Massestrømsanalyse for kviksølv 2001 2 Anvendelser i Danmark2.1 Råvarer og halvfabrikataDen af Danmarks Statistik (DS 2002) registrerede import, eksport og produktion af råvarer og halvfabrikata af metallisk kviksølv og kviksølvforbindelser for årene 1996-2001 er angivet i Tabel 2.1. Tabel 2.1
Produktion Der var i 2001, såvel som i den tidligere opgørelse fra 1996, ingen registreret produktion af de anførte kemiske forbindelser. Metallisk kviksølv Import af metallisk kviksølv anvendes som angivet i Tabel 2.2, der er baseret på viden indhentet i denne undersøgelse. Forskellen mellem det registrerede forbrug i 2001 på omkring 600 kg og importen på ca. 1.300 kg kan skyldes reeksport af en del af det importerede kviksølv og lagerforskydninger. Det har således ikke været muligt at finde 900 kg rent kviksølv til eksport via genanvendelsesbranchen. Sulfater og nitrater I begge tilfælde dækker Danmarks Statistiks oplysninger over forbindelser med både kviksølv og bly. Som angivet i afsnit 2.3.2 er forbruget af kviksølv med kviksølvforbindelser i Danmark i dag marginalt, nemlig 30-60 kg kviksølv forbindelser, svarende til 20-40 kg kviksølv pr. år. Dermed må den resterende import antages at dække over blyforbindelser. Amalgamer Der kan registreres en vis import/eksport af amalgamer. Ifølge Danmarks Statistik skete der i 2001 en nettoeksport på 9 tons amalgamer af ædle metaller. Det har ikke været muligt at identificere den angivne mængde import/eksport af amalgamer af ædle metaller. Det er uvist, hvor kapsler med kviksølv og amalgampulver til dental amalgam registreres hos Danmarks Statistik. Der er ingen produktion af disse kapsler i Danmark. Det kan dermed heller ikke forklare den store nettoeksport i år 2001. Tabel 2.2
2.2 Anvendelse af kviksølv som metal2.2.1 TandfyldningerBeskrivelse Dental amalgam er en legering bestående af kviksølv, sølv, kobber og tin, hvoraf kviksølv udgør mellem 44 og 51% (efter vægt), dog typisk 48-49% (Munksgaard 2001). Der regnes her med et gennemsnitligt kviksølvindhold på 48%. Sølv udgør størstedelen af den øvrige fraktion, mens kobber og tin kun indgår i mindre mængder. Amalgamet leveres til den enkelte tandlæge i form af dels rent kviksølv, som hos tandlægen blandes med amalgampulver indeholdende amalgamets øvrige bestanddele, dels i form af portionskapsler, der indeholder kviksølv og amalgampulver adskilt af en tynd membran, der brydes ved rystning i særlige rystemaskiner. Brugen af kapsler giver skønsmæssigt mindre spild i form af overskudsamalgam end metoden med afvejning i klinikken. Ca. halvdelen af det danske forbrug af amalgam er i form af kapsler. Forbrug i Danmark Kontakt til de fire forhandlere af kviksølv til amalgam i Danmark viser et samlet forbrug af kviksølv til amalgam i Danmark på ca. 1.200 kg i år 2001. Ca. det samme resultat fås ved beregning ud fra antal fyldninger. Det årlige forbrug af kviksølv i amalgam til tandfyldninger kan for de privatpraktiserende tandlægers vedkommende opgøres ud fra indrapporteringen af antal udførte amalgamfyldninger til Sygesikringen. Hertil kommer forbruget i den kommunale tandpleje (dvs. skoletandplejen), som ikke er dækket af indrapporteringen til Sygesikringen. Private tandlæger I Tabel 2.3 er der for årene 2000 og 2001 angivet de til Sygesikringen indrapporterede antal amalgamfyldninger udført af privatpraktiserende tandlæger i Danmark. I bilag 1 er der angivet de indrapporterede antal fyldninger for hele årrækken 1994-2001. Den tidligere massestrømsanalyse (Maag et al. 1996) har en tilsvarende række for årene 1980-1993. Ved indrapporteringen - og i Tabel 2.3 - er tandfyldningernes størrelse angivet som a, b eller c afhængigt af, hvor mange tandflader der er blevet belagt med fyldningsmateriale. På basis af detaljerede undersøgelser regnes der med et forbrug af amalgam (inkl. spild) til udførelse af a-, b- og cfyldninger som følger (Maag et al. 1996, Munksgaard 2001), (tallene svarer til tallene i den tidligere massestrømsanalyse):
Sundhedsstyrelsen har i januar 2002 skønnet, at der udføres 6.000 fyldninger af sølvamalgam på mælketænder om året (Nielsen 2002). Antages et gennemsnit på 0,4 g kviksølv pr. fyldning som ved den tidligere opgørelse (Maag et al.1996), bliver forbruget 2,4 kg kviksølv til mælketænder. Dertil kommer amalgam til de blivende tænder hos unge i den offentlige tandpleje. Hvert barn får gennemsnitligt 0,8 fyldning pr. år. Hvis det antages, at 20% er amalgamfyldninger (a-fyldninger), kan det samlede kviksølvforbrug i den kommunale tandpleje med ca. 1 mio. unge estimeres til ca. 100 kg kviksølv (Holst 2002). Samlet forbrug Det samlede kviksølvforbrug til tandfyldninger i Danmark i år 2001 kan således opgøres til ca. 1.200 kg pr. år. For denne opgørelse er det - baseret på forfatternes vurdering - realistisk at regne med en usikkerhed på ± 100 kg. Den forholdsvis lave usikkerhed beror på, at oplysninger fra samtlige forhandlere af amalgam stemmer godt overens med forbruget beregnet ud fra antal fyldninger. Udviklingstendenser Forbruget af amalgam til tandfyldninger er mindsket noget i løbet af de sidste 20 år. Således blev forbruget i 1982/83 opgjort til i alt 3.100 kg kviksølv og for 1992/93 til 1.800 kg kviksølv. Antallet af amalgamfyldninger indrapporteret til sygesikringen er faldet fra 2,7 mio. i 1982 til 1,8 mio. i 1992 og 1,1 mio. i 2001. Det mindskede forbrug må antages dels at bero på bedre tandhygiejne i befolkningen og dels på en øget anvendelse af alternative fyldningsmaterialer. En væsentlig faktor er formodentligt, at det er forbudt i dag at anvende kviksølv på andet end kindtænder, hvor der er slid på fyldningen (Bekendtgørelse 692 af 22/09/1998). Den videre skæbne for amalgam Det er her vurderet, at ca. 60% af tandlægernes kviksølvforbrug ender i tænderne. Det svarer til vurderingen i den tidligere massestrømsanalyse, og det svarer til ca. 1 g amalgam pr. tand (Munksgaard 2002). Dvs. at mellem 660 og 780 kg kviksølv pr. år ender i færdigmonterede tandfyldninger. Resten af forbruget opsamles som overskudsamalgam eller fortsætter i udsuget sammen med kviksølv fra udborede plomber. Udboring af gamle fyldninger Amalgamfyldningers gennemsnitlige levetid er skønsmæssigt af størrelsesordenen 7-20 år (Munksgaard 2002, Marker 2002). De fyldninger, der udbores i dag i forbindelse med fornyelse, er således som gennemsnitsbetragtning lagt omkring 1988. I 1992/93 var forbruget ca. 1.800 kg kviksølv pr. år (Maag et al.1996), mens det i 1982/83 var på ca. 3.100 kg (Hansen 1985). Påregnet, at ca. 50% af dette kviksølv blev placeret i tænderne, vil der i tandfyldninger lagt omkring 1988 i alt være ca. 1.100- 1.300 kg. Af dette kviksølv vil en del blive udboret på ny, en del vil følge udtrukne og tabte tænder, resten vil være i tænderne hos døde personer, som begraves eller kremeres. I år 2001 vurderes udboringen af gamle fyldninger at være 660-1.100 kg kviksølv. Det følger af følgende betragtninger (svarende til den tidligere massestrømsanalyse):
Opsamling af kviksølv fra mundskyl Alle tandlægestole er udstyrede med en filtersi, som fanger store partikler. Filtersien tømmes manuelt 1-5 gange om ugen (Marker 2002, Lindstrøm 2002). Indholdet - eller i det mindste de synlige amalgamstykker - sorteres fra som kviksølvholdigt affald. Resten bortskaffes som almindeligt affald eller skylles ud i den vask, hvor sorteringen er foregået. Amalgamfiltre Efter filtersien kan skyllesystemet være udstyret med et amalgamfilter, som opsamler 90-99,9% (Bindslev 1999, Marker 2002) af kviksølvet i spildevandet. Hovedparten af landets kommuner har indført påbud om brug af amalgamudskillere med en maksimal udledning på f.eks. 5 g kviksølv pr. år. Tandlægeskolen i Århus har udført en spørgeskemaundersøgelse i samtlige landets kommuner (Bindslev 2002). Af de 239 besvarelser fremgik det, at påbud ikke var indført i 27% af kommunerne. Den største filterproducent indsamler selv hovedparten af sine filtre. Filtrene skilles ad i Danmark, og filterindholdet sendes til Holland til oparbejdning. Filtrene renses og genbruges. Rensningen i Danmark foregår i et lukket system med recirkulering af vand og filter på udluftningen. Effektiviteten af luftfiltrene er ikke målt, og filtrene er så nye, at de endnu ikke er udskiftet. Ud fra viden om den behandlede mængde amalgamfilter vurderes udledningen til luft og vand groft til at være af størrelsen 1-5 kg kviksølv. En anden filterproducent indsamler ligeledes filtre og en del kviksølvholdigt affald fra tandlægerne. Dette sendes til Sverige, hvor filtrene renses til genbrug, og kviksølvet oparbejdes. Det vurderes, at ca. 30% af det øvrige kviksølvholdige affald hos tandlægerne indsamles sammen med filtrene til eksport. Den sidste fraktion af filtre lukkes ved filterskift og efterlades hos tandlægen. Filtrene bortskaffes sammen med det øvrige kviksølvholdige affald afhængigt af den kommunale ordning. En indsamler af amalgamfiltre oplyser, at hvert filter ved indsamlingen typisk indeholder 250 g kviksølv. Det er mindre end vurderet ved den tidligere massestrømsanalyse, men denne mængde er verificeret af det aftagende svenske firma. Kontakt til filterproducenterne viser, at der årligt sælges 2.900- 3.800 filtre i Danmark. Et tilsvarende antal må formodes at blive indsamlet. Dvs. at der årligt opsamles omkring 690-950 kg kviksølv i amalgamfiltre. Af disse eksporteres skønsmæssigt 480-575 kg til Sverige og Holland, hvor det oparbejdes. Resten indsamles til Kommunekemi. Udledning til spildevand Hvis det antages, at amalgamfiltrene er 98% effektive, udledes der 15-20 kg kviksølv til spildevandet fra tandlægeklinikker med amalgamfiltre. Hertil kommer udledning fra klinikker uden amalgamfiltre, der kan beregnes til ca. 175-240 kg. I alt kan udledningen således ud fra disse tal beregnes til 190-260 kg kviksølv fra tandlæger til spildevand om året. Her er det antaget, at 80% af tandlægeklinikkerne har amalgamfiltre, og at udledningen fra de øvrige 20% svarer forholdsmæssigt dertil. Ca. 27% af kommunerne har ikke påbud om filtre. Dette forhold antages at gælde for tandlægeklinikker også, men det skønnes, at flere tandlægeklinikker i disse kommuner alligevel har filtre, derfor er der regnet med 20% klinikker uden amalgamfiltre. Dette tal er dog forbundet med en væsentlig usikkerhed. Til sammenligning blev der ved en undersøgelse af et begrænset antal klinikker på en enkelt dag i Århus fundet en udledning af kviksølv fra klinikker uden amalgamfilter på 65-842 mg kviksølv pr. tandlæge til kloaksystemet (svarende til 7-185 g Hg pr. år) og ved klinikker med amalgamfilter: 12-99 mg kviksølv pr. tandlæge (2,6-22 g Hg pr. år) (Arenholt-Bindslev 1996). Antages dette at være repræsentativt for hhv. 20% og 80% af alle ca. 5.000 tandlæger i Danmark svarer det til en udledning på 20-270 kg kviksølv pr. år. Det svarer meget godt til det ovenstående estimat - de få måledata taget i betragtning. Sammenfattende skal der her vurderes følgende om udledningen til spildevand fra tandlægeklinikker: En udledning på 20 kg er baseret på et begrænset antal målinger og må formodes at være for lavt ud fra øvrige tilgængelige data, mens en udledning på 50 kg kviksølv pr. år ikke er urealistisk. Modsat kan det ikke afvises, at udledningen kan være helt op til 250 kg pr. år. Udledningen til spildevand fra tandlægeklinikker anslås derfor til 50-250 kg kviksølv pr. år. Amalgam i udtrukne og tabte tænder Langt de fleste tænder, som voksne mennesker mister, bliver trukket ud hos tandlægen, mens kun et lille antal egentlig tabes. Der regnes her med, at den tabte mængde for voksne mennesker er betydningsløs. Ifølge sygesikringens opgørelse over antallet af tænder, der udtrækkes årligt, blev der i år 2001 udtrukket 354.519 tænder i privat praksis (det vil sige, at de kan regnes som voksentænder, se bilag 1). Det må anses for sandsynligt, at en betydelig del og måske størsteparten af alle disse tænder har indeholdt amalgamfyldninger. Hvis det antages som i den tidligere massestrømsanalyse (Maag et al. 1996), at den gennemsnitlige vægt af fyldningerne er ca. 1 g amalgam, svarer det til 100-150 kg kviksølv årligt. Hertil skal lægges den kviksølvmængde, som tabes og udtrækkes i den tid, hvor børnene behandles i skoletandplejen. Men da der siden 1.1. 