Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2009

5 Projektforslag for 2009

Det overordnede formål med Teknologiprogrammet er at kunne foretage mere effektive (miljømæssige og økonomiske) oprydninger af forurenede lokaliteter samt at afprøve nye oprydningsteknologier.

Nærværende afsnit indeholder en beskrivelse af en række projekter, der overvejes igangsat i 2009. På grund af bevillingens størrelse, vil ikke alle projekter kunne igangsættes.

5.1 Teknikker, der overvejes afprøvet i 2009

Formålet med feltprojekterne er at afprøve og dokumentere metoderne og specielt at vurdere, om de opstillede forudsætninger bliver opfyldt.

Resultaterne af feltprojekterne skal, sammen med en litteraturgennemgang, munde ud i generelle udmeldinger (rapporter, vejledninger og lignende) om brugen af metoderne under danske forhold.

Projekterne bliver løbende præsenteret på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Antallet af projekter, der kan igangsættes, afhænger af omfanget af de enkelte projekter og hermed udgifterne til disse. Ved afprøvning af teknologierne foretrækkes kortlagte lokaliteter.

Undersøgelser

Der er behov for at forbedre og afprøve nye undersøgelsesmetoder og redskaber, der kan estimere en forurenings omfang og udbredelse mere præcist. Dette er nødvendigt ved dimensionering af afværgeanlæg. Eksempelvis er undersøgelser i moræneler vigtige at få bedre styr på, ligesom metoder til påvisning af fri fase og spredningsveje for fri fase bør kortlægges. Der kan ske en opsamling af viden internationalt, og på den baggrund kan der peges på undersøgelsesmetoder, der kan afprøves i Danmark.

Det kan undersøges, hvorvidt der eksisterer forureningsrisiko fra ikke før undersøgte stoffer eller brancher, herunder eksempelvis pesticid problemer i forbindelse med pelsindustriens avlsarbejde (DDT + DDE) eller bioolie. Herunder kan det undersøges, hvilke koncentrationsniveauer, der er at finde i jord og grundvand, samt om der kan lokaliseres hot spots.

Afværgetekniker

Stimuleret Reduktiv dekloreringvinder frem som in situ oprensningsteknik overfor forureninger med klorerede opløsningsmidler. Ved denne metode injiceres næringssubstrat og specielt tilpassede bakterier, hvorved forureningen nedbrydes biologisk under anaerobe forhold. I 2007 blev igangsat et teknologiprojekt om reduktiv deklorering i moræneler og der er tidligere udført projekter med teknikken i sand og kalk-magasiner.  Der er behov for at arbejde videre med denne teknik og afprøve og dokumentere den. Emner kan eksempelvis være benyttelse af teknikken under og omkring huse, tidshorisonter for oprensning, optimal håndtering og injektion af substrat og/eller bakterier samt myndighedsforhold ved injektion af donor og bioaugmentation.

Ved kemisk oxidation tilsættes forureningszonen oxidationsmidler med det formål at nedbryde kontaminanterne. Kemisk oxidation kan benyttes over for forurening med klorerede opløsningsmidler, olieprodukter, PAH’er og mange pesticider. Der er behov for yderligere afprøvning og dokumentation af kemisk oxidation, herunder vurdering af forskellige oxidationsmidler, yderligere forståelse af afledte geokemiske effekter og optimal håndtering og injektion af kemikalier.

Der er behov for udvikling og afprøvning af metoder til oprensning i lavpermeable aflejringer.For eksempel er frakturering en teknik, hvor der laves en kunstig opsprækning af lavpermeable lag ved at injicere enten gas / luft (pneumatisk frakturering) eller vand / boremudder (hydraulisk frakturering) i bunden af en boring. Der er behov for yderligere afprøvning og dokumentation af frakturering.

Desuden er der behov for udvikling og afprøvning af oprensningsmetoder til at håndtere fri fase af klorerede opløsningsmidler.

5.2 Udredningsprojekter for 2009

Følgende udredningsprojekter overvejes igangsat i 2009:

Undersøgelse og risikovurdering

Risikovurdering er et vigtigt redskab til at bestemme, hvornår en forurening skal ryddes op og til hvilket niveau. Risikovurdering kan desuden bruges til at prioritere imellem forureninger. Det er vigtigt med en videreudvikling af risikovurdering, herunder bestemmelse af forureningsflux og håndtering af nedbrydning i mættet og umættet zone. Dette kan indarbejdes i JAGG.

Forureningsflux er ved at vinde indpas som et supplement til de traditionelle kvalitetskriterier i risikovurdering, men der er stadig en række uafklarede punkter omkring de forskellige fluxbestemmelsesmetoders anvendelighed og de tilknyttede usikkerheder. Der er brug for et modelværktøj til beregning af flux, evt. som en videreudvikling af JAGG, og der er brug for at forbedre de eksisterende metoder til prøvetagning og måling af flux. I første omgang er der behov for at tilvejebringe et fagligt overblik på området.

