| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks udledning af CO₂ - indsatsen i perioden 1990-2001 og omkostningerne herved - Hovedrapport

2 Tiltag for reduktion af drivhusgasser

2.1 Energi
2.2 Industri (proces)
2.3 Transport
2.4 Landbrug
2.5 Affald
2.6 Samlet oversigt over tiltag der indgår i opgørelsen af reduktion af drivhusgasser

I dette afsnit præsenteres en kort beskrivelse af de enkelte sektorers udvikling i relation til udledningen af drivhusgasser. Beskrivelserne giver en kort indføring i de historiske initiativer og reguleringer, som har bidraget til reduktion af drivhusgasser. Det redegøres både for tiltag der har haft fortrængning af drivhusgasser som hovedformål og for tiltag som har været indført ud fra andre hensyn, men som har bidraget med en betydelig reduktion af CO₂.

Sektoropdelingen følger den opdeling der anbefales anvendt i forbindelse med den internationale rapportering under UNFCCC ^[3], bortset fra at transport behandles særskilt fra resten af energisektoren. Det betyder at tiltagene er opsplittet på sektorerne Energi, Transport, Industri (proces), Landbrug og Affald. Husholdningerne, som i visse andre sammenhænge angives som en selvstændig kategori, er en del af energisektoren i den her anvendte sektoropdeling.

2.1 Energi

Energiforbruget er den største kilde til emission af drivhusgasser, hovedsageligt CO₂ fra afbrænding af fossilt brændsel, men afbrænding fører også til mindre udledninger af andre drivhusgasser (lattergas og metan). I alt udgjorde energisektorens (ekskl. transport) drivhusgasemissioner mere end 60 pct. af de samlede emissioner i Danmark i 2001. Udledninger fra energiproduktion repræsenterede ca. 40 pct., erhvervenes afbrænding af brændsler ca. 12 pct. og husholdningernes afbrænding af brændsler godt 6 pct. Det er også i energisektoren at langt de flest tiltag til begrænsning af CO₂ udslippet har været gennemført.

Et af energipolitikkens hovedmål i 1990'erne var at reducere den danske CO₂-udledning. I energihandlingsplanen Energi 2000 fra 1990 blev der således lanceret et nationalt mål om at reducere CO₂-udledningen med 20 pct. fra 1988 til 2005. Dette mål var baseret på en opgørelsesmetode, hvor der blev korrigeret for CO₂-udledning i forbindelse med import og eksport af el. Den herved beregnede CO₂-udledning var således et udtryk for, hvor stor en global CO₂-belastning energiforbruget i Danmark gav anledning til.

Som opfølgning på denne målsætning blev der igennem 1990'erne fremlagt handleplaner (Energi 2000 fra 1990 og Energi 21 fra 1996) og indført en række reguleringer med henblik på at reducere energisektorens CO₂ emissioner. Et af de bærende elementer i energipolitikken var at omlægge el- og fjernevarmeproduktionen fra kul- og oliebaseret produktion til produktion baseret på mere miljøvenlige brændsler som naturgas og vedvarende energi. Endvidere blev der lagt vægt på at øge brændselsudnyttelsen gennem en øget samproduktion af el og varme. Endelig blevet der også gjort en betydelig indsats for at opnå energibesparelser i erhvervsliv, husholdninger og den offentlige sektor.

Reguleringerne gjorde brug af en bred vifte af politiske virkemidler. De omfattede således bl.a. afgifter, tilskud, informationskampagner samt forskellige aftaler og administrative reguleringer.

Hovedindsatsen overfor erhvervslivet har været lagt på reduktion/omlægning af energiforbruget gennem indførelse af CO₂ afgifter i 1992 og den grønne afgiftspakke fra 1995. Disse initiativer betød at industriens energiforbrug blev beskattet, hvilket ikke havde været tilfældet tidligere. Provenuet tilbageføres til erhvervslivet, bl.a. gennem tilskud til energibesparelser.

Hovedindsatsen overfor husholdninger har været rettet mod at øge konvertering til kollektive energiforsyningssystemer, dvs. naturgas og fjernvarme. Specielt i forbindelse med skift fra elvarme har der været betydelige reduktioner i CO₂ udledninger. Besparelser i slutforbruget har også været søgt fremmet gennem indførelse af en mærkningsordning for bygninger.

