Virkemidler til fremme af Blomstmærkede tekstiler i detailhandlen

8 Ideer til virkemidler

8.1 Uddannelsesmateriale til butikselevers grunduddannelse
8.2 Informationsmateriale til ekspedienter
8.3 Informationsmateriale til butiksbestyrere
8.4 Materialer til Butiksudstilling (kampagne)
8.5 Efteruddannelse af butikspersonalet (e-learning)
8.6 Aftenmøder for butikspersonalet
8.7 Informationsmateriale til sælgere
8.8 Fælles arrangementer for kædeindkøbere

Dette kapitel beskriver en række virkemidler til at fremme afsætning af miljøvenlige og miljømærkede tekstiler i detailhandlen.

De enkelte virkemidler beror på projektets interviews og drøftelser med de væsentligste aktører på området.

Følgende virkemidler beskrives:

  • Uddannelsesmateriale til butiksekspedienters grunduddannelse
  • Informationsmateriale til ekspedienter
  • Informationsmateriale til butiksbestyrere
  • Butiksudstilling (kampagne)
  • Butiksudstilling (ændret placering m.v.)
  • Efteruddannelse til butikspersonale
  • Aften/fyraftensmøder (ekspedienter/butiksbestyrere)
  • Information/uddannelse til sælgere af miljøvenligt tekstil
  • Mærkevare-kampagne
  • Fælles arrangementer for kædeindkøbere

For hvert virkemiddel gennemgås følgende forhold:

Formål - En kort beskrivelse af formålet

Målgruppe - Den primære målgruppe for indsatsen

Baggrund - En kort beskrivelse af baggrunden for virkemidlet

Indhold - En kort beskrivelse af indholdet

Aktører - Oversigt over de relevante aktører, som har mulighed for at gennemføre og realisere formålet med virkemidlet, evt. i samarbejde med andre aktører.

Praktisk gennemførlighed - Er møntet på gennemførlighed i forhold til at opfylde formålet med virkemidlet.

Vurdering af barrierer og forankring - En kort vurdering af, hvilke forudsætninger, der skal være tilstede for, at indsatsen bliver succes. Desuden en vurdering af, hvordan den fortløbende indsats kan forankres.

Virkemidlerne er ikke nævnt i en prioriteret rækkefølge.

8.1 Uddannelsesmateriale til butikselevers grunduddannelse

Formål

  • At øge fokus på miljø, særligt miljømærkede tekstiler, i butiksekspedienters grunduddannelse.

Målgruppe

Elever på erhvervstekniske skoler og handelsskoler, der er i gang med grunduddannelsen for butiksansatte inden for tekstilområdet samt undervisere på grunduddannelsen. (Train the trainer)

Baggrund

Ekspedienter gennemgår et 8 ugers grund-uddannelsesforløb inden for herretøj, dametøj eller blandet tekstil. Grunduddannelsen gennemføres af Næstved Handelsskole eller Erhvervsskolerne i Århus. Miljø indgår allerede i dag som en del af grunduddannelsen, men kun i begrænset omfang. Der udleveres miljøkompendium til kursisterne.

Butiksansatte har et mangelfuldt kendskab til miljøvenlige tekstiler, desuden er der få af dem, der efteruddanner sig. Det kan derfor være relevant at prioritere miljø yderligere i undervisningen af butikselever.

Indhold

Materialet skal supplere det nuværende undervisningskompendium og kan fx indeholde forklaring om de vigtigste stoffer og materialer i tekstiler samt synliggøre problematikken omkring produktion og anvendelse af ikke-miljømærket tekstil i forhold til miljømærkede tekstiler.

Endvidere kan materialet indeholde et ”Argumentkatalog”, der skal gøre det overskueligt for de kommende ekspedienter at finde svar på kundernes eventuelle spørgsmål.

Aktører

Undervisere og kursusplanlæggere på grunduddannelsen. Relevante samarbejdspartnere kan fx være producenter af miljømærkede tekstiler. Dermed kan undervisningen suppleres med virksomhedsbesøg eller oplæg fra leverandører eller de sælgere, som de senere vil møde ude i butikkerne.

Praktisk gennemførlighed

Den praktiske gennemførlighed afhænger af, om det er foreneligt med den eksisterende undervisningsplan.

