Bekæmpelsesmiddelstatistik 2008 - Salg 2006, 2007 og 2008: Behandlingshyppighed 2008

3 Pesticidsalg og behandlingshyppighed

3.1 Pesticidsalget i 2008

3.1.1 Det samlede salg

Der blev i 2008 solgt i alt 3998 tons aktivstoffer til direkte udbringning i landbrugsafgrøder ("sprøjtemidler"). Desuden blev der solgt godt 53 tons aktivstoffer til bejdsning af udsæd (korn, frøafgrøder og kartofler). Salget af sprøjtemidler steg med over 20 % i forhold til 2007 og nåede sit højeste niveau siden 1995. Hovedårsagen er primært et mersalg af fungicider på 307 tons svarende til 55 % mere end året før, men også salget inden for de øvrige hovedgrupper er steget. Forholdsmæssigt gælder dette især vækstregulerende midler, hvor salget er steget med 94 %.

I tabel 3.1 og tabel 3.2 gives en oversigt over den overordnede udvikling i pesticidsalget gennem de seneste fire år, mens mængden af de enkelte aktivstoffer solgt til landbrugsformål i 2008 kan findes i Bilag 1.

Tabel 3.1 Salg af pesticider til markanvendelse i landbruget, 2005-2008. 

Hovedgruppe Mængde aktivstoffer (tons)
2005 2006 2007 2008
Herbicider 2308 2479 2583 2809
Vækstregulerende midler 209 140 148 287
Fungicider* 693 536 557 864
Insekticider* 36 57 28 38
I alt 3246 3212 3316 3998

* Bejdsemidler ikke medregnet.

Tabel 3.2 Salg af pesticider som bejdsemidler til udsæd i landbruget, 2005-2008. 

Hovedgruppe Mængde aktivstoffer (tons)
2005 2006 2007 2008
Fungicider 52 39 36 50
Insekticider 2 2 3 3
I alt 54 41 39 53

Som i de foregående år var det også i 2008 ukrudtsmidlet glyphosat, der dominerede salget af aktivstoffer til landbrugsformål. Dette stof tegnede sig i 2008 med 1466 tons for op imod 37 % af det samlede salg af pesticider. Efter glyphosat var de mængdemæssigt mest betydende aktivstoffer inden for herbicidgruppen i 2008 prosulfocarb (580 tons), pendimethalin (167 tons) og MCPA (120 tons).

Chlormequat er fortsat absolut dominerende blandt de vækstregulerende midler (257 tons svarende til 96 %), mens mancozeb er det mest sælgende fungicid (511 tons ≈ 59 %) fulgt af epoxiconazol (50 tons). Tau-fluvalinat og cypermethrin var med hhv. 9,3 og 9,2 tons de mest sælgende insektmidler i 2008, hvor de tilsammen udgjorde næsten 50 % af salget.

Der henvises i øvrigt til den mere detaljerede beskrivelse af de enkelte midler i nedenstående afsnit 3.1.2.

3.1.2 De enkelte grupper af midler

I 2008 fordelte salget af landbrugspesticider sig lige som i 2007 på 76 forskellige aktivstoffer til direkte udbringning på friland, og derudover blev der solgt 9 forskellige aktivstoffer til brug som bejdsemidler (heraf et identisk med et af sprøjtemidlerne). Som i tidligere år blev der solgt fleste forskellige herbicider (41 stoffer) og næst flest forskellige fungicider (23 stoffer).

Mængdemæssigt udgjorde salget af herbicider 2809 tons aktivstoffer svarende til 70 %, mens der blev solgt 864 tons fungicider (22 %), 287 tons vækstregulerende midler (godt 7 %) og knap 28 tons insekticider (0,7 %). Herbicidernes andel er således omtrent uændret, mens fungicider og vækstregulerende midler tegner sig for en større andel af salget end i 2007.

Stigningen i forbruget af herbicider skyldes reelt kun et betydeligt mersalg af glyphosat på 328 tons (29 % stigning), der delvis er modvirket af et mindre salg af MCPA på 136 tons. Salget af glyphosat i 2008 satte endnu engang rekord med en mængde aktivstof på 1466 tons. Dette svarer til over 52 % af salget af herbicider og næsten 37 % af det samlede pesticidsalg. Glyphosat har været på markedet i Danmark siden 1975 og forbruget har, med få undtagelser, været jævnt stigende gennem årene.

En oversigt over udviklingen i salget af glyphosat (angivet som tons aktivstof) gennem de sidste 10 år er vist i nedenstående skema (for perioden t.o.m. 2002 dækker den angivne tonnage summen af glyphosat og glyphosat-trimesium).

