| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Omsættelige kvoter for affald til forbrænding og deponering

3 Affald til forbrænding og deponering

• 3.1 Affaldsmængder, -kilder og -fraktioner
• 3.2 Regulering af affaldsområdet
  • 3.2.1 De overordnede rammer
  • 3.2.2 Kommunalbestyrelsen - ansvarlig for alt affald produceret i kommunen
  • 3.2.3 Kommunernes forpligtelser
  • 3.2.4 Opgaveløsningen i praksis
  • 3.2.5 Økonomiske virkemidler
  • 3.2.6 Organiseringen under overvejelse
• 3.3 Centrale aktører på affaldsområdet

I dette kapitel gives en kort beskrivelse af affaldssektoren i Danmark. Beskrivelsen omfatter en kort redegørelse for affaldsmængderne, reguleringen på området og de centrale aktører.

3.1 Affaldsmængder, -kilder og -fraktioner

I 2002 blev der i Danmark i alt dannet 13,1 mio. tons affald fordelt på følgende kilder:

• Husholdninger 24 %
• Institutioner, handel og kontor 10 %
• Fremstilling 18 %
• Byggeri og anlæg 31 %
• Renseanlæg 8 %
• Kraftværker 9 %

Tallene stammer fra Affaldsstatistik 2002, Orientering fra Miljøstyrelsen Nr. 6. 2003.

Restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg er særskilt opgjort. Det skyldes, at affaldet i givet fald ville blive opgjort to gange.

Affaldsmængden er steget med 18 % fra 1994 til 2002. Affaldsmængden faldt med 2 % fra 2000 til 2001, men steg med 3 % fra 2001 til 2002.

Affaldsproduktionen fra fremstillingsvirksomhed er de seneste to år for første gang faldet, med 11 % fra 2000 til 2001, og med 12 % fra 2001 til 2002. Til gengæld er mængden fra institutioner, handel og kontor steget med henholdsvis 17 % og 4 % de to år. Fejlregistreringer i ISAG kan være en del af grunden til forskydningen mellem de to sektorer. Affaldsproduktionen fra husholdninger er steget med 1 % fra 2001 til 2002.

Genanvendelsen er i 2002 på 64 %. Den toppede i 2000 med 65 %. Genanven-delsen faldt for 2000-2001 for metal, papir, pap, glas, madaffald beton og tegl, men steg igen fra 2001 til 2002. Fra 2000 til 2001 faldt den samlede genanvendelse med 4 %, svarende til 2 procentpoint.

Der blev i 2002 brændt mere affald end i alle foregående år. De store mængder affald til forbrænding kommer fra kilderne husholdninger, herunder dagrenovation og storskrald, institutioner, handel og kontor samt fremstilling og rensningsanlæg. Inden for fremstillingsvirksomhed kommer mere end 80 % af mængden til forbrænding fra fire ud af 11 brancher, nemlig:

• Anden fremstillingsvirksomhed
• Kemisk industri
• Papir- og grafisk industri
• Nærings- og nydelsesmiddelindustri

Der deponeres fortsat mindre mængder affald i Danmark. Kun 9 % i 2002, mod 24 % i 1994. De store mængder til deponering kommer fra fremstilling, byggeri og anlæg samt storskrald fra husholdninger/genbrugsstationer. Inden for fremstillingsvirksomhed kommer 76 % af mængden til deponering fra brancherne:

• Jern- og metalindustri
• Sten-, ler- og glasindustri
• Anden fremstillingsvirksomhed

Affaldsmængder til forbrænding og deponering 2002, fordelt på kilder

Kilder: Bilag 1 i Affaldsstatistik 2002 og Regeringens Affaldsstrategi 2005-2008

* Affald til forbrænding fra fremstillingsvirksomhed stammer ifølge ISAG 2002 hovedsageligt fra anden fremstillingsvirksomhed, 216.000 tons; kemisk industri m.v., 35.000 tons, samt papir- og grafisk industri, 15.000 tons; jern og metalindustri, 13.000 tons; nærings- og nydelsesmiddelindustri, 24.000 tons, jf. tabel 27 i Affaldsstatistik 2002.

** Affald til deponering fra fremstillingsvirksomhed stammer ifølge ISAG 2002 hovedsageligt fra jern- og metalindustri, 118.000 tons; sten-, ler- og glasindustri, 44.000 tons; samt anden fremstillingsvirksomhed, 31.000 tons.

