Vurdering af naturlig nedbrydning af tjærestoffer i grundvand. Ringe Tjære- og Asfaltfabrik, Ringe, Fyn

1 Indledning

Ringe Tjære- og Asfaltfabrik (RTA) har anvendt lokaliteten, registreret som depot nr. 473-14, i årene 1929-1962. Som følge af RTAs aktiviteter på grunden er jord og grundvand forurenet med tjære eller tjærekomponenter. Der er i 1990 foretaget afværgeforanstaltninger i form af nedbrydning af tanke og opgravning af tjæreforurenet jord. Der optræder fortsat kraftig tjæreforurening i såvel umættet som mættet zone i jord og grundvand.

Ved undersøgelser af forureningen på lokaliteten er konstateret udbredt forurening med tjære i fyld og moræneler på grunden. I den sydlige ende af grunden optræder særlig kraftig tjæreforurening, og en fane med høje koncentrationer af tjærestoffer udbreder sig mere end 100 m mod sydvest i den nedre del af sandmagasinet.

Transport og nedbrydning af tjærestoffer i sprækket moræneler er undersøgt i forbindelse med et omfattende forskningsprojekt udført på DTU i samarbejde med GEUS og DMU i 1993-1995. Med udgangspunkt i forskningsresultaterne, nyere litteratur samt resultater fra undersøgelserne på lokaliteten er i 2005 foretaget en samlet vurdering af transport og naturlig nedbrydning af tjære-komponenter i jord og grundvand og dermed af risikoen for påvirkning af vandindvindingen i området /1/. I rapporten er der peget på mulige metoder til at foretage en nærmere vurdering af naturlig nedbrydning af tjærestoffer.

En konceptuel model for forureningen på lokaliteten blev opstillet i 2005 /2/. Den gav en oversigt over forureningssituationen og manglende viden i relation til vurdering af afværgemuligheder. Specielt blev der lagt en strategi for vurdering/dokumentation af den naturlige nedbrydning ved ”line of evidence”. På basis af ovennævnte oversigt blev givet et forslag til undersøgelser, herunder forslag til udførelse af et udviklingsprojekt omfattende 1) specialanalyser af vandprøver fra lokaliteten til nærmere vurdering af naturlig nedbrydning og 2) laboratorieforsøg til belysning af naturlig og stimuleret nedbrydning og til udførelse af stoftransportmodellering med henblik på nærmere vurdering af den naturlige nedbrydning samt risikovurdering for grundvandsmagasinet.

Undersøgelserne er gennemført i 2005-2006 og rapporteret i individuelle delrapporter /3-6/ på basis af hvilke, der er skrevet en sammenfattende hovedrapport /7/. Endelig er iværksat undersøgelser i 2007 for supplerende dokumentation.

Det omtalte litteraturstudie og undersøgelserne på RTA-lokaliteten udgør et eksempel på en yderst grundig undersøgelse og vurdering af transport og naturlig nedbrydning for en kompleks forurening med tjæreforbindelser. For at opnå større sikkerhed i vurderingen af naturlige nedbrydning er der anvendt flere forskellige metoder med henblik på at opnå dokumentation ”line of evidence” for nedbrydningen. Ved undersøgelserne har således både været anvendt nye/innovative metoder og traditionelle undersøgelsesmetoder.

1.1 Formål

Det overordnede formål med undersøgelserne har været at forbedre beslutningsgrundlaget for afværgeprojektet, som skal beskytte grundvandsressourcen og vandindvindingen, herunder at:

  • Vurdere om der sker naturlig nedbrydning af især problemstofferne i magasinet
  • Vurdere om naturlig nedbrydning kan stimuleres
  • Vurdere om naturlig nedbrydning er anvendelig som afværgemetode

Formålet med denne rapport er, at foretage en sammenfattende beskrivelse af:

  • fordeling, transport og naturlig nedbrydning af tjærestoffer ved
    lokaliteten baseret på litteraturstudie, resultater af
    feltundersøgelser og laboratorieforsøg samt
    stoftransportmodellering
  • risikovurdering for grundvandsmagasinet
  • mulighed for stimulering af nedbrydning
  • anvendeligheden af naturlig eller stimuleret nedbrydning som afværgemetode
  • vurdering af de anvendte metoder og ”line of evidence”

1.2 Strategi

Der er, som nævnt, konstateret kraftig forurening med tjære på lokaliteten. Nedstrøms træffes en forureningsfane med høje koncentrationer (mg/l niveau) af opløste tjærestoffer, som truer vandressourcen. Fanen træffes overvejende i anaerob zone i det primære magasin. Sammensætningen af tjærestoffer i fanen indikerer, at der sker naturlig nedbrydning af en del af stofferne. Ved de udførte undersøgelser er bl.a. fokuseret på vurdering af naturlig nedbrydning af udpegede problemstoffer under anaerobe forhold.

  • Det overordnede formål med undersøgelserne har været at forbedre beslutningsgrundlaget for afværgeprojektet, jf. afsnit 1.1.

Da det i denne sag er meget vigtigt at få sikkerhed i vurderingen af naturlige nedbrydning er der anvendt flere forskellige metoder med henblik på at opnå dokumentation ”line of evidence” for nedbrydningen. Disse har omfattet:

  • Litteraturgennemgang for forskningsprojekter omkring transport og nedbrydning af tjærestoffer, med fokus på forsøg udført på eller i
    relation til lokaliteten
  • Kortlægning og karakterisering af jordforurening med tjære i
    kildeområdet med henblik på vurdering af udvaskning (specielt stofsammensætning)
  • Kortlægning af forureningsfane og karakterisering af grundvandsforurening (stofsammensætning) samt redoxforhold til vurdering af nedbrydningsforhold
  • Analyser af isotopfraktionering for specifikke stoffer i
    grundvandsprøver til dokumentation af nedbrydning
  • Analyser for specifikke nedbrydningsprodukter i grundvandsprøver
    til dokumentation af nedbrydning
  • Anaerobe nedbrydningsforsøg for problemstoffer (med og uden stimulering) til vurdering af nedbrydelighed af problemstoffer,
    mulighed for stimulering af nedbrydning samt bestemmelse af nedbrydningsrater
  • Stoftransportmodellering for forskellige scenarier mht. naturlig nedbrydning for kalibrering af nedbrydningsrater i forhold til
    observeret forureningsudbredelse og med henblik på vurdering af fremtidig udvikling i forureningsudbredelsen.

 



Version 1.0 Marts 2009, © Miljøstyrelsen.