| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Natur og Miljø 2004

Arealanvendelse

• 1 Arealfordeling
• 2 Dræning
• 3 Bedrifts- og markstørrelse
• 4 Store husdyrbrug
• 5 Det åbne lands natur
• 6 Arealet med løvtræ
• 7 Arealet med nåletræ
• 8 Skovrejsning

Arealanvendelsen i Danmark har ændret sig meget i tidens løb, og den ændrer sig fortsat. Byområderne og vejnettet er blevet større på bekostning af enge, klitter, moser og søer. Dyrkede marker tegner stadig den største del af landskabet med 62 procent, men andelen er faldende. I dag rejses der mange steder skov på tidligere landbrugsjord, så i alt 11 procent af landet er dækket af skov.

Den generelle udvikling

Set i et hundredårigt perspektiv er der sket en gennemgribende ændring i arealanvendelsen i Danmark. Det bebyggede areal er blevet væsentligt udvidet, og vejnettet og det opdyrkede areal samt areal til råstofindvinding er blevet øget. Landvindingsprojekter har tørlagt næsten 200.000
ha søer, fjorde og andre vådområder. I dag er den landbrugsmæssige udnyttelse af disse marginaljorde vigende
og i mange tilfælde urentabel, bl.a. som følge af de ekstraomkostninger, der er forbundet med at opretholde dræning.

Arealanvendelsen ændrer sig fortsat i dag. F.eks. rejses der skov og opføres bebyggelse mange steder på tidligere landbrugsjord. Desuden er tendensen fortsat, at der bliver færre men større gårde, og som resultat af en fortsat intensiveret dyrkning bliver de enkelte marker også større, og antallet af f.eks. markveje, levende hegn og småbiotoper mm. reduceres.

Landbrug

Danmark er i dag såvel som for 100 år siden et udpræget landbrugsland, selvom det dyrkede areal er faldet fra en andel på 74 procent i 1920 til 62 procent i dag.

Siden 1985 er det samlede antal bedrifter i landbruget faldet fra 92.000 til 46.500 i 2003. Denne udvikling kan karakteriseres i forhold til tre overordnede tendenser: intensivering, specialisering og koncentration, som hver især har betydning for udviklingen i natur og landskab. Landbrugslandskabet ændrer karakter rent strukturelt, idet antallet af bedrifter falder og størrelsen af de enkelte bedrifter stiger. Gennem denne koncentration af arealer på bedrifterne sker der en homogenisering af landskabet, da der er en betydelig sammenhæng mellem størrelsen af bedriften og middelstørrelsen af de enkelte marker.

I de sidste ti år er der sket en forskydning fra kvæg til svin i husdyrbruget. I 2003 producerede vi 24,4 millioner svin. I januar 2004 var Danmarks bestand af svin på knap 13 millioner, en stigning på 24 procent siden 1990. Stigningen i antallet af svin er gennem de seneste 10 år primært sket i Vestjylland, mens der er sket et fald i Nord- og Vestsjælland. Derimod er antallet af kvæg og får faldet, og dette fald er primært sket i Jylland.

Husdyrbrugene står for tre fjerdedele af landbrugets ammoniakudslip. Den regionale specialisering i landbrugsproduktionen i Danmark og dermed forskellen i tætheden af husdyr i Østdanmark og Vestdanmark betyder, at de næringsfattige heder i Vestjylland er særligt truet af overgødskning fra ammoniakudslip fra husdyrgødning. Heder er betinget af næringsfattige vækstbetingelser, og derfor er de skrøbelige over for ammoniak, der virker som næringsstof.

Samlet er en række af landbrugets miljøpåvirkninger dog mindsket de sidste ti år samtidig med, at landbrugsproduktionen har holdt sig nogenlunde stabil med svagt faldende tendens. Der er f.eks. sket et fald i landbrugets energiforbrug, behandlingshyppighed med pesticider (antal sprøjtninger om året) og kvælstofudledning. Kvælstofudvaskningen til vandløb og søer er gennem de sidste 10-15 år blevet halveret bl.a. som følge af vandmiljøplanerne, og fordampningen af ammoniak er reduceret med en tredjedel. Påvirkningerne ligger dog fortsat på et højt niveau.

