Metoder til genanvendelse af farvede glasskår til produktion af tegl og beton og til vejbygning

5 Glas til produktion af glasuld

5.1 Fordele og ulemper ved at inddrage genbrugsglas i produktionen af glasuld
5.2 Krav til materialer
5.3 Potentiale
 

En stor del af den mineraluld, der anvendes til isolering, er fremstillet af fibreret glas. Dette kaldes også glasuld. Glasuld fremstilles ved, at råmaterialer varmes op og smeltes til glas. Den flydende glas bliver spundet til tynde tråde, der limes sammen og presses til måtter.

5.1 Fordele og ulemper ved at inddrage genbrugsglas i produktionen af glasuld

Genbrugsglas kan erstatte en del af råmaterialerne til fremstilling af glasuld og dermed spare naturlige ressourcer (bl.a. sand og kalk).

Dertil kommer, at gensmeltning af glas kræver mindre end halvt så meget energi som fremstilling af nyt glas /1/. Dette betyder både en miljømæssig forbedring og at der er et økonomisk incitament til at inddrage genbrugsglas i produktionen.

5.2 Krav til materialer

Produktionen af glasuld er forholdsvis ufølsom overfor typen af genbrugsglas (farve etc.), når blot leverancen er ensartet fra gang til gang /2/.

Produktionen af glasuld er derimod følsom overfor tilstedeværelsen af organisk materiale og keramisk materiale, der ikke smelter som glas og derfor kan tilstoppe produktionsanlægget.

Typiske krav til glas til glasuldsproduktion er /2/:
partikelstørrelse < 10 mm
indhold af keramisk materiale < 20 g pr. tons
indhold af organisk materiale < 12 g pr. tons

5.3 Potentiale

I Danmark fremstilles der ca. 37.000 tons glasuld (2001) /1/.

Genbrugsglas kan i teorien erstatte det meste af råmaterialerne, men der kræves i praksis en tilsætning af råmaterialer for at kunne styre egenskaberne af den smeltede glas præcist. Genbrugsglas bruges allerede i vid udstrækning hos den danske producent af glasuld, Saint-Gobain Isover a/s. I 2001 blev der således anvendt 29.500 tons genbrugsglas til produktion af glasuld /1/. Det svarer til, at genbrugsglasset udgør 80% af det færdige produkts vægt.

Det anvendte genbrugsglas stammer primært fra vinduesproducenter og andre kilder, hvor genbrugsglasset er meget rent. Kun en mindre del stammer fra husholdninger (eksempelvis flaskeglas), og den danske producent er generelt ikke særligt interesseret i denne skårtype. Det vurderes derfor, at mulighederne for at anvende større mængder farvede skår fra husholdningsaffald til fremstilling af glasuld ikke er til stede i Danmark.