Natur & Miljø 2003 – Tema: Vores vand

Søer og vandløb har i mange år haft svære vilkår. Dræning har reduceret kraftigt i antallet, og stor spildevandstilførsel har gjort vandkvaliteten ringe. Nu er udviklingen imidlertid vendt. Flere søer bliver genetableret, og indsatsen for at nedbringe næringsstoftilførslen har båret frugt, så sigtedybden nu er stigende.

Det danske landskab gennemskæres på kryds og tværs af 35.000 kilometer naturlige vandløb samt 25.000 kilometer menneskeskabte grøfter og kanaler. Vandløb er blevet forandret betydeligt som følge af udviklingen, især i landbruget. For at afvande markerne er der foretaget omfattende dræninger, og mange vandløb er blevet reguleret, udrettet eller lagt i rør. Afvandingen fremmes ved grødeskæring og nogle steder opgravning af sand i vandløbene. Disse indgreb har skabt væsentligt forringede levesteder for dyr og planter i 90 procent af de naturlige vandløb. Vandløbenes tilstand er også blevet forringet på grund af udledninger af spildevand og miljøfremmede stoffer.

Søer spiller både rekreativt og naturmæssigt en stor rolle. Der findes omkring 120.000 søer, som er større end 100 m² – størstedelen er damme og moser – og kun godt 2.500, som er større end 1 ha. Udviklingen i antallet af søer har gennem mange år været nedadgående som følge af landbrugets og byernes udvikling. Nu er udviklingen imidlertid vendt, da også de mindre søer er blevet omfattet af Naturbeskyttelsesloven. Desuden er en række søer, som var blevet afvandet, blevet genetableret.

Vandkvaliteten i søerne har i mange år været ringe. Det skyldes stor tilførsel af næringsstofferne fosfor og kvælstof – ikke mindst fra byernes spildevand. Store investeringer i at nedbringe næringsstoftilførslen har imidlertid båret frugt, idet vandkvaliteten i vandløb og søer er i en positiv udvikling. Sigtedybden, som er et udtryk for mængden af planteplankton (alger) og dermed næringsstoffer, er stigende.

12. Dræning

Mange små søer og vandløb er forsvundet fra landskabet som følge af dræning og afvanding. Søjlediagrammet viser udviklingen i området omkring Arreskovsø på Fyn.

De seneste 100 år er udstrækningen af åbne vandløb på Fyn reduceret dramatisk som følge af, at grøfter og vandløb er rørlagt, og at udretningen af vandløbene har gjort dem kortere. På baggrund af gammelt kortmateriale er det eksempelvis opgjort, at udstrækningen af åbne vandløb i oplandet til Hundstrup Å på Sydfyn er reduceret fra ca. 174 km vandløb i 1890 til ca. 97 km åbne vandløb i 1992.

Afvanding af vådområder m.v. til dyrkningsformål har også haft store konsekvenser for antallet og størrelsen af de fynske søer og fjorde. I oplandet til Arreskovsø er antallet af mindre søer og vandhuller reduceret fra 276 til 65 de seneste 100 år. Denne udvikling har på dramatisk vis reduceret levesteder for dyr og planter.

Hvis man ser på hele landet, er omkring 80 procent af landarealet i dag påvirket af dræning, og kun fire procent er dækket af moser, sumpe og våde enge. Det naturlige samspil mellem vandløb og enge, hvor åen i perioder går over sine breder og gøder engen, findes kun få steder i landet. Naturbeskyttelsesloven fra 1992 har stoppet den direkte afvanding af små søer og moser, og man må nu kun indvinde vand til markvanding fra grundvandet.

13. Mere skånsom vedligeholdelse af vandløb

Siden 1982 har miljøhensyn indgået i vedligeholdelsen af offentlige vandløb. I 1985 blev både bund- og kantvegetationen fjernet fra halvdelen af offentlige vandløb. I 1996 blev kun 7 procent af vandløbene vedligeholdt på denne måde, hvorimod vegationen i over halvdelen af vandløbene blev vedligeholdt skånsomt eller med grødeskæring. Den mere skånsomme vandløbsvedligeholdelse giver bedre plads til plante- og dyreliv.

