Miljøprojekt Nr. 1257, 2008
Resistens hos brune rotter
Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark 2007
Indholdsfortegnelse
- 1.1 Perioden 1962 – 1994
- 1.2 Perioden 1994 – 2001
- 1.3 Perioden 2001 og fremefter
- 1.4 Status ved udgangen af 2006
BILAG 1: Resistensniveauer i de enkelte kommuner
Forord
Nærværende rapport omfatter undersøgelse af rotter indfanget i kalenderåret 2007 til undersøgelse for eventuel resistens mod bekæmpelsesmidler. Formålet med undersøgelsen har været at fastlægge niveau og geografisk udbredelse af resistens hos brun rotte i Danmark i fortsættelse af foregående års undersøgelser.
Projektet er gennemført af Jens Lodal som projektleder med teknisk assistance i laboratoriet fra Sarah Adams, Folmer Jensen og Iver Munch Skadborg på Skadedyrlaboratoriet, Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.
Til projektet har været knyttet en følgegruppe, som takkes for gode råd og stor interesse for projektet og dets rapportering. Følgegruppen har bestået af: Ann-Charlotte Heiberg, Skadedyrlaboratoriet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Bent Aagaard Petersen, FødevareErhverv, Fødevareministeriet, Jørgen B. Jespersen, Skadedyrlaboratoriet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Michael Bjørnsen, Miljøstyrelsen, Morten Helholm, Brancheforeningen for Kommunal Skadedyrsbekæmpelse, Peter Weile, By- og Landskabsstyrelsen og Jørn Kirkegaard, Miljøstyrelsen.
Projektet er blevet gennemført i nært samarbejde med Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse, Peter Weile, som har medvirket til at få startet indsamlingen af rotter i de enkelte regioner og til at vurdere enkelttilfælde af bekæmpelsessvigt med henblik på undersøgelse for mulig resistens.
Opbakning fra de kommunale administrationer og de bekæmpelsesfirmaer, der i mange kommuner udfører rottebekæmpelse, har dannet grundlag for det nære samarbejde, som projektet har haft med de lokale rottebekæmpere, uden hvis aktive medvirken det ikke ville have været muligt at få indfanget rotter til undersøgelse for resistens.
Projektet er blevet finansieret ligeligt af Miljøstyrelsen og Fødevareministeriet sammen med Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Skadedyrlaboratoriet.
Korrespondent Marianne Christensen har i slutfasen ydet hjælp med korrektur.
Alle, der har bidraget med aktiv medvirken og økonomisk støtte til projektet, takkes hermed.
Sorgenfri, oktober 2008
Jens Lodal
Sammenfatning
En systematisk kortlægning af udbredelsen af resistens hos rotter har påvist forekomst af resistens i en del kommuner, hvor resistens ikke tidligere har været konstateret. De fleste af disse kommuner ligger tæt på eller som nabo til kommuner, hvor der tidligere er fundet resistens. Undersøgelsen har i 2007 fokuseret på kommuner i de tidligere Ribe og Vejle Amter samt kommunerne København og Frederiksberg. Med undtagelse af en enkelt kommune, hvorfra de modtagne rotter døde inden undersøgelse, blev der fundet resistens blandt rotter fra samtlige kommuner i de to jyske områder, mens der ikke blev fundet resistens i kommunerne København og Frederiksberg. Derudover er der for første gang fundet resistens hos rotter fra to kommuner i hovedstadsområdet, Glostrup og Ishøj, hvor man havde oplevet problemer i rottebekæmpelsen.
Baggrund og formål
Til bekæmpelse af rotter anvendes i Danmark udelukkende midler, som hindrer blodet i at størkne, de såkaldte antikoagulanter. I 1962 opstod der for første gang resistens, altså modstandsdygtighed, mod det første af disse midler, warfarin. Resistens er et arveligt fænomen. Nye midler blev herefter introduceret på markedet, og der opstod senere resistens mod flere af disse nye midler. Resistens er konstateret i Jylland, på Fyn og på Sjælland. I alle tre landsdele findes resistens mod op til fire antikoagulanter, som repræsenterer en styrkerækkefølge med hensyn til resistens. Warfarin, som ikke længere anvendes i Danmark, er den svageste af disse antikoagulanter efterfulgt i stigende styrke af coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. Ved undersøgelse af rotter fra områder, hvor der har været bekæmpelsessvigt, har det gennem årene kunnet konstateres, at resistensen har spredt sig til flere og flere kommuner.
Rundt omkring i landet er der områder, hvorfra rotter ikke har været undersøgt, eller hvor der for år tilbage nok har været undersøgt rotter men uden fund af resistens. Da resistensen kan sprede sig, er der i de senere år sat specielt fokus på at få undersøgt sådanne områder. Undersøgelsen tilrettelægges derfor regionsvist typisk med udgangspunkt i de amter, der eksisterede frem til udgangen af 2006. Med en målrettet indsats forsøges rotter indfanget fra alle kommuner i regionen. Ved kommunesammenlægningerne, der trådte i kraft 1. januar 2007, blev antallet af kommuner reduceret til 98, altså i nærheden af en tredjedel af det hidtidige antal. For at bevare den samme detaljeringsgrad som hidtil med hensyn til de geografiske elementer anvendes den gamle kommuneopdeling og de gamle kommuners navne i 2007. De nye kommunenavne medtages også, og i tabeller og anden relevant sammenhæng gives både nye og gamle navne. Da indfangning af rotter foretages af de lokale rottebekæmpere, koncentreres den regionale indsats til 10-13 uger om foråret og tilsvarende om efteråret i tilknytning til de kampagneperioder, hvor kommunerne foretager de lovpligtige halvårlige eftersyn af samtlige ejendomme i landzone for forekomst af rotter.
Undersøgelsen
Rotter indfanges af rottebekæmperne i de enkelte (gamle) kommuner fortrinsvist på steder, hvor der er eller har været problemer med at opnå et tilfredsstillende resultat af bekæmpelsen. Med speciel transport køres rotterne til Skadedyrlaboratoriet, og efter en kort karantæneperiode påbegyndes undersøgelsen for eventuel resistens. Der anvendes to typer af undersøgelser: enten en blodprøveundersøgelse eller en ædetest. Første trin i undersøgelsen er normalt mod en svag antikoagulant som warfarin eller coumatetralyl. Er rotten positiv, fortsættes med stærkere antikoagulanter som bromadiolon og difenacoum. Er der resistens mod difenacoum fortsættes med en af de endnu stærkere antikoagulanter som brodifacoum, difethialon eller flocoumafen.
