|
Danmarks klimapolitiske mål og resultater 2 Virkemidler med betydning for udledninger og optag af drivhusgasser
2.1 Den politiske beslutningsproces og retsgrundlaget for kyoto-protokollens implementering og håndhævelseDet retslige fundament for styrets opdeling i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er Danmarks Riges Grundlov. På forslag fra regeringen meddelte Folketinget i 2002 sit samtykke til at Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden på Rigsfællesskabets vegne og med territorialt forbehold for Færøerne ratificerede Kyoto-protokollen. Dette skete den 31. maj 2002. Danmarks implementering af Kyoto-protokollen sker løbende gennem opfølgning på den nationale klimastrategi, sektor-politiske strategier med klimahensyn samt konkrete tiltag, som vil bidrage til begrænsning eller reduktion af drivhusgasudledninger samt implementering af de øvrige dele af Kyoto-protokollen. Den nødvendige lovgivning til brug herfor vedtages i medfør af Grundlovens regler for den lovgivende magt. Der er adgang til det samlede sæt retsregler via Retsinformation [3]. I den 4. Nationalrapport er desuden i videst mulige omfang indsat referencer til det specifikke retsgrundlag i forbindelse med hvert af de konkrete anførte virkemidler, ligesom det er anført om der er tale om implementering af EU-lovgivning eller forbindelse hertil. Lovgivningen omkring virkemidler med betydning for Danmarks forpligtelser under Kyoto-protokollen vil blive håndhævet i medfør af det til enhver tid gældende retsgrundlag, herunder også i medfør af eventuelle straffebestemmelser. Håndhævelse kan evt. også involvere den dømmende magt. Med hensyn til de institutionelle dispositioner omkring implementeringen af Kyoto-protokollen, hvad angår aktiviteter i forbindelse med deltagelse i mekanismerne efter Kyoto-protokollens artikel 6, 12 og 17 samt oprettelse og drift af et nationalt kvoteregister, kan det oplyses at overordnet set arbejdes efter følgende opgavefordeling, idet Miljøstyrelsen dog også har nogle aktiviteter vedrørende CDM: JI og Det Nationale Kvoteregister : Miljøstyrelsen under Miljøministeriet CDM : Udenrigsministeriet Det skal bemærkes at ansvaret for lovgivningen og administrationen vedrørende EU's kvotedirektiv varetages af Energistyrelsen under Transport- og Energiministeriet. 2.2 Danmarks klimapolitik, målsætninger og strategi2.2.1 Danmarks klimapolitikDanmarks klimapolitik er siden Brundtland-kommissionens rapport "Vores fælles fremtid" fra 1987 blevet udviklet i samspil med samfundets forskellige sektorer, den internationale klimapolitik og resultaterne af forskningen knyttet hertil. Siden slutningen af 1980'erne og op gennem 1990'erne er der således blevet taget adskillige initiativer, der har medført reduktion af udledningen af drivhusgasser. Initiativerne har haft til formål at opnå miljøforbedringer bredt i samfundet f.eks. gennem introduktion af miljøafgifter og inddragelse af befolkningen i debatten og beslutningerne på miljøområdet. Siden 2001 har der været et særligt fokus på, at indsatsen med emissionsreduktioner bør være omkostningseffektiv. For at kunne følge udviklingen i initiativernes samlede effekt på udledningen af drivhusgasser knyttet til det nationale energiforbrug har udgangspunktet for og opfølgningen på Danmarks reduktionsindsats bl.a. omfattet emissionsopgørelser, som er korrigeret for årlige temperaturudsving og variationer i Danmarks elimport. 2.2.2 Internationale målsætninger på klimaområdetSiden 1990 har Danmark givet tilsagn eller forpligtet sig til flere målsætninger med henblik på at reducere udledningen af drivhusgasser:
2.2.3 Danmarks klimastrategiDanmarks nuværende klimastrategi blev tiltrådt af Folketinget i marts 2003. Klimastrategien lægger rammerne for Danmarks fremtidige klimaindsats. Udgangspunktet i strategien er, at Danmark skal opfylde sine internationale klimaforpligtelser som følge af Kyoto-protokollen og den efterfølgende byrdefordelingsaftale i EU, og at indsatsen tilrettelægges omkostningseffektivt. Selvom der allerede er blevet iværksat mange væsentlige initiativer for at leve op til klimamålsætningen, udestår fortsat en betydelig indsats før Danmark kan leve op til sit meget ambitiøse Kyoto-mål. I den basisfremskrivning af Danmarks udledning af drivhusgasser som blev udarbejdet som grundlag for Klimastrategien – det vil sige en fremskrivning, som alene indregnede de forventede effekter af virkemidler iværksat før Klimastrategien – blev det skønnet, at der i forhold til Danmarks Kyoto-forpligtelse ville være en manko på 20-25 mio. ton CO2-ækvivalenter årligt i perioden 2008-12, hvis der ikke blev iværksat yderligere tiltag [4], [5]. Kyoto-protokollen giver mulighed for at tilrettelægge en klimaindsats som inddrager både internationale og nationale tiltag. Klimastrategien kombinerer omkostningseffektive indenlandske tiltag med brug af Kyoto-protokollens fleksible mekanismer. Reduktionsindsatsen er først og fremmest en opgave for den private sektor, ikke mindst for de sektorer, som omfattes af kvoteregulering. Ifølge klimastrategien vil en statslig indsats kunne supplere den private indsats, og i startfasen medvirke til at løbe markedet for CO2-kreditter i gang. Den statslige indsats koncentreres om de af Kyoto-protokollens fleksible mekanismer, som omfatter iværksættelse af konkrete projekter i andre lande, der nedbringer udledningen af drivhusgasser, hvilket vil sige JI-projekter (fælles gennemførelse af projekter med andre i-lande) og CDM-projekter (projekter med u-lande om udvikling med renere teknologi). Da reduktionsomkostningerne for mulige nye indenlandske tiltag i de forskellige sektorer løbende udvikler sig, bl.a. som følge af teknologisk udvikling og ændrede økonomiske rammebetingelser, lægger strategien op til løbende vurdering af indsatsen således at det tilstræbes at de mest omkostningseffektive virkemidler vælges. For at sikre sammenhæng i reduktionsindsatsen på tværs af sektorer og virkemidler har regeringen fastsat et pejlemærke på 120 kr. pr. ton CO2, der kan lægges til grund for iværksættelsen af indenlandske tiltag uden for de sektorer og virksomheder, der er omfattet af EU's kvotesystem. Pejlemærket er udtryk for den værdi af CO2-reduktionen, som kan indregnes i vurderingen af konkrete tiltag. Hertil kan lægges værdien af eventuelle andre fordele ved tiltaget, f.eks. øvrige miljøfordele. Regeringsgrundlaget fra februar 2005 tager udgangspunkt i klimastrategien. Endvidere er en række elementer med klimapolitiske aspekter fremhævet. Disse elementer omfatter bl.a.:
