| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Resistens hos brune rotter - Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark 2001-2008

4 Diskussion

4.1 Vurdering af den gennemførte undersøgelse

Ved starten i 2001 var hensigten ved en fokuseret regionalt baseret indsats at indsamle rotter fra alle landets kommuner. Af rent logistiske årsager foruden hensyn til økonomien i projektet har den regionalt baserede del af undersøgelsen typisk været baseret på et amt efter den amts- og kommune-struktur, som eksisterede indtil 1. januar 2007. Kommunerne blev valgt som geografisk grundenhed i undersøgelsen. Dette skyldes ikke mindst, at rottebekæmpelsen er kommunernes ansvar, og indtil kommunesammen-lægningerne fungerede kommunen i rottebekæmpelsen som en enhed. Efter kommunesammenlægningen er der kun 98 kommuner mod tidligere 276 (inkl. Christiansø), hvilket giver nogle meget store geografiske enheder især i kommuner domineret af landdistrikter. For at bibeholde detaljeringsgraden og registreringsgrundlaget er indsamling af rotter i 2007 og 2008 registreret efter den gamle kommuneopdeling. I denne rapport er der sat både nye og gamle kommunenavne i tabeller og beskrivelser, hvor dette er nødvendigt.

4.1.1 Kommunernes medvirken

I perioden har i alt 210 kommuner deltaget, hvilket svarer til 76,6% af de 274 kommuner, der har rotter (Christiansø og Fanø uden rotter). Ved de regionale indsamlinger har det været et mål at få 10 rotter (og gerne flere) fra hver kommune indsamlet på steder med bekæmpelsesproblemer, da sådanne steder giver den største mulighed for at konstatere resistens inden for kommunens grænser.

Ikke alle kommuner har leveret 10 rotter, men selv fra kommuner med en enkelt eller meget få leverede rotter har der kunnet påvises resistens. I en del tilfælde har der ved de først modtagne rotter været positive resultater for resistens, og derfor har rottebekæmperen indstillet yderligere fangst af rotter. En del af disse tilfælde fremgår af Tabel 8, hvor få rotter er undersøgt, og der er fundet resistens. Der er også kommuner med meget få leverede rotter, blandt hvilke resistens ikke er blevet påvist. Spørgsmålet er derfor, om der er en rimelig sandsynlighed for påvisning af resistens blandt få rotter fra en bestand, hvori resistens forekommer.

Den svageste form for resistens er resistens mod warfarin, der skyldes et enkelt dominerende gen kaldet Rw (Greaves, 1994). Resistensen kan hos det enkelte individ findes i en homozygotisk (Rw,Rw) eller i en heterozygostisk (Rw,rw) form. Dette har betydning ved vurderingen af, hvor stor sandsynligheden er for at konstatere resistens, når den findes i en bestand af rotter. Afkom efter en homozygotisk resistent og en ikke-resistent rotte vil give et kuld af heterozygotisk resistente rotter. Afkom efter en heterozygotisk resistent og en ikke-resistent rotte vil give en teoretisk fordeling på 50% heterozygotisk resistente og 50% ikke-resistente rotter. Denne sidstnævnte situation vil være den, der giver færrest resistente individer i afkommet og vil derfor være afgørende for sandsynligheden for at fange en resistent rotte i en bestand, hvor resistens forekommer. Med det nævnte udgangspunkt efter en hetrozygotisk resistent og en ikke-resistent rotte vil sandsynligheden for at fange en resistent rotte, når der kun fanges en enkelt rotte, være 50%. Ved fangst af 2 rotter vil sandsynligheden for en resistent rotte være over 50%. Jo flere rotter, der indfanges, jo større vil sandsynligheden være for at fange en resistent rotte. Er udgangspunktet i bestanden afkom mellem en homozygotisk resistent og en ikke-resistent rotte, vil man konstatere resistens selv i det tilfælde, hvor kun en enkelt rotte indfanges. I dette projekt har det været ønsket at få 10 eller flere rotter fra hver kommune indfanget på lokaliteter med bekæmpelsesproblemer, som kunne indikere forekomst af resistens. Der må derfor siges at være en rimelig høj sandsynlighed for at få konstateret resistens, hvis den forekommer, når fangst af kun en enkelt rotte i en resistent bestand giver mindst 50% sandsynlighed for at konstatere den eksisterende resistens.

Blandt de 15 kommuner, som kun har leveret en enkelt rotte, døde rotterne i de 3 tilfælde. Blandt de resterende 12 kommuner, som direkte kunne undersøges, viste der sig resistens i de 6 tilfælde. Med baggrund i den ovenfor givne vurdering af sandsynligheder for at fange en resistent rotte i en bestand af resistente rotter, må det være rimeligt at antage, at antallet af kommuner med resistens, som ikke er blevet konstateret, er yderst ringe og kun kan udgøre nogle få procent af de undersøgte kommuner.

