|
Forarbejde til Teknologiudvalget 3 Certificeringsordning
I dette kapitel gives et oplæg til en certificeringsordning med beskrivelse af formål og organisering samt et forslag til hvilke teknologityper, som skal være omfattet af ordningen. 3.1 FormålCertificeringsordningen skal betjene virksomheder, landmænd og myndigheder med objektive og standardiseringsopnåelige tests, certificeringer og deklareringer inden for miljøteknologi rettet mod landbrugssektoren. I tabellen herunder er der for fire grupper af interessenter, beskrevet hvilke interesser de hver især har i etableringen af en certificeringsordning. Tabel 3.1 Interesser i en certificeringsordning
Det fremgår af tabellen, at sigtet med en certificeringsordning er bredere end kun at tilvejebringe dokumentation for en given miljøeffekt. F.eks. kan en certificering også give anlægsproducenter vigtig viden om behov og muligheder for forbedringer i konstruktion og design af deres teknologi. 3.1.1 Afgrænsning af certificeringsordningenDet foreslås, at ordningen på langt sigt og i fuldt udbygget form skal kunne tilbyde kunder certificering af teknologier indenfor følgende to hovedområder: A. Reduktion af miljøpåvirkningen fra husdyrproduktion Her tænkes på tiltag til begrænsning af emissioner (lugt, ammoniak og drivhus-gasser) fra stald, lager og mark. I tabellen herunder er nævnt de vigtigste teknologi-typer med angivelse af stedet for reduktion af emissionerne. Tabel 3.2 Teknologityper til begrænsning af emission fra stald, lager og mark
I forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug er der størst fokus på begrænsning af emissionen fra stalde og husdyrgødningslagre. Det er dog også relevant at vurdere teknikker til begrænsning af emissionerne fra udbringning af husdyrgødning. Emissionen af ammoniak fra udbringning af husdyrgødning kan reduceres betydeligt ved f.eks. effektiv nedfældning eller forsuret slangeudlagt gylle. Selvom denne emissionsbegrænsning i marken i øjeblikket kun er krævet i bufferzoner, er det aktuelt at gennemføre kontrollerede og standardiserede forsøg, som sikrer, at virksomheder kan opnå den tilstrækkelige dokumentation. Denne dokumentation er desuden relevant ved markedsføring af udbringningsteknikker uden for Danmark. B. Behandling af husdyrgødning og anden biomasse til udvinding af energi og næringsstoffer Her tænkes bl.a. på gylleseparering og teknologier til opkoncentrering og udvinding af næringsstofferne fra fraktioner herfra. Desuden kan det være teknologier til at udvinde energien fra husdyrgødning og fraktioner herfra gennem f.eks. afbrænding, termisk forgasning eller afgasning i biogasanlæg. Deklarering af råvarer og produkter er en vigtig del af en certificeringsordning for udstyr og komponenter under denne overskrift. Ved at udvide sigtet med certificeringsordningen fra ”reduktion af miljøpåvirkning fra husdyrbrug” til også at omfatte ”behandling af husdyrgødning og biomasse” kan flere konkrete teknologier og anlæg, certificeres. Dermed udvides markedet for certificeringer, hvilket forbedrer mulighederne for, at certificeringsordningen kan blive økonomisk bæredygtig og på længere sigt hvile i sig selv. En velfungerende ordning forudsætter, at der gennemføres et vist antal certificeringer om året. Desuden gør den øgede fokus på produktion af vedvarende energi, at det er oplagt, at certificeringsordningen også skal omfatte teknologier indenfor dette område. 