Graf: En oversigt over udviklingen i salget af glyphosat (angivet som tons aktivstof) gennem de sidste 10 år 

Glyphosat hører til græsukrudtsmidlerne, som er den mængdemæssigt største gruppe inden for herbiciderne (60 % af mængden af græsmidler i 2008). I lighed med tidligere år var pendimethalin også i 2008 det næstvigtigste stof til bekæmpelse af græsukrudt. Det tegnede sig med 167 tons for 6 % af herbicidmængden, mens nr. 3, propyzamid, med små 37 tons udgjorde 1,3 %.

Det mængdemæssigt klart næststørste herbicid er dog fortsat prosulfocarb, der med 580 tons i 2008 tegnede sig for små 21 % af herbicidforbruget. De tre vigtigste aktivstoffer udgjorde således hele 79 % af den samlede solgte mængde herbicider i 2008.

Blandt andre mængdemæssigt vigtige ukrudtsmidler kan nævnes bromoxynil, ioxynil og metamitron, mens de såkaldte minimidler (i alt 11 aktivstoffer), der er arealmæssigt betydende, til sammen kun udgjorde 0,36 % af salget i 2008.

Salget af vækstregulerende midler blev næsten fordoblet fra 2007 til 2008 - fra 148 til 287 tons. Heraf udgjordes 96 % (275 tons) af chlormequat-chlorid, der oplevede en tredobling af salget, mens forrige års "højdespringer", ethephon, næsten ikke blev solgt i 2008 (nedgang fra små 53 tons til 1,4 tons).

Der skete en markant forøgelse af forbruget af fungicider fra 2007 til 2008, idet det samlede salg steg med 307 tons svarende til en stigning på 55 %. Heraf tegnede mancozeb sig alene for 181 tons og hermed fortsat for næsten 60 % af salget af fungicider, men de fleste fungicide aktivstoffer oplevede en betydelig stigning i salget. Forbruget af boscalid steg således fra 19 tons til mere end 83 tons, fenpropidin fra 23 tons til 41 tons og tebuconazol fra 20 tons til 36 tons.

Forbruget af insekticider steg ligeledes fra 2007 til 2008, med ca. 10 tons svarende til godt 35 %. Salget af cypermethrin blev 13-doblet (til 9,2 tons) og tegnede sig alene for 8,5 tons af den samlede stigning, mens resten af stigningen skyldtes et større salg af alpha-cypermethrin. En tilsvarende situation oplevede man i 2006, hvor salget af cypermethrin også steg voldsomt (omtrent 3-dobling) i forhold til året før.

Ligesom for 2006 vurderes det, at en betragtelig del af mersalget af cypermethrin næppe reelt er taget i anvendelse i 2008, men snarere er opkøbt af andre årsager, f.eks. frygt for forbud eller afgiftsstigninger. I 2007 oplevede man et meget lille salg af cypermethrin efter et rekordsalg i 2006, og noget tilsvarende bør kunne forventes for dette stof i 2009.

Trods det store mersalg af cypermethrin var det mængdemæssigt vigtigste insekticide aktivstof i 2008 dog fortsat tau-fluvalinat (9,3 tons ˜ 25 %), mens pyrethroidgruppen samlet tegnede sig for mere end 65 % af salget.

De mængdemæssigt vigtigste bejdsemidler i 2008 var fungiciderne bitertanol og pencycuron med salg på hhv. 27 tons og godt 10 tons svarende til hhv. 51 % og små 20 % af det samlede salg af bejdsemidler. Imidacloprid var det eneste insekticide bejdsemiddel, der blev solgt til anvendelse i danske afgrøder. Mængden, 2,8 tons, var uændret i forhold til 2008.

3.2 Behandlingshyppigheden i 2008

3.2.1 Den samlede behandlingshyppighed

Ud over den mængdebaserede, samlede bekæmpelsesmiddelstatistik er omfanget af landbrugets anvendelse af pesticider gennem mere end 20 år blevet opgjort i form den såkaldte behandlingshyppighed, dvs. et udtryk for det antal gange landbrugsarealet i gennemsnit bliver behandlet med pesticider i løbet af en vækstsæson. Opgørelsen foretages både efter en "gammel" og en "ny" metode.

Den "gamle" metode, som er baseret på dosering af de enkelte produkter, blev udviklet i 1985 og blev benyttet ved evalueringen af Pesticidhandlingsplan I, mens den "nye" metode er en revideret udgave, der første gang blev benyttet til at opgøre pesticidanvendelsen i 1998. Den ny metode, som er baseret på en såkaldt normaldosering for hvert aktivstof (se bilag 3), blev indført for at tage højde for nye aktivstoffer og andre ændringer i landbrugets praksis mht. pesticidanvendelse, som var sket siden behandlingshyppighedsbegrebet blev introduceret. Opgørelsen efter gammel metode opretholdes indtil videre af hensyn til muligheden for sammenligning med tidligere års opgørelser.

