| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Vurdering af muligheder for forebyggelse og alternativ bekæmpelse i væksthusproducerede planter (prydplanter og væksthusgrønsager)
1 Indledning og baggrund
Pesticidhandlingsplanen II (2) af marts 2000 har fastsat en række mål og virkemidler til bestræbelse på at nedsætte belastningen af miljøet og sundheden samt at fjerne overforbruget af pesticider. I handlingsplanen, som tager udgangspunkt i Bichel-udvalgets indstillinger og anbefalinger i rapporterne fra 1999 er der fastsat specifikke reduktionsmål for pesticidanvendelse på landbrugsafgrøder. Det ønskes at gartneri og frugtavl ligeledes inddrages i en fremtidig strategi for reduktionen af pesticider, men at der foretages en yderligere konsekvensvurdering før der fastsættes reduktionsmål.
Bichel-udvalget (1) gennemførte ikke omfattende konsekvensanalyser for hel eller delvis afvikling af pesticidanvendelsen i gartneri og frugtavl på grund af utilstrækkeligt datamateriale. I Bicheludvalgets rapport som omhandlede prydplanteproduktion i væksthus blev konkluderet at det ikke var muligt at finde tilstrækkeligt præcise tal for mængder af pesticider som anvendes inden for dette område.
Med et stigende antal gartnerier tilknyttet forskellige miljøstyringssystemer (som f.eks. MPS, EMAS), hvor der foretages omfattende registreringer af forbruget af energi, pesticider og gødning er der på nuværende tidspunkt en bedre baggrund for at få kvalificerede estimater over pesticidforbruget i væksthusproducerede planter. Der er i foråret 2001 i samarbejde med DEG konsulenter iværksat en undersøgelse af pesticidforbruget i en række danske væksthusgartnerier.
Undersøgelsen omfatter gartnerier som producerer nogle af hovedkulturerne indenfor prydplanter og væksthusgrønsager. Resultater fra undersøgelsen er beskrevet i afsnit 2.3
Formål
Rapporten har til formål at beskrive alternative metoder til reduktion af pesticidanvendelsen indenfor væksthusproducerede prydplanter og væksthusgrønsager.
Der er endvidere søgt at skabe overblik over den eksisterende viden om eksponeringen af miljøet fra pesticidanvendelsen. Rapporten vil blive anvendt i forbindelse med Kirsten Jensen udvalgets vurderinger af de samlede konsekvenser for væksthusgartnerierhvervet ved reduceret pesticidanvendelse.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
|