| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Problematiske stoffer i bygge- og anlægsaffald - kortlægning, prognose og bortskaffelsesmuligheder

4 Beskrivelse af særligt problematiske stoffer

• 4.1 Bly
  • 4.1.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.1.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.1.3 Affaldshåndtering
• 4.2 Cadmium
  • 4.2.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.2.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.2.3 Affaldshåndtering
• 4.3 Kviksølv
  • 4.3.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.3.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.3.3 Affaldshåndtering
• 4.4 Nikkel
  • 4.4.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.4.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.4.3 Affaldshåndtering
• 4.5 Chrom
  • 4.5.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.5.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.5.3 Affaldshåndtering
• 4.6 Kobber
  • 4.6.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.6.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.6.3 Affaldshåndtering
• 4.7 Zink
  • 4.7.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.7.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.7.3 Affaldshåndtering
• 4.8 PCB
  • 4.8.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.8.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.8.3 Affaldshåndtering
• 4.9 Chlorparaffiner
  • 4.9.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.9.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.9.3 Affaldshåndtering
• 4.10 CFC
  • 4.10.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.10.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.10.3 Affaldshåndtering
• 4.11 HCFC og HFC'er
  • 4.11.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.11.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.11.3 Affaldshåndtering
• 4.12 Svovlhexafluorid
  • 4.12.1 Anvendelse og forbrug
  • 4.12.2 Sundhed, miljø og regulering
  • 4.12.3 Affaldshåndtering

I nærværende kapitel gennemgås de tolv udvalgte stoffer enkeltvis med fokus på beskrivelse af hvilke byggevarer stofferne hovedsagelig indgår i, samt mængderne i byggeriet pr. år, i udvalgte år, afhængig af hvilke oplysninger det har været muligt at indhente i det benyttede kildemateriale. Desuden beskrives sundheds- og miljøfarlige egenskaber samt den relevante lovgivning i henhold til stoffet. Til sidst fremlægges bud på bortskaffelses scenarier for de relevante byggevarer og tilhørende stoffer. Bortskaffelsen antages at forgå enten ved genanvendelse/genvinding (herefter benyttes kun betegnelsen genanvendelse), forbrænding eller deponering.

4.1 Bly

I december 2000 trådte Bekendtgørelsen om forbud mod import og sag af produkter, der indeholder bly i kraft for at undgå fortsat belastning af mennesker og miljø med bly [Bekendtgørelse nr. 1012, 2000]. Fra december 2002 bliver det forbudt at bruge bly til inddækninger på nybyggeri. Renovering og reparation af eksisterende byggeri er dog ikke omfattet af forbudet.

4.1.1 Anvendelse og forbrug

Bly anvendes primært til inddækninger, kabler og stabilisator i PVC. I Sverige anvendtes især bly til rør og kabler i perioden 1900-1995, og i Norge anvendtes bly i byggevarer, til kabler og kun en lille mængde til blyforbindelser (ikke nærmere specificeret).

Bly har tidligere været anvendt som blyrør og i samlinger for afløbsrør før 1970 (ca. 900 g pr. samling). Bly anvendes til tage (især historiske bygninger), men den største anvendelse er til inddækninger og til kabler. Blyforbindelser anvendes også som stabilisator i PVC, men erstattes i dag af andre forbindelser. Blyoxid, blychromat og blynaphthenat bruges i maling, og blyforbindelser indgår også som sikkativer i maling og lak. Tabel 4.1 viser forbruget af bly i Danmark, fordelt på byggevarer i årene 1985 og 1994.

Tabel 4.1 Forbrug af bly i byggeri [Miljøstyrelsen, 1989 ; Lassen og Hansen, 1996b]

Forbruget af bly i byggesektoren udgør ca. 30% af det totale forbrug i Danmark, hvilket er betydelig højere end i Sverige (19%) og i Norge (14%). Forbruget af bly i Danmark i 1994 var 20.000 tons mod 16.000 tons i 1995 i Norge.

4.1.2 Sundhed, miljø og regulering

Bly er et tungmetal, der har både har akutte og kroniske sundheds- og miljøeffekter. Nogle blyforbindelser er akut giftige for vandlevende organismer og pattedyr og kronisk giftige selv i små koncentrationer. Kronisk blyforgiftning viser sig ved virkninger på nervesystemet og immunsystemet. Blyforbindelserne kan også give kræft. Bly bioakkumuleres i fisk og pattedyr og har en udskillelse på over 20 år. Optagelse af bly sker langsom under langvarig kronisk eksponering.

Tabel 4.2 Klassificering af uorganiske og organiske blyforbindelser. Forklaring af koderne i tabellen findes i Tillæg 3.

Der henvises til Bekendtgørelse om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly [Bekendtgørelse nr.1012, 2000] og Bekendtgørelse om tilskud til indsamling og genanvendelse af blyakkumulatorer [Bekendtgørelse nr.1060, 2000]. For kabler og elektronik med bly gælder Bekendtgørelse om håndtering af elektriske og elektroniske produkter, der skal sikre aflevering til kommunal indsamlings/anvisningsordning [Bekendtgørelse nr.1067, 1998].

4.1.3 Affaldshåndtering

Det oplyses, at hovedparten af bly fra tage og inddækninger fra renovering- og nedrivnings-arbejder genanvendes dvs. indleveres eller indsamles til skrothandler [Lassen og Hansen, 1996]. Der angives ingen egentlig genanvendelsesprocent, men den skønnes til at være i størrelsesordnen 90 %. De resterende 10 % af bly i tage og inddækninger bortskaffes enten ved forbrænding eller deponering. I denne sammenhæng antages det at halvdelen ca. 5 % forbrændes og ca. 5 % deponeres.

Med hensyn til bly i el-kabler (kabelskrot) antages bortskaffelsen at fordele sig på følgende måde: ca. 50 % genanvendes, ca. 10 % forbrændes og de resterende ca. 40 % deponeres.

4.1.3.1 Udvikling

Forbruget af bly til byggesektoren har været næsten konstant i perioden 1985-1994, som angivet i Tabel 4.1 ovenfor. Der har været en svag stigning i anvendelse af bly til inddækninger i perioden 1985-1994, og en stærk stigning af bly i PVC, hvilket skyldes et større forbrug af vinduer og døre af PVC-plast, hvor bly indgår. I dag kan der fås PVC vinduer uden bly.

Forbruget af bly til kabler er faldet i denne periode (1985-1994), og det gælder ligeledes for lyskilder og maling. Blyforbindelser anvendes ikke længere i bygningsmaling, hvor blyoxid, der har været brugt som korrosionsbeskyttelse blev udfaset i starten af 1990’erne og blysulfid blev udfaset i 1970’erne. Blysikkativer anvendes heller ikke længere, men blev typisk brugt i 1960’erne og 1970’erne [Danmarks Farve- og Lakindustri, 2000].I Sverige er der anvendt blyrør til vandforsyningsformål op til 1970, men forbruget var størst i perioden 1900-1939.

På baggrund af indhentede oplysninger gennem dette projekt antages det, at bly til inddækninger og tage har været næsten konstant i perioden 1985-1994. Bly i PVC følger forbruget af PVC, dog med en fordeling (2:1:0,6) af bly til henholdsvis rør, vinduer og tage jvf. tal fra 1994(se Tabel 4.1). Kabler af PVC har tidligere indholdt bly i størrelsesordnen 1,2-2,5 % bly.

4.2 Cadmium

Tidligere har cadmium været anvendt til overfladebehandling af metaller, men dette har været forbudt siden 1982. Cadmium har også været anvendt som stabilisator i plast (PVC-plast).

