Kortlægning og sundhedsvurdering af kemiske stoffer i hobbyprodukter til børn

1 Kortlægning

Danske børn er dagligt i kontakt med en lang række forskellige hobbyprodukter som fx lim, maling, farver, tuschpenne og tekstiler. Disse produkter er sjældent målrettet specifikt til børn, da de kan anvendes i mange forskellige sammenhænge. Der er derfor heller ikke nødvendigvis taget hensyn til, at børn har andre forudsætninger end voksne med hensyn til eksponering for evt. sundhedsskadelige stoffer. Dette skyldes især, at børn har større tendens til at få direkte hudkontakt (og evt. slimhindekontakt) til produkterne og i mindre grad er bevidste om indhold af sundhedsskadelige stoffer. Endvidere har børn en større ventilationsrate i forhold til deres legemsvægt, hvorfor de har en større eksponering end voksne ved en given koncentration af et flygtigt stof.

På trods af at der findes mærkningsordninger, der skal gøre det muligt for forældre og indkøbere i daginstitutioner at vælge produkter med lavest muligt indhold af sundheds- og miljøskadelige stoffer, er der generelt et behov for mere viden om indholdsstofferne i sådanne produkter.

De undersøgte produkter er omfattet af bekendtgørelse nr. 329 om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske produkter, 2002. Således skal produkterne være mærket i henhold til kravene i bekendtgørelsen.

Hvis Sikkerhedsstyrelsen vurderer hobbyartikler til at være legetøj, skal produkterne mærkes med CE-mærket og leve op til de sundheds- og sikkerhedskrav der gælder for legetøj (Bekendtgørelse 1116, 2003). Herudover skal en tube lim eller maling, der indeholder farlige stoffer, mærkes med en fareetikette, der fortæller om sikkerhed og risiko.

For hobbyprodukter til børn indgår følgende produktgrupper i undersøgelsen:

  • Tuschpenne
  • Glimmerlim
  • Akrylfarver
  • Krympeplast

Disse typer af produkter udgør et repræsentativt udsnit af de mange produkter, der tilbydes i forretningerne. Tuschpenne og akrylfarver anvendes i udbredt grad til både små og store børn (og voksne) til tegning og maling. Krympeplast er et forholdsvis nyt materiale inden for hobbyartikler. Glimmerlim er et mindre veldefineret produkt, der må formodes at appellere specielt til børn.

1.1 Formål

Formålet med kortlægningen er at etablere et overblik over, hvilke produkter der findes på markedet, og hvor stort forbruget er i Danmark.

Endvidere indsamles viden om mulige indholdsstoffer i produkter via kontakt til producenter og leverandører.

1.2 Afgrænsning

Tuschpenne, akrylmaling etc., der anvendes af børn, er ikke nødvendigvis markedsført til børn. Mange af produkterne anvendes både af børn og voksne.

For de 4 produktgrupper (tuschpenne, akrylfarver, glimmerlim og krympeplast) er det forsøgt at foretage følgende afgrænsninger:

  • Tuschpenne: 1) Tuschpenne, der via emballage, farve eller andet appellerer særligt til børn. 2) Tuschpenne, der primært er til brug på papir. Tuschpenne, der er beregnet til brug på vinduesruder, tekstiler, porcelæn eller lignende, er ikke omfattet af kortlægningen.
     
  • Glimmerlim: Produkter indeholdende en kombination af lim og glimmer; men også glimmerdrys, der skal anvendes sammen med lim. Gelpenne er medtaget under Glimmerlim.
     
  • Akrylfarver: 1) Akrylfarver/maling, der primært er til brug på lærred eller papir. 2) Akrylmaling, der primært påføres med redskaber (pensler eller lignende). Fingermaling er således ikke omfattet af kortlægningen.
     
  • Krympeplast: Produktet anvendes i overvejende grad af børn.

Endvidere er børn defineret som personer op til 14 år.

