejlerøret eller opgravningen udføres til mindst 3,0 m under den påtænkte bund af siveanlægget.

Idet grundvandet skal have tid til at strømme til pejlerøret/udgravningen, måles grundvandsstanden tidligst 3 dage efter udførelsen. Ved udgravning anbefales det endvidere at stille et kloakrør ned i bunden af udgravningen, hvis der er risiko for sammenstyrtning af opgravningen i de 3 dage.

Indikationer af grundvandsstanden i området kan eventuelt fås fra nærliggende pejleboringer eller fra oversigtskort over regionalt udbredte grundvandsmagasiner. Kort over de regionalt udbredte grundvandsmagasiner haves i amtet og eventuelt hos kommunen. Vandspejlet i de lokale grundvandsmagasiner kan dog afvige væsentligt fra vandspejlet i de regionalt udbredte magasiner.

Ved opgravning kan der udtages en jordprøve til sigteanalyse, jf. afsnit 3.5, ved den påtænkte bund af anlægget.

3.5 Jordbundsforhold

Pileanlæg med nedsivning har i særlig grad deres berettigelse hvor jordbunden på grund af højt indhold af ler ikke er egnet til nedsivning. Hvis jordbunden ud fra de nedenfor beskrevne analyser vurderes egnet til nedsivning, findes der ikke rensetekniske argumenter for at anlægge et pileanlæg med nedsivning frem for et nedsivningsanlæg.

Den nødvendige størrelse af pileanlægget er afhængig af jordbundsforholdene.

Der udtages 2 jordprøver (mindst 5 kg hver) til sigteanalyse/hydrometer-analyse. Prøverne udtages ved den forventede bund af fordelerlaget og med en afstand på ca. 10 m.

Hvis prøverne synes meget forskellige, udtages en ekstra prøve i jordbunden midt imellem lokalisering af de 2 første prøvetagningspunkter.

De udtagne jordprøver sendes til sigteanalyse/hydrometeranalyse, som udføres i overensstemmelse med DS 405.9/DS 405.8. Indeholder prøven mindre end 10% materiale med kornstørrelse mindre end 0,075 mm, kan hydrometeranalysen udelades. Da pileanlæg med nedsivning fortrinsvis anlægges i lerede jorde, er hydrometeranalysen ofte nødvendig.

Kornkurverne indtegnes på diagram (bilag 2), der vedlægges ved ansøgning til kommunen.

Ved fastsættelse af krav til dimensionering af anlægget, skal der tages udgangspunkt i den mindst permeable jordprøve - det vil sige jordprøven med den mindste nedsivningskapacitet, for at give størst mulig sikkerhed for anlæggets drift og funktion.

Den mindst permeable jordprøve angives ved den kornkurve i diagrammet (som udformet i bilag 2), der ligger længst til venstre.

Ved vurdering af jordtypens egnethed ud fra kornkurven, kan der ses bort fra den del af kurverne, der ligger over 80% gennemfald.

Infiltrationsundersøgelser

Jordbundsundersøgelserne kan hensigtsmæssigt suppleres med infiltrationsforsøg, hvor korttidsinfiltrationsevnen bestemmes 2 - 3 steder i den intakte og vandmættede jord, hvor anlægget er planlagt placeret.

Infiltrationsundersøgelser kan foretages på to måder:
Ved hjælp af infiltrometer
Ved hjælp af målestok

Infiltrationsundersøgelser ved hjælp af målestok er beskrevet i bilag 4.