Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2008

8 Træemballage

8.1 Potentiale

Potentialet for træemballage i Danmark i 2008 er kortlagt i Emballageforsyningen 2008, /1/.

Tabel 8.1. Forsyningen af træemballage i Danmark 2008. Tons.
  Tom emballage Fyldt emballage Samlet forsyning
Import Eksport
Forsyning af træemballage undt. træpaller 10.878 17.724 8.930 19.672
Pallemængde fra fyldte emballager + nye træpaller 153.880 153.747 239.278 68.349
Samlet forsyning 164.758 171.471 248.208 88.021

Kilde: Emballageforsyningen i Danmark 2008 /1/

Som det fremgår af Tabel 8.1 er den markedsførte træemballage (forsyningen) i Danmark i 2008 opgjort til 88.021 tons. Det fremgår desuden, at pallemængden fra fyldte emballager og nye træpaller udgør 68.349 tons svarende til 78 % af den samlede forsyning. Paller dækker alle typer af paller – såvel engangs- som returpaller samt palletilbehør i form af pallerammer.

Tabel 8.2. Forsyningen af træemballage i Danmark. Tons.
  2004 2005 2006 2007 2008
Forsyning af træemballage undt. Træpaller 17.774 20.009 14.565 20.095 19.672
Pallemængde fra fyldte emballager + nye træpaller 76.230 100.572 91.871 87.414 68.349
Samlet forsyning 94.004 120.583 106.436 107.509 88.021

Kilde: Emballageforsyningen i Danmark /1/

Udviklingen i forsyningen siden 2004 er vist i Tabel 8.2.

8.2 Indsamling og reparation

For 2008 er der foretaget henvendelse til virksomheder, der opretholder licens hos EPAL[52] til at reparere EU-paller (1/1 paller). Derudover findes der en række reparationsvirksomheder, der ikke har licens, men dog repræsenterer et stort genanvendelsesvolumen. Disse ikke-licensbærende virksomheder indgår ikke i statistikken.

8.2.1 Indsamlet mængde

Den indsamlede mængde EUR paller i 2008 fremgår af Tabel 8.3.

Tabel 8.3. Indsamlede EUR paller i 2008.
  Antal stk. Gns. vægt/stk. Tons
EUR paller 1.418.890 24,0 kg 34.053
 ½ EUR paller 193.874 13,8 kg 2.675
I alt 1.612.764   36.728

Kilde: Indberetninger til statistikken /2/

Det fremgår af Tabel 8.3, at der i alt er indsamlet godt 1,6 mio. EUR-paller svarende til en mængde på 36.728 tons. De små EUR paller (½ EUR) udgør en mindre del af den samlede tonnage svarende til 2.675 tons eller 7 %.

De licensbærende virksomheder oplyser samtidig, at de også indsamler ikke-EUR paller.

Tabel 8.4 Indsamling af andre paller (ikke EUR paller) i 2008.
  Antal stk. Gns. vægt/stk. Tons
Engangspaller 1.268.210 13,2 kg 16.698
Genbrugsfiskepalller 134.646 24,7 kg 3.321
I alt 1.402.856   20.019

Kilde: Indberetninger til statistikken /2/

Reparatørerne indsamlede således 20.019 tons ikke-EUR paller.

Totalt blev der i 2008 indsamlet 56.748 tons paller med henblik på reparation.

8.2.2 Genanvendt mængde

Defekte paller indsamles med henblik på reparation. Paller, der er kraftigt demolerede, bliver kasseret.

Der foreligger ingen oplysninger om, hvor stor en mængde nyt træ der medgår til reparation af defekte paller. For at beregne den genanvendte mængde er det imidlertid forudsat, at der medgår 4 kg nyt træ til reparation af en stor EUR-palle og 2 kg nyt træ til reparation af en ½ EUR-palle. For de andre paller er der ligeledes regnet med 2 kg nyt træ, idet disses pallevægt stort set svarer til en ½ EUR-palle.

Den genanvendte mængde beregnes således ved at gange antallet af reparerede paller med vægten af en ny produceret palle fratrukket henholdsvis 4 eller 2 kg. Lægger man hertil den mængde palletræ, der kasseres og indgår som råvare i en ny produktion fås den samlede genanvendte mængde. Resultatet af denne beregning ses i Tabel 8.5.