4.2.1 Anvendelse og forbrug

Cadmium anvendes som nævnt ovenfor i stabilisatorer i PVC. Omkring 3,9 tons cadmium anvendes i tekniske anvendelser så som tagplader og vinduesprofiler, der typisk har et cadmiumindhold på ca. 0,04-0,09 %. Cadmiumindholdet i farvepigmenter og i stabilisatorer i øvrige plastprodukter til udendørs brug udgør ca. 0,1-1 %. Brugen af cadmium i stabilisatorer og i pigmenter er ophørt i 1992.

Cadmium er et følgestof til zink dvs. rent zink og galvaniserede plader indeholder cadmium. Cadmiumindholdet i zink i 1977/78 udgjorde ca. 100 gram cadmium pr. ton zink mod i 1992 at udgøre ca. 7,5 gram cadmium pr. ton zink.

Cadmium er desuden et følgestof i cement. Cadmium stammer fra flyveaske og kalk, der anvendes som råmaterialer til fabrikation af cement.

I Tabel 4.3 er forbruget af cadmium vist, fordelt på forskellige byggevarer, for årene 1977/78 og 1990 samt et estimat for forbruget i 1992.

Tabel 4.3 Forbrug af cadmium i byggeri [Miljøstyrelsen, 1980; Jensen 1993]

Forbruget af cadmium er faldet fra ca. 16 tons i 1977/78 til ca. 3 tons i 1992. I Norge er der kun registreret et forbrug af cadmium i PVC og dette er ophørt i 1993 [Huse, 1998].

4.2.2 Sundhed, miljø og regulering

Cadmium er et tungmetal, der er meget mobilt og let optages af planter. Cadmium og cadmiumforbindelser er akut og kronisk giftige for mennesker og dyr og flere cadmiumforbindelser er kræftfremkaldende. Cadmium ophobes i nyrer og giver kroniske nyreskader. Cadmium kan erstatte calcium i skelettet, og en høj belastning af cadmium kan derfor føre til deformationer af knogler. Cadmium bioakkumuleres i fisk og pattedyr og har en lang halveringstid.

Tabel 4.4 Klassificering af cadmium forbindelser. Forklaring af koderne i tabellen findes i Tillæg 3

4.2.3 Affaldshåndtering

Cadmium i plast fra kabler m.m. antages at følge et bortskaffelsesmønster, hvor ca. 20 % genanvendes, ca. 30 % forbrændes og ca. 50 % deponeres.

Bortskaffelsen af cadmium som følgestof til zink er skønnet, idet der savnes data for bortskaffelsen af rent zink (f.eks. tagrender) og bortskaffelsen af galvaniserede produkter.

I dette bortskaffelses scenario skønnes det, at hovedparten af rene zink byggevarer og galvaniserede produkter indsamles med henblik på genanvendelse. Hermed estimeres en genanvendelsesprocent på ca. 90 % mens ca. 5 % forbrændes og ca. 5 % deponeres.

Bortskaffelsen af cadmium som følgestof i cement baserer sig på tal for det samlede bortskaffelsesmønster for bygge - og anlægsaffald, hvorom det er oplyst, at ca. 90 % bygge - og anlægsaffald genanvendes og ca. 10 % deponeres [Affaldsinformation, 2000].

4.2.3.1 Udvikling

I perioden 1960 til 1991 kan forbruget af cadmium relateres til forbruget af PVC til udendørs brug. På baggrund af de indsamlede data ses et faldende forbrug af cadmium i perioden 1977-1990. Efter 1991 bruges cadmium ikke længere i stabilisatorer.

Cadmium forekommer stadig i byggeriet i cement, især i hvid cement, men cadmium må ved anvendelse i cement betragtes som immobil. Dette spørgsmål bør dog i forbindelse med nedknusning og genanvendelse af beton verificeres. Cadmium optræder stadigvæk i byggeriet som følgestof i zink og følger forbruget heraf.

4.3 Kviksølv

Kviksølv er et giftigt tungmetal, som blandt andet kan virke farligt ved dannelsen af kviksølvdampe, der let optages gennem menneskers lunger og hud.

4.3.1 Anvendelse og forbrug

Kviksølv har været brugt i byggeriet i el-kontakter, måle- og kontroludstyr og lyskilder. I dag anvendes kviksølv i sparepærer. Der sker endvidere et udslip af kviksølv ved forbrænding af kul i forbindelse med cementfremstilling.

Tabel 4.5 Forbrug af kviksølv i byggeri, fordelt på forskellige byggevarer, i Danmark i årene 1982/83 og 1992/93 [COWIconsult, 1985 ; Miljøstyrelsen, 1996b].

4.3.2 Sundhed, miljø og regulering

Kviksølv og kviksølvforbindelser er stærkt toksiske og kan give nyreskader, skader på nervesystemet, fosterskader og kontaktallergi. Kviksølv indgår i mange uorganiske og organiske forbindelser, hvor det især er de organiske forbindelser der er særligt giftige. Kviksølv kan ved udslip til luften udvaskes og overføres til vandmiljøet. I vandmiljøet kan kviksølv knytte sig til faste partikler og under anaerobe forhold omdannes til methylkviksølv, der kan ophobes i hjernevæv og forårsage irreversibel ændringer i nervevævet.

Kviksølv bioakkumuleres i fisk og pattedyr først og fremmest i nyrerne og i hjernen og har en evne til at koncentreres op gennem fødekæden. Kviksølv har desuden en lang biologisk halveringstid.

Tabel 4.6 Klassificering af kviksølv, uorganiske og organiske kviksølvforbindelser [Bekendtgørelse nr. 733, 2000]. Forklaring af koderne i tabellen findes i Tillæg 3.

Brugen af kviksølv og kviksølvforbindelser er i dag stærkt reguleret. Reguleringen er beskrevet i Bekendtgørelse om forbud mod salg og eksport af kviksølv og kviksølvholdige produkter [Bekendtgørelse nr. 692, 1998], Bekendtgørelse om visse batterier, der indeholder farlige stoffer [Bekendtgørelse nr.1044, 1999] og Bekendtgørelse om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter [Bekendtgørelsen nr. 1067, 1998].

4.3.3 Affaldshåndtering

Mængdemæssigt blev der i året 1992/93 bortskaffet en samlet mængde kviksølv i lyskilder svarende til 150 kg, med en skønnet usikkerhed på 50 kg [Miljøstyrelsen, 1996b]. Heraf udgjorde kviksølvmængden ca. 60 % baseret på andelen af kviksølv forbrugt i lysstofrør i forhold til samtlige typer lyskilder. Dette resulterede i en årlig mængde kviksølv på 90 kg 30 kg i byggeaffald (baseret på tal fra 1992/93).

R98 har længe haft et behandlingsanlæg, der varetager genanvendelse af lyskilder og i 2000 blev et nyt anlæg med en genvindingsgrad på 98% taget i brug hos elektromiljø, Vejle [Malmgren-Hansen, 2001]. Baseret herpå antages det, at ca. 90 % af alle kviksølvholdige lyskilder genanvendes mens ca. 10 % forbrændes.

Forbruget af kviksølv i elektriske kontakter og relæer i bygninger er relativt lavt. Baseret på estimater givet i Miljøstyrelsen (1996b) ligger det årlige forbrug på ca. 10-20 kg (i termo- og trykkontakter, computerudstyr samt anden elektronik ). Det antages, at disse kviksølvholdige produkter bortskaffes således, at ca. 40 % genanvendes og ca. 60 % deponeres.

Med hensyn til cement, antages bortskaffelsen, at kunne sidestilles med det mønster, der er rapporteret for bygge- og anlægsaffald generelt i dag. Dvs. at ca. 90 % genanvendes og ca. 0 % forbrændes og ca. 10 % deponeres [Affaldsinformation, 2000].

4.3.3.1 Udvikling

I Danmark er der gennemført to analyser af forbruget af kviksølv i hhv. 1982 og i 1993. Forbruget i denne periode har næsten været konstant for el-kontakter og måleinstrumenter og svagt stigende for lyskilder og udslip fra cement. Forbruget af kviksølv i forbindelse med sparepærer er stigende.

