| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kviksølv i energisparepærer og lysstofrør

3 Frigivelse af kviksølv ved brud på sparepærerne

• 3.1 Kviksølvforbindelser og mængder i tændte og slukkede pærer
• 3.2 Frigivelse ved brud på pærerne
• 3.3 Betydning af gulvbelægning og afdampning af kviksølv efter uheld
• 3.4 Situationsbeskrivelse af uheld
• 3.5 Frigivelse af kviksølv til det ydre miljø
• 3.6 Risiko for brud
• 3.7 Diskussion og sammenfatning

I dette kapitel beskrives hvilke oplysninger, der er fundet i litteraturen for frigivelse af kviksølv, når energisparepærer/lysstofrør går itu.

Mængden af kviksølv, der frigives, når en pære går i stykker, afhænger af mængden af kviksølv i pæren/lysstofrøret, hvilken form kviksølvet er på (dvs. kviksølvforbindelsen, ubundet/bundet til materialet i pæren og evt. indkapsling), samt andre faktorer såsom rumtemperatur (Aucott et al., 2003). Kviksølvets form afhænger også af faktorer såsom pærens alder og brugsmønster (Aucott et al., 2003). En nærmere beskrivelse heraf ses nedenfor.

3.1 Kviksølvforbindelser og mængder i tændte og slukkede pærer

I Aucott et al. (2003) angives ud fra oplysninger fra industrien, at der generelt i en energisparepære er mindre end 0,02 mg kviksølv på dampform ved stuetemperatur, som er den temperatur lysstofrøret har, når det ikke er i brug. Herudover er omkring 0,1 mg af kviksølvet bundet som faste kviksølvforbindelser såsom HgO.

Ved en driftstemperatur på omkring 40 °C stiger andelen af kviksølv på dampform, men ifølge industrien overstiger mængden ikke 0,05 mg. Ifølge en anden rapport angiver industrien, at kun 0,5 % af kviksølvet er på dampform, når pæren er i brug og 0,3 % på dampform, når pæren ikke er i brug, hvilket svarer til henholdsvis 0,025 mg og 0,015 mg kviksølv for en pære med et totalindhold på 5 mg kviksølv (NEMA, 2000).

Jang et al. (2005) rapporterer, at for nye lysstofrør er det ca. 0,17 % af det metalliske kviksølv, der er på dampform, mens det for brugte lysstofrør er 0,04 %, hvilket svarer til henholdsvis 0,009 mg og 0,002 mg kviksølv for et lysstofrør med et totalindhold på 5 mg kviksølv.

En af producenterne har oplyst, at kviksølv kun er på dampform, når pæren er tændt, og at det ellers er bundet til f.eks. phosphorlaget på indersiden af glasset (Producent C). Dette stemmer dog ikke overens med oplysningerne fra industrien angivet ovenfor fra Aucott et al. (2003). En anden producent oplyser, at kviksølvdamp ikke frigives fra det tilsatte amalgam ved stuetemperatur (Producent G). Producent D oplyser, at når pæren er tændt, forekommer den største del af kviksølvet på metallisk form, uanset hvilken forbindelse, der bliver anvendt.

Ifølge Truesdale et al. (1992) forekommer kviksølv formentlig også på metalform i brugte energisparepærer/lysstofrør, da den inaktive atmosfære i røret burde forhindre signifikant oxidering af kviksølvet. På grund af gentagen fordampning og kondensering ved brug er det sandsynligt, at kviksølvet er mere jævnt fordelt ved slutningen af lyskildens levetid end ved starten (Truesdale et al., 1992; Aucott et al., 2003). Dette mere jævnt fordelte kviksølv kan forventes at have en større fordampning på grund af større overfladeareal (Aucott et al., 2003). I takt med at lyskilden ældes under brugen, omdannes en stigende mængde af det metalliske kviksølv til kviksølvoxid (HgO), der især bindes til phosphorlaget på indersiden af glasset. Det er dermed ikke længere tilgængeligt for frigivelse som kviksølvdamp (Producent D; Truesdale, 1992; Aucott et al., 2003; NEMA, 2000; Raposo et al., 2003; Snijkers-Hendrickx, 2007). Ifølge NEMA (2000) fandt man i 1994 i gennemsnit 1,5 mg kviksølv bundet til glasset per udbrændt pære/lysstofrør. Dengang var det gennemsnitlige indhold af kviksølv per pære/lysstofrør på 22,8 mg. Dvs. 6,5 % af den totale mængde kviksølv blev bundet til glasset.

