Natur & Miljø 2003 – Tema: Vores vand – Iltsvind og næringsstoffer i fjorde og have

Gennemførelsen af Vandmiljøplanerne I og II har haft positiv indflydelse på tilstanden i fjorde og have. Især har forbedret spildevandsrensning medført et markant fald i næringsstofbelastningen fra punktkilder. Men tilførslerne af fosfor og kvælstof fra det åbne land er fortsat for store. Det er baggrunden for vedtagelsen af Vandmiljøplan III i marts 2004.

De fleste danske fjorde og kystområder har ikke den miljøkvalitet, som de enkelte amtsråd har besluttet, de bør have. Det er især forekomsten af iltsvind, de store mængder af alger og masseopblomstringer af planktonalger, der forhindrer, at miljøkvaliteten i fjordene opfylder miljømålsætningerne. Generelt er det billede ikke ændret de seneste år.

I 2002 blev omkring 88.500 tons kvælstof og
2.300 tons fosfor udvasket til havet fra det åbne land via vandløb og søer. Hovedparten stammer fra landbruget, som udleder næringsstoffer via tilførsel af handels- og husdyrgødning til markerne og via fordampning af ammoniak fra stalde. I perioden 1985-2002 er udvaskningen af kvælstof og fosfor fra landbruget til vandmiljøet reduceret med næsten 50 procent. Dog kan man ikke spore en tilsvarende mindre belastning af vandmiljøet, da udviklingen i tilførslen gennem vandløb varierer meget mellem de enkelte år. Udvaskningen af næringsstoffer fra jorden er afhængig af driftsformen, de tilførte gødningsmængder og jordens karaktér.

Men næringsstoftilsførslen kommer også fra såkaldte punktkilder, som eksempelvis dambrug, renseanlæg, industri og spredt bebyggelse. I 2002 var tilførslen af kvælstof til fjorde og det åbne hav via punktkilder kun en tredjedel af niveauet i 1991, og for fosfor var reduktionen endnu større.

Udbredelsen af iltsvind indikerer, hvor store tilførslerne af næringsstoffer, dvs. fosfor og kvælstof, har været, men vejret spiller også her en væsentlig rolle. De to nedbørsfattige år, 1996 og 1997, medførte en begrænset tilførsel af næringsstoffer til de åbne farvande, og derfor var iltforholdene generelt gode. I 1998, hvor der med den rigelige nedbør var relativt store tilførsler af næringsstoffer, var der igen iltsvind i de åbne farvande.

Vandmiljøplan III rummer en meget bred indsats mod næringsstoftilførslerne til hav og fjorde via vandløb, bl.a. ved brug af fosforafgifter, frivillig omplacering af brak langs vandløb og søer, etablering af vintergrønne marker samt store beløb til forskning til styrkelse af forureningsreducerende teknologier og økologi. Genopretningen af Skjern Å er et eksempel på et storstilet og målrettet tiltag for at forbedre tilstanden i Ringkøbing Fjord. Udover at forbedre vandkvaliteten i åen og fjorden har genopretningen også skabt et værdifuldt naturområde på størrelse med Anholt.

5. Kvælstofbalancen på marken

Kvælstofoverskuddet på landbrugets marker er næsten halveret i perioden 1985-2002. Det betyder, at kvælstoftabet til luften, jorden og vandet er reduceret. Det er først og fremmest et resultat af, at landbruget tilfører mindre kvælstof til markerne i form af kunstgødning, husdyrgødning og slam.

Indikatoren viser udviklingen i kvælstofbalancen på marken på landsplan for perioden fra 1985 til 2002. Tilførsel af kvælstof sker bl.a. i form af handelsgødning, husdyrgødning og spildevandsslam. Fraførsel sker ved høst af afgrøder. Forskellen kan betegnes som et overskud. Tab af kvælstof sker i form af ammoniakfordampning, denitrifikation, dvs. at bakterier i jorden omdanner nitraten til frit kvælstof i luften, og kvælstofudvaskning, eller fordi der sker ophobning af kvælstof i jorden.

Den totale tilførsel af kvælstof til marken er faldet fra ca. 750.000 tons i 1985 til 528.000 tons i 2002. Den årlige fraførsel har været nogenlunde konstant på godt 300.000 tons, og afhænger af afgrødefordelingen og vækstbetingelserne det enkelte år. Overskuddet er herved faldet fra ca. 420.000 til 235.000 tons i perioden – et fald på ca. 44 procent.

Vandmiljøplan I fra 1987, Handlingsplanen for Bæredygtig Landbrug fra 1991 og Vandmiljøplan II fra 1998 har alle indeholdt tiltag rettet mod en bedre udnyttelse af det tilførte kvælstof. Herved har det været muligt at nedsætte forbruget af handelsgødning og dermed også den totale tilførsel til markerne betydeligt, uden at det har haft nævneværdig indflydelse på høstudbyttet.