I Norge er forbruget faldende for el-kontakter, halveret for måle- og kontroludstyr og der er et svagt faldende forbrug af kviksølv i forbindelse med lyskilder i perioden 1990-1997.

Byggeriets andel af det totale forbrug er stigende, da de øvrige forbrug er reduceret kraftigt i denne periode. Byggeriets andel af kviksølv er vokset fra 6 til 20 % af den totale forbrug i Danmark i perioden 1982-1993.

4.4 Nikkel

Nikkel bruges som legeringselement i rustfast stål, men bruges også til overfladebehandling i forbindelse med forchromning.

4.4.1 Anvendelse og forbrug

Nikkel indgår i:

• rustfast stål (10 % Ni), der benyttes som plader, profiler, rør , skruer og bolte
• i legeringer til varmtvandsveksler (5 % Ni)
• overfladebehandling (forkromning)
• lyskilder (1 % Ni)

Nikkel anvendes til overfladebehandling af metal- og plastgenstande. Der anvendes et tyndt nikkellag (ca. 10-15m) under chromlaget i forkromede genstande f.eks. armaturer og badeværelses-genstande, i skruer og møtrikker samt i dele til belysning. Pålægning af nikkel kan ske elektrolytisk eller ved en kemisk behandling. Nikkel bruges også i metallegeringer f.eks. i nysølv.

I tabellen nedenfor er er vist forbruget af nikkel i byggesektoren i 1992. Forbruget af nikkel i Danmark var i 1992 7800 tons. Byggesektoren bruger således ca. 20 % af den totale anvendte mængde nikkel i Danmark.

Tabel 4.7 Brug af nikkel i byggevarer i 1992 [Lassen, 1996a; Lohm, 1997]

Mængden af nikkel, der anvendes i byggesektoren er baseret på en massestrømsanalyse af nikkel [Lassen, 1996a], som ikke medtager nikkel, der anvendes til rustfast stål. Mængden af rustfast stål er derfor beregnet udfra en opgørelse i Sverige, der fortrinsvis omfatter rustfast stål. I denne opgørelse udgjorde forbruget i byggesektoren ca. 10 % af total nikkelforbruget [Lohm, 1997]. En beregning ud fra et nationalt forbrug på 8000 t medfører et forbrug på 800 t Ni i 1992. For Danmark var forbruget i 1992 6000 t Ni til rustfaste råvarer udfra Miljøstyrelsen Produktdatabase.

4.4.2 Sundhed, miljø og regulering

Nikkel kan give allergi, 10 til 15 % af alle danske kvinder er nikkelallergikere og ca. 10 % af disse har allergi overfor nikkel i fødevarer i de koncentrationer, der normalt optræder i disse. Det er derfor vigtigt at undgå spredning i miljøet.

Endvidere er nikkel en begrænset ressource, der er således nikkel til ca. 53 år med det nuværende forbrug [Wenzel, 1996].

Tabel. 4.8 Klassificering og mærkning af nikkel [Bekendtgørelse nr. 733, 2000]. Forklaring af koderne i tabellen findes i Tillæg 3.

Regulering af nikkel foregår efter Bekendtgørelsen om forbud mod import og salg af visse nikkelholdige produkter [Bekendtgørelse nr. 24 , 2000].

4.4.3 Affaldshåndtering

I Lassen et al. (1996a) oplyses det, at ca. 97 % af anvendt rustfast stål i Danmark indsamles med henblik på genanvendelse. Det inkluderer relativt store emner såsom profiler, armaturer og varme vekslere. De 97 % lyder umiddelbart ret højt og derfor antages det, at en lidt mindre del ca. 90 % genanvendes. De resterende ca. 10 %, som udgøres af mindre dele såsom beslag m.m., antages at fordele sig ligeligt på forbrænding og deponering.

Produkter med nikkel-behandlede overflader antages hovedsageligt at blive bortskaffet via skrothandlere og dermed genanvendt. Procentdelen af overfladebehandlede produkter, der genanvendes angives til ca. 80 %. De resterende ca. 20 % oplyses at blive bortskaffet via både forbrænding og deponering [Lassen et al., 1996a]. Som udgangspunkt antages det, at fordeling mellem de to bortskaffelses metoder foregår ligeligt dvs. ca. 10 % bliver forbrændt og ca. 10 % bliver deponeret.

4.4.3.1 Udvikling

Der regnes med, at der bruges ca. 10 % af den totale mængde nikkel til rustfast stål inden for byggeriet og, at der er sket en fordobling af forbruget fra 1990 til 1995, jf udviklingen i Norge. Der antages, at forbruget af nikkel til øvrige byggevarer og komponenter har været konstant i perioden.

4.5 Chrom

Chrom anvendes som legerings-element i rustfast stål og chrom bruges også til forchromning af metalgenstande. Tidligere indgik chrom i træimprægneringsmidler.

4.5.1 Anvendelse og forbrug

Som nævnt ovenfor bruges chrom især til rustfast stål (ca. 18 %) og til forchromning.

En opgørelse i Sverige viser, at 23 % af den totale mængde chrom anvendes i byggeriet. Heraf bruges 46 % til rustfaste materialer(erfaringstal fra Sverige [Lohm,1997]). I Tabel 4.9 nedenfor er forbruget af chrom vist for Danmark i 1982.

Tabel 4.9 Forbrug af chrom og chromforbindelser i byggeri i 1982 tons [Miljøstyrelsen, 1985]

Forbruget af chrom til rustfast stål medfører et forbrug på 6400 tons rustfast stål i 1982. I kilden er det opgivet, at forbruget af chromlegeret stål i 1982 for Danmark var 8000 tons. Ud fra forbruget af nikkel til rustfast stål er det dernæst udregnet, at der i 1992 blev brugt ca. 8000 tons rustfast stål i byggesektoren.

Forbruget af chrom i byggesektoren er næsten dobbelt så stort som i Norge i 1990 –1995.

Der er i Tabel 4.9 regnet med, at alt chrom til forchromning er brugt i byggeriet. Dette giver et meget større forbrug end i Norge i 1990 (20 t), i 1995 (50 t) og i 1997 (5 t), men kan muligvis forklares ved, at der er tale om forskellige tidsperioder.

4.5.2 Sundhed, miljø og regulering

Chrom forekommer i iltningstrin III og VI, men kan også delvis omdannes til Cr6+ ved forbrænding. Det er især chrom i iltningstrinet VI, der er skadeligt. Skadevirkningen af chrom afhænger af den enkelte chromforbindelse og de fleste chromforbindelser er klassificeret som allergifremkaldende, men nogle er også kræftfremkaldende. Chromforbindelser er tungt nedbrydelige og ophobes i organismer, hvorfor chromforbindelser er klassificeret som miljøfarlige.

Tabel 4.10 Klassificering af chromforbindelser. Forklaring af koderne i tabellen findes i Tillæg 3.

Chrom har været brugt til træimprægnering, men brugen af chrom er ophørt i 1996 [Miljøstyrelsen, 1997b]. Chrom findes i spildevandsslam og den tilladte mængde af chrom i slam, der må udbringes på landbrugsjord er 100 mg/kg ts [Bekendtgørelse nr. 49, 2000].

4.5.3 Affaldshåndtering

De identificerede byggevarer udgøres af hhv. rustfast stål samt plast og metal, der er overfladebehandlede (forchromede). Det antages, at ca. 90 % af produkterne af rustfast bliver genanvendt og den resterende del, ca. 10 %, bortskaffes via forbrænding ca. 5 % og deponering ca. 5 %.

Genanvendelse af maling (og træbeskyttelse) indeholdende chrom vurderes at være ca. 0 % hvorved bortskaffelsen fordeles på hhv. deponering og forbrænding. Det vurderes, at malede overflader bortskaffes således, at ca. 95 % forbrændes og ca. 5 % deponeres.