Tabel 8.5. Genanvendelse af paller 2008.
  Indsamlet Kasseret Repareret Gns. vægt/stk Repareret
Antal stk Kg Tons
EUR paller 1.418.890 168.250 1.250.640 20,0 25.013
 ½ EUR paller 193.874 12.438 181.436 11,8 2.141
Engangspaller 1.268.210 673.857 594.353 11,2 6.637
Genbrugsfiskepalller 134.646 25.600 109.046 20,7 2.254
Oparbejdning af kasseret træ          
I alt 3.015.620 880.145 2.135.475   36.044
Fordeling 100 % 29 % 71 %    

Kilde: Indberetninger til statistikken /2/

Det fremgår, at den samlede genanvendte mængde udgør 36.044[53] tons i 2008. EUR-pallernes bidrag hertil er 27.154 tons eller 75 %. Oparbejdning af kasseret palletræ ophørte i 2007. Der er således ikke tradition for at oparbejde kasseret palletræ, der i stedet typisk anvendes som brændsel i privat regi eller som biobrændsel hos større værker.

Det ses desuden, at kassationsprocenten er beregnet til 29 %. Dette tal dækker imidlertid over større forskelle, idet EUR-pallernes kassationsprocent ligger på 13%, mens 50 % af de indsamlede éngangspaller bliver kasseret.

Tabel 8.6. Genanvendelse af træemballage i Danmark. Tons.
  2004 2005 2006 2007 2008
EUR-paller 27.887 26.849 31.987 27.527 27.154
Andre paller[54]   2.300 4.105 7.884 8.891
I alt 27.887 29.149 36.091 35.411 36.045
Genanvendelsesprocent 29,7 24,2 34 32,9 40,9

Kilde: Emballageforsyningen i Danmark /1/

8.2.2.1 Genanvendelsesprocent

Genanvendelsesprocenten beregnes ved at sætte den genanvendte mængde træemballage i forhold til den markedsførte mængde træemballage. I 2008 blev der registreret en genanvendelse på 36.045 tons og en markedsført mængde på 88.021 tons træemballage. Genanvendelsesprocenten bliver 41 %[55].

EU direktivet har som mål, at mindst15 % træemballage (vægt) skal genanvendes senest den 31. december 2008. Danmark har således opfyldt sin forpligtelse for træemballage.

8.2.2.2 Træemballageaffald

Der foreligger ingen data på, hvordan træemballageaffald bortskaffes. Det er sandsynligt, at en stor del af det frit tilgængelige træemballageaffald neddeles og afbrændes privat i forbindelse med opvarmning. Det antages, at den resterende og ukurante del indsamles via de kommunale ordninger eller som erhvervsaffald og bortskaffes til forbrænding på affaldsbehandlingsanlæg.

Miljøstyrelsen har skønnet, at ca. 20.000 tons indgår i den officielle affaldsstrøm og bortskaffes til forbrænding. Det indebærer, at over 50 % af den markedsførte mængde bortskaffes uden om de officielle kanaler.

8.3 Data til EU indberetning

Følgende data indgår i indberetningen til EU kommissionen for 2008.

Tabel 8.7 Data til EU indberetning for 2008. Tons
  Forsyning Indsamlet
mængde
Effektivitet
Træemballage 88.021 36.045 40,9

8.4 Datakvalitet

Forhold vedrørende usikkerhed

Den anførte genanvendelsesmængde er naturligvis forbundet med en usikkerhed. Usikkerheden knytter sig til flere forhold:

  1. Nogle små/mindre virksomheder indgår måske ikke i undersøgelsen
  2. Kvalitet af virksomhedernes indberetninger
  3. Usikkerhed på forsyningstal
  4. Bortskaffelse.

Undersøgelsens dækning

Den første forudsætning for at kunne overvåge genanvendelsen af træemballage er, at man får oplysninger fra alle virksomheder, der reparerer og oparbejder træemballage. I modsat fald vil den opgjorte mængde blive for lille.

