Udarbejdelse af handlingsplan for kølebranchen

Sammenfatning og konklusioner

Udfasning af HFC-kølemidler og overgang til anvendelse af naturlige kølemidler er forbundet med en større omstilling for dele af kølebranchen.

Køleforeningerne har i en årrække arbejdet for at yde en særlig indsats for at gennemføre omstillingen af branchen.

Målgruppen er i princippet alle "aktører", der berøres af udfasningen af HFC´ere.

Foreningerne har gennemført en høring i kølebranchen for at afstemme og supplere arbejdsgruppens opfattelse og viden med kølebranchens opfattelse. Branchens tilbagemeldinger er gennemarbejdet og drøftet. Konklusionen blev, at branchen i stor udstrækning er enig med foreningerne.

På den baggrund har arbejdsgruppen udarbejdet følgende forslag til udvalgte og prioriterede elementer til støtte for omstilling af kølebranchen til HFC-frie systemer.

Produktudvikling og test af komponenter
Danskproducerede komponenter til HFC-frie kølesystemer.
Anlægsudvikling og –test
Danskbyggede units og kommercielle pladsbyggede anlæg for HFC-fri kølemiddel.
Case-dokumentation af "førstegangsinstallationer" til "genbrug" af erfaringer i udførende kølefirmaer.
Virksomhedsspecifikke udviklingsprojekter.
Lovgivning og "regelsæt"
Omsætning af krav og regelsæt til enkle, klare og praktisk anvendelige hjælpeværktøjer.
Udarbejdelse af "Danske Kølenormer" eller "Køleståbi" for HFC-frie køleanlæg.
Deltagelse i nationalt og internationalt standardiseringsarbejde.
Teoretisk og praktisk efteruddannelse
Udbygning og ajourføring af udbud for virksomheder, faglærte og personer, der arbejder med tilbud, anlægsdesign, beregning og projektering.
Undervisningsanlæg med HFC-frie kølemidler til praktisk træning og øvelse.
Videncenter for HFC-frie kølesystemer
Udarbejdelse, løbende ajourføring og formidling af informationsmateriale, af systematisk dokumentering og formidling af eksisterende dansk og udenlandsk viden om HFC-frie køleanlæg, af web-site med oversigt over tilgængelige komponenter for HFC-frie anlæg, samt af nyttige vejledninger, guidelines, og lign.
Adgang til gratis eller prismæssig attraktiv rådgivning og assistance fra ét centralt sted.
Aktiv medvirken fra køleforeningerne
Løbende opfølgning, sikring af "rigtig" kurs og evt. udarbejdelse af forslag til omprioritering i støtteperioden.
Medvirke til informationsformidling.
Løbende påtage sig ad hoc-opgaver for branche og myndigheder gennem omstillingsperioden.

Projektet afsluttes ved udgangen af 2006, hvor forbuddet mod anvendelse af HFC i nye installationer træder i kraft. Frem til dette tidspunkt deltager foreningerne i begrænset omfang i opfølgning på implementeringen af elementerne, og formidler desuden løbende information og omtale af projekt og implementering.

 



Version 1.0 April 2008, © Miljøstyrelsen.