I 1982 blev Vandløbsloven ændret med henblik på også at tilgodese miljøinteresser. Det betød, at der skulle laves nye bestemmelser for vedligeholdelsen i de offentligt vedligeholdte vandløb. Grødeskæringen skulle f.eks. ikke være så omfattende som tidligere, hvor al plantevækst blev fjernet mindst én gang om året. Bestemmelserne er fastlagt i såkaldte regulativer.

Det er primært i de små vandløb, at forbedringerne nu foregår, idet den miljømæssige vandløbsvedligeholdelse typisk slog igennem i de større vandløb (amtsvandløbene) allerede inden 1990. I de kommunale vandløb (mindre vandløb) er ændringen til en mere skånsom vedligeholdelse i de fleste tilfælde sket noget senere.

Af de fynske vandløb vedligeholdes 17 procent af amtet, 28 procent af kommunerne, og resten (private vandløb) af lodsejere. Amtsvandløbene omfatter generelt de største vandløb. I 2000 manglede kun to ud af de 32 fynske kommuner at få vedtaget nye og mere miljøvenlige vandløbsregulativer. Den ændrede vedligeholdelse i amtsvandløbene har betydet ændringer i både plantevækst og dyreliv. Der er således kommet mindst fire gange flere ørreder, bl.a. fordi der er blevet bedre skjulemuligheder for dem.

14. Udvikling i den biologiske vandløbskvalitet

Figuren viser den biologiske vandløbskvalitet i de danske vandløb i perioden 1999-2002. Mørkeblå og mørkegrøn illustrerer de rene og fysisk gode vandløb (faunaklasserne 5, 6 og 7). Der er i perioden 1999-2002 sket en klar forbedring med stadig flere rene og fysisk gode vandløb.

Siden 1999 har det samme stationsnet med mere end 1000 lokaliteter været brugt i målingen af dansk vandløbsfaunaindeks. Der er i perioden 1999-2002 sket en klar forbedring med stadig flere rene og fysisk gode vandløb – faunaklasser 5, 6 og 7. Andelen af vandløb, der er upåvirkede eller kun svagt påvirkede, er inden for denne periode øget fra knap 35 procent til godt 44 procent.

Forbedringen i den biologiske vandløbskvalitet har i perioden 1999-2002 betydet, at opfyldelsen af målsætningerne på landsplan er steget fra 39 procent til 50 procent. Forbedringerne har været gradvise og er sket gennem hele perioden. Og forbedringerne er sket over hele landet. I Jylland og på Fyn er målopfyldelsen øget fra 43 procent til 55 procent, mens den for Sjælland, Lolland, Falster og Møn er øget fra 27 procent til 34 procent. Forbedringerne i den biologiske vandløbskvalitet skyldes formentlig en kombination af forbedret vandkvalitet og forbedrede fysiske forhold i vandløbene.

Dyrelivet reagerer kun gradvist på de forbedrede livsbetingelser i vandløbene, og det kan i mange tilfælde tage lang tid, før dyrene igen indtager tidligere forurenede vandløbsstrækninger. Forklaringen på en del af de forbedringer, der er sket i faunaklassen i de senere år, skal derfor utvivlsomt ses i lyset af den miljømæssige indsats, der er foretaget i kommuner og amter gennem en længere årrække.

Indsatsen fastholdes fremover, idet der med regeringens pesticidplan 2004-2009 udlægges 25.000 hektar sprøjtefri randzoner langs vandløb.

15. Sigtedybde i søer

Fosforindholdet i de danske søer blev næsten halveret i 1990'erne. Det har i de senere år gjort søvandet klarere og øget sigtedybden. Miljøtilstanden i 70 procent af de danske søer er dog fortsat for dårlig.

