Vejledning om strandrensning – februar 2008

3. Retningslinier for opstilling af kommunale beredskabsplaner

I medfør af havmiljølovens § 35, stk. 2, påhviler det kommunalbestyrelsen at udarbejde beredskabsplaner for sanering af kyster og strande samt havne.

Kommunalbestyrelsen underretter Forsvarsministeriet og Miljøstyrelsen om indholdet af beredskabsplanerne samt ændringer og tillæg til disse, jf. havmiljølovens § 35, stk. 4. Den kommunale beredskabsplan skal således ikke godkendes af Forsvarsministeriet/Miljøstyrelsen.  Det påhviler endvidere kommunalbestyrelsen at fremsende beredskabsplanen til øvrige implicerede myndigheder til orientering.

I medfør af havmiljølovens § 36, stk. 1 er det i cirkulæreskrivelse nr. 14005 af 7. juli 1987 om udarbejdelse af kommunale beredskabsplaner til strandsanering m.v. fastsat, at de kommunale beredskabsplaner skulle foreligge senest den 31. december 1988.

I medfør af havmiljølovens § 36, stk. 1, fastsætter miljøministeren endvidere retningslinier for indholdet af de kommunale beredskabsplaner. Dette sker i det følgende.

Som det fremgår af de ledsagende kommentarer, er det ikke hensigten, at alle de nævnte retningslinier skal opfyldes i samtlige beredskabsplaner, men der må ved planens udarbejdelse tages stilling til, hvilke lokale forhold der efter kommunalbestyrelsens opfattelse især bør lægges til grund i en konkret bekæmpelses- og saneringssituation.

Vejledningen giver således visse retningslinier for planernes indhold, og peger på en række forhold, som særligt bør tages i betragtning under hensyn til de almindeligt forekommende forureningstyper sammenholdt med kommunens geografiske forhold.

3.1. Beredskabsplanens geografiske omfang og indhold

Der skal udarbejdes en plan, der omfatter hele kommunens kyststrækning. Der kan som supplement hertil udarbejdes delplaner for et særligt udsat område af kysten, idet sammenhængen med hele planen angives. Der henvises til afsnit

12.4. og efterfølgende afsnit om renseindsatsen.

En beredskabsplan som er udarbejdet for en havn, skal angive havnens samlede ansvarsområde.

I beredskabsplanen bør bl.a. indgå

1) Diagram over alarmeringsprocedure, herunder rækkefølge og form (mundtlig, telefonisk, telefax, radio, e-mail etc.).

2) Beskrivelse af varslingsfase (f.eks. til lokale fiskere, vildtkonsulenter, embedslæge).

3) Oversigt over kontaktmuligheder til relevante faglige myndigheder (arbejdstilsynet m. fl.) og fora samt internationale organisationer, som besidder særlig viden og relevante eksperter.

4) Oversigt over områder som er særligt følsomme over for forurening og kræver særlig beskyttelse

5) Beskrivelse/oversigt over mulige arbejdsopgaver (prioritering af indsatsen forskellige steder (jf. afsnit 12.4. - 12.8. ), dokumentation af beslutninger og af rekvisitioner, sikring af beviser gennem olieprøver m.v. samt kontakt til forsikringsselskaber, styring af entreprenører, kontakt til affaldsmodtagere, pressekontakt, kontakt til borgere, besvarelse af henvendelser) bl.a. til støtte for sammensætning af en stab (f.eks. repræsentanter fra ramte kommuner, skovdistriktet, politiet, Beredskabsstyrelsen, Søværnets Operative Kommando).

6) Liste over mulige lokaliteter i kommunen, der vurderes egnede til at fungere som kommandostation for staben.

7) Oversigter over materiel til bekæmpelse af olieforurening på vand og sanering af kyster, godkendte forbrændingsanlæg og modtagestationer samt egnede rensepladser for forurenet materiel.

8) Retningslinier for opsamling og bortskaffelse af olieaffald m.v., herunder hvor og hvorledes depoter kan etableres.

9) Procedurer for hurtig kontakt til relevant forsikringsselskab (ved kendt skadevolder).

