Udarbejdelse af handlingsplan for kølebranchen

1 Baggrund og formål

Hensigten med at udarbejde en handlingsplan for kølebranchen er at yde en særlig indsats for omstillingen af branchen til at kunne projektere, installere og drive HFC-frie systemer i forbindelse med nye køleinstallationer iht. Miljøstyrelsens bekendtgørelse om regulering af visse industrielle drivhusgasser (BEK nr. 552 af 02/07/2002) /1/. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. følgende reguleringer:

  • Kølesystemer, varmepumper, airconditionanlæg (komfortkøling) og affugtere med HFC-fyldning på 150 g og mindre er forbudt efter 1. januar 2006
  • Kølesystemer, varmepumper, airconditionanlæg (komfortkøling) og affugtere med HFC-fyldning 10 kg og derover er forbudt efter 1. januar 2007
  • Kølesystemer, varmepumper, airconditionanlæg (komfortkøling) og affugtere med HFC-fyldning mellem 150 g og 10 kg, samt kølesystemer til varmegenvinding, og som primært er samlet ved svejsning eller lodning i et kompakt kabinet færdigsamlet fra fabrik, og med HFC-fyldning under 50 kg er undtaget.

Køleforeningerne gjorde allerede ved Miljøstyrelsens første udmelding om forslag til udfasningsbekendtgørelse opmærksom på, at kølebranchen ville stå over for en langt større omstilling end ved udfasningen af CFC-kølemidlerne, og mente, at der ville blive behov for en koordineret og målrettet brancheindsats for at blive i stand til at håndtere situationen.

Miljøstyrelsen var positiv over for køleforeningernes argumentation og bevilgede under "Udviklingsordningens 5. ansøgningsrunde 2001" penge til gennemførelse af "Forprojekt til udarbejdelse af handlingsplan for kølebranchen" (Renere produkter J. nr. M 126-0493) /2/. I rapporten fra forprojektet findes bl.a. 11 konkrete forslag til aktiviteter i en handlingsplan, som efterfølgende har været genstand for diverse drøftelser og opfølgning (bilag 1).

I august 2003 har EU-kommissionen udarbejdet et forslag til en forordning til ensartet regulering af de industrielle drivhusgasser i hele Europa. Dette forslag kan komme til at påvirke den danske lovgivning, men da det let kan komme til at tage lang tid, før der foreligger en endelig vedtaget forordning eller direktiv, er det nødvendigt at forberede branchen på at skulle efterleve den gældende danske bekendtgørelse.

 



Version 1.0 April 2008, © Miljøstyrelsen.