Implementering af REACH i byggebranchen

2 Indledning

EU’s nye kemikalielovgivning - REACH - trådte i kraft den 1. juni 2007 (1). Med indførelsen af REACH vendes bevisbyrden, således at det fremover er op til industrien at vise, at deres produktion og anvendelse af kemikalier sker på en sikker måde over for mennesker og miljø, før de markedsføres.

REACH tager udgangspunkt i det enkelte kemiske stof, og virksomhedens rolle afhænger af, hvor virksomheden befinder sig i processen mellem stoffets første produktion og dets vej til slutbrugeren. Mange virksomheder vil derfor have flere forskellige roller og nye forpligtelser at opfylde.

Nærværende projekt har gennemgået produktsortimentet blandt tre danske virksomheder i byggevarebranchen. Virksomhederne fordeler sig på to forhandlere af vandtætnings- og fugtisoleringsmidler, etc. samt en selvstændig trælasthandel med indkøb af f.eks. tagsten.

Virksomhederne har bidraget til projektet med oplysninger om deres aktiviteter, produktspecifikationer og sikkerhedsdatablade m.m.

På baggrund af disse oplysninger er der udarbejdet et notat til den enkelte virksomhed med beskrivelse af virksomhedens rolle samt aktionsplan for de relevante forpligtelser under REACH.

Endvidere er der i projektet udviklet et webbaseret IT-værktøj, som er et screeningsprogram der giver virksomhederne et overblik over forekomst og anvendelse af kemiske stoffer i deres produkter/produktion samt overblik over en eventuel forekomst af stoffer med problematiske egenskaber.

Projektet er gennemført i et samarbejde mellem:

Grontmij | Carl Bro A/S (GMCB) (projektleder) og DHI Institut for vand & miljø (DHI).

Knud Erik Poulsen, projektleder (GMCB)
Lise Møller, kemikaliescreeninger og information om REACH (DHI)
Susanne Jermiin Knudsen, virksomhedskontakt (GMCB)
Jesper Præstmark, IT-værktøjer (GMCB)

De tre virksomheder der har deltaget i projektet er:

VANDEX A/S (Primært import og salg af cementbaserede produkter til vandtætning og renovering af beton og murværk). Desuden produkter til underlagsforstærkning og imprægnering samt saltresistent puds (www.vandex.dk).

Dolenco ApS (Produkter til vandtætning og fugtspærre af beton og murværk m.m). – (www.dolenco.dk).

A/S ISODEK (Import og salg af tage, gulve, beton, vinduer/døre og isolering) - (www.isodek.dk).

Projektet har modtaget støtte og assistance for kontakt til virksomheder gennem Dansk Industri ved Jens Nørgaard.

Projektet er en fortsættelse af forprojektet, ”Udvikling af virksomhedsrelevante værktøjer til implementering af REACH i byggevarebranchen” ligeledes bevilget under Miljøministreriets Virksomhedsordning, del 2.2 Substitution, Projekter om udvikling af værktøjer og implementering af den nye kemikaliepolitik, december 2005.

 



Version 1.0 September 2008, © Miljøstyrelsen.