Vurdering af barriere og forankring

Det er omfattende at revidere en undervisningsplan eller ændre læseplaner, og det kan derfor udgøre en barriere, såfremt dette er nødvendigt.

Lærerne skal være positivt indstillet for at sikre succes for gennemførlighed.

Virkemidlet er fortrinsvis rettet mod nye ekspedienter, hvorfor det med fordel kan suppleres med tiltag over for allerede uddannet personale.

Der er åbenlyst et informationstab i forhold til butikspersonalet, og der kan være risiko for, at personalet ikke løbende vil vende tilbage til materialet for at søge information.

8.2 Informationsmateriale til ekspedienter

Virkemidlet skal ses i sammenhæng med 'Informationsmateriale til butiksbestyrere'.

Formål

  • At sætte butikspersonalet i stand til at markedsføre det miljømærkede tøj i den personlige kundekontakt i kraft af en større viden.
  • At personalet kan yde en større service over for kunderne.

Målgruppe

Butiksansatte i specialbutikker, der forhandler miljømærket tøj eller boligtekstiler.

Baggrund

Generelt er butikspersonalets viden om tekstiler og miljøforhold meget begrænset – herunder viden om Blomstmærket tekstil.

De butiksansatte peger selv på, at de ikke føler sig 'klædt på' til at varetage kundernes evt. spørgsmål om emnet, og de bidrager aldrig selv uopfordret med oplysninger vedrørende miljøforhold.

I forbindelse med Miljømærkekampagnen modtog butikkerne en informationspakke indeholdende foldere, plakater, skiltning til hylder samt et notat fra Miljømærkesekretariatet. Butikspersonalet peger på, at tidligere modtaget informationsmateriale om miljømærket tekstil er teksttungt, og de i øvrigt mangler tid til at kunne fordybe sig.

Indhold

Som udgangspunkt bør informationsmaterialet være oversigtligt og let tilgængeligt.

Relevant indhold i materialet:

  • Ordliste med forklaring om de vigtigste stoffer og materialer i tekstiler
  • Svar på typiske spørgsmål fra kunder
  • Inspirations- og argumentliste (Hvorfor miljøvenlige tekstiler)
  • Oversigt over miljømærker
  • Miljømærket contra ikke miljømærket tekstil

Hvert emne i materialet kan fx opdeles i tre niveauer (A,B og C), hvor niveau C er det mest informative og teksttunge. Den butiksansatte kan således selv vælge, hvilket niveau hun ønsker information på.

Materialet kan fx udarbejdes som en ”light”-udgave af det eksisterende materiale fra Blomstkampagnen i 2001. Kæderne kender allerede materialet og flere har udtrykt tilfredshed med det – det er et godt udgangspunkt for at kunne udvikle nyt materiale og have lyst til at bruge det.

Aktører

For butikker, der er organiseret i en kæde under en eller anden form, vil udarbejdelse af informationsmateriale være en opgave for kædens hovedafdeling. Det giver kæden en mulighed for at komme med et overordnet budskab og udstikke nogle retningslinier for kædens butikker.

Praktisk gennemførlighed

Materialet kan udarbejdes ud fra det foreliggende kampagnemateriale og evt. ved at trække på Miljømærkesekretariatet eller Videncentret for Miljøvenlige Tekstiler.

Vurdering af barriere og forankring

En af de største barrierer er, at det som andet informationsmateriale ikke bliver læst pga. manglende tid eller interesse. Af samme grund er det vigtigt, at materialet bliver vedkommende og nemt at overskue. Der kan være en fare for, at materialet ikke når ud til de rette, fordi butiksbestyreren ikke finder det relevant. Materialet bør derfor distribueres med inspirerende følgeskrivelse fra kæden .

8.3 Informationsmateriale til butiksbestyrere

Virkemidlet skal ses i sammenhæng med 'Informationsmateriale til butiksansatte'.

Formål

  • At butiksbestyrerne bliver opmærksomme på kundernes præferencer for miljø og sundhed.
  • At informere om, hvorfor de butiksansatte bør have kendskab til miljømærkede tekstiler.

Målgruppe

Butiksbestyrere, både selvstændige og medlemmer af frivillige og centrale kæder.

Baggrund

Bestyrerne har en begrænset viden om Blomstmærket tekstil og forskellen på traditionelle og miljømærkede tekstiler. Samtidig er butiksbestyrerne opmærksomme på, at forbrugerne efterspørger kvaliteter ved tekstilerne, der er relateret til forbrugernes sundhed.