1995 har været forbud mod kviksølv i tænder undtagen til tandfyldning af kindtænder, hvor der er slid på fyldningen, har mange klinikker stoppet brugen af kviksølv i mælketænder. Da de fleste udtrukne og tabte tænder i disse alderstrin er mælketænder (nyforbrug til mælketænder ca. 2,4 kg kviksølv/år), og kun et mere begrænset antal antages at være blivende tænder (nyforbrug ca. 100 kg/år), vurderes mængden af kviksølv fra udtrukne og tabte tænder i skoletandplejen til 20-30 kg pr. år. I den tidligere opgørelse, hvor anvendelsen af kviksølv til mælketænder var mere udbredt, blev dette skønnet til ca. 250 kg årligt. Det kan således vurderes, at i alt 120-180 kg kviksølv pr. år bortskaffes med udtrukne og tabte tænder. Heraf vurderes det, at skønsmæssigt 20-30%, svarende til ca. 20-50 kg kviksølv, tilføres affald (dagrenovation), mens resten, 70-160 kg, vil blive tilført tandlægehøjskolerne (der samler tænder ind til undervisningsbrug), Kommunekemi eller bortskaffes sammen med amalgamfiltre af filterproducenter. Amalgam i afdødes tænder Ved den tidligere massestrømsanalyse er der regnet med gennemsnitligt 2 g kviksølv i afdøde personers tandsæt i Vesten. I forhold til tidligere bevarer langt flere mennesker deres tænder, indtil de dør. Ifølge Marker (2002) er det rimeligt at regne med 4 g kviksølv pr. død person. I 2001 døde ca. 58.000, hvoraf ca. 41.000 blev brændt og 17.000 begravet (Hansen 2002). Det betyder, at der tilføres ca. 170 kg kviksølv til krematorier, mens landets kirkegårde tilføres ca. 70 kg kviksølv pr. år. Da krematorier ikke er udstyret med røggasrensningsudstyr, der kan opfange kviksølvdampe, må stort set hele tilførslen til krematorier forventes at blive emitteret til atmosfæren. Kviksølvholdigt affald Kviksølvholdigt affald består af overskudsamalgam, amalgam fra filtersien og muligvis også kviksølvholdige udtrukne tænder. Affaldet opbevares hos tandlægerne typisk i en vandfyldt beholder, indtil det afleveres til den lokale modtagestation for kemikalieaffald. Enkelte indsamlere af filtre medtager det kviksølvholdige affald, men der findes ikke længere egentlige indsamlere af overskudsamalgam eller kviksølvholdigt affald (Due 2002, Metaligen 2002, Petersen 2002). Som grunde angives den lille mængde, lav pris og de besværlige arbejdsgange ved transport af farligt affald. Derfor er det yderst vanskeligt at sætte mængde på. Ud fra den solgte og udborede mængde kviksølv og mængden i spildevand og amalgamfiltre kan kviksølvmængden i dette affald beregnes til 120-680 kg pr. år. Det vurderes, at personalet på tandlægeklinikkerne er opmærksomme på, at kviksølvholdigt affald ikke må bortskaffes med dagrenovation, hvorfor hovedparten, regnet som ca. 60-80%, antages at blive opsamlet særskilt, mens resten antages tilført dagrenovation. Det vil sige, at ca. 50-140 kg kviksølv herfra føres til dagrenovation, mens 70-540 kg regnes som indsamlet. Ca. 30% af det indsamlede kviksølvholdige affald eksporteres sammen med indsamlede filtre til eksport. Det svarer til 20-160 kg kviksølv pr. år. Resten sendes til Kommunekemi. Kviksølvbalancen for tandlæger er illustreret i Figur 2.1. Det bemærkes, at det ikke er forsøgt at estimere den emission af kviksølv til luft, der beror på fordampning i tandlægeklinikker. Det er heller ikke forsøgt at kvantificere den mængde kviksølv, der med vattamponer og lignende lavbelastet affald fra tandlægeklinikker kan tænkes at havne i dagrenovationen. Der foreligger ikke oplysninger, der giver grund til at tro, at disse kviksølvmængder er af væsentlig betydning. Figur 2.1 2.2.2 LyskilderFlertallet af elektriske lyskilder af udladertypen indeholder en lille mængde kviksølv. Udladerlamper fungerer ved, at der sættes et kraftigt spændingsfelt over en gas, normalt kviksølv på gasform, hvorved gassen udsender lys. Blandt andet almindelige lysstofrør fungerer efter dette princip. I lysstofrør rammer det udsendte lys et såkaldt lyspulver, der er fastgjort på indersiden af glasset. Stofferne i lyspulveret udsender derpå lys i de ønskede farver. Lyspulver består overvejende af kemiske forbindelser af grundstoffer, der hører til de såkaldte "sjældne jordarter". I Tabel 2.4 er der angivet de mængdemæssigt væsentligste lyskilder med indhold af kviksølv. I tabellen er der ligeledes angivet mængden af kviksølv pr. lyskilde for de forskellige typer og for forskellige produktionsår. Tabel 2.4
- Superhøjtrykslamper til fotografiske formål Da salget af disse lyskilder er lille, bidrager indholdet af kviksølv i disse lyskilder kun marginalt til det samlede kviksølvforbrug. Produktion i Danmark Der sker produktion og reparation af reklamerør i Danmark. Forbruget af andre typer lyskilder beror udelukkende på import. Forbrug i Danmark I Tabel 2.5 er forbruget angivet i antal styk i perioden 1997-2001. Forbruget af kviksølv med de samme lyskilder i Danmark er estimeret i Tabel 2.6. Tabel 2.5
Specialtildannede reklamerør Ud fra oplysninger fra en række producenter af reklamerør kan det aktuelle forbrug til disse groft anslås til 1-5 kg kviksølv pr. år. I den tidligere opgørelse for 1992-93 var angivet et forbrug af kviksølv med reklamerør på 15 kg pr. år. Markedet er vigende. Kviksølvet tilsættes manuelt ved hjælp af en tynd glaspipette. Der tilsættes en lille dråbe pr. lysstofrør. En del lysreklamer fremstilles i dag med dioder og optiske fibre. Disse teknologier er i hastig fremmarch. LCD-skærme til computere og fjernsyn Fladskærme, såkaldte LCD-skærme, til computere - herunder også skærme på bærbare computere - indeholder kviksølvholdige lyskilder (LCD står for liquid crystal display). Det samme gælder LCD-fjernsynsskærme, som dog fortsat antages at have en meget begrænset udbredelse i Danmark. Ifølge Floyd et al. (2002) indeholder skærme til bærbare computere typisk 2-4 lamper pr. skærm afhængigt af skærmens størrelse. En 15'' skærm vil typisk indeholde 4 lamper, mens større skærme kan indeholde 6, 8 og flere lamper. Det typiske kviksølvindhold pr. lampe var i 2001 mellem 2,5 og 3,5 mg/lampe (gældende krav for at bære EU-blomsten for LCD-skærme er, at kviksølvindholdet ikke må overstige 3 mg/lampe). Forbruget af bærbare computere i Danmark udgjorde i 1997 ca. 75.000 stk. (IDC, 1999). Forbruget af fladskærme til computere kan anslås ud fra et samlet forbrug af stationære pc'er på omkring 500.000 stk. (1997-tal; IDC, 1999), en antagelse om at der tilnærmelsesvis sælges 1 skærm pr. pc, samt en vurdering af fordelingen af nysalg af skærme mellem traditionelle CRT-skærme og fladskærme. En stor detailkæde anslår, at denne fordeling i 2001 var omkring 75% CRT-skærme mod 25% fladskærme, og at fordelingen blev forskudt meget hurtigt igennem 2002, så den mod årets udgang skønsmæssigt var 60/40. Forskydningen mod fladskærme forventes at fortsætte. Salget af fjernsyn med LCD-skærme vurderes som nævnt som yderst begrænset (pga. meget høje priser), og det er her ikke søgt at kvantificere kviksølvforbruget med disse. Forbruget af kviksølv med fladskærme kan således anslås som følger: Bærbare pc: 75.000 stk. * (2 til 4 lamper) * 0,000003kg/lampe: 0,5-0,9 kg kviksølv. Fladskærme til stationære pc'er: 0,25 * 500.000 stk. * (4 til 6 lamper) * 0,000003 kg/lampe: 1,5-2,3 kg kviksølv. Da salget af begge produkttyper kan have været lidt højere i 2001 end i 1997, og der desuden er usikkerhed forbundet med såvel lampeantallet som kviksølvindholdet pr. lampe, skal det samlede forbrug af kviksølv til fladskærme i 2001 således anslås til 2-5 kg. Lyskilder i biler En stor producent og forhandler oplyser, at der sjældent anvendes lamper med kviksølv i biler. Et kvalificeret skøn er 1% af bilsalget, og indholdet er nogle få milligram pr. lampe. I 2001 blev der solgt ca. 115.000 personbiler i Danmark (Danmarks Statistik, 2002). Hvis det antages, at 1% af bilerne solgt i 2001 har udladningslamper med kviksølv, svarer det til et antal på 1.150 biler. Hver lampe indeholder mellem 5 og 10 mg kviksølv (Ecology Centre, 2001). Hvis vi videre antager, at der er 6 lamper pr. bil, svarer det til et samlet kviksølvforbrug på mellem 35 og 70 g. Det skal nævnes, at kviksølv i lamper anvendes i stigende omfang - også i forholdsvis billige biler (Ecology Center, 2001). Udladningslamper anvendt som baggrundsbelysning i instrumentbrætdisplays indeholder også kviksølv (i lighed med LCD-skærme), og substitution er i dag ikke mulig (Lohse, 2001). Mængden af kviksølv i de enkelte enheder er ikke kendt og varierer meget. En amerikansk undersøgelse oplyser, at der til et navigationssystem anvendes 1,2 mg og til et speedometer under 40 mg. Af undersøgelsen fremgår det endvidere, hvilke bilmærker af årgang 2000, der har udladningslamper. Listen er formentlig ikke udtømmende, men indeholder en række mærker, som er kendte på det danske marked. Dog er der tale om biler i luksusklassen. Ud fra den betragtning antages det, at 1% af bilerne solgt i 2001 har udladningslamper. Og hvis det endvidere antages, at hver bil indeholder 40 mg kviksølv, bliver det samlede forbrug 46 g. Samlet forbrug Det samlede forbrug af kviksølv med lyskilder er således anslået til 60-170 kg kviksølv/år, heraf ca. 100 ± 50 kg fra de mest brugte typer (se Tabel 2.6), 1-5 kg med specialtildannede reklamerør, 2-5 kg med LCDskærme (fladskærme), og mindre end 1 kg med lyskilder i biler. Udviklingstendenser Forbruget af kviksølv med lyskilder er faldet siden den tidligere opgørelse, hvor forbruget blev opgjort til 170 kg i 1992. Faldet til ca. 115 kg (gennemsnit af 60-170 kg) år 2001 skyldes primært, at indholdet af kviksølv pr. lyskilde er lavere i dag. Forbruget af lineære lysstofrør er faldet med næsten 2 mio. stk. fra 1997 til 2001. I 1988-1992 var forbruget på 5-6 mio. stk. Til gengæld er forbruget af sparepærer steget fra 0,6 mio. i 1998 til 5,7 mio. stk. i år 2001. Tab ved produktion Som nævnt er forbruget af kviksølv til dansk produktion af lyskilder (reklamerør) meget lille. Tab ved produktion regnes her som forsvindende. Tab ved bortskaffelse Den mængde kviksølv, som i år 2001 blev bortskaffet med lyskilder, kan overslagsmæssigt anslås til ca. 140 kg/år (usikkerhedsinterval ± 40 kg). Med dette skøn er der taget højde for, at de fleste kviksølvholdige lyskilder sandsynligvis har en levetid på 8-10 år, samt at kviksølvforbruget med lyskilder for 1992 blev opgjort til ca. 170 kg/år (Maag et al. 1996). Den tidligere massestrømsanalyse anvendte en levetid på "3-4 år eller længere". Det er her vurderet som 8-10 år, da det er denne levetid, man ofte regner med for lysstofrør, sparepærer og damplamper. Til dels afhængigt af lokale affaldsindsamlingsordninger må udtjente energisparepærer og andre små lyskilder forventes hovedsageligt at blive indsamlet med dagrenovationen, mens andre typer lyskilder indsamles separat, normalt via storskraldsordninger. Der findes et anlæg i Danmark til oparbejdning af de lige lysstofrør, hvor metal-enderne skæres af og sendes til metalsmelteri; det kviksølvholdige lyspulver blæses ud og sendes til de oprindelige producenter af lysstofrør til genanvendelse; glasset renses og sendes til glasværker, så det kan genanvendes til nye lyskilder. Mere end 98% af disse lysstofrør genvindes således. Det hele foregår i et lukket system med aktivt kulfilter på udgående strømme. Anlægget behandler ca. 2,6 mio. lige lysstofrør om året. Ca. 70% af lyspulveret herfra kan umiddelbart genbruges til produktion af nye rør. Produktionen sker i udlandet. Resten (30%) sendes til oparbejdning (destillering) i Belgien. 2,6 mio. lysstofrør med ca. 15 mg kviksølv pr. stk. svarer til ca. 40 kg kviksølv. Hertil kommer en eksport af ca. 500.000 lige rør fra andre indsamlere samt knuste rør og andre kviksølvholdige lyskilder. Baseret på viden om forbruget af de forskellige typer lyskilder er det forfatterens vurdering, at det svarer til ca. 10 kg kviksølv. Ifølge oplysninger fra Kommunekemi blev der i år 2001 indleveret ca. 156.258 kg kviksølvholdige lyskilder. Lysstofrør vejer 50-300 g/stk. med ca. 15 mg kviksølv/stk., sparepærer vejer 40-100 g med 5-10 mg kviksølv/stk., mens damplamper vejer 30-200 g/stk. med 25-39 mg kviksølv/stk. Antages lyskilderne gennemsnitligt at veje 100-200 g med 15 mg kviksølv/stk., blev der indleveret 10-20 kg kviksølv med lyskilder til Kommunekemi i år 2001. Lyskilder deponeres på Kommunekemis grund med henblik på senere oparbejdning i udlandet (Naamansen 2003). Her regnes denne mængde med til eksport. I alt vurderes det, at 60-80 kg kviksølv indsamles og eksporteres (heraf 10-20 kg til Kommunekemi), mens 20-120 kg kviksølv ender i dagrenovationen. Nogle lyskilder knuses under håndteringen af dem - især ved indsamling og sortering af rørene. Dette foregår med almindelig udsugning uden filter. Når lyskilderne knuses, vil kviksølv blive emitteret til luften. Der findes ingen opgørelser over mængden af knuste lyskilder, men det virker ikke urimeligt at antage, at 1-5 ud af 100 lyskilder går i stykker, i tiden fra lyskilderne kommer ind i landet, til de bliver forbrændt eller eksporteret ud af landet igen. 1-5% af potentialet på 100-180 kg kviksølv svarer til 1-9 kg. Dvs. at udledningen til luft pga. ødelagte lyskilder groft kan anslås til 1-9 kg kviksølv pr. år. Sammenfattende om bortskaffelse:
2.2.3 Elektriske kontakter og relæerKviksølvholdige elektriske kontakter og relæer er igennem tiden anvendt i mange forskellige sammenhænge. I Tabel 2.7 er angivet de anvendelser af kviksølvholdige kontakter og relæer, for hvilke det ud fra de foreliggende oplysninger skønnes, at anvendelsen finder sted, har fundet sted, eller kan have fundet sted i Danmark inden for en overskuelig tidshorisont. Tabel 2.7