Det vurderes, at alle typer af affaldsproducenter vil kunne bidrage til at reducere affaldsmængderne til forbrænding og deponering. Husholdninger og kommuner ved at genanvende mere dagrenovation og storskrald. Servicevirksomheder ved at bruge genbrugelige transportemballager og genanvende mere papir, pap og plast. Fremstillingsvirksomheder eventuelt ved at reducere affaldsproduktionen yderligere og genanvende blandt andet mere metal.

92 % af den samlede mængde bygge- og anlægsaffald bliver genanvendt. I regeringens affaldsstrategi lægges der dog op til at undersøge mulighederne for at øge genanvendelsen af mineraluld, plast- og træemballage.

Affald opdeles i en række fraktioner. De enkelte affaldsfraktioner er kendetegnet ved at have kvaliteter som gør det økonomisk, ressourcemæssigt eller miljømæssigt hensigtsmæssigt at behandle dem særskilt. I den nationale affaldsstrategi beskrives 33 affaldsfraktioner.

Eksempler på affaldsfraktioner, hvor der vurderes at være et potentiale for enten affaldsreduktion eller øget genanvendelse, er:

• Papir og pap. Mængden af genanvendt papir faldt med 4 % fra 2000 til 2001, og igen med 3 % fra 2001 til 2002. Faldet er navnlig sket i fremstillingsvirksomhed, i mindre omfang i institutioner, handel og kontor og ikke i husholdninger, jf. tabel 6 i Affaldsstatistik 2002.
  1. I Miljøprojekt "Detailkortlægning af affaldssammensætningen i servicesektoren", nr. 723, 2002 vurderes der at være et væsentligt genanvendelsespotentiale for pap og papir fra detailhandel, kontorvirksomheder samt hoteller og konferencecentre som ikke er udnyttet.
• Plast. I Miljøprojekt 723 vurderes der at være et genanvendelsespotentiale for plast fra detailhandel.
• Emballager, pap, plast, glas, metal, træ. 199.000 tons blev genanvendt i 2002, heraf 117.000 tons emballager fra husholdninger, jf. tabel 6-8 Affaldsstatistik 2002.
• Jern og metal. Der er sket et væsentligt fald i mængden til genanvendelse, fra 1.089.000 tons i 2000 til 871.000 tons i 2001, og igen et fald til 718.000 tons i 2002; jf. tabel 9, s. 26 i Affaldsstatistik 2002. I Miljøprojekt 723 vurderes der at være et genanvendelsespotentiale fra autoværksteder.
• PVC og imprægneret træ. En teknologi til kemisk behandling er netop færdigudviklet, men kan dog ikke betragtes som egentlig genanvendelse.
• Elektriske og elektroniske produkter
• Mineraluld

3.2 Regulering af affaldsområdet

3.2.1 De overordnede rammer

Affaldslovgivningen er karakteriseret ved et tæt samspil mellem EU-regulering og national regulering. EU-reguleringen skitserer således de overordnede rammer og principper. Selve organiseringen og tilrettelæggelsen af forskellige ordninger i national lovgivning er derimod en opgave for de danske myndigheder.

Rammerne for affaldshåndtering er udstukket i Miljøbeskyttelsesloven og tilknyttede bekendtgørelser og cirkulærer. Hovedbekendtgørelsen er Bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald.

Ifølge det overordnede affaldshierarki er det bedst at undgå at danne affald. Når affaldet er dannet, er det bedst at genanvende det. Kan det ikke lade sig gøre, skal det brændes, med så høj energiudnyttelse som muligt. Og kun hvis affaldet ikke kan genanvendes eller brændes, skal det deponeres.

Følgende behandlingsmål - eller sigtelinier - er fastlagt i Regeringens Affaldsstrategi 2005 - 2008.

3.2.2 Kommunalbestyrelsen - ansvarlig for alt affald produceret i kommunen

Som fastlagt i Miljøbeskyttelsesloven har kommunerne ansvaret for al det affald, der bliver produceret i den pågældende kommune, uanset om der er tale om affald fra husholdninger eller erhverv.

