| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Analyse af Danmarks muligheder for at reducere emissionerne af NOx i 2010

3 Regulering med betydning for NO_x-emissionen

• 3.1 EU regulering
  • 3.1.1 EU Direktiver for stationære kilder
  • 3.1.2 EU direktiver for mobile kilder
• 3.2 Regulering i dansk lov af stationære anlæg
  • 3.2.1 Godkendelsesbekendtgørelsen
  • 3.2.2 Bekendtgørelse om NO_x, SO₂ og støv fra store fyringsanlæg
  • 3.2.3 Bekendtgørelse om gasmotorer og gasturbiner
  • 3.2.4 Bekendtgørelse om anlæg, der forbrænder affald
  • 3.2.5 Kvotebekendtgørelsen
  • 3.2.6 CO₂-kvoteloven
  • 3.2.7 Regulering af offshoreindustrien
  • 3.2.8 Energiafgifter
• 3.3 Regulering i dansk lov af mobile kilder
  • 3.3.1 Vejgående køretøjer
  • 3.3.2 Ikke-vejgående kilder

Kapitlet indeholder en oversigt over gældende regulering, der enten direkte er rettet mod at begrænse NO_x-emissionen eller som potentielt kan tillægges en virkning, selvom hovedsigtet ikke er at regulere NO_x-emissionen. Beskrivelsen omfatter regulering, der er i kraft samt regulering, der er vedtaget eller planlagt, men endnu ikke implementeret eller iværksat. Det drejer sig fx. om kommende udstødningsnormer, der er vedtaget i EU til at træde i kraft på et bestemt tidspunkt.

Både regulering der er i kraft, og vedtaget regulering der ikke er trådt i kraft, har betydning for fremskrivningerne af NO_x-emissionen, da det for en række kilder antages at emissionerne i dag og fremover honorerer de emissionskrav, som allerede er eller vil blive gældende i den periode fremskrivningen angår. Emissionsfremskrivningen for perioden 2005-2030 er præsenteret i kapitel 4.

I det følgende gives en introduktion til reguleringen i dansk lov af stationære og mobile kilder til NO_x-emission. De konkrete grænseværdier og normer for forskellige stationære og mobile kilder er vist i bilag B.

3.1 EU regulering

Emission af NO_x er reguleret af en række EU-direktiver, der dækker både stationære kilder og mobile kilder.

3.1.1 EU Direktiver for stationære kilder

To EU-direktiver foreskriver en direkte regulering af udledningen fra stationære kilder, nemlig direktivet om integreret miljøbeskyttelse og forebyggelse (Integrated Pollution Prevention Control (IPPC), direktiv 96/61/EF) og direktivet om begrænsning af visse luftemissioner fra store fyringsanlæg (Large Combustion Plants (LCP), Parlamentets og Rådets direktiv 2001/80/EC). De to direktiver er minimumsdirektiver dvs. at medlemslandene kan gå videre end direktivernes bestemmelser.

IPPC-direktivet foreskriver et miljøgodkendelsessystem med godkendelsespligt for industriel virksomhed, hvor godkendelsesvilkårene er baseret på bedst tilgængelig teknik. Direktivet er implementeret i dansk lov ved Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser samt ved godkendelsesbekendtgørelsen (Bek. nr. 943 af 16. september 2004).

LCP-direktivet om store fyringsanlæg foreskriver emissionsgrænseværdier for bl.a. NO_x for anlæg på 50 MW termisk og derover, og som producerer el og/eller varme. Anlæg fra før 1987 har indtil år 2008 til at opfylde de i direktivet fastsatte grænseværdier for NO_x. Alternativt kan anlæggene følge en eventuel national emissionsreduktionsplan eller skrottes, når de har nået 20.000 driftstimer efter 2008. Indtil 2008 skal disse anlæg fra 1987 og før følge ethvert emissionskrav, som måtte være gældende i henhold til eksisterende lovgivning. Det nugældende direktiv om store fyringsanlæg er gennemført i dansk lov ved bekendtgørelse om store fyringsanlæg (Bek. nr. 808 af 25.september 2003). Undtaget fra direktivet er offshore gasturbiner, gasturbiner i drift før 27. november 2002 samt diesel- og gasmotorer.

