Affaldstransportørers og mægleres rolle

Bilag 4

1 Interviewguide

1.1 Introduktion

Teknologisk Institut og Videnscenter for Affald gennemfører for Miljøstyrelsen en analyse, som skal gøre affaldstransportørers og affaldsmægleres rolle mere klar. Affaldstransportører og –mæglere påtager sig i stigende grad opgaver og beslutninger udover transportopgaven. Dette er f.eks. rådgivning, klassificering, valg af behandlingsform og anlæg m.v. En tilsvarende tendens gør sig gældende for mæglere. Da sådanne opgaver udover konkret transport kun i mindre er reguleret i lovgivningen er der behov for at klargøre affaldstransportørers –og mægleres rolle i forhold til affaldsproducenter, behandlingsanlæg og myndigheder.

Der er nu gennemført en række interview blandt transportører/mæglere, affaldsproducenter, kommuner og behandlere.

Målet med dette interview er at drøfte en række udvalgte resultater og hvilke ændringer i områdets regulering og organisering de evt. bør medføre.

NB! –Generelt spørgsmål, som skal huskes under interviewet: Hvis den interviewede har forslag fremtidige løsninger/ændringer, så skal den interviewede vurdere mulige fordele og ulemper ved løsningen. Med andre ord: Vi vil gerne kende de argumenter, der evt. kan bære et forslag.

  1. Resultat: Undersøgelsen viser, at flere virksomheder er både ”transportører” og ”behandlere”, idet de udover at udføre transport har egne behandlingsanlæg.

Er der behov for at affaldslovgivningen sondrer imellem ”rene transportører” og sådanne ”blandingsvirksomheder” (totalleverandører)?

Er der behov for at lovgivningen ændres med hensyn til at definere, hvad der falder ind under begrebet ”transportør” og ”behandler”?

  1. Resultat: Affaldstransportører og til dels mæglere tilbyder i stigende omfang affaldsproducenterne et totalkoncept, der omfatter mange opgaver udover transporten –herunder både praktisk service vedrørende indsamlingsmateriel og sortering m.v. samt administrative hjælp/rådgivning vedrørende affaldsregistrering, udfyldelse af stamkort m.v.

Hvilke udfordringer rummer denne udvikling ?

Hvorvidt er hhv. mindre transportører i branchen i stand til at klare denne udvikling?

Hvilke kapacitets- og kompetencekrav skal affaldstransportører opfylde for at kunne påtage sig sådanne opgaver?

Hvorledes skal transportørernes kvalitet kontrolleres/dokumenteres? –Og af hvem?

Hvad skal affaldsproducenten konkret gøre for at sikre sig at den valgte transportør opfylder kravene?

Hvilken informationspligt bør affaldstransportøren/mægleren have overfor affaldsproducenten?

Ville en certificeringsordning for transportører/mæglere være en mulighed?

Hvorledes skulle certificeringsorganet da sammensættes?

  1. Resultat: Kommunernes krav for at blive optaget på listen over godkendte transportører kan være meget forskellige fra kommune til kommune, og der stilles typisk flest krav ved storbyer. Der er derfor ligeledes store forskelle i antallet af registrerede transportører i kommunerne –uden sammenhæng med kommunernes størrelse.

Bør der være ens, landsdækkende krav til hvilke krav transportører skal opfylde for at være registrerede?

Hvilke krav til transportørerne skal som minimum opfyldes/dokumenteres?

Skal godkendelsen af transportørerne fastholdes så den stadig skal ske i hver enkelt kommune?

Hvis ikke –hvem skal så foretage godkendelsen?

Hvilke fordele/ulemper ville der være ved at centralisere godkendelse og registrering af affaldstransportører i et landsdækkende register?

NB! Hvis den interviewede har forslag fremtidige løsninger/ændringer, så skal den interviewede vurdere mulige fordele og ulemper ved løsningen.

  1. Resultat: Ifølge affaldsbekendtgørelsen skal affaldsproducenter (kun dem er omfattet af bek. 392,1992 samt bek.807, 1999) føre register over deres affaldsproduktion og efter anmodning indberette til kommunalbestyrelsen, amtsrådet og Miljøstyrelsen. Derudover skal transportøren registrere alt det transporterede affalds type/fraktion samt afhentningssted og afleveringssted- og indberette disse oplysninger efter anmodning. Ligeledes skal behandleren føre register over transportør, type, fraktion, geografisk kilde, erhvervsmæssig kilde og mængde af affald, herunder genanvendelige materialer.