1.3 Metode/fremgangsmåde

I kortlægningen indgår følgende aktiviteter:

  • Kontakt til detailhandel
  • Søgning på Internettet
  • Kontakt til børneinstitutioner
  • Kontakt til kunstskoler/kunstklubber for børn
  • Søgning i kataloger
  • Kontakt til producenter og leverandører
  • Kontakt til Fællesrådet For Formnings- og Hobbymaterialer (FFFH)
  • Kontakt til Danmarks Statistik
  • Øvrige kontakter

1.4 Gennemførelse

1.4.1 Besøg i detailforretninger

En række detailforretninger (i alt 20) og en enkelt grossist er besøgt, og udvalget inden for de 4 produktgrupper er besigtiget.

Der er tale om følgende forretnings/butikstyper:

  • Hobbyforretninger, 3
  • Legetøjsforretninger, 4
  • Stormagasiner, 2
  • Supermarkeder, 3
  • Discountbutikker, 2
  • Boghandlere, 1
  • Byggemarkeder, 2
  • Museumsshops, 1
  • Posthuse, 1
  • Papirhandel, 1
  • Grossist, 1

Der er indkøbt produkter i samtlige besøgte detailforretninger og hos grossisten. Valget af indkøbte produkter er foretaget i samråd med personalet i den pågældende butik, idet der er taget udgangspunkt i, at der skal være tale om produkter, der appellerer til børn, og produkter, der ”sælger godt”.

Der er efterfølgende sendt spørgeskema til de besøgte forretninger eller, hvor det drejer sig om kædebutikker, til disses hovedkontor/-afdeling.

1.4.2 Søgning på internet

Der er foretaget søgninger på internettet. Af Tabel 1.1 fremgår de anvendte søgeord.

Tabel 1.1 Oversigt over søgeord

Søgeord
Tusser
Tusser + børn
Glimmerlim
Glimmerlim + børn
Akrylfarve
Akrylfarve + børn
Krympeplast
Krympeplast + børn

Der er ikke indkøbt produkter via internettet, idet de fundne internetbutikker primært enten er legetøjskæder eller lignende, der også har fysiske butikker, som er besøgt, eller internetbutikker, hvis produktsortiment henvender sig til professionelle brugere og ikke appellerer til børn.

Der er dog enkelte mindre internetbutikker, der har et mindre udvalg af tuscher rettet specielt mod børn. De øvrige produkter henvender sig ikke direkte til børn. Hjemmesiderne omhandler typisk aktivitetsforslag eller eksempler på brug.

1.4.3 Henvendelse til børneinstitutioner

Der har været rettet telefonisk henvendelse til en række børneinstitutioner (2 børnehaver, 2 fritidsklubber og 1 fritidshjem) i en enkelt kommune dels for at få oplyst, hvilke produkter de anvender inden for de enkelte produktgrupper, og dels for at erfare hvorledes institutionerne foretager indkøb.

Det blev oplyst, at institutionerne anvender en leverandør, som opfylder de af kommunen formulerede krav til anvendelse af denne type produkter.

Institutionernes indkøb foregår enten ved besøg af sælger, ved online bestilling eller ved telefonisk henvendelse til leverandøren. Såfremt institutionerne har akut behov for specifikke materialer, foretages indkøbene i en navngiven hobbyforretning.

1.4.4 Henvendelse til kunstskoler/kunstklubber for børn

Der har været rettet telefonisk henvendelse til en række kunstskoler/-klubber for børn, og der er efterfølgende fremsendt spørgeskema omhandlende estimeret forbrug, produktnavne etc. til en række af kunstskolerne/-klubberne.

Spørgeskemaer er tilsendt følgende kunstskoler/-klubber:

  • Statens Museum for Kunst, Billedskole
  • Børneværksted, Århus Kunstakademi
  • Århus Billedskole; Brobjergskolen
  • Børnekulturhuset Fyrtøjet; Odense
  • Børnekulturhuset; Brønshøj
  • Den Kreative Skole; Fredericia

Der er modtaget besvarede spørgeskemaer fra 3 af de i alt 6 udsendte skemaer.