Hovedkonklusioner
Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse er resistens mod de tre aktivstoffer coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum, da der ikke er fundet resistens mod stærkere aktivstoffer. Resistens mod disse tre aktivstoffer er i undersøgelsesperioden konstateret i 24 kommuner, hvoraf de 5 er kommuner, hvor resistens ikke tidligere har været kendt. Med undersøgelser af rotter indfanget i 2007 er det samlede antal kommuner med konstateret resistens steget med disse 5 kommuner til i alt 124.
I gruppen af ”ad hoc” rotter blev der fundet resistens på difenacoum-niveau i to kommuner i hovedstadsområdet, som tidligere har været uden kendt resistens. I de to andre kommuner i ad hoc gruppen blev der konstateret resistens op til samme niveau som tidligere kendt. Der blev ikke fundet resistens blandt rotter fra gruppen ”diverse”.
Den regionale indsats har således givet et overblik over resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse. Det kan derfor kun anbefales at arbejde videre med en målrettet og regionalt baseret indsats i andre dele af landet.
Som hidtil er der ikke fundet resistens mod stærkere antikoagulanter end difenacoum. Det betyder, at trods en vis spredning af resistensen har man stadig mulighed for at foretage en effektiv bekæmpelse med de på markedet værende stærkere aktivstoffer, nemlig brodifacoum, difethialon og flocoumafen.
Projektresultater
I 2007 modtoges i alt 312 rotter fra 33 (gamle) kommuner.
Rotterne fordeler sig på tre regionale områder i perioden, som var
- 1) det tidligere Ribe Amt
- 2) det tidligere Vejle Amt og den tidligere Christiansfeld Kommune
- 3) kommunerne København og Frederiksberg
foruden
- 4) ”ad hoc” og ”diverse” rotter
1) Ribe Amt
I Ribe Amt blev rotter fra 9 gamle kommuner modtaget til undersøgelse.
Resistens blev fundet mod
- Warfarin i 3 kommuner (Grindsted, Billund og Helle)
- Coumatetralyl i 8 kommuner (Grindsted, Billund, Bramming, Esbjerg, Blaabjerg, Blåvandshuk, Helle og Vejen)
- Bromadiolon i 7 kommuner (Grindsted, Billund, Bramming, Esbjerg, Blaabjerg, Helle og Vejen)
- Difenacoum i 6 kommuner (Grindsted, Billund, Bramming, Esbjerg, Helle og Vejen)
2) Vejle Amt plus den tidligere Christiansfeld Kommune, idet dele af Christiansfeld nu tilhører den nye Kolding Kommune i denne region
I denne region blev rotter fra 12 kommuner modtaget til undersøgelse.
Resistens blev fundet mod
- Coumatetralyl i 8 kommuner (Fredericia, Hedensted, Christiansfeld, Kolding, Lunderskov, Give, Jelling og Vejle)
- Bromadiolon i 12 kommuner (Fredericia, Hedensted, Gedved, Horsens, Christiansfeld, Kolding, Lunderskov, Børkop, Egtved, Give, Jelling og Vejle)
- Difenacoum i 7 kommuner (Fredericia, Horsens, Christiansfeld, Lunderskov, Egtved, Give og Vejle)
3) Kommunerne København og Frederiksberg
Fra disse to kommuner blev i alt modtaget 21 rotter, men ingen af dem viste sig at være resistente.
4) ”Ad hoc” og ”diverse” rotter
Rotter fra 10 kommuner blev indleveret til undersøgelse. ”Ad hoc” rotter kom fra 4 kommuner, og der blev i 3 af disse kommuner konstateret resistens mod difenacoum, mens den fjerde ikke viste højere resistens end bromadiolon-niveau. Indleverede rotter i ”diverse” gruppen kom fra 6 kommuner, men ingen af disse rotter udviste resistens.
Uanset rotternes oprindelse er der ikke i noget tilfælde, hvor der er fundet resistens mod difenacoum, konstateret resistens mod de stærkere antikoagulanter brodifacoum, flocoumafen eller difethialon, som er anvendt i de videre undersøgelser.
Summary
This report describes the results of a project for monitoring of the distribution of resistance in Danish brown rats (Rattus norvegicus) in 2007. Anticoagulant rodenticides only are allowed for rat control in Denmark. Active ingredients on the Danish market are coumatetralyl, bromadiolone, difenacoum, brodifacoum, difethialone and flocoumafen. Since the first occurrence of resistance to warfarin was recorded in 1962, resistance to coumatetralyl, bromadiolone and difenacoum has been found in Jutland and in the islands of Funen and Zealand.
From 1962 to 1994 rats from locations with control problems were tested for resistance, and a map of Denmark could be drawn indicating municipalities with resistant rats. According to the Environmental Protection Act, the municipalities are responsible for carrying out efficient rat control. Therefore, a municipality is the registration unit for occurrence of resistance in rats. Regardless of the location in a municipality where a resistant rat has been trapped, the whole municipality is given the same sign.
In 1994 it was decided that focus should be on areas where resistance might occur because resistance was known in the surrounding municipalities.
In 2001 the resistance monitoring was intensified and a mapping programme for the whole country with regard to occurrence of resistance in brown rats was launched. The basic principle has since then been to select a region the size of a Danish county (in Danish: Amt). All municipalities within the region are requested and encouraged to cooperate in trapping rats.
Two different regions are brought into focus during a period of about 12 weeks; one region in the spring and another in the autumn. Rats are trapped by the local rat control operators preferably at locations where the rat control operator has experienced unsuccessful control.
Other rats are received from locations outside the selected region, especially from locations with control problems.
The rats are brought to the laboratory alive to be tested for resistance against anticoagulant rodenticides. Two methods, i.e. a blood clotting response test (BCR) and a feeding test, are used for testing of the level of resistance in a specific rat.
The number of municipalities was reduced by January 1st, 2007, because many municipalities merged. The new municipality structure meant bigger units than previously. In order to maintain the same structure as in the foregoing years, the previous names and sizes of the municipalities and counties (Amt) have been used in this study. This means that e.g. a new municipality now covering three former municipalities is in this report treated as three separate units, i.e. the three original municipalities.
During 2007 regions covering 1) Ribe Amt in western Jutland and 2) Vejle Amt in eastern Jutland and 3) the municipalities Copenhagen and Frederiksberg in Zealand have been in focus.
Rats from areas not included in the regions mentioned above have been included in the monitoring programme.
In 2007 a total of 312 rats were received at the laboratory. They had been trapped in 33 (former) municipalities.