Der er ganske få undtagelser hertil. I regulering af enkelte specifikke affaldsfraktioner er det ikke kommunerne, som har ansvaret for håndteringen. Dette gælder eksempelvis i Bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder, Bekendtgørelse om biomasseaffald, Bekendtgørelse om håndtering af biler, Bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål samt Bekendtgørelse om pant og indsamling mv. af emballager til øl og visse læskedrikke.

3.2.3 Kommunernes forpligtelser

Kommunerne - dvs. de enkelte kommunalbestyrelser - har en række forpligtelser i relation til affaldshåndteringen. Kommunerne skal:

• udarbejde affaldsplaner
• etablere ordninger, der sikrer at affald frembragt i kommunen håndteres miljømæssigt forsvarligt. Ordninger kan enten være anvisnings - eller indsamlingsordninger.
  
  Det centrale ved en anvisningsordning er, at kommunen i et affaldsregulativ fastlægger, at den pågældende affaldstype anvises til en fastsat håndtering. Affaldsproducenten (virksomheden) har ansvaret for, at affaldet håndteres efter regulativets bestemmelser.
  
  En indsamlingsordning er derimod karakteriseret ved, at kommunen har ansvaret for, at det pågældende affald indsamles, transporteres og håndteres i overensstemmelse med regulativet. Kommunerne skal etablere indsamlingsordninger for dagrenovation, herunder glas og papir fra private husstande, for PVC, imprægneret træ og farligt affald fra husholdninger samt for dagrenovationslignende affald fra virksomheder.
• udarbejde affaldsregulativer, der i detaljer beskriver de ordninger, som er etableret i den enkelte kommune
• sikre at affaldshierarkiet efterleves, herunder at visse typer affald genanvendes i overensstemmelse med specifikke krav, der er fastsat i affalds- bekendtgørelsen
• indsamle og registrere oplysninger om affaldsmængder og affaldsbehandlingsanlæg mv.
• føre tilsyn med at reglerne overholdes.

3.2.4 Opgaveløsningen i praksis

Langt de fleste af landets kommuner har indgået samarbejde med en eller flere kommuner med henblik på i fællesskab at løse centrale dele af affaldsopgaverne. Dette et sket ved etableringen af fælleskommunale affaldsselskaber.

Indsamling af husholdningsaffald foretages overvejende af private affaldsentreprenører, mens enkelte større kommuner har egen indsamlingsafdeling. Indsamling og transport af erhvervsaffald, bortset fra dagrenovationslignende affald, foregår stort set udelukkende i privat regi.

3.2.5 Økonomiske virkemidler

Målsætningerne på affaldsområdet understøttes desuden af en række økonomiske virkemidler, som afgifter, gebyrer og tilskudsordninger.

• Statslig afgift på affald. Affaldsafgiften er differentieret så det er dyrest at deponere affaldet, billigere at forbrænde affaldet og afgiftsfrit at genanvende affaldet. Der svares ikke afgift af farligt affald og forurenet jord samt affald omfattet af Biomassebekendtgørelsen.
• Emballageafgifter. Der findes afgifter for emballager på en række produkter. Generelt giver afgiften et incitament til at øge genbruget og dermed mindske affaldsmængderne.
• Specifikke afgifter. Ved siden af den generelle affaldsafgift eksisterer der mere specifikke afgifter rettet mod visse produkter, som enten kræver særlig behandling efter endt levetid, eller hvor forbruget ønskes begrænset eller flyttet til mere miljøvenlige produkter. Som eksempel kan nævnes afgift på nikkel-cadmium batterier og miljøbidraget på biler. Afgiftsprovenuet anvendes til dækning af udgifterne ved en godtgørelsesordning for de særlige ordninger.
• Gebyrer. Kommunerne kan gebyr- eller skattefinansiere deres faktiske omkostninger i forbindelse med håndteringen af affald fra husholdninger. Kommunerne skal gebyrfinansiere deres faktiske omkostninger i forbindelse med håndteringen af affald fra erhverv.
• Specifikke gebyrer. Udover det affaldsgebyr, der finansierer de kommunalt iværksatte ordninger for håndtering af affald, anvendes gebyrer i stigende omfang til at finansiere f.eks. tilbagetagningsordninger for særlige affaldsfraktioner (dæk og blyakkumulatorer).