Indhold

Informationsmaterialet kan tilrettelægges, så det minder om materialet til de ansatte, men med vægt på den ledelsesmæssige side af sagen (at lederen bakker op om, at de ansatte tilegner sig en større viden om de miljømærkede tekstiler).

Materialet kan endvidere indeholde:

  • kundeprofiler med hensyn til miljø- og sundhedsinteresser.
  • eksempler fra andre butikker vedr. salg af miljømærkede tekstiler/produkter.

Aktører

Butikskæderne i samarbejde med Dansk tekstil Union. Dansk Tekstil Union kan foreslå nogle temaer, som det vil være relevant for butikskæderne at omtale. Butikskæderne kan dernæst udarbejde materialet, så det er tilpasset den enkelte kæde. Det vil være relevant at samarbejde med Miljømærkesekretariatet eller Videncenter for Miljøvenlige Tekstiler.

Praktisk gennemførlighed

Butiksbestyrere karakteriseres ofte som en konservativ gruppe, der ikke uden videre kaster sig ud i nye og ikke tidligere afprøvede tiltag. Deres indstilling til miljømærket tekstil er overvejende skeptisk med hensyn til, at salget vil stige betragteligt via egne tiltag. Det er således vigtigt, at informationsmateriale bliver vedkommende for butiksbestyrerne.

Det kan måske i nogle kæder være nødvendigt for gennemslagskraften, at der er taget en ledelsesmæssig beslutning om, at miljøinformation er en del af kædens salgsstrategi.

Vurdering af barriere og forankring

En væsentlig barriere kan være, at bestyrerne ikke vil læse eller bruge materialet pga. manglende interesse. Det er derfor vigtigt, at materialet udarbejdes af relevante brancheorganisationer/kæder samt at materialet indeholder en generel beskrivelse af de muligheder, butikken har for at dække behovene hos en række forbrugere ved at promovere de miljøvenlige tekstiler. Forbrugerpræferencer kan skifte relativt hurtigt og materialet kan derved forældes.

Hvis butikken ikke oplever et øget salg i forbindelse med en kampagne for materialet (distribution) kan materialet blive gemt væk og forsvinde ud af hukommelsen. Det kan derfor være relevant med en årlig opfølgning.

8.4 Materialer til Butiksudstilling (kampagne)

Formål

  • At butikker/kæder får hjælp til at gennemføre en kampagne om miljømærkede tekstiler via udarbejdede materialer til brug i butiksudstilling.

Målgruppe

Specialbutikker med salg af miljømærket tekstiler.

Butiksudstillingens primære målgruppe er forbrugeren.

Baggrund

Der er stadig mange forbrugere, der ikke kender til miljømærkede tekstiler. Endvidere kender kun de færreste forbrugere de egenskaber, de miljøvenlige tekstiler opfylder med hensyn til miljø, sundhed, kvalitet m.v.

En udstilling kan være med til at sætte fokus på de miljøvenlige tekstilers egenskaber samt være en hjælp til forbrugerne til at finde de miljømærkede produkter i butikkerne.

Indhold

Kampagnepakken kan bestå af plakater, hyldeforkanter og skilte og mindre foldere med detaljerede oplysninger (herunder folderen om Blomstmærket tekstil).

Endvidere kan indgå et tilbud om dekoratørhjælp, eller generelle anbefalinger til udstilling.

Aktører

Kampagnepakken skal udarbejdes af den enkelte kæde, så materialet bliver udformet i overensstemmelse med kædens øvrige salgsmateriale. Kæden skal formulere en overordnet strategi med kampagnen og pege på de fordele, butikkerne kan opnå ved at deltage. Af relevante samarbejdspartnere kan nævnes Miljømærkesekretariatet og Dansk Tekstil Union, som kan varetage dialogen med de selvstændige butikker.

Praktisk gennemførlighed

Selve indsatsen i butikkerne vil hovedsagligt være i form af at indarbejde kampagnematerialerne i den øvrige udstilling – herunder evt. at tilvejebringe ekstra plads. Her kan kæden eller en af samarbejdspartnerne eventuelt tilbyde butikken hjælp til dekoration.