Resistance to difenacoum (red colour on the maps) was detected as the highest level in 16 municipalities; resistance to bromadiolone (orange) in 7 municipalities; and resistance to coumatetralyl (yellow) in 1 municipality. These three levels of resistance are of importance to rat control in Denmark. Municipalities with resistance to only warfarin (green colour on the maps) are to be regarded as having no resistance problems because warfarin is not allowed in Denmark.
No resistance was found in rats received from 9 municipalities. Rats found resistant to difenacoum have been tested for possible resistance to the more potent anticoagulant rodenticides brodifacoum, flocoumafen or difethialone but no rats were found resistant.
The resistance monitoring programme for 2007 has revealed resistance in 5 municipalities not known previously for having resistant rats. Three of these municipalities are situated in western Jutland whereas two others are situated west of Copenhagen in Zealand.
1 Introduktion
- 1.1 Perioden 1962 – 1994
- 1.2 Perioden 1994 – 2001
- 1.3 Perioden 2001 og fremefter
- 1.4 Status ved udgangen af 2006
I Danmark findes to rottearter, nemlig den brune rotte (Rattus norvegicus) som bortset fra enkelte øer er vidt udbredt og også forekommer i kloaksystemer, og husrotten (Rattus rattus), som er meget sjælden. Begge arter er omfattet af den samme lovgivning vedrørende bekæmpelse. Rottebekæmpelse i Danmark er underlagt miljølovgivningen og i øvrigt fastlagt i Bekendtgørelse nr. 611 af 23. juni 2001 om bekæmpelse af rotter m.v. Danmark har en veltilrettelagt rottebekæmpelse, der ifølge lovgivningen er organiseret gennem kommunerne. Enhver, der konstaterer forekomst af rotter, er ansvarlig for, at dette straks anmeldes til kommunen. Som en lovpligtig foranstaltning udføres rottebekæmpelsen enten af kommunens eget personale, eller den er udliciteret til et bekæmpelsesfirma. Bekæmpelse med kemiske midler må kun foretages af autoriseret personale.
I Danmark bekæmpes rotter udelukkende med bekæmpelsesmidler, der hindrer blodet i at størkne, og dyret dør på grund af en forblødning i de indre organer eller under huden. Derfor kaldes de med en fællesbetegnelse for antikoagulanter. De virker ved, at de påvirker den fysiologiske proces i leveren, hvori K-vitamin indgår, for at danne de stoffer, der direkte indgår i blodstørkningsprocessen. Normalt har en rotte et vist depot af K-vitamin i leveren, men under indvirkning af en antikoagulant opbruges dette depot. Denne proces tager nogle dage, ofte to til fire, og først herefter indtræder der tydelige symptomer på forgiftning hos rotten. Den første antikoagulant, warfarin, kom på markedet i 1950’erne og revolutionerede nærmest rottebekæmpelsen. Der gik dog ikke mange år, før det første tilfælde af bekæmpelsessvigt dukkede op i 1962 i Vejle Amt. Tilfældet blev undersøgt, og det viste sig at være resistens, altså modstandsdygtighed, mod warfarin, der var årsagen (Lund, 1964).
Resistens hos rotter er her i landet kun et relevant emne for den brune rotte. I denne rapport er ordet rotte derfor i alle tilfælde ensbetydende med den brune rotte.
Efter forekomsten af resistens i Danmark og andre lande er der blevet udviklet andre og stærkere antikoagulanter. For hver ny antikoagulant på markedet har man fået mulighed for at bekæmpe nogle af de rotter, der var blevet resistente mod lidt ældre og svagere antikoagulanter.
Blandt de seks aktivstoffer på det danske marked forekommer der resistens mod de tre svageste, nemlig coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. Den nævnte rækkefølge er udtryk for en styrkerækkefølge mellem disse tre aktivstoffer, således at rotter, der kun er resistente mod coumatetralyl, vil kunne bekæmpes med bromadiolon. Rotter, der er resistente mod bromadiolon, er normalt også resistente mod coumatetralyl, og de vil kunne bekæmpes med difenacoum. Der er ikke påvist resistens mod de tre øvrige aktivstoffer brodifacoum, flocoumafen og difethialon, og de må betragtes som sideordnede ved valg til bekæmpelse af rotter, der er resistente mod difenacoum. Uanset hvilket af disse seks forskellige aktivstoffer, der anvendes i rottebekæmpelsen, er mekanismen i rotten grundlæggende den samme. Warfarin er nævnt ovenfor, men har ikke været på det danske marked siden sidst i 1980’erne. Som den svageste af alle antikoagulanter indgår den dog stadig i resistensundersøgelser.
Undersøgelse for resistens hos rotter har været en aktivitet, der har været gennemført ved Skadedyrlaboratoriet (navneændring 1. januar 2004 fra Statens Skadedyrlaboratorium), siden det første resistenstilfælde opstod - dog med lidt varierende intensitet gennem årene. Det har altid været sådan, at en rottebekæmper, der oplevede bekæmpelsessvigt, på Skadedyrlaboratoriet har kunnet få undersøgt om årsagen var forekomst af resistens.
I begyndelsen af 1990’erne var resistens konstateret i det østlige Jylland, på det vestlige Fyn og i den sydlige del af Sjælland. I 1994 blev det muligt at øge indsatsen, og der blev sat fokus på områder, der grænsede op til kommuner, hvor resistens var kendt. Rotter blev indsamlet løbende gennem hele året.
I slutningen af 2001 blev det nødvendigt med en omlægning af indsamlingsproceduren, blandt andet fordi de almindelige vognmænd ikke længere måtte medtage rotter, når visse andre varer blev transporteret samtidig. Da det samtidig var højt prioriteret at fortsætte med undersøgelse af rotter fra områder, hvor resistens ikke var kendt, blev indsamlingen af rotter organiseret regionsvist hovedsageligt med udgangspunkt i et amt. Alle kommuner i en udvalgt region bliver opfordret til at deltage, og indfangning af rotterne foretages af de lokale rottebekæmpere. Der kan være problemer med rottebekæmpelsen uden for den region, der på et givet tidspunkt er i fokus. Derfor har det været muligt i sådanne tilfælde at indsende rotter til undersøgelse, når Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse har vurderet, at der kunne være tale om et resistensproblem. Til forskel fra rotter fra en region, kaldes sådanne rotter ”ad hoc”. Endelig indleveres jævnligt rotter til Skadedyrlaboratoriet, og inden de aflives, bliver de undersøgt for eventuel resistens, og de registreres som en ”diverse” gruppe.
