| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Baggrundsrapport om miljøkrav til store olielagre

3 Indretning og drift af olieoplag

• 3.1 Anlægstyper
• 3.2 Olielager med overjordiske tanke
  • 3.2.1 Tankkonstruktion
  • 3.2.2 Tankfundering
  • 3.2.3 Produktrør og tankudstyr
  • 3.2.4 Tankgårde
  • 3.2.5 Afløbsforhold
• 3.3 Olielager med nedgravede eller jorddækkede tanke
  • 3.3.1 Tankkonstruktion
  • 3.3.2 Afløbsforhold

3.1 Anlægstyper

I Danmark anvendes der i oliebranchen en terminologi, hvor anlæggene opdeles i importlagre, terminaler, oliedepoter, mindstelagre og beredskabslagre. Derudover har særligt olieforbrugende virksomheder ofte egne olieoplag.

De forskellige anlægstyper har forskellig funktion og adskiller sig derfor både hvad angår anlægsopbygning, oplagrede produkttyper og driftsforhold, der har betydning også for valg af miljøsikringsforanstaltninger.

Tabel 3.1 viser typiske forskelle for de forskellige anlægstyper. Nedenstående oversigt er baseret på oplysninger om civile anlæg. Der er ikke væsentlige forskelle mellem de civile og militære anlæg, der begrunder en skelnen her imellem i relation til miljøgodkendelse af anlæggene.

Tabel 3.1 Oversigt over anlægstyper og deres funktion

Anlægs- og tankstørrelser har betydning for det potentielle omfang af konsekvenserne ved et eventuelt olieudslip.

Brændstoftypen har betydning for såvel korrosion af tank og rørsystemer som for spredningsmuligheder og konsekvenserne af et eventuelt olieudslip.

Gennemløbshastigheden har betydning for aktivitetsniveauet på de enkelte anlæg og begrunder en differentiering i fastlæggelsen af inspektionsrutiner.

Importlagre importerer typisk produkter fra skib, oplagrer produkterne og distribuerer produkterne videre med tankbil til oliedepoter eller tankstationer eller via pipeline til andre olielagre. Derudover kan importlagre også forestå bunkring af skibe.

Terminaler har i nogen udstrækning samme funktioner som importlagre, men fungere i højere grad som lagerhotel, hvorfor produkter ofte både importeres og eksporteres med skib. Som indikeret er der ikke en skarp skelnen mellem importlagre og terminaler.

Oliedepoter er mindre anlæg, som står for distributionen af produkter til tankstationer og private (let fyringsolie). I reglen sker både import og eksport med tankbiler. Anlæggene kan være relativt små og er derfor ikke altid omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens listepunkt C 201, der vedrører anlæg med en lagerkapacitet på 2.500 – 25.000 tons, jf. kapitel 1.

Industrielle anlæg omfatter typisk olielagre på kraftværker, i lufthavne og på større energikrævende virksomheder.

Danmark er forpligtiget i forhold til EU og Det Internationale Energi Agentur – EIA til blandt andet at opretholde et beredskab for oliekriser. Det danske lagerberedskab svarer til 81 dages forbrug (ca. 1,4 million tons olieprodukter).

Det danske lagerberedskab er baseret på, at selskaber, som importerer eller producerer råolie og olieprodukter i Danmark, har en lagringspligt efter dansk lovgivning. Denne lagringspligt dækkes for hovedparten af selskaberne ved at Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) på vegne af selskaberne (stort set alle danske olieselskaber er medlem af foreningen) ejes og drives af FDO på selskabernes vegne i en samlet, kollektiv løsning, bl.a. med det formål at reducere lageromkostningerne. En mindre del af lagringspligten dækkes af selskabernes egne lagre.

Det danske lagerberedskab består af to typer lagre:

1. Mindstelagre er lagre, der opbevares i konventionelle tankanlæg. Mindstelagrene omfatter dels selskabernes egne lagre, dels FDO-lagre. De er rettet mod en forsyningsforstyrrelse og har således ingen særskilt fysisk beskyttelse over for krig og terrorangreb.

2. Beredskabslagre er lagre, der opbevares i jorddækkede, forstærkede tankanlæg af beton, spredt placeret i Danmark, dvs. med nogen beskyttelse over for krig og terrorangreb gennem deres konstruktion og geografiske spredning. Alle civile beredskabslagre ejes og drives af FDO.

Forsvaret råder over olielagre, der i type svarer til beredskabslagrene. Endelig findes der også nedgravede store tanke ved lufthavne.

3.2 Olielager med overjordiske tanke

Olielageranlæg med overjordiske tanke omfatter i reglen flere lagertanke, der kan have forskellig størrelse og være indrettet til lagring af flere forskellige produkttyper. På figur 3.1 er vist en principskitse over et typisk olielager med overjordiske tanke.

Figur 3.1 Principskitse over indretningen af et olielager med overjordiske tanke.