6. Fosforbalancen på marken

Fosforoverskuddet på landbrugets marker er næsten halveret i perioden 1985-2002. Det betyder, at risikoen for fosforophobning i jorden og tab til omgivelserne er reduceret. Det er først og fremmest et resultat af, at landbruget tilfører mindre fosfor til markerne i form af kunstgødning, husdyrgødning og slam.

Indikatoren viser udviklingen i fosforbalancen på marken på landsplan for perioden fra 1985 til 2002. Tilførsel af fosfor sker bl.a. i form af handelsgødning, husdyrgødning og slam. Fraførsel sker ved høst af afgrøder. Forskellen udgør et overskud.

Den totale tilførsel af fosfor til marken er faldet fra ca. 108.000 tons i 1985 til 76.000 tons i 2002. Den årlige fraførsel har varieret igennem perioden mellem ca. 47.000 og 61.000 tons, afhængig af afgrødefordelingen og vækstbetingelserne det enkelte år. Overskuddet er herved faldet fra ca. 54.000 til 28.000 tons i perioden – et fald på ca. 48 procent. Overskudstilførsel af fosfor medfører ophobning i jorden og en stigende risiko for, at jorden mættes med fosfor. Kun en mindre del af overskuddet tabes til vandmiljøet ved overfladisk afstrømning og erosion samt ved udvaskning fra jorden og med drænvand.

Vandmiljøplan I og II har ikke indeholdt tiltag rettet mod begrænsning af forbruget af fosfor, ud over den begrænsning, der ligger i kravene om antallet af dyreenheder i forhold til arealet af jord på den enkelte bedrift. Alligevel er der sket en betydelig nedsættelse i forbruget af fosfor i handelsgødning og dermed også i den totale tilførsel til markerne. Der er dog stadigvæk en overskudstilførsel af fosfor til markerne, specielt på de husdyrgødede arealer. I Vandmiljøplan III er det målsætningen at halvere fosforoverskuddet frem til 2015 bl.a. ved at udlægge dyrkningsfrie randzoner langs vandløb og søer.

7. Forbrug af gødning

Indikatoren viser, at forbruget af kvælstof og fosfor i handelsgødning steg voldsomt fra begyndelsen af 1960'erne og frem til begyndelsen af 1980'erne. Fra første halvdel af 1980'erne og frem til 2003 er kvælstofforbruget halveret og fosforforbruget reduceret med ca. 70 procent.

Indikatoren viser udviklingen i forbruget af kvælstof og fosfor i handelsgødning (angivet i 1000 ton) fra 1920 til 2003. Fra 1920-2000 er gødningsforbruget angivet som gennemsnittet for femårsperioder. Fra 2001-2003 er gødningsforbruget opgjort årligt. Forbruget af kvælstof og fosfor i handelsgødning steg voldsomt fra begyndelsen af 1960'erne og frem til begyndelsen af 1980'erne. Fra første halvdel af 1980'erne og frem til 2003 er kvælstofforbruget halveret og fosforforbruget reduceret med ca. 70 procent.

Vandmiljøplan I fra 1987, Handlingsplanen for Bæredygtig Landbrug fra 1991 og Vandmiljøplan II fra 1998 har alle indeholdt tiltag rettet mod nedbringelse af kvælstofforbruget i handelsgødning gennem krav om bedre udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen og gennem indførelse af kvælstofnormer for afgrøderne. Ved midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II i 2000 var handelsgødningsforbruget ikke reduceret så meget som forventet. Derfor blev der indført tilpasninger af gødningsreglerne, herunder stramninger i kvotefastsættelse til brødhvede, græsarealer, efterafgrøder m.v. Den nye Vandmiljøplan III indeholder en bred indsats mod nedbringelse af både kvælstof- og fosforforbruget. Målsætningen i vandmiljøplan I og II har alene været at nedsætte kvælstofforbruget, men reguleringen har samtidig haft en effekt på fosforforbruget.

8. Næringsstoffer til havet

Indikatorerne viser tilførsel af kvælstof og fosfor til havet via hhv. vandløb og punktkilder (f.eks. dambrug, renseanlæg, og industri) fra 1991-2002. Tilførslerne af kvælstof og fosfor fra det åbne land via vandløb overstiger mængderne fra rensningsanlæg og andre punktkilder, som er faldet markant.

Indikatorerne viser tilførslen af hhv. kvælstof (øverst) og fosfor (nedest) til havet i perioden 1991-2002. Tilførsel via direkte punktkildeudledninger (f.eks. dambrug, renseanlæg og industri samt bidrag fra spredt bebyggelse) og via vandløb er vist. Desuden fremgår den samlede ferskvandsafstrømning til danske farvande angivet i km³.

