Vurdering af genanvendelsesmålsætninger i affaldsdirektivet 1 Baggrund og formål1.1 BaggrundI det ny Affaldsdirektiv[¹], som skal implementeres i løbet af 2009-2010, er der sat nye mål for genanvendelse af visse fraktioner i husholdningsaffald. I henhold til artikel 10, stk. 2 i direktivet, indføres der senest i 2015 særskilt indsamling for som minimum følgende; papir, metal, plastic og glas. Det hedder her: Stk. 2. For at sikre overensstemmelse med målene i dette direktiv og som led i bestræbelserne på at opnå et europæisk genanvendelsessamfund med høj ressourceeffektivitet træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at følgende mål nås: a) senest i 2020, at forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelsen af affaldsmaterialer som minimum f.eks. papir, metal, plastic og glas fra husholdninger og om muligt fra andre kilder, såfremt disse affaldsstrømme svarer til affald fra husholdninger, skal øges til samlet mindst 50 vægtprocent. Miljøstyrelsen ønsker at få en vurdering af om Danmark kan nå direktivets nye mål. 1.2 FormålProjektet skal bidrage til implementeringen af Affaldsdirektivet. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at afgøre om Danmark kan leve op til målet og der skal derfor foretages en beregning af forsyningsmængderne og en opgørelse af genanvendelsen af materialerne papir, plast, glas og metal i husholdningsaffald. Levetiden for de forskellige produkter, der indeholder materialerne skal opgøres, således at mængden af de nævnte fraktioner i affaldet kan beregnes. Forventninger til udviklingen i mængden af de nævnte fraktioner i husholdningsaffald og lignende skal vurderes med henblik på at undersøge om Danmark indfrier målene i 2012 og 2020. [1] Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver.
|