Der har i indsamlingsperioderne været gjort mange anstrengelser for at motivere rottebekæmperne til at indsamle (mindst) 10 rotter. Undervejs i indsamlingsperioden har der været telefonisk kontakt med rottebekæmperne og andre involverede personer i de kommunale administrationer og de firmaer, der eventuelt har kontrakt på at udføre rottebekæmpelsen. Ydermere har der været udlovet et par flasker rødvin til alle rottebekæmpere, der indsamlede 10 rotter fra deres kommune i en indsamlingsperiode.

Det skal nævnes, at enkelte kommuner ikke har medvirket, fordi en fast ugentlig køredag for afhentning af rotter ikke passede ind i den ugentlige arbejdsrytme med hensyn til giftudlægning og andre aktiviteter omkring rottebekæmpelse. I nogle tilfælde har det lykkedes at få et samarbejde med ejer eller bestyrer af ejendommen, hvor rotter skulle indfanges, således at fælderne blev tømt på rette tidspunkter.

Det må konstateres, at der ikke er nogen bestemmelser eller aftaler, der forpligter rottebekæmperne til at deltage med indsamling af rotter. Ud fra dette faktum, kan det, at 76,6% af kommunerne har medvirket, godt vurderes som et positivt resultat.

For fremtidige undersøgelser af karakter som nærværende vil det være en stor fordel at få samtlige kommuner til at medvirke. Da det kan være tvivlsomt, om det kan ske ad frivillighedens vej, kan det foreslås at indføje en forpligtelse til medvirken i den bekendtgørelse, der ligger til grund for rottebekæmpelsen. Forpligtelsen kunne derefter indgå som en fast passus i kontrakter mellem kommuner og firmaer om udførelse af den lovpligtige rottebekæmpelse.

4.1.2 Planlægning, logistik og undersøgelser i laboratoriet

Hver sæson med regionale undersøgelser er blevet indledt med et introduktionsmøde, hvortil alle involverede parter som rottebekæmpere i kommuner, administrativt personale fra kommunerne og firmaer med kontrakter på rottebekæmpelse blev inviteret. Møderne er blevet afholdt i de respektive regioner, og der har været en del fremmødte. Ved næsten samtlige møder har der været afbud, men de nødvendige informationer har så måttet gives telefonisk, med brev eller elektronisk alt efter behov. Det kan konstateres, at alle, der har fået den indledende information, også har deltaget i projektet. Det er også ved direkte henvendelser lykkedes i nogle tilfælde at få personer, som ikke fra starten viste interesse, til at medvirke. Endelig har brug af den lokale presse også medvirket til at øge antallet af medvirkende i projektet og dermed antallet af kommuner.

Informationsmateriale er blevet udarbejdet og rundsendt og uddelt til de medvirkende, og dette materiale er i løbet af projektet blevet udvidet og forbedret efter indhøstede erfaringer.

På grund af bestemmelserne om transport af levende dyr og andre relevante bestemmelser har det ikke været muligt som tidligere (d.v.s. før 2001) at sende rotter med fragtmænd. Den første sæson blev transporterne varetaget af et kurérfirma, men det fungerede ikke tilfredsstillende. Det blev nødvendigt at have faste aftaler med nogle få chauffører om transport af rotter til laboratoriet hver uge i sæsonerne for regionale undersøgelser. Desuden har de samme chauffører kørt over hele landet for at hente rotter til ”ad hoc” undersøgelser. Det afgørende er at have nogle chauffører, som er fuldt fortrolige med at håndtere rotter.

På grund af de nævnte bestemmelser om dyretransport, måtte transporterne af rent økonomiske årsager organiseres en gang ugentligt. Efter en kort indkøringsperiode, kom det til at fungere tilfredsstillende. Procedurerne i laboratoriet med opsætning af rotterne og efterfølgende undersøgelser blev afpasset efter modtagelse af rotter på en fast ugedag, og må vurderes at have fungeret tilfredsstillende.

At transportbestemmelser af hensyn til økonomien i projektet sætter nogle ret faste rammer for indsamling af rotter, har ikke generelt været hæmmende i projektets forløb. Som tidligere nævnt var det i nogle enkelte tilfælde svært eller umuligt at få indfanget rotter til undersøgelse, fordi indfangning og afhentning af rotter ikke kunne passe til den rutine, der i pågældende kommuner var lagt for den kommunale rottebekæmpelse. At det var meget få kommuner, der ikke kunne levere rotter på grund af de nævnte forhold, skyldes ikke mindst, at vi fra skadedyrlaboratoriets side lagde den ugentlige transportdag sådan, at langt de fleste kunne deltage.