2.2.4 Overordnet status for opfølgningen på klimastrategien2.2.4.1 KlimaudvalgetFor at sikre omkostningseffektiviteten i klimapolitikken besluttede regeringen som led i opfølgningen på klimastrategien at nedsætte et stående klimaudvalg som løbende skal følge op på mankoen og sikre en omkostningseffektiv udmøntning af klimapolitikken. Udvalget består af Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Udenrigsministeriet, Skatteministeriet, Trafikministeriet – nu Transport og Energiministeriet – herunder Energistyrelsen samt Miljøministeriet – herunder Miljøstyrelsen. Formandskab og sekretariat varetages af Miljøstyrelsen. Klimaudvalget skal løbende overvåge udviklingen i den danske klimamanko, det vil sige forskellen mellem den danske målsætning for udledningerne af drivhusgasser i 2008-2012 og de forventede udledninger. Udvalget skal på denne baggrund sikre en hensigtsmæssig koordinering og prioritering mellem forskellige virkemidler, som kan bidrage til at opfylde Danmarks reduktionsforpligtelser, herunder såvel anvendelse af fleksible mekanismer (international kvotehandel, Joint Implementation og Clean Development Mechanism) som kvoteregulering og andre nationale virkemidler på tværs af forskellige samfundssektorer. Udvalget skal i denne forbindelse foretage en vurdering af samfundsøkonomiske, statsfinansielle, miljømæssige samt fordelings- og konkurrenceevnemæssige konsekvenser ved anvendelsen af forskellige virkemidler og tiltag. Desuden skal Klimaudvalget i 2006 koordinere udarbejdelsen af en status for opfyldelse af Danmarks reduktionsforpligtelse og opdatere beregninger om virkemidler for så vidt angår omkostninger og potentiale med henblik på en eventuel revision af Danmarks klimastrategi. 2.2.4.2 VirkemiddelprojektetDanmarks Tredje Nationalrapport til Klimakonventionen gengav hovedresultaterne af de analyser som blev lagt til grund for klimastrategien med hensyn til potentialer og samfundsøkonomiske reduktionsomkostninger.Beregningerne illustrerede, at kun relativt få indenlandske tiltag med et væsentligt potentiale, som ikke overstiger pejlemærket på 120 kr./ton CO2-ækvivalenter, ville være omkostningseffektive i forhold til brug af de fleksible mekanismer. Det skal ses i lyset af, at Danmark allerede har gennemført en stor national indsats op igennem 1990'erne. Det er på den baggrund, at Regeringens omkostningseffektive strategi til opfyldelse af Danmark reduktionsforpligtelse lægger vægt på brugen af fleksible mekanismer – Emission Trading, og projektmekanismerne, Joint Implementation og Clean Development Mechanism. EU-kvotesystemet vil danne rammen for størstedelen af reduktionsindsatsen. Den konkrete sammensætning af indsatsen afhænger af i hvilket omfang de omfattede virksomheder vælger at gennemføre egne reduktionstiltag eller at købe kvoter i udlandet. For også at ajourføre og undersøge mulighederne for implementering af yderligere indenlandske virkemidler udenfor de kvote-regulerede aktiviteter er der som led i opfølgningen af klimastrategien også været iværksat et tværministerielt projekt, Virkemiddelprojektet. Projektet går dels videre med de potentielle nye indenlandske virkemidler, hvor tidligere beregninger har vist forholdsvis lave reduktionsomkostninger, og dels undersøger projektet nærmere om der måtte foreligge ny viden, som vil medvirke til yderligere at kunne nedsætte de tidligere beregnede omkostninger, og endelig undersøger projektet også om der kan findes yderligere nye omkostningseffektive indenlandske virkemidler. Projektet forventes afsluttet ultimo 2005 med henblik på, at resultaterne kan komme til at indgå i en status som Klimaudvalget skal udarbejde i 2006, som baggrund for allokeringsplanen 2008-2012. 2.2.4.3 Overordnet status for iværksættelse af nye virkemidlerFor en stor del af energiproducenterne, samt en del af den energiintensive industri, danner EU-direktivet om en fælles kvoteordning rammen om indsatsen fra den 1. januar 2005. De virksomheder, der er omfattet af kvoteordningen 2005-2007 er i gang med selv at tilrettelægge deres klimaindsats. De kan vælge at reducere egne emissioner, når det er mest formålstjenligt eller købe kvoter eller kreditter fra projektbaserede emissionsreduktioner, når det vurderes at være mest hensigtsmæssigt. Hermed får de omfattede virksomheder mulighed for løbende at tilpasse indsatsen på markedsvilkår. Danmarks implementering af EU's kvotedirektiv er nærmere omtalt i afsnit 2.3.1.1. Brugen af de fleksible mekanismer under Kyoto-protokollen er som nævnt også et element i en omkostningseffektiv dansk klimastrategi. Afsnit 2.3.1.2 indeholder en status for allokerede midler og konkrete JI- og CDM-projekter. I afsnit 2.3.1.3 er der nærmere redegjort for status med hensyn til afgifter med betydning for Danmarks udledning af drivhusgasser. Der vil med regeringens skattestop ikke ske afgiftstigninger, men omlægninger kan eventuelt blive resultatet af det udvalgsarbejde, som forventes afsluttet i 2007. På energiområdet er der taget initiativer til at fremme fortsatte energibesparelser og energieffektivisering. Den 4. Nationalrapport indeholder en status for arbejdet med de konkrete planer, Energispareplan (2005) og Energistrategi frem mod 2025 (2005), som begge ventes færdiggjort i 2005. Også indenfor transportsektoren undersøges mulighederne nærmere i Virkemiddelprojektet. Nye virkemidler på transportområdet vil dog i de fleste tilfælde kræve en fælles EU-indsats for at blive tilstrækkeligt effektive. Med hensyn til erhverv vil der være fokus på CO2-reduktioner gennem kvotereguleringens tilskyndelse til energibesparelser og reduktion af CO2-procesemissioner. Da