Det bundne kviksølv kan frigives igen, hvis glas/phosphorlaget opvarmes til minimum 400° C i en periode (Producent D; Raposo et al., 2003). Det er f.eks. dette, man udnytter ved genanvendelse. Erfaring fra genanvendelsesindustrien har vist, at det meste af kviksølvet i brugte lysstofrør kan fjernes fra røret sammen med phosphorlaget (Truesdale et al., 1992). Det er også muligt, at noget af kviksølvet danner amalgam med elektrodematerialet (Truesdale, 1992; Jang et al., 2005).

3.2 Frigivelse ved brud på pærerne

I en rapport fra USEPA angives et estimat for kviksølvemissionen til luften fra brugte lyskilder, når de går itu, på omkring 6,8 % af det totale kviksølvindhold. Dette estimat er blandt andet baseret på 12 målinger af kviksølvkoncentrationer i phosphorlaget på den indre glasflade. Koncentrationerne lå mellem 0,0868 % og 1,02 %. USEPA antager i sine beregninger, at 100 % af det metalliske kviksølv er på dampform, og at mængden af kviksølv på dampform modsvarer 0,2 % af den totale mængde kviksølv, når lyskildens levetid er slut. Der er ikke angivet over hvor lang tid, de 6,8 % af det totale kviksølvindhold forventes at fordampe, men projektet omhandler emission af kviksølv ved affaldsbehandling af energisparepærer/lysstofrør (USEPA, 1998).

Som beskrevet i afsnittet ovenfor, så er der store variationer i mængden af kviksølv, der oplyses at være på dampform i en lyskilde (mellem 0,04 og 0,5 % eller 0,002 - 0,05 mg Hg). I bund og grund må det handle om temperaturen (om lyskilden er tændt eller slukket) og af det indre volumen af lyskilden. Mættet kviksølvdamp har en koncentration på 20 mg Hg/m³ ved 25 °C, hvilket kan resultere i en koncentration på omkring 0,001 mg Hg/m³ i en kugle med en radius på 5 cm. Koncentrationen af kviksølvdamp vil selvfølgelig stige med temperaturen.

Chandrasekhar (2007) har opstillet en beregningsmodel for koncentrationen af kviksølv i et rum, når kviksølvet frigives fra en energisparepære, der går itu. Beregningsmodellen indregner baggrundskoncentrationen af kviksølv i udeluften og tager højde for luftskifte/ventilation i rummet. Modelberegningerne viser, at det med åbne vinduer og ekstra ventilation i form af en blæser er muligt at nå niveauer i rummet under de anbefalede grænseværdier på under 20 minutter efter et uheld med en ituslået sparepære. Blæseren anvendes i modellen, dels for at kunne antage at koncentrationen af kviksølv er jævnt fordelt i hele rummet (de tunge kviksølvdampe vil ellers koncentreres langs gulvet), og dels for at sikre en hurtigere udluftning. Beregningsmodellen antager, at alt kviksølvet i en pære fordamper momentant til tiden t=0, dvs. at startkoncentrationen i et rum på 32,6 m³ vil være 0,150 mg Hg/m³, hvis der antages, at der er 5 mg kviksølv i en pære, der går itu. Det er en koncentration langt over anbefalede grænseværdier, og koncentrationer, der ligger højere end de koncentrationer Aucott et al. (2003) – som beskrevet nedenfor – måler ved praktiske forsøg. Men det passer med, at der i forbindelse med kviksølvspild i et hjem blev målt indtil 0,140 mg/m³ i luften (Baughman, 2006).