Husholdningsudstyr Allerede i 1994 oplyste DEMKO, at der ikke anvendes kviksølvholdige termosikringer i husholdningsudstyr som kaffemaskiner og strygejern (Maag et al. 1996). Det er uvist, i hvilket omfang kviksølv er blevet anvendt til disse formål, og hvornår denne anvendelse er ophørt. Anvendelsens ophør kan hænge sammen med et tysk forbud mod anvendelse af kviksølvkontakter i en række husholdningsprodukter midt i 1980'erne (Rasmussen 1992). Affaldsindsamlere oplyser, at de også i år 2001 modtog f.eks. kviksølvholdige kaffemaskiner. Dykpumper En stor producent af dykpumper oplyser, at de af miljøhensyn stoppede anvendelsen af kviksølv omkring 1996, og at stoppet i øvrigt gælder branchen som sådan. Forbruget af kviksølvholdige niveauvipper til dykpumper blev for 1982/83 opgjort til i alt 20.000-30.000 stk./år med et kviksølvindhold på 6,8-13,6 g/stk. svarende til et kviksølvforbrug på 140-400 kg/år. Salget af dykpumper til kloakformål er faldet svagt, og i 1994 gav de førende producenter udtryk for, at salget var marginalt. Dog fandt der en mindre produktion af niveauvipper sted, men producent og størrelse var ukendt (Maag et al. 1996). Størstedelen af salget af niveauvipper skønnes at gå til kloakanvendelser. Kviksølvholdige niveauvipper er ikke lovlige at anvende til rentvandsforsyning. En leverandør har oplyst, at der kan regnes med indhold på gennemsnitligt 10 g kviksølv pr. niveauvippe. Der regnes således med, at forbruget fra 1982 og frem til 1993 har varieret mellem 200 og 300 kg kviksølv årligt (Maag et al. 1996). Biler Historisk set har der været en del komponenter i biler, som indeholder kviksølv: ABS-bremser, airbags, vippekontakter, pærer og instrumentbrætdisplays. Efterhånden er der dog sket en udfasning af kviksølv i visse komponenter. En stor importør og forhandler af biler mener ikke, at der er kviksølv i ABSbremser og airbags længere. Oplysningen bekræftes af en brancheorganisation (Rasmussen, 2002). I 1993/94 blev det vurderet, at skønsmæssigt under 1% af det samlede salg af personbiler indeholdt kviksølvkomponenter. Med hensyn til airbags blev det allerede den gang oplyst, at der er sket en løbende afvikling af kviksølv i sensorer. Formodningen om, at der ikke længere findes kviksølv i ABS-bremser og airbags forstærkes af en undersøgelse foretaget af Miljøstyrelsen, som viser, hvilke bilmodeller og årgange, der indeholder kviksølvkontakter. Den seneste årgang, der er nævnt, er 1996. Desuden fremgår det, at en række kendte mærker i Danmark er helt uden kviksølvkontakter (Grau 2002, Sharp 2003). I henhold til et EU-direktiv er det forbudt fra 1. juli 2003 at sælge nye biler, der indeholder tungmetaller. En række komponenter oplistet i Annex II til direktivet (Europaparlamentet, 2000) er dog undtaget fra forbudet. For kviksølvs vedkommende drejer det sig om udladningslamper og instrumentbrætdisplays, hvilket fremgår af en beslutning fra Kommissionen (Kommissionen, 2002). Direktivet er implementeret i en bekendtgørelse, som stiller krav om, at kviksølvkontakter afmonteres på udtjente køretøjer (Miljøministeriet, 2002). Fjernstyring af togtrafik Til eventuel reparation af ældre udstyr kan der blive anvendt kviksølvvædede relæer, hvilket stadig er tilladt ifølge bekendtgørelsen. Forbruget hertil er ikke kendt (Banestyrelsen, 2003), men må anses for marginalt. Kviksølvrelæer er substitueret i nye anlæg. Der anvendes i stedet moderne PLC-udstyr, hvor mikroprocessorer har overflødiggjort relæerne. Fjernsynsapparater I den tidligere massestrømsanalyse for kviksølv fremgår det, at kviksølv i fjernsyn er blevet anvendt i billedrør og relæer. Ifølge en stor producent af billedrør har der aldrig været kviksølv i billedrør, og anvendelse af kviksølv i relæer ophørte i 80'erne. En affaldsbehandler af elektronikaffald oplyser, at det er marginalt, hvad der i 2002 bortskaffes af fjernsyn med kviksølv skønsmæssigt ét pr. uge ud af et samlet antal på ca. 3.000. Indholdet af kviksølv i relæer i fjernsyn blev i 1994 skønnet til mindre end 4 mg pr. fjernsyn (Maag et al. 1996). Ligesom i forrige massestrømsanalyse må forbruget til fjernsyn anslås til mindre end 2 kg. Computerudstyr I personlige computere forventes der ikke at være indhold af kviksølvrelæer, der væsentligt overstiger mængden i gamle fjernsynsapparater. Disse relæer anvendtes så vidt vides i starten af 1990'erne primært i forbindelse med ekstern datatransmission, dvs. modems. I dag er traditionelle reed-relæer i modems formodentligt erstattet med mikroprocessor-teknologi. Samtidig er de fleste typer reed-relæer i dag belagt med andre materialer end kviksølv. Selv hvis der faktisk er et eller få reed-relæer med kviksølv i hvert modem, ville kviksølvforbruget næppe overstige 5 kg/år (ifølge oplysninger indsamlet ved den tidligere massestrømsanalyse kan der være tale om et kviksølvindhold af størrelsesordenen 0,1 til 10 mg kviksølv pr. relæ; salget af modems skønnes groft til omkring 500.000 stk./år ud fra oplysninger om salget af pc'er (IDC; 1999). Anden elektronik Ud fra samme argumenter som for computerudstyr vurderes forbruget af kviksølv i anden elektronik at være marginalt. Rapporten "Elektronik Erfaringsopsamling 1999" (Faber et al. 1999) angiver et kviksølvindhold i printkort på 0,0009% (baseret på oplysninger fra midt i 1990'erne). Det totale forbrug af kviksølv med relæer i anden elektronik i Danmark, herunder importerede færdigvarer, vurderes på dette grundlag næppe at overstige 10 kg/år. Industrianlæg Miljøstyrelsen har givet dispensation til salg af særlige kviksølvholdige rotationskontakter til industrianlæg. Kontakterne anvendes til roterende overførsel af strøm og signaler på maskiner. Dispensationen gælder indtil udgangen af år 2002 for en begrænset mængde. Forbruget for år 2001 vurderes til ca. 2 kg. Blinklys ved togtrafik I Danmark produceres og serviceres blinksystemer indeholdende kviksølv til regulering af togtrafik og til jernbaneoverskæringer ved veje. Dette forbrug er stadig tilladt. I 2001 er der forbrugt 19 kviksølvrør hver med et indhold på 10 g kviksølv. Det samlede forbrug er således 190 g. Forbruget varierer fra år til år, men 2001 er et år med et gennemsnitligt forbrug. Det forventes, at de næste 5 års forbrug i gennemsnit også er omkring 190 g pr. år. Det er væsentligt mindre end forbruget til samme anvendelse i 1992/93 (50-100 kg kviksølv). Tyverialarmer Forbruget af kviksølvholdige kontakter til tyverialarmer på både, motorcykler og videoapparater vurderes at være marginalt i Danmark og må ligesom i forrige massestrømsanalyse regnes for at være mindre end 5 kg/år (Maag, 1996). Termo- og trykstyring Forbruget af gaschromatografer, hvori der kan indgå en kviksølvholdig termokontakt, er i Danmark antalsmæssigt marginalt. Udstyret anvendes kun på laboratorier og har en relativt lang levetid på 5-10 år. Forbruget af kviksølv hertil skønnes groft at være mindre end 1 kg pr. år (som i forrige massestrømsanalyse: Maag, 1996). Blinklys i løbesko Løbesko med blinklys, der styres af en kviksølvvippekontakt, blev markedsført i Danmark i starten af 90'erne, men importen stoppede i midten af 90'erne (Maag et al. 1996). En stor importør bekræfter dette og oplyser, at der kun indkøbes sko, som ikke indeholder kviksølv (Bech 2002). Tilsvarende nævner Floyd et al. (2002), at kviksølvkontakterne i blinkende børnesko nu er erstattet af andre typer kontakter. Samlet forbrug Sammenfattende kan forbruget af kviksølv med kontakter og relæer opgøres til mindre end 24 kg kviksølv pr. år. Udviklingstendenser Alle oplysninger tyder på, at forbruget af større kviksølvholdige kontakter og relæer er ophørt - eller stort set ophørt - måske med undtagelse af et lille forbrug til reparation af ældre udstyr (fx jævnfør anvendelsen til fjernstyring af togtrafik). Derimod er det vanskeligt at vurdere, hvor stor anvendelse der er tilbage af kviksølv-vædede kontakter/relæer; dog er der som nævnt tale om meget små kviksølvmængder pr. stk. Ifølge leverandøroplysninger kan såkaldte reed-relæer med kviksølvmættet kontaktoverflade stadig købes, men der findes mange typer, der svarer til reed-relæer med andre kontaktmaterialer, ligesom sådanne relæer formodes at være erstattet af mikroprocessor-teknologi i mange anvendelser. Kviksølv-vædede kontakter og relæer er som nævnt fortsat undtaget i den danske kviksølvbekendtgørelse. Bortskaffelse Tabet af kviksølv ved bortskaffelse af produkter er vanskeligt at bedømme med sikkerhed, da dette tab hovedsageligt er knyttet til anvendelser, som i dag er ophørt. En vurdering af tabet må derfor tage højde for størrelsen af det historiske forbrug såvel som sandsynligheden for, at der stadig er produkter i omløb, som indeholder kviksølv. Det totale forbrug af kviksølv med elektriske kontakter og relæer omkring år 1992 har været af størrelsesordenen 200-400 kg pr. år, heraf 200-300 kg til dykpumper. Heri er ikke medregnet telefoner, hvoraf mange åbenbart har en længere levetid end 20 år, da brugte telefoner og telefoncentraler er kilde til hovedparten af det aktuelt indsamlede kviksølv med kontakter og relæer (se senere). Mange af de angivne produkter i tabellen kan stadig være i brug eller stå pakket væk, hvorfra de efterhånden bliver bortskaffet (pulterkammereffekten). Bl.a. forventes der en lang levetid for vippekontakter i dykpumper. Ifølge en affaldsindsamler er ca. halvdelen af de indsamlede frysere udstyret med kviksølvkontakter. Denne affaldsindsamler, som modtager ca. 20% af elektronikskrottet i Danmark, indsamlede i år 2001 ca. 10.000 frysere. Antages der et gennemsnitligt indhold på 5 g kviksølv pr. kontakt, svarer det til en indsamlet mængde på 125 kg kviksølv i Danmark om året fra frysere. Affaldsindsamlere peger på gamle telefoner og telefoncentraler som en af de største kilder til hhv. kviksølvkontakter og kviksølvrelæer i elektronikaffald. De senere år har TDC selv indsamlet 800-1.000 kg kviksølvholdige kontakter og relæer fra telefoner og telefoncentraler om året. Alle telefoncentraler er nu skiftet til digitale centraler, som er uden kviksølv, men nogle af de gamle analoge anlæg sidder stadig "uvirksomme" rundt omkring. Antages kviksølvindholdet at være 70-90% af kontakternes og relæernes vægt, indsamles der 600-900 kg kviksølv med telefoner og telefoncentraler om året hos TDC. Dertil kommer kviksølv fra telefoner, som andre modtagere af elektronikaffald behandler. Antages dette at svare til 10-20% af den mængde, som TDC selv indsamler, indsamles der i alt ca. 650-1.000 kg kviksølv med telefoner og telefoncentraler om året. Dette eksporteres. Dertil kommer kviksølv eksporteret med hele telefoner til genbrug i udlandet. De sidste 3 år er hele telefoner blevet eksporteret til genbrug. Inden da blev telefonerne skrottet. Ca. 10% af de eksporterede telefoner vurderes af eksportøren til at være med kviksølv. Ud fra antal containere à 250 kg og en antagelse om 0,75-1 kg pr. telefon og 4-5 g kviksølv pr. telefon fås en eksporteret mængde på 50-90 kg kviksølv pr. år med hele telefoner. Affaldsindsamlere angiver at printkort udgør 9-10% af den indsamlede elektronikmængde (ca. 20.000 tons ifølge indsamlere af elektronikaffald). Regnes der med et kviksølvindhold på 0,0009% (Faber et al. 1999, Rambøll, Hannemann & Højlund A/S 1995), svarer det til 14-16 kg kviksølv. Nogle specielle gamle kaffemaskiner indeholder 10-20 g kviksølv pr. stk. Baseret på oplysninger fra en enkelt affaldsbehandler vurderes det, at ca. 100 kaffemaskiner af denne type indsamles om året. Det svarer til 1-2 kg kviksølv pr. år. Dertil kommer de andre nævnte kontakter og relæer, som vurderes at udgøre en mindre andel af de indsamlede kontakter og relæer. Det er efter forfatterens skøn ikke urealistisk at regne med 50-150 kg kviksølv om året med andre typer kontakter og relæer. Sammenfattende om indsamling af kviksølvholdige kontakter og relæer pr. år:
Det er sandsynligt, at en del kontakter og relæer med kviksølv ender i dagrenovationen. Ved den forrige massestrømsanalyse vurderedes <160 kg kviksølv at ende i dagrenovationen. Det drejede sig om kviksølv i telefoner, kaffemaskiner, etc. Som det ses herover, er den indsamlede mængde kviksølv med telefoner betydeligt større end tidligere vurderet. Levetiden for andre kviksølvholdige kontakter er muligvis ligeledes betydeligt længere end 10 år, snarere 20 år. Forbruget af kviksølv til el-materiel blev for 1982/83 vurderet til 160-520 kg pr. år. Heri var mindre end 100 kg kviksølv til telefoner (Hansen 1985). Samtidig er der fundet en del kviksølv i output fra forbrændingsanlæg, dvs. at der stadig er en del kviksølv i affald, som ender i dagrenovationen. Som en grov vurdering er størrelsen af kviksølv til dagrenovationen vurderet til 10- 30% af den indsamlede mængde. Det svarer til 80-400 kg kviksølv. 2.2.4 TermometreI det sidste årti har kviksølvholdige termometre hovedsageligt været solgt som febertermometre og til kontrol af industrielle processer, overvejende kontrol af dieselmotorer i store skibe (Maag, 1996). I dag er kviksølvholdige termometre imidlertid i høj grad substitueret af elektroniske termometre og termometre med metalblandinger uden kviksølv. Siden 1994 har der i medfør af den første kviksølvbekendtgørelse været forbud mod salg af kviksølvtermometre med undtagelse af termometre til specielle anvendelser (Miljøministeriet, 1994). Af en skrivelse fremgår det endvidere, at Sundhedsministeriet i en bekendtgørelse om medicinsk udstyr fra 1994 anfører, at udstyr, som har været underkastet EØFtypegodkendelse, fortsat kan markedsføres (Rüsander, 1994). I den seneste kviksølvbekendtgørelse fra 1998 er det præciseret, at undtagelsen omfatter (Miljøministeriet, 1998):
