Undersøgelse af pesticidforbruget på offentlige arealer i 2006

1 Den offentlige pesticidanvendelse i 2006

1.1 Undersøgelsens omfang

Opgørelsen af pesticidforbruget på offentlige arealer bygger på svar fra 203 kommuner (75 %), 9 ud af 14 amter (64 %) og svar fra en eller flere styrelser/institutioner fra 16 ud af 19 ministerier (84 %). De 3 ministerier, som ikke har svaret, havde ikke noget forbrug ved sidste undersøgelse i 2002. Af de 16 ministerier, som har svaret, har 14 givet fyldestgørende svar, dvs. samlede besvarelser eller besvarelser fra hver enkelt styrelse/institution under ministeriet.

I sammenligningen med de foregående undersøgelser skal det bemærkes, at statens, amternes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners forbrug blev opgjort for 1995, 1999 og 2002, mens forbruget for kommunerne i KL blev opgjort for 1995, 2000 og 2002. I 2006-undersøgelsen er Københavns og Frederiksberg Kommuners forbrug inkluderet i det kommunale forbrug idet de nu er medlem af KL og til sammenligning er Københavns og Frederiksberg Kommuners forbrug i 1999 sammenlagt med de øvrige kommuners forbrug for år 2000.

Forbrugsopgørelsen og sammenligninger af de enkelte års forbrug er baseret på den totale indrapporterede mængde fra et varierende antal besvarelser.

Forbrugsopgørelsen i 2006 er for kommunernes vedkommende baseret på svar fra 203 kommuner ud af et samlet antal på 270 kommuner (75 %). Der indkom svar fra yderligere 5 kommuner, om at de som følge af strukturreformen ikke havde tid til at besvare spørgeskemaet, og disse svar indgår ikke i opgørelsen. Ved de tidligere undersøgelser i 1995, 2000 og 2002 var svarprocenten henholdsvis 77 %, 92 % og 85 %. 181 kommuner har svaret både i 2002 og 2006, og 128 kommuner har svaret alle 4 gange. Ændringer i disse hhv. 181 og 128 kommuners forbrug er vist i tabel 8-11.

Amternes forbrugsopgørelse er i 2006 baseret på svar fra 9 ud af 14 amter. Yderligere et amt sendte en besvarelse, hvoraf det fremgik, at de ikke havde udfaset anvendelsen af pesticider, men ikke ønskede at deltage i undersøgelsen. I 1995 var opgørelsen baseret på 10 svar, og i 1999 og 2002 havde alle 14 amter svaret. De tal, som er opstillet i tabel 2, bygger således på væsentlig færre besvarelser i forhold til de to tidligere år (64 % i forhold til 100 %). Derfor er udviklingen i forbruget for de 9 amter, som har svaret både i 2002 og 2006, vist i tabel 20-22.

Der er modtaget en eller flere besvarelser fra 16 ud af 19 ministerier, i alt besvarelser fra 83 statslige institutioner. Der er ikke modtaget svar fra Statsministeriet, Skatteministeriet og Udenrigsministeriet. I alt 39 styrelser/institutioner har besvaret spørgeskemaet, og de øvrige har meddelt, at de ikke varetager driften af nogen arealer, eller at de ikke har anvendt pesticider. Af de 16 ministerier, som har svaret, har 14 givet svar, som må betegnes som fyldestgørende svar, dvs. samlede besvarelser eller besvarelser fra hver enkelt styrelse/institution under ministeriet, som spørgeskemaet er sendt videre til. De to ministerier, hvorfra der ikke er modtaget fyldestgørende svar, er Forsvarsministeriet (kun svar fra Det Danske Artilleriregiment i Varde) og Transport- og Energiministeriet (kun svar fra Banedanmark).

I 2002 indkom der svar fra 87 statslige institutioner. I 1999 blev der modtaget 117 svar på spørgeskemaet foruden dem, der oplyste, at de ikke driver nogen arealer. I 1995 var det tilsvarende antal 136. I modsætning til i 1995 undlod Rigspolitichefen, som følge af et formodet ringe forbrug, i 1999, 2002 og i 2006 at videresende spørgeskemaet til de 54 politikredse. Ligeledes undlod Domstolsstyrelsen i 1999, 2002 og 2006 at udsende spørgeskemaet til domstolene. Besvarelser herfra indgik i 1995 i det samlede antal besvarelser.

I forbindelse med statens forbrug skal det bemærkes, at Forsvarskommandoen og DSB ikke har svaret på spørgeskemaet i 2006. De havde et forbrug på hhv. 311 og 124 kg aktivt stof ved sidste undersøgelse i 2002. Da Forsvarskommandoens forbrug udgjorde hele Forsvarsministeriets forbrug i 2002, kan der ikke laves en analyse af udviklingen i dette ministeriums forbrug frem til 2006.

 



Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.