Fjernelse af jordforurening ved og under huse - Priskatalog

1 Indledning og formål

1.1 Baggrund

Ved behandling af en række sager med jordforurening på grund af udslip fra villaolietanke, har det været drøftet mellem forskellige myndigheder og sagernes øvrige parter, i hvilket omfang det er muligt at fjerne forureningen under og op ad bygninger. Økonomien ved en sådan oprensning har været en del af disse drøftelser.

Der har ved disse drøftelser vist sig behov for et grundlag til at vurdere mulighederne for og udgifterne ved at foretage sådanne oprensninger. Et sådant grundlag vil også kunne anvendes i andre forureningssager.

1.2 Formålet med denne rapport

Formålet med denne rapport er, at tilvejebringe et sådant grundlag.

Det er sket ved:

  • At gennemgå de forhold som har betydning ved fjernelse af jordforurening ved og under bygninger.
  • At gennemgå de metoder, der er til rådighed herfor.
  • At opstille et priskatalog, der angiver priser på forskellige delydelser, der indgår i en sådan oprensning. Priskataloget omfatter 10 forskellige situationer opdelt i 4 hovedsituationer efter bygningstype.
  • At udarbejde et overslagsskema, der kan benyttes til udregning af udgifterne ved oprensning i konkrete jordforureningssager.

Målsætningen er således at danne et forbedret beslutningsgrundlag for parterne i jordforureningssagerne, således at risikoen for fejlvurderinger minimeres.

Prisgrundlaget udarbejdes, så det også kan anvendes ved andre forureningsstoffer end olie-benzinforureninger ved justering af rensningspriser.

Rapporten omhandler kun oprensning ved mekanisk-fysisk fjernelse af den forurenede jord fra lokaliteten, hvor oprensningen sker over en begrænset udgravningsperiode. Rapporten omhandler således ikke de længerevarende in-situ oprensningsmetoder. Det forudsættes, at eksisterende hovedbygninger i de aktuelle sager har en så stor værdi, at de skal bevares under oprensningen.

1.3 Indsamling af oplysninger

Belysningen af hvilke forhold, der har betydning for oprensningerne er baseret på en gennemgang af en lang række oprensningssager som NIRAS og Hedeselskabet har gennemført.

Ligeledes er de beskrevne metoder udvalgt herudfra med særlig vægt på de sidste års oprensninger. Der er også foretaget forespørgsler hos udvalgte entreprenører om nye metoder. Indenfor afstivningsmateriel, findes der nyere systemer på markedet, men de har samme funktion som mere traditionelle afstivninger. Indenfor fjernelse af jorden er der beskrevet en ny metode med tørstofsugning, der virker konkurrencedygtig ved udgravninger inde i en bygning og andre steder med snævre pladsforhold ved løse jordarter som sand.

Priskataloget er udarbejdet ud fra en gennemgang af licitationsresultater og byggeregnskaber fra udførte oprensninger i 2004. Hvor erfaringspriser for en ydelse har været begrænset, er disse suppleret med beregnede priser ud fra detailprisbøger. Priser på den nye metode "tørstofsugning" er beregnet ud fra indhentede oplysninger fra en leverandør af denne ydelse.

Priskatalogets anvendelighed, til at udarbejde realistiske overslag over udgifterne ved fjernelse af en given jordforurening, er efterprøvet på 4 faktisk udførte bortgravninger af jordforurening. Hedeselskabet leverede oplysninger fra 4 forureningssager, de havde gennemført. Sagerne omfattede forskellige bygningstyper og bortfjernelsesmetoder. På baggrund af disse oplysninger og ved hjælp af priskataloget blev der udregnet overslag over udgifterne til fjernelse af den forurenede jord. Overslagene blev derefter sammenlignet med de faktisk afholdte udgifter. Det viste sig at overslagene lå indenfor + 9% for de 3 sager og +28% for en sag. En nærmere gennemgang af sagerne resulterede i et par mindre justeringer af kataloget. Se nærmere beskrivelse af denne kontrol i bilag 6.

1.4 Rapportens opbygning

Kapitel 2, Grundlæggende forhold

I dette kapitel gennemgås de forhold der har afgørende betydning for oprensningen. Det er opdelt i hovedafsnittene jord- og grundvandsforhold, bygningsforhold og forureningsspredningen.

Kapitel 3, Mekaniske oprensningsmetoder

I dette kapitel gennemgås metoder dels til selve den fysiske fjernelse af jorden og dels metoder til nødvendig afstivning af bygningsdele og mod jordtryk.

Kapitel 4, Beskrivelse af priskataloget

I dette kapitel beskrives 10 forskellige situationer, som er prissat i priskataloget. De 10 situationer er opdelt i 4 hovedsituationer efter bygningstype, der er kombineret med 1-3 forskellige jord- og grundvandssituationer. Hver af de 10 situationer indeholder priser for forskellige udstrækninger af forureningen i forhold til bygningen. I sidste afsnit af kapitlet beskrives brugen af priskataloget til at opstille et overslag over udgifterne ved oprensning af konkrete forureningssituationer ved anvendelse af et overslagsskema.

Kapitel 5, Eksempler på brug af priskataloget

I dette kapitel er der angivet en række eksempler på udregning af prisoverslag for forskellige oprensningstilfælde.

Bilag 1

Her er priskataloget for hovedtilfælde 1 "Lav bygning på terræn" angivet. Det omfatter 3 skemaer med priser for entreprenørydelser for situation 1.1 ler – 1.2 sand – 1.3 sand med højt GVS samt et skema med priser for rådgivningsydelser mm. Desuden er der en tekstdel, der angiver hvilke delydelser, der er medtaget i de enkelte priser.

Bilag 2

Her er priskataloget for hovedtilfælde 2 "Lav bygning med kælder" angivet. Det omfatter 3 skemaer med priser for entreprenørydelser for situation 2.1 ler – 2.2 sand – 2.3 sand med højt GVS samt et skema med priser for rådgivningsydelser mm. Desuden er der en tekstdel, der angiver hvilke delydelser, der er medtaget i de enkelte priser.

Bilag 3

Her er priskataloget for hovedtilfælde 3 "Lav bygning på pæle" angivet. Det omfatter et skema med priser for entreprenørydelser samt et skema med priser for rådgivningsydelser mm. Desuden er der en tekstdel, der angiver hvilke delydelser, der er medtaget i de enkelte priser.

Bilag 4

Her er priskataloget for hovedtilfælde 4 "Fleretages bygning med kælder" angivet. Det omfatter 3 skemaer med priser for entreprenørydelser for situation 4.1 ler – 4.2 sand – 4.3 sand med højt GVS samt et skema med priser for rådgivningsydelser mm. Desuden er der en tekstdel, der angiver hvilke delydelser, der er medtaget i de enkelte priser.

Bilag 5

Her er placeret overslagsskema til brug for udarbejdelse af overslag.

Bilag 6

Her beskrives efterprøvning af priskataloget på 4 konkrete forureningssager.

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.