Det antages på det grundlag, at termometre, der har været underkastet EØFtypegodkendelse, har været på markedet i hele perioden. Febertermometre Forbruget af febertermometre med kviksølv er faldet stærkt de sidste 10 år. Allerede i den tidligere massestrømsanalyse kunne der ses et kraftigt fald i starten af 90'erne. Det skyldes, at der er sket en stigende anvendelse af elektroniske febertermometre samt desuden måske glastermometre med en flydende metalblanding bestående af gallium, indium og tin (Maag et al. 1996). Der er ikke produktion af kviksølvholdige febertermometre i Danmark. En importør af febertermometre oplyser, at apoteker ikke forhandler termometre med kviksølv. Apotekerforeningen bekræfter dette, men kan dog ikke helt udelukke, at enkelte apoteker indkøber kviksølvholdige termometre. Politikken om ikke at forhandle kviksølvholdige termometre blev indført i starten af 90'erne på grund af forventninger om et forbud (Riis, 2003). Allerede i den foregående massestrømsanalyse kunne det konstateres, at feberholdige termometre stort set kun sælges til hospitaler og andre institutioner (Maag et al. 1996). Det antages, at der ikke forhandles kviksølvholdige febertermometre til privat brug længere, men der skønnes stadig at være en mængde kviksølvholdige febertermometre i brug. Importører af kviksølvholdige termometre til hospitalsbrug oplyser, at der i 2001 blev solgt ca. 4.500 kviksølv termometre i Danmark. Forbruget har været stærkt faldende - for 10 år siden var det ca. 50.000 stk. Denne oplysning stemmer overens med opgørelsen i den tidligere massestrømsanalyse. I dag kan der ifølge importører regnes med et gennemsnitligt indhold af kviksølv på 0,25 g pr. stk. Grunden til, at indholdet af kviksølv er faldet pr. stk. er, at glasindustrien nu er i stand til at producere kapillarrørene mere nøjagtigt. Det samlede kviksølvforbrug kan beregnes til godt 1 kg. Andre termometre Ved kontakt til en række importører og forhandlere af termometre til laboratoriebrug er der registreret et salg af kviksølv termometre på ca. 1200 stk./år. Idet der formodentligt desuden kan være et vist salg via andre kilder, skønnes det, at der i 2001 totalt blev solgt 1000-1500 termometre med kviksølv til laboratoriebrug. Der regnes med, at termometre til disse formål indeholder omkring 15 g kviksølv (baseret på leverandøroplysninger samt Norsk Renholds Verks-forening, 2001). Det svarer til et kviksølvforbrug på 15-23 kg/år. Der er ikke længere produktion af kviksølvholdige termometre i Danmark. Importører oplyser, at mange termometre til analysebrug i dag er med sprit, men kviksølvholdige termometre anvendes dog fortsat i et vist omfang. Bortskaffelse af febertermometre For febertermometre anvendt på sygehuse og institutioner må det påregnes, at knuste og kasserede termometre stort set 100% indsamles og bortskaffes som kemikalieaffald. I de tilfælde, hvor det ikke lykkes at opsamle det metalliske kviksølv fra knuste termometre fuldstændigt, må det antages, at dette opsamles med spildevand fra gulvvask. Da omsætningen af termometre på institutioner vurderes som relativt hurtig (Maag et al. 1996), kan det forventes, at den mængde, der skal bortskaffes, svarer nogenlunde til det nuværende forbrug på ca. 1 kg kviksølv, mens en forsvindende mængde havner i spildevand og dagrenovation. For febertermometre anvendt i private husstande må det logisk set forventes, at kun en beskeden del af kviksølvmængden opsamles som kemikalieaffald. I givet fald drejer det sig formodentligt overvejende om hele kasserede termometre, der indleveres til apotekerne. Andre bortskaffelsesmuligheder omfatter tab til affald (hele termometre, knuste termometre samt kviksølv, der opsamles/støvsuges op fra gulvet) samt spildevand (ved gulvvask). Levetiden for febertermometre anvendt i husstande kan være betydelig, eftersom mange termometre kun bliver brugt få gange årligt eller endnu sjældnere. Der antages derfor, at en gennemsnitlig levetid for sådanne termometre er op imod 10 år. Baseret på Maag et al. (1996) kan det skønnes, at forbruget af kviksølv med febertermometre i husholdninger i 1991 var af størrelsesordenen 70 kg årligt (1990: 100 kg, 1992: 20 kg og i 1993: 0 kg). Som et bedste skøn baseret på den foreliggende viden skal det her antages, at der i 2001 blev bortskaffet en mængde svarende til forbruget år 1991 fordelt som følger (svarende til fordelingen i den tidligere massestrømsanalyse, hvor Kommunekemi undersøgte det indkomne affald nøjere):
I 1992/93 blev der endvidere anvendt ca. 100 kg kviksølv i industritermometre o. lign. (Maag et al. 1996). Laboratorietermometre var i den tidligere massestrømsanalyse ikke opgjort særskilt men indgik i denne mængde. Også for industri- og laboratorietermometre virker det rimeligt at antage en middellevetid af størrelsen 10 år, selv om der formodentlig er stor variation afhængigt af de præcise anvendelser. For industritermometre bestemmes bortskaffelsen sandsynligvis primært af den type udstyr, som termometret anvendes i (overvejende motorer). Kviksølv i sådanne anlæg må forventes hovedsageligt at blive opsamlet via genanvendelsesbranchen, sekundært at gå tabt til spildevand og affald ved afmontering af motorer etc. Som et bedste skøn baseret på den foreliggende viden skal det her antages, at der i 2001 med industri- og laboratorietermometre blev bortskaffet en kviksølvmængde svarende til forbruget i 1992/93 fordelt som følger (samme %-fordeling som i den tidligere massestrømsanalyse):
Samlet skønnes det således, at der fra termometre i 2001 blev bortskaffet følgende kviksølvmængder:
2.2.5 Måle- og kontroludstyrBlodtryksmålere Ifølge oplysninger fra en række leverandører sælges der fortsat omkring 170- 400 blodtryksmålere med kviksølvindhold årligt. Indholdet af kviksølv er af størrelsen 5 ml, svarende til 70 g kviksølv/stk. Dette svarer således til et samlet forbrug med nye blodtryksmålere på 12-28 kg kviksølv/år. Ifølge leverandører sælges langt størstedelen til privatpraktiserende læger. Hospitalssektoren har i højere grad end privatpraktiserende læger substitueret kviksølvholdige blodtryksmålere med nyere modeller uden kviksølv. Til private skønnes salget af blodtryksmålere udelukkende at være uden indhold af kviksølv. Genfyldning af ældre kviksølv-blodtryksmålere ved kalibrering/servicering finder sted i et meget begrænset omfang. Der anvendes til dette formål udelukkende genbrugskviksølv fra gamle blodtryksmålere - hertil anvendes årligt blot omkring 1kg kviksølv. Andet udstyr Ligesom ved forrige massestrømsanalyse er der ingen sikker viden om fortsat forbrug af kviksølv til andre typer kviksølvholdigt måle- og kontroludstyr. Dog har tendensen i forbruget i de sidste årtier været stærkt gående mod substitution med andre, kviksølvfrie teknologier. Der er til denne analyse gjort en begrænset indsats for at opspore fortsat forbrug af kviksølv til disse anvendelser, men der har i forbindelse med den samlede dataindhentning ikke været tegn på, at der fortsat finder noget væsentlig kviksølvforbrug sted i fx skoler og industri (for industri er der redegjort for små mængder i andre afsnit om anvendelser). Dette indtryk underbygges også til dels af det faktum, at kviksølvbekendtgørelsen og kravet om gifttilladelser gør indkøb af kviksølv besværligt og vanskeligt. Højere læreanstalter kunne principielt være en undtagelse herfra, men der foreligger ingen konkrete oplysninger herom. Forbruget af kviksølv til sådanne andre måle- og kontrolanvendelser vurderes som minimalt og skal her groft antages at være <20 kg kviksølv/år. Bortskaffelse Forbruget af kviksølv til måle- og kontroludstyr blev i den forrige massestrømsanalyse (1992-1993 data) vurderet som havende været ret konstant på et niveau omkring 500 kg over en længere årrække. Det vurderes umiddelbart, at der for disse anvendelser kan forekomme meget lange "levetider", ligesom der øjensynligt er en vis fastholdelse af kviksølvanvendelsen, fx blodtryksmålere hos privatpraktiserende læger. Det samme kan måske være tilfældet for skoler og andre uddannelsesinstitutioners beholdninger af kviksølv i fysikundervisningslokaler mv. En bortskaffelsesmængde, der mere afspejler de tidligere forbrug end de nuværende, synes derfor sandsynlig. Det skal dog understreges, at der ingen sikker viden er om bortskaffelsens størrelse i relation til måle- og kontroludstyr. Som groft skøn vurderes det som sandsynligt, at de årlige bortskaffede mængder herfra kunne udgøre 100-500 kg kviksølv. Der er tale om anvendelser, hvor der som hovedregel vurderes at være en effektiv indsamling af kviksølv. Dog virker det sandsynligt, at mindre kviksølvmængder herfra tabes til dagrenovation, luft og spildevand i forbindelse med håndtering af ituslået udstyr. I mangel af egentlige data herom skønnes der groft at kunne være tale om den nedenstående fordeling af bortskaffelse og tab:
2.2.6 Andre anvendelser som metalFyrtårne Farvandsvæsenet driver 12 fyrstationer, der er bygget eller ombygget i sidste halvdel af 1800-tallet. Fyrene er udstyret med kraftige, roterende linsesystemer. Linserne vejer fra nogle få hundrede kilo og op til 4 tons stykket. Disse linser flyder oven på en "gryde" med 6 til 200 kg rent kviksølv, hvorved der sikres så lav en friktion som muligt. Der sker en lille fordampning af kviksølv fra disse "gryder", som i alt indeholder ca. 1.400 kg rent kviksølv. Antages fordampningen at være ca. 0,5%, svarer det til en emission på <10 kg kviksølv pr. år. Samtidigt afleverer Farvandsvæsenet ca. 40 kviksølv til Kommunekemi om året. Antages det, at disse mængder skal erstattes med nyt kviksølv, kan det årlige forbrug af kviksølv estimeres til ca. 50 kg. Usikkerheden på ovennævnte tal vurderes til ca. 20%. 2.2.7 Sammenfatning - metallisk kviksølvDe foreliggende vurderinger og viden om tilsigtet anvendelse af metallisk kviksølv i Danmark 2001 og bortskaffelse af kviksølv i disse sammenhænge er angivet i Tabel 2.8. Tabel 2.8
2.3 Anvendelse af kviksølv som kemiske forbindelser2.3.1 BatterierKviksølv anvendes tilsigtet i batterier af typerne kviksølvoxid, sølvoxid, zink/luft, og alkaliske. En EU-rapport (Floyd et al. 2002) viser indholdet af kviksølv i de forskellige batterityper. Tallene gælder for batterier solgt i EU. Tallene er bekræftet af batteriforeningen i Danmark (Madsen 2002). (Tal fra en forhandler i Danmark er i det følgende angivet i parentes.) Indholdet af kviksølv i kviksølvoxidbatterier er ca. 32% (30-32%). I disse batterier fungerer kviksølvet som katode. Knapceller med sølvoxid indeholder ca. 0,34% kviksølv, alkaliske knapceller ca. 0,45% (0,2-0,5%) og zink-luft-knapceller ca. 1,24% (1,1-1,2%). I disse batterier tilsættes kviksølv for at forhindre, at batteriet selvudlades samt for at forhindre gasudvikling under udladning med lækage eller i værste fald eksplosion til følge. Alle lithium-batterier og genopladelige batterier har altid været uden kviksølv (Floyd et al. 2002). Ca. 70% af det europæiske marked for knapceller udgøres af lithiumknapceller (Floyd et al. 2002). Det gælder dog ikke det danske marked, hvor zinkluftknapcellerne dominerer. Siden 1. januar 2000 har det været forbudt at importere og sælge batterier med over 0,0005 vægt-% kviksølv i Danmark. Forbudet gælder både løse batterier og batterier i produkter. Knapceller må dog indeholde op til 2 vægt % kviksølv (BEK nr. 1044 af 16/15/1999). Bekendtgørelsen er en implementering af et EU-direktiv. Dvs. tilsvarende forbud gælder i de øvrige EUlande. Produktion i Danmark I Danmark foregår der en begrænset produktion af alkaliske batterier (ikke knapceller). Baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik (2002b) og den maksimalt tilladelige mængde kviksølv i denne type batterier på 0,0005% kviksølv, skal forbruget af metallisk kviksølv til produktion af batterier i Danmark i 2001 groft anslås til maksimalt 9 kg kviksølv om året. Kviksølvoxidbatterier Da denne type batterier indeholder mere end de tilladelige 2% kviksølv, er disse ikke længere tilladte. Da kviksølvet indgår som en aktiv komponent i batteriets elektrokemiske system, kan reduktion af kviksølvindholdet ikke foretages i denne batteritype (Batteriforenings hjemmeside: www.batteri.dk). I Danmark er der et årligt forbrug på ca. 1.000 stk. kviksølvoxidbatterier, se Tabel 2.9. Løse batterier Danmarks Statistik angiver nogle specielt store tal for importen af kviksølvoxidbatterier for årene 2000 og 2001 (Danmarks Statistik 2002, 2001). Dette er sandsynligvis en fejlregistrering. EPBA har opgjort forbruget af forskellige typer knapceller for hvert land i Europa for perioden 1996-2000. Batteriforeningen har derefter estimeret forbruget for år 2001. Resultatet for Danmark ses i Tabel 2.9. Tabel 2.9
Knapceller vejer 0,2-4 g pr. stk. De mest anvendte alkaliske knapceller vejer ca. 2 g/stk., mens zink-luft-batterierne ofte er noget mindre, 0,6-0,9 g/stk. (leverandøroplysninger). Antages der en gennemsnitsvægt på 1,5-2 g/stk. (dog 0,6-0,9 for zink-luft) i gennemsnit for knapcellerne, svarer salgstallene til et gennemsnitligt forbrug af knapceller i perioden 1996-2001 på 10-14 tons, mens gennemsnittet for 2000 og 2001 lå på 8-11 tons. I Tabel 2.10 er forbruget af knapceller omregnet til kg kviksølv. Der er ikke taget højde for, at indholdet af kviksølv i de enkelte typer knapceller kan være faldet i perioden. Tabel 2.10