Natur og skov

Andelen af naturareal har været kraftigt faldende de sidste hundrede år. De åbne naturtyper som enge, overdrev, klitter, strandenge, heder, moser og søer dækkede for 200 år siden op mod 60 procent af Danmark. I dag dækker de kun omkring 10 procent af arealet. Skovarealet nåede sit lavpunkt omkring år 1800, hvor der kun var ca. fire procent skov tilbage i Danmark. Siden da har skovarealet været stigende til ca. 11 procent i 2000. I dag rejses der skov mange steder på tidligere landbrugsjord.

1 Arealfordeling

Figuren viser udviklingen i arealfordelingen 1950-2000 fordelt på de fem arealkategorier; natur, skov, agerland, huse og veje i det åbne land samt byer, der tilsammen udgør det samlede danske landareal.

Andelen af naturareal har været kraftigt faldende de sidste 250 år. I dag er kun 10 procent af arealet dækket af naturområder som klitter, heder, moser, enge og søer. Naturarealerne i denne kategori er beskyttet af lovgivningen, så de arealmæssigt ikke går yderligere tilbage. Den drastiske tilbagegang i arealet for disse naturtyper er dermed stoppet. Målsætningen er, at tilbagegangen i biodiversiteten (dvs. såvel arealet som naturkvaliteten) skal være stoppet i 2010.

Skovarealet nåede sit lavpunkt omkring år 1800, hvor der kun var ca. fire procent skov tilbage i Danmark. Siden da har skovarealet været stigende og udgør i dag knap 500.000 ha., hvilket svarer til omtrent 11 procent af landet. Der er en politisk beslutning fra 1989 om, at det danske skovareal skal fordobles
i løbet af 80-100 år. Der er sket en stigning i skovarealet siden 1989, som dog ikke er så stor, at den kan ses af tabellen.

Landbrugsarealet har stort set været konstant siden 1950, og det dyrkede areal optager i dag ca. 62 procent af landets areal. Danmark er det land i Europa, hvor markerne optager mest plads i forhold til det samlede areal. Mange vådområder er blevet drænet eller afvandet for at give plads til landbrug eller skovdrift. I dag er 80 procent af det samlede landareal påvirket af dræning, og kun fire procent af landet er dækket af moser, sumpe og våde enge. Mange søer og vandløb er ligeledes forsvundet på grund af dræning. Den andel af landarealet, som optages af veje og huse i det åbne land samt byer, er steget markant ikke mindst siden 1950. Da Danmark er et af de lande, hvor arealet udnyttes mest intensivt, arbejdes der på i højere grad at sammentænke forskellige hensyn i arealanvendelsen, herunder hensynet til naturen.

2 Dræning

Mange små søer og vandløb er forsvundet fra landskabet som følge af dræning og afvanding. Søjlediagrammet viser udviklingen i området omkring Arresø på Fyn.

De seneste 100 år er udstrækningen af åbne vandløb i Danmark reduceret dramatisk som følge af, at grøfter og vandløb er rørlagt, og at udretningen af vandløbene har gjort dem kortere. På baggrund af gammelt kortmateriale er det eksempelvis opgjort, at udstrækningen af åbne vandløb i oplandet til Hundstrup Å på Sydfyn er reduceret fra ca. 174 km vandløb i 1890 til ca. 97 km åbne vandløb i 1992.

Afvanding af vådområder m.v. til dyrkningsformål har også haft store konsekvenser for antallet og størrelsen af de fynske søer og fjorde. I oplandet til Arreskov Sø er antallet af mindre søer og vandhuller reduceret fra 276 til 65 de seneste 100 år. Denne udvikling har på dramatisk vis reduceret levesteder for dyr og planter.

Generelt er mange vådområder blevet drænet for at give plads til landbrug eller skovdrift, og således har landvindingsprojekter tørlagt næsten 200.000 ha søer, fjorde og andre vådområder i Danmark. Det naturlige samspil mellem vandløb og enge, hvor åen i perioder går over sine breder og gøder engen, findes kun få steder i landet. Naturbeskyttelsesloven fra 1992 har stoppet den direkte afvanding af små søer og moser, og man må nu kun indvinde vand til markvanding fra grundvandet.