4.5.3.1 Udvikling

Beregninger af forbruget af rustfast stål i Norge er i perioden 1990 til 1997 steget fra 330 til 550 tons chrom. For Danmark antages det, at det fremtidige forbrug af chrom i byggevarer på kortere sigt fortsat vil stige, men efterhånden som opmærksomheden på de skadelige effekter skærpes, må man på længere sigt regne med et faldende forbrug. Der kan forventes øgede mængder chrom i byggeaffaldet indtil faldet i forbruget slår igennem på affaldssiden.

4.6 Kobber

Kobber er et korrosions bestandigt materiale og rent kobber anvendes f.eks. til rør, plader til tag og facader samt kobberlegeringer til fittings og armaturer. Kobber har en elektrisk ledningsevne og anvendes til elektriske kabler. Der anvendes desuden kobberforbindelser i træimprægnerings- og træbeskyttelsesmidler.

4.6.1 Anvendelse og forbrug

Rent kobber bruges til:

• kabler
• ledninger
• tage, rør og fittings

Kobberlegeringer benyttes til:

• låse og beslag
• rør og fittings
• sanitetsartikler

Mængderne i Tabel 4.11 stammer fra oplysninger fra en materialestrøms analyse for kobber [Lassen, 1996c]. Forbruget af kobber i bygninger udgør ca. 20 % af det nationale forbrug i Danmark. En undersøgelse i Sverige viser, at byggesektoren i perioden 1900-1995 brugte ca. 30 % af det nationale forbrug.

Tabel 4.11 Forbrug af kobber i byggeri i 1992 [Lassen, 1996c].

4.6.2 Sundhed, miljø og regulering

Der er ingen klassificering af rent kobber, men nogle udvalgte kobberforbindelser er giftige især overfor vandlevende organismer. Kobber kan akkumuleres i organismer og påvirke vækst og reproduktion af enkelte vandlevende dyr. Der sker udslip af kobber og kobberforbindelser ved råstofudvinding, under fremstilling af metallet og ved brug og bortskaffelse af kobberprodukterne.

Kobber er en begrænset ressource og med det nuværende forbrug er der malm nok til 35 års forbrug [Wenzel, 1996].

I nedenstående tabel er klassificering og mærkning vist for kobbersulfat og øvrige kobberforbindelser.

Tabel 4.12 Klassificering og mærkning af en kobberforbindelse. Forklaring af koderne i tabellen findes i Tillæg 3.

4.6.3 Affaldshåndtering

I dag indsamles produkter af kobber og det indsamlede kobber benyttes til fremstilling af nye produkter, men det kan være vanskeligt at indsamle kabler og rør, der er indstøbt i gulve. Der kan herske tvivl om, at mindre dele som låse, slutblik, skilte, sanitetsartikler bliver indsamlet eller går til forbrænding sammen med produkter af f.eks. træ eller plast.

Der kan regnes med at tage, tagdækning, indfatninger og rørinstallationer af kobber hovedsageligt bortskaffes via skrothandlere. Hvor det antages at ca. 95 % af disse byggevarer genanvendes og ca. 5 % forbrændes [Lassen et al., 1996c].

Låse, beslag til vinduer og døre antages hovedsagelig at blive bortskaffet med den brændbare del af byggeaffaldet. Procentmæssigt anslås det, at ca. 20 % af disse emner bliver indsamlet til genanvendelse, mens ca. 80 % ender med af blive forbrændt med de bygningsdele de findes på og i forbindelse med.

Kobber i el-kabler og ledninger fordeler sig på faste og løse installationer og disse to typer af installationer antages at have forskellige bortskaffelsesmønstre. For faste installationer vurderes det, at ca. 30 % genanvendes, ca. 20 % forbrændes og ca. 50 % deponeres. Med hensyn til løse installationer antages det, at en mindre procentdel genanvendes svarende til ca. 20 %., mens ca. 70 % forbrændes og de resterende ca. 10 % deponeres. Det skal i denne sammenhæng fremhæves at Bekendtgørelsen om håndtering af elektriske og elektroniske produkter kræver, at de kommunale indsamlings- og anvisningsordninger benyttes af enhver dvs., at ledninger og el-installationer afleveres efter kommunens anvisning ved bygge- og anlægsarbejder [Bekendtgørelse nr. 1067, 1998].

Med hensyn til kobber i pigmenter og farvestoffer i produkter som maling og plast vil disse bortskaffes med tilhørende byggevarer. Det antages, at pigmenter og farvestoffer hovedsageligt optræder i eller på komponenter, der bortskaffes ved forbrænding (ca. 100 %). Der kan dog være tilfælde, hvor pigmenter og farvestoffer indgår i produkter såsom malingsrester m.m., der indsamles og bortskaffes som farligt affald/kemisk affald.

4.6.3.1 Udvikling

Kobber har været anvendt over en lang periode og forbruget er især vokset siden 2. verdenskrig. En undersøgelsen fra Stockholms kommune angiver det akkumulerede forbrug i perioden fra 1900-1995. I denne angives der, at mængden af kobber anvendt til kabler kan beregnes ud fra typen og antallet boliger [Lohm,1997] ved følgende forholdstal:

• 12 kg kobber pr. lejlighed i 1960
• 18 kg kobber pr. villa i 1960
• andre boliger ca. 1,2 - 2 løbende meter pr m² eller 0,16 kg kobber pr m²

Kobberforbruget til tage har været konstant i perioden. Vandrør til både koldt og varmt vand i Sverige udgjorde ca.:

• 25 meter pr. lejlighed
• 100 meter pr. lejlighed (3-4 værelser)

Hvor kobbermængden udgjorde ca. 0,3-0,5 kg pr. meter vandrør.

Der er ingen data for forbruget af kobber til tage og facader i perioden 1990-1997 i Norge, men udfra svenske erfaringstal Lohm (1997) beregnes et forbrug i 1997, under forudsætning af 30 % af det nationale forbrug bruges i byggesektoren og heraf bruges 57 % til tage og facader. Forbruget af kobber til tage og facader bliver dermed lige så stort som til rør .

Ud fra opgørelse af kobber i perioden 1990-1997 i Norge kan ses, at forbruget af kobber til messingrør har været konstant i perioden 1990-1996 og derefter faldet ca. 20%. Forbruget af kobber til rør er kun opgjort i 1997 og synes at være noget større end forbruget af messingrør. I dag er 90 % ledningsnettet kobberrør [Huse, 1998]. Forbruget af kobber i legeringer til skorstene er konstant svarende til ca. 300 tons i perioden 1990-1997.

Forbruget af kobberforbindelser til trykimprægnering i Danmark er skønnet at falde i perioden 1992-1996 fra 260 til170 tons [Lassen, 1996c]. Forbruget i Norge er steget kraftigt fra 3 tons i 1990 til 50 tons 1995 og har derefter været konstant på 70 tons. Forbruget i Sverige af kobberforbindelser har været størst i perioden 1970-1980 ca. 200 tons kobber og derefter næsten konstant.

Det antages således, at forbruget af kobber til tage og rør er konstant, medens der for de øvrige må forventes et stigende forbrug.

4.7 Zink

Zink bruges til varm-forzinkning og el-galvanisering af metalgenstande, idet zinklaget beskytter metallet mod korrosion. Metallet zink bruges også til tage og facader.

4.7.1 Anvendelse og forbrug

Der anvendes zink til forzinkning af stål og til beklædning af tage og facader, og i messingrør. Zink indgår i messing (udgør ca. 40 %), der bruges til rør i vandsystemer m.m.

Der anvendes også zink i maling og til stabilisering af PVC. Udfra det tilgængelige talmateriale regnes det med, at alt zinkoxid, zinkstøv og zinksulfid anvendes i byggeriet medens det vurderes, at 50 % af zinkphosphat anvendes i byggeri.

