Baggrundsrapport om miljøkrav til store olielagre

11 Forslag til hvilke oplysninger der skal kræves ved ansøgning om miljøgodkendelse

Der er nedenfor stillet forslag til hvilke oplysninger, der skal kræves ved ansøgning om miljøgodkendelse.

Som udgangspunkt bør ansøgningen indeholde de oplysninger, der er specificeret i godkendelsesbekendtgørelsen /ref. 58/.

For mindre olieoplag med en lagerkapacitet på 2.500 – 25.000 tons (listepunkt C201) er oplysningskravene specificeret i bilag 4 til bekendtgørelsen. For store oplag med en lagerkapacitet, der er større end 25.000 tons (listepunkt C103), findes kravene i bilag 3 til bekendtgørelsen.

Ud over de her krævede oplysninger anbefales fremsendt en dokumentation for gennemførte eller planlagte foranstaltninger til miljøsikring af anlægget. Denne dokumentation bør omfatte:

  • Tekniske foranstaltninger, jf. afsnit 9.3.1.
  • Driftsmæssige foranstaltninger, herunder procedurer for drift, inspektioner og vedligeholdelse samt driftsparametre og anlæggets status baseret inspektionsresultater, jf. afsnit 9.3.2.
  • Ledelsesmæssige foranstaltninger, herunder organisering, uddannelse og træning af eget personale samt kvalifikationer for den tankinspektør, der er ansvarlig for de detaljerede inspektioner, jf. afsnit 9.5.
  • Beredskabsplan i tilfælde af udslip af produkt, jf. blandt andet afsnit 8.2.4.

Dokumentationen bør indeholde en plan for såvel rutinemæssige inspektioner, der udføres af driftspersonalet som detaljerede udvendige og indvendige inspektioner, der udføres af kvalificeret inspektionspersonale. Planen bør indeholde anlægsspecifikke inspektionsskemaer, der er tilpasset såvel de forskellige typer af inspektioner som forslag til egenkontrol, der kan baseres på afsnit 9 og bilag 4.

Som ramme for den samlede forebyggende indsats anbefales en disposition, der svarer til de retningslinier som den amerikanske miljøstyrelse, US EPA, giver for udarbejdelse af en Spill Prevention Control and Countermeasure Plan(SPCC). En sådan plan bør udarbejdes for alle lagertankanlæg med en detaljeringsgrad, der afhænger af udformning og størrelse af anlægget. En kommenteret disposition for en sådan SPCC-plan er vedlagt til orientering i bilag 5. En sådan plan vil hensigtsmæssigt kunne revideres som grundlag for en fornyet miljøgodkendelse.

 



Version 1.0 December 2008, © Miljøstyrelsen.