Udvikling af kompetence og værktøjer til implementering af REACH med fokus på virksomheder inden for rengøringsmiddel- og kosmetikbranchen.

2 Introduktionsseminar

Som introduktion til projektet blev der den 2. marts 2006 afholdt et heldagsintroduktionsseminar på Glostrup Park Hotel, Glostrup. Seminaret var et kick-off møde for projektet, som havde til formål, gennem indlæg og diskussioner, at belyse forskellige sider af REACH og de medfølgende krav til industrien. Desuden gav denne første dialog mulighed for at identificere virksomhedernes behov og få input til projektet, så det kunne gennemføres så målrettet som muligt.

Programmet og deltagerlisten for seminaret er vedlagt i bilag A.

2.1 Introduktion til projektet

Deltagerne blev indledningsvist introduceret til projektets indhold, forløb og formål. Der blev præsenteret forskellige forslag til casestudier, som var REACH-relaterede opgaver, deltagerne selv senere i projektet skulle arbejde med i virksomheden. Disse forslag blev diskuteret, og der var enighed om, at kortlægning af virksomhedernes egne kemiske stoffer, herunder mængder, leverandører, kommunikationskrav mm., var et godt casestudie (se afsnit 3.1.3).

Behovet for værktøjer i forbindelse med REACH blev diskuteret, og forslag til hvilke værktøjer, der kunne udvikles i projektet blev fremlagt. På baggrund af diskussionen udsendte DHI efter seminaret en opdateret liste med forslag til værktøjer, som virksomhederne blev bedt om at tage stilling til og prioritere (se afsnit 4).

2.2 Introduktion til REACH

Deltagerne fik en generel introduktion til REACH og blev gennem diskussion og gruppearbejde bekendt med virksomhedens aktør-rolle og forpligtelser i forhold til REACH. Eksempler på spørgsmål, som blev besvaret under seminaret, var:

  • Hvad indeholder REACH?
  • Hvilken REACH aktør-rolle har virksomheden?
  • Hvilke krav stilles der til virksomhederne?
  • Hvordan skal virksomhederne kommunikere med leverandører og kunder?
  • Hvornår kan REACH forventes at kræve handling fra virksomhederne?
  • Hvad er status for implementeringen af REACH?

For mange af deltagerne var REACH noget helt nyt, og der blev derfor lagt vægt på at skabe et overblik frem for at gå i detaljer med elementerne i REACH. Der var naturligt nok meget interesse omkring hvilke krav, REACH stiller til virksomhederne, hvorfor dette punkt blev prioriteret højt.

2.3 Output af introduktionsseminar

Ved introduktionsseminaret udtrykte flere af deltagerne bekymring og forvirring omkring den nye lovgivning og manglede i mange tilfælde overblik over, hvad REACH i praksis vil betyde for virksomheden. Denne reaktion bekræftede projektets relevans og nødvendigheden af den grundigere dialog med hver af virksomhederne omkring, hvad REACH betyder for netop deres virksomhed. Introduktionsseminaret gav (for de fleste) en første introduktion til REACH og de vigtigste aspekter af lovgivningen. Dette skabte et udgangspunkt for den videre dialog omkring REACH i virksomhederne. Virksomhedernes vigtigste udbytte af introduktionsseminaret vurderes at være at:

  • Deltagerne blev præsenteret for projektet og fik mulighed for at komme med input til projektforløbet
  • Deltagerne fik en (bedre) forståelse for de vigtigste elementer i REACH
  • Deltagerne fik defineret deres aktør-roller og forpligtelser gennem diskussion og gruppearbejde
  • Deltagerne fik afdækket deres behov for yderligere rådgivning og mulighed for at vælge niveauet for deltagelse i det videre projektforløb

 



Version 1.0 November 2008, © Miljøstyrelsen.