I forbindelse med nærværende opgørelse er de analyserede tiltag blevet afgrænset til de tiltag, der har haft CO₂ fortrængning som hovedformål, og som tidligere har været analyseret bl.a. i forbindelse med miljøpolitikkens fordele og omkostninger (Finansministeriet, 2001). Det drejer sig om følgende centrale tiltag, som er beskrevet i bilagsrapporten, samt mere uddybende i Energistyrelsen rapport "Energipolitiske tiltags omkostninger og CO₂ reduktion", Energistyrelsen 2005) ^[4]:

• Tilskud til private vindmøller
• Elværkernes udbygning med vindmøller
• Udbygning med decentral kraftvarme
• Aftale om biomasseanvendelse til elproduktion
• Tilskud til energibesparelser i erhvervene
• Tilskud tildækning af CO₂-afgift (aftaleordningen)
• Tilskud til omstilling af ældre boliger til kraftvarme
• Tilskud til fremme af tilslutning til kulkraftvarme
• Tilskud til vedvarende energi
• Mærkning af bygninger; og
• Ændringer i afgifterne på energiprodukter

Ud over ovenstående tiltag har der været gennemført en række initiativer som også har haft betydelig effekt på Danmarks CO₂ udledninger. Disse tiltag har ikke været genstand for en nærmere analyse i forbindelse med denne rapport - enten fordi de ikke har haft reduktion af CO₂ udledningerne som hovedformål eller fordi der ikke har foreligget et tilstrækkeligt datamateriale til at kunne foretage en reel vurdering af tiltagets effekter indenfor ressourcerammerne. Det har i anden forbindelse været vurderet, hvor meget disse yderligere tiltag ville bidrage med af CO₂ reduktioner i 2008-12. Resultatet af denne vurdering fremgår af nedenstående tabel.

Tabel 2.1 Oversigt over skønnet CO₂ reduktion fra "yderligere" energitiltag

Kilde: Energistyrelsen
Noter: Det er antaget at disse tiltag hovedsageligt er fuldt implementeret og at reduktionen i 2001 svarer til den angivne reduktion for 2008-12.
1) Dette tiltag medfører en forøget udledning af drivhusgassen metan. I overslaget over CO₂-reduktionen 2008-12 er der medregnet øget metan svarende til 0,3 mio. ton CO₂-ækvivalenter. For overslaget over CO₂-reduktion i 2008-12 fra 1990'ernes energipolitik er der medregnet øget metan svarende til 0,1 mio. ton CO₂-ækvivalenter

2.2 Industri (proces)

Bidraget fra industrigasser (HFC, PFC og SF6) til Danmarks samlede udledninger drivhusgasser er forholdsvis beskeden (1 pct. i 2001), men der har været en stærk vækst i udledningerne grundet brugen af industrigasser. HFC'er som primært bruges i køleindustrien bidrager mest til de industrielle drivhusgasudledninger. Fra 1990 til 2001 steg udledningen med HFC således fra 0 til 647.000 ton CO₂ ækvivalenter. Fremstilling af cement, tegl mv. bidraget desuden med CO₂ som afgives fra de anvendte råstoffer.

De vigtigste tiltag rettet mod udledninger fra industrisektoren vedrører tiltag der sigter mod at reducere anvendelsen og dermed udledninger af de såkaldte industrigasser. Disse gasser har et langt højere GWP end CO₂; for eksempel giver udledning af et ton SF6 samme drivhuseffekt som 23.900 tons CO₂.

I Danmark er der indført 2 reguleringsformer af de industrielle drivhusgasser - afgifter samt forbud ^[5] mod anvendelse af industrigasser til en længere række af formål.

I forbindelse med finansloven 2001 blev der indført en afgift på anvendelsen af de industrielle drivhusgasser; en afgift der modsvarer den CO₂ udledning de enkelte stoffer repræsenterer (stoffets såkaldte Global Warming Potential, GWP). For den mest anvendte HFC, HFC-134a, betyder det med en GWP på 1300 bliver afgiften på 130 kr. pr. kg.

I 2002 blev der indført en Bekendtgørelse om regulering af visse industrielle drivhusgasser som indebar at man efter fra 2006 for en lang række anvendelser ikke må importere, sælge eller anvende nye produkter, der indeholder industrielle drivhusgasser.

Der har ikke hidtil været iværksat tiltag til reduktion af drivhusgasudledninger i forbindelse med industriens øvrige proces-emissioner.