Aucott et al. (2003) har udført målinger af frigivelsesrater af kviksølvdamp fra udbrændte lysstofrør. To lysstofrør med et antaget gennemsnitsindhold af 4,55 mg kviksølv^[4] blev slået itu i en plasttønde med en volumen på 0,121 m³. Følgende koncentrationer måltes ved forskellige temperaturer:

• 0,651 mg/m³ ved 5° C efter to minutter
• 1,152 mg/m³ ved 15° C efter et minut
• 1,440 mg/m³ ved 30° C efter et minut^[5].

Hvis det antages, at koncentrationen er den samme i hele tønden, er det ensbetydende med, at ca. 0,9 %, 1,5 % og 1,9 % af kviksølvindholdet fordamper i løbet af de første ét til to minutter. Det angives ligeledes, at mellem 4 og 7 % (afhængig af temperaturen) af det totale kviksølvindhold frigives i løbet af de første minutter. Aucott et al. (2003) rapporterer videre, at mellem 17 og 40 % (afhængig af temperaturen) af kviksølvindholdet bliver frigivet i løbet af en to ugers periode, og at en tredjedel af dette frigives i løbet af de første 8 timer, efter lysstofrørene er blevet slået itu.

Figur 3-1 viser en graf over den kumulative mængde af kviksølv, der frigives ved forsøg med brud på ét lysstofrør. I disse forsøg er det kun metallisk kviksølv, der er målt, og derfor vides det ikke om kviksølv også frigives på andre former. Aucott et al. (2003) beskriver en formel for frigivelsesraten af kviksølv per tidsenhed, men denne formel (som illustreret ved grafen ovenfor) gælder kun ved det anvendte gennemsnitsindhold af kviksølv på 4,55 mg kviksølv per lysstofrør.

Figur 3-1 Kumulativ mængde af frigivet kviksølv fra ét lysstofrør slået itu
(Aucott et al, 2003).

Stahler et al. (2008) har ligeledes udført målinger på frigivelsen af kviksølv fra energisparepærer i et rum på ca. 12,7 m² og med en lofthøjde på ca. 3 m², dvs. en volumen på ca. 39 m³. Forsøgene blev udført med forskellige pærer, gulvmaterialer, ventilationsscenarier og rengøringsscenarier. Der blev udført mange forskellige forsøg, men én pære blev slået itu ad gangen, hvorefter et nyt forsøg (ny pære med nyt gulvmateriale m.m.) blev analyseret. Koncentrationen af kviksølv blev målt i ca. 30 cm højde (svarende til et mindre barns indåndingshøjde) og i ca. 1,5 m højde (svarende til en voksens indåndingshøjde). For at simulere ”worst-case” blev nye energisparepærer slået i små stykker med en hammer, hvorefter målingerne viste en tendens til, at koncentrationerne var højere ved 30 cm’s højde end ved 1,5 m højde i de forsøg, hvor der ikke blev støvsuget. Det passer med, at kviksølvdampe er meget tunge og koncentreres ved gulvet. Forsøgene viste, at når én energisparepære gik itu, så oversteg kviksølvkoncentrationen i rummets luft i 30 cm’s højde ofte i et stykke tid 0,0003 mg Hg/m³ (der svarer til USEPA’s reference langtidskoncentration uden skadelige effekter (RfC)). Korte udsving med koncentrationer over 0,05 mg/m³ (den øvre grænse, der kunne måles), blev også registreret. Til sammenligning er den danske arbejdshygiejniske grænseværdi for kviksølvdampe på 0,025 mg Hg/m³ for en arbejdsdag (AT, 2007).

Det viste sig dog, at en kort periode med udluftning af rummet (åbning af et vindue) i de fleste tilfælde reducerede koncentrationen af kviksølv signifikant både i 30 cm’s højde og i 1,5 meters højde. For alle forsøg (6 i alt) faldt koncentrationen i 30 cm’s højde til under 0,0003 mg Hg/m³ indenfor 9½ minut, efter pæren blev slået itu. Koncentrationerne steg dog igen, når rummet ikke længere blev udluftet, især ved nogle typer sparepærer, samt under og efter støvsugning. Målingerne viste, at der er stor forskel mellem typer af energisparepærer, og hvor lang tid det tager, før kviksølvkoncentrationen kommer ned under 0,0003 mg/m³.