Rotter i gruppen ”ad hoc” har den særlige baggrund, at det er vurderet af Miljøministeriets konsulent, at et eksisterende bekæmpelsesproblem med en vis stor sandsynlighed kunne skyldes resistens. Der har ikke været praktiske problemer, der forhindrede en hurtig indsats for at skaffe rotterne til laboratoriet. Med det ret store antal af påviste resistensforekomster blandt ”ad hoc” rotter, og det faktum, at der løbende gennem projektet har været disse ”ad hoc” rotter, viser, at der har været og til stadighed er et behov for undersøgelser af sådanne tilfælde.

Projektet har været planlagt efter at skaffe information om forekomst af og niveau for eventuel resistens blandt rotter i samtlige kommuner. Med udgangspunkt i at indfange rotter på lokaliteter med bekæmpelsesproblemer, er der som vist i denne rapport i projektet skabt et landsdækkende kort over resistensen i Danmark. Som tidligere nævnt, var det målet at få rotter fra samtlige 274 af de kommuner, som bestod indtil 1. januar 2007, og som har rotter. Det lykkedes ikke at få alle til at medvirke, men med de midler og muligheder, der var til rådighed, lykkedes det at få 210 kommuner til at bidrage til projektet. Denne medvirken har ikke været påtvunget af bestemmelser i lovgivning, bekendtgørelser eller lignende. Derimod har de medvirkende udvist en velvilje og interesse for projektet, som ofte skyldes en fornemmelse for mulig forekomst af resistens. At et projekt således er betinget af en positiv holdning fra mange medvirkende kan vurderes som en ulempe, fordi der bruges mange ressourcer på at skabe interessen. En medvirken af 76,6% af de potentielle kommuner på disse vilkår vurderes som positivt.

En blodprøveundersøgelse (BCR-test) kan give et resultat efter få dage, og i den regionale undersøgelse har det normalt været 9 dage efter modtagelsen, et resultat kunne meddeles. Under særlige omstændigheder, f.eks. ved "ad hoc", hvor et hurtigt resultat er ønskeligt, kan et resultat foreligge efter 5-6 dage, men det kræver, at indledende karantænedage undlades. En ædetest kan give et resultat om ikke resistente rotter inden for et par uger efter modtagelsen, mens resistens kræver en måned, før et sikkert resultat kan meddeles.

I den regionale del af projektet har det normalt ikke været noget problem for rottebekæmperen at skulle vente på et resultat selv i tilfælde, hvor en ædetest skulle gennemføres. I de mere akutte situationer med "ad hoc" rotter er det derimod i alles interesse med det hurtigst mulige resultat, hvilket har været muligt.

Laboratorieundersøgelserne kræver som nævnt en vis tid, men med den faste procedure, der kan lægges for et sådant projekt, så undersøgelsestiden gøres så kort som muligt, er der i langt de fleste tilfælde en tilfredsstillende kort periode fra fangst til første resultat.

4.2 Fundne resistensniveauer i relation til forbrug af bekæmpelsesmidler

Det har været muligt at skaffe data på to forskellige måder angående forbrug af bekæmpelsesmidler. Salget af bekæmpelsesmidler oplyses i Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelstatistik, som udkommer hvert andet år. I denne sammenhæng er valgt oplysninger fra årene 1997 til 2007 (Miljøstyrelsen, 2000, 2002, 2004, 2006 og 2008). Derudover har det været muligt at skaffe data for kommunernes forbrug af bekæmpelsesmidler til rottebekæmpelse (Weile, 2009).

4.2.1 Salg på landsplan af rodenticider

Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddelstatistik er i nedenstående Tabel 10 opgjort for antikoagulerende rodenticider som kg aktivt stof solgt hvert år i perioden 1997-2007.

Klik her for at se: Tabel 10. Data for salg af bekæmpelsesmidler opgjort som kg aktivt stof baseret på Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddelstatistik

Det skal indledningsvis nævnes, at denne sammenstilling af oplysninger fra Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelstatistik for årene 1997-2007 giver det totale salg, uanset til hvilket måldyr bekæmpelsesmidlet er godkendt. Med undtagelse af coumatetralyl anvendes alle øvrige rodenticider også til bekæmpelse af mus, og bromadiolon er desuden også godkendt til brug mod studsmus (markmus og mosegris) i det åbne land.

Helt uden sammenligning er bromadiolon det foretrukne middel blandt de solgte rodenticider, skønt tallet for 2005 på 926 kg aktivt stof forekommer usandsynligt højt sammenholdt med de øvrige år i tabellen.

Coumatetralyl, som udelukkende bruges til rottebekæmpelse, ligger på andenpladsen med hensyn til salg, og der er en del udsving fra år til år.