Vurdering af barriere og forankring

Der vil forestå et stort opsøgende 'salgsarbejde' over for selvstændige butikker, og en række butikker kan forventes at ville gennemføre en særlig butiksudstilling rettet mod miljøvenlige tekstiler.

Indsatsen/virkemidlet er kortvarigt, og medmindre det kan generere en 'opblomstring' af salget og interesse hos forbrugere vil det ikke blive forankret i butikken.

Virkemidlet bør følges af en særlig informationsindsats over for butiksbestyrere. Se 'Informationsmateriale til butiksbestyrere'.

8.5 Efteruddannelse af butikspersonalet (e-learning)

Formål

  • At efteruddanne butikspersonalet til at informere om miljømærkede tekstiler, kunne svare på spørgsmål fra kunder m.v.

Målgruppe

Samtlige ansatte i detailbutikker, der forhandler miljømærket tekstil.

Baggrund

Generelt er butikspersonalets viden om tekstiler og miljøforhold meget begrænset – herunder viden om miljømærker og Blomstmærkede tekstiler.

De butiksansatte peger selv på, at de ikke føler sig 'klædt på' til at varetage kundernes evt. spørgsmål om emnet, og de bidrager af samme grund aldrig selv uopfordret med oplysninger vedr. miljøforhold. De ansatte peger selv på behovet for mere viden. I løbet af en typisk arbejdsuge er der perioder med mindre kundepres, hvor personalet kan efteruddanne sig på arbejdspladsen.

Indhold

E-learning foregår fx via brug af inter-aktiv cd-rom, hvor brugeren guides igennem en række emner og informationer. Flere kæder i radio/tv branchen anvender e-learning som obligatorisk efteruddannelse af butikspersonalet.

Indhold i e-learningen kunne være:

  • Forståelse af tekstilets livscyklus set i et miljø-perspektiv
  • Gennemgang af de vigtigste stoffer og materialer i tekstiler
  • Hvordan kunderne kan gøres mere interesseret i miljømærket tekstil
  • Kundeprofiler m.v.
  • Gennemgang af forskellige mærkeordninger m.v.
  • Argument-liste

E-learningen kan afsluttes med et spørgeskema (tipskupon), som den butiksansatte skal kunne udfylde korrekt for at få godkendt 'efteruddannelsen'.

Aktører

For at materialet kan forankres i målgruppen er det mest oplagt, at det er brancheforeningen, der står for udarbejdelse og evt. distribution af undervisningsmaterialet. Relevante samarbejdspartnere vil være Miljømærkesekretariatet, der bl.a. kan bidrage med faglig sparring og kæderne, der også er med til at sikre forankring.

Praktisk gennemførlighed

Der er ikke tradition for efteruddannelse af butiksansatte. E-learning er derfor et forløb, der griber mindst forstyrrende inde i butikkernes hverdag.. E-learning er et godt tilbud til lære-ivrige unge.

Vurdering af barriere

En væsentlig barriere er indstillingen hos butiksbestyrerne og eventuelt på centralt kæde-niveau. Uddannelsen kan evt. designes og gennemføres i tæt samarbejde med centrale kæder, så der på forhånd sikres en opbakning til gennemførelsen.

En anden barriere er personalets fortrolighed med edb, idet et vist minimalt forhåndskendskab er nødvendigt. Adgang til PC ses ikke som en væsentlig barriere – butikkerne er i dag udstyret med PC, og nyere undersøgelser viser, at de fleste danskere, uanset alder, ligeledes har eller har adgang til PC i privat regi.

8.6 Aftenmøder for butikspersonalet

Formål

  • At informere butikspersonale om miljømærkede tekstiler.

Målgruppe

Samtlige ansatte i detailbutikker, der forhandler miljømærket tekstil.

Baggrund

De butiksansatte har begrænset viden om miljømærkede tekstiler, men udtrykker ønske om at vide mere, for at kunne yde kunderne en bedre service.

Det er kutyme at afholde aftenmøder, hvor bl.a. sælgere informerer om nye produkter. Det vil derfor ikke bryde den vante rytme, hvis der blev afholdt et aftenmøde om miljømærkede tekstiler, gerne i forlængelse af et salgsindlæg eller som debat til et personalemøde.

Indhold

På møderne bør der være en kort præsentation af :

  • tekstilets livscyklus set i et miljø-perspektiv
  • de vigtigste stoffer og materialer i tekstiler
  • kundernes interesse i kvalitet, sundhed, miljø mv.
  • forskellige mærkeordninger m.v.

