Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2006

4 Glasemballage

Statistikken omfatter i princippet to opgørelser, der kan henføres til hver sin bekendtgørelse, nemlig affaldsbekendtgørelsen og pantbekendtgørelsen. Historisk har opgørelsen af indsamling og genanvendelse af glasemballage taget afsæt i affaldsbekendtgørelsen. Potentialet er beregnet på baggrund af den glasemballage, der markedsføres på det danske marked og omfatter ikke glasemballage i pant- og retursystem.

I henhold til EU’s emballagedirektiv, der blev implementeret i 1994, skal potentialet opgøres som summen af strømmen af henholdsvis tom og fyldt glasemballage samt strømmen af genpåfyldelige emballager, der genbruges.

Indberetningen til EU omfatter således effekten af affaldsbekendtgørelsen såvel som effekten af pantbekendtgørelsen. På grund af de forskelle, der knytter sig til beregningerne af de to opgørelser er indsamlingsprocenten højere i opgørelsen til EU end for den, der alene beregnes under affaldsbekendtgørelsen.

I dette kapitel præsenteres i afsnit 4.1- 4.5 først beregningen af potentiale og indsamlingsresultatet i henhold til affaldsbekendtgørelsen og i afsnit 4.6 potentiale og indsamlingsresultat baseret på den fremgangsmåde som EU direktivet foreskriver. Her inddrages effekten af det danske pant- og retursystem.

4.1 Beregning af potentiale – Affaldsbekendtgørelsen

4.1.1 Forbrug af vin og spiritus

Salg af vin

I 2006 blev der solgt 162,4 mio. liter vin i Danmark mod 163,7 mio. liter i 2005. /1/. Dette er en nedgang på 1 %. Opgørelsen er beregnet på baggrund af den beskattede mængde vin. Mængden af importeret vin var 199,4 mio. liter (uden fradrag af reeksport). Af denne mængde blev 41,2 % tappet i Danmark mod 40,8 % i 2005, /2/. Mængden af vin solgt i grænsehandel er beregnet til 10 mio. liter /1,3/. Vin importeret på flaske udgør knapt 60 % af det banderolerede salg.

Salg af spiritus

Spiritusmængden er her opgjort i 40 % alkohol. I 2006 blev der solgt 7,49 mio. liter 100 % alkohol (beskattet) mod 7,84 mio. liter i 2005. Salget faldt med 4 % ifht. 2005, /1/. Mængden af spiritus solgt i grænsehandel er beregnet til 2 mio. liter /1,3/.

Vin i pap

Andelen af vin i papemballage har hidtil udgjort en mindre del af det samlede vinsalg. Tapperibranchen konstaterer nu en større efterspørgsel af vin på brik og bag-in-box. Dette gælder særligt vin i én og tre-liter emballage /4/.

Andelen af vin solgt i papemballage (beskattet) er stigende og anslås i 2006 /4/ at ligge på et niveau på knapt 21 % i detailsalgsleddet - væsentlig lavere for business to business (5 %).

Salg af vin i detailleddet var 102 mio. og 60 mio. liter til erhvervslivet i 2006. Det samlede salg af vin i bag-in-box kan derfor beregnes til 15 % af den totale mængde beskattede vin. Opgjort i liter svarer det til en papemballeret mængde vin på henholdsvis 24,2 mio. liter indkøbt i Danmark og 0,5 mio. liter (5 %) i grænsehandel eller i alt 24,7 mio. liter vin i 2006.

Importen af vin på bulk steg fra 40,8 % i 2005 til 41,2 % i 2006 /1/. En del af denne mængde tappes i papemballage.

Tabel 4.1 Forbrug af vin- og spiritusflasker.

  2005 2006
Mio. liter[25] Vin Spiritus I alt Vin Spiritus I alt
Beskattet 163,7 19,6 183,3 162,4 18,7 181,2
Grænsehandel 9,0 2,5 11,5 10,0 2,0 12,0
Fradrag for vin på pap -21,3   - 21,3 -24,7   - 24,7
Antal mio. liter i alt 151,4 22,1 173,5 147,7 20,7 168,5
             
Mængde i tons[26] Vin Spiritus I alt Vin Spiritus I alt
Beskattet mængde 103.677 16.987 120.663 102.866 16.241 119.107
Grænsehandel .5.700 2.167 7.867 6.333 1.733 8.067
Fradrag for vin på pap -13.490   -13.490 -15.643   -15.643
Vægt i alt (tons) 95.887 19.153 115.040 93.556 17.975 111.531

Kilde: Danmarks Statistik /1/, VSOD /2/ og Skatteministeriet /3/

4.1.2 Forbrug af anden glasemballage

Når der ses bort fra pantbelagte øl- og vandflasker fra retursystemet, udgøres hovedparten af den samlede glasemballage i Danmark af vin- og spiritusflasker. For at finde det samlede potentiale af glasemballage, skal glasemballage fra nærings- og nydelsesmiddel- samt medicinalsektoren dog medtages. Mængden af fødevare-, konserves- og medicinglas er hentet fra Emballageforsyningen. Mængden af engangsøl- og vandflasker købt i grænsehandel beregnes med udgangspunkt i oplysninger fra Skatteministeriet /3/.

4.1.3 Det samlede forbrug af glasemballage

På baggrund af ovenstående er det samlede glasemballagepotentiale i 2006 sammenfattet i Tabel 4.2.