I Danmark blev der i 1996 i alt brugt 4200 tons [BPS-centret, 1998]. I 1993/1994 blev der anvendt i alt 12.000 tons zink som plader og til galvanisering [Hansen, 1995]. I dag er der ingen opgørelse over fordelingen af zinkforbruget i Danmark, hvorfor Tabel 4.13 angiver zinkforbruget i byggeri i Norge.

Tabel 4.13 Forbrug af zink i byggeri i 1997 i Norge [Huse, 1998]

Forbruget af forzinkede produkter i tabellen ovenfor er beregnet ud fra, at 42 % af zinkforbruget går til byggeri og heraf 31 % til forzinkede produkter, dette er er erfaringstal fra Sverige i perioden 1900-1995 [Lohm,1997].

4.7.2 Sundhed, miljø og regulering

Galvaniserede produkter og produkter af zink afgiver zink og zinkforbindelser til de omgivende miljøer (især vand og jord), hvorved det kan ophobes i fødekæden. Selve stoffet zink er dog et mikronæringsstof uden specielle toksiske egenskaber.

4.7.3 Affaldshåndtering

Forzinkede produkter går til skrothandler, og zinkplader indsamles og bliver genanvendt. Rør af messing går ligeledes til skrothandler. På baggrund heraf skønnes det, at ca. 90 % zink genanvendes og den resterende mængde svarende til ca. 10 % henholdsvis forbrændes ca. 5 % og deponeres ca. 5 %.

Bortskaffelsen af zink i plast er her sammenlignet med de oplysninger, der er givet om tagrender og rør af PVC plast i Lauritzen og Christensen (1997). Der oplyses det, at ca. 20 % af plasten genanvendes og de resterende ca. 80 % går forbrænding eller deponering. I dette bortskaffelses-scenario antages det, at hoveddelen af plasten (inkl. zink) ca. 60 % bliver forbrændt og de resterende ca. 20 % bliver deponeret.

4.7.3.1 Udvikling

Der foreligger ingen afgørende incitamenter (lovgivning og/eller forbud) for reduktion af zink i byggeriet. Det er således også observeret et stigende forbrug af zink til forzinkede produkter samt til tage og facader i Norge i perioden 1990-1997. Forbruget af messingrør indeholdende zink har dog været svagt faldende i samme periode (1990-1997) og forbruget af zinkoxid, i maling, er halveret i perioden 1990-1995 [Huse, 1998].

4.8 PCB

PCB omfatter en gruppe forbindelser med betegnelsen polychlorerede biphenyler, der fremstilles i ca. 209 varianter (kongener), som kan indeholde forskellig mængde chlor, 31%-71%. Forbindelserne består af to benzenringe af kulstof og hydrogen, nogle steder er hydrogenatomet udskiftet med chloratomet, og chloratomerne kan sidde i forskellig positioner (ortho, para og meta stilling).

4.8.1 Anvendelse og forbrug

PCB har været brugt i olie til kondensatorer og transformere, som blødgørere i fugemasser, lim, malinger, plastmaterialer samt i hydrauliske væsker og smøremidler og i selv-kopierende papir m.m.

Inden for byggeriet i de nordiske lande er PCB hovedsageligt blevet brugt i:

• Elastiske fugemasser (især af typen polysulfid)
• Forseglingsmateriale (lim) til termoruder
• Som tilsætningsstof i beton (Borvirket)
• I gulvbelægning (akrydur)
• I maling til skibe
• Brandhæmmere i træfiberplader
• I plastkabler

PCB er tilsat disse produkter for at opnå nogle forbedrede tekniske egenskaber, for eksempel som blødgørere, brandhæmmere eller skimmelhæmmere.

Tabel 4.14. PCB i byggeri (i elektriske komponenter og byggevarer) [Maag og lassen, 2000; FSO, 2000 og COWIconsult, 1983]

PCB har været anvendt i elastiske fugemasser, fortrinsvis af typen polysulfid. Polysulfidfugemasser har været brugt i perioden 1950-1976, hvor ca. 60-80 % af elastiske fuger bestod af polysulfid. Ca. 30 % af polysulfidfugemasserne indeholdt PCB med op til 15 vol-% PCB. Disse fugemasser blev i perioden 1960-1970 erstattet med polyurethanfugemasser og efterfølgende af MS- polymere. I dag udgør polysulfidmasser ca. 5 % af markedet [FSO, 2000].

Elastiske fugemasser anvendes, hvor der ønskedes en stor træk/tryk deformation, op til 25 %. De elastiske fugemasser blev især anvendt i bygninger med lette facader, betonelement-ydervæg, træskelet-ydervæg og træskelet-dobbeltvæg [Hanberg, 1970]. Generelt bruges elastiske fugemasser ved samlinger, udvendigt omkring facadeplader, omkring vinduer og døre, i deformationsfuger, mellem bygningsdele og i forbindelse med balkoner. Der anvendes elastiske fuger i bygninger af betonelementer, men også i bygninger af andre materialer. PCB-holdige fugemasser er også blevet anvendt indvendigt, omkring vinduer, døre, gulve, mellem fliser i vådrum og som tværfuger i flisebelagte gulve [Statens forureningstilsyn, 2000b]. I Danmark er der på konstruktionstegninger fra denne periode angivet, at der er anvendt polysulfidfugemasser [Aktuelle byggeri 1969-1973, 1978].

Tidligere regnede man med, at fugerne var udskiftet efter 20 år, men praksis viser, at levetiden er mellem 30-50 år. Der regnes med, at der er 2 mill. meter PCB-holdige fuger tilbage eller ca. 30 % af eksisterende fuger er udskiftet, hvilket svarer til 75 tons PCB tilbage i bygningerne [FSO, 2000].

Forseglingslim til termoruder indeholdt i perioden 1967-1973 i langt de fleste tilfælde PCB op til 20 vol-%. Normalt regnes der med en levetid på 20 år for termoruder, men oplysninger fra Norge og Sverige angiver en længere levetid og dermed en større andel af termovinduer med PCB, end umiddelbart forventet, sidder tilbage i bygningerne. I Norge regnes med, at ca. 80 % af samtlige indsatte termoruder sidder tilbage i bygninger i dag og i Sverige er tallet 60 %.

Udfra oplysninger om produktion af termoruder i perioden 1967, kan mængden af PCB beregnes til 200 tons, idet der kan regnes med, at der blev brugt ca. 1 liter forseglingslim (massefylde 1,5 g/ml) pr. 4-5 m² og at denne indeholdt 20 % PCB [Danmarks Statistik, 2000]. Der kan regnes med, at ca. 75 % af markedet brugte forseglingslim med PCB. Normalt regnes der med en levetid på 20 år for ruder, men oplysninger fra Norge og Sverige angiver, at mindst halvdelen endnu er tilbage i bygningerne. I Tyskland har der optil 1972 været anvendt træfiber med en overfaldebehandling af chlor-kautsjuk med 15 % PCB. Pladerne har været anvendt som loftplader i skoler (Zwiener, 1994).

Det har ikke været muligt at få bekræftet om sådanne loftsplader har været anvendt i Danmark.

Der er i perioden 1955-1975 benyttet PCB som blødgører i maling og der skønnes et forbrug på 130-270 tons PCB [Maag og Lassen, 2000]. Der er ikke anvendt PCB i maling til bygninger. I Norge er der benyttet PCB i maling, fortrinsvis skibsbundsmaling, ca. 30 %, zinkstøvmaling og facademaling. Der anvendtes også PCB som blødgører i plast, men der vides ikke hvor meget, der er brugt i bygge- og anlægssektoren. I byggesektoren i Norge er betontilsætningsstoffet Borvirket anvendt, dette er ikke anvendt i Danmark [Borvirket, 2001]. Gulvbelægning (Acrydur gulve) indeholdt også PCB, men anvendelse af disse i Danmark er ikke blevet bekræftet.

