Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i sexlegetøj

3 Indkøbte produkter

På baggrund af kortlægningens resultat har Teknologisk Institut indkøbt i alt 16 forskellige stykker sexlegetøj til analyse for sundhedsskadelige stoffer. Produkterne fremgår af Tabel 3.1. Der er ved indkøbet taget hensyn til, at langt det største markedssegment for sexlegetøj er dildoer og vibratorer. Det fremgår både af interviews med butikkerne og af besøgene på hjemmesiderne for sexlegetøj. Endvidere er der taget hensyn til, at blød vinyl (pvc) er det materiale, der anvendes i de fleste produkter.

Tabel 3.1 Indkøbte produkter rubriceret efter butikstype, funktion og materiale (analytisk verificeret)

Nr. Type Kort beskrivelse Materiale Bemærkninger Butikstype
1 Vibrator Dobbeltdildo Blød vinyl/naturgummi Komposit med skumfyldt kerne. Lugter af olie. Lingeri m.m.
2 Vibrator Enkeltdildo Blød vinyl Lugter af olie og toluen. Lingeri m.m.
3 Vibrator Enkelt-analdildo Blød vinyl Lugter af olie og toluen. Lingeri m.m.
4 Vibrator Enkeltdildo med riller Blød vinyl Komposit med skumfyldt kerne. Lugter af fortynder. Lingeri m.m.
5 Kjole Fetichminikjole Naturlatex Svag gummilugt. Lingeri m.m.
6 Handsker Fetichhandsker, lange Naturlatex Svag gummilugt. Fetich beklædning
7 Vibrator Enkeltdildo Naturlatex Komposit med skumkerne. Lugter svagt af gummi. Sexlegetøj
8 Vibrator Dobbeltdildo Blød vinyl Svag lugt. Sexlegetøj
9 Laktop Gennemsigtig brystholder Blød vinyl Svag lugt. Sexlegetøj/fetich beklædning
10 Vibrator Kunstig vagina Termoplastisk gummi Lugter lidt af dieselolie. Sexlegetøj/fetich beklædning
11 Vibrator Dildo Blød vinyl Parfumeret lugt. Farven smitter af. Sexlegetøj/fetich beklædning
12 Vibrator Enkeltdildo Blød vinyl Lugter af olie. Sexlegetøj
13 Dildo Stationær analdildo Blød vinyl Lugter af fortynder. Sexlegetøj
14 Gag Påspændings-mundkugle Gummi Lugter af gummi. Sexlegetøj
15 Vibrator Dildo Blød vinyl Kraftig lugt. Sexlegetøj/porno
16 Vibrator Dildo Hård plast Lugtløs. Sexlegetøj/porno

Der blev ved udvælgelsen også foretaget en afvejning mellem ”sædvanligt” sexlegetøj og fetichbeklædning, ligesom det blev sikret, at en del af produkterne var fremstillet i gummi. I de tilfælde, hvor butikken anførte, at man havde et særligt stort salg af en bestemt artikel, blev denne valgt ud til screeningen. Årsagen til et større salg var ofte enten en omtale af artiklen i tv eller i et ugeblad. Et enkelt produkt i hård plast (ABS) (nr. 16) blev alene valgt ud til grundstofscreening, da det blev vurderet, at afgivelse af organiske stoffer ville være på et meget lavt niveau. Endelig blev der udvalgt en kunstig vagina i ”Cyberskin”, fordi det er et nyt materiale, der vinder frem inden for sexlegetøj, og som butikkerne var lidt usikre over for med hensyn til ”kemien”.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.