Tabel 4.2 Samlede forbrug af glasemballage. Tons

Glasemballagetype 2002 2003 2004 2005 2006
Vin- og spiritusflasker (solgt i Danmark) 111.165 113.029 110.440 107.173 103.464
Vin- og spiritusflasker (grænsehandel) 12.405 14.898 11.883 7.867 8.067
Konserves-, fødevare- og medicinglas 1) 52.764 63.231 38.212 36.287 27.349
Engangs øl- og vandflasker (grænsehandel) 16.704 10.985 11.015 7.394 4.505
Tons i alt 193.038 202.143 171.550 158.721 143.385

1) Oplysningerne hentes fra Emballageforsyningen i Danmark /5/. Det kraftige fald fra 2003 til 2004 skyldes dels et reelt fald og dels en teknisk justering.

Det samlede forbrug af glasemballage for 2006 udgør 143.385 tons, hvilket er et fald på 15.336 tons eller 9,7 % ifht. 2005. Glas til konserves-, fødevare- og medicin tegner sig for det største absolutte fald.

Mængden af glasemballage til vin- og spiritus solgt i Danmark faldt med 3.709 tons eller 3,5 %.  Mængden har været faldende siden 2003.

4.2 Indsamling af glasflasker

4.2.1 Indsamling

Glas og flasker indsamles i dag på tre principielt forskellige måder, nemlig via:

  1. Kommunale indsamlinger
  2. Detailhandel
  3. Restauranter, værtshuse og caféer

Kommunal indsamling

Kommunale indsamlinger kan bestå af en henteordning (husstandsindsamling) eller en bringeordning (flaskecontainere og genbrugsstationer) eller af en kombination heraf. Nogle kommuner har desuden indgået aftale med frivillige organisationer og foreninger, som forestår en del af indsamlingen i kommunen. Det glas, der indsamles kommunalt, består af blandede flasker og emballageglas.

Langt den største mængde skår stammer fra de kommunale indsamlinger. Dels på grund af knusningsgraden i forbindelse med indsamling og håndtering, men også på grund af indsamlingens indhold af andet emballageglas end flasker.

Detailhandel

Alle kiosker og dagligvareforretninger, der sælger pantbelagte øl- og vandflasker tager også flaskerne retur. En række supermarkeder tager imidlertid også andre pantbelagte flasker retur. Der er pant på snapseflasker fra V&S Distillers (tidl. De Danske Spritfabrikker) som fx Gl. Dansk, Dansk, Rød Ålborg m.fl., og der er etiketpant på en lang række vine. Der er dog i øjeblikket kun etiketpant på dansk tappede vin- og spiritusflasker.

Flaskehandlerne vurderer, at omkring 80 % af de pantbelagte vin- og spiritusflasker kommer retur gennem detailhandlen, og at yderligere op til 10 % af de pantbelagte flasker indsamles via kommunal indsamling.

Nogle af de butikker, der tager vin- og spiritusflasker med etiketpant retur, modtager også flasker, som ikke er pantbelagte. Mange større butikker har flaskeautomater, som udbetaler pant for de flasker automaten modtager og genkender elektronisk - heriblandt nogle, som er belagt med etiketpant i nogle butikskæder men ikke i andre.

Restauranter

Restauranter, værtshuse, caféer ol. sælger som regel de tomme vinflasker direkte til en flaskehandler, der igen afsætter glasset til skyllerierne - eventuelt efter forudgående sortering.

Sortering

Det indsamlede glas sorteres efterfølgende hos flaskehandlere eller på et af de to flaskeskyllerier, der findes i Danmark (2006). De genbrugelige flasker, der er afsætning for, frasorteres til skylning og genpåfyldning. Omfanget af indsamling og genbrug af flasker beskrives i afsnit 4.2.2.

Den resterende mængde glas defineres som skår, der ved omsmeltning kan benyttes til produktion af nyt glas eller eventuelt andre glasholdige produkter.

Den indsamlede mængde og anvendelsen af skår beskrives i afsnit 4.3 og 4.4.

Indsamling af genbrugelige flasker

Nedenfor præsenteres hovedtal for indsamling i 2006 af glasflasker i Danmark jf. Tabel 4.3. Flaskemængden indberettes som et absolut antal.

Tabel 4.3 Indsamling af flasker 2006.

Flasketyper Antal
flasker
x 1000
% af
sum
Indsamlet (procent) via:
Kommunal
ordning
Privat
virksomhed
Sum
DDSF pantflasker 1) 6.658 6,6 15,0 85,5 100
Vin- og spiritusflasker 92.706 91,5 50,3 49,7 100
Diverse flasker 2.001 2,0 15,0 85,0 100
I alt 101.365 100 48 52 100

1) V&S Wine A/S
Kilde: Indberetninger til statistikken

En række kommuner og affaldsselskaber foretager en grovsortering, hvor hele genbrugelige flasker sorteres fra. De genbrugelige flasker leveres til flaskehandlerne, der normalt finsorterer flaskerne. Ikke genbrugelige flasker og skår eksporteres eller afsættes til Ardagh Glass Holmegaard.

Flaskehandlere og skyllerier oplyser, at de i 2006 indsamlede i alt 76.386 tons skår.

I følge indberetningerne fra flaskehandlene havde disse sammenlagt indsamlet 101,4 mio. flasker.

I 2006 modtog flaskehandlere 48 % af den totalt indsamlede mængde fra kommunale ordninger og 52 % fra private virksomheder og foreninger.

Indsamlingen på 101,4 mio. overstiger de i alt 96,1 mio. flasker, der blev afsat til genbrug i 2006, jf. Tabel 4.4. Der er således sket en lageropbygning på 5 mio. flasker.

