| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Affaldshåndtering af udvalgte engangsemballager

7 Vurdering af lovgivning m.v.

Dette kapitel indeholder en vurdering af de foreslåede affaldshåndteringssystemer i forhold til gældende lovgivning og strategier, for at bedømme hvor godt de er i overensstemmelse med disse.

Vurderingen er opdelt i en vurdering i forhold til EU-lovgivning og en vurdering i forhold til dansk lovgivning samt udkastet til regeringens ny ”Affaldsstrategi 2005-08”.

Kapitlet afsluttes med en samlet vurdering, der sammenfatter de væsentligste punkter, hvor reguleringen har indflydelse på de beskrevne affaldshåndteringssystemer.

7.1 EU-lovgivning

Den EU-lovgivning, der relaterer sig mest direkte til genanvendelse og bortskaffelse af emballager, er Emballagedirektivet fra 1994.

Emballagedirektivet er under revision, og man er så langt i revision-processen, at der tegner sig nogle linier for, hvad det nye direktiv kan forventes at indeholde.

Derfor er gennemgangen af EU-lovgivningen koncentreret om dette direktiv og dets revision.

Tekst anført med citationstegn (”….”) angiver citater fra den danske oversættelse af det oprindelige Emballagedirektiv (Ref.: EU, 1994: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald). Det bemærkes, at den danske oversættelse af Emballagedirektivet indeholder forkerte oversættelser af begreberne ”genanvendelse” og ”genvinding”. I den følgende gengivelse af uddrag af direktiv-teksten er der korrigeret for dette.

7.1.1 Gældende Emballagedirektiv

7.1.1.1 Formål og principper

Formålet med Emballagedirektivet er ”at harmonisere medlemsstaternes foranstaltninger i forbindelse med håndtering af emballage og emballageaffald for på den ene side at forebygge og mindske miljøbelastningen herfra i samtlige medlemsstater samt i tredjelande og derved sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau, og for på den anden side at garantere det indre markeds funktion og undgå handelshindringer og forvridning og begrænsning af konkurrencen i Fællesskabet”.

Det hedder videre, at direktivet fastsætter ”foranstaltninger rettet mod, som første prioritet, at forebygge produktion af emballageaffald, og som andre grundlæggende principper, genbrug af emballage samt genvinding og andre former for genanvendelse af emballageaffald samt, som følge heraf, reduktion af den endelige bortskaffelse af affaldet”.

Desuden kan medlemsstaterne ”i overensstemmelse med traktaten fremme genbrugssystemer for emballage, der kan genbruges på en miljømæssigt fornuftig måde”.

Som det fremgår af Direktivet, skal medlemsstaterne fremme genanvendelse af emballager, både genbrug og genvinding, men det er vigtigt, at det sker på en miljømæssig forsvarlig måde.

Det skal dog ske ”i overensstemmelse med traktaten”. Denne bemærkning betyder bl.a. at nyttiggørelse ikke må hindre varernes fri bevægelighed over grænserne.

Et andet gyldent princip i Direktivet er ”at forureneren betaler, og påtager sig ansvar” for affaldet. ”Udformningen og gennemførelsen af ….. foranstaltninger vil i givet fald indebære og forudsætte et nært samarbejde mellem alle parter som led i et fælles ansvar”.

Som det fremgår lægges der vægt på at dem, der skaber forureningen, herunder affaldet, har ansvaret for at afhjælpe forureningen, dvs. både producenterne, forhandlerne og forbrugerne, og at der bør samarbejdes indenfor hele supply-chain'en, for at opnå de mest rationelle, og miljømæssigt og økonomisk mest fordelagtige system.

7.1.1.2 Konkrete mål for genanvendelse

Direktivets artikel 6 indeholder de konkrete mål for genanvendelse i de enkelte medlemsstater. Det hedder her, at:

1. ”senest fem år efter datoen for dette direktivs gennemførelse (for Danmark senest 2001) i national ret skal mellem 50 vægtprocent som et minimum og 65 vægtprocent som et maksimum af emballageaffaldet nyttiggøres
2. inden for rammerne af dette generelle mål skal, inden for samme tidsfrist, mellem 25 vægtprocent som et minimum og 45 vægtprocent som et maksimum af samtlige de materialer, der indgår i emballageaffaldet, genvindes med et minimum på 15 vægtprocent for hvert emballagemateriale
3. senest ti år efter datoen for dette direktivs gennemførelse i national ret, skal der nyttiggøres og genvindes en procentdel, som Rådet fastsætter i overensstemmelse med stk. 3, litra b), med henblik på en kraftig stigning i måltallene i litra a) og b)”.