3.1.2 EU direktiver for mobile kilder

Til forskel fra stationære kilder, er reguleringen af mobile kilder totalharmoniseret dvs. at medlemslandene ikke kan gå videre end direktiverne foreskriver, men er nødt til fx. at følge de udstødningsnormer, der er fastlagt i de relevante direktiver. Medlemslandene har dog den mulighed, at de kan fremskynde det nationale ikrafttrædelsestidspunkt af en allerede vedtaget EU-norm.

EU-reguleringen af mobile kilder består af en række direktiver om udstødningsnormer, de såkaldte EURO-normer. EURO-normerne foreskriver bl.a. krav til udledning af NO_x og indebærer at køretøjer og maskiner, der sælges og markedsføres, skal overholde de givne normer for bl.a. at opnå den typegodkendelse, der er en forudsætning for at opnå indregistrering.

EURO-normerne er blevet skærpet flere gange siden introduktionen for personbiler i begyndelsen af 1970’erne. Der er nu også vedtaget EURO-normer for motorcykler, knallerter, ikke-vejgående køretøjer og maskiner (dieseldrevne som traktorer og entreprenørmaskiner samt benzindrevne som motorsave og plæneklippere), fritidsfartøjer og senest for lokomotiver og fartøjer på indre vandveje.

EU-normerne er indført ved lov i Danmark ved Færdselsstyrelsens detailforskrifter og en bekendtgørelse fra Miljøministeriet.

3.2 Regulering i dansk lov af stationære anlæg

Som redegørelsen af de nationale kilder i kapitel 2 viser, udgør forbrænding fra stationære fyringsanlæg med sine knapt 40 % af den samlede emission en af de væsentligste kilder til NO_x-emission. Reguleringen af NO_x-emission fra fyringsanlæg sker med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven og er implementeret i en række bekendtgørelser, der retter sig mod forskellige anlæg, hvad angår typer, størrelser og anvendelsesformål. Følgende fem bekendtgørelser er centrale og vil kort blive præsenteret i de følgende afsnit:

• Godkendelsesbekendtgørelsen
• Bekendtgørelsen om NO_x, SO₂ og støv fra store fyringsanlæg
• Bekendtgørelse om begrænsning af emission af nitrogeNO_xider, uforbrændte carbonhydrider og carbonmoNO_xid fra gasmotorer og gasturbiner
• Bekendtgørelsen om anlæg, der forbrænder affald
• Kvotebekendtgørelsen

En sjette regulering - CO₂-kvoteloven – er også taget med da CO₂-kvotereguleringen potentielt vil have en virkning, selvom den ikke indebærer en direkte regulering af NO_x–emissioner.

3.2.1 Godkendelsesbekendtgørelsen

Godkendelsesbekendtgørelsen (Bek. nr. 943 af 16. september 2004), der er udstedt i medfør af Miljøbeskyttelsesloven, indeholder de nærmere regler for det danske godkendelsessystem og indeholder bestemmelser, der gennemfører IPPC-direktivet i dansk lov. Lignende bestemmelser om godkendelse af særligt forurenende virksomheder var gældende i Danmark før EU-direktivet trådte i kraft. Ifølge direktivet skal medlemslandene sikre, at IPPC-virksomheder er godkendt i overensstemmelse med direktivet inden 1. november 2007. Med de nye regler om tvungen revurdering vil alle IPPC-virksomheder skulle revurderes inden 1. november 2007, således at man kan sikre sig, at godkendelsesvilkårene er i overensstemmelse med direktivets krav. Herefter skal IPPC-virksomheder mindst revurderes hvert 10. år. Det gælder også for kraftværker, varmeproducerende anlæg, gasturbineanlæg og gasmotoranlæg med en indfyret effekt på mere end 50 MW.