3.1.2 Hvilke teknologityper skal certificeringsordningen omfatte?I dette afsnit gives et forslag til kriterier til brug for vurderingen af hvilke teknologityper, som certificeringsordningen skal omfatte. Desuden præsenteres en liste over relevante teknologityper baseret på de beskrevne kriterier. KriterierEn række teknologier tænkes anvendt af husdyrbrugere som redskab til at leve op til kravene i miljøgodkendelsesordningen, og der er ofte stor efterspørgsel efter disse teknologier. Derfor er det naturligt at tillægge disse teknologier stor vægt, når man beslutter, hvad certificeringsordningen skal omfatte. Det vil f.eks. sige, at anlæg, der reducerer ammoniak- og lugtemission, prioriteres højere end anlæg, der reducerer drivhusgasemission. Et andet kriterium er, at teknologier med potentiale for stor miljøeffekt (reduktionsgrad) bør prioriteres højere end teknologier med begrænset potentiale. Og så bør der lægges vægt på at certificere teknologier, som er relativt modne til markedet med hensyn til både økonomi og driftssikkerhed. Af hensyn til fremme af eksporten af miljøteknologier kan man vælge at prioritere anlæg med salgspotentiale uden for landets grænser højere end anlæg, der hoved-sageligt kan sælges på hjemmemarkedet. Et certifikat giver kun mening, hvis der er tale om et veldefineret anlæg med samme opbygning fra gang til gang. Med andre ord kan anlæg blive så komplekse og sammensatte, at de er uegnede til certificering. Som eksempel kan nævnes biogasanlæg, hvor opbygningen af et givet anlæg ofte varierer meget fra sted til sted. Resultaterne fra certificering af ét biogasanlæg vil derfor ikke nødvendigvis kunne overføres til et andet biogasanlæg fra samme producent. Samtidig er der mange forskellige komponenter og processer at undersøge, og en tilbundsgående undersøgelse og afprøvning af hele anlægget vil blive meget dyr. Man kunne for sådanne komplicerede anlæg vælge at få undersøgt og certificeret del-processer eller enkeltkomponenter. Her vil man dog ikke kunne få et samlet billede af miljøeffekten fra et sådant anlæg. Det bemærkes, at når certificeringsordningen er veletableret og ikke længere baseret på tilskud, så er det mindre relevant at prioritere hvilke teknologityper, som omfattes af ordningen. Når producenterne af teknologierne selv finansierer hele certificeringsprocessen vil det være naturligt at lade det være op til disse virksomheder selv at vurdere, om deres teknologi er egnet for certificering. Teknologityper, der er relevante i certificeringsordningenMed udgangspunkt i de ovenfor præsenterede relevanskriterier anses de mest relevante teknologityper at være:
Indenfor disse fem teknologityper er der efterhånden udviklet en række anlæg som har vist potentiale for betydelige miljøeffekter, og som samtidig vurderes at være (eller senere kan blive) driftssikre. Der vil være stigende efterspørgsel efter disse anlæg både i Danmark og i udlandet. For en beskrivelse af teknologiernes driftsfunktion og miljøeffekt henvises til afsnit 1 i forarbejdet til Teknologiudvalget. Af de teknologier, der er nævnt i delrapport 1 vedrørende teknologilisten, er der nedenstående teknologier tilbage. Disse teknologier vurderes ikke at være relevante for en certificeringsordning på kort sigt:
På længere sigt kan man udvide sigtet med certificeringsordningen, så der udvikles en produktstandard for afgrøder til energiformål. For energiafgrøder kan der udarbejdes en produktstandard for indholdsstoffer. Desuden kan der udvikles et koncept for dyrkningsprocesser, høst, transport og lagring af energiafgrøder samt et koncept for miljøindeks (f.eks. energi- og CO2-balance) til relevante energiformål. Overholdelse af produktstandarder for såvel indhold, dyrkningskoncept som krav til miljøpåvirkning vil kunne omfattes af certificeringsordning. 