For den angivne periode udgør det totale salg for hver af stofferne difenacoum og difethialon lige godt 20 kg, mens brodifacoum ligger på omkring det halve af disse to. Flocoumafen ligger i bunden med kun 1 kg i 2004, hvilket svarer til 20 ton færdigt produkt. Da flocoumafen ifølge andre oplysninger fra Weile (2009) ikke kun er blevet brugt i 2004, må tallene formodes at dække et forbrug for flere år, selv om salget er registreret i et bestemt år.

Disse salgstal kan ikke umiddelbart sættes i relation til resultater for resistensundersøgelser af rotter, da tallene dækker hele landet og måske også et forbrug over flere år end salgsåret. Derfor forsøges en analyse baseret på kommunernes oplysninger om forbrug af bekæmpelsesmidler udelukkende til rottebekæmpelse.

4.2.2 Kommunernes forbrug af rodenticider til rottebekæmpelse

Kommunerne har ikke haft obligatorisk indberetningspligt om giftforbrug til rottebekæmpelse før 1998, men først fra 1999 har Miljøstyrelsen en brugbar statistik om forbruget på landsplan (Meddelelse fra Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse, 2002). Det samlede forbrug var i 1999 255,0 ton, i 2000 256,4 ton og i 2001 231,5 ton. I disse tre år var bromadiolon det mest brugte aktivstof, idet bekæmpelsesmidler med bromadiolon udgjorde mellem 74,3% og 80,2% af det årlige forbrug.

Mere detaljerede data vedrørende forbrug i de enkelte kommuner har det kun været muligt at få for 2007, som var det første år med de 98 nye kommuner i stedet for de tidligere 276 (inkl. Christiansø). Data fra Weile (2009) giver oplysninger om mængder af forbrugte brugsfærdige produkter for hvert aktivt stof, som har været anvendt i den kommunale bekæmpelse. Derfor er den mulige analyse at sætte forbrugstallene for hvert aktivt stof for hver kommune i relation til kommunens status for resistens. Data for resistens i de undersøgelser, der bringes i denne rapport knytter sig til de gamle kommuner. Ved sammenlægning af kommunerne ses jf. Bilag 2, at en hel del af de nye sammenlagte kommuner har varierende status i hver af de gamle kommuner. Da forbruget gælder hele kommunen, er der ved sammenstilling af data i Tabel 11 som kommunestatus valgt det højeste repræsenterede niveau i kolonnen for 1962 - 2008.

Det ses umiddelbart, at der ikke er fuld overensstemmelse mellem disse tal for kommunernes forbrug og tallene for salg af rodenticider i Tabel 10. For 2007 er der ifølge salgstallene for aktivstoffer kun solgt coumatetralyl, bromadiolon og difethialon, mens alle 6 aktivstoffer har været anvendt i den kommunale rottebekæmpelse. Både ifølge salgstal og kommunernes forbrug er bromadiolon det mest anvendte rodenticid.

Tabel 11 viser antallet af kommuner, der i 2007 anvendte hver af de 6 forskellige aktivstoffer. Ses på mængderne af forbrugte bekæmpelsesmidler, udgør coumatetralyl 5,4%, bromadiolon 79,0%, difenacoum 6,3%, brodifacoum 0,3%, flocoumafen 0,5% og difethialon 8,4% af det samlede forbrug af rodenticider til rottebekæmpelse. Det samlede forbrug af kemiske midler til rottebekæmpelse var 164,1 ton, hvilket er 29,1% mindre end det samlede forbrug i 2001. Denne nedgang i forbrug kunne tænkes at have direkte sammenhæng med nedgang i antallet af anmeldelser til kommunerne om forekomst af rotter. Der er ikke en sådan direkte sammenhæng, idet der fra 2001 til 2007 kun er en nedgang i antallet af anmeldelser på ca. 5%, nemlig fra godt 152.000 til 145.000 (By- og Landskabsstyrelsen, 2008).

Det bør bemærkes, at bromadiolon uomtvisteligt er det mest dominerende aktivstof i rottebekæmpelsen. Det skal derfor yderligere bemærkes, at andre forhold end forekomst af resistens blandt rotterne er bestemmende for valg af aktivstof. En stor del af kommunerne foretager ifølge opgørelserne over den udførte rottebekæmpelse (http://www.blst.dk/Rottebekaempelse/kommuner/) bekæmpelse i kloakkerne, omend omfanget er meget varierende. Til bekæmpelse i kloakkerne er der flere produkter af voksblokke på markedet med bromadiolon foruden et enkelt produkt med difenacoum. Dette forhold er givetvis med til at forklare det relativt store forbrug af bromadiolon i alle kommuner, uanset om der ikke er konstateret resistens, eller om der er konstateret resistens på det højeste niveau mod difenacoum.