2.3 Transport

Baggrund
Op i gennem 1990'erne steg trafikarbejdet støt nogenlunde i samme takt som den økonomiske vækst (men dog med lavere hastighed). Det betød ikke alene at CO₂-udslippet fra transport-sektoren steg, men også at transportsektorens relative andel af det samlede CO₂-udslip steg. I dag bidrager den nationale transport med ca. 18 pct. af det samlede danske udslip af drivhusgasser. Således har udviklingen i transportsektorens CO₂-udslip en væsentlig betydning for den samlede udvikling i udslippet af drivhusgasser. CO₂-udledningen fra brændstof solgt i Danmark til international fly- og skibstransport opgøres årligt, men indgår i overensstemmelse med Klimakonventionen og Kyoto-protokollen ikke i beregningen af Danmarks samlede nationale drivhusgasudledning.

Langt den største del af transportsektorens CO₂-udslip kan tilskrives vejtrafikken, som isoleret set står for godt 90 pct. af det samlede CO₂-udslip for national transport. Jernbanetransport kan tilskrives ca. 3 pct., mens fly og skibsfart kan tilskrives hhv. ca. 1 pct. og 4 pct.. For transportsektoren i alt stammer ca. 65 pct. fra persontransport, mens de resterende ca. 35 pct. stammer for godstransport.

Målsætninger og handlingsplaner
I begyndelsen af 1990'erne blev der sat mere fokus på reduktion af CO₂-udslippet og der blev formuleret målsætninger og udarbejdet handlingsplaner for reduktion af udslippet - også på transportområdet. Fra start var der tale om meget ambitiøse reduktionsmål, men i erkendelse af de store vanskeligheder og omkostninger ved at reducere CO₂-udslippet fra transportsektoren blev målsætningerne nedjusteret for denne sektor. I henhold til regeringens klimastrategi, der udkom i marts 2003, er der nu et gennemgående krav om omkostningseffektivitet for reduktion af CO₂ på tværs af sektorer. Det betyder, at regeringen ikke længere opererer med sektorspecifikke reduktionskrav. Således heller ikke for transportsektoren.

Øvrige hensyn - miljø og sikkerhed
Trafik giver isoleret set anledning til en række negative sideeffekter ud over at bidrage til drivhuseffekten gennem øget CO₂ udslip. Det drejer sig specielt om luftforurening, støj, ulykker samt trængselsproblemer. Det er vigtigt at bemærke, at de forskellige initiativer, der er gennemført på transportområdet typisk er indført for at adressere flere af ovennævnte forhold og kan således ikke kun ses i relation til CO₂ udledningerne. Generelt har det stigende trafikarbejde givet anledning til et stigende CO₂ udslip, mens den øvrige luftforurening er faldet markant til trods for det stigende trafikarbejde.

Initiativer
Der er gennemført en række overnationale (EU regi) og nationale tiltag, som har medvirket til at reducere CO₂-udslippet for transportsektoren.

EU har formuleret en overordnet målsætning om at nå en gennemsnitlig CO₂-udledning for nye personbiler på 120 g CO₂/km inden 2008 eller senest i 2010. Som et led i at nå denne målsætning har man indgået aftaler med bilindustrierne i Europa, Japan og senest Korea som forpligter industrien til reducere den gennemsnitlige CO₂-udledning pr. kørt km. Dette initiativ vurderes at have haft og vil få en betydelig effekt og er desuden implementeret med CO₂-reduktion som et af de primære mål.

De nationale miljømotiverede initiativer på transportområdet, som også har indvirket på CO₂-udledningen, er som oftest kendetegnet ved at de har sigtet på at begrænse miljøbelastningen generelt. "Omlægning af vægtafgift til grøn ejerafgift" og "øgede brændstofafgifter" vurderes begge at have haft en betydelig effekt og er desuden implementeret med CO₂-reduktion som et af de primære mål.

Udover disse to tiltag er der på forskellige områder gennemført en lang række initiativer som direkte eller indirekte har sigtet mod en CO₂-begrænsning. Initiativerne er alle kendetegnet ved at være informationskampagner eller tilskuds- og støtteordninger, mens der ikke er iværksat initiativer med brug af direkte regulering i form af krav eller forbud. Den aktuelle effekt af disse initiativer er vanskelig at opgøre og de vurderes ikke isoleret at have bidraget med betydelige CO₂-reduktioner. Som følge heraf er disse tiltag ikke særskilt behandlet i nærværende rapport.