1.4.5 Søgning i kataloger

Reklamekataloger såvel som indkøbskataloger for fx børneinstitutioner er gennemset, og der er rettet henvendelse i form af spørgeskemaer til relevante forhandlere og importører.

1.4.6 Henvendelse til producenter og leverandører

Der er udsendt spørgeskema til i alt 36 forhandlere, producenter og importører af henholdsvis tuschpenne, glimmerlim, akrylfarver og krympeplast.

Spørgeskemaerne indeholdt spørgsmål om bl.a. produktnavn og forhandlet mængde og indholdsstoffer for de enkelte produktnavne.

Ved svarfristens udløb var der modtaget besvarede spørgeskemaer fra i alt 6 virksomheder. Der blev efterfølgende skriftligt rykket for besvarelser én gang, og dette resulterede i yderligere 4 besvarelser, således at der i alt er modtaget 10 besvarede spørgeskemaer ud af de i alt 36 henvendelser.

Oplysningerne i de besvarede spørgeskemaer er i flere tilfælde meget mangelfulde.

1.4.7 Henvendelse til FFFH

Fællesrådet For Formnings- og Hobbymaterialer (FFFH) er en forening af producenter, leverandører og forhandlere af hobbymaterialer i Danmark. FFFH består i dag af 25 virksomheder ligeligt fordelt mellem producenter, importører og forhandlere. FFFH har udarbejdet en frivillig mærkningsordning og har udarbejdet konkrete krav til formnings- og hobbyprodukter.

FFFHs system inddeler hobbyprodukter efter fastlagte kriterier i fire kategorier med mærkerne A, B, C og D[2]:.

”Produkter mærket med A kan benyttes af børn fra 3 år. A-mærket betyder, at produktet overholder de sikkerhedskrav, som Fællesrådet For Formnings- og Hobbymaterialer har stillet³.

Produkter mærket B kan benyttes af børn fra 5 år under kyndig vejledning af voksne. Produktet lever ikke op til FFFHs mest restriktive krav (A)².

Produkter mærket C må ikke benyttes af børn og unge under 15 år. Produktet overholder ikke EU-reglerne (legetøjsdirektiv) eller Fællesrådets krav².

Produkter mærket D må kun benyttes af voksne. D-mærket betyder, at produktet er faremærket, fx sundhedsskadeligt, lokalirriterende eller brandfarligt²”.

Ud over en klassificering i de fire kategorier indeholder FFFHs mærkningssystem også oplysninger om produktets indholdsstoffer, samt vejledning i anvendelse og opbevaring. Oplysninger om produktets indholdsstoffer baserer sig på oplysninger fra producent.

FFFH[3] oplyser, at et stadigt stigende antal kommuner har vedtaget, at der i deres børne- og ungeinstitutioner alene anvendes produkter, der er mærket efter FFFHs kriterier.

1.4.8 Danmarks Statistik

Der har været rettet henvendelse til Danmarks Statistik, ligesom der er søgt i databasen ”Statistikbanken”.

Oplysninger fra Danmarks Statistik har dels omhandlet mulighederne for opgørelse af omfanget af forbruget af de enkelte produktgrupper og dels antallet af børn under 14 år.

1.4.9 Øvrige kontakter

1.4.9.1 SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S)

Statens og Kommunernes Indkøbs Service er kontaktet med henblik på at undersøge, om der foreligger en rammekontrakt på hobbyprodukter til børn. Det blev oplyst, at der ikke foreligger en rammekontrakt på området.

1.5 Produktindkøb/Indkøbte produkter

Udvælgelseskriterierne for indkøb af produkter har, hvad angår tuschpenne og glimmer, primært været, at emballagen har appelleret til børn i form af illustration og/eller farver. Desuden er personalet i de besøgte forretninger blevet spurgt om, hvilke af forretningens produkter inden for den specifikke produktgruppe der sælges med børn som målgruppe.