Når man ser bort fra forbruget i kloakkerne, er der for de øvrige aktivstoffer produkter i forskellige formuleringer på markedet, der kan anvendes i de fleste tilfælde. Det betyder, at der er mulighed for at anvende coumatetralyl, når der ikke er nogen form for resistens. Tilsvarende er der egnede produkter til at dække enhvert niveau med hensyn til resistens. Kun ved forekomst af resistens mod difenacoum, skulle det derfor være nødvendigt at anvende en af de meget stærke antikoagulanter brodifacom, flocoumafen eller difethialon.

Det anbefales normalt ikke at anvende stærkere aktivstof end nødvendigt for at bekæmpe forekommende resistente rotter.

Klik her for at se: Tabel 11. Oversigt over kommunernes forbrug af rodenticider til rottebekæmpelse 2007 med beregnede gennemsnit per kommune. Oversigt baseret på data fra Weile (2009)

Kommunernes forbrug afspejler en vis anvendelse af coumatetralyl også i kommuner med forekomst af resistens. Dette kan kun være ensbetydende med, at coumatetralyl anvendes på lokaliteter, hvor resistens ikke forekommer. Det samme ræsonnement knytter sig til anvendelsen af bromadiolon og difenacoum i alle typer af kommuner, og altså også kommuner hvor resistens mod disse aktivstoffer forekommer.

Brodifacoum og flocoumafen finder ikke udstrakt anvendelse, men det må bemærkes, at den hyppigst forekommende brug og største mængde anvendes i kommuner med konstateret resistens mod difenacoum. En enkelt kommune, hvor der ikke er konstateret resistens på højere niveau end warfarin, havde et forbrug på 100 kg brodifacoum, mens de øvrige kommuner med resistens op til og med bromadiolon-niveau havde et forbrug på under 30 kg eller endog under 10 kg. Et så lavt forbrug som de sidstnævnte tal må betyde, at brodifacoum eller flocoumafen kun er blevet anvendt i et enkelt eller meget få tilfælde i kommunen.

Difethialon kendetegnes ved at blive anvendt i væsentlig større udstrækning end brodifacoum og flocoumafen, både med hensyn til antallet af kommuner, hvori det anvendes, og med hensyn til den anvendte mængde. Mere end halvdelen af de kommuner, der bruger dette aktivstof, har dog forekomst af resistens mod difenacoum. I alt 6 kommuner uden konstateret resistens eller kun med resistens mod warfarin har brugt op til henholdsvis 120 og 128 kg maksimalt. Derimod er der 2 andre kommuner, der ikke har leveret rotter til undersøgelse for resistens, og som har anvendt henholdsvis 2 og 552 kg. Et forbrug på 2 kg dækker ikke mange tilfælde af bekæmpelse, mens forbruget på 552 kg kan dække bekæmpelse på en del lokaliteter. I denne sammenhæng må det nævnes, at anvendelsen ikke er forårsaget af verificeret forekomst af resistens.

I de fleste af de kommuner, hvorfra rotter ikke er blevet påvist at være resistente mod difenacoum, er de anvendte mængder af de tre stærkeste antikoagulanter relativt begrænsede. I nogle ganske få kommuner er der dog et ret stort forbrug, dels af difethialon og i en enkelt kommune af brodifacoum, hvor de anvendte mængder må formodes at dække bekæmpelse i mere end nogle få tilfælde, og der er ikke påvist resistens, som kunne begrunde dette forbrug. Betragtes brug af de tre stærke antikoagulanter som et overforbrug, når anvendelsen ikke er begrundet i forekomst af resistens, må overforbruget karakteriseres som begrænset og ikke et udbredt fænomen.

De ovenfor givne beskrivelser af forbrug af bekæmpelsesmidler drejer sig udelukkende om den kommunalt baserede lovpligtige rottebekæmpelse.