Afstemning

Mængden af flasker som flaskehandlerne sender til skyllerierne, bør ideelt set svare til den mængde, som skyllerierne modtager fra flaskehandlerne. Da der imidlertid foregår en meget stor handel indbyrdes mellem flaskehandlerne kan det være vanskeligt at følge strømmene præcist. For 2006 er der en forskel på knapt 2 mio. flasker. Flaskehandlerne har oplyst, at de sendte 48,2 mio. flasker til skyllerierne og skyllerierne har oplyst, at de modtog 49,8 mio. fra handlerne. Differencen udgør 3,2 % af skylleriernes samlede flaskekøb.

4.2.2 Afsætning til genbrug

Flaskemarkedet

Der er en faldende dansk efterspørgsel fra tapperierne på skyllede flasker. Dels er forbruget af vin og spiritus vigende dels vokser efterspørgselen på vin i papemballage (bag in box), hvorfor der bliver mindre behov for glasflasker til påfyldning. Dette betyder, at en meget stor andel af de indsamlede og uskyllede flasker bliver eksporteret til genpåfyldning i udlandet, jf. Figur 4.1.

Ifølge lovbekendtgørelse om afgift på visse detailsalgspakninger mv. /9/ betales en afgift på 1,60 kr. af nyproducerede samt importerede fulde og tomme flasker.

Virksomheder, der har importeret fyldte flasker fra udlandet, kan imidlertid få godtgjort den erlagte afgift for et tilsvarende antal brugte flasker, der eksporteres til fornyet genbrug i udlandet. Flere virksomheder handler indbyrdes med dokumentation for import af flasker med henblik på eksport af tilsvarende flasketyper og deraf følgende udbetaling af den indbetalte afgift.

Tidligere blev antallet af skyllede flasker på de danske flaskeskyllerier taget som udtryk for flaskegenbruget. Med den stigende eksport af skyllede som uskyllede flasker er den i Danmark skyllede mængde ikke længere et dækkende udtryk for, hvor mange flasker der genpåfyldes og dermed genbruges. Det er således ikke længere alene skyllerierne, der står for den samlede eksport.

Flasker til Gl. Dansk og snaps er de eneste spiritusflasker, der indsamles med henblik på genpåfyldning i Danmark.

Genbrug af dansk indsamlede vinflasker

Det samlede genbrug af dansk indsamlede vinflasker fremgår af Tabel 4.4 og er oplyst af flaskehandlere og skyllerierne.

Tabel 4.4 Genbrug af dansk indsamlede vinflasker 2006.

  Stk. Tons Pct.
Uskyllede flasker sat på lager (netto) -11.283.235 -5.360  
Skyllede flasker sat på lager (netto) -1.561.754 -742  
Skyllede flasker solgt i Danmark 37.355.459 17.744  
Dansk genbrug i alt 24.510.470 11.642 25,5
Uskyllede flasker eksporteret 71.604.955 34.012  
Skyllede flasker eksporteret      
Udenlandsk genbrug 71.604.955 36.198 74,5
Flasker til genbrug i alt 96.115.425 45.655 100

Kilde: Indberetninger til statistikken

Skylleriernes lagerbeholdning faldt med 11,2 mio. uskyllede flasker i forhold til 2005. Der blev genbrugt godt 96,1 mio. flasker i 2006, hvilket er en nedgang på 24,4 mio. flasker ifht. 2005. I alt 74,5 % af alle vinflasker til genbrug anvendtes i 2006 uden for Danmarks grænser. I 2005 var andelen 64,3 %.

Figur 4.1 Eksporterede vinflasker

Figur 4.1 Eksporterede vinflasker

Udviklingen i antallet af eksporterede flasker fra 2002 til og med 2006 fremgår af Figur 4.1. I 2006 eksporteredes 71,6 mio. uskyllede flasker mod 73,5 mio. i 2005. Eksporten af skyllede flasker i 2005 var 2,7 mio. flasker. I 2006 var der ingen registreret eksport.

Den samlede eksport af flasker (uskyllede såvel som skyllede) faldt fra 76,2 mio. stk. i 2005 til 71,6 i 2006.

4.3 Indsamling af skår

4.3.1 Disponering af skår

Hovedparten af den samlede mængde skår stammer fra kommunale indsamlinger. Det skyldes, at der i de kommunale indsamlinger i modsætning til indsamling hos detailhandlen eller på restauranter m.m. også indsamles andet emballageglas samt ukurante flasker, som ikke indgår i noget pantsystem eller på anden måde kan afsættes til genanvendelse som andet end skår.

Knusning af flasker under skylning forekommer og skyllerierne kalkulerer med et svind på ca. 5 % af inputmængden.

Den del af indsamlingsmængden, der ikke udgøres af genbrugelige flasker, består af skår egnet til omsmeltning eller skår der skal kasseres.

Skår til deponering

En del skår kasseres efter indsamling, fordi de er forurenet med keramik, stentøj eller porcelæn, som er ødelæggende for glasproduktionen. De kasserede skår bliver sædvanligvis bragt til deponi.

Anden skåranvendelse

Der blev tidligere anvendt skår fra emballageglas til produktion af glasuld, men på grund af arbejdsmiljøproblemer i forbindelse med håndtering af skårene er denne praksis stoppet.