Forurenende stoffer bliver nedbrudt i jorden ved naturlig nedbrydning. Der er behov for at eftervise den naturlige nedbrydning, således at den kan indarbejdes i risikovurderinger. Der er desuden behov for yderligere at dokumentere og kvantificere den naturlige nedbrydning, herunder tilvejebringelse af metoder til at dokumentere, at eksempelvis udviklingen i forureningsudbredelsen stemmer overens med antagelsen om bionedbrydning. Dette gælder især for olieforureninger, herunder forureninger fra villaolietanke.

Arbejdet omkring JAGG fortsætter med udarbejdelse af en ny brugerflade, som indeholder de reviderede formler fra projekterne i 2007-2008.

Implementering af vandrammedirektiv og habitatdirektiv medfører et større behov for viden om jordforureningers påvirkning af overfladevand og naturområder. I Danmark har man hovedsageligt beskæftiget sig med jordforurening i forhold til grundvand og menneskers sundhed, så der er pt. kun et sparsomt datagrundlag at arbejde ud fra. Der er behov for større viden om interaktion mellem grundvand og overfladevand samt transport og udvaskning af forurenede stoffer til overfladevand. Desuden er der brug for en udbygning af tværfaglighed mellem jordområdet og naturområdet. Opbygning af modeller til at beskrive stoftransport og udvaskning af miljøfremmede stoffer fra forskellige jorde kan være relevant, evt. suppleret med en udbygning af JAGG med risikovurdering af overfladevand og naturområder. Dette arbejde afventer dog en igangværende erfaringsindsamling fra ind- og udland.

Afværgeteknikker

Det er vigtigt at fokusere på en bæredygtig udvikling af afværgeteknikker. Vand og el-forbrug til afværgeanlæg kan minimeres, ligesom en højere anvendelse af in situ teknikker kan reducere transport af forurenet jord. Ved en markant reduktion af CO2 på oprensningsprojekter kan der skabes opmærksomhed om bæredygtige afværgeteknikker til klimakonferencen i 2009. I den forbindelse ønskes en international konference om bæredygtighed i forhold til afværgeteknikker, i tråd med det igangværende projekt om videreudvikling af regneark til atr understøtte bæredygtig oprensning.

Ved in situ oprensninger og lignende skal der som regel ske en eftervisning af, at det ønskede oprensningsniveau er nået. Tit vil der være en tilbageslagseffekt, når afværgeforanstaltningen stoppes, og der savnes viden om, hvordan og i hvor lang tid forureningsniveauet i fx grundvandet efterfølgende skal moniteres, for at der er rimelig sikkerhed for, at det ønskede oprensningsniveau er nået. Dette tænkes belyst ved litteraturgennemgang og benchmarking af forskellige moniteringsformer i forhold til det sikkerhedsniveau, der opnås med jordprøver efter en oprensning ved hjælp af afgravning af forurenet jord.

Andet

En vigtig del af et oprydningsprojekt består af planlægning samt styring af tid og budget. En vigtig del af denne proces er udarbejdelse af udbud og kontrakter med rådgiver og/eller entreprenører. For at samle erfaring og få en bedre udnyttelse af viden hos alle aktører kan der udarbejdes en juridisk udredning af mulige udbuds og kontraktformer suppleret med erfaringer. Muligheder for partnering, hvor et projekt udvikles sammen med rådgiver/entreprenører belyses. Videncenter for jordforurenings projektlederhåndbog inddrages. Udredningen kan følges op af et kursus.

I fortsættelse af nye regler om jordflytning, der trådte i kraft i januar 2008, kan der blive behov for projekter, der skaber grundlag for at sikre, at der er tilstrækkelig og miljømæssig acceptabel kapacitet til placering af ren og lettere forurenet jord.

Der er udtrykt interesse for en tænketank på jordområdet, hvor et ekspertpanel på jordområdet kan vejlede omkring teknologi. Herved kan der ske målretning og udnyttelse af forskningsresultater til gavn for oprensning i Danmark og til støtte for eksport på området. Der ønskes en udredning af, hvordan sådan et samarbejde kan etableres, og hvad behovet er.

Strategiske udredningsprojekter

  • Langsigtede betragtninger om grundvandsressourcernes udvikling i forhold til forurening fra punktkilder
  • Erfaringsopsamling og metodeudvikling vedr. metoder til prøvetagning, undersøgelse og oprensning af forurenet jord.
  • Kortlægning og jordflytning, herunder kriterier og områdeklassificering. Erfaringsopsamling og metodeudvikling.
  • Erfaringsudveksling og muligt fremtidigt samarbejde om potentielle mikrobiologiske nedbrydningskulturer.

5.3 Formidling af gennemførte projekter for 2009

Information og videnspredning af resultaterne ved de gennemførte projekter sker ved:

  • Udarbejdelse og offentliggørelse af rapporter.
  • Udarbejdelse og offentliggørelse af artikler.
  • Kodning af rapporter og artikler og i særlige tilfælde ved trykning af rapporter.
  • Oplæg på møder og  konferencer, blandt andet ATV’s Vintermøde om jord og grundvandsforurening.

 



Version 1.0 April 2009, © Miljøstyrelsen.