4.2.3 Forbrug af antikoagulanter i sikringsordninger og til musebekæmpelse

I notat fra november 2008 (By- og Landskabsstyrelsen 2008) gives nogle tal for forbrug af antikoaulanter i Danmark fordelt på rottemidler og musemidler. For musemidler opgives tallet 174.243 kg. Det samlede salg af rodenticider (rotte- og musemidler) i 2007 var 499.756 kg, hvorefter det samlede forbrug af antikoagulerende bekæmpelsesmidler til brug mod rotter beregnes til at være 325.513 kg. Heraf tegner den kommunale bekæmpelse sig for 164.066 kg. Brugen af bekæmpelsesmidler mod rotter uden for den kommunale rottebekæmpelse drejer sig hovedsageligt eller udelukkende om udlægning i foderkasser i forbindelse med sikringsordninger. Notatet giver ikke oplysninger i øvrigt om forbruget, dets geografiske fordeling eller andre detaljer, som gør det muligt at relatere dette forbrug til udbredelse af resistens, som det var muligt for den kommunale bekæmpelse. I notatet vurderes det, at sandsynligheden taler for, at der anvendes store mængder musegift til privates, især landmænds og jægeres, rottebekæmpelse. Hvorvidt dette er tilfældet, og i hvilket omfang kan være nok så relevant, når forbrug anskues i relation til udbredelse af resistens og den dertil knyttede nødvendige indsats og brug af egnede midler til bekæmpelse af en forekommende resistens. Dog gælder det samme her som ovenfor nævnt vedrørende sikringsordninger mod rotter, at der ikke gives yderligere detaljer om forbrug, som ellers i givet fald ville kunne gøre det muligt at relatere forbrug til udbredelse af resistens. Sluttelig må det nævnes, at der i notatet kun skelnes mellem rotte- og musemidler. Af teksten synes det at fremgå, at der især eller udelukkende tænkes på bekæmpelse af husmus. Når man opgiver det samlede forbrug af antikoagulerende bekæmpelsesmidler, indgår også midler til bekæmpelse af studsmus (markmus og mosegris). Det skal dog tilføjes, at det ikke har været muligt at skaffe oplysninger om mængder af bekæmpelsesmidler til brug til disse grupper af gnavere.

4.3 Andre resistensundersøgelser – udenlandske og danske

Resistens blandt brune rotter er rapporteret fra en lang række lande især i Europa, men også på andre kontinenter. Pelz et al (2005) opregner således 14 lande med veldokumenteret forekomst af resistens som foruden Danmark omfatter Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Storbritannien, Sverige, Schweitz, Tyskland, Canada, USA, Japan og Australien.

Resistens mod warfarin blev først påvist i Storbritannien i 1958 (Kerins et al, 2001). Siden da er resistensen blevet fulgt, når der har været bekæmpelsesmæssige problemer. Der er senere ligesom i Danmark fundet resistens mod coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. Resistensen er koncentreret i Wales, Skotland og den centrale del af det sydlige England. Kerins et al (2001) gennemførte en større undersøgelse i perioden 1995-1998 for at følge op på resistensudviklingen blandt brune rotter på landbrugsejendomme. De undersøgte især landbrugsejendomme beliggende i udkanten af og i en passende stor afstand fra det tidligere kendte kerneområde for resistens i det centrale England. Resultaterne viste, at resistens mod bromadiolon og difenacoum havde spredt sig ud fra det tidligere kerneområde, og det blev konkluderet, at ved fortsat brug udelukkende af antikoagulanter må udvikling af nye ”hot spots” for resistens dukke op. Desuden blev der påvist resistens mod flocoumafen og brodifacoum blandt nogle af de rotter, som også var resistente mod både bromadiolon og difenacoum. For at følge udviklingen i resistens og ydermere den genetiske baggrund herfor, foreslås en indsats med monitering. På de fleste lokaliteter var rotterne mere resistente over for bromadiolon end over for difenacoum, når resistens forekom mod begge aktivstoffer. På tre ejendomme var situationen dog omvendt med rotter resistente mod difenacoum, men følsomme over for bromadiolon

I Tyskland har man et område på ca. 8000 km² i den nordvestlige del med resistente rotter, og der er resistens mod warfarin, coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. Området er blevet grundigt undersøgt i 1993, og der blev foretaget en opfølgende undersøgelse i 1999 (Pelz, 2001). Fra 1993 til 1999 kunne det konstateres, at der var sket en udvidelse af området med resistente rotter mod øst, og mod vest i retning af Holland var resistensniveauet steget. Til gengæld synes resistensen i Tyskland at være begrænset til den nævnte del af landet. I resistensområdet er der en gradient fra det centrale område til yderkanten med hensyn til resistens. I kerneområdet er der udbredt resistens mod warfarin, coumatetralyl og bromadiolon og i mindre omfang mod difenacoum. I en mellemzone uden om dette kerneområde er der mindre forekomst af resistens mod warfarin, coumatetralyl og bromadiolon, men ingen resistens mod difenacoum. Rotter i den yderste zone i området er kun resistente mod warfarin.

De ovenfor nævnte britiske og tyske undersøgelser viser således en række ligheder med de resultater, der i nærværende undersøgelse er opnået i Danmark 2001 – 2008 med hensyn til fordeling og udvikling af resistens hos rotterne.

Den genetiske baggrund for resistens mod især warfarin er blevet undersøgt, og Pelz et al (2005) viste ved undersøgelse af rotter fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Belgien og Storbritannien, at en mutation i VKORC1-genet forekom hos de resistente rotter. Mutationen som sådan kunne dog variere fra område til område.