Direktivet omfatter en lang række industrielle processer. Det drejer sig om olie- og gasudvinding^[2], energiproduktion, affaldsforbrænding samt en række industrielle brancher - for visse forudsat, at produktionsanlægget har en vis kapacitet. Inden for energiproduktion er følgende godkendelsespligtige jævnfør de danske bestemmelser:

• Kraftværker, varmeproducerende anlæg, gasturbineanlæg og gasmotoranlæg med en samlet indfyret effekt på mere end 50 MW,
• Kraftproducerende, varmeproducerende anlæg, gasturbineanlæg og gasmotoranlæg med en samlet indfyret effekt på mellem 5 og 50 MW;
• Kraftproducerende anlæg og varmeproducerende anlæg, der helt eller delvist er baseret på faste biobrændsler med en samlet indfyret effekt på mellem 1 og 5 MW, samt
• Koksværker, kulforgasningsanlæg og likvificeringsanlæg.

En godkendelse skal bl.a. fastsætte grænseværdier, maksimal luftmængde og afkasthøjder for hvert afkast, hvor der udledes forurenende stoffer til luften. Desuden skal godkendelsen fastsætte krav til overvågning af emissioner.

Emissionsgrænseværdier for NO_x er givet i bekendtgørelser og i Luftvejledningen, som er Miljøstyrelsens vejledning til tilsynsmyndigheden.

Tabel B-1 i bilag B giver en oversigt over de nugældende grænseværdier for forskellige fyringsanlæg i henhold til henholdsvis Luftvejledningen (Miljøstyrelsens Vejledning, nr. 2, 2001), bekendtgørelsen om store fyringsanlæg og emissionsbekendtgørelsen om gasmotorer og turbiner over 120 kW indfyret effekt.

I de følgende afsnit beskrives kort indholdet i de relevante bekendtgørelser.

3.2.2 Bekendtgørelse om NO_x, SO₂ og støv fra store fyringsanlæg

Bekendtgørelsen om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg (nr. 808 af 25. september 2003) omhandler begrænsning af emissioner af svovldioxid, nitrogeNO_xider og støv. Bekendtgørelsen implementerer EU-direktivet om emissionsbegrænsning fra store fyringsanlæg (2001/80/EF) i dansk lov. Bekendtgørelsen regulerer emissionen fra alle fyringsanlæg beregnet til energiproduktion og med en nominel termisk effekt på 50 MW og derover og uanset brændselstype. Dog er anlæg, der drives af diesel, benzin eller gasmotorer, undtaget fra bestemmelserne, og det samme er anlæg, der er omfattet af affaldsbekendtgørelsen. Anlæg, hvor forbrændingsproduktet anvendes direkte til proces, er ikke omfattet og det er gasturbiner i offshoreindustrien heller ikke. Øvrige gasturbiner er omfattet, dog ikke hvis der er meddelt miljøgodkendelser før oktober, 2003.

Reguleringen sker i form af emissionsgrænseværdier, der er fastlagt i et bilag til bekendtgørelsen. Grænseværdierne er minimumskrav, som skal lægges til grund i miljøgodkendelser med mindre tilsynsmyndigheden vil anvende strengere krav. Det vil sige, at hvis særlige forhold taler derfor, vil det være muligt at fastsætte lavere grænseværdier. Grænseværdierne varierer afhængigt af anlæggets alder og anlægstype. Typisk er grænseværdierne skrappere for nye anlæg, som det fremgår af tabel B-1 i bilag B. Afhængigt af fyringsmedie og anlægsstørrelse skærpes grænseværdien fra og med 2008 og igen i 2016 for bestående anlæg dvs. anlæg, der var meddelt miljøgodkendelse før 8. oktober 2003.

