Natur og Miljø 2004 – Dyr og planter

FNs Biodiversitetskonvention forpligter medlemslandene til at beskytte naturen. Bevarelsen af planter og dyrs vokse- og levesteder er i den sammenhæng helt afgørende. Målet er at standse nedgangen i den biologiske mangfoldighed inden 2010.

Danmark udgør tærsklen mellem den atlantiske region og kontinentet og mellem den salte Nordsø og brakvandshavet Østersøen, og selv om landet er lille, har vi et omskifteligt klima med betydelige regionale forskelle. Derfor er Danmark fra naturens hånd hjemsted for et stort antal vilde dyr og planter – omkring 30.000 arter. Siden 1850 er 343 dyr og planter forsvundet fra den danske natur, og yderligere 51 er i fare for at uddø inden 2010.

DMU har i 2004 opdateret Den Danske Rødliste med i alt
2.209 arter af danske svampe, insekter, edderkopper og fugle. Gennemgangen viser, at hver fjerde art vurderes som forsvundet eller truet i større eller mindre grad.

At rødliste vil sige at vurdere plante- og dyrearters risiko for at uddø. Plante- og dyrearter uddør (eller opstår) som et led i Jordens naturlige processer. Gennem de seneste århundrede har forøgede menneskelige aktiviteter dog medført, at arters risiko for at uddø er blevet større.

Ved vurderingen i 2004 har specialisterne fundet at 558 ud af 2.280 arter er forsvundet eller truet i større eller mindre grad. Det svarer til 25 procent af arterne. 66 arter er forsvundet fra Danmark siden 1850, mens 89 vurderes kritisk truet.
1.455 arter er vurderet som ikke truede, mens der ikke har været tilstrækkelige data til at bedømme de sidste 196 arter.

Formålet med rødlistearbejdet er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i naturens mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994. I Biodiversitetskonventionen indgår følgende delmål:

11 Fugle i det åbne land

Figuren viser udviklingen i de samlede bestande af vibe, landsvale og sanglærke fra 1976 til 2004. Den samlede udvikling omfatter ud over disse bestande også bomlærke og agerhøne.

Siden 1970'erne er bestanden af sanglærke og vibe halveret. De primære årsager er forøget dræning og en generelt mere intensiv udnyttelse af græsarealerne. Den øgede anvendelse af pesticider i landbruget udrydder de planter og insekter, som fuglene i agerlandet lever af. Sanglærken, som er Danmarks 3. mest almindelige fugl, har til en vis grad tilpasset sig de dyrkede marker. Den positive tendens i sanglærkens bestandsudvikling fra midten af 1980'erne er dog atter vendt. Arten er i tilbagegang i hovedparten af Europa med størst tilbagegang i de vesteuropæiske lande.

Ynglebestanden af landsvaler svinger meget fra år til år. Det afhænger bl.a. af vejrforholdene under trækket og i vinterkvarteret. Generelt er antallet af ynglefugle reduceret med cirka 25% siden halvfjerdserne. Det hænger sammen med, at antallet af gårde med husdyrhold er reduceret, og at svalernes adgang til staldbygninger og udhuse er blevet ringere, så det kan være svært for svalerne at finde egnede redepladser. Arten er i tilbagegang i stort set hele Europa.

Set hen over hele det 20. århundrede er de store tabere engfugle og hedefugle som hvid stork og urfugl. Urfuglen yngler ikke længere i Danmark, hvilket også er tilfældet for hvid stork, hvor der var 2000 ynglende par ved det 19. århundredes begyndelse. Den populære fugl har svært ved at finde føde, fordi mange vandhuller er væk og med dem de padder, som storken lever af. Af andre sjældne fugle er tranen i fremgang og havørn, vandrefalk, sort stork og stor hornugle yngler atter i Danmark efter mange års fravær.

Et af midlerne til at bevare og genoprette fuglebestandene er at dyrke marginale jorde mindre intensivt. Der kan i mange tilfælde ydes støtte gennem EU's landbrugsstøttemidler til miljøvenlige driftsformer eller til braklægning.

12 Harer, rådyr og agerhøns

Figuren viser jagtudbyttet af hare, agerhøne og rådyr fra 1940 til 2003 og er en indikator på udviklingen af disse arters bestande i det åbne land.