Det faktum, at der i Danmark kun er godkendt antikoagulanter til rottebekæmpelse, gør det meget nyttigt at have viden om resistensforhold.
Med viden om resistens og mulighed for at undersøge for eventuel resistens i tilfælde af bekæmpelsessvigt har man mulighed for at udvikle en strategi, der både begrænser udviklingen af resistens og tilgodeser hensigten om den mindst mulige miljøbelastning med bekæmpelsesmidler. Når det drejer sig om antikoagulanter til bekæmpelse af rotter, er det generelle mønster, at de svageste giver den svageste miljøbelastning, mens de stærkere udgør en større risiko. Denne risiko er udtrykt ved generelt højere giftighed (lavere LD50-værdi) over for såvel måldyrene, rotterne, som over for ikke-måldyr (Buckle, 1994; Lodal & Hansen, 2002).
Viden om resistensudvikling og resistensens udbredelse i landet kan forbedre rådgivningsgrundlaget for Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse og derved den lovpligtige rottebekæmpelse, som organiseres af kommunerne.
Som nævnt ovenfor har udviklingen af resistens og dens spredning i landet været fulgt siden 1962. Der har været nogle hovedfaser i undersøgelserne, som kort skitseres herunder.
1.1 Perioden 1962 – 1994
Siden det første fund af resistens hos den brune rotte i Danmark i 1962 har der med varierende intensitet været undersøgt for eventuel resistens hos rotter. Hovedparten af de undersøgte rotter i perioden er blevet indfanget på lokaliteter med bekæmpelsessvigt. Enhver rottebekæmper kunne i sådanne tilfælde sende rotter til undersøgelse, og undersøgelsen foregik ved, at rotterne blev fodret med et præparat svarende til det, der havde været anvendt i bekæmpelsen på den pågældende lokalitet. På denne måde har det været muligt at følge spredning af resistens fra det første fund i Vejle Amt samtidig med udvikling af resistens mod antikoagulanter af stigende styrke (Lund, 1984). Resistensen har nærmest spredt sig som ringe i vandet, først i Jylland i nordlig, vestlig og sydlig retning og senere fra Lillebæltsbroen mod øst over dele af Fyn. I 1987 konstateredes det første tilfælde af resistens på det sydlige Sjælland og herfra er også set en vis spredning (Lodal, 2001).
1.2 Perioden 1994 – 2001
Fra begyndelsen af 1994 blev undersøgelse for resistens intensiveret med fokus rettet mod kommuner, der grænsede op til kommuner med kendt resistens. Med denne intensiverede indsats fulgte også en mere detaljeret registrering af data for hver enkelt rotte, som ikke mindst blev muliggjort med moderne EDB-teknik. Blandt de medvirkende kommuner blev enkelte undersøgt grundigere end andre med fangst af rotter fra mange steder i de pågældende kommuner. Dette viste blandt andet, at resistens blandt rotter kan være begrænset til visse dele af kommunen (Lodal, 2001).
1.3 Perioden 2001 og fremefter
I efteråret 2001 påbegyndtes undersøgelser af rotter efter en regional opdeling af landet. I modsætning til de foregående år blev fokus rettet mod samtlige kommuner i et amt og ikke blot mod de kommuner, der grænsede op til kommuner, hvorfra resistens var kendt.
I efteråret 2001 påbegyndtes regional undersøgelse i Sønderjyllands Amt, og denne blev fortsat det følgende år. I efteråret 2002 var kommunerne i Århus Amt grundlaget for den regionale indsats. I 2003 valgtes Storstrøms Amt samt Langeland som region for foråret, mens Viborg Amt blev region for efterårets undersøgelse. Region for foråret 2004 var Nordjyllands Amt, men da under halvdelen af kommunerne medvirkede, indgik udvalgte kommuner også i undersøgelserne efterår 2004 sammen med kommunerne i Roskilde Amt. Resultater af undersøgte rotter indfanget i 2003 og 2004 er givet af Lodal (2006a).
I 2005 udgjorde kommunerne i Fyns Amt med undtagelse af Langeland, som blev undersøgt i 2003, grundlaget for den regionale indsats om foråret, mens Vestsjællands Amt blev region for efterårets indsats. Resultater af undersøgte rotter indfanget i 2005 er givet af Lodal (2006b).
Kommunerne i Ringkjøbing Amt dannede basis for den regionale undersøgelse i foråret 2006, mens kommunerne i Frederiksborg Amt var i fokus for den regionale indsats om efteråret. Resultaterne af undersøgelserne af rotter modtaget i 2006 er givet af Lodal (2007).
I foråret 2007 var det de gamle kommuner i det tidligere Ribe Amt, der var i fokus sammen med kommunerne København og Frederiksberg. Begge områder fortsatte i den regionale undersøgelse i efterårsmånederne sammen med de gamle kommuner i det tidligere Vejle Amt.
Foruden rotter fra de udvalgte regioner indgår også såkaldte ”ad hoc” rotter foruden ”diverse” rotter i undersøgelser for eventuel forekomst af resistens. De såkaldte ”ad hoc” rotter er rotter fra steder med bekæmpelsessvigt, og hvor Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse har vurderet, at der kunne være tale om resistens. Betegnelsen ”diverse” rotter bruges om rotter, som uopfordret indleveres til laboratoriet, og de indgår også i resistensundersøgelserne, såfremt de overlever karantæneperioden.
1.4 Status ved udgangen af 2006
Som nævnt ovenfor blev dataregistreringen ændret fra begyndelsen af 1994 samtidig med en intensiveret og mere målrettet indsats. I perioden fra 1. januar 1994 til udgangen af 2006 er der modtaget rotter fra i alt 223 kommuner. Antallet af kommuner, hvorfra rotter er modtaget gennem perioden ses af Tabel 1 herunder.