3 Bedrifts- og markstørrelse

Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser, Miljøtilstandsrapport 2005

Figurerne viser udviklingen i bedriftstørrelser fra 1998-2003 (øverst) samt den gennemsnitlige markstørrelse i forhold til den gennemsnitlige bedriftstørrelse i 2003 (nederst). Landbrugsudviklingen er præget af en koncentration, hvor landbrugsproduktionen foregår på et fortsat faldende antal bedrifter, som til gengæld bliver større og større. Store landbrug anvender ofte teknologi, som forudsætter store ensartede markflader, og med marksammenlægninger og nedlæggelse af markskel forsvinder en del af de små biotoper, som fungerer som levesteder for nogle af agerlandets dyr og planter.

4 Store husdyrbrug

Figuren viser udviklingen i antallet af bedrifter med over 250 dyreenheder fra 1990 til 2003. Hvor mange dyr en dyreenhed dækker over, afhænger af dyrets art. F.eks. svarer én dyreenhed til 1 malkeko eller 36 slagtesvin. Derfor kan et dyrehold med 250 dyreenheder have 9000 slagtesvin.

Udviklingen hen imod stordrift ses tydeligst i landbruget, hvor antallet af store husdyrbrug med over 250 dyreenheder er mere end firedoblet siden 1990. I 2002 nåede antallet af store husdyrbrug op på 1.896, heraf var 1.302 svinebrug.

I 2003 ses et fald i antallet af store husdyrbrug. Årsagen til faldet er muligvis, at den generelle strukturudvikling i landbruget, hvor der bliver færre men større brug, nu også gør sig gældende for de husdyrbrug, som i forvejen er store (over 250 dyreenheder). Det er dog endnu for tidligt at drage konklusioner på baggrund af et enkelt års fald. De store husdyrbrug står nu for godt en fjerdedel af Danmarks samlede husdyrproduktion.

Husdyrbrug medfører i nogle tilfælde lugtgener, når de placeres tæt på huse og landsbyer. Derfor blev afstandskravene til husdyrbrug strammet i 2004. Desuden kan udslip af ammoniak fra husdyrbrug føre til forsuring og overgødskning af naturarealer. De fleste naturarealer har allerede overskredet deres tålegrænse. Især tæt på husdyrbruget kan nedfaldet af ammoniak være meget stort. Det medfører lokale problemer med deposition af næringsstoffer f.eks. i Vestjylland, hvor de sårbare heder er betinget af næringsfattige vækstbetingelser.

Med aftalen om Vandmiljøplan III udlægges målrettede beskyttelseszoner rundt om særlig sårbar natur. Beskyttelseszonen er på 300 meter og skal udlægges rundt om alle højmoser, alle lobeliasøer (kalkog næringsfattige søer og vandhuller) og som udgangspunkt alle truede heder, overdrev og andre særligt sårbare naturtyper i Natura 2000-områder. Inden for de nye beskyttelsezoner må husdyrbrug ikke udvides, hvis udvidelsen medfører en forøget udledning af ammoniak.

Når husdyrgødning spredes på markerne, tilføres der kvælstof og fosfor. Hvis der tilføres mere kvælstof, end der kan optages af planterne eller lagres og omsættes i marken, udvaskes kvælstoffet til skade for vandmiljøet. For stor næringsstofbelastning kan bl.a. føre til iltsvind i fjorde og havet. Derfor er det vigtigt, at der er balance mellem gødningsproduktion og jordareal, og reglerne fastsættes af de såkaldte harmonikrav i husdyrgødningsbekendtgørelsen. I perioden 1990 til 2003 blev der i gennemsnit tilført ca. 88.000 tons kvælstof og ca. 3.300 tons fosfor pr. år.

Siden den første vandmiljøplan blev vedtaget i 1987 er der gjort store indsatser for at reducere udvaskningen af næringsstoffer, og i dag udnyttes husdyrgødningen langt bedre end tidligere, hvilket har reduceret behovet for handelsgødning.

