Fjernelse af jordforurening ved og under huse - Priskatalog

Forord

Miljøstyrelsen har under Teknologiprogrammet for jord- og grundvandsforurening iværksat et udredningsprojekt, der skal redegøre for de tekniske og økonomiske forhold forbundet med mekanisk fjernelse af forurenet jord under og op ad bygninger.

Baggrunden for projektet er et generelt behov for en overordnet belysning af muligheder og priser for fjernelse af forurenet jord, specielt under bygninger. Emnet er blandt andet aktuelt i en række sager, hvor der er sket forurening pga. udslip fra villaolietanke.

Projektets overordnede mål er, at tilvejebringe et overblik over de forhold som har betydning ved fjernelse af jordforurening ved og under bygninger, samt at udarbejde et priskatalog, der kan bidrage til, at de relevante tekniske og økonomiske forhold identificeres i de konkrete jordforureningssager. Målsætningen er således at danne et forbedret beslutningsgrundlag for parterne i jordforureningssagerne, således at risikoen for fejlvurderinger minimeres.

For opfyldelse af projektets målsætning er der gennemført følgende udredningsarbejder:

  • En gennemgang af typiske forhold som har betydning i en oprensningssituation, herunder bygningens konstruktive udformning, geologiske og geotekniske forhold samt grundvandsforhold mm.
  • En gennemgang af relevante metoder og udstyr til fjernelse af jord under bygninger; herunder anvendelsesområder, fordele og begrænsninger, nødvendig supplerende nedrivning og afstivning samt priser.
  • En gennemgang af en række hypotetiske, men realistiske, cases, som beskriver bredden af sædvanligt forekommende sagstyper, og som beskriver de facetter af problemstillinger/løsninger som typisk vil komme i anvendelse.
  • En gennemgang af omkostninger ved oprensning i de forskellige sagstyper og opstilling af et priskatalog med enhedspriser for hver sagstype. Desuden er der fremstillet et regneark til brug for beregning af omkostningerne ved oprensning af alle forekommende forureningstilfælde.

Arbejdet er udført af NIRAS Rådgivende ingeniører og planlæggere A/S. Hedeselskabet, Miljø og Energi A/S har deltaget ved udvælgelse af de gennemgåede cases og har stillet oplysning om egne gennemførte forureningsoprensninger til rådighed for kontrol af katalogets prisoplysninger.

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.