4.8.2 Sundhed, miljø og regulering

Egenskaberne af PCB varierer med chlorindholdet. Forbindelserne er karakteriseret ved, at de let opløses i organiske opløsningsmidler og i fedtvæv, men vanskeligt opløses i vand.

Skadevirkningerne af de forskellige kongener varierer, således er giftigheden størst for PCB, der ikke har noget chloratom i ortostillingen. Teknisk PCB har som regel ingen chloratomer i ortostillingen og kun en lille del (1%) af teknisk PCB indeholder chloratomerne i ortostillingen [Bernes, 1998].

PCB kan påvirke menneskers sundhed ved at:

• Nedsætte immunforsvaret
• Forstyrre hormon- og enzymbalance
• Øge muligheder for kræft
• Påvirke det centrale nervesystem

Forbindelserne er kemisk stabile og nedbrydes vanskeligt i miljøet, og stofferne har dermed mulighed for at blive akkumuleret i miljøet og op gennem fødekæden . Der har været fremsat teorier om, at organiske miljøgifte skulle være årsagen til sælers dårlige reproduktion misdannelser af fosteret. Disse forstyrrelser hos f.eks. sæler kan henføres til mekanismer, der skyldes organiske miljøgifte såsom PCB i fedtvæv, men det kan være vanskeligt entydigt at pege på en enkelt årsag [Bernes, 1998].

Ved brande hvor forbrændingen er ufuldstændig kan PCB-holdige produkter danne ret store mængder dioxin grundet PCBs nære kemiske slægtskab med dioxiner som set f.eks. ved transformatorbrande i bygninger i USA.

Tabel 4.15 Tabel visende klassificering og mærkning af PCB [Bekendtgørelse nr. 733, 2000]. Forklaring af koderne i tabellen findes i Tillæg 3.

PCB kan have været i brug fra 1929, idet produktionen af PCB i USA startede i 1929 og nåede et maksimum i 1970 med en årlig produktion på ca. 44.000 t på verdens basis. Den stigende opmærksomhed på PCB's miljøskadelige virkning bevirkede, at regeringer i forskellige lande i 70'erne tog skridt til at begrænse brugen af PCB. OECD tog i 1973 sagen op, hvilket resulterede i, at medlemslandene skulle sikre, at PCB ikke blev brugt til industrielle formål med undtagelse af:

• Væsker i transformere og kondensatorer
• Varmetransmissionsvæsker
• Hydrauliske vasker til minedrift
• Små kondensatorer

Endvidere anbefalede OECD medlemslandene:

• At kontrollere fremstilling, import, eksport af PCB-holdige produkter
• At arbejde for ophør af PCB i små kondensatorer
• At have opmærksomhed rettet mod og søge at bringe følgende anvendelser til ophør: varmetransmissionsvæsker i levnedsmiddel-, lægemiddel og foderstofindustrien, blødgørere i maling, trykfarver, kopipapir, klæbe- og forseglingsmidler, hydraulisk væske og smøreolie i vacuumpumpevæsker, i skæreolier og i pesticider.

Det fremgår af en folketingsredegørelse, at PCB ikke er fremstillet her i landet og, at der i 1973 fandtes to hovedanvendelser sted, i åbne systemer og i lukkede systemer.

Af redegørelsen fremgår [Miljøstyrelsen, 1974]:

• At anvendelse af PCB i maling og lak vil være ophørt fuldstændig pr. 1 juli 1973
• At anvendelse af PCB i trykfarver aldrig har fundet sted
• At anvendelse af PCB i fotokopier og kopipapir ikke finder sted
• I 1976 fremkom Bekendtgørelse om begrænsninger i indførslen og i anvendelse af PCB og PCT (polychlorerede terphenyler). Denne bekendtgørelse påbød, at der ikke måtte indføres og anvendes PCB til andre formål end [Bekendtgørelse nr. 18, 1976]:
• I transformere
• I kondensatorer
• I varmeudvekslingsvæsker i varmeanlæg med lukket kredsløb
• I hydraulikvæsker til underjordisk mineudstyr
• Som udgangsmaterialer eller som mellemprodukter, der omdannes til produkter, som ikke indeholder PCB eller PCT.

Det er således forbudt at bruge PCB som blødgører og brandhæmmer i produkter som fugemasse, lim, maling og lak efter1 januar 1977.

Bekendtgørelse om PCB og PCT og erstatningsstoffer herfor forbyder al salg og import af PCB samt apparater, der indeholder dette fra 1. januar 1999, hvilket er en implementering af EU direktiv 96/59/EF [Bekendtgørelse nr. 925, 1998; EU, 1996]. Der er krav om, at apparater incl. transformator, kondensatorer over 5 dm³ bortskaffes senest 1. januar 2000. Andre apparater skal bortskaffes ved endt levetid med brug af de metoder, der er anført i bekendtgørelsen. Det sidste har betydning for håndteringen af byggeaffald, hvor der ind imellem må findes sådant affald.

Herudover skal reglerne i Bekendtgørelse om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter følges [Bekendtgørelse nr. 1067, 1998]. Bekendtgørelsen kræver, at alle PCB-holdige kondensatorer over 2 cm³, der er monteret på printkort fjernes f.eks. ved aflevering. De PCB-holdige kondensatorer skal afleveres til en virksomhed, der er godkendt til bortskaffelse af farligt affald.

4.8.3 Affaldshåndtering

Produkter med over 50 mg/kg svarende til 50 ppm PCB karakteriseres som farligt affald og skal derfor håndteres som sådan. I dag vides det ikke præcist hvilke fuger, der indeholder PCB og fugemasser bortskaffes i dag sammen med det pågældende byggemateriale. Fugemasser i forbindelse med betonelementer bortskaffes således i Danmark i dag med betonen.

Der skal dog føres tilsyn med, om termoruder er fra perioden 1967-73, hvor der har været anvendt PCB-holdig forseglingslim og PCB-holdigt materiale skal sorteres fra.

I Danmark formodes en stor del af affaldet fra vinduesrenoveringer at gå direkte til deponering eller glasset slås ud og rammer med forseglingsmateriale af plast går til deponering (PVC-rammer) [Miljøstyrelsen, 1997a]. Rammer af træ med forseglingsmateriale går til forbrænding, medens rammer af aluminium går til genanvendelse af metal [Miljøkontrollen, 2000].

I Sverige anbefaler Byggsektorns Kretsloppsråd at fjerne fugemasser, der indeholder mere end 50 ppm samt gulvmateriale med PCB inden 2003.

I Norge er affald med mere end 50 mg/kg PCB (svarende til 50 ppm) farligt affald og skal derfor håndteres som sådan [Statens forureningstilsyn, 2000a]. Der er desuden givet en vejledning i udskiftning af gamle termoruder med PCB og den tilsvarende håndtering af affald fra udskiftningen [Haugen, 2000a; Haugen, 2000b].

På baggrund af ovenstående syntes det vanskeligt at komme med et bud på et generelt bortskaffelsesmønster for de, i denne rapport, omfattede byggevarer indeholdende PCB. Men et groft skøn vil være, at ca. 10 % bliver forbrændt og ca. 90 % deponeres (eller bortskaffes som farligt affald).

4.9 Chlorparaffiner

Chlorparaffiner omfatter en gruppe af chlorerede forbindelser med en kædelængde fra 10-30 kulstofatomer og et chlorindhold på 20-70%.

4.9.1 Anvendelse og forbrug

Chlorparaffiner er fortrinsvis anvendt som brandhæmmere i kabler, men virker også som blødgører i maling, plast og fugemasser. Der anvendes ca. 10 % chlorparaffiner i PVC plast og forbruget af kabler var i 1985 3500 tons PVC, hvilket medførte 350 tons chlorparaffiner. [Miljøstyrelsen, 1990].

