En opdateret analyse af Danmarks muligheder for at reducere emissionerne af NOx

8 Andre kilder

8.1 Teglværker

NOx reduktionsmulighederne blev diskuteret telefonisk med Tommy Bisgaard fra Teglværksbranchen den 29. oktober 2008 og den 6. november 2008, med udgangspunkt i de anbefalinger der er givet i EU's BREF dokument om teglværker.

8.1.1 Nuværende NOx emissioner fra teglværker i Danmark

Teglværksforeningen oplyser at der er ca. 30 teglværksovne i Danmark. Emissionsniveauet fra ovne ligger mellem 100 og 250 mg NOx/Nm³ med et gennemsnit omkring 175 mg NOx/Nm³. Den gennemsnitlige NOx emission pr. ovn vurderes at være ca. 15 tons/år, svarende til en samlet emission på ca. 450 tons NOx/år.

8.1.2 Minimering af N-indhold i råvarer

Som udgangspunkt anvendes i Danmark til teglfremstilling kun de øvre lag af en lerforekomst. Drejer det sig især om ler, som giver rødt tegl, kan kun de øverste 1 – 1½ meter af leret benyttes. Dette ler er meget kalkfattigt og består derfor for over 96 - 98 % ´s vedkommende af rent ler, der gennem mange tusind år er gennemvasket af regnvand. Der er i alle tilfælde ved tale om ler til teglfremstilling et meget lavt indhold af organisk materiale i dansk ler, hvilket også medfører et meget lavt N-indhold i leret. Det er primært i udlandet man anvender ler tæt på f.eks. kulminer, hvor der er et højt indhold af organisk stof. Der er derfor ingen mulighed for at opnå NOx reduktioner gennem anvendelse af andre råvarer.

8.1.3 Skift til brændsel med lavere N-indhold

Der anvendes i dag gas som brændsel for ca. 96 % af teglproduktionen i Danmark. Kun til ca. 4 % af produktionen anvender kul af hensyn til at opnå et specielt spil i stenene. Der er derfor stort set ingen muligheder for at opnå NOx reduktioner gennem brændselsskift. Der er de sidste 20 år således sket en næsten total omlægning til gas som brændsel.

8.1.4 Lav-NOx brændere

Det er afgørende for teglværksbranchen at opnå en meget præcis styring af temperaturprofilen i ovnen for at få den rigtige brænding af tegl, og også opnå en lav spildprocent. Samtidig anvendes de nyeste typer af brændere der brænder blødt (a la princippet i Lav-NOx brændere), hvilket er nødvendigt fordi der kun produceres facadesten i Danmark og det er vigtigt at få varmen ensartet fordelt, så alt teglet opnår samme toptemperatur. En teglovn kan således have fra 100 – 140 brændere installeret. Den relativt lave brændingstemperatur (1000 - 1050 °C) kombineret med en stærk styring af temperaturprofilen og anvendelse af de nyeste typer af brændere indebærer at der reelt anvendes en brænding, der minimerer NOx dannelsen. Det vurderes, at der ikke er mulighed for at skifte til andre typer af brændere, der vil give et væsentligt lavere NOx – niveau. Brændere er fra Tyskland og er udviklet af 2-3 firmaer, der også har forsøgt at opnå miljøforbedringer. Branchen har således ikke kendskab til brænderteknologi til yderligere nedbringelse af NOx – emissionen. Samtidig vil omkostningerne være høje, da der i Danmark er tale om 3.000 - 3.500 brændere fordelt på ca. 30 ovne.

8.1.5 Kombineret el- og varmeproduktion

Teglværkerne anvender varmeoverskud i tørreprocessen i dag. Samtidig produktion af el er indført på 2 værker, men har vist sig at være en dårlig investering. Der vurderes derfor ikke at være nogen muligheder for NOx reduktioner ved at kombinere el og varmeproduktion på teglværkerne.

8.1.6 NOx fjernelse ved sekundære teknikker (SCR)

SCR teknik vurderes som en mulighed, der dog ikke er økonomisk bæredygtig i dag pga. de lave NOx koncentrationer og det lave temperaturinterval i brændingsprocessen. SCR har tidligere været nævnt i EU's BAT note som en "emerging technique", men dette er fjernet i den endelige udgave af BAT noten, formentlig fordi der ikke findes velafprøvede teknikker på teglværker. Teglværkerne følger nøje udviklingen i cementbranchen og på kraftværkerne, og hvis man her udvikler nye teknikker der er anvendelige i teglværksbranchen, er man indstillet på at arbejde videre med dette. Dette har dog længere udsigter en 2010, og vil måske ikke engang være en mulighed i 2020.

8.1.7 Konklusion

Der er kun begrænsede muligheder for yderligere reduktioner af NOx i teglværksbranchen, f.eks. ved anvendelse af lav-NOx teknikker og SCR. Ingen af disse muligheder er dog velafprøvede og de vurderes ikke at være reelle mulighed for at opnå reduktioner inden 2010, og muligvis heller ikke engang i 2020.

 



Version 1.0 Maj 2009, © Miljøstyrelsen.