Disse genanvendelsesmål er sammenstillet med målene for det revidere emballagedirektiv samt status for år 2000 i fig. 7.1 i afsnit 7.3 nedenfor.

Det er medlemsstaternes opgave at træffe de nødvendige foranstaltninger til, at der indføres systemer til sikring af:

1. ”Tilbagetagelse og/eller indsamling af brugt emballage og/eller emballageaffald fra forbrugeren, fra enhver anden endelig bruger eller fra affaldsstrømmen, med henblik på håndtering af den brugte emballage eller emballageaffaldet på den mest hensigtsmæssige måde
2. Genbrug eller genanvendelse, herunder genvinding af indsamlet emballage og/eller emballageaffald for at opfylde målene i Emballagedirektivet”.

Som det fremgår, er det regeringerne i de enkelte medlemslande, der har det overordnede ansvar for, at der bliver etableret indsamlings- og genanvendelsessystemer for de forskellige emballagetyper, så genanvendelsesmålene nås.

Desuden skal ”medlemsstaterne tilskynde industrien til ved fremstilling af emballage og andre produkter, at bruge materialer, der stammer fra genvundet emballageaffald, hvis dette er hensigtsmæssigt”.

Kommissionen skal i øvrigt fremme i fornødent omfang udarbejdelsen af europæiske standarder i forbindelse med fastsættelse af væsentlige krav, herunder:

• ”Kriterier og metoder for livscyklusanalyser af emballager
• Metoder til måling og kontrol af indholdet af tungmetaller og andre farlige stoffer i emballagen og udslippet heraf til miljøet fra emballager og emballageaffald
• Kriterier for et minimumsindhold af genbrugsmaterialer i emballagen for passende typer af emballage
• Kriterier for genvindingsmetoder
• Kriterier for komposteringsmetoder og produceret kompost
• Kriterier for mærkning af emballager”

Kriterierne og metoderne for livscyklusvurderinger skal anvendes ”med henblik på at begrunde en klar prioriteringsrækkefølge mellem genbrugsemballage, genvindelig og genudnyttelig emballage”.

Heri ligger bl.a. begrundelsen for at anlægge en livscyklusvurdering som grundlag for miljøvurderingen i dette projekt.

”For at fremme indsamling, genbrug og genanvendelse, herunder genvinding” skal det ifølge direktivet ”angives… på emballagen, til brug for den berørte industri, hvad emballagematerialet/-materialerne består af, med henblik på identifikation eller klassificering. Mærkningen påføres selve emballagen eller etiketten. Den skal være umiddelbart synlig og let læselig. Mærkningen skal have en passende varighed og holdbarhed, også efter emballagens åbning”.

Som det fremgår heraf indeholder Direktivet relativ klare regler for mærkning af emballagerne med henblik på bortskaffelse.

I bestræbelserne på at fremme genanvendelse af emballage og emballageaffald, skal det dog sikres at ”indarbejdelse af genvundet materiale i emballage må ikke være i strid med relevante bestemmelser om hygiejne, sundhed og forbrugersikkerhed”.

Denne bemærkning betyder bl.a. at en del emballagematerialer ikke umiddelbart kan genanvendes til fødevare- og drikkevareemballager på grund af risikoen for afgivelsen af forurenende og sundhedsskadelige stoffer til levnedsmidlerne eller drikkevarerne. Bl.a. derfor er der i emballagedirektivets artikel 11 sat grænser for indholdet af en række tungmetaller i emballage.

7.1.1.3 Revision af Emballagedirektivet

Emballagedirektivet er som nævnt under revision, og man forventer at et nyt Emballagedirektiv har været igennem revisionsprocessen i løbet af 2003. Det er især revision af genanvendelsesmålene, der har været drøftet. Som det ser ud nu (maj 2003) bliver de nye mål:

• Målet for nyttiggørelse af emballageaffald skal være oppe på 60% i 2008, hvoraf 55-80% af de samlede emballagemængder skal genvindes.
   