Store løse batterier Ikke-knapceller må indeholde op til 0,0005% kviksølv. Ifølge Danmarks Statistik blev der forbrugt ca. 3.000 tons andre batterier end knapceller, lithiumbatterier og brunstensbatterier i år 2001. Med et kviksølv-indhold på 0,0005% svarer det til ca. 15 kg kviksølv. Da mange batterier i dag er helt uden kviksølv, må 15 kg være udtryk for et maksimalt forbrug. Batterier i færdigvarer Kviksølvoxidbatterier vides at være blevet anvendt i mange typer af færdigvarer, herunder høreapparater, fotoudstyr, legetøj og ure. Af denne årsag er der forsøgt indhentet oplysninger om, i hvilket omfang sådanne batterier kan tænkes importeret med færdigvarer. Kviksølvoxidbatterier er tidligere blevet anvendt til høreapparater, men ifølge batteriforeningen og Metaligen (Jochumsen 2003), som leverer batterier til samtlige høreapparater i Danmark, kan nutidens zink-luft-batterier helt erstatte kviksølvoxid-batterier til anvendelse i høreapparater (www.batteri.dk). Samtidig har høreapparater de sidste 20 år været designet til fortrinsvis zinkluft batterier (Maag et al.1996). Kviksølvoxidbatterier har tidligere været meget anvendt som strømforsyning til lysmålere i fotoudstyr (især spejlreflekskameraer). Disse apparater er over 20 år gamle (Petersen 2002). Der foregår muligvis stadig et vist erstatningssalg til disse apparater. Besøg hos 5 fotohandlere viste, at to af dem stadig forhandler kviksølvoxidbatterier, men i meget små mængder. Batterierne var indkøbt i år 2000 eller tidligere. Der foregår en væsentlig import af batterier med billigt elektronisk udstyr (ure, lommeregnere, gavekort (spiller melodi), legetøj og lignende, cykellygter og cykelcomputere). Knapceller i legetøj hos den største legetøjsforhandler i Danmark er hovedsageligt alkaliske. Denne leverandør importerer både knapceller og legetøj direkte fra fjernøsten og har garanti fra producenterne for, at der ikke anvendes kviksølvoxidbatterier (Top-toy, Vastrup 2002). Der er foretaget gennemsyn af varer med indsatte knapceller i et stort supermarked tilhørende en landsdækkende supermarkedskæde, hos en cykelhandler og hos en butik med lavprisvarer fra fjernøsten. Flertallet af varer med indsatte batterier indeholdt stavbatterier. Kun ganske få varer indeholdt knapceller. Baseret på typebetegnelserne påtegnet emballagen eller selve knapcellerne vurderes det, at der i legetøj og cykelcomputere er tale om alkaliske knapceller, mens knapceller i cykellygter er af typen lithium. Der er således i lighed med den sidste massestrømsanalyse ikke fundet eksempler på, at importerede færdigvarer indeholder kviksølvoxidbatterier. Importen af knapceller indsat i færdigvarer kan anslås som følger (antal stk. fra Danmarks Statistik (2001 og 2001b): Lommeregnere (altovervejende alkaliske - nettoimport ca. 860.000 stk. pr. år, hvoraf det efter forfatterens mening er realistisk at regne med, at 80% indeholder 1,5-4 g knapceller pr. stk. med 0,45 vægt-% kviksølv)= 4,6-12 kg kviksølv pr. år. Armbåndsure og lommeure (sølvoxid, alkaliske og lithium - nettoimport ca. 1,34 mio. stk., alle med 0,3-1,5 g batteri pr. stk. med 0,45 vægt-% kviksølv) = 1,8-9 kg kviksølv pr. år. Vækkeure (typisk alkaliske - nettoimport 189.000 stk., hvoraf det vurderes, at ca. 25% indeholder 1,5-4 g knapceller med 0,45 vægt-% kviksølv)= 0,32-0,85 kg kviksølv pr. år. Legetøj og lykønskningskort (alkaliske - salg ifølge oplysninger fra leverandør og egne skøn ca. 1,1 mio. stk. batterier med 0,2-0,45 vægt-% kviksølv)= 3,3-7,3 kg kviksølv pr. år. Den samlede mængde kviksølv i knapceller i importerede færdigvarer til Danmark kan således anslås til 10-30 kg kviksølv. Hvad angår stavbatterier i importerede færdigvarer, vurderes der altovervejende at være tale brunstens- og alkaliske batterier, hvori kviksølvindholdet ligesom i løst solgte batterier vurderes som forsvindende. Mængden af stavbatterier importeret i varer udgør groft skønnet næppe over 30% af løst solgte stavbatterier, dvs. svarende til et kviksølvforbrug på mindre end 5 kg/år. Samlet forbrug Det samlede forbrug af kviksølv med batterier i Danmark pr. år i 2001 kan herved opgøres omtrentligt til:
Fokuseringen på kviksølv og forbudet mod mere end 2 vægt-% kviksølv i knapceller og 0,0005% kviksølv i andre batterier har betydet et kraftigt fald i forbruget af kviksølv med batterier. Dels fordi kviksølvoxidbatterier stort set ikke anvendes længere, dels fordi kviksølvindholdet i de enkelte batterier er blevet lavere, og dels fordi en del batterier ikke længere indeholder kviksølv (gælder mange stavceller). For knapcellers vedkommende er det ifølge Batteriforeningen svært at fjerne kviksølv helt pga. fare for lækage og eventuel eksplosion. Ifølge Danmarks Statistik er forbruget af knapceller i år 2001 på samme niveau som i 1992, ca. 15 tons, mens forbruget af andre løse batterier end knapceller er fordoblet siden 1992 fra 1.600 tons til ca. 3.700 tons. Bortskaffelse Det må påregnes, at der vil forekomme en vis forsinkelse i bortskaffelsen af kviksølv med batterier i forhold til det aktuelle forbrug. Batterier med kviksølvoxid blev i praksis forbudt 1. januar 2000 i Danmark. Dvs. at der i 2001 stadig kan have været en del kviksølvoxidbatterier i brug, eller oplagret hos brugerne med henblik på senere bortskaffelse. Også alkaliske batterier af andre typer end knapceller måtte frem til 1. januar 2000 indeholde mere kviksølv; 0,025% mod det nuværende maksimum på 0,0005%. Forbruget af kviksølv med kviksølvoxidbatterier i 1993 blev opgjort til 280-430 kg kviksølv med denne type batterier, mens forbruget i 1994 kan anslås til 440-600 kg (440 kg registreret af Batteriforeningen plus skønsmæssigt op til 160 kg importeret via andre kilder; baseret på Maag et al., 1996). Det samlede forbrug af kviksølv med batterier i 1992/1993 blev estimeret til 400-860 kg/år (Maag et al. 1996). Kviksølvforbruget med batterier har været stærkt faldende i løbet af det sidste årti, det gælder især med kviksølvoxidbatterier. I Tabel 2.11 nedenfor er der angivet de kendte oplysninger om forbruget af kviksølv med kviksølvoxidbatterier. Tabel 2.11
Note: Der er jævnfør den tidligere massestrømsanalyse ingen sikre oplysninger om middellevetiden for kviksølvoxidbatterier, men tidsrum mellem køb og endelig bortskaffelse på samlet 4-6 år er langt fra utænkelige i betragtning af, at lysmålere til ældre fotoudstyr (med lavt strømforbrug) har været regnet som en af de væsentlige anvendelser for kviksølvoxidbatterier (Maag et al., 1996). Under antagelse af de i Tabel 2.11 angivne forbrugstal, kan indsamlingspotentialet for kviksølvoxidbatterier alene i 2001 således meget vel have ligget i intervallet 160-400 kg/år. Hertil kommer indsamlingspotentialet for kviksølv i alkaliske stavbatterier; skønsmæssigt mellem 20 og 40 kg kviksølv vurderet groft ud fra udviklingen i kviksølvkoncentrationer og forbrug mellem 1993 (ca. 60 kg if. Maag et al., 1996) og 2001. Hvad angår forbruget af kviksølv med andre typer knapceller end kviksølvoxid, har det været ret stabilt mellem 1993 (70-160 kg if. Maag et al., 1996) og de i Tabel 2.10 nævnte ca. 60-150 kg/år i årene 1997-2000. Indsamlingspotentialet herfra vurderes på dette grundlag at være af samme størrelse, dvs. 60-150 kg/år. Det samlede skønnede indsamlingspotentiale af kviksølv fra batterier skal på ovennævnte grundlag opsummeres som følger:
Brugere af høreapparater får betalt deres batterier til høreapparater af det offentlige. Derfor er der også kun en leverandør af disse batterier. Men de brugte batterier indsamles ikke centralt. De enkelte brugere bortskaffer selv batterierne. En stor del af disse knapceller kan man derfor formode bortskaffes med dagrenovationen. Knapceller med sølvoxid anvendes hovedsageligt til ure, som langt overvejende får skiftet batteri hos urmageren. Disse knapceller samles sammen af et enkelt firma, som eksporterer batterierne til England til genvinding af sølvet. Den således indsamlede mængde kviksølv med sølvoxid knapceller svarer til 0,5-2,5 kg kviksølv. Rapporten "Indsamlingssystemer for batterier - eksisterende erfaringer fra Danmark og udlandet" (Hansen og Hansen 2002) har indsamlet erfaringer fra 6 forskellige indsamlingssystemer i landet (Vejle Kommune, AVV, VEGA, REFA, Amagerforbrænding og R98, AKV og Bramming Kommune). Alle steder deponeres brunstensbatterier og til dels også alkaliske batterier lokalt. 44-97% (her gennemsnitligt regnet som 60-80%) af de indsamlede batterier deponeres således lokalt, mens de resterende 20-40% af de indsamlede batterier sendes til Kommunekemi. Samme rapport angiver et (foreløbigt) skøn for indsamlingspotentialet på 0,41-0,54 kg pr. indbygger. Heraf indsamles gennemsnitligt 0,18 (0,16-0,26) kg pr. indbygger (Hansen og Hansen 2002). Det svarer til en indsamlingseffektivitet på 30-60%. Resten vurderes altovervejende at ende i dagrenovationen. Af de indsamlede mængder udgør brunsten og alkaliske batterier 72-97% (Hansen og Hansen 2002). Denne indsamlingseffektivitet benyttes for andre batterier end knapceller i de videre beregninger. Kommunekemi, Elektromiljø og en privat indsamler af sølvoxidbatterier modtog i alt ca. 2,5 tons knapceller i 2001. Sammenholdt med det ovenfor angivne gennemsnitlige forbrug på skønsmæssigt 10-14 tons knapceller i årene frem til og med 2001 (og lidt lavere i 2000 og 2001), svarer dette til en indsamlingseffektivitet for knapceller på omkring 20-30%. Den resterende del vurderes altovervejende at blive tilført dagrenovation. Kommunekemi og Elektromiljø modtog i år 2001 i alt godt 77 tons batterier af andre størrelser end knapceller. Ifølge udenrigshandelsstatistikken var det samlede forbrug af andre løse batterier 3.700 tons. Mængderne af andre batterier end knapceller, der blev modtaget hos Kommunekemi og Elektromiljø, svarer således til ca. 2% af forbruget. I Tabel 2.12 er der angivet fordelinger af bortskaffelsesmængderne for kviksølv med batterier omkring 2001 ud fra de ovenfor givne forudsætninger. Tabel 2.12
2.3.2 Kemikalier til laboratorie- og industribrugTraditionelt har kviksølv og dets forbindelser været anvendt til en lang række formål i analyselaboratorier. Dels i form af kemiske reagenser i forskellige analyser, dels i form af elektroder til måling af redoxforhold (standard calomel-elektrode), dels på metallisk form til en række analyseapparater såsom polarimetri, partikeltælling med såkaldte "Coulter countere" mv. Kviksølv og dets forbindelser har tillige været anvendt i den kemiske industri, blandt andet som katalysator; både såkaldt heterogen katalyse, hvor kviksølv fx kunne optræde som bærestof for natrium, der gav den egentlige katalytiske effekt, og såkaldt homogen katalyse, hvor specifikke kviksølvforbindelser optrådte som katalysatorer i en opløsning af de reagerende stoffer. Såvel Kemisk Institut på Danmarks Tekniske Universitet (Fehrman 2002) som et antal førende industrier, der henholdsvis fremstiller og anvender katalysatorer, har det indtryk, at selv om kviksølv i princippet kan anvendes til katalyse i en række kemiske processer, er anvendelsen i dag helt marginal. Kviksølv betragtes i denne sammenhæng som "gammeldags" kemi, og der er gjort en hel del for at undgå anvendelsen af kviksølv af miljømæssige årsager. En stor kemisk industri oplyser endvidere, at de få gram, som de anvender årligt, indkøbes via de generelle laboratorieleverandører, fordi egen import af disse giftklassificerede stoffer er for administrativt tung sammenholdt med det minimale forbrug. Det er deres opfattelse, at det generelt forholder sig således. Fra Produktregistret er der oplysninger om et marginalt forbrug af kviksølvforbindelser til produktion af en række forskellige maling/lakprodukter; se omtalen heraf nedenfor. Forbrug Der er indhentet oplysninger om forbruget af kviksølv og dets forbindelser hos en række leverandører, der tilsammen skønnes at dække op mod 95% af det generelle marked til laboratorier i Danmark (dækningen på kviksølvforbindelser kan være mindre). De oplysninger, som det har været muligt at få, vurderes dog som noget spredte, hvorfor der er regnet med en noget større usikkerhed på tallene, end den nævnte dækningsgrad kunne antyde. Der er fra de pågældende leverandører registreret et samlet årligt salg i 2001/2002 på ca. 14 kg metallisk kviksølv samt 35-40 kg kviksølvforbindelser. Der er tale om en række forskellige kviksølvforbindelser omfattende blandt andet kviksølv -sulfat, -nitrat, -chlorid, -acetat, salte, kviksølvnatriumamalgam, salte af phenylkviksølv og kviksølvholdige benzosyrederivater. Der er desuden et meget lille forbrug af kviksølvholdige organiske biocider i biologiske reagenser til fx immuno-assays - der er tale om ethylkviksølvforbindelser (thiomersal=thimerosal) af typen, som også anvendes i visse vacciner (se omtalen af disse). Umiddelbart vurderes kviksølvsulfat, som fortsat anvendes til standard COD-analyse af spildevand, at udgøre en væsentlig del af forbruget af kviksølvforbindelser. Oplysningerne muliggør ikke en præcis beregning af kviksølvindholdet i forbruget af forbindelser; baseret på stofspecifikke opgørelser for en del af forbruget anslås det imidlertid til at svare til ca. 70% af mængden af kviksølvforbindelser. Fordi der er tale om oplysninger fra bare ét år, fordi visse oplysninger er oplyst for 2002, samt fordi der formodes at kunne være tale om et vist salg fra andre leverandører, skal det samlede forbrug til laboratorier og industriel kemisk anvendelse i 2001 her anslås til 10-30 kg metallisk kviksølv og 30-60 kg forbindelser med et kviksølvindhold på ca. 20-40 kg. Udviklingstendens Såvel laboratorieleverandører som industrielle kontakter opfatter kemiske anvendelser af kviksølv som næsten ophørt i Danmark. Brugen af kviksølvsulfat til COD-analyse synes ligeledes at kunne være faldende, om end analysen fortsat anvendes. For eksempel oplyste en kemikalieleverandør, at kviksølv og dets forbindelser ikke lagerføres hos dem i Danmark, samt at mange af de kviksølvholdige stoffer, som de katalogfører, slet ikke har været solgt i Danmark siden 1999. I massestrømsanalysen for 1992/1993 blev der registreret et salg på 60 kg kviksølv med kviksølvforbindelser, og på denne baggrund er der vurderet et samlet forbrug på 60-120 kg kviksølv/år til disse anvendelser (Maag et al., 1996). Bortskaffelse Langt størstedelen af det (begrænsede) forbrug af kviksølvforbindelser til kemiske formål synes at blive anvendt til kemiske analyser. Indsamlingen af miljøfarlige kemikalier fra laboratorier regnes i Danmark for effektiv, og det antages her, at forbruget indsamles og bortskaffes som farligt affald, og at tabet til spildevand mv. er forsvindende. Størstedelen forventes at blive tilført Kommunekemi. En mindre (men ukendt) del i form af rør/kits til CODanalyse returneres dog til de udenlandske leverandører, hvor de angiveligt genanvendes. 