sidstnævnte primært er knyttet produktion af cement og tegl er der med teknologien på nuværende tidspunkt kun begrænsede reduktionsmuligheder. Teknologisk set ville der med hensyn til udledningen af lattergas fra salpetersyreproduktion til fremstilling af kunstgødning have været gode muligheder for at opnå reduktioner. Som det fremgår af afsnit 4.3.3 er dette imidlertid ikke længere aktuelt, da Danmarks eneste salpetersyreproduktion ophørte i 2004. I den 4. Nationalrapport er også Danmarks vigtige indsats for at begrænse forbruget og udledningerne af de fluorholdige drivhusgasser nærmere beskrevet. Indenfor landbrugsområdet findes der også visse muligheder for reduktion af udslip af drivhusgasser. Potentialet og mulighederne for at gennemføre omkostningseffektive tiltag indenfor denne sektor er blevet analyseret nærmere i forbindelse med Vandmiljøplan III, der blev vedtaget i 2004. Bidraget til reduktionen af drivhusgasudledningen fra selve Vandmiljøplan III har vist sig at være forholdsvist beskedent jf. den 4. Nationalrapport. Derfor undersøges i forlængelse heraf i øjeblikket yderligere konkrete tiltag i forbindelse med Virkemiddelprojektet, hvor de foreløbige resultater ventes forelagt og drøftet på en offentlig tilgængelig temadag i 2005. Udover de allerede iværksatte foranstaltninger vedrørende skovrejsning, som skal henregnes under Kyoto-protokollens artikel 3.3, bliver det i tilknytning til Virkemiddelprojektet undersøgt om der under protokollens artikel 3.4 vil være omkostningseffektive reduktionspotentialer i forbindelse med skove og jorde (gentilplantning, skovpleje, afgrødedyrkning og pasning af græsningsarealer). På affaldsområdet undersøger Virkemiddelprojektet om der vil være omkostningseffektive potentialer ved en yderligere udbygning af den eksisterende opsamling og energiudnyttelse af metan fra lossepladser. 2.2.4.4 Danmarks indsats 1990-2001 og omkostningerne hervedI marts 2005 blev et større analysearbejde vedrørende Danmarks indsats i 1990-2001 for at reducere udledningen af CO2 og andre drivhusgasser samt omkostningerne herved afsluttet og publiceret i rapporten ”Danmarks udledning af CO2 - indsatsen i perioden 1990-2001 og omkostningerne herved” [6], som i det følgende benævnes Indsatsanalysen. Forud for dette analysearbejde har kvantitative skøn over individuelle virkemidlers konsekvens for emissionen af drivhusgasser tidligere ofte begrænset sig til ex-ante skøn forud for de pågældende virkemidlers vedtagelse. I enkelte tilfælde har der efter et virkemiddels iværksættelse været fulgt op med en ex-post evaluering. En væsentlig årsag til at der kun er foretaget få ex-post evalueringer af individuelle virkemidler er, at det i mange tilfælde er vanskeligt entydigt til at tillægge årsagen til en observeret drivhusgasreduktion til ét bestemt virkemiddel, idet mange områder (sektorer/kilder) påvirkes af flere af virkemidlerne samtidigt. I analysen af udvalgte og iværksatte virkemidlers betydning for drivhusgasudledningen som følge af indsatsen i perioden 1990-2001, er effekten og omkostningerne af en række tiltag estimeret – både for året 2001 og for perioden 2008-2012. I sidstnævnte tilfælde er der således tale om en såkaldt fremskrivning uden effekten af virkemidler siden 1990 (”without measures projection”) – det vil sige et estimat for hvor stor den gennemsnitlige årlige drivhusgasudledning ville havde været i perioden 2008-2012, hvis de undersøgte virkemidler frem til 2001 ikke havde været iværksat. Det skal bemærkes at datagrundlaget for Indsatsanalysen bl.a. har omfattet emissionsopgørelsen fremsendt til EU og FN i 2003 (omfatter årene 1990-2001) og den basisfremskrivning (2008-2012) uden yderligere virkemidler, som blev publiceret i februar 2003 samtidig med regeringens klimastrategi og beskrevet i Danmarks Tredje Nationalrapport til Klimakonventionen. Resultaterne i Indsatsanalysen er nærmere beskrevet i afsnit 4.1.1. 2.3 Virkemidler som begrænser drivhusgasudledningerne2.3.1 Virkemidler og effekter på tværs af sektorer2.3.1.1 KvotereguleringDen 1. januar 2005 blev Danmarks nationale kvoteordning afløst af EU-kvoteordningen. I overensstemmelse med klimastrategien er denne udvidede kvoteregulering hermed blevet et af de centrale nye virkemidler i indsatsen for at nedbringe Danmarks udledning af drivhusgasser. EU-kvoteordningen vil i sin nuværende udformning være gældende i perioden 2005-2007 og i Danmark omfatte CO2-udledningen fra bl.a. en række energiproducerende anlæg (over 20 MW), raffinaderier, stålværk, en række mineralforarbejdende anlæg (cement, kalk, glas, tegl) og anlæg til fremstilling af papir og pap (over 20 ton papir eller pap /dag). Danmarks nationale kvoteordning omfattede kun de største elproducenter i energisektoren. Den nuværende kvoteregulering i Danmark omfatter nu via den nationale allokeringsplan individuelle emissionslofter 2005-2007 for CO2-udledningen fra 377 danske produktionsanlæg indenfor flere sektorer, som tilsammen står for ca. halvdelen af Danmarks samlede drivhusgasudledning [7]. Den danske allokeringsplan medfører en samlet kvotetildeling på 15% under basis fremskrivningen (med eksisterende virkemidler) for de kvotebelagte sektorer – med den største reduktion på elproduktion. Forudsat at emissionerne fra de øvrige sektorer forbliver nogenlunde konstante, vil reduktionen som følge af Allokeringsplanen 2005-2007 udgøre ca. 7,4% af de samlede, fremskrevne emissioner. Således vil Danmark være vej til at opfylde klimamålsætningerne for perioden 2008-12 under EU's byrdefordeling af reduktionsmålet under Kyoto-protokollen. Den forventede reduktionseffekt på 7,4% af den nye kvoteregulering svarer til en reduktion på 6 mio. ton CO2 pr. år i perioden 2005-2007. Effekten i perioden 2008-2012 vil først kunne estimeres når allokeringsplanen for denne periode fastlægges i 2006. Til den tid vil der også kunne være vedtaget ændringer i EU's kvotedirektiv og/eller i Danmarks implementering heraf – f.eks. med hensyn hvilke aktiviteter, sektorer og drivhusgasser som skal være omfattet af ordningen. Danmark har ført en aktiv miljøorienteret