Krympeplast forudsættes ud fra produktets anvendelsesmuligheder primært at henvende sig til børn.

Akrylfarver er i nogle tilfælde emballeret på en måde, der appellerer til børn, mens produktgruppen i andre tilfælde ikke specielt appellerer til børn, men sælges til både børn og voksne.

Der er for alle 4 produktgrupper valgt produkter, der ifølge indkøbsstedet sælges i et vist omfang.

Det er tilstræbt at indkøbe både billige og dyrere produkter.

1.5.1 Indkøbte tuschpenne

Tuschpenne er et produkt, der er overordentlig tilgængeligt. Tuschpenne kan købes på tankstationer, i dagligvarebutikker, kiosker, stormagasiner boghandlere, hobbyforretninger etc. En del af tuschpennesalget består af enkeltpartier, der fx er et af ”slagnumrene” i den ugentlige reklameavis eller i en discountforretning.

Produktgruppen er forholdsvis let at afgrænse (penne med filtspids), hvorimod afgrænsningen inden for produktgruppen i, hvad der henvender sig til henholdsvis børn og voksne, er betydelig vanskeligere. For en del af produktgruppen er denne afgrænsning enkel (fx tuschpenne til professionelt brug og tuschpenne, der via emballagen, farver eller lignende tydeligvis henvender sig til børn). Men der er en meget stor ”gråzone” af tuschpenne, hvor afgrænsningen ikke kan foretages systematisk og entydigt. Dette forhold slår igennem både ved valg af produkter i forbindelse med indkøb og ved eksempelvis importørers og producenters opgørelser over produktsortiment.

Inden for produktgruppen tuschpenne er der indkøbt i alt 26 enheder med fra 1-50 stk. pr. enhed.

Priserne på de indkøbte produkter ligger i intervallet DKK 0,49 til DKK 15,00 pr. tuschpen.

Oversigt over indkøbte tuschpenne, indkøbssted samt prisen pr. tuschpen fremgår af Tabel 1.2.

Tabel 1.2 Oversigt over indkøbte tuschpenne

Produkt nr. Indkøbssted Antal stk. pr. enhed Pris pr. stk. i DKK
1 Boghandel 10 3,00
3 Boghandel 5 13,99
5 Boghandel 10 12,00
10 Discountbutik 50 0,49
11 Stormagasin 10 1,00
12 Stormagasin 10 2,00
16 Hobbyforretning 8 3,63
17 Hobbyforretning 12 2,42
22 Discountbutik 6 0,83
25 Supermarked 50 0,60
30 Legetøjsforretning 12 2,50
31 Supermarked 10 2,50
32 Supermarked 12 2,08
39 Grossist 1 11,19
42 Stormagasin 8 6,24
43 Stormagasin 5 9,99
45 Stormagasin 10 15,00
46 Legetøjsforretning 12 4,92
47 Legetøjsforretning 10 5,90
52 Papirhandel 12 5,38
57 Supermarked 10 3,00
58 Supermarked 12 1,91
59 Supermarked 20 1,00
62 Legetøjsforretning 12 4,16
63 Legetøjsforretning 10 3,50
64 Museumsshop 10 9,98

1.5.2 Indkøbt glimmerlim

Glimmerlim er en produktgruppe, der taler til børns æstetiske sans (hovedsageligt piger), men det er også en produktgruppe, der anvendes af voksne (fx ved fremstilling af invitationer til bryllupper etc.).

En del glimmerlimprodukter forekommer (ligesom tuschpenne) som varer, der er importeret som enkeltpartier, der sælges som særtilbud og ikke efterfølgende indgår som en fast del af varesortimentet.