Heiberg (2009) undersøgte rotter fanget i kloakker i Københavns-området for eventuel resistens mod bromadiolon. Rotterne blev fanget i områder med forudgående forskellig strategi for bekæmpelse af rotter i kloakkerne. Selv i områder uden bekæmpelse i kloakkerne i mere end 20 år blev der konstateret et vist niveau af resistens mod bromadiolon blandt de indfangede rotter. En undersøgelse af disse rotter for eventuel mutation i VKORC1-genet, viste dog, at disse resistente rotter ikke var i besiddelse af denne mutation, der som ovenfor nævnt er fundet at være til stede hos andre resistente rotter fanget på overfladen i Danmark, Tyskland og Frankrig (Pelz et al 2005).

En særlig undersøgelse for mulig forekomst af resistens hos rotter fanget i kloaksystemer blev gennemført i 2005-2006 i Næstved Kommune (Lodal, 2006c). I Næstved Kommune var difenacoum-resistens fundet i et enkelt tilfælde et par år før. I kloakkerne var der gennem adskillige år blevet bekæmpet udelukkende med bromadiolon-blokke. Undersøgelserne viste difenacoum-resistens blandt mere end halvdelen af 34 rotter repræsenterende godt 60% af 17 fangstlokaliteter. Om forekomst af difenacoum-resistens blandt kloakrotterne er udtryk for krydsresistens opstået over for difenacoum ved bekæmpelse med bromadiolon, eller om forekomsten af difenacoum-resistens i kloakken skyldes udveksling af rotter mellem overfladebestande og bestande i kloakkerne, kan man kun gisne om. Den genetiske baggrund for resistensen er ikke blevet undersøgt blandt disse rotter fra Næstved Kommune.

4.4 Strategi

Situationen i Danmark er, at der kun er antikoagulanter til rådighed for bekæmpelse. Det betyder, at der ved brug af kemiske bekæmpelsesmidler altid vil være et selektionstryk, der kan favorisere resistens mod de anvendte midler. Der er ingen mulighed for at skifte til en anden type kemisk middel for at fjerne selektionstrykket fra brug af antikoagulanter.

Kan resistens opretholdes eller forekomme i det skjulte? Det er et spørgsmål man må stille sig, når resistens stadig forekommer til trods for en ihærdig indsats for at bekæmpe rotterne. Ifølge Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v. §1, nr. 1 defineres ”Effektiv bekæmpelse af rotter” således: ”En bekæmpelse, der udøves af autoriseret personale, eller personer undergivet dettes instruktion og ansvar, for at udrydde eller opnå et efter sagkyndigt skøn tilstrækkeligt lavt niveau i rottebestanden”. I praksis betyder dette, at en bekæmpelse af hovedparten af en rottebestand kan dreje sig om bekæmpelse af de ikke resistente i forhold til det anvendte middel, mens eventuelle resistente rotter udgør et lille mindretal, som overses og derfor overlever og får mulighed for at føre resistensen videre til afkommet. På denne måde kan en erkendt såvel som en ikke erkendt resistens opretholdes i en rottebestand over en vis tid. Den anden situation, som kan være af betydning for opretholdelse af resistens i en rottebestand er forekomst af resistente rotter i kloakken. En enkelt blok i en brønd her og der en gang om året, giver næppe nogen selektiv betydning med hensyn til resistens. Derimod i områder, hvor man kører en omfattende og kontinuerlig bekæmpelse i et kloaksystem, kan denne bekæmpelse få betydning for resistens. Som beskrevet tidligere er der undersøgelser, der tydeligt viser, at resistens kan forekomme i kloakken og oven i købet på et niveau, som ligger over det middel, der har været bekæmpet med. Ved bekæmpelse på overfladen skabes der mulighed for, at andre rotter kan overtage de områder, som er blevet ryddet for rotter på overfladen. Mange tilfælde af rotteforekomster på overfladen skyldes rotter, der kommer op fra kloakkerne. Resistente rotter vil i så fald også kunne komme op på overfladen og på denne måde opretholde en resistent bestand.

Er der som påvist af Heiberg (2009) forskellige genotyper, der giver resistens i den praktiske bekæmpelse, kan situationen måske blive yderligere kompliceret ved blanding af de forskellige genotyper.

Ved forekomst af resistens er det nødvendigt at anvende et middel af tilstrækkelig styrke til at bekæmpe bestanden af resistente rotter, hvilket også udtrykkes i den anbefalede strategi. Formålet med strategien er også at hæmme udvikling af resistens mod de potente aktivstoffer, som er stærkere end difenacoum. Det første tilfælde af resistens mod difenacoum blev konstateret i 1979 (Lund & Lodal, 1980). I løbet af de år, der er gået siden, har resistens mod difenacoum bredt sig, men der er ikke konstateret resistens mod de stærkere antikoagulanter brodifacoum, flocoumafen og difethialon, som blev bragt på markedet for at kunne bruges mod rotter med resistens mod difenacoum. Anderledes er det i England, hvor der er konstateret resistens mod brodifacoum og flocoumafen i nogle få tilfælde blandt rotter i bestande med resistens mod bromadiolon og difenacoum (Kerins et al, 2001). Strategien, der har været anbefalet i Danmark, kan derfor tolkes som et bidrag til begrænsning af resistensudviklingen.