4.3.2 Afsætning af skår

Ardagh Glass Holmegaard er den eneste virksomhed i Danmark, der modtager og oparbejder større mængder glasskår. Afsætning af skår til virksomheden sker efter særlige retningslinier. De danske virksomheder, der indsamler og sorterer brugt glasemballage, afsætter normalt deres skår til Ardagh Holmegaard, men der forekommer også en betydelig eksport af skår.

Eksport af skår

Ifølge Danmarks Statistik /7/ bliver eksporterede skår registreret på positionsnummer 70.01.00.10. Det er ikke muligt hverken via Danmarks Statistik eller Skattestyrelsen at få afklaret, hvorvidt det alene er skår fra emballageglas eller om andet glas også registreres under dette nummer. Det antages dog, at eksport af planglas også kan optræde under denne position.

For året 2006 oplyser Danmarks Statistik, at den eksporterede mængde glasaffald under dette positionsnummer udgør 7.874 tons. Der er tale om en stor forskel mellem oplysningen fra Danmarks Statistik og den mængde, som handlerne oplyser jf. nedenfor.

Oplysninger fra virksomheder, der oparbejder skår til genanvendelse viser, at der i 2006 blev eksporteret 31.651 tons skår. Der er tale om en mindre stigning på 1.534 tons ifht. 2005.

Eksporten af skår androg 42 % af den indsamlede skårmængde på 75.471 tons fra flaskehandlere og skyllerier. I 2005 blev der eksporteret 47 %.

Skår til deponering

En del skår kasseres efter indsamling, fordi de er forurenede med keramik, stentøj eller porcelæn, som er ødelæggende for glasproduktionen. De kasserede skår bliver sædvanligvis bragt til deponi. Indberetninger fra flaskehandlere viser, at der blev deponeret 369 tons i 2006. Skyllerierne har ifølge deres egne indberetninger ikke deponeret skår 2006 og Ardagh Holmegaard registrerer ikke længere den mængde, som glasværket deponerer.

Mængden af deponerede skår bør betragtes som et minimum fordi der kke er indsamlet oplysninger om al kommunal aktivitet på dette område.

4.4 Genanvendt skårmængde

Alle oplysninger i dette afsnit er modtaget fra Ardagh Holmegaard med undtagelse af den eksporterede skårmængde, der stammer fra flaskehandlernes indberetninger.

4.4.1 Skår til omsmeltning i Danmark

Af Tabel 4.5 fremgår det, hvor stor en mængde Ardagh Holmegaard modtog i i perioden 2002-2006.

Tabel 4.5 Fordeling mellem skårtyper leveret til Ardagh Holmegaard. Tons

Skårtyper 2002 2003 2004 2005 2006
Emballageglas fra dansk indsamling 54.705 37.164 50.964 32.858 43.241
Særlig sorteret glas 1.151        
Bryggeriskår 5.863 8.096 6.671 14.464 7.742
I alt genanvendt mængde 55.856 37.164 50.964 32.858 50.983

Kilde: Ardagh Glass Holmegaard /6/

Udviklingen i mængden af skår fra dansk indsamlet glasemballage leveret til omsmeltning i Danmark er præget af to kraftige fald nemlig i 2003 og 2005. Del stoppede Ardagh Glass Holmegaard med at modtage særligt forurenede skår til udsortering. Dels modtog glasværket i perioder for modtagelse af farvede skår fra kommunale indsamlinger, fordi glasværket testede nye grønfarver. Til denne test kunne kommunalt indsamlet skår ikke anvendes.

I 2006 blev der i alt leveret 50.983 tons skår til Ardagh Holmegaard fra danske indsamlinger inklusive skår fra bryggerierne, der ikke indgår i denne opgørelse.

Den skårmængde som glasværket modtog, kan sammenholdes med den mængde, som flaskehandlere og skyllerierne har oplyst. Der kan konstateres en mindre difference på 3.860 tons (43.241-39.381).

Statistikken modtager ikke oplysninger fra kommunerne om mængden af skår. Kommunerne kan på eget initiativ og uden om flaskehandlere aflevere skår til Ardagh Holmegaard, hvorfor der typisk vil være en difference mellem den skårmængde som flaskehandlere og – skyllerierne oplyser de leverer til glasværket og den samlede mængde glasværket modtager.

Figur 4.2 Danske skår afsat til omsmeltning

Figur 4.2 Danske skår afsat til omsmeltning

4.5 Resultatoversigt

Genanvendelsesordningernes effektivitet kan vurderes på baggrund af opgørelser over forbrug, indsamling og genanvendelse af glas og flasker. Den beregnede effektivitet fremgår af Tabel 4.6.

I nærværende opgørelse af glasemballage indgår kategorierne ”Emballageglas fra dansk indsamling” og ”Særlig sorteret glas”, da disse udgør den genanvendte mængde skår fra indsamlingerne i henhold til affaldsbekendtgørelsen.

Tabel 4.6 Effektiviteten af den danske glasindsamling.