2.3.3 Andre anvendelser af kemiske forbindelserProduktregistret Der er til denne massestrømsanalyse foretaget en søgning af anvendelsen af kviksølv og kviksølvforbindelser i kemiske produkter i Produktregistret. Samlet er der siden 1997 anmeldt ca. 400 produkter af 25 virksomheder med indhold af kviksølv/kviksølvforbindelser. Der er stort set udelukkende tale om maling-/lakprodukter og polymerbaserede produkter som hærdere og resiner til plastmaterialer, plastbelægninger til gulve, fugematerialer med videre. Der er ingen anmeldte produkter med kviksølvindhold, der er registreret som laboratoriekemikalier. Ifølge oplysningerne fra Produktregistret er den årlige import af kviksølv/kviksølvforbindelser i anmeldte produkter af størrelsen 6 kg, hvoraf langt størstedelen er registreret som en forbindelse "neodecanoateO)phenylkviksølv" (Cas-nr. 26545-49-3), som er anvendt i forskellige former for hærdere og resiner til en række plastbaserede materialer. Regnes der med en molekylevægt svarende til nævnte stof, svarer det til en import hermed af ca. 3 kg kviksølv. Der er anmeldt et samlet forbrug af størrelsen 1 kg kviksølv (registreret som metallisk kviksølv) til produktion af en række forskellige maling/lakprodukter. I alt er der tale om produktion af over 300 anmeldte produkter og en samlet produktion på ca. 7.000 tons produkter fordelt på mange firmaer. Oplysningerne om koncentrationer af kviksølv i produkterne er ikke konsistente, men antyder et niveau på få mg/kg. Det er ikke undersøgt nærmere, hvilken funktion kviksølvet har i disse produkter (mulige funktioner kan blandt andet være katalysatorer i hærdere eller konserveringsmidler). Der er registreret en eksport af kviksølv i produkter på 0,7 kg kviksølv, hovedsageligt maling-/lakprodukter i de samme anvendelseskategorier som nævnt under produktion ovenfor. Produktregistrets oplysninger er baseret på anmeldelse og opdatering på eget initiativ fra de virksomheder, der markedsfører produkterne, hvorfor såvel mængder som anvendelsesoplysninger må forventes at være forbundet med en væsentlig usikkerhed. Det er ikke givet, at der er et aktuelt forbrug af alle produkter, der figurerer som anmeldte. Ses der til sammenligning på det totale antal produkter, dvs. inklusive produkter, der er anmeldt inden 1997, beløber importen sig til ca. 80 kg kviksølv/kviksølvforbindelser, mens produktions- og eksporttallene er de samme som anført ovenfor. Ud af de 81 kg er størstedelen, 48 kg, registreret som "phenylkviksølvoleat". Efter 1997 er der ikke registreret anmeldelser af produkter med indhold af denne forbindelse. Det er vanskeligt at vurdere, hvor store mængder af tilsvarende - men ikke anmeldte - produkter, der eventuelt omsættes i Danmark, især set i lyset af de meget små mængder. Anvendelsen af kviksølv i maling-/lakvarer er ikke tilladt i Danmark (med undtagelse af katalysatorer indtil videre) og er ligeledes i nogen grad reguleret i såvel EU som USA. En udbredt anvendelse af kviksølv i importerede produkter forventes således at være usandsynlig. Forbrug og bortskaffelse Forbruget af kviksølv med produkter af de typer, der er registreret i Produktregistret, skønnes løseligt på dette grundlag som værende mellem 5 og 50 kg/år. Der synes overvejende at være tale om produkter, der anvendes i byggeri eller andre konstruktioner. Den indgående mængde kviksølv vil overvejende følge de materialer, som produkterne er påført, og regnes derfor her som affald til deponering. Den største anvendelse af kviksølvforbindelser i denne type produkter har tidligere været til konservering af latex-malinger samt muligvis i begrænset omfang som pigmenter. Begge anvendelser regnes som ophørt i Danmark. Anvendelsen af kviksølvforbindelser i dansk produktion af latexmaling er formentligt ophørt for mere end 20 år siden. Den tilgængelige viden giver ikke grundlag for at give en realistisk vurdering af, hvor meget kviksølv der i dag bortskaffes med gamle malede byggematerialer/konstruktioner. Der er således blot regnet med bortskaffelse af en mængde svarende til de aktuelle skøn for forbruget. Fyrværkeri Visse kilder angiver, at kviksølvforbindelser anvendes/har været anvendt i sprængstoffer og fyrværkeri. Floyd et al. (2002) oplyser, at kviksølvfulminat sommetider anvendes som detonator hertil. En svensk undersøgelse angiver dog, at kviksølvforbindelser ikke anvendes i moderne fyrværkerifremstilling, og kviksølv blev kun fundet på sporniveau i analyser af 6 udvalgte typer fyrværkeri. De fundne niveauer svarer til et samlet forbrug af kviksølv med fyrværkeri på ca. 0,01 kg i 1998 (Göteborgs Miljöförvaltning, 1999). Antallet og repræsentativiteten i de svenske undersøgelser er ikke tilstrækkelig til helt at udelukke, at kviksølvforbindelser anvendes i fyrværkeri. Der må dog her regnes med, at forbruget af kviksølv med denne anvendelse er betydningsløst. Vacciner og øjendråber Kviksølv er stadig tilladt til vacciner og øjendråber. Kviksølv har ikke indgået i børnevacciner siden 1992. Kviksølv findes i nogle vacciner imod influenza og i nogle rejsevacciner (japansk encephalitis). Kviksølv indgår i thiomersal (=thimerosal), som er et konserveringsmiddel med en ethylkviksølv-forbindelse. Ca. halvdelen af de danske vacciner mod influenza indeholder thiomersal. Indholdet af kviksølv i hver vaccine er så lille (50 µg thiomersal pr. stk.), at det samlede danske forbrug til vacciner kan beregnes til <10 gram kviksølv pr. år. Kviksølv tillades ifølge Lægemiddelstyrelsen ikke til nye præparater. Det er muligt, at enkelte præparater af øjendråber indeholder kviksølv, men i så fald er det kun nogle enkelte. Det samlede forbrug af kviksølv til vacciner og øjendråber vurderes således som forsvindende (<1 kg). 2.3.4 Sammenfatning - kemiske forbindelserDen foreliggende viden om forbrug af kviksølv som kemisk forbindelse samt tab i forbindelse med produktion og anvendelse af produkter, som indeholder kviksølv som kemisk forbindelse, er sammenfattet i Tabel 2.13. Tabel 2.13
2.4 Kviksølv som følgestof i andre produkter2.4.1 KulFossile brændsler som kul og olie indeholder naturligt kviksølv i små mængder. Ved afbrænding vil hovedparten af brændslernes indhold af kviksølv følge med røggassen. Emission af kviksølv til luften ved afbrænding af fossile brændstoffer vil således variere med kviksølvindholdet i brændstofferne og det aktuelle røggasrensningsudstyr. I perioden fra 1990 og frem er der sket et fald i forbruget af koks og kul, som er blevet erstattet af et stigende forbrug af naturgas og vedvarende energi. Der blev i 2001 anvendt 6,7 mio. tons kul til energifremstilling mod 12 mio. tons i 1994. Tungmetalindholdet i kul varierer en del afhængigt af oprindelsesland, men også mellem enkelte miner i hvert land kan der ses en væsentlig variation. Indholdet af kviksølv i kul blev i den seneste massestrømsanalyse angivet til 0,04-0,18 mg kviksølv/kg (Maag et al. 1996). Nyere analyser viser et indhold af kviksølv i kul på 0,087-0,15 mg kviksølv/kg tørstof (Hald 2002), og det samlede forbrug af kviksølv med kul i år 2001 kan ud fra dette estimeres til 590-980 kg kviksølv/år. Oplysninger fra branchen tyder på, at middelværdien af kviksølv i de indfyrede kul er på omkring 550 kg kviksølv/år, men der angives intet usikkerhedsinterval. I det følgende regnes med en indfyret mængde med kul på 600-1.000 kg kviksølv/år, men det er sandsynligt, at det rigtige tal ligger i den lave ende af dette interval. Omkring 17% af de indfyrede kul forbrændes på anlæg med semitør afsvovling, 69% forbrændes på anlæg med våd afsvovling, og 14% forbrændes på anlæg uden afsvovling. Massebalancer for kviksølv på danske kulfyrede kraftværker i 2000/2001 er angivet i Tabel 2.14. Tabel 2.14
Som det fremgår af Tabel 2.14 bliver omkring en tredjedel (ca. 31%) af det indfyrede kviksølv emitteret med røggas. Der synes at være en klar tendens til, at anlæg med afsvovling har en relativt lavere emission af kviksølv end anlæg uden afsvovling. Fra anlæg med afsvovling emitteres der ca. 25-30% af det indfyrede kviksølv, mens omkring 50% emitteres fra anlæg uden afsvovling. Den samlede emission til luft i 2001 anslås til 190-310 kg kviksølv/år. Ifølge oplysninger fra de kulfyrede anlæg ligger det rigtige tal i den lave ende af dette interval. Emissionen blev i den seneste massestrømsanalyse i 1992 anslået til 300 kg kviksølv/år, og der er derfor sket et samlet fald i emissionen i forhold til 1992. Faldet skyldes primært en halvering af forbruget af kul. Restprodukter Restprodukterne fra kulfyring omfatter flyveaske, slagge/bundaske og afsvovlingprodukter. Omkring 50% af kullenes indhold af kviksølv ender i flyveasken, langt under 1% ender i slagger og bundaske, mens omkring 20% ender i afsvovlingsprodukterne. Det har ikke været muligt at indhente data for mængderne af restprodukter fra kulfyrede anlæg i 2001, men der er data for år 2000. Da der totalt set er indfyret samme mængde kul i 2001 som i 2000, antages det, mængderne af restprodukter i 2000 er de samme som i 2001. I 2000 blev der i hele landet produceret i alt 554.000 tons flyveaske fra afbrænding af kul. Der har kun kunnet fremskaffes detaljerede oplysninger om disponeringen af flyveaske produceret inden for ELSAMs område, hvor disponeringen fordelte sig således (Hald 2002):
De 43.000 tons slagge/bundaske blev disponeret som følger:
Afsvovlingsprodukterne anvendtes til en række formål: Gipsplader, cement, svovlgødning, m.m. Under forudsætning af at disponeringen af restprodukterne fra ELSAMs område er repræsentative for hele landet, kan bortskaffelsen af kviksølv med restprodukter fra kulfyring i Danmark i 2001 opgøres som angivet i nedenstående punkter (afrundet). Denne forudsætning for at fordele mængderne af kviksølv fra restprodukterne kan dog under- eller overestimere enkelte af strømmene. F.eks. er bidraget til cementproduktionen - ud fra ELSAMs fordeling - på 97- 160 kg
kviksølv/år på trods af, at mængden af kviksølv med afsvovlingsgips og flyveaske, der
faktisk genanvendes i cementproduktionen, kan estimeres til 35- 91 kg. Det vides ikke, om
afsvovlingsgips og flyveaske til cementproduktionen udelukkende stammer fra kulfyrede
anlæg. Forskellen kan skyldes, at cementproduktionen kun foregår et sted i Danmark,
hvilket medfører, at transportomkostninger har indflydelse på, om det kan betale sig at
transportere restprodukterne hertil. Forskellen på de to intervaller er 62-70 kg
kviksølv, og denne mængde må antages at fordele sig på én eller flere af
disponeringsformerne; asfalt m.m., deponering og fyld, lager eller eksport. I dette afsnit er der redegjort for tab og omsætning af kviksølv med olie og gas fra
indvinding på boreplatforme samt tab og omsætning på raffinaderier og med de færdige
gas- og olieprodukter. I forbindelse med boring efter olie og gas anvendes der borevæsker
og -mudder, som også kan have relevans for kviksølv. Figur 2.2 viser en samlet oversigt
over resultaterne fra dette afsnit. Indvinding af olie og gas Produktion af olie og naturgas foregår fra flere felter i den danske del af Nordsøen.
På boreplatformene sker der en primær separation af de oppumpede mængder i henholdsvis
vand-, olie- og gasfase. I 2001 blev der produceret 20 mio. m3 råolie og
11.116 mio. Nm3 naturgas (Energistyrelsen, 2001). Naturgas og olie
transporteres til land til raffinering og salg, mens vandfasen udledes til havet. En del
af det oppumpede vand samt naturgas injiceres dog i havbunden for at opretholde det tryk,
der er nødvendigt for at få olie og gas til at strømme mod indvindingsbrøndene. En
mindre mængde af naturgassen afbrændes på platforme enten som brændsel eller flaring.