• For de enkelte materialer er minimum-genvindingen for 2008 sat til 60% for glas, 60% for papir og pap, 50% for metal, 22,5 for plast og 15% for træ. Grækenland, Portugal og Irland får fire år ekstra til at opfylde målene.

Det skal bemærkes, at definitionerne af både "nyttiggørelse" og

"bortskaffelse" i henhold til en EU domstolsafgørelse er præciseret således,

at emballageaffald der forbrændes på et anlæg opført med det primære formål

at producere energi defineres som nyttiggørelse, mens forbrænding på

affaldsforbrændingsanlæg uden energiudnyttelse defineres som bortskaffelse.

Genanvendelsesmålene for både det oprindelige emballagedirektiv og revisionen samt dansk status for år 2001 fremgår af afsnit 7.3 nedenfor.

7.2 Dansk lovgivning m.v.

De følgende to afsnit indeholder en gennemgang af de relevante paragraffer i ”Miljøbeskyttelsesloven”, ”Bekendtgørelse om pant m.v.”, den seneste affaldsstrategi, ”Affald 21”, og den nye danske ”Affaldsstrategi 2005-08” med vægten lagt på genanvendelse af emballager samt de paragraffer i ”Fødevareloven” og ”Bekendtgørelse om fødevarehygiejne”, som relaterer sig til håndtering af de tomme emballager.

7.2.1 Miljøbeskyttelsesloven

Af Miljøbeskyttelsesloven (Lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001 og lov nr. 475 af 7. juni 2001) (Ref.: Miljøministeriet, 2001), § 9, fremgår det at:

”§ 9. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om pante- og rabatordninger for bestemte produkter, der medfører en særlig miljøbelastning ved bortskaffelsen, samt for bestemte emballagetyper.
   Stk. 2. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte panteordninger kan ministeren fastsætte regler om:
1) pantets eller rabattens størrelse,
2) mærkning af de af ordningen omfattede produkter, varer eller emballager og
3) pligt for forhandlere af de af panteordningerne omfattede produkter, varer eller emballager til at være tilsluttet panteordningerne, herunder pligt til at modtage og opbevare de pantbærende produkter m.v.
   Stk. 3. Ministeren kan overlade administrationen af de i stk. 1 og 2 nævnte ordninger til forhandlere eller producenter af de pågældende produkter, varer eller emballager eller til disses organisationer, når der ved en sådan privat ordning kan sikres en miljømæssigt betryggende effektivitet med hensyn til indsamling, genanvendelse eller bortskaffelse.
   Stk. 4. Er der efter stk. 3 indgået aftale om en ordning med forhandlere eller producenter, som dækker en væsentlig del af markedet for de pågældende produkter, varer eller emballager, kan ministeren fastsætte regler om, at øvrige forhandlere eller producenter skal være tilsluttet den etablerede ordning.”

Af Miljøbeskyttelseslovens § 9 a fremgår det videre, at:

”§ 9 a. Miljø- og energiministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne genanvendt eller særligt håndteret.
   Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk. 1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset at den pågældende ikke har været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.
   Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf. stk. 1 og 4.
   Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1 omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.
   Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte tilbagetagningsordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal sikres ved en pante- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.
   Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.”

Som det fremgår af disse paragraffer har Miljøministeren relativ detaljerede beføjelser til at etablere returtagnings og pantordninger for især emballager.

7.2.2 Pant-bekendtgørelsen

Et eksempel på anvendelsen af disse beføjelser er den seneste omlægning af det danske system for emballager til øl og sodavand, som blev gennemført i 2002 ved ikrafttræden af ”Bekendtgørelse om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke” (bekendtgørelse nr. 713 af 24/08/2002) (Ref.: Miljøministeriet, 2002), udstedt i henhold til ”Lov om miljøbeskyttelse” §9 m.fl..

Bekendtgørelsen omfatter emballage til øl og kulsyreholdig mineralvand, herunder både genbrugsemballager og engangsemballager til de pågældende drikkevarer.

Bekendtgørelsen udstikker de nærmere retningslinier for pant på de pågældende emballager, som er obligatorisk, samt det indsamlingssystem, som skal håndtere emballagerne med henblik på enten genbrug eller genvinding.

Bekendtgørelsen pålægger udbyderne at lægge pant på emballagerne efter nogle bestemte pantsatser, som er defineret efter volumen og emballagetype. Pant og indsamlingssystemet er beskrevet nærmere i afsnit 6.1.3.1.