Tabel 1. Antal kommuner hvorfra rotter er modtaget til resistensundersøgelse
| År | Antal kommuner | Antal nye kommuner i løbet af året | Akkumuleret antal kommuner fra 1. januar 1994 |
| 1994 | 60 | 60 | 60 |
| 1995 | 48 | 15 | 75 |
| 1996 | 40 | 10 | 85 |
| 1997 | 44 | 12 | 97 |
| 1998 | 63 | 20 | 117 |
| 1999 | 44 | 7 | 124 |
| 2000 | 28 | 6 | 130 |
| 2001 | 16 | 7 | 137 |
| 2002 | 37 | 17 | 154 |
| 2003 | 42 | 19 | 173 |
| 2004 | 35 | 22 | 195 |
| 2005 | 48 | 12 | 207 |
| 2006 | 38 | 16 | 223 |
Nærværende rapport koncentreres om indfangningsåret 2007. Derfor bringes herunder i Figur 1 et kort over udbredelsen af resistens, som den er konstateret på grundlag af undersøgelse af rotter indfanget siden første forekomst af resistens i 1962 til udgangen af 2006. På grund af den udvidede registrering af data vises på kortet samtlige kommuner, hvorfra rotter er fundet resistente, og fra 1994 desuden kommuner, hvorfra rotter ikke er fundet resistente. Det skal bemærkes, at alle kort med kommuneopdeling i nærværende rapport viser de gamle kommuner, som de bestod og var navngivet indtil udgangen af 2006. Dette gøres for at bevare den større detaljeringsgrad i en kommunalt baseret registrering og opgørelse af resultater, som er mulig efter den gamle kommuneinddeling i forhold til den nye inddeling, hvor antallet af kommuner er blevet reduceret til omkring en tredjedel.
På alle kort i denne rapport gælder, at ikke-farvede (hvide) kommuner ikke har leveret rotter siden begyndelsen af 1994, eller der har ikke på noget tidspunkt før 1994 været forekomst af nogen form for resistens.
Det skal bemærkes, at en kommune har signatur for resistens, når blot en enkelt rotte er fundet resistent. Alle dele af en kommune har samme signatur, uanset hvor resistens er fundet. Derfor har f. eks. en del små øer resistens-signatur, selv om der ikke er fundet resistens på selve øen. Tilsvarende må det også påpeges, at mange steder i en kommune med signatur for resistens er rotterne ikke resistente. I flere tilfælde forekommer de resistente rotter på et meget begrænset område i en kommune.
En optælling af kommunerne viser ved udgangen af 2006, at der i 54 kommuner er konstateret tilfælde af resistens mod difenacoum, i 43 kommuner mod bromadiolon og i 22 mod coumatetralyl som de højeste niveauer. I alt var der således 119 kommuner, hvor der er konstateret resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse. Fra yderligere 16 kommuner var der ved undersøgelser i laboratoriet fundet rotter med resistens kun mod warfarin, som er uden betydning for den praktiske bekæmpelse.
Figur 1. Resistens hos brune rotter 1962 – 2006. En kommune har signatur for resistens, når blot en enkelt rotte i løbet af perioden er fundet resistent. Alle dele af en kommune har samme signatur, uanset hvor resistens er fundet. Derfor har f. eks. en del små øer resistens-signatur, selv om der ikke er fundet resistens på selve øen.
2 Materialer og metoder
2.1 Rotternes oprindelse
I 2007 blev kommunerne i de tidligere Ribe og Vejle Amter foruden hovedstadskommunerne København og Frederiksberg valgt til de regionale undersøgelser. Indfangning af rotter er blevet foretaget af de lokale rottebekæmpere, som enten har været kommunens eget personale eller personer ansat i et firma, som har kontrakt med den pågældende kommune. Derudover er der i 2007 undersøgt ”ad hoc” rotter fra 4 kommuner samt et antal ”diverse” rotter, som er blevet indleveret til laboratoriet, og disse er indgået i resistensundersøgelserne, såfremt de har overlevet karantæneperioden.
2.2 Den regionale undersøgelse
Indfangningsperioden i foråret 2007 strakte sig over 13 uger i april, maj og juni, og indfangningsperioden i efteråret varede 12 uger fra begyndelsen af oktober til hen over midten af december. Både forårs- og efterårsindfangningen indledtes med et informationsmøde, hvortil alle personer, der i området var beskæftiget med rottebekæmpelse, blev inviteret. På disse møder blev der orienteret om grundlaget for hele projektet og om, hvordan det i praksis skulle gennemføres. Rottebekæmperne får leveret alt det nødvendige udstyr som fælder, kasser til transport af rotter fra fangststedet til laboratoriet forsynet med redemateriale, foderpiller og æbler samt vandflasker. På en fast ugedag i indfangningsperioden er rotter blevet afhentet hos rottebekæmperen eller på selve fangstlokaliteten og kørt til laboratoriet.
Den største sandsynlighed for at konstatere resistens er på lokaliteter, hvor rottebekæmperne har oplevet problemer eller direkte bekæmpelsessvigt med de midler, der har været anvendt. Derfor opfordres de lokale rottebekæmpere til fortrinsvis at indfange rotter på lokaliteter, hvor der har været problemer. For at få et rimeligt antal rotter til undersøgelse tilstræbes det at få mindst ti rotter fra hver kommune og meget gerne fra samme lokalitet.
Efter modtagelsen på laboratoriet anbringes rotterne enkeltvis i bure, og alle nødvendige data om hver enkelt rotte indføres i en journal. Enkelte rotter, der har fået gift på fangstlokaliteten, fordi der har været udført rottebekæmpelse, dør under transporten eller kort efter ankomsten til laboratoriet. Derfor holdes rotterne under observation i nogle dage, inden de underkastes undersøgelse for eventuel resistens, idet kun rotter, der forekommer upåvirkede af bekæmpelsesmidler, kan undersøges.
Resistensundersøgelse i laboratoriet foretages på to forskellige måder, nemlig enten ved en blodprøveundersøgelse, der ofte benævnes BCR efter den engelske betegnelse Blood Clotting Response Test, eller ved en ædetest. Ved undersøgelserne følges principperne som beskrevet i EPPO (1995).
2.3 Blodprøveundersøgelse (BCR)
Ved blodprøveundersøgelser (BCR) undersøges først koagulationstiden for rottens blod. Derefter injiceres en afmålt mængde af aktivt stof i rottens bughule. Efter et givet antal dage, afhængigt af hvilket aktivt stof der anvendes, undersøges koagulationstiden igen. Er koagulationstiden steget til et niveau over en given værdi i forhold til den først fundne koagulationstid, er den pågældende rotte ikke resistent. Bibeholdes koagulationstiden på et niveau svarende til udgangspunktet, eller er der kun tale om en mindre forøgelse af koagulationstiden, er rotten resistent. I 2007 er BCR anvendt til undersøgelse for eventuel resistens mod warfarin, coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum.
I mange tilfælde, specielt når resistens har været kendt i området i forvejen, er undersøgelser på rotter indfanget i 2007 begyndt med en coumatetralyl BCR-test. Coumatetralyl er det svageste middel på det danske marked og derfor det svageste middel, der har betydning for praktisk bekæmpelse. I andre tilfælde, hvor resistens ikke forud har været kendt i et område, er undersøgelser startet med warfarin BCR-test. På grund af særlige oplysninger om bekæmpelsesindsats på en given fangstlokalitet er undersøgelserne i nogle få tilfælde begyndt med bromadiolon BCR-test.