I det viste eksempel er 4 tanke placeret i separate tankgårde, der er opbygget med ubefæstet tankgårdsbund og jordvolde, samt én stor tank i egen tankgård, der er opbygget med betonbund og en tankgårdsvæg i beton. Udenfor tankgårdene er der en manifold, der er et krydsfelt for produktledninger mellem tanke, import- og eksportledninger (pipeline) samt læsseplads. Import og eksport af produkt, intern pumpning mellem tanke og udlevering til læsseplads styres via ventilarrangement i manifold. Derudover er der vist et olieudskilleranlæg for afvanding af spildevand fra anlægget. Endelig er der værksteder for drifts- og vedligeholdelsesaktiviteter samt en administrationsbygning.

3.2.1 Tankkonstruktion

Olielagertanke er i reglen udført som vertikale cylindriske, fladbundede ståltanke. Denne konstruktion er teknisk-økonomiske mest hensigtsmæssig, hvor behovet er en stor lagerkapacitet. En typisk opbygning af en sådan tank er vist i figur 3.2.

Figur 3.2. Principiel opbygning i plan og snit af en vertikal cylindrisk, fladbundet ståltank med fast tag og flydedæk.

Tankens indretning med tankudstyr og produktrør skal opfattes som en principskitse, der viser de væsentligste komponenter. I plantegningen er der endvidere angivet et eksempel på rør- og ventilkonfiguration ved tanken for indpumpning og udlevering af produkt samt drænvandsystem. Funktionen af de enkelte komponenter er forklaret kortfattet. Der er i afsnit 3.2.3 givet en oversigtlig beskrivelse af produktrør og tankudstyr.

I den følgende gives en oversigtlig gennemgang af opbygningen af en tanks hovedkonstruktionsdele:

• Tankbund
• Tanksvøb
• Tanktag

Særligt for tanktage eksisterer to hovedtyper:

• Tanke med fast tag.
• Tanke med flydetag.

Tanke med fuelolie kræver opvarmning for at produktet skal være pumpbart. Visse typer gasolie og biodiesel kan også holdes opvarmede for at undgå fasedeling af produkterne, eksempelvis udskillelse af paraffin fra gasolie. Sådanne lagertanke og produktledninger hertil er derfor isolerede og opvarmede. Opvarmning kan eksempelvis ske med varmt vand, vanddamp eller hedolie, der cirkuleres i et lukket system.

Tanke beskyttes mod lynnedslag ved etablering af lynaflederanlæg.

For oplag af benzin skal udslip af dampe begrænses. Metoder og krav hertil fremgår af Bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin /ref. 60/. Metoder hertil omfatter:

• Maling af den udvendige side af tanksvøb og tanktag med en maling, der har en høj strålevarmereflektionskoefficient (tanke med dampgenvindingsanlæg er undtaget).
• Anvendelse af tanke med flydetag.
• Anvendelse af tanke med fast tag og indvendig flydedæk.
• Anvendelse af tanke med fast tag og dampgenvindingsanlæg.
• Anvendelse af tanke med fast tag, tryk-/vakuumventiler og kulfilteranlæg.

For detaljerede anvisninger og funktionskrav henvises der til bekendtgørelsen.

3.2.1.1 Tankbunde

Tankbunden består af en svejst stålpladekonstruktion, der ligger direkte på funderingsunderlaget. Hvis tanken er indrettet med en sekundær sikring kan dette omfatte en fundering på en betonplade, en dobbelt stålbund i tanken eller et drænlag kombineret med en membran under tanken. Dræn fra drænlag kan være ført til inspektionsbrønd uden afløb som vist i figur 3.2.

The Engineering Equipment and Materials Users Association - EEMUA^[1] har udgivet en række vejledninger for inspektion, vedligeholdelse og reparation af overjordiske olielagertanke. EEMUA publikation nr. 183 /ref. 31/ fokuserer på forebyggelse af lækage fra tankbunde. Uddrag herfra er gengivet her for en oversigtlig gennemgang af opbygningen af tankbunde og funderingen af tanke.

Typiske eksempler på opbygningen af en tankbund er vist i figur 3.3.

Figur 3.3 Princip for udførelse af tankbund uden og med annularplade. Efter EEMUA publikation 183 /ref. 31/ og BS 2654 /ref. 11/

I større tanke anvendes i reglen en annularplade i tankbundens periferi. Annularpladen har en større pladetykkelse end den øvrige tankbund og er underlag for og fordeler kræfterne fra tanksvøb og tanktag. Annularpladen går i reglen nogle decimeter ind i tanken.

Ved opbygningen af en tankbund kan svejsningerne enten være udført som stålplader med overlap eller som sammenstødte stålplader med et stålunderlag under svejsesømmet, jf. figur 3.4.

Figur 3.4 Svejsningerne med overlap eller som sammenstødte stålplader med et stålunderlag under svejsesømmet. Efter EEMUA publikation 183 /ref. 31/ og BS 2654 /ref. 11/

For eksisterende tanke i Danmark er en tankbundstykkelse på 6 mm almindelig.