  2002 2003 2004 2005 2006
  1000 tons Tons
Glasemballageforbrug:          
Vin- og spiritusflasker, heraf: 123,6 127,9 122,3 115,0 111.531
- Vin i grænsehandel 9,0 11,4 9,0 5,7 6.333
- Spiritus i grænsehandel 3,4 3,5 2,4 2,2 1.733
Konserves- og fødevareglas 52,8 63,2 38,2 36,3 27.349
Engangs øl- og vandflasker (grænsehandlen) 16,7 11,0 11,0 7,4 4.505
Forbrug i alt 193,0 202,1 171,65) 158,7 143.385
           
Indsamling af glasemballage:          
Genbrugte flasker i Danmark 25,0 25,0 25,0 20,1 11.642
Genbrugelige flasker eksporteret 33,8 37,1 33,7 36,2 34.012
Genanvendte skår 55,8 37,2 51,0 32,8 43.241
Eksport af skår 19,9 37,5 21,8 30,1 31.651
Deponerede skår 1) 2,0 0,7 0,5 0,3 369
Indsamlet i alt 136,5 137,5 132,0 119,6 120.915
           
Genanvendt i alt 134,5 136,8 131,5 119,3 120.546
           
Flasker og glas i affald 2) 56,5 64,6 39,6 39,2 22.839
           
Indsamlingsprocent 71 % 68 % 77 % 75 % 84 %
Genpåfyldningsprocent 3) 30 % 31 % 34 % 35 % 32 %
Genanvendelsesprocent 4) 70 % 68 % 77 % 75 % 84 %

1) Heri er kun medtaget den mængde skår, som flaskehandlerne og flaskeskyllerierne har oplyst at have sendt til deponering.
2) Mængden af flasker og glas i det almindelige renovationsaffald er beregnet ved at trække den totalt indsamlede mængde fra det totale forbrug.
3) Omfatter den del af det samlede forbrug, der genpåfyldes i Danmark eller udland.
4) Indeholder den procentdel af det totale glas- og flaskeforbrug, der genpåfyldes eller genanvendes ved omsmeltning (indeholder ikke emballager omfattet af pant- og retursystemet).
5) Årsagen til det kraftige fald i forbruget ifht til 2003 er forklaret i afsnit 4.1.3

I 2006 faldt forbruget af glasemballage ifht. til 2005. Årsagen hertil var primært en nedgang i forbruget af emballageglas til konserves og fødevarer.

Indsamlingsmængden steg svagt med 1.315 tons ifht. 2005. Indsamlingsprocenten i 2006 steg til 84 %.

Sammensætningen i indsamlingsmængden har imidlertid ændret sig. Der kan konstateres et fald i oparbejdningen af genbrugelige flasker, som skyldes at stadig flere flasker produceres i standarder, der gør dem vanskelige at genbruge. Denne udvikling resulterer i færre skyllede flasker samt en øget skårmængde fordi de ikke genbrugelige flasker bliver knust. Genpåfyldningsprocenten faldt derfor i 2006 fra 35 til 32%.

4.6 Data til EU indberetning

I henhold til direktivet om emballage og emballageaffald (94/62/EF) og EU-Kommissionens beslutning af 3. februar 1997 (97/138/EF) skal Miljøstyrelsen foretage en særlig indberetning til kommissionen.

Overvågningen af målsætningerne drejer sig udelukkende om genanvendelse og nyttiggørelse af det samlede emballageaffald, da det alene er på disse områder, der er fastsat målkrav.

Emballageforsyningsmængden

Forsyningsmængden af glasemballage og dermed den potentielle

affaldsmængde opgøres i dette afsnit ved en kortlægning af tre emballagestrømme:

  • Strømmen af tom emballage
  • Strømmen af fyldt emballage
  • Strømmen af genpåfyldelige emballager, der genbruges.

Tom emballage defineres som summen af nyproduktionen af glasemballage i Danmark, mængden af nye tilførte pantbelagte øl- og vandflasker samt mængden af skyllede vin- og spiritusflasker anvendt i Danmark. Der reguleres for udenrigshandel. Mængden af skyllede vin- og spiritusflasker opgøres via det indberetningsskema, der hvert år udsendes til de danske flaskeskyllerier.

Tabel 4.7 Glasemballage markedsført i Danmark. Tons

Glasemballage på markedet 2002 2003 2004 2005 2006
Dansk genbrug af flasker1) 24.970 2) 24.979 25.039 20.093 11.642
Ny danskproduceret glasemballage 164.824 2) 185.856 147.364 171.508 149.816
Produktion af tom emballage 189.794 2) 210.835 172.403 191.601 161.458
Import af tom og fyldt emballage 205.202 170.973 182.779 250.587 261.041
Eksport af tom og fyldt emballage 238.794 229.942 220.631 323.246 328.334
Samlet glasemballagemængde 163.280 151.866 134.551 118.942 94.165

Anm.: Glasemballage på det danske marked jf. krav til opgørelser iht. Emballagedirektivet
1) Jf. Tabel 4.4
2) Justeret ifht. til ”Statistik for glasemballage 2002” /8/
Kilde: Emballageforsyningen i Danmark 2006 /5/

Returflasker

Det er frivilligt, hvorvidt medlemslandene vil udfylde oplysninger om anvendelse af genbrugsemballage. Hvis det vælges, skal genbrugsemballagen ifølge Kommissionen opgøres særskilt. Til genbrugsemballagen medregnes pantbelagte øl- og vandflasker i cirkulation samt vin- og spiritusflasker til genbrug.

I Table 4.8 fremgår beholdningen af genbrugsenheder. I tallet indgår en sikkerhedsbeholdning af flasker på en femtedel af den totale beholdning. Dette gælder ikke for flasker med et triptal = 1 pr. år.

Tabel 4.8  Retur- og genbrugsemballage af glas 2006.

Produkt Vægt pr.
 enhed
[kg]
Beholdningen af
genbrugs-
enheder
(1000 stk.)
Gennem-
snitligt
årligt triptal
Levetid
(år)
Ølflasker 0,300 188.790 5 5-6
Sodavandsflasker 0,200 57.660 6 5-6
I alt   246.450    

Kilde: Emballageforsyningen i Danmark 2006 /5/

I Tabel 4.9 er der vist det årlige forbrug af retur- og genbrugsemballage opgjort i antal enheder og i vægt. Antal brug fås ved at gange beholdningen med triptallet.