5 Det åbne lands natur

Figuren viser arealudviklingen for naturtyperne enge og overdrev, heder og moser fra 1950 til 2000.

Arealet for de tre naturtyper er gået stærkt tilbage de sidste 100 år. Det skyldes bl.a., at den åbne natur og halvkulturarealerne for længst har mistet deres økonomiske betydning og i dag findes på under ni procent af landarealet. Klitterne langs Vestkysten anvendes i stort omfang til sommerhusområder, mens heder og moser mange steder i landet er omdannet til landbrugsjord eller skov. Enge og overdrev – de tidligere fællesområder omkring landsbyerne – benyttes nu sjældent til græsning og høslæt. I stedet gror de til med urter og krat. Tilgroning er sammen med dræning og overgødskning de væsentligste trusler mod den rige biologiske mangfoldighed på enge og overdrev.

6 Arealet med løvtræ

Figuren viser arealet af løvtræer i 1976, 1990 og i år 2000 fordelt på bøg, eg og andet løv. Det samlede areal af løvskov er steget i perioden.

Det danske skovareal bliver stadig større, og i perioden 1990-2000 er stigningen relativt større for løvtræ end for nåletræ. Det samlede skovareal var i 2000 på 468.000 hektar, hvoraf 293.000 hektar var bevokset med nåletræ og 175.000 med løvtræ.

Både dele af det offentlige og det private skovbrug arbejder hen imod en overgang til skovdrift efter naturnære principper. Særligt er der et ønske om at forøge arealet med løvskov. Fra 1990-1999 er der forynget i alt ca. 70.000 ha skov i Danmark, og heraf er der anvendt løvtræ på knap 25.000 ha og nåletræ på godt 45.000 ha.

7 Arealet med nåletræ

Figuren viser udviklingen i det samlede areal af nåletræer i Danmark fordelt på rødgran, ædelgran og andre nåletræer.

I 1990'erne blev skovarealet øget med fem procent. Knap halvdelen af stigningen skyldes dyrkning af juletræer og pyntegrønt på tidligere landbrugsjord. Arealet med juletræer og pyntegrønt udgør nu ca. 35.000 hektar og størstedelen af de pesticider, der bruges i skovbruget, anvendes her. Mange juletræsarealer ligger på gammel landbrugsjord. I 2000 blev der produceret 10-11 millioner juletræer.

Stormfaldet i 1999, der var et resultat af den kraftige orkan, som ramte Danmark i december, har ændret de danske skove. 90 procent af de væltede skove var nåletræer, som i vid udstrækning bliver erstattet med løvtræer. Blandede skove er mere robuste over for storm end nåletræsplantager og er samtidig levested for flere dyr og planter.

8 Skovrejsning

I 1989 besluttede folketinget, at Danmarks skovareal skal fordobles inden for de næste 80-100 år, svarende til en trægeneration. Skovrejsning finder sted i statslig regi i statsskovene, og i privat regi med tilskud. Hvis målsætningen skal nås, skal der i gennemsnit plantes 4-5000 ha skov om året, svarende til at der igennem 1990'erne i alt skulle plantes ca. 45.000 ha skov. Omtrent halvdelen af dette areal er blevet plantet gennem perioden, og kun i et enkelt år (1999) er målsætningen nået.

De nye skove er domineret af løvtræ. Det skyldes bl.a. tilskudsordningens forhøjede tilskud til plantning af løvtræ, og kravet om at mindre tilplantningsprojekter skal omfatte løvtræ. Statens stormfaldsordning fra 2000, som støtter gentilplantning af stormfældede arealer efter stormen i 1999, fremmer tilplantningen af arealer med hjemmehørende arter, som er mere robuste, og som kan udvikle sig til skove med et større naturindhold. Når skaderne efter stormen i 1999 blev så omfattende, så skyldes det, at en stor del af de danske skove består af lige gamle bevoksninger af rødgran, som ikke er særlig robust ved høje vindhastigheder.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 August 2005, © Miljøstyrelsen.