Tankbunde udført som dobbeltbunde med lækagekontrol er ikke almindelige på eksisterende tanke i Danmark. Derimod er der tanke, der er opført på et betonpladefundament, hvor der mellem tankbunden og betonpladen er et drænarrangement, som vil lede olie ud til en inspektionsbrønd udenfor tanken i tilfælde af lækage. Dette princip er udbredt indenfor anvendelse for jorddækkede tanke, jf. afsnit 3.3.1.

Eventuelle sætninger i funderingsunderlaget kan lokalt under tankbunden give anledning til en nedbulning af tankbunden. Dette kan dels medføre trækspændinger i tankbunden, hvorved der kan ske revnedannelse langs svage svejsninger, dels lunker, hvor vand kan samle sig. Herved kan der opstå lækage enten via en sprække eller som følge af gennemtæring af tankbunden.

Tankbunden og den nederste del af tanksvøbet eller hele tankens inderside kan være være coated for hæmme korrosion. EEMUA publikation 159 /ref. 29/ giver detaljerede anvisninger på valg coatingtype afhæning af konstruktionsdel og oplagret produkt.

3.2.1.2 Tanksvøb

Tanksvøbet er tankens cylindriske væg, der i reglen en svejset stålpladekonstruktion. Tanksvøbet skal modstå kræfterne fra det statiske produkttryk i tanken, egenvægten af tanksvøb og tanktag inklusiv snelast. Derudover skal tanksvøbet modstå trykdifferencer under ændring i lufttrykket udenfor og under fyldning og tømning af tanken, vindlast, påvirkninger fra jordskælv samt kræfter fra rørtilslutninger.

Pladetykkelsen vil i reglen variere, således at den største pladetykkelse er ved bunden, hvor det statiske produkttryk er størst. Derudover kan det være nødvendigt med en supplerende ekstern afstivning (vindgitter) for at optage vindlasten på tanken.

Ved konstruktion af tanke med fast tag skal det sikres, at tankens svageste samling er mellem svøb og tagkonstruktionen. Ved overtryk i tanken vil brud ske her frem for eksempelvis ved tankbunden.

3.2.1.3 Tanke med fast tag

Tanke med fast tag kan være designet som ”atmosfæriske tanke” (tryktolerance ~ +7,5/ - 2,5 mbar), som ”lavtrykstanke” (tryk tolerance ~ + 20 mbar/ - 6 mbar) eller som ”højtrykstanke” (tryktolerance ~ + 56 mbar/ - 6 mbar).

Atmosfæriske tanke er frit ventilerede via for eksempel en ”svanehals”. Tryktankene er forsynet med en tryk-/vakuumventil (T/V-ventil), som skal sikre at tolerable trykdifferencer overholdes. Det varierende lufttryk betyder, at tankene ”ånder”. Tryktankene giver anledning til mindre ”tankånding” end de atmosfæriske tanke, idet tryktankene tåler et vist overtryk og undertryk uden at ”ånde”. Herved reduceres både dannelsen af kondensvand i tanken og emissioner af gasser til atmosfæren. Betydningen heraf er størst for de lette produkter, der har et højt damptryk.

Funktionen af ventilationsudstyr og tryk-/vakuumventiler skal også sikre den fornødne trykudligning under fyldning og tømning af tanken.

Såfremt ventilationsåbninger på atmosfæriske tanke og tryk-/vakuumventiler på tryktanke ikke er korrekt dimensionerede, eller ind- eller udpumpningflowet er for stort vil tanken deformere, hvilket i værste fald kan give anledning til et kollaps af tanken.

En variant af tanke med fast tag er tanke, der også har et flydende dæk (internal floating covers – IFC) ovenpå produktet. Et flydedæk minimerer den fri overflade af produktet og kan herved reducere emissionen med indtil 95 %. Flydedæk anvendes derfor ofte i tanke, hvor der oplagres benzin. Flydedæk kan indbygges i eksisterede tanke og kan udføres i forskellige materialer (blandt andet stål, aluminium eller glasfiberarmeret epoxy) og have forskellig konstruktiv udformning. Et flydedæk er vist i figur 3.2 i kombination med en tryktank med tryk-/vakuumventil. Flydedæk anvendes også i forbindelse med atmosfæriske tanke med eller uden dampgenvindingsanlæg.

Et flydedæk indebærer, at der skal være en mindste produktmængde for at holde dækket fyldende. Lagerkapaciteten reduceres herved typisk med 15 – 17 %. Derudover introduceres risikofaktorer som følge af den bevægelige konstruktionsdel. Der kan eksempelvis ske beskadigelse af den faste tagkonstruktion ved en overfyldning. En række driftsmæssige aspekter ved flydedæk er gennemgået i EEMUA publikation 159, afsnit 11.4 /ref. 29/.

3.2.1.4 Tanke med flydetag

Tanke med flydetag anvendes for at reducere emissioner til atmosfæren og anvendes derfor i reglen for oplag af benzin og råolie. Et fyldetag medfører således, at der ikke er en fri overflade af produkt i tanken, hvorved fordampningen er meget lille.

Flydetag er i reglen udført enten som et pontonflydetag eller som et dobbeltdækfyldetag, jf. figur 3.5.