Blodprøveundersøgelse er væsentligt hurtigere end en ædetest, idet et resultat kan aflæses 4 døgn efter starten af undersøgelsen. BCR-testen giver desuden mulighed for et mere varieret billede af resistensen, idet rotterne ikke nødvendigvis dør, hvilket følsomme rotter vil gøre i en ædetest. Derved muliggøres en mere detaljeret undersøgelse af den enkelte rottes resistensmønster. Derfor foretrækkes BCR, når det er muligt. I nogle tilfælde er det ikke muligt at få tilstrækkeligt med blod to gange fra en rotte, og i sådanne tilfælde anvendes i stedet en ædetest.
2.4 Ædetest
Ved en ædetest får en rotte tilbudt et præparat med det aktivstof, som den skal undersøges for med hensyn til eventuel resistens, som eneste foder et vist antal dage, hvorefter den holdes under observation i mindst tre uger. Overlever rotten denne observationsperiode, er den resistent mod det pågældende aktivstof i den givne koncentration. En normal følsom rotte vil derimod dø inden for observationsperioden. Som udgangspunkt anvendes de kommercielle koncentrationer af aktivstofferne, hvilket vil sige 0,03% coumatetralyl, 0,005% bromadiolon, 0,005% difenacoum, 0,005% brodifacoum, 0,005% flocoumafen, og 0,0025% difethialon.
Ædetesten er relativt tidskrævende, og for det enkelte dyr er resultatet enten død som værende ikke-resistent eller overlevende som resistent. Overlever en rotte en ædetest, og ønskes den undersøgt på andre aktivstoffer, er tidsrammen mindst en måned mellem start af hver undersøgelse.
Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse er resistens mod den kommercielle koncentration af et givet aktivstof eller resistens konstateret ved blodprøveundersøgelse.
3 Resultater
3.1 Indfangningsåret 2007
3.1.1 Regionale undersøgelser
I 2007 blev kommunerne i det tidligere Ribe Amt foruden hovedstadskommunerne København og Frederiksberg valgt til den regionale undersøgelse om foråret. Da forårsindsamlingen var afsluttet, blev det besluttet at fortsætte med disse områder også om efteråret. Derudover indgik kommunerne i det tidligere Vejle Amt i den regionale undersøgelse i efterårsperioden.
3.1.1.1 Ribe Amt
Resultater af samtlige undersøgelser af rotter fra Ribe Amt ses af Tabel 2. Af de 13 mulige kommuner (inkl. Fanø som oftest regnes for rottefri) medvirkede de 9 med i alt 100 rotter, hvilket giver et gennemsnit på 11,1 rotter per kommune med en variation fra 2 til 25. Af de medvirkende kommuner var der en ny i perioden siden januar 1994.
Der blev fundet resistens blandt rotter fra de 8 af de 9 kommuner, der leverede rotter. Fra Ribe Kommune blev modtaget 2 rotter, som begge døde, inden de kunne undersøges.
Resistens blev fundet mod
- Warfarin i 3 kommuner
- Heraf 1 ny (Billund)
- Heraf 2 tidligere kendt (Grindsted og Helle)
- Coumatetralyl i 8 kommuner
- Heraf 3 nye (Billund, Bramming og Blåvandshuk)
- Heraf 5 tidligere kendte (Grindsted, Esbjerg, Blaabjerg, Helle og Vejen)
- Bromadiolon i 7 kommuner
- Heraf 3 nye (Billund, Bramming og Helle)
- Heraf 4 tidligere kendte (Grindsted, Esbjerg, Blaabjerg og Vejen)
- Difenacoum i 6 kommuner
- Heraf 4 nye (Billund, Bramming, Esbjerg og Helle)
- Heraf 2 tidligere kendte (Grindsted og Vejen)
Videre undersøgelser af rotter, der viste sig resistente over for difenacoum, blev gennemført med de stærkere antikoagulanter brodifacoum, flocoumafen og difethialon, men, som det ses i Tabel 2, viste ingen rotter resistens mod nogen af disse aktive stoffer.
Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse findes således udbredt over de fleste kommuner i Ribe Amt, idet coumatetralyl-resistens er konstateret i 8 af de 9 kommuner. Resistens mod bromadiolon og difenacoum er næsten lige så hyppigt forekommende med henholdsvis 7 og 6 af de 9 kommuner. For 3 kommuner er det første gang, at resistens mod bromadiolon og difenacoum er konstateret. I den fjerde nye kommune med resistens mod difenacoum var der tidligere fundet resistens mod bromadiolon.
Tabel 2. Det tidligere Ribe Amt, region forår og efterår 2007. Oversigt over antal modtagne, undersøgte og resistente rotter for hver enkelt kommune. Mærkning af kommune med * angiver, at den er ny i perioden siden 1. januar 1994. Tal for resistente rotter er efterfulgt af *, når niveauet er nyt i forhold til status ved start.
3.1.1.2 Vejle Amt
Resultater af samtlige undersøgelser af rotter fra Vejle Amt fremgår af Tabel 3. Af de 17 kommuner i amtet leverede de 12 kommuner tilsammen 114 rotter, hvilket giver et gennemsnit på 9,5 rotter per kommune varierende fra 2 til 27. De 5 af de medvirkende kommuner var nye i perioden siden 1. januar 1994. Christiansfeld Kommune hørte i den gamle kommunestruktur ikke til Vejle Amt, men en del af den gamle Christiansfeld Kommune er nu indlemmet i Kolding Kommune, som det fremgår af Tabel 3, og derfor indgår den i nærværende undersøgelse.
Der blev fundet resistens blandt rotter fra samtlige 12 medvirkende kommuner.
Resistens blev fundet mod
- Coumatetralyl i 8 kommuner
- Alle tidligere kendte (Fredericia, Hedensted, Christiansfeld, Kolding, Lunderskov, Give, Jelling og Vejle)
- Bromadiolon i 12 kommuner
- Heraf 2 nye (Lunderskov og Vejle)
- Heraf 10 tidligere kendte (Fredericia, Hedensted, Gedved, Horsens, Christiansfeld, Kolding, Børkop, Egtved, Give og Jelling)
- Difenacoum i 7 kommuner
- Heraf 5 nye (Fredericia, Christiansfeld, Lunderskov, Give og Vejle)
- Heraf 2 tidligere kendte (Horsens og Egtved)
Tabel 3. Det tidligere Vejle Amt, region efterår 2007. Oversigt over antal modtagne, undersøgte og resistente rotter for hver enkelt kommune. Mærkning af kommune med * angiver, at den er ny i perioden siden 1. januar 1994. Tal for resistente rotter er efterfulgt af *, når niveauet er nyt i forhold til status ved start.