3.1.3 Principper og organisering af certificeringsordningenDokumentationen af en given teknologi skal tilvejebringes ved brug af akkrediterede metoder og under fuldt dokumenterbare forhold, der skal kunne modstå audits fra fx Danak, BVQI eller tilsvarende. Certificeringsordningen skal drives af certificerings – og akkrediteringsgodkendt personale, der kan planlægge og projektlede certificeringsprogrammerne for kunderne samt efterfølgende forestå kvalitetskontrollen af det gennemførte arbejde efter internationale standarder. For at sikre en enkel og brugervenlig tilgang bør certificeringsordningen organiseres efter one-stop-shop princippet, hvor firmaer henvender sig ét sted for at få afprøvet og dokumenteret en given teknologi. Certificeringsordningen kan organiseres med ét sekretariat placeret i en selvstændig juridisk enhed (selskab). Sekretariatet varetager koordinering og administration i forbindelse med drift af certificeringsordningen. Sekretariatet har ikke selv nogen faglige kompetencer indenfor miljøteknologier, og disse kompetencer inddrages (købes) i den konkrete test- og certificeringssituation fra relevante institutioner. Efter en indledende periode med tilskud til opstart af certificeringsordningen skal denne efterhånden gøres brugerfinansieret, således at firmaer betaler markedsprisen for certificering af en given teknologi. Får en virksomhed sit anlæg testet og certificeret i Danmark, er det helt centralt, at den fremkomne dokumentation skal kunne anvendes umiddelbart overfor kunder og myndigheder i udlandet. Det anbefales derfor, at Miljøstyrelsen indleder forhandling omkring en fælles certificeringsordning på udvalgte områder. Der tænkes i første omgang på tyske DLG-Testcentrum og hollandske Wageningen, som allerede har påbegyndt denne proces inden for luftrensning. Senere vil samarbejdet eventuelt kunne udvides til at omfatte belgiske og franske institutioner. Til fremme af det internationale samarbejde omkring udvikling af testprotokoller kan også overvejes at inddrage ENTAM - The European Network for the Testing of Agricultural Maschines. For eksempel kan Miljøstyrelsen gøre optagelse i ENTAM til en betingelse for den eller de institutioner, som ønsker at drive certificeringsordningen i Danmark. 3.1.4 AnbefalingerTeknologiudvalget bør drøfte følgende punkter:
3.2 Eksisterende testprotokollerI dette afsnit gives et overblik over eksisterende protokoller og protokoller under udarbejdelse for de teknologityper, der er relevante i en certificeringsordning. 3.2.1 Testprotokoller indenfor luftrensningI Tyskland og Holland findes der mere eller mindre udviklede testprotokoller indenfor teknologiområdet luftrensning (Aarnink & Ogink, 2006). I Danmark er der gennem de senere år foretaget en række afprøvninger af luftrensningsanlæg men uden en egentlig testprotokol. I det følgende vil de overordnede principper for testprotokollerne i Tyskland og Holland blive præsenteret. Endelig vil fordele og ulemper ved principperne i de to lande blive vurderet. Tysk testprotokolI Tyskland har DLG (Deutche Landwirtschafts-Gesellschaft) defineret et certificeringssystem for luftrensningsanlæg. Selve testen kaldes for en DLG-signumtest. I dette certificeringssystem testes luftrensningsanlægget for lugt-, ammoniak- og støvemission. For at få gennemført en DLG-signumtest skal der indsendes en ansøgning, hvor der gøres rede for funktionen af anlægget samt anvendeligheden til forskellige husdyr-arter og opstaldningssystemer. Det er en forudsætning for gennemførelsen af en DLG-signumtest, at luftrensningsanlægget har været i brug i minimum fire måneder. Selve måleplanen i en DLG-signumtest for et givet luftrensningsanlæg fastsættes af et udvalg bestående af eksperter. En DLG-signumtest gennemføres ved én besætning. Der foretages målinger i løbet af to måneder i en sommerperiode og to måneder i en vinterperiode. I tabel 3.3 er der angivet oversigt over emissionsmålingerne i en DLG-signumtest. I løbet af hver periode udtages der luftprøver til analyse ved olfaktometri en gang ugentligt, mens ammoniakemissionen måles kontinuerligt i hele måleperioden. Støvemissionen måles ligeledes en gang ugentligt, men kun i sommerperioden. Foruden emissionsmålingerne foretages der en række supplerende registreringer som afdækker funktionalitet, vedligehold, ressourceforbrug m.m. Tabel 3.3 Oversigt over emissionsmålinger i DLG-signumtest.