3.2.3 Bekendtgørelse om gasmotorer og gasturbiner

Bekendtgørelsen om store fyringsanlæg dækker ikke gasmotoranlæg mindre end 50 MW. NO_x-emission fra gasmotoranlæg – ned til 120 kW indfyret effekt – er derimod reguleret af bekendtgørelsen om begrænsning af emission af nitrogeNO_xider, uforbrændte carbonhydrider og carbonmonooxid fra gasmotorer og gasturbiner (Bek. nr. 621 af 23. juni 2005). Foruden anlæg fyret med naturgas og biogas, samt gas/dieselolie og fuelolie, gælder bekendtgørelsen også anlæg til forbrænding af gas fra forgasning af faste brændstoffer (kul, halm, affald mv.). Undtaget er anlæg, der er omfattet af kvotebekendtgørelsen (se afsnit 3.2.5.).

Bekendtgørelsen for gasmotoranlæg og gasturbiner over 120 kW fastlægger grænseværdier for NO_x. Grænseværdierne er vist i tabel B-1 i bilag B.

Gasmotorer og gasturbiner i intervallet 120 kW – 5 MW defineres som anmeldelsespligtige, dvs. at det skal kunne dokumenteres ved hjælp af målinger, at emissionskravene kan overholdes. Energianlæg med en samlet indfyret effekt større end 5 MW er godkendelsespligtige, hvilket bl.a. indebærer, at der årligt skal foretages målinger til kontrol af, at de fastsatte grænseværdier overholdes. Emissionsgrænseværdierne er de samme for anmeldelsespligtige og godkendelsespligtige anlæg, men forskellige afhængigt af om der er tale om eksisterende eller nye anlæg, idet der er mere restriktive krav til nye anlæg (idriftsat efter d. 16. oktober 1998). Alle anlæg skal dog senest den 17. oktober 2006 overholde de krav, som gælder for nye anlæg. Undtaget er dog motorer og turbiner, der benyttes mindre end 500 timer om året.

For at sikre en ensartet administration af kraftvarmeproducerende anlæg m.v., der er omfattet af bekendtgørelse nr. 622 af 23. juni 2005 har Miljøstyrelsen i samarbejde med brancherne udsendt 2 branchebilag for anlæg med en indfyret effekt hhv. 5 MW – 50 MW og 1 MW – 5 MW. Der er dog ikke sket en skærpelse af grænseværdierne for NO_x-emissionen i forhold til luftvejledningen.

3.2.4 Bekendtgørelse om anlæg, der forbrænder affald

Emission af NO_x fra affaldsforbrændingsanlæg reguleres med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven og i henhold til bekendtgørelse nr. 162 af 11. marts 2003 om anlæg, der forbrænder affald. Undtaget er bl.a. anlæg, der udelukkende er godkendt eller registreret til at bortskaffe hele dyrekroppe samt anlæg, der udelukkende forbrænder affald, der er omfattet af bekendtgørelse om biomasseaffald.

Bestemmelserne gælder forbrændingsanlæg og de såkaldte medforbrændingsanlæg.

Ved førstnævnte forstås mobile og stationære anlæg, der udelukkende benyttes til varmebehandling af affald uanset om forbrændingsvarmen genanvendes eller ej. Det omfatter forbrænding af affald ved oxidering samt andre varmebehandlingsprocesser såsom pyrolyse, forgasning eller nedsmeltning, når produkterne af denne behandling derefter forbrændes. Ved medforbrændingsanlæg forstås anlæg med henblik på energifremstilling eller produktion af materielle produkter og som benytter affald som normalt brændsel eller tilskudsbrændsel, eller hvor affald behandles termisk med henblik på bortskaffelse. Dette inkluderer fx. cementovne, der med medforbrænder affald. Emissionskravene er forskellige for forbrændings- og medforbrændingsanlæg.

Bekendtgørelsen fastlægger emissionskrav for bl.a. NO_x. Der er tale om krav som tilsynsmyndigheden som minimum skal lægge til grund som vilkår i miljøgodkendelser (nye godkendelser som revurdering af eksisterende), men myndigheden kan godt skærpe kravene i forhold til de emissionsgrænser, som er givet i bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen stiller også krav til de emissionsmålinger, som det er obligatorisk at gennemføre, herunder også til målinger af NO_x-emissionen.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 24. marts 2003, men for anlæg idriftsat eller miljøgodkendt før denne dato vil bestemmelserne først gælde fra den 28. december 2005 (i sidstnævnte tilfælde dog forudsat at anlægget er sat i drift senest den 28. december 2003).