Chlorparaffiner findes i følgende:

• Rustbeskyttende maling og grundmaling
• Blødgørere og brandhæmmere i plast
• Fugemasser

I Tabel 4.16 er vist forbruget af chlorparaffiner i Danmark i perioden 1980-1991. Der er regnet med, at alt maling med chlorparaffiner anvendes i byggesektoren. Tabellen angiver det totale forbrug af chlorparaffiner i byggesektoren i 1992, som udgjorde ca. 15 % af det totale forbrug af chlorparaffiner i Danmark. Der er ingen opgørelser af mellem- og lang kædede chlorparaffiner. Forbrugets fordeling på de enkelte byggevarer er vist i Tabel 4.17.

Tabel 4.16 Forbrug (produktion og import) af kortkædede chlorparaffiner i 1992 [Back, 1994]

Tabel 4.17 Brug af kortkædede chlorparaffiner i Danmark i 1992 [Back, 1994]

I Norge har der været en nedgang i forbruget af kortkædede chlorparaffiner fra ca. 110 tons pr. år i 1991 i byggeriet til 15 tons i 1998. Forbruget af mellemkædede og langkædede chlorparaffiner er derimod øget. Det totale forbrug er således øget fra 155 tons til 1080 tons , hvoraf langt den største del anvendes i plast [Bjørnstad,1998].

4.9.2 Sundhed, miljø og regulering

Chlorparaffiner er i dag ikke klassificeret som farlige stoffer, men står på listen over uønskede stoffer, idet stofferne ønskes begrænses for at undgå spredning til bl.a. havmiljøet. Der er foreslået, at de kortkædede chlorparaffiner klassificeres i EU [Miljøstyrelsen, 2000b]. Der er i dag kun oplysninger om sundhedseffekter fra de kortkædede chlorparaffiner, der kan fremkalde kræft hos rotter og mus. De mellemkædede chlorparaffiner C₁₄-C₁₇ er under risikovurdering i EU.

En oversigt over inddeling af henholdsvis kort-, mellem- og langkædede chlorparaffiner fremgår af Tabel 4.18.

Tabel 4.18 Inddeling af chlorparaffiner.

- Ingen tilsvarende oplysninger vedrørende klassificering m.m. af langkædede chlorparaffiner.

Tabel 4.19. Forslag til klassificering af chlorparaffiner. Forklaring af koderne i tabellen findes i Tillæg 3

En risikovurdering i EU af de kortkædede chlorparaffiner gav følgende resultat [Bjørnstad, 1999]:

• Ingen sundhedsrisiko for brugere
• Ved gentagne eksponeringer i arbejdsmiljøet kan der være risiko for sundhedseffekter på grund af generel giftighed, nyrekræft og muligvis andre sundhedseffekter
• Chlorparaffiner nedbrydes under aerobe forhold, men langsomt og nedbrydninghastigheden afhænger af kædelængde og chlorindhold. Jo kortere kæde og jo lavere chlorindhold desto hurtigere nedbrydning. Men selv med kortkædede paraffiner er nedbrydningen langsom når chlorindholdet over ca. 50 %.

Den lave nedbrydningshastighed giver mulighed for, at stoffet akkumuleres i miljøet og op gennem fødekæden.

I 1995 besluttede Oslo-Paris kommissionen, at der internationalt skulle fokuseres på udfasing af kortkædede chlorparaffiner ved følgende anvendelser:

• Blødgørere i maling, lim og overfladebelægninger
• Blødgørere i fugemasser
• Skærevæsker i metalindustrien
• Brandhæmmere i gummi, plast og tekstil.

Udfasning skal være sket inden 31.12 1999.

Der er i Danmark ikke udstedt bekendtgørelser, der begrænser brug af chlorparaffiner, men der arbejdes i EU på et direktiv, der begrænser brugen af de kortkædede chlorparaffiner til visse anvendelser. De mellemkædede chlorparaffiner er under risikovurdering i øjeblikket, herunder også, hvorledes de skal klassificeres. Der arbejdes i øjeblikket med projekter, der undersøger mulighederne for at substituere de mellemkædede chlorparaffiner med andre stoffer.

4.9.3 Affaldshåndtering

Bortskaffelsen af chlorparaffiner i plast (her tænkes hovedsageligt på plast til tagrender og rør) antages at foregå ved, at ca. 20 % genanvendes, ca. 70 % forbrændes og ca. 10 % deponeres.

Chlorparaffiner i maling antages at blive bortskaffet sammen med den byggevarer/bygningsdel, som indeholder stoffet. Det er imidlertid vanskeligt at opstille scenarier baseret på facts, da disse oplysninger er svære at finde. Bortskaffelsen af maling er ikke medtaget i de nedenstående vurderinger.

Det vurderes at størstedelen af chlorparaffiner i fugemasse, andre udfyldningsmidler og lim bliver deponeret. Det skønnes for både fugemasse og lim, at ca. 10 % bliver forbrændt og ca. 90 % bliver deponeret.

4.9.3.1 Udvikling

Der antages, at tallene i Tabel 4.17 ovenfor, der beskriver det samlede forbrug af chlorparaffiner i Danmark fra 1980-1991, er beskrivende for forbruget af chlorparaffiner byggeriet i sammen periode. Der har således været tale om en fordobling i forbruget af chlorparaffiner i byggeriet i denne omtalte tidsperiode.

4.10 CFC

Chlorfluorcarboner (CFC'er) omfatter forbindelser som CFC-11, CFC-12, CFC-113, CFC-114, CFC-115 og CFC-22.

4.10.1 Anvendelse og forbrug

Forbruget af CFC'er påbegyndtes i 1970érne. De typiske anvendelser af CFC'er i byggeriet var i isoleringsmateriale til fjernvarmerør, i PUR skum til isolering til bygninger og i PUR fugemasse.

Der anvendes også CFC i extruderet polystyren (XPS) til isolering. Extruderet polystyren (XPS) benyttes under tungt belastende terrændele samt til isolering af tage. Extruderet polystyren fremstilles ved, at polystyren presses ind i en form sammen med et opskumningsmiddel f.eks. CFC-12. Der benyttes ca. 3 kg CFC pr m³ isoleringsmateriale. Der tabes noget CFC under produktionen, men der er ca. 2,5 kg pr. m³ tilbage i materialet, som diffunderer langsomt ud, en halveringstid på ca. 100 år.

Polyurethan (PUR) fremstilles ved en reaktion mellem en isocyanat og en polyol. Polyolen indeholder CFC-11 eller en blanding af CFC-11 og CFC-12 og CFC-mængden i det færdige produkt udgør ca. 15-25 vægt %. PUR anvendes til isolering af væge, gulve og facader og til industriporte og døre.

Fugeskum af PUR leveres som en komponentblanding, hvor opskumningsmidlet er CFC-11 og CFC-12 samt en lille mængde CFC-22. Fugeskum anvendes til samling af byggeelementer, isætning af døre og vinduer og i forbindelse med understrygning af tegltage.

Tabel 4.20 Brug af CFC i byggeri [Hansen, 1988; Juul Busch, 1991]

Det skal bemærkes, at PUR i stor grad anvendes til isolering af fjernvarmerør, idet skummet blæses ind mellem stålrør og et beskyttende rør af plast. PUR til fjernvarmerør kategoriseres som tilhørende under anlægssektoren, som der er afgrænset fra i dette projekt. Det skal dog nævnes, at forbruget af CFC i PUR til fjernvarmerør har været relativt stort eksempelvis 580 tons i 1986 og 345 tons i 1989.