10) Retningslinier for logføring (hændelses- og rekvisitionsregister), daglige situationsrapporter og sikring af dokumentation.

11) Retningslinier for koordinering af henvendelser fra private borgere og frivillige.

12) Retningslinier for intern orientering (nyheds- og informationsbreve til indsatspersonellet) samt kontakt til borgere, presse og media (pressetalsmænd, pressemøder, pressemeddelelser, anvendelse af hjemmeside).

13) Retningslinier og interval for opdatering af beredskabsplanen.

14) Procedurer for en evt. koordinering med nabokommune(r).

Beredskabsplanen bør også indeholde retningslinier for øvelse og uddannelse i håndtering af større forureningsulykker. Øvelses- og uddannelsesvirksomheden bør gennemføres på alle niveauer (kommune og evt. ved medvirken af det statslige beredskab) som totaløvelser med indsats af såvel stabsapparat som bekæmpelsespersonel og materiel eller som deløvelser (rene stabsøvelser, alarmeringsøvelser, rekognosceringsøvelser, materieløvelser, øvelser i bortskaffelse af affald, øvelser i kontakt til pressen etc.)

Som bilag til beredskabsplanen medtages et eller flere kortbilag over de pågældende kyststrækninger og havne med angivelse af:

1) Badestrande

2) Fredede arealer

3) Offentligt ejede arealer

4) Adgangsveje til stranden

5) Områder for vandindvinding (eventuelt med angivelse af grundvandsstrømning)

6) Områder for indtagelse af kølevand til f.eks. industrivirksomheder

7) Marinaer

8) Andre arealer, der skal tages særligt hensyn til, herunder f.eks. øvrige rekreative områder samt områder af særlige interesse for fugle- og fiskeyngel samt heder, strandenge, søer, moser og vandløb i henhold til naturbeskyttelsesloven.

På denne baggrund kan kommunalbestyrelsen foretage en prioritering af kyst- og strandområderne ud fra biologiske, geografiske, fredningsmæssige og rekreative forhold. Herved kan man på forhånd udvælge de områder, hvor en saneringsaktion bør indledes.

3.2. Organisationsforhold

Det angives i planen, til hvilke myndigheder indberetning om ilanddrevet olie eller kemikalier skal foretages. Myndighedernes navn, adresse og telefonnummer anføres (Kontaktpersoner udenfor normal arbejdstid anføres med oplysning om telefonnummer). Det skal dog foreslås, at en enkelt myndighed udpeges til at modtage indberetningerne. Det påhviler herefter denne at videregive indberetninger til øvrige lokale myndigheder - f.eks. det lokale redningsberedskab, vej- og parkafdelingen samt Søværnets Operative Kommando/Miljøstyrelsen. Såfremt det vurderes, at der ligger strafbare forhold, bør politiet underrettes.

Såfremt den observerede forurening kan true kyst- og strandarealer i nabokommuner, påhviler det den pågældende myndighed at underrette nabokommunen herom.

Af denne grund må navn, adresse og telefonnummer på nabokommunens relevante myndigheder samt kontaktpersoner for henvendelser udenfor normal arbejdstid også anføres i planen. Øvrige kontaktpersoner, der kan være behjælpelig i den aktuelle situation, bør ligeledes angives.

I tilfælde af en større forurening på stranden skal den udpegede kommunale myndighed straks meddele dette til Søværnets Operative Kommando/Miljøstyrelsen.

På samme måde skal Søværnets Operative Kommando meddele de kommunale myndigheder om forureninger på havet, der kan true kyst- og strandstrækninger. Denne melding kan formidles via politiet.

Den lokale alarmcentral, havnemyndigheder, lodserier, fyrpersonale og andre relevante myndigheder/organisationer, der kan forventes at være de første, som får kendskab til en forurening af kysten, bør underrettes om organisationsforholdene i beredskabsplanen.

Til at forestå beredskabet bør kommunalbestyrelsen udpege en ledelse. I planen angives navn, adresse og telefonnummer på den person, der er udpeget som leder samt en stedforræder for denne.