En oversigt over, hvad der sker med de producerede mængder på danske felter i Nordsøen,
ses i Tabel 2.15. Tabel 2.15: Danske felter i
Nordsøen Naturgas Råolie Vand mio. Nm3/år % mio. tons/år % mio. m3/år % Produktion (samlet indvinding offshore) 11.116 100% 17 100% 21 100% Injiceres i havbund 2.916 26% 0 0% 8 37% Udledes til hav 0 0% 0 0% 13 1) 62% Flaring 270 2% 0 0% 0 0% Brændstof (offshore) 604 5% 0 0% 0 0% Til land 7.326 66% 17 100% 0 0% Kviksølv findes på flere forskellige former i henholdsvis naturgas, olie og vand.
Generelt vil ioniske former af kviksølv følge vandfasen, mens elementære og organiske
former tilbageholdes i kulstoffasen (Wilhelm 2001). Generelt er der en mangel på viden om
indholdet af kviksølv i olie og naturgas samt kviksølvs skæbne med produkter fra
oppumpning offshore og videre distribuering til land. Manglerne på data for kviksølv
gælder ikke kun for danske felter, men er generelt kendetegnende for øvrige felter rundt
omkring i verden, ligesom der er store usikkerheder forbundet med det eksisterende
datamateriale (Wilhelm 2001). Råolie: På verdensmarkedet rapporterer Wilhelm (2001) om et kviksølvindhold i
råolie fra omkring 1,5 mg/ton til 3.000 mg/ton. Wilhelm (2001) oplyser om værdier på
2,5-9,3 mg/ton for fire analyser af råolie fra Nordsøen, der bearbejdes på et
amerikansk raffinaderi. Fra en dansk operatør i Nordsøen oplyses der om
litteraturværdier i råolie med kviksølvindhold på 30-100 mg/ton. Der er således meget
stor variation i indholdet af kviksølv i råolie. Under antagelse af, at
kviksølvindholdet i råolie svarer til de fire amerikanske analyser af råolie fra
Nordsøen, svarer dette til en omsætning af kviksølv på 43-160 kg/år fra dansk
undergrund. Potentielt kan der med de værdier, som er angivet i litteraturen, dog være
tale om et forbrug på adskillige tons/år, og det vil derfor være nødvendigt med
specifikke analyser af kviksølv fra de danske felter i Nordsøen for at vurdere den
faktiske omsætning af kviksølv. I de følgende beregninger af kviksølvs skæbne med
råolien anvendes dog de fire analyser, som antages at være repræsentative for dansk
olie fra Nordsøen. Naturgas: I naturgas findes kviksølv næsten udelukkende på sin elementære
form ved koncentrationer langt under mætningspunkt, hvilket indikerer, at der i de
underjordiske reservoirer ikke eksisterer kviksølv på væskeform (Wilhelm 2001). Der
findes ikke danske analyser af kviksølvindholdet i naturgas, der oppumpes og behandles
på boreplatforme. Koncentrationen af kviksølv i det afbrændte naturgas offshore antages
af Wilhelm (2001) at være i størrelsesordenen 1 µg kviksølv/m3 som generelt
for amerikanske forhold. Under antagelse af, at denne koncentration gælder for dansk naturgas før transport
onshore, svarer det til, at der omsættes i alt omkring 11 kg kviksølv/år med naturgas
behandlet på danske felter. Hele den oppumpede mængde behandles offshore, hvoraf en del
bliver injiceret, en mindre del afbrændes, og den resterende mængde transporteres som
salgsklar gas i rørledninger til land. Omkring 2,9 kg kviksølv/år injiceres med gas,
0,9 kg kviksølv/år afbrændes ("flares") og den resterende mængde
transporteres med gassen i rørledninger til land. Elementært kviksølv adsorberer til
metalliske komponenter, og kviksølvindholdet i naturgas aftager derfor med afstanden fra
oppumpningsbrønden (Wilhelm 2001). Ved transport af især våd gas sker der en
udfældning af kviksølv i rørledningerne, som resulterer i, at kviksølv helt forsvinder
fra gassen ved transport til raffineringsanlæg på land (Wilhelm 2001). Det vides ikke,
hvad der sker med det udfældede kviksølv, men Wilhelm (2001) skønner, at det udfælder
sammen med voks, sand og andre faste partikler i rørledningerne (gas-slam). Det danske
naturgassystem fra platforme og til land er et tørt system, og der vil derfor ikke være
så stort et tab af kviksølv under transporten af gassen. Analyser af dansk naturgas i
naturgasnettet på land (salgsgas) viser et indhold af kviksølv på under
detektionsgrænsen, hvor detektionsgrænsen - afhængigt af prøvevolumener - er angivet
til <0,1-0,8 µg/m3 (Gruithuijsen 2001). Kviksølvindholdet i naturgas
angives i Wilhelm (2001) til <0,02-0,2 µg/m3. På basis af Gruithuijsen
(2001) estimeres omsætningen af kviksølv i det danske forbrugsnet til under 0,73-5,9 kg
kviksølv/år, og denne mængde antages at blive emitteret med røggas ved forbrænding
på land. Differencen mellem denne mængde og den mængde kviksølv, der forlader
boreplatformene, udgør - med de anvendte tal - omkring 1,5-6,6 kg kviksølv/år, som
antages at blive udfældet i rørledninger - enten under transporten til land eller på
gasbehandlingsanlæg på land. Det er her relevant at nævne en undersøgelse af kviksølvflowet i det hollandske
samfund, der angiver, at kviksølvindholdet i hollandsk naturgas er usædvanligt højt, og
at Holland er det eneste land, der vides at fjerne kviksølv fra gassen før salg (Maxson
& Vonkeman 1996). Ifølge Maxson & Vonkeman (1996) synes tysk naturgas at
indeholde højere koncentrationer af kviksølv end hollandsk naturgas. Slam fra indvinding
af naturgas er en af de to største og mest koncentrerede kilder til kviksølv i Holland
(Maxson & Vonkeman 1996). Omsætningen af kviksølv fra slam, affald og emissioner
relateret til naturgasproduktion udgør 8,5 tons kviksølv i Holland (Maxson &
Vonkeman 1996). Heraf findes hovedparten i gas-slam, som så vidt vides fraskilles på
landbaserede anlæg i Holland. Der foreligger som nævnt ingen specifikke oplysninger om
indholdet af kviksølv i dansk naturgas i forbindelse med produktion, mens salgsgassen er
meget veldokumenteret. I salgsgas findes kviksølv kun under detektionsgrænsen
(Gruijthuijsen 2001). Det står indtil videre ikke klart, hvordan kviksølvet vil følge
materialestrømme (vand- eller luftudledninger fra platforme, slam eller faste
restprodukter, der bringes til land mv.) ved den teknologi, der anvendes i Danmark.
Foreløbige oplysninger tyder dog på, at kviksølvet muligvis hovedsageligt skilles fra
salgsgassen på platformene. Den hollandske produktion af naturgas er ca. 9 gange større
end den danske naturgasproduktion (IEA 2002). Dette kan dog ikke alene forklare de store
forskelle. Produktionsvand: Analyser af produktionsvand, der udledes fra danske felter i
Nordsøen, viser et gennemsnitligt indhold af kviksølv på omkring 0,3 µg/l (OSPAR
2000). På baggrund heraf skønnes omsætningen af kviksølv med produktionsvand at
udgøre i størrelsesordenen 6 kg kviksølv/år. Heraf vil omkring 60% (ca. 4 kg
kviksølv/år) udledes til havet, og de resterende ca. 2 kg kviksølv/år injiceres i
undergrunden, jf. fordelingen angivet i Tabel 2.15. Behandling på raffinaderier I de fleste tilfælde sker der ikke noget tab af
kviksølv ved transport af væske, især ikke for kviksølv i olie (Wilhelm 2001). Det
skønnes derfor, at der fra indvinding offshore og frem til raffinaderierne ikke sker
noget væsentligt tab af kviksølv i råolie. Den samlede omsætning på raffinaderier
antages derfor at svare til den samlede omsætning med råolien, der er estimeret til
40-160 kg kviksølv/år. Der bearbejdes som nævnt 9,4 mio. tons råolie på danske
raffinaderier (Olieberetning 2002), svarende til en omsætning på omkring 20- 90 kg
kviksølv/år. Den resterende mængde eksporteres med råolie, svarende til 20-70 kg
kviksølv/år. Det påpeges, at disse mængder er fremkommet på basis af fire amerikanske
analyser af råolie fra Nordsøen, men at der i litteraturen er meget stor variation på
indholdet af kviksølv i råolie. Der er således et klart behov for kviksølvanalyser af
dansk råolie for at få sikre tal. Der er kun et begrænset kendskab til kviksølvs skæbne i selve
raffineringsprocesserne. På raffinaderierne ender kviksølv enten i de færdige
produkter, i spildevand, i røggas eller i et fast affaldsprodukt i form af f.eks.
røggasrensningsprodukt eller slam fra spildevandsrensning. Generelt er der en trend imod
lavere koncentrationer af kviksølv i produkterne desto højere destillationstemperaturen
bliver (Wilhelm 2001). I (Wilhelm 2001) refereres der en canadisk undersøgelse, der omhandler emissioner fra
canadiske raffinaderier. Den canadiske undersøgelse tager ikke højde for et eventuelt
indhold af kviksølv i spildevand og i faste affaldsprodukter og konkluderer, at mængden
af kviksølv, der emitteres til atmosfæren fra canadiske raffinaderier, er forskellen
mellem kviksølv i råolien og kviksølv i de raffinerede produkter. Den canadiske
undersøgelse konkluderer, at mere end 90% af kviksølvet i råolien emitteres til
atmosfæren under raffineringsprocesserne på canadiske raffinaderier (Wilhelm 2001). Ligeledes refererer (Wilhelm 2001) til en amerikansk undersøgelse, der omhandler
kviksølvs vej gennem raffineringsprocessen. Undersøgelsen finder, at 66% af råoliens
kviksølv ender i de raffinerede produkter, 18% emitteres til luft, 13% ender i de faste
affaldsprodukter, og 3% ender i spildevandet fra raffineringsprocessen (Wilhelm 2001).
Resultaterne, der ligger til grund for denne amerikanske undersøgelse, er dog forbundet
med væsentlige usikkerheder. Tabel 2.16 viser den skønnede omsætning af kviksølv med
råolie på danske raffinaderier med udgangspunkt i ovennævnte amerikanske tal. Tabel 2.16 Anvendelse Forbrug
1) Skønnet
bortskaffelse og tab (kg kviksølv/år) Luft Vand Deponi Produkter Råolie 20-90 4-16 0,7-3 3-10 20-60 Det samlede danske forbrug af olieprodukter er i 2001 opgjort til 6,2 mio. tons
(Olieberetning 2001). Der er ikke fundet nye danske analyser af kviksølvindholdet i
forskellige olieprodukter, og derfor er der til beregning af omsætningen anvendt analyser
fra den seneste massestrømsanalyse, samt amerikanske analysedata. Tabel 2.17 viser
omsætningen af kviksølv med olieprodukter i 2001. Tabel 2.17 Produkt Forbrug Koncentration
2) Forbrug 1.000 m3/år tons/år 1) Flydende gas (LPG) 130 71.000 0,2-30 3) 0,014-2,1 Autobenzin 2.600 1.940.000 0,2-2 3) 0,39-3,9 Petroleum 8 6.400 50 3) 0,32 Fyringsolie 1.300 1.100.000 0,2-10 3) 0,22-11 Autodiesel/gasolie 3.000 2.560.000 0,2-4 4) 0,51-10 Fuel- og smøreolie 590 580.000 1-5 5) 0,58-2,9 I alt 7.600 6.250.000 2-30 I Figur 2.2 vises en sammenfattende oversigt over kviksølvs vej med produkter fra
Nordsøen og videre til behandling og forbrug på land. Her er der ligeledes vist
omsætningen af olie- og vandbaseret borevæsker og -mudder, der er yderligere beskrevet i
teksten efter figuren. Figur 2.2 Ved boring efter olie og gas i Nordsøen bruges der borevæsker samt en række
hjælpestoffer (bore- og cementeringskemikalier). Borevæsker anvendes i såvel
efterforsknings- som produktionsboringer. Borevæskerne opdeles i vandbaserede og
ikke-vandbaserede (=oliebaseret boremudder, OBM). Anvendelsen af borevæske er nødvendig for at modsvare trykket af olie og gas.
Borevæskerne indeholder derfor materialer med høje massefylder, f.eks. bariumsulfat
(barit, BaSO4). Forbruget af OBM er ca. 5.-8.000 tons årligt og har været stigende de senere år i
takt med den større aktivitet i Nordsøen (Strandmark et al. 2002). Omsætningen af
kviksølv med OBM er højst 33 kg kviksølv/år og er baseret på indholdet af kviksølv i
mineralet barit, som udgør ca. 80% af borespånerne (Strandmark et al. 2002). Indholdet
af kviksølv i barit er angivet til <5 mg kviksølv/kg (Strandmark et al. 2002). Der er et væsentligt forbrug af vandbaserede borevæsker, som groft anslås til
omkring 30.000-40.000 tons/år, hvor det skønnes, at kviksølvbidraget primært stammer
fra barit, som det er tilfældet i OBM. Fire analyser af vandbaseret borevæske fra
Indonesien viser et kviksølvindhold på 0,14-2,14 mg kviksølv/kg (Wilhelm 2001). Dette
er i overensstemmelse med kviksølvindholdet i det barit, som anvendes i OBM, hvor
kviksølvindholdet er på <5 mg kviksølv/kg (Strandmark et al. 2002). På baggrund af analyserne af kviksølv i vandbaseret boremudder fra Indonesien, skal
omsætningen med vandbaseret boremudder her anslås til 4,3- 86 kg kviksølv/år.
Omsætningen af kviksølv med OBM skønnes at være i størrelsesordenen 0,72-32 kg/år.
Anvendelse og bortskaffelse af borespåner fra oliebaseret boremudder er reguleret i den
internationale OSPARkonvention, der forbyder udledning i havet (Strandmark et al. 2002).