Figur 3.5 Lagertank med pontonflydetag (øverst) og med dobbeltdækfyldetag (nederst). Efter EEMUA publikation 159 /ref. 29/

Pontonflydetaget udføres som et enkeltvægget dæk, der holdes fyldende af en ringformet pontonkonstruktion, der typisk udgør 20 – 25 % af det samlede tagareal.

Nedbør vil samle sig på det centrale, flydende og dermed vandrette dæk, hvorfra det drænes væk via en central drænsump. Sådanne tagkonstruktioner designes, så der på taget kan opstuves vand svarende til ca. 250 mm nedbør.

Dobbeltdækkonstruktion er opbygget som en bundplade, der flyder på produktet og et topplade, der hælder ind mod centrum af tanken. Nedbør drænes herved til en central drænsump, hvorved der ikke opstuves vand på taget. Dobbeltdækkonstruktioner er strukturelt stærkere end pontonflydetage.

Fælles for flydetage er en kantforsegling (rim seal) og afvanding fra drænsumpen på taget. Kantforseglingen kan have forskellig udformning. Et eksempel herpå er vist i figur 3.6.

Figur 3.6 Eksempel på konstruktionen af en kantforsegling (rim seal). Efter EEMUA publikation 159 /ref. 29/

Et eksempel på en typisk kantforsegling er en fjederbelastet glidesko, der er kombineret med en nedre primær og en øvre sekundær membran. Glideskoen skal sikre, at taget kan bevæge sig uhindret op og ned. Den primære membran skal give en tæthed mod produktet, der forhindrer emissioner til atmosfæren og minimerer risici for antændelse af dampe ved eksempelvis lynnedslag. Den øvre sekundære membran giver ud over en supplerende tætning også en afskærmning mod indtrængning af nedbør til produktet. Der findes en række andre typer af kantforseglinger.

Nedbør, der ledes til den centrale drænsump, ledes via drænrør eller en fleksibel drænslange i tanken ned til en rørgennemføring i tanksvøbet og videre til bortledning sammen med den øvrige nedbør i tankgården, jf. figur 3.5. Da tanktaget skal kunne bevæge sig op og ned, skal drænrør i tanken være konstrueret med to samlinger, der kan tillade drænrøret at foldes.

3.2.2 Tankfundering

Fundamentstypen er i praksis bestemt af tankstørrelsen og de funderingsmæssige forudsætninger på det aktuelle sted.

For en given lagertank vil jordtrykket være størst centralt under tanken. Tanke med stor diameter medfører derfor ændringer i jordtrykket til større dybde end tanke med lille diameter. De relativt største sætninger kommer derfor under den centrale del af tanken og i særligt grad under den centrale del af tanke med stor diameter selvom jordbundsforholdene er ensartede. Dette er naturligvis særligt udtalt i områder med dårlige jordbundsforhold, hvorfor tanke med store diametre bør placeres i områder med gode funderingsforhold.

I områder med uensartede jordbundsforhold, eksempelvis i områder med ukontrolleret fyld, vil yderligere differenssætninger kunne forekomme som følge heraf.

Almindeligt forekommende fundamentstyper omfatter:

1. Sand- eller gruspudefundering (figur 3.7)
2. Sandpude under tankbund med en ringformet forstærkning med grus/sten under tanksvøbet.
3. Rendefundament i beton under tanksvøb kombineret med sand/gruspude under tankbund (figur 3.8)
4. Direkte funderet betonplade under hele tanken (figur 3.9)
5. Pælefunderet betonplade under hele tanken (figur 3.9)

Figur 3.7 Princip for opbygning af en sand- eller gruspudefundering. Efter EEMUA publikation 183 /ref. 31/

Princippet i en sand- eller gruspudefundering er vist i figur 3.7. Sand- eller gruspudefunderinger er almindelige for store tanke, hvor der er gode funderingsforhold og hvor der ikke er risiko for erosion af funderingsunderlaget. Tankbunden hviler i reglen direkte på et lag af bitumenimprægneret sand, som hæmmer korrosionen på tankbundens underside. Herunder kan der være indbygget et eller flere lag af komprimeret grus og sand, der dels skal sikre en kapillarbrydende effekt, dels give den fornødne trykfordeling.

Figur 3.8 Princip for opbygning af en fundering med rendefundament (her forankret). Efter EEMUA publikation 183 /ref. 31/

Princippet i en fundering med rendefundament er vist i figur 3.8. Rendefundamenter har en udbredt anvendelse i Danmark. Rendefundamenter sikrer således sand-/gruspuden mod erosion og er for tanke med tætte tankgårdskonstruktioner en forudsætning for at opnå en tætning mellem tanken og tankgårdsbunden. For højtrykstanke og høje tanke med en lille diameter kan det være nødvendigt med en forankring af tanken til rendefundamentet for at undgå løft af tanksvøb under kombination af højt tryk og stormvejr.