Grænseværdierne for anlæg, der medforbrænder affald, er vist i tabel B-2 i bilag B og grænseværdierne for affaldsforbrændingsanlæg er vist i tabel B-3.

3.2.5 Kvotebekendtgørelsen

Udover den direkte regulering af enkeltkilder i medfør af de tre ovennævnte bekendtgørelser, fastlægges der årlige kvoter for den samlede emission af kvælstofoxid fra de el-produktionsanlæg over 25 MW_el, der leverer el til de systemansvarlige selskaber, i dag Energinet. Kvoterne fastlægges med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven og i bekendtgørelse nr. 885 af 18. december 1991 om begrænsning af emission af svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker, den såkaldte kvotebekendtgørelse. Kvoterne fastlægges af Energistyrelsen og gælder for den samlede emission af NO_x og SO₂.

Årskvoterne fastlægges en gang om året for den kommende 4-årige periode og desuden fastlægges foreløbige årskvoter for yderligere 4 år. De fastlagte kvoter udgør emissionsgrænser for anlæg, der producerer el. P. t. er der fastlagt bindende kvoter frem til 2009 og foreløbige kvoter for 2010 t.o.m. 2013.

Tabel 3.1 NO_x-kvoter for elværker over 25 MWel

Udover at fastlægge elværkernes kvoter skal de systemansvarlige årligt indgive en fælles redegørelse til Energistyrelsen indeholdende de oplysninger, der er nødvendige til vurdering af den fremtidige udvikling af svovldioxid og kvælstofoxider fra anlæg over 25 MW_el, herunder oplysninger om foranstaltninger til nedbringelse af emissionen. Med hjemmel i bekendtgørelsen rekvirerer Energistyrelsen desuden hvert år indberetninger om den stedfundne emission fra de omfattede kraftværker.

3.2.6 CO₂-kvoteloven

Loven om CO₂-kvoter implementerer EU-direktivet om handel med CO₂-kvoter, der sigter mod at nedbringe emissionen af drivhusgasser for at kunne leve op til de reduktionsforpligtelser som EU og medlemslandene har påtaget sig under FN’s Klimakonvention, Kyoto protokollen og EU's byrdefordelingsaftale.

Kvotehandelssystemets prøveperiode løber fra 2005 til 2007. Den efterfølgende handelsperiode går fra 2008 og frem til 2012. En betydelig del af energisektoren og den energitunge industri, incl. offshore sektoren, er omfattet af kvoteordningen. Ordningen omfatter alle 25 medlemslande i EU og omfatter mere end 10.000 produktionsenheder. I Danmark er omkring 380 produktionsenheder omfattet.

Kvoteordningen er central i den danske klimastrategi, og er væsentlig for at indfri Danmarks internationale forpligtelser under EU's byrdefordelingsaftale. Den nationale kvotetildeling i 2005-07 er fastlagt i den nationale allokeringsplan, som er godkendt af EU Kommissionen, og implementeret med Loven om CO₂-kvoter.

Kvotetildelingen i EU fastsætter grænsen for, hvor meget CO₂ de kvoteomfattede anlæg samlet set må udlede. Hvert medlemsland fastsætter kvotetildelingen nationalt på baggrund af en samlet afvejning af det nationale reduktionsmål, som landene har forpligtiget sig til ifølge EU's byrdefordelingsaftale samt en afvejning af eventuelle reduktionsmuligheder i de ikke-kvotebelagte sektorer samt eventuelle statslige indkøb af kvoter og kreditter fra projekter i udviklingslandene og Østeuropa, såkaldte Clean Development Mechanism (CDM) og Joint Implementation (JI) projekter.