Inden for produktgruppen glimmerlim er indkøbt i alt 11 enheder med fra 1 stk. til 9 stk. pr. enhed. Der er indkøbt dels glimmerlim i en form for pen (hylster i blødt materiale, som glimmerlimen kan trykkes ud af), og dels løs glimmer, der drysses på lim.

Priserne på de indkøbte produkter ligger i intervallet DKK 1,00 til DKK 9,67 pr. glimmerpen/beholder med glimmer.

Oversigt over indkøbt glimmerlim, indkøbssted samt prisen pr. glimmerlim fremgår af Tabel 1.3.

Tabel 1.3 Oversigt over indkøbt glimmerlim

Produkt nr. Indkøbssted Antal stk. pr. enhed Pris pr. stk. i DKK
13 Stormagasin 6 3,33
14 Hobbyforretning 3 9,67
15 Hobbyforretning 5 7,80
23 Posthuse 5 1,00
26 Supermarked 6 4,99
28 Legetøjsforretning 3 + 6 4,44
29 Legetøjsforretning 6 6,66
33 Supermarked 6 3,66
38 Grossist 1 7,75
53 Legetøjsforretning 6 6,66
50 Papirhandel 6 7,08

Det er valgt at medtage gelpenne, selvom disse hverken kan kategoriseres som tuschpenne eller et egentligt glimmerprodukt. Der er kun indkøbt få produkter i kategorien (3 pakker med henholdsvis 3, 6 og 30 stk.).

Gelpenne henvender sig også til både børn og voksne. Gelpenne med glimmer sælges ifølge oplysninger i besøgte butikker i overvejende grad til børn, mens voksne hovedsageligt køber gelpenne uden glimmer.

Priserne på de indkøbte produkter ligger i intervallet DKK 1,67 til DKK 11,65 pr. glimmerpen/beholder med glimmer.

Oversigt over indkøbte gelpenne, indkøbssted samt prisen pr. gelpen fremgår af Tabel 1.4.

Tabel 1.4 Oversigt over indkøbte gelpenne

Produkt nr. Indkøbssted Antal stk. pr. enhed Pris pr. stk. i DKK
2 Boghandel 6 2,49
4 Boghandel 30 1,67
44 Stormagasin 3 11,65

1.5.3 Indkøbt akrylmaling

Meget få af de indkøbte produkter i denne produktgruppe kan siges at henvende sig direkte til børn. For nogle enkelte produkters vedkommende er emballagen af en sådan udformning, at det må forventes, at den primært appellerer til børn, eller produkterne er indkøbt i en legetøjsforretning.

Ved indkøb af akrylmaling i dagligvareforretninger, hobbyforretninger og byggemarkeder er produkterne valgt efter konferering med personalet eller børn/unge.

Der er indkøbt i alt 18 enheder med akrylfarver. Enhederne er i 15 tilfælde enkelttuber/-flasker/-dunke og i 3 tilfælde en pakke med 12 små tuber/bøtter.

Priserne på de indkøbte produkter ligger i intervallet DKK 7,99 til DKK 66,46 pr. 100 ml.

Oversigt over indkøbt akrylmaling, indkøbssted samt prisen pr. 100 ml. akrylmaling fremgår af Tabel 1.5.

Tabel 1.5 Oversigt over indkøbt akrylmaling

Produkt no. Indkøbssted Volumen pr. enhed Pris pr. 100 ml i DKK
6 Discountbutikker 75 ml 13,28
7 Discountbutikker 75 ml 13,28
8 Discountbutikker 75 ml 13,28
9 Discountbutikker 12 x 1,8 ml 33,94 (0,61 pr. enhed)
18 Hobbyforretning 500 ml 13,80
34 Supermarked 75 ml 33,27
35 Supermarked 75 ml 33,27
36 Supermarked 75 ml 33,27
40 Grossist 200 ml 19,97
41 Grossist 500 ml 7,99
48 Legetøjsforretning 100 ml 22,00
49 Legetøjsforretning 100 ml 22,00
51 Papirhandel 12 x 10 ml 66,46 (6,65 pr. enhed)
54 Byggemarked 250 ml 13,98
55 Byggemarked 12 x 12 ml 20,80 (2,50 pr. enhed)
56 Supermarked 250 ml 13,98
60 Byggemarked 100 ml 24,00
61 Byggemarked 100 ml 24,00