I tabellerne 3.3 og 3.4 angives behandlingshyppigheden for 2005-2008 opgjort efter hhv. den nye og den gamle beregningsmetode. Desuden er den samlede behandlingshyppigheds fordeling på hovedafgrøder blevet estimeret og præsenteres i henholdsvis tabel 3.5 (ny metode) og tabel 3.6 (gammel metode).

Størrelsen af arealerne, der (teoretisk) er blevet behandlet med den solgte mængde af hvert aktivstof, fremgår af Bilag 2A og 2B (hhv. ny og gammel metode).

Tabel 3.3 Behandlingshyppighed i 2005-2008 for det samlede landbrugsareal i omdrift beregnet efter ny metode. 

Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2005 2006 2007 2008
Herbicider 1,46 1,44 1,56 1,67
Vækstregulerende midler 0,13 0,08 0,11 0,15
Fungicider 0,63 0,52 0,54 0,83
Insekticider 0,28 0,47 0,30 0,50
I alt 2,49 2,52 2,51 3,16

Tabel 3.4 Behandlingshyppighed i 2005-2008 for det samlede landbrugsareal i omdrift beregnet efter gammel metode. 

Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2005 2006 2007 2008
Herbicider 1,42 1,41 1,52 1,72
Vækstregulerende midler 0,13 0,08 0,11 0,15
Fungicider 0,57 0,47 0,49 0,69
Insekticider 0,21 0,32 0,28 0,41
I alt 2,32 2,28 2,40 2,97

Det fremgår af tabel 3.3, at efter tre år, hvor den samlede behandlings-hyppighed (ny metode) har været næsten konstant, steg den fra 2007 til 2008 markant med 0,65 enheder svarende til 26 %. I absolutte tal er stigningen størst for fungicider (0,29 enheder), men procentuelt er stigningen for insekticider noget større (67 % mod 54 % for fungicider). Der er intet, der tyder på, at bekæmpelsesbehovet generelt har været større i 2008 end året før, dog kan genopdyrkningen af de tidligere brakarealer have udløst et større forbrug, herunder af herbicider som f.eks. glyphosat.

Behandlingshyppigheden beregnet efter gammel metode (tabel 3.4) er med sine 2,97 ligeledes steget markant fra 2007 til 2008, med 0,57 enheder svarende til 24 %. Det er den højeste behandlingshyppighed siden 1995. Det bemærkes, at stigningen inden for herbicidgruppen er lidt større efter gammel metode end efter ny metode, hvilket kan skyldes, at doseringen af glyphosat efter gammel metode er lidt lavere. Tilsvarende skyldes den lidt lavere stigning inden for insekticidgruppen efter gammel metode sandsynligvis, at doseringen af cypermethrin efter denne metode er noget højere end efter ny metode.

Behandlingshyppigheden beregnet efter ny metode er altid højere end beregnet efter gammel metode. I gennemsnit har forskellen fra 1998-2007 været 0,14, men i 2008 var den 0,19.

Klik her for at se Tabel 3.5: Behandlede arealer og behandlingshyppigheder i 2008 fordelt på afgrødetyper og hovedgrupper af pesticider - ny opgørelsesform.  

Klik her for at se Tabel 3.6: Behandlede arealer og behandlingshyppigheder i 2008 fordelt på afgrødetyper og hovedgrupper af pesticider - gammel opgørelsesform.  

Behandlingshyppigheden opgøres desuden som løbende gennemsnit over tre år for at tage højde for de udsving i forbruget, der forekommer hvert år som følge af lagerforskydninger, klimatiske forhold, den aktuelle forekomst af sygdomme og skadedyr eller andet, som, hvis man betragter et enkelt år isoleret, kan overskygge den generelle udviklingstendens.

De seneste tre løbende 3-års gennemsnit er vist i tabel 3.7 (ny metode) og 3.8 (gammel metode). Det fremgår ved sammenligning af tabel 3.7 og 3.8 med henholdsvis tabel 3.3 og 3.4, at udviklingen i de løbende gennemsnit både er lidt mindre og mere jævn end når man sammenligner på basis af de enkelte år inden for en periode.

Tabel 3.7 Behandlingshyppighed beregnet efter ny metode opgjort som 3-årigt løbende gennemsnit. 

Hovedgruppe Behandlingshyppighed
2004-2006 2005-2007 2006-2008
Herbicider 1,43 1,49 1,56
Vækstregulerende midler 0,11 0,11 0,11
Fungicider 0,59 0,56 0,63
Insekticider 0,34 0,35 0,42
I alt 2,47 2,51 2,73

Tabel 3.8 Behandlingshyppighed beregnet efter gammel metode som 3-årigt løbende gennemsnit. 