3.2.6 Organiseringen under overvejelse

Størstedelen af alle deponeringsanlæg og affaldsforbrændingsanlæg er offentligt ejede og drevne, mens størstedelen af indsamlings- og transportvirksomheder samt genanvendelsesanlæg ejes og drives i privat regi.

I foråret 2002 nedsatte regeringen en arbejdsgruppe, der skal give en samlet vurdering af omfanget og betydningen af de væsentlige problemstillinger på affaldsområdet, herunder belyse fordele og ulemper ved en liberalisering af affaldssektoren. Arbejdsgruppen skal i 2004 komme med bud på fremtidige løsninger indenfor områder, hvor gruppen har vurderet, at det er nødvendigt med en ændret organisering og lovgivning. Resultaterne af arbejdet skal som helhed bidrage til en mere effektiv sektor, hvor det er lettere for borgere og virksomheder at komme af med affaldet og klart, hvad man betaler for, og hvad omkostningerne til affaldshåndteringen er.

Arbejdsgruppen skal koncentrere sig om rammebetingelserne for affaldssektoren, herunder de organisatoriske, konkurrencemæssige og økonomiske forhold for såvel husholdnings- som erhvervsaffald og både for private og offentlige aktører.

Der er i arbejdsgruppens regi foreslået og igangsat undersøgelser om gennemsigtighed i gebyrer og om fordele og ulemper ved liberalisering af deponerings- og forbrændingsområdet. Endvidere er der planlagt undersøgelser om kortlægning af indberetningsforpligtigelser og om et centralt register over affaldstransportører, en forenkling af de kommunale affaldsregulativer, gennemskuelighed i affaldstransportører og -mægleres rolle, erfaringer med en konkurrenceudsat affaldsbehandling (genanvendelsessektoren), adskillelse af myndigheds- og driftsherrerollen samt om producentansvar for kasserede produkter.

Udvalgets anbefalinger vil eventuelt kunne få betydning for sammensætningen af eventuelle kvoteordninger for affald til forbrænding og deponering.

3.3 Centrale aktører på affaldsområdet

De centrale aktører på affaldsområdet er kommuner og affaldsselskaber, affaldsproducenter og -behandlere, herunder privatejede genanvendelsesvirksomheder samt forbrændingsanlæg og deponeringsanlæg, og transportører.

Affaldsselskaber: Der er mere end 50 fælleskommunale affaldsselskaber og fælleskommunale modtagestationer i Danmark, der alle er godkendt efter den kommunale styrelseslov. Affaldsselskabet fungerer ofte som kommunens forlængede arm på affaldsområdet. De driver typisk forbrændings- og deponeringsanlæg samt i en vis udstrækning genbrugsstationer og papirsorteringsanlæg, og nogle selskaber gennemfører planlægning og tilrettelæggelse af kommunale indsamlings- og anvisningsordninger.

Forbrændingsanlæg: Der er 31 affaldsforbrændingsanlæg i Danmark, heraf er:

• 20 ejet af enkeltkommuner eller fælleskommunale affaldsselskaber
• 6 ejet af el-distributionsselskaber
• 2 ejet af el-distributionsselskaber og forbrugere
• 3 ejet udelukkende af forbrugere

Deponeringsanlæg: Der er 134 miljøgodkendte deponeringsanlæg i Danmark. Af disse er:

• 100 anlæg ejet af offentligt ejet af blandt andre fælleskommunale affaldsselskaber, heraf:
  • 51 deponeringsanlæg (lossepladser)
  • 25 fyldpladser
  • 24 specialdepoter
• 34 anlæg er privat ejet, heraf:
  • 3 deponeringsanlæg (lossepladser)
  • 10 fyldpladser
  • 21 specialdepoter

Ifølge Miljøbeskyttelsesloven må affaldsdeponeringsanlæg etableret efter 1992 kun ejes af offentlige myndigheder.

Genanvendelsesanlæg: Oparbejdning af affald med henblik på genanvendelse sker på ca. 300 danske virksomheder, som overvejende ejes og drives i privat regi. De er i sagens natur af vidt forskellig størrelse og karakter, idet der oparbejdes en række forskellige fraktioner, eksempelvis: papir, pap, emballageglas, plast, autodæk, jern og metal, beton, tegl, asfalt, olie.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Januar 2005, © Miljøstyrelsen.