De enkelte virksomheder kan købe og sælge kvoter af hinanden, på tværs af Medlemsstaternes grænser, således at reduktionen af udledningen kan ske der hvor det kan gøres billigst. EUs Linking Direktiv, som er implementeret i Danmark ved Linking Loven, giver desuden virksomhederne mulighed for at købe projektkreditter. Det er dermed muligt for de kvoteomfattede danske anlæg at udlede mere CO₂ end den tildelte kvote, såfremt de køber kvoter eller kreditter i udlandet.

Kvotetildelingen til danske kvoteomfattede anlæg i perioden 2008-12 skal fastlægges i en national allokeringsplan, som skal fremsendes til EU Kommissionen ultimo juni 2006.

Såfremt kvotesystemet medfører, at de kvoteomfattede danske virksomheder vælger at reducere deres CO₂-udledning vil det også kunne reducere emissionen af NO_x. Der kan dog også tænkes CO₂-reducerende tiltag, som vil have en modsatrettet effekt på NO_x. I det omfang virksomhederne vælger at indkøbe kvoter og kreditter fra udlandet vil reduktionen af emissionen af CO₂ og NO_x finde sted udenfor Danmarks grænser.

3.2.7 Regulering af offshoreindustrien

Da miljøbeskyttelsesloven ikke gælder offshore, er offshoreindustrien ikke omfattet af miljøbeskyttelseslovens bestemmelser om miljøgodkendelse af industriel virksomhed eller af bestemmelserne om store fyringsanlæg, der implementerer EU-direktivet om integreret miljøbeskyttelse og forebyggelse (IPPC) i dansk lov. Offshoreindustrien er underlagt miljømæssig regulering i

medfør af Havmiljøloven.

Foruden NO_x-emission relateret til proces, udledes der i offshoreindustrien NO_x, når gas flares, dvs. afbrændes uden nyttiggørelse, men af sikkerhedsmæssige og produktionstekniske grunde.

Energistyrelsen er godkendelsesmyndighed for offshoreanlæg i henhold til Havanlægsloven, der fra 1. juli 2006 afløses af Offshoresikkerhedsloven. Ved behandling af ansøgninger om godkendelse af udbygning af anlæg offshore vurderes om anlæggene til produktion af energi til indvindingen af olie og gas er hensigtsmæssig udformet ud fra blandt andet energieffektivitetshensyn. Vedrørende flaring fører Energistyrelsen af ressourcemæssige hensyn tilsyn med overholdelse af Undergrundslovens § 10.

En regulering af NO_x-emissionerne fra eksisterende forbrændingsanlæg med eller uden nyttiggørelse af energien ville i givet fald skulle introduceres med hjemmel i Havmiljøloven, der administreres af Miljøstyrelsen. Det vil kræve udstedelse af en bekendtgørelse.

Med CO₂-kvoteloven er offshoreindustrien blevet kvotepligtig dvs. pålagt at indehave CO₂-kvoter svarende til CO₂-udledningen. CO₂-emissioner fra såvel kraftproduktion på offshoreanlæg som fra flaring er omfattet af CO₂-kvoteloven. Se i øvrigt også det foregående afsnit 3.2.6.

3.2.8 Energiafgifter

Som del af finanslovaftalen for 2006 nedsættes afgifterne for kraftvarmeværkers produktion af varme uden samtidig el-produktion, uanset om varmen produceres ved el, kul, olie eller gas. Ligeledes nedsættes afgiften på brug af el til el-patroner, de såkaldte store dyppekogere, i forbindelse med fjernvarmeproduktion^[3].

De gældende energiafgiftsregler for kraftvarmeværkerne medfører en uhensigtsmæssig tilskyndelse til el-produktion, når omkostningerne herved er højere end elprisen. De høje afgifter på el hindrer samtidig brug af el til varmeproduktion, selv på tidspunkter med lav el-markedspris. Det resulterer i eksport af billig el til Tyskland, Sverige og Norge med samfundsøkonomiske tab og med negative miljøkonsekvenser for Danmark.