Bør der indføres forenklinger i parternes registrering og indberetning af affaldet?

Burde hovedansvaret for affaldets registrering og indberetning flyttes fra producent til affaldstransportør?

Hvilke fordele/ulemper ville der være ved en løsning, hvor alle transportører skal indberette og ikke kun på opfordring?

  1. Resultat: En affaldsproducent foreslår, at det er modtagestedet (behandlingsanlægget) der har ansvaret for indberetningen da de alligevel registrerer det modtagne affald.

Hvorvidt kunne dette være en mulig løsning?

  1. Resultat: Grønt affald der skal til eksport, skal først indberettes til kommunen (jf. bek.971, 1996, §9) som herefter skal indberette det til Miljøstyrelsen. Dette opleves som besværligt af kommuner, affaldsproducenter og transportører.

Hvordan burde organiseringen af indberetningen evt. ændres?

Hvem bør have ansvaret for indberetningen? - Affaldsproducenten? Transportøren?

  1. Resultat: En del affaldsproducenter mener at det er urimeligt at affaldsproducenten har ansvaret for affaldet ”hele vejen igennem” og helt ud på behandlingsanlæggene. Disse affaldsproducenter mener at det bør være det enkelte led i behandlingen/håndteringen af affaldet, der har ansvaret.

Hvilke opgaver kunne hhv. transportøren og behandlingsanlægget få ansvaret for?

Hvilke fordele/ulemper ville det kunne have at noget af affaldsproducentens ansvar flyttes til affaldstransportør eller behandler?

  1. Resultat: Affaldstransportører og affaldsbehandlere finder generelt ikke, at der er uklarhed (i lovgivning, regulativer m.v.) om hvorvidt givne opgaver er affaldsproducentens eller affaldstransportørens ansvar. Der er klarhed om at det er affaldsproducentens ansvar at affald sorteres, registreres og gennemgår rette behandlingsform. I praksis aftales det i kontrakterne ofte mellem parterne, at transportøren påtager sig at løse diverse opgave udover transporten. F.eks. at vælge rette behandlingsform- og anlæg, anmelde transport m.v. Men hvis noget går galt, f.eks. at affald havner ved forkert anlæg –så er det affaldsproducenten der er ansvarlig overfor myndighederne. (Efterfølgende vil affaldsproducenten så kunne rette erstatningskrav mod affaldstransportøren for evt. misligholdelse)

Hvorvidt bør dette princip fastholdes?

Hvilke andre løsninger kunne der være?

Ville det være en hensigtsmæssig løsning, at affaldstransportøren ifølge lovgivningen tillægges ansvaret for visse opgavers løsning, når først affaldet er i dennes (transportørens) varetægt?

For hvilke typer opgaver ville dette evt. kunne være en mulig løsning?

For hvilke ikke?

  1. Resultat: Affaldsproducenterne overlader i mange tilfælde til transportøren at foretage diverse administrative opgaver i forbindelse med affaldshåndteringen. Herunder at udfylde stamkort, registrere og indberette affald, anmelde affald til eksport, ansøgning om fritagelse m.v. Affaldsproducenternes manglende viden om (og manglende interesse for) lovgivningens krav til affaldshåndtering er en væsentlig årsag hertil.

Da transportører typisk har større viden om affaldslovgivningens regler end affaldsproducenterne –skulle lovgivningen dermed give mulighed for at transportørerne kan gives ansvaret for visse administrative opgaver i forbindelse med transporten?

Evt. hvilke opgaver især?

  1. Resultat: Affaldstransportører oplever det generelt som besværligt, at kommunernes affaldsregulativer ofte er forskellige. (Fx med hensyn til hvorvidt affald er omfattet af en kommunal indsamlingsordning eller ej, mængdegrænser for papir/pap/plast m.v.)

Hvilke fordele/ulemper ville der kunne være ved ens, landsdækkende regler?

10b Resultat: Affaldstransportører/behandlere oplever i endnu højere grad at de kommunale regulativer håndhæves meget forskelligt hvilket kan give konkurrenceforvridende effekter (fx at man ser i gennem fingrene med at nogle bryder reglerne)

Hvordan sikrer man en bedre håndhævelse af regulativerne?

11. Opsamling

På hvilke områder ser I (den interviewede organisation/interessent) det største behov for at ændre reguleringen af affaldstransportørers og mægleres rolle?

Hvilke instrumenter skal sikre en sådan ændring?

 



Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.