I nærværende statistik er der kun fokus på virksomheder, der har licens til at reparere EUR-paller. Det drejer sig om 8 virksomheder i alt. Der er modtaget oplysninger fra alle reparatører.

Kvalitet af indberetninger

Pallereparatørerne oplyser antallet af paller modtaget til reparation. Virksomhederne vejer ikke den indgående mængde. Ikke alle reparatører har kunnet give præcise oplysninger om antal paller, der er blevet repareret, men har baseret deres svar på en gennemsnitlig dagsproduktion.

Antallet af indsamlede paller bliver omregnet til en tonnage. Pallerne kan have forskelligt fugtindhold og derfor forskellig vægt. I omregningen er der kalkuleret med en gennemsnitlig pallevægt på 24,0 kg for en stor EUR-palle og 13,8 for en ½ EUR-palle på baggrund af oplysninger fra reparatørerne. Fugtindholdet er ikke oplyst. Anvendes de af branchen – jf. Afsnit 3.6.4.2 – oplyste gennemsnitsvægte, nemlig henholdsvis 23 og 11,5 kg med en fugtindhold på 22 % fås en forskel på 1.865 tons i den indsamlede mængde af EUR paller svarende til en afvigelse på 5 %, jf. Tabel 8.3.

Antallet af genanvendte paller bliver ligeledes omregnet til en tonnage. Den genanvendte mængde beregnes således ved at gange antallet af reparerede paller med vægten af en ny produceret palle fratrukket henholdsvis 4 eller 2 kg. Lægger man hertil den mængde palletræ, der kasseres og indgår som råvare i en ny produktion fås den samlede genanvendte mængde. Stiger vægten af en nyproduceret palle vil vægten af en genanvendt palle derfor også stige. I 2008 har pallereparatørerne vurderet, at pallevægten af en repareret palle var højere end i 2007. Det indebærer, at den samlede tonnage til genanvendelse i 2008 steg på trods af et fald i antallet af genanvendte paller ifht. 2007.

Kvaliteten af de indberettede data er generelt meget høj og de større virksomheder synes at have gode registreringer. Kvaliteten kan dog variere fra virksomhed til virksomhed.

Forsyningstal

Usikkerheden omkring emballageforsyningstallet er et forhold, der ligger uden for denne statistik. Det vurderes, at der er relativ lille usikkerhed på forsyningstallet, men det er ikke muligt at gennemføre en egentlig usikkerhedsvurdering. Der henvises i øvrigt til Emballageforsyningen i Danmark 2008, /1/.

Håndtering

Der findes ingen sikre data for hvor meget affald, der bortskaffes gennem de officielle kanaler – meget træemballageaffald bortskaffes privat og brændes i eget fyr. Miljøstyrelsen har skønnet, at 20.000 tons bliver bortskaffet via de kommunale ordninger eller som erhvervsaffald. Der er imidlertid ingen, der kan verificere dette skøn.

8.5 Referencer

/1/ Emballageforsyningen i Danmark 2008, Miljøprojekt nr. XX, 2010.

Emballageforsyningen i Danmark 2007, Miljøprojekt nr. 1299, 2009.

Emballageforsyningen i Danmark 2006, Miljøprojekt nr. 1231, 2008.

Emballageforsyningen i Danmark 2005, Miljøprojekt nr. 1166, 2007.

Emballageforsyningen i Danmark 2004, Miljøprojekt nr. 1130.

/2/ Indberetninger til statistikken 2008 fra pallereparatører, der har licens til at reparere EUR-paller.


[52] European Pallet Association, www.epal-pallets.org

[53] En stigning på ca. 600 tons ifht 2007. Stigningen skyldes, at reparatørerne har rapporteret højere gennemsnitlige pallevægte. Hvis der var benyttet samme pallevægte i 2008 som for 2007 ville mængden i 2008 være 3.300 tons mindre.

[54] Mængden ikke registreret i 2004

[55] Anvendes i stedet 2007-pallevægte i beregningen bliver genanvendelsesprocenten 32.712/88.021*100 = 37 %

 



Version 1.0 September 2010, © Miljøstyrelsen.