For nogle af de jagtbare vildtarter, der er tilknyttet agerlandet, er der sket markante ændringer gennem de seneste 50 år. Et markant stigende jagtudbytte af rådyr og et markant faldende udbytte af hare og agerhøns afspejler store ændringer i bestandene. Rådyrbestanden er gået frem, fordi den har haft optimale formeringsforhold gennem en lang periode, hvor der har været adgang til rigelig føde i skove og på dyrkede marker. Samtidig har klimaet været gunstigt, og lammene har siden 1980'erne været mindre truet af ræve på grund af udbrud af ræveskab i Jylland og på Bornholm. I modsætning til rådyret er bestanden af hare og agerhøns gået kraftigt tilbage siden 1960. Disse to arter er mere afhængige af det åbne land end rådyret, som udnytter både skove og marker. Årsagen til tilbagegangen for hare og agerhøne skal primært søges i ændringer i landbrugets driftsformer, f.eks. en stigende markstørrelse med et mere ensartet afgrødevalg, som set over hele året resulterer i et mindre fødeudbud. Med det forholdsvis lave bestandsniveau er det også sandsynligt, at hare og agerhøne er blevet mere sårbare overfor rovdyr som f.eks. ræve samt krager og husskader.

Et af målene med regeringens Handlingsplan for Biologisk Mangfoldighed og Naturbeskyttelse i Danmark 2004-2009 er at beskytte de naturlige levesteder for sårbare arter og standse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed inden 2010.

13 Sommerfugle

Figuren viser udbredelsen af de 79 danske arter af dagsommerfugle. Arterne er inddelt i fire grupper, efter hvor udbredte de var i perioden 1900-1963. Den mest udbredte fjerdedel af arterne har været i fremgang siden 1963, mens antallet af sjældne arter er faldet.

Tilbagegangen for de sjældne sommerfuglearter skyldes især, at deres levesteder forsvinder.

I Danmark lever to tredjedele af dagsommerfuglene på enge, moser og overdrev, og halvdelen af disse arter er nu på rødlisten over truede dyr. Ni arter er forsvundet gennem de seneste 50 år. Siden 1963 har de mest udbredte dagsommerfugle som kålsommerfugle og nældens takvinge, der lever godt på tidsler og brændenælder, været i fremgang på bekostning af sjældne arter som hedepletvinge og egesommerfugl, der er gået stærkt tilbage.

Registreringen af omfanget af rødlistede plante- og dyrearter i forhold til de danske naturtyper kan bidrage til at målrette indsatsen for at bevare og genskabe levesteder for hjemmehørende dyr og planter med store levedygtige bestande, både på land og i de ferske og marine vandmiljøer.

Odderbestanden

De fire kort viser forekomst og udbredelse af odder i UTM-kvadrater på 10x10 km ved nationale overvågninger i Danmark i 1984-1986, 1991, 1996 og 2004.

Sammen med landets amter har Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i foråret 2004 gennemført en landsdækkende overvågning af odderens udbredelse i Danmark som et led i det nye Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA). På landsplan er odderen tidligere blevet overvåget i 1984-1986, 1991 og 1996, hvilket giver gode muligheder for at sammenligne bestandens udvikling over en 20-årig periode.

Resultaterne viser, at odderen siden midten af 1980'erne har øget sin udbredelse i Danmark markant. I midten af 1980'erne fandtes odderen stort set kun i det nord- og nordvestlige Jylland (Ringkjøbing, Nordjyllands, og Viborg amter), men i dag er der blevet flere i Århus amt, og bestanden har igen udbredt sig til Vejle, Ribe og Sønderjyllands amter, hvor der nu findes odder tæt ved den dansk-tyske grænse. I Vestsjælland, hvor odderen mentes forsvundet, indtil den blev genfundet i 1996, bekræfter to nye fund i 2004, at den stadigvæk er til stede.