Hollandsk testprotokolI '90erne blev der i Holland defineret et Groen Label certificeringssystem for staldsystemer med ammoniakreducerende kapacitet. I dag er Groen Label afskaffet og i stedet skal ammoniakreducerende systemer optages på en RAV-liste (Regulering Ammoniak og Husdyrbrug). For at komme på RAV-listen skal det ammoniakreducerende system gennemgå en vurderingsprocedure. Det bør bemærkes, at den hollandske testprotokol er udviklet til ammoniakreducerende systemer og ikke specifikt til luftrensningsanlæg. På nuværende tidspunkt pågår der arbejde med at udvikle en ny testprotokol. Dette betyder, at ikke alle forhold i testprotokollen er afklaret endnu. Tidligere skulle der kun foretages målinger, hvis systemet skulle markedsføres med en ammoniak-reduktion på over 70 %. I den kommende testprotokol skal der foretages målinger ved alle reduktionsgrader. Det har tidligere været praksis at foretage målinger i fire besætninger, men det undersøges på nuværende tidspunkt om antallet af besætninger kan reduceres til to. I den nuværende testprotokol måles der ammoniak for fjerkræ og svin kontinuerligt i to måleperioder, hvoraf den ene skal være en sommerperiode. Den kommende testprotokol udvides med målinger af lugt og støv, men det er uklart om den nuværende måleplan for ammoniak fastholdes. Der er lavet et forslag til en testprotokol, hvor der foretages seks målinger spredt over året. Disse målinger skal bruges til at fastsætte et dagsgennemsnit for lugt-, ammoniak- og støvemission. Afprøvninger i DanmarkI Danmark er der foretaget en række afprøvninger af luftrensningsanlæg, men ikke efter en fælles testprotokol. De institutioner, som primært har foretaget afprøvninger af luftrensningsanlæg i Danmark, er Dansk Svineproduktion, Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret og AgroTech A/S. Fælles for de afprøvninger som har været gennemført er, at de primært har haft fokus på ammoniak- og lugtemission. Andre parametre såsom funktionalitet, vedligehold, ressourceforbrug er kun blevet undersøgt i et lille omfang eller slet ikke. Dette skyldes, at der ofte har været tale om udviklingsprojekter, hvor der primært har været fokus på at finde systemer, som kan reducere ammoniak og lugt. Det betyder imidlertid, at der er en stor ekspertise i Danmark, som på sigt kan anvendes i en certificeringsordning. Fordele og ulemper ved testprotokollerneDet kan umiddelbart være svært at vurdere fordele og ulemper ved den hollandske testprotokol, eftersom den endnu ikke er færdigudviklet. En fordel ved den hollandske testprotokol er, at luftrensningsanlægget skal testes i flere besætninger. Fordelen ved at vælge en testprotokol med flere besætninger er, at effekten af management kan vurderes. Ofte vil effekten af landmandens management dog ikke være helt tydelig i forbindelse med en test. Dette skyldes, at driftslederens fokus på luftrenserens ofte øges, hvormed testsituationen ikke helt afspejler den normale drift i besætningen. En testprotokol med flere besætninger er samtidig en ulempe, eftersom dette fordyrer certificeringen betydeligt. En umiddelbar fordel ved den tyske testprotokol er, at testen er veldefineret og allerede gennemført for flere luftrensningsanlæg (DLG-signumtest, 2006; DLG-signumtest, 2007a; DLG-signumtest, 2007b). Desuden har den tyske testprotokol den fordel, at måleprogrammet er intensivt og omfattende, hvilket giver mange informationer om luftrensningsanlæggets renseeffektivitet, funktion og forbrug af ressourcer. Et omfattende måleprogram er specielt vigtigt i forhold til lugt, idet variationen på lugtmålinger ved olfaktometri er betydelig. Desuden er det en fordel, at målingerne foretages både sommer og vinter, hvorved det er muligt at vise en eventuel årstidseffekt. Endelig har varigheden af testen over et helt år den betydning, at chancen for at teknologiens negative effekter bliver synlige for driftslederen øges. Den tyske testprotokol har den ulempe, at luftrensningsanlægget kun testes i én besætning, hvorved effekten af forskellig management ikke