Tabel 4.9 Forbrug af retur- og genbrugsemballage af glas 2006.

Produkt Vægt pr.
 enhed
(kg.)
Antal brug
pr. år
(1000 stk.)
Årligt
forbrug i
(tons)
Ølflasker 0,300 943.950 283.185
Sodavandsflasker 0,200 345.960 69.192
I alt   1.289.910 352.377

Kilde: Emballageforsyningen i Danmark 2006 /5/

Der var i alt knapt 1,3 mia. brug af retur- og genbrugsemballage i glas. Hvis denne anvendelse blev udgjort af engangsemballage svarer det til en affaldsmængde på ca. 350.000 tons med de anførte flaskevægte.

Hvis der ikke blev anvendt genpåfyldelige øl- og vandflasker, ville man i stedet anvende tynde engangsflasker. I en rapport fra Miljøstyrelsen /10/ har Árdagh Holmegaard anbefalet, at der ved beregninger i forhold til engangsflasker af glas tages udgangspunkt i DS 9515 (svarende til de små buttede eksportflasker). Disse flasker vejer 160 gram.

Med ovennævnte forbrug, ville dette have givet en affaldsmængde på ca. 206.000 tons emballage fra øl og vand i engangsflaske i glas. Det betyder, at tilstedeværelsen af øl- og vandflasker i retursystemet i 2006 mindskede affaldsmængden med netop disse ca. 206.000 tons skår.

Indsamlet mængde

Det fremgår af Kommissionens krav til indberetning, at den danske stat er pligtig til at oplyse om:

  • mængden af eksporterede skår til genanvendelse,
  • genbrugte vin- og spiritusflasker,
  • mængden af skår fra disse,
  • mængden af bryggeriskår der genanvendes i Danmark.

Summen af disse oplysninger giver mængden af den genanvendte glasemballage, og denne mængde skal opdeles i henholdsvis genanvendt glas i Danmark og genanvendt glas uden for landets grænser.

Det skal bemærkes, at der i den indsamlede mængde, der indberettes til EU, medtages bryggeriskår til omsmeltning - i modsætning til den opgørelse der er præsenteret i Tabel 4.6. Dette modsvarer, at der i indberetningen til EU ligeledes medtages nye tilførte øl- og vandflasker i opgørelsen af det samlede potentiale, se Tabel 4.7.

Endelig er opgørelsen af den deponerede mængde skår nødvendig for at få et fuldstændigt billede af den samlede mængde glasemballage, der er indsamlet - set i forhold til den samlede forsyningsmængde. Det bliver herefter muligt at opgøre både den genanvendte og den indsamlede mængde, hvilket fremgår af Tabel 4.10.

Det skal bemærkes, at mængden af deponerede skår kun omfatter den mængde, som flaskehandlere og skyllerier deponerer. Den mængde skår, som andre aktører sender til deponering er ikke medtaget. Det indebærer, at indsamlingen af skår reelt vil være væsentlig større, end hvad der fremgår nedenfor, hvilket naturligvis vil påvirke indsamlingsprocenten i opadgående retning.

Tabel 4.10 Flaske- og skårmængde. EU-indberetning. Tons

Glasemballage 2002 2003 2004 2005 2006
Eksport af skår til omsmeltning 19.931 37.472 21.774 22.4871) 25.3651)
Flasker eksporteret til genbrug 33.828 37.059 33.708 36.198 34.012
Genbrug af flasker i DK 24.970 24. 979 25.039 20.093 11.642
Danske skår til omsmeltning 55.856 37.164 50.964 25.2271) 36.9551)
Bryggeriskår til omsmeltning 5.863 8.096 6.671 14.464 7.742
Genanvendt i alt 140.448 144.770 138.156 118.4692) 115.7162)
% af samlet forsyningsmængde 92 % 95 % 102,7 % 99,6 % 122,4 %
Skår deponeret efter indsamling 1.936 772 526 292 369
Indsamlet glasemballage i alt 142.384 145.542 138.682 118.761 115.347

Anm.: I Statistik for 2002 blev der anvendt et nævnergrundlag på 163.280 tons. I ovenstående tabel er dette korrigeret til 156.202 – i overensstemmelse med Emballageforsyningen i Danmark 2002. Nævnergrundlaget for 2004 er ligeledes korrigeret fra 134.551 tons til 132.046.
1) Fratrukket effekten af grænsehandelsskår (50% af 12.572 tons).
2) I modsætning til tidligere år er effekten af grænsehandelen fratrukket den indsamlede mængde til genanvendelse. Grænsehandlen i 2006 er beregnet til 12.572 tons jf. Tabel 4.6. Det er forudsat at hele forsyningsmængden af glasemballage i grænsehandel indsamles.

Som nævnergrundlag for 2006 er der her anvendt en forsyning af glasemballage på 94.165 tons jf. Tabel 4.7.

Følgende data indgår i indberetningen til EU kommissionen for 2006.

Tabel 4.11 Data til EU indberetning for 2006. Tons

  Forsyning Genanvendelse Effektivitet
Glasemballage 94.165 115.716 122,4

Potentialet for glasemballage i 2006 opgjort alene med udgangspunkt i Affaldsbekendtgørelsen er beregnet til 143.385 tons. Vurderes potentialet i forhold til kravene for EU-indberetningen, hvor effekten af det danske pant- og retursystem indgår, fås 94.165 tons. Forskellen skyldes modsatrettede forhold som kort er nævnt nedenfor.