Den positive udvikling i bestanden kan bl.a. tilskrives en målrettet beskyttelse af arten gennem udarbejdelsen af en forvaltningsplan i 1996 og senere i forbindelse med implementeringen af EU-habitatdirektivet. Påbud om brug af stopriste i ruser og etablering af faunapassager ved nye og gamle vejanlæg har ført til, at færre oddere drukner i ruser eller dræbes i trafikken. Samtidig har amterne i stigende grad taget hensyn til odderen i forvaltningen af det åbne land gennem øget beskyttelse af oddernes eksisterende levesteder, etablering af nye levesteder gennem naturgenopretningsprojekter og udpegning af spredningskorridorer ("færdselsårer", hvor odderen uforstyrret kan bevæge sig fra sted til sted).

14 Overvågning af orkidéer

Figuren viser bevaringsstatus for orkidéen Majgøgeurt, eksemplificeret ved lokaliteten Almstofte i Vestsjællands Amt. Majgøgeurt findes på omkring 800 lokaliteter i Danmark og er dermed en af de mest udbredte orkidéer. Hvis man ser samlet på alle lokaliteterne er Majgøgeurt i tilbagegang.

Overvågning af orkidéer og deres levesteder startede allerede i 1943, hvor Buderupholm Statsskovdistrikt i Nordjylland indledte en optælling af den stedlige bestand af fruesko (Cypripedium calceolus). I 1982 begyndte overvågningen af andre arter. Siden har alle 46 vildtvoksende danske orkidéer været overvåget i en kortere eller længere periode. 21 ud af de overvågede orkidéer, dvs. 46 procent, er rødlistede. Det betyder, at de enten er forsvundet
(3 orkidéer), kritisk truet
(3 orkidéer), moderat truet
(8 orkidéer) eller sårbare
(7 orkidéer).

De arter, der er udbredt i de fleste egne af landet, overvåges på nogle udvalgte lokaliteter, mens de arter, der kun kendes fra 10 steder og derunder, overvåges på så godt som alle voksesteder.

Orkidéer er fredede, hvilket betyder, at planterne ikke må beskadiges, opgraves eller deres frø indsamles. De må derimod gerne betragtes i naturen. Nogle orkidéer stiller store krav til voksestedet og har et kompliceret samliv med svampe. Andre arter kan leve forskellige steder og er udbredt i de fleste egne af landet.

15 Sæler

Figuren viser antallet af spættede sæler optalt fra fly i danske farvande i perioden 1976-2004. Tallene er korrigerede for sæler, der var under vandet under overflyvningen. I nogle år er bestanden af sæler ikke optalt i alle havområder men er vurderet eller beregnet som gennemsnittet af tal fra det foregående og efterfølgende år.

Der findes to sælarter, som permanent forekommer i danske farvande: spættet sæl og gråsæl. Gråsælen blev totalfredet i Danmark i 1967, og den findes fortsat kun i et meget lille antal (<50 dyr pr. år). I februar 2003 blev der observeret to gråsælunger på Rødsand ved Gedser. Det viser, at gråsælen er begyndt at yngle i Danmark igen for første gang i over hundrede år. I 1976 blev den spættede sæl totalfredet. Efter fredningen voksede bestanden af spættede sæler med ca. 12 procent pr.
år. I foråret 1988 blev spættet sæl ramt af det hidtil største registrerede massedødsfald blandt havpattedyr i europæiske farvande. Over 18.000 sæler blev fundet døde langs Nordeuropas kyster (Holland til Nordnorge), og ca. 60 procent af den danske sælbestand omkom. I 2002 blev alle danske sælbestande igen ramt af den dødelige sælvirus, som også ramte bestanden i 1988, og ca. 45 procent af de danske sæler menes at være omkommet. I efteråret 2004 blev der registreret godt 9000 spættede sæler og 31 gråsæler i danske farvande.

I 2005 offentliggjorde Miljøministeriet en forvaltningsplan for spættet sæl og gråsæl i Danmark. Målet med planen er at give sælerne de bedst mulige levevilkår og sikre deres beskyttelse og overlevelse. Planen skal også hjælpe med til at gennemføre EF-habitatdirektivets målsætning om at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus for sæler.

16 Fangst af fisk i danske farvande

Søjlerne viser danske fiskeres fangster fordelt på de indre og de ydre farvande i 1930, 1976, 1999 og 2002.