Hovedgruppe Behandlingshyppighed
2004-2006 2005-2007 2006-2008
Herbicider 1,39 1,45 1,55
Vækstregulerende midler 0,11 0,11 0,11
Fungicider 0,53 0,51 0,55
Insekticider 0,24 0,27 0,34
I alt 2,26 2,33 2,55

3.2.2 De enkelte grupper af midler

Den følgende gennemgang af status og udviklingstendenser for de enkelte grupper af midler og specifikke aktivstoffer er baseret på beregningerne udført efter den nye metode.

Herbiciderne er den største gruppe blandt de pesticider, der anvendes på friland i landbruget. Gruppen tegner sig for 70 % (= 2809 tons) af salget opgjort i tons aktivstoffer og 54 % af det samlede antal stoffer (41 ud af 76). Arealmæssigt er dominansen lidt mindre, men herbiciderne tegnede sig dog for 53 % af det teoretisk behandlede areal i 2008 svarende til en behandlingshyppighed på 1,66 ud af i alt 3,14 (ny metode).

Midler til bekæmpelse af kvik og andet græsukrudt tegnede sig i 2008 for 39 % af herbicidbehandlingerne, mens sulfonylureamidlernes ("minimidlerne") andel steg til over 25,2 % fra 22,5 % i 2007. Mængdemæssigt udgør minimidlerne kun 0,36 % af salget mod græsmidlernes 60 %.

De vigtigste enkeltstoffer i 2008 blandt herbiciderne var glyphosat (31 % af det herbicidbehandlede areal), tribenuron-methyl (6,4 %), fluroxypyr (6,1 %), prosulfocarb (5,5 %) og iodosulfuron (5,3 %). De øvrige stoffer tegnede sig hver især for mindre end 5 % af det teoretisk behandlede areal.

Den gennemsnitlige markdosering for alle herbicider faldt i 2008 svagt til 0,75 kg aktivstof (as)/ha fra 0,77 kg as/ha i 2007, mens den for græsmidler var noget højere, ca. 1,15 kg as/ha. Gennemsnitsdoseringen for minimidler var kun 0,011 kg as/ha.

De vækstregulerende midler tegnede sig i 2008 for 4,9 % af de samlede pesticidbehandlede arealer. Chlormequat-chlorid, der i 2007 var fortrængt af ethephon som det arealmæssigt vigtigste enkeltstof, vendte i 2008 tilbage til sin sædvanlige position som det vigtigste stof med næsten 277.000 hektarer svarende til omtrent 80 % af alle behandlinger. Behandlingshyppigheden for denne gruppe af midler steg fra 0,11 i 2007 til 0,15 i 2008.

Behandlingerne med fungicider steg markant fra 2007 til 2008, og det teoretisk fungicidbehandlede areal nåede sidste år op på 1,86 mill. ha (mod 1,18 mio. ha i 2007) svarende til mere end 26 % af det samlede pesticid-behandlede areal eller en behandlingshyppighed på 0,83 ud af i alt 3,14. Gennemsnitsdoseringen faldt en smule til nu 0,46 kg as/ha.

De arealmæssigt vigtigste midler blandt fungiciderne var igen i 2008 epoxiconazol med ca. 399.000 ha svarende til over 21 % af behandlingerne, mens 340.000 ha (18 %) blev behandlet med mancozeb og næsten 250.000 ha med boscalid (godt 13 %). Yderligere tegnede azoxystrobin, propiconazol, prothioconazol og tebuconazol sig hver for mellem 5,1 % og 8,4 % af det fungicidbehandlede areal.

Også det insekticidbehandlede areal steg stærkt fra 2007 til 2008, med 74 % (fra 650.000 ha til 1.13 mill. ha) svarende til 16 % af det samlede pesticid-behandlede areal i 2008 eller en behandlingshyppighed på 0,50 ud af 3,14.

Stigningen er, som tidligere nævnt, primært forårsaget af en meget stor stigning i salget af cypermethrin og sekundært et forøget salg af alpha-cypermethrin, som arealmæssigt er de to vigtigste enkeltstoffer med hhv. 29 % og små 38 % af det insekticidbehandlede areal. Størrelsen af det teoretisk behandlede areal med cypermethrin steg fra ca. 48.000 ha i 2007 til 328.000 ha i 2008, mens alpha-cypermethrin steg fra 236.000 ha til 427.000 ha. Pyrethroidgruppen som helhed tegnede sig i 2008 for 89 % af de insekticid-behandlede arealer. Gennemsnitsdoseringen for insekticider faldt i 2008 til 0,033 kg as/ha mod 0,043 kg as/ha i 2007.

 



Version 1.0 September 2009, © Miljøstyrelsen.