Affaldsbekendtgørelsen:

  • Til- og afgang af øl- og vandflasker i retur- og pantsystemet indgår ikke.

EU-direktivet:

  • Grænsehandelen indgår ikke
  • Der tages ikke højde for hvor mange gange en genbrugsflaske tripper
  • Der er knyttet en større usikkerhed til beregningen af potentialet for glasemballage end hvad der gælder for andre emballagematerialer.

De to potentialer er følgelig ikke direkte sammenlignelige, hvilket også giver sig udtryk i indsamlingseffektiviteten.

Der er tale om en usædvanlig høj effektivitet. På trods af en faldende forsyning af glasemballage kan der konstateres en stigning i skårmængden i 2006. Indsamlingen af skår tegner sig for 60% af den samlede indsamling af glasemballage. Det er derfor af stor betydning, at den registrerede skårmængden er korrekt.

Rapporteringen af skår er dobbelttjekket uden at der har kunnet påvises fejl. En forklaring på den stigende skårmængde kan være at der over tid er foretaget en betydeligt lageropbygning, der nu gradvist føres ud på markedet. Hvis det er tilfældet må vi forvente at den indsamlede mængde skår fremover harmonerer bedre med udviklingen i potentialet for glasemballage.

4.7 Datakvalitet

Statistikken for glasemballage 2006 bygger på flere datakilder. Kvaliteten af de data, der har indflydelse på statistikken, beskrives nedenfor.

Beregning af potentialet for glasemballage

Beregningen gennemføres ved at anvende data fra Danmarks Statistik, VSOD, Skatteministeriet og Emballageforsyningen i Danmark 2006.

Importen af vin fordelt på bulk og flasker fås af VSOD. Forbruget af alkoholholdige varer solgt i Danmark opgøres tillige af Danmarks Statistik.

Usikkerheden er primært knyttet til vurderingen af, hvor stor en andel vin der sælges på papemballage. Oplysninger fra branchen vurderede, at andelen i 2005 og 2006 udgjorde henholdsvis 13 % og 15 % af salget på det danske marked. I 2006 svarede de 15 % til en mængde på 24 mio. liter vin eller eller knapt 15.000 tons. Det er således usikkerheden på denne størrelse, der skal vurderes. Tapperierne oplyser, at salget af vin på tre og fem liter i bag-in-box papemballage er stigende i detailhandelsleddet.

Omfanget af vin og spiritus i grænsehandel er skønnet af Skatteministeriet på baggrund af oplysninger for 2006. Størrelsen er i statistikken beregnet til 8.067 tons glasemballage i 2006.

Omfanget af øl og vand på engangsflaske i grænsehandel er bestemt ud fra en gennemsnitsbetragtning baseret på oplysninger fra Skatteministeriets statusrapport om grænsehandelen 2006.

Skatteministeriet nævner, at der er knyttet usikkerhed til beregningen. Ministeriet anfører, at ølsalg i grænsehandelen andrager 100 mio. liter øl i 2006 mod 85 mio. i 2005. For vand i grænsehandel har ministeriet fastlagt niveauet til 107 mio. liter i 2006.

Mængden af øl og vand solgt i grænsehandel er anslået til knap 207 mio. liter. Det er antaget at 90 % af øl og 85 % af vand solgt i grænsehandel tappes på dåse. De resterende henholdsvis 10 % og 15 % tappes på glasflaske. Halvdelen af ølmængden tappes på engangsflaske. Som det fremgår af ovenstående, er beregningerne baseret på antagelser. For det første er det samlede volumen en usikker størrelse. For det andet er fordelingen mellem salg på dåse og flaske et bedste bud. De faste procentfordelinger medfører endvidere, at når salget af øl i grænsehandel stiger, så stiger salget af øl på engangsflaske og vice versa. I beregningerne tages der således ikke højde for, at der kan ske et skift i valg af emballage. Den beskrevne fremgangsmåde er anvendt siden 1999.

Oplysninger om anden glasemballage end flasker hentes fra ”Emballageforsyningen i Danmark 2006”, hvor denne størrelse beregnes på baggrund af data fra Danmarks Statistik. For en beskrivelse af usikkerheden henvises til kilden.

Beregning af indsamlingen af glasemballage

Beregningen gennemføres ved at anvende data fra indberetningsskemaer, der for 2006 kun er udsendt til flaskehandlere og flaskeskyllerier. Tidligere indgik også oplysninger om kommunernes skårmængder, hvilket ikke sker længere. De manglende oplysninger fra kommunerne betyder, at den eksporterede såvel som den deponerede skårmængde i 2006 er undervurderet. Betydningen af de manglende oplysninger om kommunernes håndtering af skår vurderes at være lille.

Alle skyllerier indgår i statistikken og det vurderes, at det samme gælder for flaskehandlere. Kvaliteten af oplysningerne er svingende men generelt tilfredsstillende, idet branchen er domineret af få meget store virksomheder, der har en god registrering. For 2006 er der konstateret en afvigelse på 3,2 % regnet på skylleriernes indkøb fra flaskehandlerne - mellem den mængde, som flaskehandlerne oplyser de sælger til skyllerierne, og den mængde, som skyllerierne oplyser de køber fra flaskehandlerne.