4.5 Resultaternes anvendelighed

4.5.1 Betydning af projektets resultater for den praktiske bekæmpelse

Den umiddelbare anvendelighed af resultaterne knytter sig til den igangværende bekæmpelse på fangststedet. Jo hurtigere en tilbagemelding til rottebekæmperen kan ske, jo bedre kan der handles derefter. Ved konstateret resistens er en telefonisk tilbagemelding eller e-mail ofte blevet givet. Uanset den lette kommunikationsform, går der altid nogle dage, før et resultat kan foreligge. Typisk er rotterne kommet til laboratoriet om torsdagen, hvorefter de sættes i karantæne nogle dage. Er rotter upåvirket af gift, kan undersøgelserne påbegyndes den efterfølgende uge, og det første resultat aflæses efter 4 dage i forsøg, når der er tale om BCR-test. Det betyder, at der går 9 dage fra modtagelse af rotterne til det første resultat kan videreformidles. Skal en rotte undersøges videre på grund af resistens, skal den gennemgå en mellemperiode på 3 uger inden næste undersøgelse. Ved ædetest går der en måned før første forsøg foreligger i tilælde af forekomst af resistens. Er rotterne ikke resistente, dør de tidligere, ofte efter 5-8 dage efter start af forsøg, og så kan resultatet formidles.

Rottebekæmperne er blevet bedt om at oplyse, hvilke aktivstoffer, der har været anvendt i bekæmpelse på fangstlokaliteterne, specielt inden for de seneste 3 måneder før fangst. Dette hjælper til et hurtigt resultat at vide, at der har været brugt f.eks. bromadiolon. I et sådant tilfælde vil undersøgelserne kunne starte med bromadiolon frem for et af de svagere aktivstoffer. Er der resistens mod bromadiolon, fås hurtigere et anvendeligt resultat.

Formidling af resultaterne er i øvrigt i alle tilfælde sket skriftligt til kommunerne, involverede rottebekæmper og eventuelt firma samt Miljøministeriets rottekonsulent. Disse skriftlige meddelelser er ofte en bekræftelse på, hvad der tidligere er meddelt direkte til den involverede rottebekæmper.

4.5.2 Resistensudviklingen

Der er med undersøgelserne i perioden 2001 – 2008 tydeligt vist, at den generelle tendens ikke er en tilbagegang i resistens. Tværtimod udvikler resistensen sig på den måde, at de geografiske områder, hvor resistens forekommer, gradvist udvides. Når resistens er startet på et lavt niveau, sker der gradvist en udvikling til højere niveau.

For de deltagende kommuner er der skabt et overblik over forekomst og niveau for resistens hos rotter. Resistensudviklingen er en dynamisk proces, og der vil formentlig stadig ske en udvidelse af områder med resistens, og hvor den forekommer, vil den over tid kunne stige i styrke. Med gennemførelsen af projektet i perioden 2001-2008 er der skabt et grundlag for på en målrettet måde at følge resistensudviklingen fremover.

4.5.3 Anden anvendelse

På Skadedyrlaboratoriet indgår de fundne resultater som en integreret del af den øvrige forskning omkring resistens.

For Miljøministeriets konsulent skaffes der eksakt viden om udbredelse og niveau for resistens blandt rotter, som i et videre perspektiv giver grundlag for optimal rådgivning i den praktiske rottebekæmpelse og problemer knyttet hertil.

Resultaterne vil endvidere kunne styrke Miljøstyrelsens strategi med hensyn til at anvende de mindst toksiske midler før de mere toksiske, så miljøet skånes for en for hård belastning, og risikoen for dyr og mennesker reduceres.

Undervejs i projektet har kommuner henvendt sig direkte til projektlederen, idet man ønskede at tilrettelægge sin bekæmpelse med henblik på mindst mulig miljøbelastning. I dette aspekt af rottebekæmpelsen tager man hensyn til det generelle mønster, at de svageste midler giver den svageste miljøbelastning, mens de stærkere udgør en større risiko. Denne risiko er udtrykt ved generelt højere giftighed (lavere LD50-værdi) over for såvel måldyrene, rotterne, som over for ikke-måldyr (Buckle, 1994; Lodal & Hansen, 2002). Derfor er kendskabet til resistensforekomst i kommunen af stor betydning, og ikke mindst med de nye store kommuner, kan der være store forskelle inden for den enkelte kommune.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 December 2009, © Miljøstyrelsen.