Videre undersøgelser af rotter, der viste sig resistente over for difenacoum, blev gennemført med de stærkere antikoagulanter brodifacoum, flocoumafen og difethialon, men, som det ses i Tabel 3, viste ingen rotter resistens mod nogen af disse aktive stoffer.
Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse findes således udbredt over de fleste kommuner i Vejle Amt, idet resistens mod coumatetralyl og bromadiolon findes i samtlige undersøgte kommuner. Resistens mod difenacoum er derimod kun konstateret i 7 af de 12 omhandlede kommuner, men for de 5 af disse kommuners vedkommende er det første gang, at resistens mod difenacoum er fundet.
3.1.1.3 Kommunerne København og Frederiksberg
Som nævnt ovenfor indgik de to hovedstadskommuner København og Frederiksberg i den regionale indsamling af rotter både forår og efterår. Som det ses af Tabel 4 leverede de to kommuner tilsammen 21 rotter, som blev undersøgt i warfarin og coumatetralyl BCR-test uden, at nogen rotter blev fundet resistente. Det skal bemærkes, at Frederiksberg Kommune, som kun er repræsenteret med en enkelt rotte, er ny siden 1. januar 1994
Tabel 4. Kommunerne København og Frederiksberg indgik som del af den regionale undersøgelse forår og efterår 2007. Oversigt over antal modtagne, undersøgte og resistente rotter for hver enkelt kommune. Kommune mærket med * er ny i perioden siden 1. januar 1994.
3.1.2 Ad hoc og diverse rotter
I løbet af 2007 er der i alt modtaget 59 rotter i grupperne ”ad hoc” og ”diverse”. En oversigt over resultaterne for disse rotter ses i Tabel 5.
Der blev i alt modtaget 59 ”ad hoc” rotter fra 4 forskellige kommuner, nemlig Brøndby, Glostrup, Ishøj og Slagelse. Siden 1994 er der førhen blevet undersøgt rotter fra Glostrup Kommune, mens rotter fra Ishøj ikke tidligere er blevet undersøgt. For både Glostrup og Ishøj Kommune er det nyt, at der forekommer resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse, og i begge tilfælde er det på difenacoum-niveau. For kommunerne Brøndby og Slagelse var der tale om resistens på de pågældende fangstlokaliteter til det niveau, der tidligere var blevet konstateret, nemlig difenacoum-niveau for Brøndby og bromadiolon-niveau for Slagelse.
Gruppen af ”diverse” rotter kommer fra 6 kommuner og omfatter i alt 18 rotter. Der blev ikke fundet nogen form for resistens blandt disse rotter, så det gælder for de repræsenterede kommuner, at der stadig ikke er konstateret resistens.
Tabel 5. Ad hoc og diverse rotter 2007. Oversigt over antal modtagne, undersøgte og resistente rotter for hver enkelt kommune. Mærkning af kommune med * angiver, at den er ny i perioden siden 1. januar 1994. Tal for resistente rotter er efterfulgt af *, når niveauet er nyt i forhold til status ved start.
3.1.3 Antal kommuner i 2007
I løbet af 2007 er der modtaget i alt 312 rotter fra tilsammen 33 kommuner efter den kommunestruktur, der var gældende frem til udgangen af 2006. Heraf var 8 kommuner nye efter 1. januar 1994. Dermed har i alt 231 kommuner leveret rotter siden begyndelsen af 1994.
3.2 Kort over resistens
Alle kommuner, der har leveret rotter til undersøgelse i løbet af 2007, er vist på Figur 2 herunder.
Figur 2. Resistens hos brune rotter indfanget i 2007. En kommune har signatur for resistens, når blot en enkelt rotte er fundet resistent. Alle dele af en kommune har samme signatur, uanset hvor resistens er fundet. Derfor har f. eks. en del små øer resistens-signatur, selv om der ikke er fundet resistens på selve øen.
De undersøgte rotter er fortrinsvis indfanget på lokaliteter med bekæmpelsesproblemer, hvilket skulle give de bedste muligheder for at konstatere eventuel resistens i en kommunes område. Som nævnt var kun en del af rotterne resistente, som det også ses i Tabel 2 og 3 for rotter fra Jylland. I tilfælde af flere fangstlokaliteter inden for en kommune kan resistensniveauet variere mellem de enkelte fangstlokaliteter. Dette kan ses på Figur 3 med et kortudsnit dækkende de tidligere Ribe og Vejle Amter. Alle fangststeder er afmærket med en farve for det højeste niveau af resistens, der er fundet på den pågældende lokalitet, eller alternativt ingen forekomst af resistens. Specielt for negative resultater med hensyn til resistens skal det bemærkes, at jo flere rotter der er blevet undersøgt i en given bestand, jo sikrere er resultatet for, at der ikke findes resistens på den pågældende fangstlokalitet. På Figur 3 er signatur for resistensniveau markeret uafhængigt af antal undersøgte rotter.
Figur 3. Geografisk placering af hver enkelt fangstlokalitet i de tidligere Ribe og Vejle Amter 2007. Farverne angiver niveauet for resistens, der er fundet, med ingen resistens som det laveste niveau.
Lægges resultaterne for 2007 sammen med status ved udgangen af 2006 fås et kort over resistensens udbredelse som vist i Figur 4, der giver et samlet billede af resistensens udbredelse, som den er konstateret ved undersøgelse af indfangne rotter frem til udgangen af 2007.
Sammenlagt er resultatet ved udgangen af 2007, at 65 kommuner har resistens mod difenacoum, 39 kommuner mod bromadiolon og 20 mod coumatetralyl som de højeste niveauer. I alt er der således 124 (gamle) kommuner, hvor der er konstateret resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse. I disse kommuner kan der således forekomme tilfælde, hvor det er nødvendigt at bruge et aktivstof, som er stærkere end det forekommende resistensniveau. Det skal bemærkes, at et angivet resistensniveau ikke er ensbetydende med, at alle rotteforekomster i kommunen er resistente. Resistens kan forekomme meget lokalt i en kommune, og resistenssignaturen kan være baseret på en enkelt eller meget få rotter, der i kommunen er fundet resistente. Ikke resistente rottebestande vil kunne bekæmpes med det svageste aktivstof, coumatetralyl, selv om en kommune har en karakteristik på et betydende resistensniveau. Enkelte kommuner uden farvesignatur ligger omkranset af kommuner med et resistensniveau, der bør tages i betragtning i kommunen. Disse kommuner har ikke leveret rotter til undersøgelse, men det kan formodes, at der kan forekomme resistens i lighed med tilfældet i nabokommunerne. I 16 kommuner er der signatur for warfarin-resistens, og i disse kommuner skulle det således på baggrund af resultaterne være muligt at bruge coumatetralyl.