2.4 Landbrug

Landbrugsområdet er en betydelig bidragsyder til Danmarks samlede udledning af drivhusgasser. Der er en helt række kilder fra landbruget, som bidrager til udledningen, men de mest betydningsfulde er lattergas fra omsætningen handels- og husdyrgødning i jorden samt metangasudledning fra drøvtyggeres fordøjelsessystem og fra husdyrgødningen. I alt bidrager landbruget i dag med ca. 14 pct. af Danmarks samlede udslip af drivhusgasser målt i CO₂-ækvivalenter.

Der har i adskillige år været stor politisk fokus på landbrugets forbrug og udledning af kvælstof og fosfor til vandmiljøet. I slutningen af 80'erne blev der gennemført handlingsplaner ^[6], som bl.a. havde til formål at reducere landbrugets udledning af næringsstoffer. Disse handlingsplaner blev fulgt af nye initiativer med Handlingsplan for Bæredygtigt landbrug i 1991, Vandmiljøplan II i 1998 og senest en ny husdyrgødningsbekendtgørelse i 2002.

Tilsammen har handlingsplanerne haft betydelig indflydelse på den samlede udledning af drivhusgasser. Ingen af handlingsplanerne er dog gennemført specifikt med henblik på at reducere udledningen af drivhusgasser.

Selvom der for landbrugssektoren ikke er vedtaget specifikke mål for begrænsning af udledningen af drivhusgasser forventes en reduktion på omkring 20-25 pct. af landbrugets udledning af drivhusgasser i forhold til niveauet i 1990. Reduktionen er en konsekvens af allerede vedtagne initiativer, herunder tiltag under Vandmiljøplan II. Effekten af tiltagene under et og vandmiljøplan II isoleret er blevet vurderet og er medtaget i den samlede opgørelse af reduktion af drivhusgasser - også selvom tiltagene ikke har været indført med reduktion af drivhusgasser for øje.

2.5 Affald

Affaldsområdet bidrager til udledning af drivhusgasser primært gennem udledning af metan fra deponeringsanlæg og i begrænset omfang ved forbrænding af affald ^[7]. I alt bidrager metan fra deponeringsanlæg i dag med ca. 1,7 pct. af Danmarks samlede udslip af drivhusgasser målt i CO₂-ækvivalenter.

Affaldsområdet har stor politisk opmærksomhed og de sidste årtier har der været arbejdet målrettet på at begrænse affaldsmængderne og generelt at øge kvaliteten af affaldsbehandling med henblik på at reducere miljøpåvirkningen som helhed. Den nuværende danske affaldsmodel er et resultat af et samspil mellem EU-regler og national regulering. EU-regulering har lagt de overordnede rammer og principper for affaldshåndteringen, mens selve organiseringen af affaldsstrukturen og indarbejdelsen af EU-reglerne i den danske lovgivning er implementeret gennem national lovgivning.

Et af de centrale elementer i den nuværende regulering af affaldsområdet er det såkaldte affaldshierarki, som prioriterer håndtering af affald ved at anbefale at affaldsforebyggelse prioriteres før genanvendelse, som prioriteres før forbrænding som igen prioriteres før deponering. Som udgangspunkt er deponering den metode, der rangerer lavest, fordi den ikke udnytter affaldets ressourcer og fordi den udgør en trussel for miljøet i form af forurening af jord og grundvand. I beslutningen om valg af behandlingsform for de enkelte affaldsfraktioner indgår imidlertid en konkret afvejning af de miljø-, energi- og ressourcemæssige samt økonomiske forhold. Dette kan betyde, at hierarkiet ikke følges slavisk.

Affaldsbehandling er forbundet med en række miljøpåvirkninger udover at bidrage til drivhuseffekten gennem udslip af metan fra deponering. Det drejer sig bl.a. om tab af ressourcer ved bortskaffelse, ressourceforbrug ved behandling og emissioner fra affaldsforbrænding og deponering mm. De fleste initiativer der er gennemført på affaldsområdet er typisk indført for samlet set at adressere disse forhold og der er ikke gennemført tiltag, som alene har haft til formål at reducere udledningen af drivhusgasser. Der kan imidlertid alligevel fremhæves tiltag, hvor reduktion af udslip af drivhusgasser har været en væsentlig årsag til regulering. De to væsentligste initiativer som har medvirket til at reducere metan-udslippet fra affaldsområdet er ^[8]:

• Anlægstilskud til etablering af nye anlæg til opsamling af deponigas.
• Aftale mellem Miljøministeren og Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommuner om stop for deponering af forbrændingsegnet affald.