Desuden pålægger bekendtgørelsen udbyderne et være tilmeldt Dansk Retursystem A/S, som er et koncessioneret selskab til indsamling og salg af de pågældende emballager til genvindingsbranchen.

Bekendtgørelsen indeholder retningslinier for fastlæggelse af håndteringsomkostninger samt udveksling af pant, gebyrer, godtgørelse mv. mellem forhandlerne og Dansk Retursystem A/S.

Bekendtgørelsen har, som den er udformet nu, ingen direkte indflydelse på håndteringen af de emballager, der er emnet for dette projekt, da bekendtgørelsen kun omfatter emballager til øl og sodavand. Hvis imidlertid de foreslåede alternative affaldshåndteringssystemer via butikkerne implementeres, vil det være muligt at anvende den samme model som for engangsemballage til øl og sodavand. Hvis det videre ønskes at lovfæste sådanne systemer, vil en mulighed være at udvide bekendtgørelsen til også at omfatte de pågældende emballager. Dette vil kræve ændring af bekendtgørelsen og forhandling med de involverede parter.

7.3 Pant på emballage i andre lande

Til sammenligning kan oplyses, at i Tyskland er der pant på engangsemballager til mineralvand (både med og uden kulsyre, dog ikke mineralvand i karton), øl og læskedrikke med kulsyre (indført i begyndelsen af 2003). Panten ligger på 0,25 EURO for emballager med et volumen på op til 1,5 l. Større emballager har en pant på 0,5 EURO. Panten for genbrugsemballager ligger på 0,08, henholdsvis 0,15 EURO, alt efter volumen.

I Sverige er der udover for genbrugsemballager pant på plastflasker for mineralvand. Panten er på 1 SEK pr emballage. Derudover har man indsamlinger af plastemballager via et container-system.

I Norge er der pant på en lang række drikkeklare læskedrikke i PET-flasker. Det drejer sig bl.a. om vand, sodavand, is-the og saft. Der er tale om frivillige aftaler. Yderligere information kan findes på www.resirk.no.

I en række lande, bl.a. Holland og Schweiz, er der krav om pant på engangsemballage til drikkevarer, hvis producenter og importører ikke kan leve op til fastsatte mål for f.eks. indsamlingsprocent eller reduktion af ”littering”.

7.3.1 Hidtidige mål for genanvendelse af emballager

Affald 21, der er den hidtidige affaldsstrategi, indeholder de overordnede retningslinier for en lang række initiativer på affaldsområdet, som skal gennemføres i perioden 1998-2004.

For emballager blev der sat følgende genvindingsmål for år 2001:

• ”Pap- og papiremballage - 55% genvinding i år 2001
• Plastemballage - 15% genvinding i år 2001
• Metalemballage - 15% genvinding i år 2001
• Glasemballage - 65% genvinding i år 2001”.

Midler til at nå disse mål skulle være:

• ”Øget genanvendelse af papemballage
• Undersøgelse af mulighederne for at genanvende plastdunke
• Mere effektiv glasindsamling”.

Der blev ligeledes sat genanvendelsesmål for de enkelte sektorer og brancher. For husholdninger blev det tidligere nævnt at midlet for at nå målene var bl.a. ”vurdering af mulighederne for genanvendelse af plastdunke og –flasker”. For handel og kontor blev det nævnt, at et middel var ”øget genanvendelse af organisk affald, papir og pap samt glas”.

Som det fremgår af den hidtidige affaldsstrategi, var der sat genanvendelsesmål for emballagetyperne, og at der var begyndt at blive fokus på plastemballagerne.

7.3.2 Den nye Affaldsstrategi 2005-08

Den danske regering vedtog en ”Affaldsstrategi 2005-08” medio 2003 (Ref.: Miljøministeriet, 2003), herefter benævnt ”Strategien”. Strategien bygger på tre grundelementer:

• Forebyggelse af tab af ressourcer og miljøbelastningen fra affald
• Afkobling af væksten i affald fra den økonomiske vækst
• Sikring af mere miljø for pengene, bl.a. gennem øget kvalitet i affaldsbehandlingen og en mere effektiv affaldssektor.

Et mål i Strategien er at afdække, om der på udvalgte produktområder kan opnås fordele ved at indføre et producentansvar. Desuden bør der i højere grad ligge miljø- og samfundsøkonomiske analyser til grund for beslutninger på affaldsområdet.