Indikatoren viser udviklingen i fosforkoncentration og sigtedybde i 27 danske ferskvandssøer for perioden 1989-2002. Fosforkoncentrationen er angivet som årsmiddelværdien af totalfosfor i mg/l, og sigtedybden er angivet i meter som sommergennemsnit.

Fosfor er det næringsstof, som påvirker vores søer mest. Den samlede udledning af fosfor fra 1989 og til i dag er faldet med to tredjedele, og i samme periode er koncentrationen af fosfor i de danske søer næsten blevet halveret. Når en sø er overgødsket med fosfor, øges produktionen af planteplankton, og vandet bliver uklart. Faldet i søvandets indhold af fosfor har betydet, at søerne er blevet mere klarvandede. Den gennemsnitlige sigtedybde for sommerperioden fra 1989 til 2002 er steget fra 1,41 m til 1,61 m, og søernes biologiske tilstand er blevet forbedret. Andelen af rovfisk som gedde og aborre er øget, og det samme er dyreplanktonets kapacitet til at nedgræsse planteplankton. Sigtedybden har været generelt stigende i perioden, og udviklingstendensen er gået i retning af, at de mest uklare søer er blevet klarere på årsbasis. Desuden er undervandsplanterne i fremgang i de mest forurenede søer. Når fremgangen ikke har været mere markant skyldes det især, at der gennem årene er blevet lagret store mængder fosfor på bunden af søerne, som nu frigives gradvist.

For at målsætningen for en bestemt sø anses for opfyldt, skal bl.a. et fastsat mindstekrav til sigtedybde være overholdt. Opfyldelsen af de miljømæssige målsætninger for søerne er steget fra omkring 30 procent til 50 procent i den viste periode. Årsagen til den manglende opfyldelse er, at tilførslen og ophobningen af næringsstoffer stadig er for høj. I den forbindelse har regeringen nedsat en arbejdsgruppe, som skal se nærmere på mulighederne for at etablere bufferzoner omkring de ammoniaksårbare naturtyper, såsom vandløb, moser og søer.

16. Klimaændringer og vandafstrømningen i vandløb

DMU har undersøgt udviklingen i vandafstrømningen i vandløb og nedbøren i Danmark de seneste 85 år. En stigning i årsnedbøren har medført stigninger i middelafstrømningen i alle de analyserede vandløb. Denne tætte sammenhæng vidner om, at klimaændringer vil få konsekvenser for den økologiske tilstand i vores vandløb fremover. Stigningen i den årlige afstrømning og årlig nedbør er beregnet over en 75 års periode ved de 18 vandløbsstationer (omregnet til mm) og de 5 klimastationer. Statistisk signifikante ændringer ændringer (P < 5 %) er vist med en stjerne efter tallene

Klimaet har stor indflydelse på de økologiske forhold i og omkring vandløb. Den forventede klimaforandring i Danmark går mod et varmere, mere fugtigt og mere blæsende klima med flere storme og perioder med stor nedbør. I den vestlige del af Europa er især vinternedbøren steget i løbet af de seneste 100-200 år. De første effekter, som er blevet målt, er ændringer i vandets mængde og rytme (afstrømning), som er påvist, allerede er sket i det forrige århundrede. Afstrømningen i vandløb er en del af det kredsløb, hvor nedbør, fordampning og vandindvinding indgår. Afstrømningen er omskiftelig i lighed og i takt med nedbøren.

DMU's undersøgelse af udviklingen i vandafstrømningen og nedbøren i Danmark de seneste 85 år viser, at Danmark har fået mere nedbør i halvåret fra oktober til marts og mindre i det andet halvår. Det betyder vådere vintre og mere tørre somre. Så nedbøren er steget i den periode af året, hvor fordampningen er mindst, og dermed er der et stort nedbørsoverskud, hvoraf det meste med tiden bliver til overfladisk afstrømning.