energipolitik siden 1970`erne og siden 1990 suppleret med en klimapolitik, som har indebåret en internationalt set høj belastning – økonomisk og/eller via administrative reguleringer - af de fleste drivhusgas-emissioner fra især ikke-kvotebelagte virksomheder og sektorer. Derfor er de billige reduktionspotentialer i et vist omfang udtømt i disse sektorer, hvorfor den nødvendige, yderligere reduktionsindsats, der skal til for at opfylde danske klimaforpligtelser, primært vil ske i kvote-belagte sektorer. Danmarks kvoteregisterI forbindelse med den nye kvoteregulerings ikrafttrædelse åbnedes også 1. januar 2005 Danmarks kvoteregister [8], som anvendes til tildeling af kvoter til de omfattede produktionsanlæg og muliggør handel med kvoter mellem kontohavere i registeret. Kvoteregisteret er også forberedt til at bidrage til Danmarks implementering af Kyoto-protokollen, således at Danmarks EU-kvoteregister også kan komme til at fungere som det nationale kvoteregister (”National Registry”), som skal etableres i medfør af Kyoto-protokollen som forudsætning for anvendelse af Kyoto-mekanismerne. I den 4. Nationalrapport findes yderligere oplysninger om kvoteregisteret. 2.3.1.2 Kyoto-mekanismerneUdgangspunktet i regeringens klimastrategi er som tidligere nævnt, at indsatsen for at opfylde de internationale klimaforpligtelser som følge af Kyotoprotokollen og den efterfølgende byrdefordelingsaftale i EU tilrettelægges omkostningseffektivt. De fleksible mekanismer er derfor et vigtigt element i regeringens klimastrategi som supplement til indenlandske reduktionstiltag. Indkøb af CO2-kreditter er hovedsagelig en opgave for de private virksomheder, der omfattes af reglerne i EU's kvotedirektiv. Markedet for CO2-kreditter er imidlertid endnu i sin vorden. Gennem involvering i projektudviklingen vil staten medvirke til, at markedet for CO2-kreditter ”løbes i gang” tidligere, end det ellers ville være tilfældet. Indkøbene vil derudover medvirke til at opfylde Danmarks internationale klimaforpligtelser, lige som der vil være en række andre miljøfordele knyttet til klimaprojekterne så som reduceret forurening af luft og vand. På denne baggrund har regeringen afsat 1.130 mio. kr. til statslige indkøb af CO2-kreditter fra JI- og CDM-projekter i årene 2003 – 2008. Ved en gennemsnitlig kvotepris i projekterne på 50 kr./ton CO2 svarer de allokerede midler til ca. 4,5 mio. ton CO2 årligt i 5 år (2008-2012). En målopfyldelsesfremskrivning, der medregner effekten af disse supplerende foranstaltninger vil således være en fremskrivning, der i 2008-2012 ligger 4,5 mio. ton CO2 lavere end basisfremskrivningen, som er fremskrivningen af Danmarks udledninger og optag af drivhusgasser opgjort under Kyoto-protokollen med iværksatte og vedtagne virkemidler. Arbejdet med iværksættelse af konkrete JI- og CDM-projekter er nærmere beskrevet i den 4. Nationalrapport. 2.3.1.3 Skatter og afgifterI Danmark udgør de indsamlede skatter og afgifter totalt set ca. 48% af BNP. Det offentlige leverer børnepasning, uddannelse, arbejdsløshedsunderstøttelse, sundhedsydelser, pension til invalide og ældre samt mange andre ydelser. Den personlige indkomstskat er den vigtigste skat, der udgør mere end halvdelen (53%) af det samlede skatteprovenu. Andre skatter er moms, afgifter, selskabsskatter og arbejdsmarkedsbidrag. Momsen i Danmark er forholdsvis høj, nemlig på 25%, og der er ikke differentierede satser, hvormed der er tale om en enhedsmomssats. Herudover er der en lang række forbrugs- og miljøafgifter. Selskabsskatten udgør 30%. Forbrugerpriser på de produkter der påvirker den danske drivhusgasudledning, er i de fleste tilfælde den afgørende faktor for forbruget af disse produkter. Energipriserne har betydning for sammensætningen af og den samlede størrelse af energiforbruget. Derfor påvirker skatter og afgifter, der lægges oveni markedspriser for produkter, forbruget af de pågældende produkter og de til produkterne forbundne emissioner af drivhusgasser. I Danmark er der afgifter på motorkøretøjer, energiprodukter, alkohol og tobaksprodukter, samt en række andre produkter. Op gennem 1990'erne blev en række nye miljøafgifter introduceret. Miljøafgifterne pålægges forbruget af goder, der enten er forurenende eller knappe (vand, energiprodukter såsom olie, benzin og el o.s.v.) eller pålægges udslippet af forurenende stoffer (CO2, HFC'er, PVC, SF6, SO2, spildevand). Afgifterne på mineralolier, tobak og alkohol pålægges i overensstemmelse med EU-lovgivningen på området. Afgifter med direkte betydning for Danmarks udledninger af drivhusgasser omfatter energiafgifter og afgifter på mineralolie, gas, kul, el samt CO2-afgifter, afgifter på forbruget af de kraftige drivhusgasser (HFC'er, PFC'er og SF6), hvortil kommer afgiftdifferentieringer for registreringsafgifter og årlige afgifter for biler for at fremme en udvikling i retning af mere energieffektive biler. Afgifterne er nærmere beskrevet i den 4. Nationalrapport. 2.3.2 Virkemidler og effekter i Danmarks økonomiske sektorerDanmarks 4. Nationalrapport indeholder nærmere beskrivelser af de øvrige virkemidler med betydning for udledning og optag af drivhusgasser inden for følgende 6 økonomiske sektorer: energi, transport, erhverv, landbrug/skovbrug, husholdninger og affald. I tabel 2.1 er det vist hvordan den sektorinddeling, der skal anvendes i forbindelse med de årlige emissionsopgørelser, aggregeres til de 6 økonomiske sektorer. Tabel 2.1 Aggregering af kilder/sektorer i CRF/IPCC-formatet til de 6 økonomiske hovedsektorer i Danmark.
I tabel 2.2 er også hovedresultatet af denne aggregering vist for 1990/95 [9], 2003, 2008-12 og 2013-17 samt 2020, 2025 og 2030 uden udledninger og optag i forbindelse med arealanvendelse, arealanvendelsesændringer og skovbrug (LULUCF), idet dog effekten af optag som følge af skovrejsning siden 1990 er indregnet [10]. De data der ligger til grund for tabel 2.2 er gengivet grafisk i de 2 første figurer i bilag 1. Figur 2.1 illustrerer fordelingen på de 6 sektorer i 2003. Figur 2.1 Danmarks udledning af drivhusgasser i 2003, fordelt på de økonomiske sektorer.