I 2002 blev omkring 88.500 tons kvælstof og 2.300 tons fosfor udvasket til havet fra det åbne land via vandløb og søer. Hovedparten stammer fra landbruget, som udleder næringsstoffer ved gødskning og via fordampning af ammoniak fra stalde og udbragt husdyrgødning. Men andre sektorer bidrager også til belastningen af det danske vandmiljø. Spildevand fra husholdninger og industri indeholder fosfor og kvælstof, og kraftværkerne og trafikken udsender kvælstof til luften, som med regnen tilføres jord- og vandarealer.

Siden Vandmiljøplan I blev sat i gang i 1987, er de samlede udledninger af fosfor blevet nedbragt markant, mens den nedbørskorrigerede reduktion af kvælstof har været mindre. Den store mængde nedbør i de senere år, og dermed en større udvaskning af kvælstof, er årsag til, at den positive udvikling ikke er fortsat. I de senere år har tilførslerne af fosfor fra det åbne land oversteget mængden fra rensningsanlæg og andre punktkilder.

9. Iltsvind i havet

Normalt indeholder havvand omkring 10 mg ilt pr. liter. Man taler om iltsvind, når koncentrationen kommer under 4 mg pr. liter. Den blå kurve viser det årlige minimum af ilt i det sydvestlige Kattegat i perioden 1974 2002.

Indikatoren viser det årlige laveste indhold af ilt i bundvandet i det sydvestlige Kattegat fra 1974 til 2002. Ved mætning indeholder havvand 9-11 mg ilt pr. liter afhængig af temperatur og saltindhold. Bundvandets iltindhold er højt om vinteren, men falder gennem foråret og sommeren til et minimum i efteråret. Der tales om iltsvind, når iltindholdet kommer under fire mg ilt pr. liter, og kraftigt iltsvind når indholdet kommer under to mg ilt pr. liter.

Iltindholdet falder, fordi iltforbruget er større end ilttilførslen. Ilttilførslen er først og fremmest styret af vindforholdene, som vi ikke kan ændre på. Ved stor tilførsel af næringsstofferne kvælstof og fosfor til havene sker der en opblomstring af planktonalger. Iltforbruget afhænger af, hvor store mængder planktonalger der synker ned på havbunden og bruger ilt til forrådnelse. Risikoen for iltsvind kan altså begrænses ved at nedbringe tilførslen af næringsstoffer til havene. Det er dog ikke nok, at Danmark nedsætter udledningerne, og et samarbejde med de omkringliggende lande sikrer, at de også nedbringer deres tilførsel.

10. Havalger

Store havalger kræver lys, og deres udbredelse på dybt vand stiger, jo klarere vandet er. Søjlerne viser dækningsprocenten af havalger på 18,5 meters dybde ved stenrevet Kims Top i Kattegat. Den store dækningsprocent i 1996 og 1997 skyldes tørt vejr, der halverede udvaskningen af kvælstof fra land, som vist med den grønne kurve.

Indikatoren viser sammenhængen mellem udledning af kvælstof fra danske vandløb og punktkilder til Kattegat samt dækningsprocenten af havalger. Søjlerne viser algernes samlede dækning på 18,5 meters dybde i august på stenrevet Kim's Top i det centrale Kattegat. Den store dækningsprocent i 1996-97 og 2000-01 skyldtes tørt vejr, som begrænsede udvaskningen af kvælstof fra land betydeligt. Tilførslerne af kvælstof fra danske vandløb og punktkilder er vist med den grønne kurve.

Store havalger kræver lys, og deres udbredelse på dybt vand stiger, jo klarere vandet er. Den forøgede tilførsel af næringsstoffer påvirker alle dele af havets økosystem. Når produktionen af plankton er høj, som følge af rig tilførsel af næringsstoffer, bliver vandet uklart, og mindre lys når havbunden. Herved begrænses væksten og dybdeudbredelsen af havbundens ålegræsenge og tangskove. I regnfulde år, hvor udvaskningen af næringsstoffer er stor, mindskes algernes samlede dækning på stenene, mens den stiger i tørre år, hvor vandet er mere klart. Udbredelsen af havalgerne på de dybe stenrev er derfor fine barometre for naturtilstanden i havet. Hvis tilførslen af næringssalte fra land reduceres permanent, vil planterne kunne vokse på dybere vand.