Mange kommercielle fisk i de danske farvande bliver udnyttet så kraftigt, at halvdelen af bestandene opfiskes hvert år.

I 2001 betegnede det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) størstedelen af kommercielle fiskebestande som overfiskede. Det gælder bl.a. torsk, rødspætte, tunge, kuller, hvilling, sej, havtaske og ål. De danske fiskeres fangster er gået tilbage siden midten af 1970'erne. Alligevel rummer de danske farvande nogle af verdens vigtigste fiskepladser med årlige landinger fra Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen på 3,5 millioner tons. Heraf fangede danske fiskere sidst i 1990'erne 1,5 millioner tons om året. I de senere år er fiskeriet blevet effektiviseret med færre og større både.

Folketinget har i 2001 vedtaget nogle centrale målsætninger for de kommende års udvikling i den nationale fiskeripolitik. Et mål er at modernisere, forny og samtidig reducere fiskerflåden. Det skal sikre et langsigtet, stabilt og bæredygtigt fiskeri i forhold til fangstmulighederne og et fortsat bredt geografisk baseret lokalt fiskeri. I forlængelse heraf vil den nationale forvaltning af fiskekvoter blive tilpasset – blandt andet med det formål at udvikle kystfiskeriet og fremme kvaliteten af landingerne.

17 Introducerede arter og deres udbredelse

Plante- og dyrearter, der bevidst eller tilfældigt er indført af mennesker, kaldes introducerede arter. Nogle af de introducerede arter kan overleve i naturen og enkelte er i stand til at sprede sig og fortrænge eller på anden måde true hjemmehørende arter. Disse arter kaldes invasive arter, og eksempler er bl.a. bjørneklo, mink og dræbersnegle (iberisk skovsnegl).

Figuren viser antallet af dyr og planter introduceret til Danmark og derefter fundet i naturen. Arterne er fordelt i tidsperioder på 50 år – undtaget er dog kategorien "før 1700". Det samlede antal introducerede arter i den nuværende opgørelse er over 2570. For 1534 af arterne kender vi introduktionstidspunktet (disse er præsenteret i figuren). Ca. 600 arter har etableret sig i den danske natur, dvs. er blevet naturaliserede. For dyr er introduktionsraten pr. år steget i den seneste tidsperiode, mens introduktionsraten for planterne forekommer relativt konstant. Der er introduceret ca. fire gange så mange planter som dyr.

De fleste introducerede arter giver ikke større problemer, men nogle få har spredt sig stærkt og kan udkonkurrere andre arter. Disse invasive arter er et naturproblem, som har fået mere og mere opmærksomhed i de senere år. De invaderer naturområder, haver og parker eller kan sprede sygdomme, og de koster mange penge og besvær at bekæmpe. Skvalderkål, flyvehavre og brun rotte er flere eksempler på invasive arter, som der bruges mange ressourcer på at bekæmpe.

Internationalt har man erkendt, at problemet er så stort, at det globalt set er en af de største trusler mod den biologiske mangfoldighed kun overgået af ødelæggelse af levesteder. Derfor er der internationalt under Biodiversitetskonventionen også en forpligtigelse til at søge at begrænse introduktion og negative konsekvenser af invasive arter.

Ved bevidst introduktion er der tale om arter, der indføres
f.eks. som prydplanter eller kæledyr og derefter spredes eller undslipper og etablerer sig i naturen. Bevidst introduktion
af jagtbare eller fiskbare arter bidrager også til, at vi får nye arter i det vilde, danske dyreliv. Ikke-hjemmehørende dyr må ikke udsættes i naturen uden tilladelse, hverken kæledyr (f.eks. skildpadder) eller fisk og dyr til jagt eller naturpleje. Ved ubevidst introduktion kommer arten med som blind passager sammen med andre varer, fæstnet på f.eks. biler, tog eller tøj og spredes på den måde hurtigt, mens vi krydser landegrænser og kontinenter.

For det marine miljø er ballastvand og begroning af skibe samt akvakultur, dvs. opdræt af fisk i fersk- eller saltvand, de dominerende introduktionsveje for nye arter. Ballastvand er ligeledes af betydning for spredning af arter, der kan overleve i ferskvand.