2.3.3 EnergiEnergisektorens indvinding, konvertering og distribution af energi medfører en drivhusgasudledning, som i 2003 udgjorde 44% af Danmarks totale udledning af drivhusgasser, og det er overvejende drivhusgassen CO2, der udledes. CO2 står for 97,5% af udledningen fra energisektoren. Metan (CH4) står for 1,5% og lattergas (N2O) står for 1% af energisektorens samlede udledning af drivhusgasser. Virkemidlerne i energisektoren omfatter først og fremmest CO2-kvotereguleringen:
Desuden tages der inden for rammerne af energipolitikken nye initiativer, som kan have konsekvenser for drivhusgasemissionerne:
Virkemidlerne er nærmere beskrevet i Danmarks 4. Nationalrapport. Til de seneste fremskridt hører, at der den 1. januar 2005 trådte en fælles CO2-kvoteording i kraft. Da denne kvoteordning dækker flere sektorer er den omtalt ovenfor under afsnittet på tværs af sektorer. Størstedelen af de aktiviteter og anlæg, der er omfattet af ordningen findes dog i energisektoren. Det gælder så også med hensyn til hvor ovennævnte forventede effekt med en reduktion på ca. 6 mio. ton CO2 pr. år i perioden 2005-2007 ventes at finde sted. Regeringen vil inden sommeren 2005 fremlægge en langsigtet energistrategi frem mod 2025. Strategien vil bl.a. indeholde en handlingsplan til en udbygning af det danske elnet for at sikre effektiv konkurrence på energimarkederne og mulighed for indpasning af mere vindkraft fra de nye havvindmølleparker [11]. Regeringen vil også fremme energispareindsatsen, så Danmark fortsat kan ligge helt i front, når det drejer sig om effektiv energianvendelse. Regeringen vil fremlægge en handlingsplan for øgede energibesparelser baseret på, at investeringerne er økonomisk rentable, tilgodeser miljøet og fremmer dansk energi- og byggeteknologi [12]. Af regeringsgrundlaget fremgår at udvikling og anvendelse af ny teknologi kan være en af vejene til at løse miljøproblemer og kan samtidig have positive erhvervsmæssige effekter. Regeringen vil styrke udviklingen af grøn teknologi, bl.a. på energiområdet og brændstofområdet. Initiativer på energiområdet og transportområdet vil indgå i regeringens langsigtede energistrategi. 2.3.4 TransportTransportsektoren stod i 2003 for 22% af Danmarks CO2-udledning og 18% af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser. Transportsektorens udledninger består primært af CO2, hvor andelen i 2003 udgjorde 96,3% svarende til 13 mio. ton CO2. Lattergas udgjorde 3,2% eller 0,4 mio. ton CO2-ækvivalenter og metan ca. 0,5% svarende til 0,07 mio. ton CO2-ækvivalenter Transportsektorens energiforbrug – hovedsagelig olieprodukter – udgjorde i 2003 31,5% af det endelige energiforbrug i Danmark. Trafikken og herunder specielt persontransporten er gennem de senere år steget jævnt. I takt med stigningen er også energiforbruget og udledningen af drivhusgasser steget. I 2003 var den samlede udledning af drivhusgasser fra transportsektoren 24% over niveauet i 1990. Den seneste prognose fra 2002 peger på, at der fortsat vil være en vækst i sektorens udledning af CO2 til trods for, at den teknologiske udvikling har medført et faldende energiforbrug pr. km. Således forventes væksten i trafikarbejde at være på ca. 17% fra 2003 til 2012, mens væksten i transportsektorens energiforbrug forventes at være ca. 9% i samme periode. Et af de vigtigste internationale initiativer hidtil er EU's målsætning om at nå en gennemsnitlig CO2-udledning for nye personbiler på 120 g CO2/km inden 2010. Som et led i at nå denne målsætning har man indgået aftaler med bilindustrierne i Europa, Japan og senest Korea som forpligter industrien til reducere den gennemsnitlige CO2-udledning pr. kørt km. Dette initiativ vurderes at have haft og fremover vil få en betydelig effekt og er desuden implementeret med CO2-reduktion som et af de primære mål. De nationale miljømotiverede initiativer på transportområdet, som også har indvirket på CO2-udledningen, er som oftest kendetegnet ved, at de har sigtet på at begrænse miljøbelastningen generelt. "Omlægning af registreringsafgift til grøn ejerafgift" og "øgede brændstofafgifter" vurderes begge at have haft en betydelig effekt og er desuden implementeret med CO2-reduktion som et af de primære mål. Udover disse to tiltag er der på forskellige områder gennemført en lang række initiativer som direkte eller indirekte har sigtet mod en CO2-begrænsning. I Danmarks 4. Nationalrapport findes der yderligere oplysninger om følgende:
For en samlet oversigt henvises til regeringsgrundlaget – Nye Mål [13] 2.3.5 Erhverv/industriErhvervssektoren omfatter industri, bygge- og anlæg samt offentlig og privat service. Sektoren stod i 2003 for ca. 13% af Danmarks totale udledning af drivhusgasser. 82% af denne udledning er CO2. Sektoren er endvidere den eneste kilde til udledningen af industrigasser. Klimavirkemidler indenfor erhvervssektoren omfatter:
Desuden er der taget følgende væsentlige energibesparelsesinitiativer, der medvirker til at reducere de indenlandske klimagasemissioner (både uden for og inden for de kvotebelagte områder).
Hovedindsatsen over for erhvervslivets energiforbrug har taget udgangspunkt i den grønne afgiftspakke for erhvervslivet, som blev vedtaget i 1995. Pakken indeholdt en kombination af afgifter og tilbageførsel af provenuet til erhvervene gennem bl.a. statstilskud til fremme af energibesparelser i erhvervsvirksomheder, og hvor der kunne opnås rabat på afgifterne mod at indgå en aftale om energieffektiviseringer. Ved evalueringen af den grønne pakke i 1999 er pakkens samlede effekt blevet vurderet. Hovedkonklusionen på evalueringen er, at pakken har fungeret efter hensigten. Der er opnået betydelige miljøgevinster på en økonomisk effektiv måde, der tager hensyn til den internationale konkurrenceevne. Energipakkens miljøvirkninger lever stort set op til de forventninger, der var ved pakkens tilblivelse, og udgør dermed en vigtig del af bestræbelserne på at reducere de danske CO2-udledninger. I 2005 er der lavet en evaluering af aftaleordningen. Hovedkonklusionen er, at virksomheder med aftaler i perioden 1996-1999 har sparet ca. 5,5% energi. Heraf kan ca. 2,5% direkte henføres til aftalen. I perioden 2000-2003 er de tilsvarende tal ca. 4,5% og ca. 2%. I regeringens klimastrategi fra februar 2003 blev det vurderet, at der fortsat er et potentiale for forholdsvis billige emissionsreduktioner i den energitunge del af industrien, som