7.3.2.1 Øget genanvendelse af emballager

Blandt Strategiens sigtelinier er, at genanvendelsen af emballager skal øges i henhold til Emballagedirektivet. Mere konkret nævnes, at der skal indsamles plastemballager fra husholdninger og genanvendelsen af transportemballager af plast og anden plastemballage fra erhverv skal øges.

For dagrenovation nævnes, at der ”skal indføres obligatoriske ordninger for indsamling af plastdunke og -flasker for at følge EU's Emballagedirektiv”.

Om metoder til at opnå dette hedder det, at ”det bliver pålagt kommunerne fra år 2005 at give borgerne mulighed for at sortere de relevante plastemballager ud og aflevere dem til genanvendelse på f.eks. containerpladser”.

For ”Byggeri- og anlægsaffald” nævnes, at der skal sikres øget genanvendelse af plastemballage for at bidrage til opfyldelse af Emballagedirektivets mål for plastemballage.

For ”Industriaffald” samt nævnes det vedrørende emballager, at transportemballagefolie og anden plastemballage samt metalemballage skal øges i henhold til emballagedirektivet.

For ”Affald fra institutioner, handel og kontor” nævnes, at genanvendelsen af transportemballagefolie af plast og anden plastemballage skal øges som følge af emballagedirektivet.

Desuden nævnes, at det høje niveau for genanvendelse af glas- samt papir- og papemballager skal opretholdes.

Som det fremgår af Strategien, vil der i fremtiden være øget fokus på plastemballager. Tre af de fem emballager, der er udvalgt i dette projekt, er således relevante i forhold til Strategien.

7.3.3 Fødevarelovgivning

7.3.3.1 Fødevareloven

Lov om fødevarer m.v. (lov. nr. 471 af 1. juli 1998) (Ref.: Fødevareministeriet, 1998) indeholder de overordnede regler for fremstilling, håndtering og opbevaring af levnedsmidler. M.h.t. hygiejne nævnes det i § 9, at:

”§ 9. Behandling og salg af fødevarer skal foregå på en hygiejnisk forsvarlig måde og skal gennemføres således, at fødevarerne ikke udsættes for forurening eller anden skadelig påvirkning eller påvirker andre fødevarer i skadelig retning.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om hygiejne ved behandling og salg af fødevarer, herunder om personlig hygiejne og helbredskontrol for personer, som er beskæftiget med behandling, salg og kontrol af fødevarer.”

7.3.3.2 Bekendtgørelse om fødevarehygiejne

De mere detaljerede regler for hygiejne i forbindelse med levnedsmidler er beskrevet i ”Bekendtgørelse om fødevarehygiejne” (Bekendtgørelse nr. 198 af 22. marts 2001)(Ref.: Fødevareministeriet, 2001).

Bekendtgørelsens § 13, punkt 7 angiver direkte, at der skal være separate lokaler eller områder for returemballager:

”§ 13. Virksomheder, der behandler eller sælger fødevarer, skal have lokaler eller områder til de af følgende aktiviteter eller indretninger, virksomhederne udfører eller råder over:

1. tilvirkning,
2. aftapning, emballering, ompakning,
3. opbevaring af fødevarer,
4. salg,
5. servering,
6. opbevaring af rengørings- og desinfektionsmidler,
7. opbevaring af emballage og returemballage,
8. opbevaring af affald,
9. køle- og fryseindretninger og
10. stationære anlæg til opvarmning, køling m.v.”

Som det fremgår, er opbevaring af ”emballage og returemballage” nævnt direkte i bekendtgørelsen, og det er videre nævnt, at dette kræver specielle lokaler eller områder. Om lokalernes mulighed for rengøring m.v. nævnes i § 16:

Ӥ 16. Lokalernes indretning skal:

1. muliggøre tilstrækkelig rengøring og om nødvendigt desinfektion,
2. beskytte mod ansamling af snavs, kontakt med giftige materialer, afgivelse af partikler til fødevarer og dannelse af kondensvand eller uønsket mug på overflader,
3. muliggøre god hygiejnemæssig praksis, som bl.a. indebærer beskyttelse mod krydskontamination mellem fødevarer, udstyr, inventar m.v.,
4. sikre mod ydre forureningskilder, herunder insekter og andre skadedyr og
5. skabe passende temperaturforhold for hygiejnisk behandling og salg af fødevarer.”

