Miljøprojekt, 1089 – Miljøteknologiske styrkepositioner – Bilag 2 Vindteknologi

Miljøteknologiske styrkepositioner

Bilag 2 Vindteknologi - kan erfaringerne generaliseres? ^[57]

Det tog ca. 20 år at udvikle en konkurrencedygtig teknologi, der kan omdanne vindkraft til anvendelig energi. USA, Tyskland og Danmark var de toneangivende lande, som alle satsede store summer på at udvikle teknologien, men der var mange fejltagelser og mislykkede projekter undervejs.

Den teknologi, der viste sig anvendelig, blev udviklet i Danmark. Teknologien blev ikke skabt på grundlag af traditionel videnskabelig forskning og store investeringer, men af opfindere og entusiaster i samarbejde med forskere og støttet af staten.

Statsstøtten i Danmark var imidlertid langt mindre end i USA og Tyskland. USA anvendte igennem 1970'erne og 80'erne 100 gange mere end Danmark, og Tyskland 3-4 gange så meget som Danmark.

I USA oprettede den føderale regering omfattende programmer, der gav meget betydelige tilskud til store amerikanske virksomheder og anerkendte forskningscentre. Det var virksomheder som Boeing, McDonald-Douglas og Generel Electric, der fik næsten alle midlerne. I den amerikanske administration var der således en tro på, at den viden, som de store virksomheder og offentlige forskningscentre besad, var vejen til at udvikle vindteknologien. Også i Tyskland bevilgede regeringen og EU midler til store virksomheder og toneangivende forskningscentre.

Både i USA og Tyskland blev der satset på meget store vindmøller med betydelig kapacitet. Flere møller blev opsat, men ingen af dem klarede de afgørende test for holdbarhed og økonomisk effektivitet, og programmerne blev stoppet i slutningen af 80'erne. I Tyskland stoppede udviklingen helt, men i USA fortsatte en enkelt stor virksomhed, som havde vist nogenlunde lovende resultater.

I Danmark byggede bestræbelserne på at udvikle vindteknologien på tidlige erfaringer med en særlig dansk teknologi. Det var en teknologi, som var opfundet ved århundredets begyndelse, og anvendt på små møller.

I Danmark var der under landbrugskrisen i begyndelsen af 1900-tallet udviklet en lille vindmølle, som gjorde den enkelte landmand i stand til at producere energi til eget brug. Teknologien blev blandt andet udviklet af opfinderen, forfatteren og højskolemanden Poul La Cour.

Der blev allerede før Anden Verdenskrig opstillet et stort antal små møller, men de forsvandt igen i 50'erne, da vindenergi blev udkonkurreret af energi fra rigelige mængder af billig olie.

Under indtryk af oliekrisen i 70'erne blev arbejdet med at udvikle en brugbar vindteknologi genoptaget. Også denne gang var det opfindere og ildsjæle, der udviklede små lette møller. Langt de fleste projekter byggede videre på den teknologi, der var udviklet af blandt andet Poul La Cour før krigen. Og teknologien adskilte sig fra den teknologi, som de tyske og amerikanske forskere anvendte.

I Danmark blev der også givet støtte fra regering og EU til et enkelt stort projekt, som satsede på at udvikle en mølle med en betydelig kapacitet, men også her fejlede projektet.

Den danske regering fortsatte imidlertid med at støtte de mange små projekter. Der blev givet tilskud til udvikling af møllerne, og det statslige Forskningscenter Risø fik midler til at forske i vindenergi, og rådgive opfindere og forskere. Endvidere blev det muligt for producenter af vindenergi at sælge energi til elselskaber til subsidierede priser, hvilket også var tilfældet i Californien. I Danmark var det imidlertid en betingelse for salg til subsidieret pris, at vindmøllen var autoriseret.

Godkendelsen blev givet af Risø, og en af betingelser for godkendelse var, at vindmølleproducenterne byggede på de erfaringer, som andre vindmølleproducenter havde høstet. Denne procedure medvirkede til en nyttig videndeling mellem de enkelte producenter.

Der blev også dannet en forening af vindmølleproducenter, der medvirkede til at skabe et stærkt netværk af opfindere og forskere, som delte viden og erfaringer om vindmølleteknologi.