Der blev også udført et enkelt forsøg, hvor en pære kun var revnet, og et forsøg, hvor pærerne var varme efter at have været tændt. Resultaterne fra disse forsøg svarede til resultaterne fra tidligere undersøgelser (Stahler et al., 2008).

Hovedkonklusionen i undersøgelsen af Stahler et al. (2008) var, at frigivelsen af kviksølv dampe var meget mere variabel for scenarier med energisparepærer fra forskellige producenter end mellem forskellige uhelds- og rengøringsscenarier af energisparepærer fra samme producent. Dvs. frigivelsen af kviksølv afhænger i højere grad af pæretype, dvs. især hvilken mængde kviksølv, der findes i pæren, og muligvis også af kviksølvforbindelsen i pæren. I undersøgelsen blev der anvendt seks forskellige mærker energisparepærer med forskellige effekt, hvorfor resultaterne fra forsøgene må antages at repræsentere et generelt billede, hvis der skulle ske et uheld med en ituslået energisparepære i hjemmet.

Stahler et al. (2008) påpeger en bekymring ved at vente for længe med at rydde op efter et uheld med en ituslået energisparepære. Tre forsøg med nøjagtig samme pæretype, men med oprydning efter enten 1 eller 46 minutter efter uheldet, viste, at selvom der var den samme startkoncentration af kviksølv ved både 30 cm’s og 1,5 meters højde, så har den lange ventetid betydet, at kviksølvet har spredt sig i rummet og har resulteret i højere gennemsnitskoncentrationer (ved både 30 cm’s og 1,5 meters højde) – selvom et vindue blev åbnet umiddelbart efter uheldet i alle tre tilfælde. På grund af de høje koncentrationer, der blev målt umiddelbart efter uheldet (op til 0,05 mg Hg/m³) anbefales i Stahler et al. (2008), at man venter lidt, men ikke for længe, måske 5-15 minutter, før oprydning påbegyndes.

I litteraturen beskrives, at der eksisterer energisparepærer, der er omsluttet af en silikonefilm, hvilket vil mindske risikoen for, at kviksølv frigøres ved beskadigelse.^[6] Som tidligere nævnt, så kan forbrugere være bedre beskyttet mod udsættelse for kviksølv ved brug af doseringsteknikker med indkapslet kviksølv, sammenlignet med brug af flydende kviksølv, eller hvis der anvendes en ekstra ydre indkapsling på en energisparepærer og kun denne går i stykker ved uheld.

3.3 Betydning af gulvbelægning og afdampning af kviksølv efter uheld

Stahler et al. (2008) har desuden undersøgt, hvilken betydning gulvbelægningen og støvsugning har på kviksølvkoncentrationen i luften efter uheld, dvs. efter en energisparepærer/lysstofrør er gået itu i hjemmet.

Fælles for alle gulvbelægningstyper (langt- og kortluvet gulvtæppe og laminat trægulv) var, at selvom de så rene ud efter oprydning, kunne alle gulvbelægningstyper fortsat afgive kviksølv selv efter en oprydning og støvsugning. Ved forsøgene blev der målt væsentligt højere koncentrationer af kviksølv efter oprydning, hvis gulvene blev påvirket fysisk (f.eks. ved at gå på gulvene, støvsuge eller vaske), end hvis gulvbelægningerne var urørte. Man fortsatte med at måle kviksølvkoncentrationen i rummet (uventileret), indtil koncentrationen lå under de 0,0003 mg Hg/m³. I de fleste tilfælde gik der op til fire dage, før koncentrationen kom under 0,0003 mg Hg/m³ for trægulvene, men for to ud af 10 målinger for trægulve gik der mere end 20 dage, før koncentrationen kom under de 0,0003 mg Hg/m³. For gulvtæpperne gik der generelt længere tid, før koncentrationen kom under 0,0003 mg Hg/m³ – henholdsvis 6, 15, > 27, 34, 52 og > 59 dage^[7] for de i alt seks målinger. I alle tilfælde blev gulvtæpperne fysisk påvirket (simuleret en støvsugning) flere gange efter oprydningen. Resultaterne viste, at koncentrationen tæt ved gulvet kan blive så høj som 0,029 mg Hg/m³ flere uger efter, at pæren er fjernet (målt efter støvsugning/bevægelse af gulvmaterialet).