Figur 3.9 Princip for opbygning af en betonplade under tankbund med/uden pælefundering. Efter EEMUA publikation 183 /ref. 31/

Princippet i en betonpladefundering med og uden en pælefundering er vist i figur 3.9. Betonpladefunderinger kan ofte med fordel anvendes i områder med dårlige jordbundsforhold, fx i opfyldte områder. Tanke med stor diameter funderes ikke på betonplader, idet de i givet fald skulle imødegå de relativt store differenssætninger, som tanke med stor diameter medfører. Dette vil medføre en uforholdsmæssig kostbar konstruktion. For lagertanke med lille diameter vil en betonpladefundering imidlertid være hensigtsmæssig for at imødegå differenssætninger, der ellers kan skade både tank og rørtilslutninger. Derudover giver en betonplade også en god beskyttelse mod undersidekorrosion, hvilket kan give en længere levetid af tankbunden. Tankbunden hviler i reglen direkte på betonpladen eller på et mellemliggende lag af bitumenimprægneret sand og kan være kombineret med et drænsystem som en sekundær sikring.

Pælefunderinger anvendes på tanke med lille diameter i områder, hvor bæreevnen af de øvre jordlag er utilstrækkelig.

3.2.3 Produktrør og tankudstyr

På anlæggene er der produktrørsystemer og andet tankudstyr med varierende grader af automatik på pumpeanlæg og alarm- og sikringsudstyr. Der er i figur 3.2 givet et eksempel på rør- og ventilkonfiguration ved en lagertank.

Indenfor og udenfor tankgården fremføres produktrør i reglen overjordisk fastgjort til stålbæringer, hvorved rør, ventiler mv. er synlige. Ved krydsning af veje udenfor tankgårde føres produktledningerne op og passerer veje på rørbroer.

Produkt kan pumpes til og fra tank i samme produktrør eller via 2 separate produktledninger. Produktledningerne er i reglen ført frem til en manifold, der er et krydsfelt for produktrør fra de enkelte tanke og eventuelle produktledninger til import og eksport fra skib, pipeline eller til læsseplads for tankbiler. Produktpumper er endvidere placeret her. Ved omstilling af ventiler i manifolden er det muligt at pumpe produkt internt mellem tanke eller til eksport fra olielageret. Import sker i reglen med pumpe på skib eller ved pumpetryk fra pipeline.

Ud over ventiler i manifold er der også en tankventil, der er placeret på produktrøret (både indpumpningsledning og udleveringsledning) lige udenfor tanksvøbet. Tankventil og ventil i manifold er lukket når der ikke pumpes til eller fra tanken. Derudover er der afspærringsventiler og kontraventiler på produktledningen og afgreninger. Kontraventiler anvendes hvor der er risiko for et utilsigtet returløb af produkt. Afspærringsventiler anvendes i forbindelse med bundtømning af tank som led i tankrensning og ved tømning af produktrør. Derudover er der overtryksventiler på rørstrækninger, som kan afspærres af ventiler i begge ender. Ved overtryk ledes produkt via separat ledning til tank, hvorved der ikke sker oliespild når overtryksventilen udløses.

Endelig kan der være udluftningsventiler for dræning af luft fra ledninger, flowmålere og manometre (trykmålere) for driftskontrol under pumpning.

Manifolden er placeret udenfor tankgården, hvorved der er let adgang service og vedligeholdelse og manifolden vil kunne betjenes selvom der er sket udslip til tankgården eller i tilfælde af brand i tank eller tankgård.

Lagertanke er forsynet med en produktniveaumåler. Moderne produktniveaumålere er i reglen baseret på en on-line radarmåling af afstanden ned til produktoverfladen. På ældre anlæg kan produktniveaumålere være baseret på et mekanisk flydersystem, der aflæses manuelt. On-line niveaumålere er i reglen udstyret med en højniveaualarm. Derudover er der en uafhængig høj-højniveaualarm. En højniveau eller høj-højniveaualarm kan være kombineret med en automatik, der eksempelvis kan afbryde indpumpningen.

Herudover er der alarmer og sikringsudstyr af forskellig art på udpumpning til pipelines, på læsseplads og eksempelvis sensorer for olie i tankgård, olie på bund i opsamlingsbassiner mv.

3.2.4 Tankgårde

Tankgårde kan have forskellig udformning, størrelse og materialevalg afhængig af formålet.

Tankgårde kan have følgende formål:

• Forebygge udslip til omkringliggende arealer, afløbssystem, vandløb eller havet.
• Begrænse eller hindre nedsivning i jorden i tilfælde af spild i tætte tankgårde.
• Minimere overfladen med spildt produkt for herved at reducere en eventuel brand.
• Begrænse udslip af produkt, så det ikke når steder, hvor der kan ske antændelse.
• Forebygge spredning af brændende væsker, som kan udgøre en risiko for andre anlæg eller mennesker on-site eller off-site.

I figur 3.10 er vist et eksempel på design af en tankgård med ubefæstet bund og jordvolde. I figur 3.11 et eksempel på en tæt tankgård udført med betonbund og betonvægge.