kan vurderes. En ulempe som er gældende for begge testprotokoller er, at testene kun viser effekten af et givet luftrensningsanlæg ved én husdyrtype (svin, fjerkræ m.m.) og én staldtype (slagtesvinestald med fulddrænet gulv, farestald med delvist spaltegulv m.m.). For nogle husdyrtyper vil der formentligt være stor forskel på de resultater, som opnås for forskellige staldtyper. I den kommende certificeringsordning bør der tages stilling til denne problemstilling. En mulig løsning er, at testen laves ved nogle få af staldtyperne, hvor dyrene har fælles kendetegn. Dette kunne f.eks. være husdyr i vækst, lakterende husdyr m.m. En anden mulighed er, at testen for en given husdyrtype laves for den staldtype, som giver anledning til den højeste emission. Uanset hvilken model der vælges, så skal der foretages en slags forholdsregning mellem den staldtype, hvor testen gennemføres og de andre staldtyper, da det vil være for omfattende at kræve en test for alle kombinationer af dyregrupper og staldtyper med luftrensere. 3.2.2 Testprotokoller indenfor gyllesepareringDer er erfaring med test af gyllesepareringsanlæg i flere europæiske lande og i USA. Egentlige protokoller for test af gyllesepareringsanlæg er dog kun identificeret i USA. DanmarkI Danmark er der gennemført tests af gylleseparatorer af Danmarks Jordbrugsforskning, Forskningscenter Bygholm (DJF, nu Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Århus Universitet) og af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret. DJF har testet separering af gylle med skruepresse, dekantercentrifuge og ved kemisk fældning (Møller et al, 2006). Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret har testet to højteknologiske separeringsanlæg, et anlæg med kombination af rystesi og skruepresse, en tromleseparator samt et separeringsanlæg baseret på kemisk fældning. Der er tale om de såkaldte FarmTests, som dækker over relativt hurtige undersøgelser med test af fuldskala-anlæg i drift på en landbrugsejendom. I alle danske tests er der fokuseret på separeringseffektiviteten defineret som mængden af næringsstoffer (med hovedvægt på kvælstof og fosfor), der kan overføres til en koncentreret fraktion, samt i hvor høj grad næringsstofferne opkoncentreres i fraktionen. DJF har desuden målt separeringseffektiviteten overfor tungmetaller. En egentlig standardiseret afprøvningsmetode / protokol er dog ikke udviklet, hverken af DJF eller Dansk Landbrugsrådgivning, men fra udførslen af de nævnte tests er der samlet viden og erfaring til gavn for udviklingen af en testprotokol. Holland, Tyskland og BelgienI Holland er der gennemført en række test af gyllesepareringsanlæg, men der er ikke dokumentationskrav til de enkelte separatorer. Myndighederne har i stedet valgt at lave dokumentationskrav på ejendomsniveau om prøvetagninger af de separationsprodukter, som føres bort fra ejendommen (Ogink, 2007). DLG (Tyskland) har hverken udviklet testprotokoller eller gennemført egentlige tests af gyllesepareringsanlæg (Haüser, 2007). I Belgien har ”The BAT-centre for the Flemish Region” gennemført en række undersøgelser af teknologier til separering af gylle. Flandern er ligesom visse egne af Danmark karakteriseret ved en høj husdyrtæthed og et ”overskud” af husdyr-gødning i forhold til det areal, der er til rådighed for udbringning. For at reducere påvirkningen af vandmiljøet søges efter teknikker, der kan lette eksport af nærings-stofferne ud af regionen eller teknikker til neutralisering af næringsstofferne (f.eks. ved at bringe ammonium-kvælstof tilbage på N2). BAT Centret vurderer, at den største hindring for udbredelsen af gylleseparering er økonomien, da der findes anlæg, som teknisk set kan fungere fint i praksis (Feyaerts et al., 2002). Som i Tyskland og i Holland er der dog ikke udviklet egentlige test protokoller. På foranledning af regeringen har man i Belgien undersøgt mulighederne for at etablere en certificeringsordning for teknologier til behandling af husdyrgødning, herunder gylleseparering. Certificeringsordningen er