I starten var det som nævnt små og lette møller, som blev udviklet. De opnåede med tiden en betydelig stabilitet, og efterhånden blev møllerne også mere energieffektive.

Med tiden blev møllerne større og større uden, at det gik udover stabiliteten, og effektiviteten blev samtidig bedre. I slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne var de danske møller så store og effektive, at de kunne konkurrere med den efterhånden dyrere olie. Og i dag har de danske vindmøller en kapacitet, som overgår de store møller som amerikanske og tyske forskere satsede på for 30 år siden.

Den danske vindmølleteknologi er i dag overtaget af alle vindmølleproducenter, men den danske vindmølleindustri har stadig en stor del af et hastigt voksende verdensmarked, og den danske vindmølleindustri er i dag Danmarks største industri.

Kan erfaringerne generaliseres?

Af mange årsager er miljøteknologi et af de teknologiområder, hvor der ventes den mest ekspansive udvikling. Det er derfor et område, der overalt i verden anses for at have et kæmpe erhvervspotentiale. De voksende miljøproblemer og det erhvervsmæssige potentiale er stærke drivkræfter for betydelige investeringer i miljøteknologi. Det gælder både offentlige og private investeringer.

Et interessant spørgsmål er derfor, hvordan erfaringerne fra udviklingen af vindmølleteknologien kan bruges, når der skal udvikles andre miljøteknologier. Selvom spørgsmålet er interessant, kan der næppe gives et simpelt svar. Spørgsmålet og hele problemstillingen om udviklingen af nye teknologier er for komplekst til at give enkelte og entydige svar, men det er ikke det samme som, at erfaringerne slet ikke kan bruges.

Historien om udviklingen af vindmølleteknologien belyser et interessant dilemma ved udvikling af ny teknologi. Skal der satses stort og med udgangspunkt i de mest anerkendte forskningsmiljøer, eller skal der satset mere spredt på opfindere, ildsjæle og små forskningsmiljøer, der kan afprøve flere forskellige veje og lære af hinandens erfaringer?

Nogle hævder, at landes historiske og kulturelle forudsætninger betyder, at de er forudbestemt til at vælge enten en forkromet top-down strategi, som USA og Tyskland gjorde i forbindelse med vindmølleteknologien eller en mere intuitiv bottom-up strategi, som Danmark fulgte i udviklingen af vindmølleteknologien.

Vindmølle eksemplet viser, at bottom-up strategien er den bedste, men at det altid skulle være tilfældet, og at bottom-up strategien skulle være forbeholdt lande med Danmarks kulturelle forudsætninger kan man næppe slutte.

Der er givetvis både amerikanske og tyske eksempler på, at bottom-up processer er anvendt med gode resultater. Fx har udviklingen af microchips i Silicon Valley betydelige elementer af bottom-up, idet mange iværksættervirksomheder konkurrerede om at udvikle teknologien.

Der er formentlig også mange danske eksempler på, at top-down processer har ført til udvikling af succesfulde teknologier.

Alligevel kan vindmølleeksemplet indeholde erfaringer, som kan indgå i fremtidige overvejelser. Det kan i hvert fald anbefales, at spørgsmålet om top-down eller bottom-up vejen overvejes grundigt inden der satses. I nogen tilfælde kan der være stærke argumenter for den ene af strategierne, og i andre tilfælde kan der være argumenter for en blandet strategi. Det må således komme an på det konkrete tilfælde, men selvom det overvejes grundigt, er der ingen garanti for succes.

Den eneste sikre erfaring, der formentlig kan drages af vindemølleeksemplet, er en opfordring til ydmyghed og grundige overvejelser før der satses på en bestemt strategi ved udviklingen af nye teknologier. En ydmyghed og grundighed, der ikke blev vist i de amerikanske og tyske eksperimenter med at udvikle vindteknologien, men måske var det mere tilfældigheder end ydmyghed og grundighed, der lå bag den danske strategi. At det så alligevel har noget med kultur at gøre, kan ikke helt afvises.

Fodnoter

[57] Baseret på Matthias Heyman, Technology and Culture, 39.4 (1998) 641-670

Bilag 2 Vindteknologi - kan erfaringerne generaliseres? [57]

Bilag 2 Vindteknologi - kan erfaringerne generaliseres? ^[57]