Inden for sit geografiske område skal den kommunale ledelse:

1. Afgøre, om en afspærring af området skal etableres (jf. dog kapitel 14 om politiets kompetence ved ilanddrevne tromler m.v.).

2. Træffe beslutning om, hvorvidt der ved modtagelse af en forureningsmelding skal iværksættes en bekæmpelsesaktion samt om dennes omfang (jf. afsnit 12.4. til 12.8. )

3. Træffe beslutning om, hvilke bekæmpelsesmetoder, der skal bringes i anvendelse.

4. Lede selve bekæmpelsesaktionen direkte på forureningsstedet.

5. Foranledige, at andre berørte myndigheder og organisationer orienteres i fornødent omfang.

6. Træffe beslutning om at rekvirere eller yde bistand i nødvendigt og muligt omfang.

7. Foranledige prøver af indsamlet ilanddrevet olie eller kemikalier.

8. Bestemme, hvornår en iværksat bekæmpelsesaktion skal indstilles.

Ved omfattende forureninger eller i tilfælde, hvor flere kommuners strande er forurenede, koordineres bekæmpelsen på stranden af de berørte kommuner.

I tilfælde af særligt alvorlige og omfattende forureninger af kyster og strande samt af havne kan forsvarsministeren bestemme, at saneringen ledes af Forsvarsministeriet eller andre myndigheder, som ministeren bemyndiger dertil.

I disse tilfælde vil de kommunale myndigheder normalt have ledelsen af den egentlige saneringsaktion, mens Forsvarsministeriet / Søværnets Operative Kommando vil lede den overordnede koordination af indsatsen af ressourcer.

Hvis Beredskabsstyrelsen inddrages i en saneringsaktion, jævnfør nedenfor, vil styrelsens enheder være underlagt den kommunale ledelse, medmindre andet bestemmes af Forsvarsministeren.

3.3. Beredskabets opbygning og funktion

Beredskabet opbygges mest hensigtsmæssigt i 3 indsatsniveauer, således, at det er muligt at indsætte det eller de beredskabsniveauer, der må anses for nødvendigt afhængigt af forureningens omfang.

1. indsatsniveau foretager sanering i tilfælde af mindre forureninger såvel på strande som i havne.

2. indsatsniveau supplerer 1. niveau ved større forureninger.

3. indsatsniveau supplerer 1. niveau og 2. niveau ved alvorlig og omfattende forureninger.

3.4. Beredskabets personel og materiel

Beredskabet må bestå af personel og materiel, der er egnet til at forhindre forureningens videre udbredelse, til at opsamle olie og kemikalier og til borttransport heraf.

Arten og mængden af materiel skal være tilpasset længden og karakteren af kommunens kyststrækninger, havnens/havnenes placering og beskaffenhed, deponerings- og bortskaffelsesmuligheder og kommunens geografiske beliggenhed i forhold til stærkt trafikerede farvandsafsnit, off-shore virksomhed og lignende.

1. indsatsniveau kan hensigtsmæssigt knyttes til det kommunale redningsberedskab i samarbejde med vejvæsnet. I forbindelse med opstilling af beredskabsplanen bør der foretages en opgørelse af det udstyr, der rådes over til formålet samt en vurdering af, hvorvidt nyanskaffelser bør foretages.

Som eksempler på det udstyr, der bør rådes over kan nævnes:

Slamsugere, lastvogne, skimmere, pumper, spærringer, opsamlingsudstyr (containere, tankvogne, opsamlingsbakker, tønder), plastmaterialer/ presenninger til anlæggelse af midlertidige depoter i terræn, opsugningsmidler, sneplove, læssemaskiner, rendegravere, entreprenørmaskiner, grebe, skovle, sneskrabere og særlige arbejdsdragter.

I kapitel 9, er der givet en beskrivelse af noget af dette udstyr og dettes egnethed og anvendelse på forskellige kysttyper.

2. indsatsniveau bør omfatte hele eller store dele af de samlede kapaciteter i den kommunale organisation.