endnu ikke etableret, og medvirkende forklaringer herpå er stor variation i teknikker/anlæg, stor variation i sammensætningen af husdyrgødning fra ejendom til ejendom og høje omkostninger ved at gennemføre certificeringen (Lemmers, 2006). USAI USA er fundet to eksempler på opstilling af testprotokoller indenfor gylle-separering. University of Tennessee har udviklet en protokol til test af mekaniske gylleseparatorer. Formålet er at give husdyrbrugeren viden om bl.a. separatorens kapacitet og effektivitet ved forskellige gylletyper. Ifølge protokollen tilføres gylleseparatoren rågylle med tørstofindhold varierende fra 1 % til 8 %. For hver gylletype måles en række parametre, bl.a. kapaciteten (behandlet gyllemængde pr. minut), masse af tørstoffraktionen i forhold til væskefraktionen, tørstofprocent i tørstoffraktionen samt fosfor- og kvælstofindholdet i tørstoffraktionen (Burns & Moody, (2003). Med kendskab til tørstofindholdet i gyllen på sin egen bedrift kan husdyrbrugeren ud fra testresultaterne få et estimat af, hvor meget gylle en given separator kan behandle og fordelingen af næringsstoffer i de resulterende fraktioner. Den udviklede protokol er anvendt i praksis til test af to skruepressere med kvæggylle (Moody, 2007). Resultaterne af de to tests kan ses på internettet: http://www.abe.iastate.edu/wastemgmt/solids-separation.html I forhold til f.eks. de danske FarmTests er det en klar fordel ved University of Tennessees protokol, at anlæggene testes med flere forskellige gylletyper. For de fleste anlæg afhænger separeringseffektiviteten af tørstofindholdet i rågyllen. Det gælder typisk, at jo tykkere rågylle jo større andel af total-N frasepareres i tørstof-fraktionen. Det andet eksempel på test-protokol er udviklet af North Carolina State University for U.S. Environmental Protection Agency´s Environmental Technology Verification (ETV) Program. Denne protokol er rettet mod test af anlæg til separering af svinegylle (Classen et al., 2002). Formålet med protokollen er at tilvejebringe en uafhængig og pålidelig vurdering af et separationsanlæg til gavn for både køberne af disse anlæg og for de myndigheder, der godkender anlæggene. For producenterne af separerings-anlæggene kan den uafhængige vurdering af anlægget anvendes til at underbygge de lovede præstationer til gavn for markedsføringen nationalt såvel som internationalt. Der er tale om en frivillig ordning. Udover test af anlæggets præstationer omfatter denne protokol også en vurdering af risici ved brug af anlægget som f.eks. elektriske ulykker, mekaniske ulykker og risiko for udledning af patogene organismer (Classen et al., 2002). Det har ikke været muligt at få oplyst hvor mange tests, der er gennemført efter protokollen udviklet af North Carolina State University. Det anbefales, at udvikling af testprotokoller indenfor gylleseparering koordineres med de amerikanske testprotokoller. Mulighederne for et samarbejde med udviklerne af de amerikanske test protokoller bør undersøges. Det kan nævnes, at dansk udviklede gyllesepareringsanlæg allerede er i gang med at blive markedsført i USA. 3.2.3 Testprotokoller indenfor gyllebehandling / gylleadditiverPå nuværende tidspunkt findes der ingen testprotokoller indenfor gyllebehandling/ gylleadditiver. I Danmark er der gennemført en række afprøvninger af forskellige former for gyllebehandling men ikke med en fælles testprotokol. I det følgende vil der blive præsenteret nogle mulige inspirationskilder til en kommende certificeringsordning for gyllebehandling/gylleadditiver. Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Landscentret har gennemført laboratorietest af gylleadditiver og gyllebehandling med ozon (Bang & Hansen, 2006) og udviklet metode til måling af emission fra beholdere. Efterfølgende har Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Dansk Svineproduktion i samarbejde udarbejdet et koncept for afprøvning af tilsætningsstoffer til gylle (Riis, 2006). Afprøvningen er opdelt i to faser. I den første fase screenes tilsætningsstoffet i en laboratorieundersøgelse, hvor potentialet for det pågældende tilsætningsstof vurderes. Hvis det vurderes, at tilsætningsstoffet har potentiale, gennemføres en fase to med fuldskala-test af tilsætningsstoffet under almindelige produktionsforhold i en slagtesvinestald. Fuldskala-testen tager 35 dage. I løbet af denne periode måles der ammoniak kontinuerligt, og der udtages løbende prøver af gylle og lugt. Der er ingen tvivl om, at erfaringerne fra dette koncept vil være et godt udgangs-punkt for en kommende certificeringsordning. At konceptet samtidig er opdelt i flere faser stemmer godt overens med tanken om en certificeringsordning opdelt i en A, B og C test. Nogle firmaer, der forhandler additiver, er kun interesserede i at gennemføre fuldskalaundersøgelsen. Derfor skal det afgøres, om det er muligt at gå direkte til dette niveau uden forudgående laboratorietest. Et alternativ er at tage udgangspunkt i konceptet for den hollandske RAV-liste, hvor staldsystemer med ammoniakreducerende kapacitet bliver vurderet. Til forskel fra "end of pipe" teknologierne, så er gyllebehandling/gylleadditiver på linje med staldsystemer med lav emission, eksempelvis stalde med delvist spaltegulv. Det bør derfor overvejes, om erfaringerne fra Holland kan anvendes til at lave en kommende certificeringsordning for gyllebehandling/gylleadditiver. Endelig er der den mulighed, at Danmark definerer et certificeringssystem for gyllebehandling/gylleadditiver i samarbejde med tyske og hollandske institutioner. 3.2.4 Testprotokoller for udstyr til udbringning af husdyrgødningInden for markbrug findes der kun en international standard for markforsøg med pesticider (GEP). Der findes således ingen protokol for emissionsmålinger i forbindelse med udbringning af husdyrgødning, og der er ikke kendskab til, at en international standard skulle være under udarbejdelse. I Danmark arbejder AgroTech A/S på at få etableret en europæisk standard, men denne er næppe færdigudviklet før 2009 - 2010. I forskningen har man indtil nu baseret undersøgelser om emissionen fra udbringning af husdyrgødning på de metoder, som de forskellige forskningsmiljøer traditionelt har benyttet og haft udstyr til. Der er dog opnået en vis konsensus om, hvilke metoder der er tilstrækkeligt videnskabeligt funderet og afprøvet, til at de kan indgå i bestemmelse af emissionseffekt ved brug af en given miljøteknologi. Valg af målemetode afhænger i høj grad af hvilke emissionstyper og kilder, der ønskes undersøgt. Hvis det primært er ammoniak fra udbragt husdyrgødning, der ønskes undersøgt, kan der defineres et forsøgs-setup, som bør kunne accepteres som en anerkendt testprocedure. Der findes i princippet tre forskellige metoder til bestemmelse af ammoniaktab fra udbragt gødning. Den micro-meteorologiske massebalance teknik (IHF) er den mest anerkendte og dokumenterede, men desuden kan der anvendes vindtunneller og JTI. I Danmark har DJF, Bygholm benyttet alle tre metoder, men har endnu ikke publiceret resultater baseret på vindtunnelmetoden. DJF har foreslået, at IHF-metoden danner grundlag for en egentlig testprotokol. Måling af lugtemissionen fra udbringning af husdyrgødning er vanskelig, fordi koncentrationerne er for lave til f.eks. tunnelforsøg. Derfor har DJF udarbejdet en metode med opkoncentrering af lugtstoffer gennem overdækning af et område med kapsler over tid. Derved kan det afgøres, om der er niveauforskelle i lugt-emissionen i forhold til almindelig udbringning. Dansk Landbrugsrådgivning og AgroTech har anvendt metoden til screening af forskelle ved forskellige nedfældningsmetoder og gyllebehandlinger (syre, ozon, beluftning) i både storskalaforsøg og i mindre parcelforsøg. Udbytteforskelle ved forskellige udbringningsmetoder er et indirekte mål for ammoniaktab og eventuelle afgrødeskader som følge af øget transport og samtidig et direkte mål for det økonomiske udbytte. Udbytteforsøg er en central del af Landsforsøgene, som er udbredte og anerkendte. Der er et tilhørende kvalitets-sikringssystem – Kvalitet i Landsforsøgene – hvor der findes en række procedurer for markforsøg fra anlæg til høst. Derudover er der udarbejdet udførlige beskrivel-ser af procedurer for arbejdsgang ved gylleforsøg med gyllevogn/nedfælder. Disse procedurer skal sikre korrekt dosering, kontrol af pumper, omrøring mv. samt sikre korrekt prøvetagning af gylle. 