Figur 3.10 Tankgård, jordbassin uden tæt bund og tætte sider. Plan og snit

Figur 3.11 Tankgård, betonbassin med tæt bund og tætte sider. Plan og snit

Kravene til brandsikring indebærer, at udstrømmende produkter skal kunne tilbageholdes i tankgården, og at der er en fornøden afskærmning mod nabotankgårde og nabobygninger. Beredskabsmyndighederne stiller ikke krav til tætheden af tankgårdens bund og sider i relation til nedsivning af produkt i jorden med mindre særlige forhold gør sig gældende. Brandkrav kan derfor imødekommes ved etablering af tankgårde med en ubefæstet bund og jordvolde, hvis pladsforholdende i øvrigt tillader det.

For brandfarlige væsker af fareklasse I og II skal tankgårdsvolumen som minimum svare til lagerkapaciteten af den største lagertank i tankgården. For brandfarlige væsker af fareklasse III skal tankgårdsvolumen som minimum svare til fem minutters overpumpning. Dog skal der minimum være en 0,5 m høj mur.

For de præcise krav til sikring mod brand og eksplosion henvises der til "Tekniske forskrifter for brandfarlige væsker" /ref. 74/.

Kravet om kapacitet til en fem minutters overpumpning svarer til den mængde produkt, der ved overfyldning af lagertanken vil strømme ud i tankgården indenfor 5 minutter. Kravet til opsamlingskapacitet er derved afhængig af den maksimale pumpeydelse. Brandkravet til opsamlingskapacitet for fareklasse III produkter er typisk så lille, at tankgården i reglen udføres som en betonkonstruktion, der samtidig vil kunne opsamle mindre spild, som måtte forekomme under driften.

Miljømyndighederne kan med henvisning til miljøbeskyttelsesloven stille supplerende krav til tankgårde for at minimere risikoen for og begrænse omfanget af eventuel jord- og grundvandsforurening.

En tankgård kan designes så den i større eller mindre omfang er tæt for nedsivning af produkter, som vil kunne forurene jord og grundvand.

En tæt barriere med fuld bassindækning vil i princippet sikre mod nedsivning selv ved store og sjældne udslip. En tæt barriere med delvis bassindækning vil i princippet kun sikre mod nedsivning ved de mindre, men relativt hyppigere spild og udslip.

Muligheden for spredning af tunge olieprodukter er begrænset af produkternes viskositet. Tunge fuelolier er i reglen først fyldende ved temperaturer over ca. 30 ^oC, hvorfor disse produkter opbevares i opvarmede tanke. I tilfælde af spild vil fuelolien størkne i takt med at den afkøles under produktets flydepunktstemperatur. Mindre lækager vil derfor størkne umiddelbart. Ved pludselige større spild eller udslip vil der kunne ske overjordisk spredning, men nedsivning i jorden vil kun ske i yderst begrænset omfang.

3.2.5 Afløbsforhold

Fra olielagre skal der bortledes regnvand, påsprøjtet vand fra brandøvelser og fra eventuel brandslukning, sanitært spildevand samt drænvand fra tanke.

På figur 3.2 er vist et eksempel på drænvandssystem på en lagertank. På figur 3.10 – 3.11 er vist eksempler på afvandingsanlæg i tankgårde og olieudskilleranlæg.

3.2.5.1 Bortledning af regnvand, påsprøjtet vand og sanitært spildevand

Nedbør på ubefæstede arealer og tankgårde uden tæt membran vil nedsive i jorden i det omfang jorden har nedsivningskapacitet hertil. Under kraftig regn kan der også ske overfladisk afstrømning til nærliggende afløbssystem.

Nedbør på tanktage, befæstede arealer og lignende bortledes til et afløbssystem. Afløbssystemet kan enten være et fælles spildevandssystem eller være separeret i et regnvandssystem og et spildevandssystem. Hensigten med et separat system er at begrænse belastningen af det offentlige renseanlæg til kun at omfatte forurenet spildevand, mens ikke forurenet vand bortledes til et regnvandssystem, der ofte afvandes direkte til en overfladerecipient.

Afløbssystemer til afvanding af tankgårde er i reglen underjordiske. Ved tankgårde med en tæt barriere kan afvandingssystemer dog være etableret som et overjordisk system for at minimere lækagemuligheder ved rørgennemføringer og brønde.

Ved udledning fra en tankgård skal afløbsledninger passere en tankgårdsventil, der kan være placeret enten i eller udenfor tankgården. Tankgårdsventiler skal som udgangspunkt altid være lukkede og må kun åbnes, når der er behov for en kontrolleret bortledning af vand. Hvis tankgårdsventilen ikke er lukket, vil der kunne ske et ukontrolleret olieudslip i tilfælde af større lækager fra lagertanken eller produktrør i tankgården.

Påsprøjtet vand fra brandslukning skal have et separat tankgårdsafløb. Afløbet skal have egen tankgårdsventil udenfor tankgården, som skal kunne betjenes under en brand /ref. 74/. Afløb for påsprøjtet vand ledes i reglen udenom olieudskilleranlægget, der ikke vil kunne klare de store vandmængder, der vil kunne forekomme under brandbekæmpelse. I tilfælde af brand kan der således forekomme følgeskader som følge af udledningen af store mængder slukningsvand.