Såfremt kommunen ikke herved kan antages at råde over de fornødne mandskabsmæssige og materielle ressourcer, bør der træffes aftale med private virksomheder, f.eks. redningsselskaber og entreprenører i kommunen om, at disse efter rekvisition fra den kommunale ledelse stiller nærmere angivet personel og materiel til rådighed for kommunen.

Navnlig i tyndt befolkede kommuner med en lang kyststrækning vil det herudover være hensigtsmæssigt, at kommunen ved aftale med nabokommunerne sikrer sig mulighed for at kunne trække på disses beredskab.

Ved opstilling af beredskabsplanen bør der tages hensyn til, at der ikke herved disponeres over det kommunale Redningsberedskabs ressourcer i et sådant omfang, at dette afskæres fra at løse eventuelle andre akutte opgaver.

Planen bør indeholde en fortegnelse over de herefter til rådighed værende ressourcer og en anvisning på, hvorledes rekvisitionen foretages (navne, adresser og telefonnumre).

3. indsatsniveau vil indebære, at ledelsen af aktionen overtages af forsvarsministeren eller andre myndigheder, som ministeren bemyndiger dertil.

3.5. Forureningsbekæmpelse i havne

Som nævnt i kapitel 2 kan kommunalbestyrelsen pålægge havnebestyrelsen at udarbejde en beredskabsplan med henblik på forureningsbekæmpelse i den pågældende havn samt drage omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed.

Havnens størrelse, karakteren af besejlingen af havnen samt tilstedeværelsen af erhvervsvirksomheder i tilknytning til havnen bør tages i betragtning. Er der f.eks. tale om mindre havne med ringe besejlingsintensitet, vil det formentlig være forsvarligt at lade havnen være omfattet af den samlede kommunale plan.

De i øvrigt anførte retningslinier for opstilling af de kommunale beredskabsplaner bør lægges til grund for beredskabsplaner for havne med de ændringer, der skyldes havnens særlige forhold.

For større havnes vedkommende må det anses for hensigtsmæssigt at opbygge beredskabet i tre (3) indsatsniveauer, jf. pkt. 3.3.  og 3.4.

Det må i øvrigt anses for hensigtsmæssig ved planens opstilling at inddrage de eventuelle til havnen knyttede virksomheder, f.eks. importører af farlige stoffer, for i samråd med disse at indrette beredskabet på at kunne bekæmpe en forurening af de af en sådan virksomhed anvendte eller oplagrede stoffer.

I tilfælde, hvor der kan herske tvivl om havnens arealmæssige afgrænsning, herunder havnens kyststrækning, bør der søges opnået en aftale mellem kommunalbestyrelsen og havnebestyrelsen om dennes ansvarsområde.

Det skal bemærkes, at anvendelse af ikke-mekaniske bekæmpelsesmidler (kemikalier) forudsætter en særlig tilladelse fra By- og Landskabsstyrelsen, jf. havmiljølovens § 54.

I planen bør nævnes pligten ifølge havmiljølovens § 38, stk. 3 til at indberette en væsentlig forurening af havnen til Søværnets Operative Kommando

3.6. Rengøring af materiel

Efter forureningsbekæmpelsens afslutning forestår en rengøring/kassation af det anvendte materiel. Før materiel kasseres bør skadevolderens – såfremt denne er kendt – forsikringsselskab underrettes, for at give at selskabet mulighed for besigtigelse inden materiellet kasseres eller destrueres.

Planen bør derfor også indeholde retningslinier herfor, idet rengøringen bør tilrettelægges således, at yderligere forurening af omgivelserne undgås.

Om rensningsmetoder og -lokaliteter kan henvises til kapitel 9.

3.7. Underretning om beredskabsplanen og dennes ajourføring

Det påhviler kommunalbestyrelsen at underrette Søværnets Operative Kommando/Miljøstyrelsen om indholdet af beredskabsplanen samt løbende – og mindst én gang om året - at ajourføre denne og i forbindelse hermed at udsende fornødne rettelser.

 



Version 1.0 Marts 2008, © Miljøstyrelsen.