Indvinding af metan fra deponeringsanlæg er ikke nogen ny teknologi. Indvinding blev således allerede anvendt i begrænset omfang før år 1990. Op i gennem 90'erne er der imidlertid ydet statsligt tilskud til anlægsomkostninger for anlæg til opsamling af metan på gamle deponeringsanlæg med henblik på afbrænding og eventuelt elproduktion.

Metanudvikling på deponeringsanlæg kommer fra den bioorganiske proces, som opstår i den organiske del af det deponerede affald. Ved indvinding af metan opnår man, at denne drivhusgas ikke udledes i atmosfæren. Desuden kan den indvundne metan anvendes til energiproduktion, hvorved man yderligere sparer CO₂-udslip fra de fossile brændsler som metanen erstatter.

I 1997 indførtes et stop for deponering af alt forbrændingsegnet affald, hvorved affald blev flyttet fra deponering til forbrænding. Dette har dels betydet at energien i affaldet er blevet udnyttet direkte og dels betydet af de organiske fraktioner ikke længere havner på deponeringsanlæg. Som en konsekvens heraf er produktionen og dermed udledning af metan fra deponeringsanlæggene reduceret.

2.6 Samlet oversigt over tiltag der indgår i opgørelsen af reduktion af drivhusgasser

Nedenstående tabel giver en oversigt over de tiltag, som indgår i opgørelsen over reduktion af drivhusgasser.

Tabel 2.2 Oversigt over tiltag der indgår i opgørelsen af reduktion af drivhusgasser - tiltag indført efter 1990

I det følgende kapitel opgøres CO₂-reduktionen som tiltagene vurderes at have givet anledning til. I det efterfølgende kapitel præsenteres de samfundsmæssige omkostninger ved reduktion af CO₂ udledninger opgjort for de enkelte tiltag. For nogle af tiltagene er de samfundsmæssige omkostninger ikke opgjort. Det drejer sig om:

• Handlingsplaner på landbrugsområdet
• Aftale med bilindustrien om forbedring af energieffektiviteten
• Opsamling af metan fra lossepladser
• Stop for deponering af forbrændingsegnet affald
• De "yderligere" energitiltag

For " Handlingsplaner på landbrugsområdet" har andre effekter end reduktion af drivhusgasser været afgørende for reguleringen. Derfor kan omkostningerne for tiltaget ikke tilskrives reduktion af drivhusgasser, men bør snareres tilskrives andre miljøforbedringer, som det ikke er muligt direkte at værdisætte. For de øvrige tiltag har det ikke været muligt indenfor rammer af dette projekt at etablere forsvarlige estimater for omkostningerne ved tiltagene.

Fodnoter

[3] United Nations Framework Convention on Climate Change. UNFCCC, 2000: UNFCCC guidelines on reporting and review, FCCC/CP/1999/7, 2000. http://unfccc.int/resource/docs/cop5/07.pdf

[4] Tiltaget "Elvarmekonvertering" har indgået i tidligere beregninger, men er ikke medtaget i nærværende analyse.

[5] EU Kommissionen fremlagde i august 2003 et forslag til forordning om de såkaldte f-gasser. Dette forslag har kun forbud mod meget små anvendelser, men koncentrerer sig i stedet om at få uddannelse og tilsyn på plads i hele EU; forhold som der har været krav om i Danmark siden 1950. Danmark kæmper i den forbindelse på at få lov til at beholde de danske forbud, der er en vigtig del af Danmarks bestræbelser på at opfylde vores forpligtigelse i henhold til Kyoto-protokollen. "

[6] NPO-handlingsplanen (NPO, 1986) og Vandmiljøplan I (VMP I, 1987)

[7] Ved forbrænding omdannes affaldets kulstofindhold til CO₂. Hovedparten af kulstofindholdet foreligger imidlertid som biomasse. CO₂-udledningen fra det fossile kulstofindhold (hovedsagligt plast, som udgør ca. 6 pct. af affaldet) medregnes under energi-sektoren, da der sker energiudnyttelse i forbindelse med affaldsforbrænding i Danmark.

[8] Afgifter på deponering af affald har også haft en betydning frem til 1999, hvor det totale forbud mod deponering af forbrændingsegnet affald trådte i kraft. Effekten vurderes imidlertid at være beskeden.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 April 2005, © Miljøstyrelsen.