Undersøgelserne viste, at især gulvtæpper så ud til at indeholde flere ”kviksølvrester” efter en oprydning sammenlignet med trægulv. Det anvendte trægulv var et laminattrægulv. Det kan evt. tænkes, at et gammeldags trægulv med f.eks. bredde planker med stort mellemrum ville være lige så svært at rengøre som et gulvtæppe, idet små perler af kviksølv kan samles i mellemrummene og være vanskelige at få samlet op.

Undersøgelserne i Stahler et al. (2008) viste også, at det ikke er hensigtsmæssigt i første omgang at bruge en støvsuger til rengøring efter ituslåede energisparepærer/lysstofrør. Støvsugeren vil sprede kviksølv og blive forurenet med kviksølvet i en sådan grad, at den er svær at rense. Ved at fjerne støvsugerposen og rengøre mundstykket og slanger grundigt, f.eks. ved hjælp af vådservietter kan koncentrationen af kviksølvet i støvsugeren dog reduceres.

3.4 Situationsbeskrivelse af uheld

En af de kontaktede producenter beskriver, at jo ældre pæren er, desto mere kviksølv vil være bundet til phosphorlaget på indersiden af glasset i pæren. Normalt kan dette ses ved, at indersiden af glasset og det indvendige phosphorlag bliver gråt. Området nær elektroderne vil blive sort efterhånden, som tiden går. Desuden vil der i nogle tilfælde kunne ses nogle små fine spredte kviksølvdråber, når en pære går itu. På grund af at pæren er gået itu, kan noget af phosphorlaget være løsnet fra glassets overflade. For forbrugeren er det derfor relevant at fjerne alt synligt glas, pulver samt evt. små dråber af kviksølv efter en ituslået energisparepære/lysstofrør.

3.5 Frigivelse af kviksølv til det ydre miljø

Hvis undersøgelsen af Aucott et al. (2003) anvendes til at give en indikation af, hvor meget kviksølv, der vil fordampe til det ydre miljø, når en ituslået energisparepære/lysstofrør kommer i skraldespanden – inden affaldet bliver forbrændt, vil følgende være gældende: Som nævnt vil mellem 17 og 40 % af kviksølvet blive frigivet i løbet af en to ugers periode. Mængden er afhængig af temperaturen, men vil også afhænge af en række andre faktorer, såsom hvor stort et luftvolumen, der omgiver kviksølvet. Fordampningen vil sandsynligvis være mindre, hvis kviksølvet f.eks. er pakket lufttæt ind.

USEPA estimerer, at omkring 11 % af kviksølvet i en energisparepære bliver frigivet til luft eller vand, når energisparepærer bliver affaldsdeponeret. Fordampning af kviksølv til det ydre miljø behandles dog ikke yderligere i denne rapport, da det ikke er formålet med rapporten, men det er klart, at udluftning i forbindelse med et uheld med en ituslået energisparepære eller et lysstofrør vil give et bidrag til udeluftens indhold af kviksølv.

3.6 Risiko for brud

Det er svært at sige noget om, hvor ofte en sparepære eller et lysstofrør går i stykker. Der er udelukkende fundet engelske handelstal, der viser, at mindre end 1 % af pærerne går i stykker (Defra, 2009). Dette er dog ikke undersøgt nærmere i dette projekt, hvor der fokuseres på de sundhedsmæssige konsekvenser ved uheld med en ituslået sparepære eller lysstofrør i hjemmet.