Sanitært spildevand kommer fra mandskabs- og kontorbygninger, der er placeret udenfor tankgårdene.

3.2.5.2 Bortledning af drænvand fra tanke og tankrensning

Drænvand aftappes regelmæssigt fra tankene for både at sikre produktets kvalitet, og at reducere risikoen for korrosion af tankbunden. Drænvand dannes dels ved udskillelse af restmængder af vand fra visse produkter, dels som følge af dannelse af kondensvand på de indvendige sider af tanksvøb over produktet og på indersiden af tanktaget under faldende lufttemperatur udenfor tanken.

Drænvand aftappes via et drænrør, der er ført fra sump i tank over tankbunden og ud gennem tanksvøb til en sloptank eller olieseparator udenfor tanken, jf. figur 3.2. En afspærringsventil er placeret udenfor tanksvøbet. Ved afdræning af vand fra tank kommer der i reglen noget olie med ud. Det olieblandede vand betegnes også som ”slop”. Efter henstand af aftappet slop i sloptank eller olieseparator skilles sloppen i en nedre vandfase og en øvre oliefase. Det separerede vand afdrænes til spildevandsafløb. Olieprodukt pumpes tilbage i tank eller bortskaffes som olieaffald.

Afhængig af hvordan systemet for afdræning af drænvand fra lagertanke er indrettet, kan der ske udledning af olie i forbindelse med betjeningen. I givet fald skal dette oliespild tilbageholde i afløbssystemets olieudskiller.

På ældre olielagre kan det forekomme, at alle vandstrømme afledes via olieudskiller til regnvandssystem eller overfladerecipient. Praksis viser, at denne udformning er problematisk, når der opstår driftsproblemer med olieudskilleranlægget.

Særligt for de tungere olieprodukter dannes der med tiden et lag af slam og andre urenheder i bunden af lagertanken. Dette slam kan i et vist omfang blive drænet med ud ved aftapning af drænvand. Der kan derfor være behov for enten en hyppigere rensning af tanken end de periodiske inspektioner betinger eller en separering af olieslam (flydeslam) fra sloppen. Dette kan ske i en klaringstank, hvor en lang opholdstid kan medføre en fældning af olieslammet før udledning via olieudskilleranlæg.

Olieudskilleranlæg kan uanset type ikke tilbageholde flydeslam.

Ved tankrensning forud for indvendig inspektion af tanken fjernes olieslam og bund og svøb afrenses. Slammet kan indledningsvist bortpumpes med fast intern bundtømningsledning. Derefter vil det i reglen være nødvendigt med slamsugning direkte fra tanken. Slammet bortskaffes som olieaffald.

Fuelolier i bundzonen stivner til en konsistens, der er tykkere end sirup på grund af varmetab gennem tankbunden. Efter at tanken er bundsuget er der stadig et lag af størknet fuelolie på bund og svøb. Dette lag løsnes med damp, hedtvand eller letolie før det kan fjernes af en slamsuger.

3.2.5.3 Olieudskilleranlæg

Afvandingssystemer med olieudskiller på afløbet er obligatorisk, men udformningen varierer efter anlæggenes alder og krav til dimensioneringen på tidspunktet for etableringen af anlægget. Ældre anlæg kan være placeret inde i tankgården. En placering udenfor tankgården lette adgang for rensning med slamsuger og service.

Moderne olieudskilleranlæg omfatter sandfang, olieudskiller og en målebrønd. I sandfanget sker der en sedimentation af tunge partikler, der eksempelvis kan være olieholdigt sand. I olieudskilleren sker en tilbageholdelse af fri fase olie, der er lettere end vand og derfor udskilles som et olielag på vandspejlet. Vandet bortledes fra oliekammeret via et dykket udløb. For at forbedre olieudskillerens effektivitet kan der anvendes en lameludskiller eller en koalescensudskiller, der i højere grad end simple olieudskillere kan udskille emulgeret olie fra vandfasen.

Mellem tankgårdsventilen og olieudskilleranlægget kan der være etableret et samlebassin eller forsinkelsesbassin. Herved kan tankgården afvandes over kort tid, samtidig med at forsinkelsesbassinet reducerer den hydrauliske belastning på olieudskilleren. Forsinkelsesbassinet vil derudover øge renseeffekten, idet den længere opholdstid fremmer muligheden for, at emulgeret olie kan samle sig som oliefilm, der kan tilbageholdes af olieudskilleren.

I tilknytning til selve olieudskillerbrønden kan der være et separat oliereservoir hvorved oliekapaciteten kan øges væsentligt.

Olielagre skal ud over en miljøgodkendelse have en udledningstilladelse efter kapitel 4 i miljøbeskyttelsesloven /ref. 64/ til bortledning af regnvand og spildevand. I vilkårene heri specificeres krav til maksimalt udledte oliekoncentrationer efter olieudskiller.