En liste med de fundne resistensniveauer ses i Bilag 1.
Figur 4. Resistens hos brune rotter 1962 – 2007. En kommune har signatur for resistens, når blot en enkelt rotte i løbet af perioden er fundet resistent. Alle dele af en kommune har samme signatur, uanset hvor resistens er fundet. Derfor har f. eks. en del små øer resistens-signatur, selv om der ikke er fundet resistens på selve øen.
4 Konklusion
Antallet af kommuner med konstateret resistens hos rotter er steget i undersøgelsesperioden. Dette skyldes ikke mindst den regionale undersøgelse, hvor der sættes kraftigt fokus på alle kommuner i et udvalgt område, uanset om kommune eller rottebekæmper har meldt om problemer i rottebekæmpelsen eller ej. Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse er resistens mod de tre aktivstoffer coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum, da der ikke er fundet resistens mod stærkere aktivstoffer. Resistens mod disse tre aktivstoffer er i undersøgelsesperioden konstateret i 24 kommuner, hvoraf de 5 er kommuner, hvor resistens ikke tidligere har været kendt. I gruppen af ”ad hoc” og ”diverse” rotter blev der fundet resistens i 4 kommuner, hvoraf 2 er nye uden tidligere konstateret resistens.
Som hidtil er der ikke fundet resistens mod stærkere antikoagulanter end difenacoum. Det betyder, at trods en vis spredning af resistensen, så har man stadig mulighed for at foretage en effektiv bekæmpelse med de på markedet værende stærkere aktivstoffer, nemlig brodifacoum, flocoumafen og difethialon.
Den regionale indsats har i 2007 omfattet 25 kommuner. Resistens af praktisk betydning blev fundet i 22 af disse kommuner, og blandt disse var der ikke tidligere fundet resistens i 3 kommuner. Den regionale indsats har således givet et overblik over resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse.
Litteratur
Buckle, A. P. (1994). Rodent Control Methods: Chemical. In Rodent Pests and Their Control. (Edit. A. P. Buckle & R. H. Smith). CAB International, p. 127-160.
EPPO (1995). Guideline for the evaluation of resistance to plant protection products. Testing rodents for resistance to anticoagulant rodenticides. EPPO Bulletin 25, 575-593.
Lodal, J. (2001). Distribution and Levels of Anticoagulant Resistance in Rats (Rattus norvegicus) in Denmark. In Advances in Vertebrate Pest Management II (Eds. H.-J. Pelz, D. P. Cowan & C. J. Feare), Filander Verlag, Fürth, p. 139-148.
Lodal, J. (2006a). Resistens hos brune rotter - Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark 2003 – 2004. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 43 2006. 31 pp.
Lodal, J. (2006b). Resistens hos brune rotter - Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark 2005. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 44 2006. 27 pp.
Lodal, J. (2007). Resistens hos brune rotter - Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark 2006. Miljøprojekt Nr. 1183 2007. 34 pp.
Lodal, J. & O. C. Hansen (2002): Human and Environmental Exposure Scenarios for Rodenticides – Focus on the Nordic Countries. Nordic Council of Ministers. TemaNord 2002:575. ISBN 92-893-0842-7. 181 pp.
Lund, M. (1964). Resistance to Warfarin in the Common Rat. Nature 203:778.
Lund, M. (1984). Resistance to the second-generation anticoagulant rodenticides. In Proceedings 11th Vertebrate Pest Conference. (Editor D. O. Clark). Univ. of California, Davis, Calif., p. 95-98.
Bilag 1 Resistensniveauer i de enkelte kommuner
I den efterfølgende tabel er angivet det højest fundne resistensniveau for en eller flere rotter fra en given kommune. Tabellens oplysninger danner grundlag for kortet i rapportens Figur 4. Resultaterne er samlet for alle undersøgelser foretaget siden 1962. Er der ingen oplysning om resistensniveau, er der ikke undersøgt rotter fra den pågældende kommune siden begyndelsen af 1994, og der har ikke været resistens på et tidligere tidspunkt. Alle oplysninger om resistensniveauer knytter sig til de gamle kommuner. For overskuelighedens skyld er oversigten sat op efter de nye kommuner ordnet efter deres numre. Det ses, at for mange af de nye kommuner er der forskelle i resistensniveauer mellem de enkelte gamle kommuner, som er slået sammen fra 1. januar 2007.
Det er vigtigt at påpege, at et angivent resistensniveau ikke er ensbetydende med, at alle rotteforekomster i kommunen er resistente. Resistens kan forekomme meget lokalt i en kommune, og resistenssignaturen kan være baseret på en enkelt eller meget få rotter, der i kommunen er fundet resistente. Ikke-resistente rottebestande vil kunne bekæmpes med det svageste aktivstof, coumatetralyl, selv om en kommune har en karakteristik på et betydende resistensniveau. Da warfarin er svagere end coumatetralyl og ikke anvendes i den praktiske bekæmpelse, vil en karakteristik med warfarin-resistens ikke have betydning for den praktiske bekæmpelse i den forstand, at valg af bekæmpelsesmiddel begrænses. En sådan karakteristik er i praksis lig med ikke-resistens, og rotter vil på baggrund af de opnåede resultater kunne bekæmpes med coumatetralyl.
For alle rotter modtaget i løbet af 2007 er resultaterne af undersøgelser for eventuel resistens løbende blevet skriftligt meddelt til den kommune, hvorfra rotterne kommer. De foretagne undersøgelser er beskrevet og resultaterne kommenteret med hensyn til konsekvenser for valg af bekæmpelsesmiddel på den relevante fangstlokalitet, både når der forekommer resistens, og når dette ikke er tilfældet. Anbefalingerne til kommunerne retter sig efter princippet om at anvende det svagest mulige aktive stof set i relation til eventuel resistens. Rottebekæmper og eventuelt bekæmpelsesfirma er blevet orienteret samtidig sammen med Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse.
Resistensniveauer for de enkelte kommuner 1962 -2007
Version 1.0 December 2008 • © Miljøstyrelsen.