M.h.t. håndtering af affald, hedder det i bekendtgørelsens §§ 56 og 57, at:

”§ 56. Der skal være tilstrækkelig mulighed for bortskaffelse og opbevaring af affald.
§ 57. I lokaler, hvor der behandles og sælges fødevarer, må opsamling af affald kun ske, hvor det er nødvendigt af hensyn til virksomhedens drift og på betingelse af, at det kan ske på en hygiejnisk hensigtsmæssig måde.”

Desuden anføres det, at det er Fødevareregionerne, der har tilsynet med at reglerne overholdes.

7.4 Samlet vurdering af relation til lovgivning

I figur 7.1 nedenfor er målene for det eksisterende Emballagedirektiv samt de forventede mål for det reviderede Emballagedirektiv (medio 2003) sammenstillet med status for den konkrete genanvendelse i Danmark i år 2001. Udover målene for genvinding af de enkelte emballagematerialer er vist målene for nyttiggørelse og samlet minimum genvinding.

Figur 7.1: Genanvendelsesmål i henhold til EU Emballagedirektivet samt den faktisker genanvendelse af emballager i Danmark 2001

Som det fremgår vil det reviderede emballagedirektiv (hvis det gennemføres i dets nuværende udkast, medio 2003) betyde markant øgede krav til genanvendelse generelt, mens de nye krav til nyttiggørelse kun hæves lidt.

Med hensyn til papir og papemballage er der tale om en betydelig øgning, men som det fremgår, kunne Danmark med sine tal fra år 2001 netop opfylde de forventede mål i 2008.

For glasemballages vedkommende ses, at Danmark snildt kan opfylde de fremtidige mål med den genanvendelse, der fandt sted i 2001.

Derimod ligger genvinding af metalemballager i 2001 lidt under de nye krav for 2008.

For plastemballagernes vedkommende er den danske genanvendelse i år 2001 bagud både i forhold til 2001- og 2008-målene.

De tre af de fem emballagetyper, der er emnet for dette projekt relaterer sig således til det emballagemateriale, hvor Danmark er længst fra de forventede nye EU-krav.

Genanvendelsen af de tre typer plastemballager (til mineralvand, mælk og convenience-produkter) som forudsat i alternativerne 1

(returnering via butikkerne), henholdsvis alternativerne 2 (returnering via kommunale indsamlingssystemer), vil øge genanvendelsesprocenten.

Med en samlet plastemballageforsyning på ca. 150.172 tons i 2001 og en eksisterende indsamling på 20.821 tons (i 2001) (Ref. Emballageforsyningen i Danmark 2001, Miljøprojekt nr. 831, Miljøstyrelsen, 2003)(Ref.: Miljøstyrelsen, 2003e), vil der med alternativerne 1 og 2 kunne opnås de ny genanvendelsesprocenter som vist i tabel 7.1 nedenfor.

Det bemærkes, at der er tale tænkte genanvendelses-scenarier, da genanvendelsen af de tre valgte plastemballagetyper, ikke kan nå at bidrage til opfyldelse af målene for plastemballage-genanvendelse for 2001. Ligeså er det en tænkt situation at sammenligne en genanvendelse af de pågældende emballagetyper med udgangspunkt i 2001-data, da det ikke er muligt at vide, hvordan genanvendelsen af de pågældende emballager vil udvikle sig i forhold til det samlede plastemballage-potentiale. Øvelsen er udelukkende gennemført for at få et skøn over størrelsesordnerne for den potentielle genanvendelse af de pågældende emballager repræsenterer.

Tabel 7.1: Forventet øgning af indsamlingsmængde og genanvendelsesprocenten for plastemballage

Som det fremgår, vil indsamlingerne af de tre typer plastengangsemballager hverken for alternativ 1 eller 2 kunne bidrage til at plastgenanvendelsen i Danmark når op på de 15%, som er EU-målet for 2001, om end det er tæt på ved etablering af de private indsamlinger. De udvalgte emballagetyper vil langt fra kunne opfylde de forventede EU-krav for 2008 på 22,5%.

Umiddelbart synes der at være behov for øge genanvendelsen med flere plastemballager end de her nævnte, hvis de fremtidige EU-genanvendelsesmål skal kunne opfyldes.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Februar 2004, © Miljøstyrelsen.