Håndbog i miljøstyring af jord- og grundvandsforurening

2 Introduktion til jord- og grundvandsforurening

2.1 Miljøstyring
      2.1.1 Miljøstyringsordninger
      2.1.2 Håndbogen og miljøstyring
2.2 Jord- og grundvandsforurening

2.1 Miljøstyring

Miljøstyring er en systematisk indsats for at nedbringe ressourceforbrug og miljøbelastning på en økonomisk forsvarlig måde. Miljøstyring omfatter tekniske, organisatoriske og administrative funktioner i virksomheden /1/.

Et miljøstyringssystem kan bruges til at styre og forebygge en virksomheds miljøpåvirkninger, så omkostningerne minimeres, og man får "mest miljø for pengene".

Miljøstyring er en arbejdsproces, der overordnet består af fire faser:

Figur 1 Miljøstyringens overordnede faser

Figur 1
Miljøstyringens overordnede faser

1. Kortlægning

I miljøstyringens første fase skal virksomheden have et overblik over de samlede påvirkninger af miljø og arbejdsmiljø. Arbejdet i denne fase består derfor i at kortlægge alle miljø- og arbejdsmiljøpåvirkninger. Kortlægningen skal være overordnet – ikke detaljeret – det centrale er, at virksomheden får et overblik.

Medarbejderne kan med fordel inddrages i kortlægningen, da deres viden ofte er en genvej til nyttige oplysninger om virksomhedens miljø- og arbejdsmiljøforhold.

2. Vurdering

I næste fase skal påvirkningerne vurderes, så virksomheder kan prioritere, hvilke problemer der skal arbejdes videre med. Miljø- og arbejdsmiljøpåvirkningerne kan grupperes i:

  • Væsentlige miljø- og arbejdsmiljøpåvirkninger, der bør håndteres umiddelbart.
  • Væsentlige miljø- og arbejdsmiljøpåvirkninger, der skal overvåges gennem målinger eller registreringer, men hvor en umiddelbar indsats ikke er påkrævet.
  • Mindre væsentlige miljø- og arbejdsmiljøpåvirkninger, der ikke kræver en indsats.

Kortlægningen og vurderingen af miljø- og arbejdsmiljøpåvirkningerne er et godt grundlag til at formulere virksomhedens miljøpolitik og miljømålsætninger for at inddrage jord- og grundvandsforurening i miljøstyringen.

3. Planlægning

I tredje fase skal virksomheden planlægge det videre forløb med at håndtere de væsentlige miljøpåvirkninger. Dette gøres ved, at virksomheden udarbejder en plan for, hvordan miljøpolitikken konkretiseres i mål og handlingsplaner. Det kan være nødvendigt at detaljere kortlægningen, for at finde frem til de mest hensigtsmæssige miljøtiltag i forhold til teknologi, miljø og økonomi.

4. Gennemførelse

I fjerde fase skal tiltagene iværksættes jf. handlingsplanen. Virksomheden skal beskrive delopgaver, ansvar, tidsfrist og kontrolmetoder for de enkelte punkter i handlingsplanen og sikre, at tiltag gennemføres efter disse retningslinier.

Derudover skal virksomheden evaluere resultaterne og arbejdsprocessen, så erfaringerne kan bruges i det videre arbejde med miljøstyringen. Derved kan miljøstyringen blive en løbende proces. Evalueringen kan være lettere at gennemføre, hvis virksomheden har evalueret miljøarbejdet undervejs i de foregående tre faser.

2.1.1 Miljøstyringsordninger

Der findes to udbredte, frivillige ordninger for miljøledelse / miljøstyring: ISO 14001, og EMAS. EMAS er den populære forkortelse for EU-ordning nr. 1836/93 af 29. juni 1993 om "Industrivirksomheders frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision" (Environmental Management and Audit Scheme). Forordningen trådte i kraft i 1995 og forventes at komme i en ny version i 2000.