Borespåner fra oliebaseret boremudder bortskaffes derfor i dag i dansk sektor enten ved
injektion under havbunden i feltet eller ved transport til land for videre behandling,
hvor olien i borevæsken genvindes i form af baseolie, mens det faste materiale deponeres
(Strandmark et al. 2002). Injektion i havbunden er en irreversibel proces, og det er
således ikke muligt at få de bortskaffede materialer op igen (Strandmark et al. 2002). I
2000 blev alle borespåner fra OBM bragt i land (Strandmark et al. 2002). Under
genvindingsprocessen opvarmes boremudderet, hvor en del af kviksølvet skønnes at blive
emitteret med røggas. Under antagelse af, at halvdelen af kviksølvet emitteres, og at
resten deponeres, vil 0,15-11 kg kviksølv blive emitteret til luft og 0,15-11 kg
kviksølv/år blive deponeret. Omsætningen af kviksølv med boremudder er skitseret
sammen med olieprodukter i Figur 2.2. Det vides ikke, hvorledes de vandbaserede borevæsker bortskaffes, men det skønnes
mest sandsynligt, at de enten udledes til hav eller injiceres i havbunden. Det antages, at
denne mængde bortskaffes til havet sammen med øvrige offshore kemikalier. For
hjælpestoffernes vedkommende blev ca. 40% af det danske forbrug på Nordsøen, svarende
til 55 mio. tons, udledt til havet i 2001 (OSPAR 2002). Biobrændsler Forbruget af halm, flis og andre træprodukter har stort set ikke ændret sig i
perioden siden seneste massestrømsanalyse og var i 2000 på i alt 2,4 mio. tons
(Energistyrelsen 2000). Heraf blev 0,9 mio. tons brugt i kraft- og fjernvarmeværker, mens
resten blev anvendt på mindre gårdanlæg, i industrien, private hjem m.m. Tungmetaller findes i varierende mængde i biomasse, afhængigt af hvor biomassen er
dyrket, og hvilken plante biomassen er baseret på. Generelt foreligger der kun sparsomme
oplysninger om indholdet af kviksølv i biomasse, og der er ikke fundet nyere data for
indholdet af kviksølv i træ og halm i forhold til den seneste massestrømsanalyse. For
rent træ estimeres kviksølvindholdet i (Christensen et al. 1997) til <0,007 mg
kviksølv/kg tørstof. En større dansk rapport fra Dansk Teknologisk Institut om
sporelement massebalancer på stråfyrede anlæg omfatter detaljerede analyser af 12
forskellige sporstoffer, men heri indgår ikke kviksølv (Evald, 1998). I den seneste
massestrømsanalyse er indholdet af kviksølv i træ angivet til 1,0-1,5 µg/MJ eller
0,02-0,03 g kviksølv/ton tørstof (Maag et al. 1996). Indholdet af kviksølv i træ
antages at være 0,007-0,03 mg kviksølv/kg tørstof. Under antagelse af at indholdet af
kviksølv i halm svarer til indholdet af kviksølv i træ, er omsætningen af kviksølv
med biobrændsler ca. 18-76 kg/år. Ved forbrænding af halm og flis på danske værker fremkommer der bundaske (slagger)
og flyveaske fra multicyklon eller filter. De fleste værker er endvidere udstyret med
røggaskondenseringsanlæg, hvorfra der fremkommer slam (Morsing & Westborg 1996).
Restprodukterne sammenblandes normalt i en fælles askecontainer (Morsing & Westborg
1996). Den producerede mængde asketørstof ved afbrænding af halm udgør 4-7% af den
indfyrede mængde (Videncenter for halm- og flisfyring 1999), og for afbrænding af flis
produceres der 0,4-3% aske (Videncenter for halm- og flisfyring 2000). På baggrund af
disse oplysninger estimeres det, at der årligt dannes 36.000-63.000 tons halmaske og
6.500-49.000 tons træaske målt som tørstof. I en række analyser af halmaske fra danske
værker måltes der et indhold af kviksølv i aske på 0,09-0,16 mg kviksølv/kg tørstof
(Videncenter for halm- og flisfyring 1999), mens flisaske indeholder <0,05-1 mg
kviksølv/kg tørstof (Videncenter for halm- og flisfyring 2000). Der findes ingen samlet
opgørelse af, hvorledes asken bortskaffes, men det skal her groft regnes med, at 2/3
deponeres, mens resten spredes på landbrugsjord. Under disse forudsætninger deponeres
der omkring 2,4-10 kg kviksølv/år, mens ca. 1,2-5 kg kviksølv/år spredes på
landbrugsjord. Den resterende mængde antages at blive emitteret med røggassen, hvilket
svarer til omkring 14-61 kg kviksølv/år. I produktionen af grå cement indgår der visse genanvendelsesmaterialer og brændsler,
som bidrager med de væsentligste mængder kviksølv. Den anvendte kalk bidrager dog
også. Mængden af kviksølv, der stammer fra råvarerne til cementproduktion, udgør
omkring 140-320 kg kviksølv/år, hvoraf størstedelen af kviksølvbidraget stammer fra
brændsler og flyveaske. Til cementproduktionen anvendtes der i 2000 0,2 mio. tons
flyveaske, hvilket mængdemæssigt er det samme som i 1992. Indholdet af kviksølv heri
varierer mellem 0,13 og 0,39 mg kviksølv/kg. I 2000 blev der på Aalborg Portland produceret 2,6 mio. tons cement. Produktionen af
grå og hvid cement samt klinker udgør henholdsvis 2,0, 0,5 og 0,1 mio. tons/år. Disse
produkter udgør omkring 99% af produktionen, og kviksølvindholdet i produkterne er under
den anvendte detektionsgrænse på 0,05 mg kviksølv/kg. Produktionen af cement har været
stabil de seneste år. Kviksølvindholdet i den samlede produktion i 2000 anslås til
54-130 kg kviksølv/år, hvoraf hovedparten af kviksølvet findes i den grå cement. I den
seneste massestrømsanalyse for kviksølv blev mængden af kviksølv, der omsættes med
produkter fra cementproduktionen, anslået til 60-220 kg kviksølv/år (Maag et al. 1996). På baggrund af oplysninger om import og eksport anslås forbruget af grå cement i
Danmark i 2000 til 1,3 mio. tons/år. I 1992 var forbruget ca. 1,1 mio. tons/år. På
baggrund af de foreliggende oplysninger anslås det danske forbrug af kviksølv med cement
i 2000 at være 26-65 kg kviksølv/år, mens det anslås, at omkring 28-65 kg
kviksølv/år bliver eksporteret med produkter. Den samlede mængde kviksølv i restprodukter fra cementproduktionen, der deponeres,
udgør 4,6-18 kg kviksølv/år og består primært af filterstøv. Kviksølv fordamper ved omkring 350°C, og det meste kviksølv fra råmaterialerne
fordamper derfor i produktionsprocesserne ved cementfremstillingen (Keating 1997).
Emissionen med røggas anslås af forfatterne til 70-170 kg kviksølv/år. Levetiden for beton kan være ganske lang, typisk fra 30 til 75 år. Nedknust beton og
andet uorganisk byggeaffald bliver anvendt som fyld. Som et groft skøn for
bortskaffelsesmængden regnes der her med halvdelen af den aktuelle forbrugsmængde i
Danmark. Derfor skønnes det, at en kviksølvmængde på 13-32 kg kviksølv/år tilførtes
deponi eller anvendtes til anlægsarbejder. Jordbrugskalk Forbruget af jordbrugskalk er ifølge indberetninger til Danmarks Statistik faldet fra
1 mio. tons i 1992/93 til 0,44 mio. tons i 2001. Tendensen de seneste 10-15 år har været
et faldende forbrug af jordbrugskalk som følge af, at den tilførte mængde kvælstof til
agerjord er faldende. Kvælstof sænker pH, og jordbrugskalk tilsættes for at holde pH
stabil. Da kviksølvindholdet i jordbrugskalk anses for at være ret stabilt, kan der
alene på baggrund af det faldende forbrug anslås, at der siden 1992/93 er sket mere end
en halvering af tilførslen af kviksølv til dansk landbrugsjord med jordbrugskalk. Nye
analyser af kviksølv i jordbrugskalk angiver et kviksølvindhold under detektionsgrænsen
på 0,01 mg/kg tørstof (Poulsen 2002). Tilførslen af kviksølv til dansk landbrugsjord
med jordbrugskalk anslås således til <4,4 kg kviksølv/år. Handelsgødning Kviksølvindholdet i handelsgødning er altovervejende knyttet til gødningens indhold
af fosfor. Kviksølvindholdet i råfosfat er meget variabelt og afhængigt af, hvorvidt
råfosfaten er af vulkansk eller sedimentær oprindelse. På grund af introduktionen af en
renhedsgaranti, der garanterer et maksimalt indhold af kviksølv på 0,2 mg kviksølv/kg
gødning, sikres der en minimal variation i gødningers kviksølvindhold. I henhold til
oplysninger fra producenter er det dog sjældent, at indholdet reelt vil have dette
indhold af kviksølv, og indholdet er i de fleste tilfælde <0,05 mg kviksølv/kg.
Tendensen har været et faldende forbrug de seneste 10-15 år. I gødningsåret 2000/01
var det totale forbrug af handelsgødning på 1,10 mio. tons (Plantedirektoratet 2001),
hvilket er et fald på 0,3 mio. tons/år i forhold til gødningsåret 1992/93. Heraf er
omkring halvdelen P-holdig gødning. På baggrund af de indsamlede data kan det samlede
indhold af kviksølv med handelsgødning anslås til 11-36 kg kviksølv/år. I den seneste
massestrømsanalyse blev mængden af kviksølv med handelsgødning anslået til <50 kg
kviksølv/år. Kviksølvindholdet i fødevarer stammer både fra naturlige kilder og fra menneskeskabt
forurening over mange år. I dyr koncentreres kviksølv i lever og nyrer (Furness 2001).
Visse typer fisk kan indeholde meget kviksølv, og indholdet varierer meget fra fiskeart
til fiskeart og desuden mellem de forskellige farvande. Kviksølvindtagelsen via fisk
udgør i Danmark gennemsnitligt 0,005 mg/uge, men afhænger meget af den enkeltes
fiskekonsum (Fødevaredirektoratet 1996). Fødevaredirektoratet (1996) angiver, at
danskernes indtagelse af kviksølv med den samlede kost i gennemsnit udgør 0,035 mg/uge
og i højeste fald op til ca. 0,060 mg/uge. På baggrund heraf anslås der en samlet
omsætning med fødevarer på 9,6-17 kg kviksølv/år. Kviksølv, som ikke optages i
kroppen, vil hovedsageligt ende i spildevandet (en lille del udåndes). Optagelsen i
kroppen er meget afhængig af, hvilken form kviksølv forekommer i. Således optages
næsten alt organisk kviksølv efter indtagelse gennem munden, mens kun 5-10% af
uorganiske kviksølvforbindelse optages (Miljøstyrelsen 1987). Kilden til organisk
kviksølv i maden er primært fisk. Halveringstiden for kviksølv ophobet i kroppen er 70-
80 dage (Miljøstyrelsen 1987). Samlet set vil kroppen således udskille størstedelen af
den mængde kviksølv, som den indtager. Her er regnet med et tab til spildevand svarende
til omsætningen på 9,6-17 kg kviksølv pr. år. Ved død vil den ophobede mængde kviksølv i kroppen - når der ses bort fra kviksølv
i tænderne - være minimal, vægtmæssigt set. Kviksølv vil fordele sig forskelligt i
kroppen. Der er således fundet følgende koncentrationer af kviksølv: 8 µg/liter blod,
2 µg/g hår, 4 µg/liter urin og 10 µ/kg våd vægt moderkage (OECD 1994). Derudover vil
en del kviksølv findes i fedt. Antages hele kroppen (60 kg) i et beregningseksempel at
have samme koncentration af kviksølv som hår, som har den højeste af de ovennævnte
koncentrationer af kviksølv, vil der være ca. 18 mg kviksølv i en krop. Årligt dør
ca. 60.000 personer. Disse vil i så fald indeholde i alt ca. 1 kg kviksølv. Det er kun
en brøkdel af den mængde kviksølv, som vil være at finde i tænderne. Der er derfor
valgt at se bort fra den mængde kviksølv, som er ophobet i kroppen andre steder end i
tænderne ved død. Generelt gælder det, at kviksølv må forventes at være til stede i stort set alle
produkter og varer i større eller mindre koncentrationer, dels på grund af den naturlige
forekomst af kviksølv som spormetal, dels grundet diffus forurening med kviksølv. I den gamle massestrømsanalyse blev forbruget af kviksølv som følgestof i andre
varer groft anslået til 70-1.400 kg kviksølv/år (Maag et al. 1996). Denne mængde er
fremkommet på baggrund af de mængder, der som følgestof omsættes med fast affald til
genanvendelse, forbrænding og deponi og under antagelse af et indhold af kviksølv i
andre varer på 0,01-0,2 g kviksølv/ton (Maag et al. 1996). Dette indhold af kviksølv som baggrundsniveau virker rimeligt, når der sammenlignes
med baggrundskoncentrationer for kviksølv for kul (0,087-0,15 g kviksølv/ton), olie
(0,0015-3 g kviksølv/ton), cement (<0,05 g kviksølv/ton tørstof), gødning (<0,05
g kviksølv/ton tørstof) (se tidligere afsnit) og jord (0,04-0,12 g kviksølv/ton
tørstof) (Stubsgaard 2001). I år 2001 var den samlede affaldsmængde på ca. 9,5 mio. tons. Med en
kviksølvkoncentration på 0,01-0,2 g kviksølv/ton svarer det til 94-1.900 kg kviksølv.
Antages det, at kviksølvmængden, der omsættes med affald, modsvarer forbruget som
følgestof i diverse varer, kan forbruget som følgestof groft anslås til 94-1.900 kg
kviksølv/år, hvoraf 55-1100 kg er med varer, som genanvendes. Der foreligger ingen
oplysninger, som tillader et mere præcist skøn af denne mængde. Denne kviksølvmængde må før eller siden påregnes bortskaffet altovervejende med
fast affald; fordelingen hermed fremgår af Tabel 3.4. De foreliggende vurderinger af massestrømme af kviksølv som følgestof er opsummeret
i Tabel 2.18. Tabel 2.18 Produkt- Forbrug
(afrundet) Kg Hg/år Ten- Bortskaffelse
og tab (kg kviksølv/år) til: Luft Vand Jord Deponi o. lign. 2) Andet 3) Kul 600-1.000 Fald- 190-310 - - 70-110 230-570 Olie- 2-30 Stagne- 6,3-50 5-7 - 6-13 - Naturgas 0,4-3 Stagne- 1-4 - - - 2-7 Bore- - Stagne- 0,2-10 4,3-86 7) 0,27-9,5 0,2-10 4) - Bio- 20-80 Stigende 10-60 - 1-5 2-10 - Cement 30-70 Stagne- 70-170 - - 20-50 - Gødning og foderstoffer 10-40 Stagne- - - 10-40 - - Jordbrugs- <4,4 Fald- - - 2-4 - - Fødevarer 10-17 Stagne- - 9,6-17 - - - Alle andre varer 90-1.900 For- - - - 40-780 5) 55-1.100 6) I alt (afrundet) 740-3.100 1) 280- 19- 14-55 130- 290- |