3.3 Hvordan sikres fremdrift i udviklingen af teknologier?I dette afsnit gøres rede for samspillet mellem teknologilisten og certificerings-ordningen, og der gives forslag til, hvordan en stadig udvikling af nye teknologier opretholdes. Disse forhold er også beskrevet i kapitel 1 i denne rapport. Certificeringen foreslås opdelt i 3 niveauer, hvor de enkelte niveauer kan karakteriseres således:
Teknologilisten betragtes som en bruttoliste over teknologier, som kommunerne umiddelbart skal godkende som projekttilpasninger til opnåelse af et givet beskyttelsesniveau i forbindelse med ansøgning om miljøgodkendelse. Der bør være flere muligheder for at opnå den krævede generelle reduktion (i forhold til referencesystemerne) i emission fra stald og lager. For hver teknik er det oplyst, hvilken effekt systemet har på emissionen. Så snart teknikken er optaget på listen, vil konsulenter således også kunne vælge teknologien på listen i ansøgningssystemet (www.husdyrgodkendelse.dk). Det foreslås, at optagelse på teknologilisten gøres tidsbegrænset for eksempel til 1½ eller 2 år. Virksomhederne skal herefter skal have frembragt den nødvendige dokumentation, som kræves for at være certificeret på C-niveau for at kunne blive på teknologilisten. Herunder foreslås i stikord nogle retningslinier for optagelse på teknologilisten.
For en grafisk fremstilling af forholdet mellem teknologilisten og certificerings-ordningen henvises til Miljøstyrelsens skitse, som blev rundsendt efter det første møde. 3.4 ReferencerAarnink, A.J.A; Ogink, N.W.M (2006): Harmonisation of measuring protocol for emissions of ammonia, odour and fine dust from animal houses in the Netherlands and Germany. Intern rapport 200606, Animal Sciences Group, Wageningen UR. DLG-signumtest (2006): Uniqfill Air b.v. Zweistufige abluftreinigungsanlage "Chemowäscher (+)". DLG-Prüfbericht 5629. DLG-signumtest (2007a): Dorset Milieutechniek b.v. Abluftreinigungsanlage "Dorset-Rieselbettfilter". DLG-Prüfbericht 5702. DLG-signumtest (2007b): Hagola Biofilter GmbH. Abluftreinigungssystem für die schweinehaltung. DLG-Prüfbericht 5699. Ogink, N.W.M. (2007): Wageningen University. Agrotechnology and Food Sciences Group. Personlig meddelelse. Møller, H.B, Hansen, M.N. og Maahn, M. (2003): Separation af gylle med skruepresse, dekantercentrifuge og ved kemisk fældning. Grøn Viden. Markbrug nr. 286. Danmarks JordbrugsForskning. Häuser, S. (2007): Deutche Landwirtschafts-Gesellschaft (DLG). Test Center Technology and Farm Inputs. Personlig meddelelse. Feyaerts, T., Huybrechts, D. and Dijkmans R. (2002): Beste beschikbare Technieken (BBT) voor mestverwerking tweede editie. The BAT Centre for the Flemish Region (Belgium). Downloaded fra internettet: http://www.emis.vito.be/EMIS/Media/BBT Lemmers, B. (2006): VITO. Belgium. Personlig meddelelse. Burns, R.T. & Moody, L.B. (2003): Performance testing of screw-press solid separators: Comprehensive solids analysis and nutrient partitioning. The University of Tennessee, Biosystems Engineering & Environmental Science Dept. Downloaded fra internettet: Moody, L. (2007): Iowa State University, Agricultural & Biosystems Engineering. Personlig meddelelse. Classen, J.J., Stevens, T.G. and Frederick, R.M. (2002): Test Plan for the verification of technologies for separation of manure from flushed swine waste. North Carolina State University, Animal and Poultry Waste Management Center. Department of Biological and Agricultural Engineering. Raleigh. Bang, A. & Hansen, A.G. (2006). Laboratorietest af ozon og gylleadditiver. Udvikling af metode. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret. Riis, A.L. (2006): Test af gylleadditiver m.m. Dansk Svineproduktion. http://www.dansksvineproduktion.dk/
|