Denne uhensigtsmæssige situation ændres på følgende måde:

• Afgiften på brændsler til fjernvarme produktion bliver reduceret ned mod samme niveau som ved kraftvarme produktion. Herved bliver de nuværende afgiftsmæssige incitamenter til en for stor el-produktion på kraftvarmeværkerne reduceret.
• Afgiften på brug af el til el-patroner mv. i forbindelse med fjernvarmeproduktion bliver nedsat. Herved bliver incitamentet forøget til en fornuftig indenlandsk anvendelse af el-produktionen frem for uøkonomisk el-eksport.
• Elafgifterne bliver nedsat med gennemsnitligt 0,3 øre pr. kWh. Dette neutraliserer den stigning i el-markedsprisen, som er resultatet af de ovenstående forslag, og el-forbrugerne holdes dermed skadesløse.

Ændringerne i energiafgifterne vil først og fremmest medføre en større fleksibilitet i el-markedet, som på en samfundsøkonomisk favorabel måde især vil forbedre rammerne for en fortsat langsigtet udbygning med vindmøller. Udover perioder med store mængder billig vandkraft fra Norge og Sverige vil det først og fremmest være i perioder med meget vindmølle-el, at det nu vil blive attraktivt at fremstille varme ved el. Det vil forbedre økonomien i vindkraft.

Disse forslag har som en markedsafledt virkning, at elprisen for almindelige forbrugere stiger.

Med henblik på at neutralisere virkningen for el-forbrugerne af ovenstående afgiftsændringer, nedsættes de samlede energi- og CO₂ -afgifter på elforbrug med 0,3 øre pr. kWh for husholdninger og ikke momsregistrerede erhverv, og med 0,4 øre pr. kWh for let proces i erhverv. Der sker dog ikke nogen nedsættelse for el til tung proces i erhverv. Erhvervenes afgiftsbelastning på el falder således i gennemsnit med godt 0,3 øre pr. kWh el.

3.3 Regulering i dansk lov af mobile kilder

Udstødningsnormer for de fleste mobile kilder er EU-harmoniseret. Dermed kan medlemslandene ikke gå videre end de grænseværdier som direktiverne foreskriver andet end at fremskynde allerede besluttede, men endnu ikke iværksatte EU-normer, f.eks. gennem anvendelse af økonomiske incitamenter. Udover dette, har medlemslandene kun mulighed for at gøre brug af andre virkemidler som fx. at regulere bestanden (størrelse og sammensætning) af de mobile anlæg, eventuelt ved brug af økonomiske styringsmidler.

Tabel 3.2 giver en oversigt over ikrafttrædelsestidspunktet for EU-normerne for forskellige mobile kilder. Emissonsnormerne for vejgående køretøjer kan desuden ses i tabel B-4 og for ikke-vejgående køretøjer i tabel B-5, begge i bilag B.

Tabel 3.2 Ikrafttrædelsestidspunkt for EURO-normer

Note:*) Forventet efter Kommissionens nuværende plan. Normen er ikke besluttet endnu.

Med EURO 3 og EURO 4 er der indført nye principper i reglerne for begrænsning af luftforurening fra motorkøretøjer. Hvor det tidligere alene var udstødningsnormer, der skulle demonstreres overholdt i forbindelse med typegodkendelse, indgår der i de nyere regler elementer som har til formål at sikre, at køretøjerne – også efter at de er taget i brug - opfylder de gældende udstødningsnormer.

3.3.1 Vejgående køretøjer

De direktiver, der fastlægger normer for vejgående mobile kilder, er følgende:

• Person- og varebiler     70/220/EF (senest ændret ved 2003/76/EF)
• Lastbiler/busser     88/77/EF (senest ændret ved 2001/27/EF)
• Motorcykler og knallerter     97/24/EF (senest ændret ved 2006/27/EF)

Nye skærpede EU-krav forventes indført fra 2010 for personbiler (EURO 5) og fra 2012 for lastbiler/busser (EURO 6). Forslaget til EURO 5 normerne fra december 2005 lægger op til en skærpelse af NO_x-emissionsnormen for dieseldrevne personbiler. De nye normer forventes vedtaget i 2006. Også EURO 6 for lastbiler og busser forventes at indeholde skærpede krav til NO_x-emissioner. Forslag om EURO-6 normer for person- og varebiler, der forventes fremsat 3 – 5 år efter EURO 5 vil betyde en væsentlig skærpelse af emissionskravet for NO_x.