Det betyder, at sandsynligheden for at få oversvømmelser i vinterhalvåret er blevet større. Men på trods af at nedbøren i sommermånederne generelt er faldet, er der ikke mindre vand i vandløbene i de tilsvarende måneder. Det skyldes formentlig den buffervirkning i form af øget grundvandsdannelse, der bygges op i vinterhalvåret, og tømmes ud i vandløbene hen over sommeren.

Ændringer i nedbør og afstrømning vil, hvis de fortsætter, få store konsekvenser for afvandingstilstanden i ådale, stofudvaskning og -tab og de økologiske forhold i vandløb, søer og fjorde. Dermed får de også betydning for opnåelsen af en god økologisk kvalitet i vores vandområder som krævet i EU's Vandrammedirektiv.

Genopretningen af Skjern Å

Skjern Å-dalen og dens enge var igennem mange hundrede år et vigtigt grundlag for befolkningen langs åen. Ådalens frodige enge gav græs til kreaturerne om sommeren og godt hø til vinteren. Når åen gik over sine bredder blev de næringsstoffer, som å-vandet medbragte, afgivet til engene. På den måde blev åvandet renset inden udløbet i Ringkøbing Fjord, og engene blev gødet og gav gode græsningsarealer.

Å-vandet var dog til tider uberegneligt og det skete, at åen selv om sommeren gik over sine bredder, og tog landmandens græs og hø. Af samme grund havde man gennem århundreder forsøgt at styre åens vand. Der blev bygget diger, der skulle forhindre oversvømmelser om sommeren; der blev etableret vandingskanaler og grøftesystemer. Men først i 1960'erne lykkedes det at styre åen ved et storstilet projekt. Selve Skjern Å blev ført over i en nygravet, lige kanal, der hurtigt kunne lede vandet ud i fjorden. Den uregerlige å var blevet tæmmet! Et imponerende ingeniørarbejde, der levede op til sit formål og snart skabte et bedre produktionsudbytte i Skjern Å-dalen. Græsningsengene blev erstattet af kornmarker.

Bagsiden af projektet

Med tiden stod det klart, at der også var en bagside af projektet. Planter, dyr og fugle, der før levede på de ferske enge, forsvandt. Vandsænkningen betød, at jernforbindelser i jorden nu kom i kontakt med luftens ilt og dannede okker-forurening, der gik ud over livet i vandløbene. Forureningen af Ringkøbing Fjord tog til i takt med, at Skjern Å's selvrensende effekt var ophørt og åen i stedet modtog næringsstoffer fra de omkringliggende marker og ledte dem ud i fjorden.

Åen gendannes

Tredive år senere, i 1998, vedtog Folketinget, at ca. halvdelen af de enge, der i 1960'erne blev drænet og omdannet til agerjord, skulle genskabes, og Skjern Å igen skulle sno sig dynamisk i landskabet. Snart efter begyndte Nordeuropas største og dyreste naturgenopretningsprojekt. Projektet blev økonomisk støttet af EU, da genskabelsen ville tilvejebringe et værdifuldt naturområde af international betydning. Landbruget blev tilbudt erstatningsjord, idet staten købte byttejord i baglandet, og der blev derved indgået mange frivillige aftaler. Flere lodsejere valgte dog at beholde jorden i ådalen, mod at staten udbetalte erstatninger for den tabte dyrkningsmulighed.

Projektet stod færdigt i 2003. I alt 43 km. snoet åløb var blevet gravet. 1,3 mio. kubikmeter jord var flyttet – svarende til et ubrudt vogntog med jord, der strakte sig fra Skjern til syd for alperne.

Nu summer det igen af sol over engen. Fuglene har taget godt imod det nye naturområde. De vidtstrakte enge, der græsses af kreaturer, er en kærkommen håndsrækning til de mange engfugle. I det nye naturområde, der er på ca. 2200 hektar, som svarer til størrelsen på Anholt, må der ikke anvendes pesticider eller kunstgødning. Det er ikke kun godt for vandkvaliteten i åen og fjorden, men også godt for engens naturlige flora.