ISO 14001 er en international miljøledelsesstandard, som samtidig er en europæisk norm. Standarden er udgivet i Danmark som DS/EN ISO 14001 med titlen "Miljøledelsessystemer - kravbeskrivelse med råd om anvendelse" (1996-12-10).

Begge ordninger stiller krav til indholdet i en virksomheds miljøstyringssystem. Formålet er at sikre, at alle kritiske miljøpåvirkninger identificeres, og at der arbejdes systematisk med at begrænse og forebygge miljøpåvirkninger. En af de væsentligste forskelle mellem ISO 14001 og EMAS er, at der i EMAS stilles krav om, at virksomheden skal udarbejde en miljøredegørelse. 

2.1.2 Håndbogen og miljøstyring

Håndbogen omhandler de faser i miljøstyring, der er specielle for arbejdet med jord- og grundvandsforurening. Håndbogen beskriver ikke hvordan et miljøstyringssystem opbygges og implementeres. Det skyldes dels, at disse emner er beskrevet i en række andre vejledninger og håndbøger, f.eks. /2/ og /3/ og dels at et miljøledelsessystem i henhold til EMAS/ISO 14001 vil skulle omhandle alle virksomhedens miljøpåvirkninger.

Håndbogen fokuserer på miljøforhold, der omfatter forurening af jorden og grundvandet, men det er vigtigt fra sag til sag også at erindre, at jord- og grundvandsforurening kan påvirke arbejdsmiljø og sundhed. Håndbogen beskriver ikke, hvordan virksomheden kan afveje behovet for indsats mod jord- og grundvandsforurening imod andre miljøpåvirkninger.

Af miljøstyringens fire faser, fokuserer håndbogen på de tre første, Kortlægning, Vurdering og Planlægning. Figur 2 og Figur 3 er krydsmatricer, der viser sammenhængen mellem denne håndbog og kravene i henholdsvis EMAS og ISO 14001.

Da metoden i denne håndbog følger EMAS og ISO 14001, kan de virksomheder, der i forvejen har et certificeret/registreret miljøledelssystem, bruge denne håndbog direkte som et supplement hertil. Håndbogen kan også sagtens anvendes alene, og såfremt virksomhederne senere vælger at implementere et miljøledelsessystem, vil arbejdet med jord- og grundvandsforurening direkte kunne indbygges heri.

Figur 2 Krydsmatrix med markering af sammenhæng mellem håndbogen og EMAS

Figur 2
Krydsmatrix med markering af sammenhæng mellem håndbogen og EMAS

Figur 3 Krydsmatrix med markering af sammenhæng mellem håndbogen og ISO 14001

Figur 3
Krydsmatrix med markering af sammenhæng mellem håndbogen og ISÅ 14001
 

2.2 Jord- og grundvandsforurening

Industrivirksomheder udfører en række processer, der kan forurene jorden og grundvandet. Jordforurening opstår eksempelvis ved, at olieprodukter eller kemikalier løber ud på eller i jorden. Opdager man småspild på jorden med det samme og fjerner forureningen hurtigt, får jordforureningen normalt ikke videre konsekvenser. Hvis forureningen derimod er større og når at brede sig, kan der opstå:

  • Forurening af grundvand (evt. drikkevand)
  • Forurening af recipienter (søer, vandløb mm.)
  • Afdampning fra forureningen til indeklimaet i bygninger eller udeklimaet
  • Arbejdsmiljøproblemer ved jordarbejder
  • Begrænsninger i anvendelse af grunden fordi dele af den er forurenet

 

Se i øvrigt:

  • Bilag A, Introduktion til jord- og grundvandsforurening
  • Bilag B, Effekter af jord- og grundvandsforurening

Ifølge EMAS og ISO 14001 skal virksomheder kortlægge og prioritere jord- og grundvandsforureninger. Således kan EMAS-godkendelsen eller ISO-certifikatet blive inddraget, hvis virksomhedens indsats er mangelfuld. Det kan også tage lang tid at genopbygge troværdigheden på miljøområdet, hvis kunder, samarbejdsparter, myndigheder eller andre har anfægtet ansvarligheden i virksomhedens miljøarbejde.