Visse flaskehandlere lagerfører uskyllede flasker. Flaskehandlerne bliver bedt om at oplyse om ændring i lagerbeholdningen af uskyllede flasker. Oplysninger herom har forbedret opgørelsen af indsamlingen af flasker.

Usikkerheden på beregningen af glaspotentialet knytter sig bl.a. til vægtenheden. Alle data vedrørende flasker indberettes i antal stk. Der omregnes med en flaskevægt på 475 gram pr. flaske i gennemsnit. Fordelingen mellem vinflasker og spiritusflasker i indsamlingen kendes ikke. Hvis forholdet i indsamlingen er den samme som i potentialet, udgør spiritusflasker 16 %. Anvendes fordelingen som i potentialeberegningen (med en flaskevægt for vin på 475 gram og for spiritus på 650 gram) fås en stigning i indsamlingsmængden på 2.800 tons eller under 6 %.

Beregning af indsamlet skårmængde

Beregningen gennemføres ved primært at anvende data fra indberetningsskemaerne. Beregningen suppleres og korrigeres eventuelt på baggrund af oplysninger fra Ardagh Glass Holmegaard.

Fra indberetningsskemaerne modtages data for skårmængden og disponeringen heraf. Den mængde, som de indberettende virksomheder oplyser, at de transporterede til Ardagh Glass Holmegaard i 2006 stemmer stort set overens med den mængde, som glasværket registrerer. Normalt bør der være en difference som skyldes manglende oplysninger fra en række kommuner, tapperier mv.

Eksport af skår

Beregningen gennemføres ved at anvende data fra indberetningsskemaerne. Der sammenholdes med oplysninger fra Danmarks Statistik. Den eksporterede mængde er opgjort til 31.651 tons i 2006. DST’ udenrigshandelsstatistik viser en eksport på 7.874 tons. Der er således en stor forskel mellem de to opgørelser. I statistikken er der regnet med data fra flaskehandlernes og skåreksportørernes indberetninger. Der er knyttet usikkerhed til opgørelsen af eksporterede skår. Et forhold der har betydning for beregningen af den genanvendte og indsamlede glasmængde.

Vægt af flasker

Branchen besluttede i efteråret 1992 at benytte en gennemsnitlig flaskevægt på 475 gram for vinflasker og 650 gram for spiritusflasker. Det er disse gennemsnitlige flaskevægte, der er benyttet i statistikken. Der er fra branchens side ikke givet udtryk for, at flaskevægtene, trods forekomst af letvægtede flasker på 300 gram, skal justeres endnu. Udviklingen i resten af Europa tyder dog på, at man på lidt længere sigt må forvente, at flaskevægtene vil falde.

Indberetninger til EU

Opgørelsen af tomme og fyldte emballager i afsnit 4.6 stammer fra ”Emballageforsyningen i Danmark 2006”, hvor usikkerheden også er beskrevet.

Samlet vurdering

Statistikken for glasemballage 2006 vurderes som helhed at være dækkende og pålidelig. Dækkende fordi alle væsentlige flaskehandlere og alle flaskeskyllerier indgår i statistikken. Pålidelig fordi de indsamlede oplysninger viser god indbyrdes konsistens.

Den største usikkerhed knytter sig primært til vurderingen af omfanget af grænsehandlen og i en vis udstrækning også til den eksporterede skårmængde. Navnlig den stigende eksport af skår har fået betydning for beregningen af det samlede potentiale for glasemballagen og dermed for beregningen af indsamlings- og genanvendelsesprocenten. Da formålet med statistikken bl.a. er at kunne vurdere aktiviteterne på genanvendelsesområdet, må betydningen af denne usikkerhed ikke undervurderes.

4.8 Referencer

/1/ Statistik over import af vin og spiritus 2006, VSOD, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark.

/2/ Afgiftsberigtiget forbrug af alkohol og tobak 2005, Statistikbanken (www.statistikbanken.dk/ALKO1), Danmarks Statistik.

/3/ Status over grænsehandel, Skatteministeriet, juni 2006.

/4/ V&S Wine A/S (data fra AC Nielsen Markedsanalyse), 2006

/5/ Emballageforsyningen i Danmark 2006, Miljøprojekt, Miljøstyrelsen, 2008

/6/ Oplysninger om skårmængder modtaget til omsmeltning af Ardagh Glass Holmegaard for 2006.

/7/ Udenrigshandelen 2006, Danmarks Statistik.

/8/ Statistik for glasemballage 2002, Miljøprojekt 935, Miljøstyrelsen 2004
Statistik for glasemballage 2003, Miljøprojekt 1012, Miljøstyrelsen 2005
Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2004, Miljøprojekt 1129, Miljøstyrelsen 2006.

/9/ Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 101 af 13. februar, 2001 af lov om afgift af visse emballager, poser, engangsservice og pvc-folier.

/10/ Miljømæssig kortlægning af emballager til øl og læskedrikke, Arbejdsrapport nr. 71 Delrapport 2, Miljøstyrelsen 1995.


[25] Omregning fra volumen til antal flasker
Forbruget af spiritus beregnes ud fra den forudsætning, at alkoholindholdet i den solgte spiritusmængde gennemsnitligt har været 40 %. Antal flasker beregnes ved at sætte en flaskes volumen til 75 cl.

[26] Omregning til tonnage
Mængden af de markedsførte vin- og spiritusflasker beregnes ved at sætte vægten af en vinflaske til 0,475 kg og vægten af en spiritusflaske til 0,650 kg.

 



Version 1.0 April 2008, © Miljøstyrelsen.