Aktører

Det børe være leverandører af miljømærkede tekstiler (sælgerne), der skal varetage formidlingen til personalet på aftenmøderne. Butikspersonalet er vant til at indhente ny viden fra sælgerne, og de vil udmærket kunne holde korte oplæg om deres miljømærkede produkter.

Praktisk gennemførlighed

Mødet, som evt. opstår på foranledning af sælgeren, skal ikke nødvendigvis kun handle om miljø, men lægges i forlængelse af et møde, hvor fx en ny kollektion præsenteres. Derved sikres, at personalet deltager og finder informationen relevant.

Vurdering af barriere og forankring

Indlæggene skal være korte, konkrete og tage udgangspunkt i den viden, de butiksansatte kan have brug for i deres hverdag for at fastholde deres opmærksomhed og deltagelse. Hvis oplægget følges op med simpel skriftlig information vurderes forankring at være god.

8.7 Informationsmateriale til sælgere

Formål

  • At øge sælgernes fokus på miljømærket tekstil.

Målgruppe

Sælgere af miljømærket tekstil.

Baggrund

De butiksansatte har udpeget sælgerne som værende gode informanter af ny viden – ofte som den eneste! Butiksbestyrerne har tilsvarende positive opfattelse af sælgerne som informationskanaler. Sælgerne vurderes generelt at være gode til at markedsføre deres produkter, herunder at fremhæve de miljømæssige egenskaber.

Indhold

I en folder/pjece kan sælgerne blive informeret om, hvilke argumenter de især kan bruge i en salgssituation/præsentation ude i butikkerne. Foruden specifik miljøviden kan informationen til sælgerne indeholde;

  • kundernes interesse for kvalitet, sundhed, miljø mv.
  • forskellige mærkeordninger m.v.

Afholdelse af tema- og informationsmøde for sælgere med fremlæggelse og diskussion af strategier over for detailhandlen.

Aktører

Initiativet kan komme fra producentvirksomhedens ledelse, der har et ønske om at fremme afsætningen af miljømærkede tekstiler. Virksomhederne producerer i forvejen salgsmateriale og kan med indspark fra bl.a. Miljømærkesekretariatet og Videncenter for Miljøvenlige tekstiler integrere miljøinformationen.

Praktisk gennemførlighed

Sælgerne skal informeres på et internt møde, eventuelt ved bilateral snak.

Vurdering af barriere og forankring

Det er en forudsætning, at sælgerne er interesseret i, at salget af det miljømærkede tekstil fremmes – evt. på bekostning af sælgerens øvrige sortiment. Sælgerne vil have stor interesse i at blive præsenteret for tiltag over for detailhandlen, der kan fremme deres afsætning.

8.8 Fælles arrangementer for kædeindkøbere

Formål

At informere kædeindkøbere om seneste nyt inden for Blomstmærkede tekstiler.

Målgruppe

Indkøbere i frivillige og centrale kæder.

Baggrund

I dag foregår der ikke en systematisk vidensspredning til kædeindkøberne, og mange af indkøberne har ikke øje for de muligheder Blomstmærket tekstil kan have for deres butikker.

Indhold

Informationen til kædeindkøberne kan bygges op omkring en række temaer fx kundeprofiler, nye miljøvenlige produkter m.fl. og suppleres med besøg hos et antal producenter af miljømærket tekstil.

Aktører

Ledelsen i kæderne, Dansk Tekstil Union, leverandører, Tekstilpanelet.

Praktisk gennemførlighed

Det kan fx være særskilte arrangementer for kædeindkøberne, arrangeret af kæden selv eller deltagelse i indkøbsnetværket under Videncenter for Miljøvenlige Tekstiler

Vurdering af barriere og forankring

Kæderne er i sagens natur konkurrenter, hvorfor det kan være vanskeligt at samle dem til arrangementer, der går tæt på markedsføring. Kæderne/indkøberne mødes dog allerede i forskellige fora fx messer. Hvis emnet er interessant, kan kæderne føle sig 'tvunget' til at deltage for ikke at gå glip af noget.

Indkøberne er vant til at forholde sig til nye informationer og vurdere markedspotentiale m.v.

 



Version 1.0 December 2004, © Miljøstyrelsen.