hidtil af hensyn til konkurrenceevnen har betalt lavere CO2-afgifter end det øvrige erhvervsliv og husholdningerne. Visse energiintensive virksomheder er omfattet af kvotereguleringen som følge af EU's kvotedirektiv. Med den fælles EU-kvoteordning har den energitunge industri kunnet pålægges en CO2-regulering, uden alt for voldsomme effekter for virksomhedernes konkurrenceevne. Overfor disse virksomheder er kvotereguleringen det centrale virkemiddel Der har været arbejdet med energieffektivisering i den offentlige sektor i mere end 10 år, og der er opnået væsentlige besparelser. I forbindelse med Finanslov 2005 er der indgået en politisk aftale om bl.a. energibesparende foranstaltninger. Aftalen fokuserer specielt på energibesparelser i statslige institutioner som følge af Elsparefondens indsats, nye energikrav til statslige bygninger og et nyt cirkulære om energieffektivisering i staten. I udkastet til handlingsplan for en fornyet energispareindsats foreslås iværksat en række aktiviteter overfor det offentlige, herunder at:
Indsatsen over for cementindustriens energiforbrug har hidtil taget udgangspunkt i den grønne afgiftspakke for erhvervslivet, med en kombination af afgifter og aftaler om energieffektivisering. Fra 1. januar 2005 er al CO2-udledning fra cementproduktion i Danmark omfattet af EU's kvotedirektiv Udledningen af lattergas (N2O) fra produktion af salpetersyre i forbindelse med fremstilling af kunstgødning i Danmark ophørte i 2004. Fra 2005 vil det svare til en reduktion i de årlige udledning på ca. 0,9 mio. ton CO2-ækvivalenter. Industrisektoren er den eneste sektor som i praksis udleder industrigasserne HFC'er, PFC'er og SF6. Disse gassers anvendelsesområder er bl.a. til køle- og opskumningsmiddel m.m. (HFC'er), kølemiddel (PFC'er) samt gas, der bruges som isolatorgas i højspændingskontakter (SF6). Den danske regulering af udledningen af de industrielle drivhusgasser (HFC'er, PFC'er og SF6) er 2-faset, idet der dels er en afgift på anvendelsen af forbindelserne, og dels er udstedt en bekendtgørelse om afvikling af brugen af gasserne i nye anlæg og produkter. De industrielle drivhusgasser blev fra 1. marts 2001 pålagt en afgift svarende til deres GWP kombineret med den danske CO2-afgift på 0,1 kr./kg CO2. Den 15. juli 2002 trådte desuden en bekendtgørelsen om regulering af visse industrielle drivhusgasser i kraft. Bekendtgørelsen omfatter et generelt forbud mod anvendelse af de industrielle drivhusgasser i en lang række nye anlæg/produkter fra 1. januar 2006, herunder f.eks. husholdningskøle- og –fryseskabe, PUR-skum m.m. Der er dog visse undtagelser fra den generelle afviklingsdato. 2.3.6 Landbrug, skovbrug og fiskeriDe primære erhverv landbrug, skovbrug og fiskeri betragtes overordnet under et som én økonomisk sektor i Danmark. Virkemidlerne indenfor landbrug og skovbrug omfatter:
LandbrugLandbruget stod i 2003 for 17% af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser. Heraf udgør bidraget fra metan og lattergas ca. 4/5, mens 1/5 skyldes CO2 fra landbrugets brændstofforbrug. Udledningen af metan i 2003 var på 176.000 ton, svarende til 3,7 mio. ton CO2-ækvivalenter Landbrugets udledning stammer primært fra dannelse af metan i husdyrenes fordøjelsessystem og fra omsætning af husdyrgødning. Landbrugets største bidrag til metanudledningen kommer fra malkekvæg. I fordøjelsesprocessen er metan et biprodukt ved nedbrydning af foderet, der især kommer fra grovfoder. Desuden udvikles der metan ved omsætning af husdyrgødning under iltfrie betingelser, hvis temperaturen er tilstrækkelig høj. Disse betingelser forekommer normalt i gødningslagre og i staldsystemer med gylle eller dybstrøelse. Udledningen af metan indenfor landbruget forventes fra 2003 og frem til 2012 at falde med ca. 0,1 mio. ton CO2-ækvivalenter. Årsagen er primært en fortsat effektivitetsforbedring i kvægbruget. Landbruget er den største kilde til udledning af lattergas i Danmark. Af den samlede lattergasudledning på 26.000 ton i 2003 kom 77% eller 20.000 ton fra landbruget. Landbrugets udledning af lattergas svarer til godt 6,2 mio. ton CO2-ækvivalenter Tilførsel af kvælstof til jorden med handels- og husdyrgødning samt i planterester er hovedkilden til udledning af lattergas. Landbrugets primære bidrag til lattergasudledningen bestod i 2003 af et bidrag fra gødning på 43% samt et bidrag fra udvaskning på 31% [14]. Ammoniakfordampningen bidrager også til drivhuseffekten, idet en del af ammoniakkvælstoffet ender som lattergas i atmosfæren. Lattergasudledningen i landbruget forventes at falde med omkring 3,0 mio. ton CO2-ækvivalenter eller 32% i perioden fra 1990 til 2008-12. Gennemførelsen af Vandmiljøplan II og III vil være det vigtigste bidrag til denne reduktion [15], [16]. Med den politiske aftale om Vandmiljøplan III fra 2. april 2004 blev der iværksat en række initiativer for at følge op på resultaterne opnået gennem de tidligere vandmiljøplaner. VMP III indeholder målsætninger i forhold til kvælstof, fosfor, sårbar natur og gyllelugt. Effekten af handlingsplanen i perioden 2008-12 skønnes at ligge på 0,2 mio. ton CO2-ækvivalenter/år [17]. Emission af ammoniak vil ved deposition stimulere emissionen af lattergas. En reduktion i ammoniakfordampningen medfører derfor også en reduktion i emissionen af lattergas. Der er i 2001 vedtaget en ammoniakhandlingsplan, der sammen med Vandmiljøplan I og II vil reducere ammoniakfordampningen med 15-20.000 ton N årligt. Dermed skulle ammoniakfordampningen i landbruget være reduceret fra ca. 90.000 ton N i midten af 1990'erne til ca. 60.000 ton N i år 2004. De tiltag der er omfattet af ammoniakhandlingsplanen er:
Det er vurderet, at disse tiltag tilsammen vil betyde en reduktion i emission af lattergas svarende til 34.000 ton CO2-ækvivalenter per år i 2010. Den kortere henliggetid har her den største effekt med 13.000 ton CO2-ækvivalenter per år20. I 1987 blev der iværksat en handlingsplan omkring udbygning af biogasfællesanlæg. Med den Energipolitiske aftale af 29. marts 2004 er det vedtaget at yde støtte til biogas gennem et tillæg på elprisen for biogasanlæg, der opføres inden udgangen af 2008. Udbygningen sker dog ikke så hurtigt som forventet, men dog så meget at den hidtidige effekt i basisfremskrivningen forventes fordoblet i basisfremskrivningen i 2010 til ca. 0,5 mio. ton CO2-ækvivalenter/år. Reduktionen af metan- og lattergas udgør cirka halvdelen af disse effekter. Den anden halvdel skyldes reduktioner i CO2-udledningen som følge af substitutionen af fossile brændsler i energiforsyningen. SkovbrugSkovbruget har betydning ved den binding og frigørelse af CO2, som sker gennem træernes fotosyntese, respiration og nedbrydning. De danske skove indeholder betydelige lager af CO2 optaget fra atmosfæren. Ved etablering af ny skov skabes der tilsvarende nye CO2-lagre. Den samlede CO2-balance for skovene er kompliceret og afhængig af mange faktorer. Danmarks skove dyrkes med flersidige hensyn bl.a. med henblik på rekreative – og landskabelige hensyn, produktion af træprodukter, f.eks. brænde og tømmer, samt naturhensyn og jagt. Om der netto bindes eller frigøres CO2 fra de etablerede skove, afhænger af mange faktorer herunder skovenes aldersklassefordeling, hvilken træart der anvendes, og med hvilke produktionshensyn skoven dyrkes. Det politiske mål, der mest direkte har indflydelse på en forøgelse af kulstofbindingen, er hensigtserklæringen fra 1989 om at fordoble det danske skovareal indenfor en 100-årig periode. Flere tiltag, bidrager til opfyldelsen af dette mål. Der er etableret en statslig tilskudsordning, der støtter privat skovrejsning på landbrugsjord. Dette virkemiddel er økonomisk i form af et tilskud til skovrejsning på privat landbrugsjord. Herudover rejser staten selv ny skov, og flere private vælger at tilplante landbrugsarealer uden tilskud fra staten. Det er primært CO2 balancen, der påvirkes af de nævnte tiltag. Ved skovplantning på landbrugsjord opbygges en langt større biomasse end under landbrugsdriften. Biomassen indeholder ca. 50% kulstof, der optages som CO2 i forbindelse med fotosyntesen. Der lagres sandsynligvis også mere kulstof indbygget i det organiske stof i jordbunden som følge af større tilførsel af dødt organisk stof og betydelig mindre jordbearbejdning. Indflydelsen af skovrejsning på andre drivhusgasser som lattergas og metan er ikke godt belyst. Det er dog muligt, at forsuringen af de kvælstofrige tidligere landbrugsjorde kan stimulere dannelsen af lattergas, og tilstopning af dræn efter skovrejsning og resulterende forsumpning vil kunne øge emissionen af metan. Forøget emission af metan og lattergas kan modvirke den positive effekt af skovrejsning på CO2 binding, men da der endnu ikke foreligger tilstrækkelig viden om ændringer i metan- og lattergasemissionen, præsenteres kun konsekvensberegninger for CO2. Skov- og Naturstyrelsen er ansvarlig for implementeringen af politikken om privat skovrejsning på landbrugsjord samt for skovrejsningen på statens arealer. Der er i perioden 1990-2004 ydet støtte til privat skovrejsning på 12.000 hektar landbrugsjord svarende til en ekstra binding på 131.000 ton CO2 i den pågældende periode. Staten, amter og kommuner har bidraget med ca. 6.400 hektar ny skov siden 1990. Vores viden om den private skovrejsning uden tilskud er begrænset. Man antager, at der tilplantes ca. 600 hektar om året. Det forventes at både den private skovrejsning med tilskud og den offentlige skovrejsning vil være på et lavere niveau de kommende 6-8 år da arbejdet med Natura 2000 om natur og fuglebeskyttelsesområder er højt prioriteret. Yderligere oplysninger om privat skovrejsning med tilskud, offentlig skovrejsning og den samlede skovrejsning findes i Danmarks 4. Nationalrapport. FiskeriUdledningen af drivhusgasser fra brændstof solgt til fiskefartøjer indgår i opgørelserne af de samlede udledninger og optag af drivhusgasser. Fiskerifartøjernes bidrag til udledningen af drivhusgasser består primært af CO2. Der er ikke iværksat særlige initiativer i forhold hertil, men nedgangen inden for fiskeriet gennem de senere år har også medført en nedgang i brændstofforbruget og dermed også i udledningen af CO2. 2.3.7 HusholdningerHusholdningernes bidrag til udledningen af drivhusgasser var i 2003 4,1 mio ton CO2-ækvivalenter, består til 96% af CO2. Herudover udledes en lille mængde metan og en endnu mindre mængde lattergas. Hertil kommer så udledningerne forbundet med husholdningernes el- og fjernvarmeforbrug, som i emissionsopgørelserne skal henregnes til producenterne af el og fjernvarme. Disse udledninger er derfor omfattet af kvotereguleringen i energisektoren. Husholdningernes energiforbrug udgør inklusiv el- og fjernvarmeforbruget næsten 30% af det samlede energiforbrug i Danmark. Den største del af energiforbruget går til opvarmning af boliger, hvor afbrænding af olie og naturgas resulterer i CO2-udledning. En stor del af rumopvarmningen dækkes i 2003 af fjernvarme (ca. 43%), som medfører CO2-udslip ved produktionen af fjernvarme. Når fjernvarme produceres i kraftvarme-værker eller ved CO2-venlige brændsler som naturgas og især vedvarende energi, er der samlet set store CO2-besparelser forbundet med anvendelse af fjernvarme frem for individuel varmeforsyning baseret på f.eks. oliefyr. Husholdningerne har endvidere et væsentligt elforbrug. Størstedelen af husholdningernes elforbrug går til elapparater og lyskilder, mens knap 19% anvendes til elvarme. Forbruget til elvarme har været faldende de senere år bl.a. som følge af Elsparefondens indsats, der har medført en betydelig konvertering fra elvarme til fjernvarme og naturgas. I 2003 blev der i husholdningssektoren i alt brugt 157 PJ energi til rumopvarmning (klimakorrigeret) og 32 PJ el til apparater m.m. Forbruget til opvarmning har gennem en årrække været nogenlunde konstant til trods for en vækst i antallet af husstande og i det opvarmede areal. Elforbruget til apparater mv. har siden 1996 været støt voksende. Væksten i elforbruget har dog ikke været så stor som væksten i antallet af apparater, idet disse er blevet stadig mere energieffektive. Med henblik på at reducere energiforbrug og miljøbelastning fra husholdningssektoren er der iværksat en lang række initiativer, der skal fremme elbesparelser, besparelser i energiforbruget til rumopvarmning og brændselsomlægninger (fra elvarme og olie til fjernvarme, naturgas og vedvarende energi):
I Energispareredegørelsen fra maj 2003 fremlagde regeringen en række forslag til nye energispareinitiativer. Danmarks 4. Nationalrapport indeholder en oversigt over disse og en kort beskrivelse af status for implementeringen. I udkastet til handlingsplan for en fornyet energispareindsats foreslås iværksat en række aktiviteter overfor husholdningerne, herunder:
