Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kosmetiske produkter til børn

Forord

Dette projekt ”Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kosmetiske produkter til børn” er udført for Miljøstyrelsen af FORCE Technology. De udførte analyser er foretaget dels af Eurofins (analyser af indholdsstoffer) og dels af FORCE Technology (analyser af emballager).

Formålet med projektet var, at kortlægge det danske marked for kosmetiske produkter til børn, og på denne baggrund udvælge et antal produkter til analyse dels for indholdsstoffer og dels for indholdsstoffer i emballagen. Formålet var desuden at udvælge et antal stoffer for hvilke der er foretaget en sundhedsvurdering.

Projektet er gennemført i en periode på otte måneder (april til november) i 2006. Selve kortlægningen af de kosmetiske produkter til børn er gennemført i månederne april til juni 2006.

Som det fremgår af kortlægningen, trådte der i marts 2005 nye regler i kraft angående deklaration af 26 deklarationspligtige parfumestoffer. Disse parfumestoffer (er listet i Bilag B til denne rapport) skal ifølge Kosmetikbekendtgørelsen oplyses i indholdsdeklarationen, når koncentrationen overstiger 0,001% eller 0,01% for produkter, der henholdsvis ikke afrenses og produkter, der afrenses efter brug.

Analyseresultaterne viser, at enkelte produkter ikke overholder denne nye regel i Kosmetikbekendtgørelsen vedrørende særskilt deklaration af de 26 parfumestoffer. Ifølge Kosmetikbekendtgørelsen gælder de nye regler for produkter, der er produceret efter denne dato (marts 2005). Det er muligt, at de analyserede produkter er fremstillet før marts 2005, og således stadig overholder Kosmetikbekendtgørelsen.

 



Version 1.0 Oktober 2007, © Miljøstyrelsen.