1.5.4 Indkøbt krympeplast

Krympeplast er et relativt nyt materiale og forhandles i et begrænset antal butikker. Det har i nærværende projekt udelukkende været muligt at finde produktet i enkelte hobbyforretninger. I de øvrige butikstyper, der er besøgt, har personalet ikke kendt til eksistensen af produktet, ligesom der har været forespørgsler om, hvad krympelast er, fra nogle af de importører, producenter og lignende, der har fået tilsendt spørgeskema. Ifølge FFFH³ er krympeplast et produkt, der allerede efter kun 2-3 år på markedet er på vej ud igen.

Inden for produktgruppen krympeplast er indkøbt i alt 5 enheder med fra 1 ark til 5 ark. pr. enhed.

Priserne på de indkøbte produkter ligger i intervallet DKK 7,95 til DKK 17,44 pr. ark.

Oversigt over indkøbt krympeplast, indkøbssted samt prisen pr. ark fremgår af Tabel 1.6.

Tabel 1.6 Oversigt over indkøbt krympeplast

Produkt nr. Indkøbssted Ark pr. pakke Pris pr. ark i DKK
19 Hobbyforretning 4 11,00
20 Hobbyforretning 4 11,00
21 Hobbyforretning 5 7,95
24 Hobbyforretning 3 8,17
37 Grossist 1 17,44

1.6 Forbrug

Det har ikke været mulig at foretage en mængdemæssig opgørelse af forbruget af de 4 produktgrupper via Danmarks Statistik.

SKAT oplyser, at der er en selvstændig KN-kode[4] for tuschpenne; men det er ikke muligt at afgøre, hvor stor en del af mængden af tuschpennene, der forbruges af henholdsvis børn og voksne.

Hvad angår de øvrige 3 produktgrupper (glimmerlim, akrylmaling og krympeplast), oplyser SKAT, at der ikke findes KN-koder, der omhandler disse produkter alene.

Oplysninger fra producenter, importører og forhandlere er ikke tilstrækkeligt omfattende, præcise og detaljerede til, at det er muligt at foretage et estimat over forbruget i Danmark.

Ifølge Danmarks Statistik udgjorde antallet af børn under 14 år i 2006 1.015.879, og det må antages, at stort set alle disse børn/unge regelmæssigt er i kontakt med tuschpenne, mens det ikke nødvendigvis er alle børn, der anvender de øvrige 3 produktgrupper (glimmerlim, akrylfarver og krympeplast).

1.7 Indholdsstoffer

Efter indkøb af henholdsvis tuschpenne, glimmerlim, akrylmaling og krympeplast blev der med henblik på at indhente oplysninger om bl.a. indholdsstoffer i de indkøbte produkter rettet henvendelse til forhandlere, producenter og importører.

Kun 10 af de i alt 36 forhandlere, producenter og importører, der har fået tilsendt spørgeskema, har svaret på henvendelsen. Af de 10 besvarelser, der er modtaget, er det ikke alle, der har oplyst om indholdsstoffer i produkterne. Oplysningerne om indholdsstoffer begrænser sig ikke til de eksakt indkøbte produkter, men omhandler produkter generelt inden for kategorierne hos de enkelte forhandlere/producenter/importører.


[2] www.FFFH.dk

[3] Telefonsamtaleden 09. august 2006 med Birger Schjerning; Schjerning farver

[4] KN-kode er et 8-cifret varekodenummer (KN ~ Kombineret Nomenklatur)

 



Version 1.0 April 2008, © Miljøstyrelsen.