Disse initiativer indgår i de politiske drøftelser som gennemføres i løbet af 2005 med henblik på en politisk aftale om den fremtidige energispareindsats. 2.3.8 Affald og spildevandAffaldssektorens bidrag til udledningen af drivhusgasser består primært af metan fra nedbrydning af organisk affald, fra deponeringsanlæg (lossepladser). Hertil kommer mindre udledninger af metan og lattergas fra spildevandsbehandling. Af affaldssektorens samlede drivhusgasudledning på knapt 1,5 mio. ton CO2-ækvivalenter i 2003 – svarende til 2% af Danmarks samlede drivhusgasudledning – udgjorde bidragene fra deponeringsanlæg og spildevandsbehandling henholdsvis 79% og 21%. Al affaldsforbrænding i Danmark er forbundet med energiudnyttelse, derfor indgår CO2-udledningen fra plast i affald der forbrændes, under energisektoren. I overensstemmelse med målsætningerne i Energi 21 og Affald 21 er affaldsforbrændingsanlæggene søgt indrettet på en sådan måde, at energiudnyttelsen maksimeres. Grundlaget for de foregående års indsats på affaldsområdet har været ”Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97”, som indeholdt målsætninger om behandling af affald frem til år 2000. Planen indeholdte - udover en målsætning om stop for deponering af forbrændingsegnet affald - en række initiativer, som er relevante i forhold til affaldsprodukter, der indeholder industrigasser (HFC'er og SF6). Affaldssektorens bidrag til reduktion af drivhusgasudledningen består overordnet i:
Udledningen af metan fra danske deponeringsanlæg er beregnet til 64.000 ton brutto i 1990, stigende til en maksimal brutto-udledning på 68.800 ton i 1996 svarende til 1,2 mio. ton CO2-ækvivalenter Som følge af stoppet for deponering af forbrændingsegnet affald pr. 1. januar 1997 vil metanudledningen fra danske deponeringsanlæg falde i årene fremover. I 2012 er metanudledningen således beregnet til 55.400 ton svarende til en reduktion på ca. 20% i forhold til den maksimale metanudledning i 1996. I efteråret 2002 var der ifølge Energistyrelsens opgørelse ”Biogas: Produktion, prognose og måltal” i alt etableret 25 deponigasanlæg i Danmark. Fra disse anlæg blev der årligt indvundet ca. 10.000 ton metan. Til sammenligning blev der kun indvundet ca. 1.700 ton metan i 1993. Ud over affaldshåndteringens direkte indflydelse på udledningen af drivhusgasser påvirkes udledningerne også indirekte gennem genanvendelse af bl.a. papir og pap, som medfører et mindre energiforbrug og dermed en mindre CO2-udledning ved fremstillingen af nye produkter. Ved genanvendelse af organisk dagrenovation i biogasanlæg og udnyttelse af metanen i biogasmotorer er det vigtigt, at udledningen af metan fra motorerne reduceres enten via teknologiudvikling eller ved efterforbrænding af røggassen. Gennemførelsen af de nationale affaldsplaner og opfyldelse af de fastsatte målsætninger på området har nødvendiggjort anvendelse af en bred vifte af virkemidler:
I Danmark 4. Nationalrapport findes der yderligere oplysninger om disse virkemidler. På baggrund af EU's deponeringsdirektiv er der fastsat skærpede krav til indretning og drift af deponeringsanlæg med bekendtgørelse nr. 650 af 29. juni 2001 om deponeringsanlæg. De nye regler kræver, at der på deponeringsanlæg for blandet affald skal foretages monitering af deponigas. Desuden kræves det, såfremt der deponeres ikke ubetydelige mængder bionedbrydeligt affald, at anlægsejeren skal træffe passende foranstaltninger til at sikre, at deponigassen håndteres miljømæssigt forsvarligt, det vil sige at gassen enten affakles eller anvendes til el/varmeproduktion. De nye deponeringsregler kræver desuden, at der udarbejdes overgangsplaner for alle eksisterende deponeringsanlæg, og at godkendelsesmyndigheden revurderer anlæggets miljøforhold og beslutter, om anlægget kan bringes til at efterleve de nye krav, eller om anlægget må lukke senest i 2009. Med disse nye regler forventes der:
Fodnoter [4]Denmark's Greenhouse Gas Projection until 2012, an update including preliminary projection until 2017, December 2002, Jørgen Fenham, UNEP-centre. [5] Forskellen mellem 20 og 25 mio ton CO2-ækvivalenter afhænger af udfaldet af EU's endelige fastlæggelse af de enkelte EU-landes reduktioner, som skal ske i 2006, herunder hensyntagende til Danmarks korrektion af basisåret 1990 for el-import. [6]”Danmarks udledning af CO2 - indsatsen i perioden 1990-2001 og omkostningerne herved”, Redegørelse nr. 2 fra Miljøstyrelsen, April 2005 (Hovedrapport: http://www.mst.dk/udgiv/publikationer/2005/87-7614-587-5/pdf/87-7614-588-3.pdf og Bilagsrapport: http://www.mst.dk/udgiv/publikationer/2005/87-7614-589-1/html ) [7]http://www.ens.dk/graphics/CO2_kvoter/Kvoteomfattede_Produktionsenheder_2005-01-13b.xls (på engelsk: http://www.mst.dk/transportuk/pdf/NAPeng.xls ) [8]http://www.mst.dk/transport/01100000.htm [9]Under Kyoto-protokollen er Danmarks basisår 1990 for CO2, metan og lattergas, medens 1995 vil blive valgt som basisåret for industrigasserne (HFC'er, PFC'er og SF6) jf. protokollens artikel 3.8. [10]Under Kyoto-protokollen behandles LULUCF-kategorien særskilt under artikel 3.3 og 3.4. Da effekter af skovrejsning i medfør af artikel 3.3 skal indregnes som et bidrag til at nå reduktionsmålsætningen er dette også indregnet her. Da det er valgfrit om effekter af aktiviteter under artikel 3.4 skal bidrage, og da Danmark endnu ikke har truffet beslutning herom, er denne effekt udeladt her. [11]Flere oplysninger findes på www.ens.dk/sw11628.asp [12]Flere oplysninger findes på www.ens.dk/sw15966.asp [13]http://www.stm.dk/publikationer/reggrund05/index.htm [14]Olesen et al., 2004 [15]Olesen et al., 2004: Olesen, J.E., Petersen, S.O., Gyldenkærne, S., Mikkelsen, M.H., Jacobsen, B.H., Vesterdal, L., Jørgensen, A.M.K., Christensen, B.T., Abildtrup, J., Heidmann, T. & Rubæk, G. (2004). Jordbrug og klimaændringer - samspil til vandmiljøplaner. DJF rapport Markbrug nr. 109. [16]Olesen, 2005: Olesen, J.E. (2005). Muligheder for reduktion af drivhusgasemissioner i jordbruget. I: Olesen, J.E. (red). Drivhusgasser fra jordbruget - reduktionsmuligheder. DJF rapport Markbrug nr. 113, s. 12-32. [17]Olesen et al., 2001: Olesen, J.E., Andersen, J.M., Jacobsen, B.H., Hvelplund, T., Jørgensen, U., Schou, J.S., Graversen, J., Dalgaard, T. & Fenhann, J. (2001). Kvantificering af tre tiltag til reduktion af landbrugets udledning af drivhusgasser. DJF-rapport Markbrug 48.
|
||||||||||||||||||||||||||||