Der arbejdes endvidere på at udarbejde globale regler for ”cycle beating” (off-cycle emissioner) og kontrol af, at biler i brug opfylder gældende krav (in-use compliance test). Det skønnes at resultatet af dette arbejde vil kunne indgå i EURO 5 og EURO 6. Der er også sat arbejde i gang for andre køretøjer, nemlig EURO 4 for motorcykler og EURO 3 og 4 for knallerter.

Figuren nedenfor viser udviklingen i EURO normer for udvalgte køretøjer inklusiv EURO 5 normen for personbiler og varebiler (dieseldrevne) i henhold til det seneste forslag. Normerne gælder for typegodkendelse af nye køretøjer. I tabel B-4 i bilag B er samtlige EU-normer for NO_x for vejgående køretøjer vist.

Figur 3.1 EURO normer for udvalgte, vejgående køretøjer

3.3.2 Ikke-vejgående kilder

Udledning af NO_x fra ikke-vejgående kilder er reguleret ved følgende tre EU-direktiver:

• EU-direktiv 97/68/EF for ikke-vejgående maskiner,
• EU-direktiv 2000/25/EF for traktorer og
• EU-direktiv 2003/24/EF for fritidsfartøjer

Direktiv 97/68/EF, som senest er ændret med direktiv 2004/26/EF, omfatter dieseldrevne motorer, der anvendes i arbejdsmaskiner (18-560 kW), lokomotiver (>130 kW), motorvogne (>130 kW) og fartøjer på indre vandveje, samt benzindrevne motorer under 19 kW, der anvendes i motorsave, plæneklippere m.m.

Direktivet omfatter ikke landbrugstraktorer. Disse er reguleret gennem direktiv 2000/25/EF, som i princippet er en kopi af direktivet 97/68/EF. Direktivet omfatter heller ikke maskiner til forsvaret, skibe, fiskerbåde og luftfartøjer. Direktivet fastsætter udstødningsnormer for NO_x i fem trin (trin 1,2,3A, 3B og 4) for forskellige motorstørrelser. Normerne træder i kraft på nærmere fastsatte tidspunkter i perioden 1999-2014. Tabel B-5 i bilag B viser udstødningsnormerne for ikke-vejgående køretøjer.

Ifølge bestemmelserne skal motorer være godkendt efter luftforureningskravene og motorerne skal være mærket efter specifikationerne, så det fremgår, at de er godkendt. Maskiner og motorer, der ikke er godkendt og har den korrekte mærkning, må ikke længere sælges i EU. Dog kan lagerførte motorer sælges to år efter, at de nye krav er indført i produktioner.

Endeligt blev der i juni 2003 vedtaget et direktiv, 2003/44/EF, der indeholder emissionskrav for NO_x til fritidsfartøjer. Direktivet er implementeret i dansk lovgivning ved bekendtgørelse nr. 1535 af 22. december 2004. Bekendtgørelsen, der trådte i kraft d. 14. januar 2005, indeholder grænseværdier for totaktsmotorer, firetaktsmotorer og dieselmotorer på henholdsvis 10,0 g/kWh, 15,0 g/kWh og 9,8 g/kWh.

For skibe reguleres emissionerne inden for den internationale søfartsorganisation IMO (International Marine Organisation) med basis i MARPOL-konventionens Annex VI, og for fly reguleres emissionerne inden for den internationale civile luftfartsorganisation ICAO (International Civil Aviation Organization).  En ny regulering af den internationale skibsfart og luftfart er dog undervejs indenfor EU.

Fodnoter

^[2] Olie- gas udvinding på offshoreanlæg er undtaget de danske bestemmelser om miljøgodkendelse.

^[3] Bestemmelserne træder først i kraft, når der foreligger en godkendelse fra Kommissionen.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.