En yderligere forbedring af miljøtilstanden i de indre farvande kræver en generel mindre udvaskning fra danske kilder, og at der samarbejdes med de omkringliggende lande for at nedbringe tilførslen af næringsstoffer til havene. I Danmark er det hovedsageligt vandmiljøplanerne, senest Vandmiljøplan III, som blev vedtaget i foråret 2004, der opstiller målsætninger og sætter rammer for en yderligere reduktion af næringsstofudvaskningen.

11. Miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger

I særligt udpegede områder kan landmændene indgå aftaler om at tage særlige natur- og miljøhensyn i landbrugsdriften mod en kompensation for det reducerede udbytte. Aftalerne gælder enten 5 eller 20 år. Figuren viser udviklingen i antal aftaler i perioden 1993-2002, samt hvor mange hektar aftalerne tilsammen dækker

Indikatoren viser det akkumulerede antal hektar over perioden 1993-2002, der årligt er blevet omfattet af hhv. 5 og 20-årige aftaler om Miljøvenlige Jordbrugsforanstaltninger (MVJ). Den lysegrønne kurve viser, hvor mange hektar aftalerne tilsammen dækker. Den konkrete miljømæssige effekt af aftalerne afhænger af størrelsen af det areal, hvor der indgår miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i landbrugsdriften. Også varigheden af aftalerne har betydning for miljøeffekten.

Tilskud til MVJ blev indført som en del af EU's landbrugspolitik i slutningen af 1980'erne. Fra år 2000 er MVJ-ordningerne underlagt støtteordningen under EU's Landdistriktsprogram. De miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger er primært udviklet til at beskytte vandmiljøet, men har også til formål at pleje græs- og naturarealer. I 2003 er naturhensynet yderligere styrket, og der er gennemført en lang række forenklinger af ordningen. Landmændene kan vælge at:

Siden 1997 synes omfanget af tilsagn at have stabiliseret sig omkring 75.000 ha. Det er bl.a. årsagen til de gennemførte forenklinger, så ordningen vil blive mere attraktiv. Det forventes, at ordningen bidrager til at opfylde målsætningerne i Vandmiljøplan III samt til at forbedre naturkvaliteten i de pågældende områder.

Vandmiljøplan III

I marts 2004 indgik regeringen aftale med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om Vandmiljøplan III.

Vandmiljøplan III-aftalen rummer en bred indsats for at forbedre vandmiljø og natur, samt landbrugets forhold til naboer. Aftalen er langsigtet og rummer tiltag, som skal gennemføres over de næste 10 år.

Vandmiljøplan III gælder frem til 2015 med løbende evalueringer i 2008 og 2011. Ved evalueringerne vurderes fremdriften i de generelle reduktionsmål og behovet for yderligere indsats kan kortlægges.
Reduktion af fosforoverskud. Målsætningen er en halvering. Halveringen sker i forhold til 32.700 tons fosfor i 2001/2002. Reduktionen opnås ved en afgift på 4 kr. pr. kg mineralsk fosfor i foder, samt på forskning i foder via forskningsprogrammet.
Udledning af fosfor skal reduceres. Det sker ved at udlægge op mod 30.000 ha 10 m dyrkningsfrie randzoner langs vandløb og søer frem mod 2009 samt yderligere 20.000 ha frem mod 2015. Randzonerne etableres ved frivillig omplacering af brak langs søer og vandløb.
Udvaskning af kvælstof fra landbruget skal reduceres med 13 procent frem til 2015 i forhold til 2003 ved braklægning, forbedret foderudnyttelse samt gennemførelse af EU's nye landbrugsreform. Herudover skærpes reglerne om efterafgrøder og udnyttelsen af kvælstoffet i husdyrgødning mv.
Beskyttelse af sårbar natur mod ammoniakfordampning fra husdyrbrug, idet der udlægges en 300 meter beskyttelseszone rundt om særligt sårbare naturområder som f.eks. højmoser, heder og overdrev. Inden for zonen må der ikke ske udvidelser af husdyrbrug, hvis udvidelsen medfører en forøget udledning af ammoniak.
Regeringen og landbruget afsætter i fællesskab 155 mio. kr. til et forskningsprogram, der skal fremme viden om, hvordan lugt fra husdyrproduktion spredes, og hvordan den kan begrænses, samt hvordan man kan udvikle teknologier, der kan begrænse forureningen med ammoniak og fosfor.
Der afsættes årligt 12 mio. kr. til et forskningsprogram, der skal styrke økologisk jordbrugsproduktion.
Gyllehandlingsplan. På baggrund af anbefalinger fra det såkaldte Nabogeneudvalg er afstandskravene for godkendelse af husdyrbrug, der ligger tæt på naboer op til byzoner, sommerhusområder mv., skærpet.
Yderligere elementer ved bl.a. at fastsætte krav om etablering af vintergrønne marker.

Kilde: Skov- og Naturstyrelsen