I perioden 1989-1994 er det totale forbrug af CFC (bruttoforbrug) opgjort [Holmegaard Hansen, 1995]. Nettoforbruget beregnes udfra bruttoforbruget, idet eksporten fratrækkes og forbruget til byggevarer kan beregnes udfra bruttoforbruget, idet der antages [Juul Busch, 1991]:

• at mængde der bruges til isolering udgør 89 % af bruttoforbruget,
• at bygninger bruger 44% af totalmængden til isolering,
• at mængde, der bruges til fugeskum er 5% af bruttoforbruget,
• at mængde til rør er 50 % af bruttoforbruget

Tabel 4.21 Beregnet forbrug af CFC i byggeri [Holmegaard Hansen, 1995]

4.10.2 Sundhed, miljø og regulering

Alle CFC'er har en nedbrydende effekt af det stratosfæriske ozonlag.

For kølemøbler eksisterer cirkulære om kommunale regulativer vedrørende bortskaffelse af CFC-holdige kølemøbler hvor der er formuleret krav til oparbejdningen, hvilket indebærer at 95 % af CFC tømmes fra kompressorer og 80 % af CFC fjernes fra skum [Cirkulære nr. 132, 1996]. Der er ikke danske krav til andre produkter, men overordnet er Montreal-protokollen tiltrådt under de forenede nationers miljøprogram UNEP om ozonlagsnedbrydende stoffer, hvor målet er en reduktion i udledningen af stofferne. Endvidere eksisterer EU-forordning 2000 af 29 juni 2000, som forbyder CFC'er og Hydrochlorflourcarboner (HCFC'er - se nedenfor) med forskellig tidsfrist.

4.10.3 Affaldshåndtering

Der foreligger umiddelbart ingen registrede oplysninger om bortskaffelsesmønsteret for CFC'er i PUR-skum til bygningsisolering m.m. Men det vides, at både PUR og XPS kan brænde og har en høj brændværdi. Desuden vides det, at PUR-skummet i køleskabe forbrændes f.eks. ved H. J. Hansen eller Århus genbrugsselskab. På baggrund heraf vurderes det, at størstedelen af CFC-holdige produkter fra byggeriet, ca. 90 % forbrændes og, at resten ca. 10 % deponeres.

4.10.3.1 Udvikling

Der anvendtes CFC frem til 1993, hvorefter CFC'er blev erstattet af HCFC'er. Anvendelsen af CFC'er er således stoppet i 1994, og forbruget har været faldende fra 1986-1994.

Forbruget af CFC'er til isolering er faldet i perioden (1986-1994) fra 240 tons til 16 tons. PUR til fugeskum var i 1986 45 tons , faldt til 8 tons i 1989 og forbruget af CFC til fugeskum ophørte i 1991. Forbruget af PUR til fjernvarmerør er fastlagt i perioden 1984-86 og ud fra oplysninger om bruttoforbruget kan det ses, at forbruget er mere eller mindre udfaset i 1993. Forbruget af XPS var i 1986 15 tons og antages udfaset i 1989.

4.11 HCFC og HFC'er

Hydrochlorflourcarboner (HCFC'er) og hydroflourcarboner (HCF'er) er blevet taget i brug i stedet for chlorfluorcarboner (CFC'er).

4.11.1 Anvendelse og forbrug

I perioden 1990 til 1994 anvendtes HCFC-22 i fugeskum. Forbruget gik ned i 1993 og afløstes af HFC'erne, idet der i 1992 trådte et forbrug mod HCFC –142b, HFC–134a, HFC-152a i brug.

I isoleringsmateriale anvendtes der i perioden 1991 til 1994 HCFC-22. I 1993 påbegyndtes der et forbrug af HCFC-141b og HCFC-142b, hvor forbruget af HCFC-141b dominerede i 1994.

Der anvendtes også HCFC–22 i fjernvarmerør i perioden 1990-1994, og i 1991 påbegyndtes der et forbrug af HCFC-142b og af HCFC-141b i 1993.

I nedenstående tabel er det totale forbrug af HCFC og HFC (bruttoforbrug) opgjort [Holmegaard Hansen, 1995]. Nettoforbruget beregnes udfra bruttoforbruget, idet eksporten fratrækkes. forbrug til byggevarer kan beregnes udfra bruttoforbruget, idet der antages [Juul Busch, 1991]:

• at mængden, der bruges til isolering udgør 89 % af bruttoforbruget,
• at bygninger bruger 44% af totalmængden til isolering,
• at mængden, der bruges til fugeskum udgør 5% af bruttoforbruget,
• at mængden til rør udgør 50 % af bruttoforbruget

* Totalen er afrundet til nærmeste heltal

Tabel 4.22. Beregnet forbrug af HCFC og HFC i byggeriet i Danmark for perioden 1989 til 1994. [Holmegaard Hansen, 1995]

4.11.2 Sundhed, miljø og regulering

Der benyttes hyddrochlorflourcarboner som HCFC 22 og hydrofluorcarboner som HFC-134a, HFC-152a, HCFC-141a og HCFC-142b. Hydrochlorfluorcarboner påvirker det stratosfæriske ozonlag og bidrager til drivhuseffekten. Hydrofluorcarboner bidrager til drivhuseffekten.

Tabel 4.23 Oversigt over drivhuseffekten og den ozonnedbrydende effekt af CFCér [Hauschild, 1996]

4.11.3 Affaldshåndtering

På baggrund af manglende oplysninger om bortskaffelsen af både HCFC- og HFC-holdige produkter i byggeriet, er det her antaget, at bortskaffelses scenariet beskrevet overfor for CFC (afsnit 4.10.3), er dækkende for HCFC'er og HFC'er. Det vil med andre ord sige, at sige ca. 90 % af HCFC- og HCF'-holdige produkter forbrændes og ca. 10 % deponeres.

4.11.3.1 Udvikling

Forbrug af HCFC-22 og HCFC-142b er reduceret, medens forbruget af HCFC-141b er steget fra 1993 til 1994.

Forbruget af HCFC stiger, hvilket betyder at mængderne af HCFC og HFC i byggeaffaldet stiger væsentligt når de produkter der indeholder stofferne engang skal bortskaffes.

4.12 Svovlhexafluorid

Svovlhexafluorid har især været anvendt til støjisolerende vinduer. I dag forsøges støjdæmpningen at opnås på anden vis f.eks. ved brug af Argon eller Krypton.

4.12.1 Anvendelse og forbrug

Svovlhexafluorid (SF₆ ) bruges som nævnt i støjisolerende ruder, i isolatorgas i elektriske installationer, som sporgas og i sko (stødabsorption). Forbruget er størst til støjisolerende ruder. SF₆ har været i brug fra midten af 1980éne, men forbruget er stærk faldende.

Tabel 4.24 Brug af svovlhexafluorid i støjisolerende ruder [Miljøstyrelsen, 1996a]

4.12.2 Sundhed, miljø og regulering

Svovlhexafluorid er en kraftig drivhusgas, hvor 1 kg SF₆ har samme drivhuseffekt som 23900 kg carbondioxid (CO₂.).

Der er i øjeblikket ingen begrænsning i anvendelsen af stoffet, men der er fremsat en handlingsplan til regulering af de kraftige drivhusgasser, hvor anvendelse af SF₆ forbydes i støjisolerende ruder fra 1. januar 2003. Stoffet er desuden nævnt på listen over uønskede stoffer.

4.12.3 Affaldshåndtering

Svovlhexaflorid (SF₆) i byggeriet findes hovedsageligt i lydisolerende ruder. Lydisolerende ruder antages i denne sammenhæng at udgøre den eneste væsentlige type af byggevarer indeholdende SF₆.

Bortskaffelsen af disse ruder antages, at følge samme mønster som beskrevet ovenfor for PCB i f.eks. lim i termoruder (afsnit 4.8.3 ovenfor). Dette resulterer i, at ca. 10 % forbrændes og ca. 90 % deponeres.

4.12.3.1 Udvikling

Gassen har været brugt fra midten af 1980 med et næsten konstant årligt forbrug, som indikeret i Tabel 4.23 ovenfor. I 1998 og 1999 faldt forbruget dog stærkt.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 April 2006, © Miljøstyrelsen.