3.3 Olielager med nedgravede eller jorddækkede tanke

Olielageranlæg med nedgravede eller jorddækkede tanke omfatter i reglen flere lagertanke, der anvendes som beredskabslagre for fareklasse I – III-produkter. Import af produkt sker primært via pipeline og eksport via pipeline eller via læsserampe til tankbiler. Svær fuelolie opbevares ikke i nedgravede olielagre.

På figur 3.12 er vist en principskitse over indretningen af et typisk olielager.

Figur 3.12 Principskitse over indretningen af et olielager med jorddækkede tanke.

I principskitsen er vist et anlæg med tre jorddækkede lagertanke.

Produktledninger til ind- og udpumpning er ført frem som nedgravede ledninger til en pumpestation og manifold. Via manifold kan der ske import og eksport via pipeline, intern pumpning mellem tanke samt pumpning til læsserampe på læsseplads. Drænvand fra lagertanke, bassin under manifold og læsseplads afledes via olieudskilleranlæg. På det viste eksempel ledes spildevandet via et samlebassin, der fungerer som reservoir i tilfælde af større udslip.

I tilknytning til manifolden kan der være en eller flere sloptanke til drænvand og slam.

3.3.1 Tankkonstruktion

Store jorddækkede olielagertanke i Danmark anvendes primært som beredskabslagre og lagre for forsvaret. Anlæggene er udformet relativt ensartede som vertikale cylindriske fladbundede tanke med dobbeltbund og dobbeltvægget konstruktion. I figur 3.13 er vist en principiel opbygning af en jorddækket lagertank.

Figur 3.13. Principiel opbygning af en jorddækket lagertank

Tankene har typisk en lagerkapacitet på 10.000 m³. Tankene er reelt opbygget i en udgravning. Den opgravede jord er efterfølgende anvendt til skråningsanlæg omkring tanken og afdækning over tanken, hvorved der er opnået fuld jorddækning og jordbalance i anlægsprojektet.

Den ydre tank er udført i armeret beton. Bunden har fald mod en sump i tanken. Tanktaget understøttes på søjler (ikke vist i figur). I betontanken er der opbygget en indre ståltank, der omfatter en gennemgående tankbund med en sump og tanksvøb. Ståltanken er åben og dermed opad afgrænset af betontankens tag. Tankbunden og den nedre del af tanksvøb er påført en korrosionshæmmende coating.

Betonbunden er udført med et kanalsystem, hvorved en eventuel lækage vil drænes via et afløb i betontanken til et pejlerør, der er monteret i en ekstern inspektionsbrønd. Herved er det muligt at registrere eventuel lækage af olie.

Betontanken er opbygget på et kapillarbrydende gruslag med et ringdræn omkring tanken, der skal sikre mod opdrift på tanken. Drænvand ledes til samme dræn- og inspektionsbrønd. Drænvand pumpes til olieudskiller. Eventuel olie i pejlerøret fra kanalsystemet kan drænes via en drænventil til en nedsænket beholder (ikke vist på figur) og derved fjernes manuelt. Hvis der sker lækage gennem såvel den indre ståltank som den ydre betontank vil produktet blive afdrænet via ringdrænet.

Betontank og ringdræn fungerer herved som henholdsvis sekundær og tertiær opsamling i tilfælde af lækage fra den indre ståltank.

I tilknytning til tanken er der enten et tankhus ovenpå tanken eller et ventilkammer på siden af tanken. Udpumpning af produkt sker med en produktpumpe i tanken via en kontraventil i tankhus eller ventilkammer. Derudover er der en lænsepumpe for aftømning af kondensvand og vand fra produkt.

Grundet de stabile temperaturforhold er tankåndingen lille i forhold til overjordiske tanke. Den viste konstruktion af de jorddækkede tanke tåler også større tolerancer på overtryk og vakuum. Anvendelse af tryk-/vakuumventiler for fareklasse I produkter kan herved give anledning til en betydelig reduktion i emissioner og dannelsen af kondensvand.

Produktledninger er etableret som nedgravede ledninger eller ledninger, der er ført frem i tunneller.

3.3.2 Afløbsforhold

Bortledning af vand omfatter nedbør, påsprøjtet vand fra eventuelle brandhændelser eller brandøvelser. Dertil kommer mindre mængder drænvand, der aftappes fra lagertankene.

Operationelle spild kan forventes på befæstede områder ved pumpestation eller manifold, i tankhus, ved læsseplads og ved olieudskilleranlæg. Bortledning af vand fra disse områder sker via olieudskilleranlæg til offentlig spildevandsystem. Beredskabslagrene udleder dog via samlebassin og ventilbrønd til regnvandssystem. Samlebassinet fungerer her som reservoir for olie i tilfælde af store udslip.

Nedgravede og jorddækkede olielagre skal have en udledningstilladelse til bortledning af regnvand og spildevand. I vilkårene specificeres krav til for eksempel maksimalt udledte oliekoncentrationer efter olieudskilleranlæg, tæthedsprøvning mv.

Vedrørende olieudskilleranlæg henvises til afsnit 3.2.5.3.

[1] EEMUA er en brancheforening for en række større internationale olieselskaber. Se ordlisten.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 December 2008, © Miljøstyrelsen.