3.7 Diskussion og sammenfatning

I tabellerne nedenfor er de væsentligste tal fra de forskellige undersøgelser opsummeret. Den første tabel viser værdier for indhold af kviksølv på dampform og mængder bundet til glasset inden brud på en pære. Den anden tabel viser koncentrationer af kviksølv målt til forskellige tidspunkter efter brud på en pære/lysstofrør og referencerne hertil. Værdierne stammer hovedsageligt fra forsøg, og der er primært angivet de maksimale værdier.

Oplysningerne viser, at omkring 0,5 % af den totale mængde kviksølv (måske op til 1 % eller maksimalt 0,05 mg Hg) vil fordampe umiddelbart fra energisparepæren ved brud. Når det er varmt (30 °C) kan op til ca. 2 % være fordampet efter ét minut, og op til 7 % efter et par minutter. Efter 8 timer kan op til 13 % af den totale mængde kviksølv i pæren/lysstofrøret være fordampet. Det står ikke angivet præcist, men det kan aflæses på grafen (Figur 3-1), at ca. 10 % vil være fordampet indenfor ca. 30 minutter – som er den tid det antages, at det maksimalt vil tage at rydde op efter et uheld. Derfor anvendes en antagelse om 10 % af den totale mængde kviksølv fordamper på 30 minutter i eksponeringsberegningerne.

I praksis er det således sandsynligt, at maksimalt 0,5 % af den samlede mængde kviksølv vil fordampe momentant, hvorefter der i efterfølgende par minutter vil fordampe op til 7 % af den totale mængde kviksølv i lyskilden, og op til 10 % efter 30 minutter. Til brug for worst-case beregningerne, antages derfor, at de 10 % af den totale kviksølvmængde vil fordampe med det samme når lyskilden går i stykker.

En række målte værdier viser, at de maksimale koncentrationer nemt kan overstige den arbejdsmiljømæssige grænseværdi – endda mange gange. Disse maksimale værdier forekommer dog kun i kortere tid. Både beregningsmodeller og forsøg viser, at koncentrationen af kviksølv falder meget hurtigt til lave niveauer langt under relevante grænseværdier ved fortsat ventilation af rummet.

Forsøg viser desuden, at koncentrationen af kviksølv er højere 30 cm over gulvet end oppe i 1,5 meter over gulvhøjde. Ud over højden over gulvet afhænger koncentrationen af kviksølv i rummet efter brud på en lyskilde, af mængden af kviksølv i pæren/lysstofrøret, samt muligvis også af, hvilken form kviksølvet findes på i pæren/lysstofrøret.

I en undersøgelse påpeges en bekymring ved at vente for længe med at rydde op efter et uheld med en ituslået energisparepære, idet tre forskellige forsøg med samme ituslåede pære viste, at en lang ventetid (46 minutter) i forhold til en kort ventetid (1 minut) før der ryddes op, resulterede i højere gennemsnitskoncentrationer (både i 30 cm’s og i 1,5 meters højde) – selvom et vindue blev åbnet umiddelbart efter uheldet i alle tre tilfælde. På grund af høje koncentrationer, der blev målt umiddelbart efter brud på pæren (op til 0,05 mg Hg/m³), anbefales det i undersøgelsen, at man venter lidt, men ikke for længe, måske 5-15 minutter, før oprydning påbegyndes.

Endvidere har forsøg vist, at i et rum, hvor der er ryddet op efter en knust pære, og synlige rester af pære/lysstofrør og kviksølv er fjernet, kan koncentrationen af kviksølv komme over USEPA’s RfC-værdi (referencelangtidskoncentrationen uden skadelige effekter) i korte perioder under og efter støvsugning. Forsøgene viste, at når gulvbelægningen indeholdende kviksølvrester påvirkes fysisk, kunne dette få koncentrationen i gulvhøjde til at stige væsentligt.

Især gulvtæpper ser ud til at indeholde flere ”kviksølvrester” efter en oprydning, sammenlignet med et plant trælaminatgulv. Det er dog muligt, at et gammeldags trægulv med større mellemrum mellem plankerne vil være lige så svært at rengøre som et gulvtæppe.

En støvsuger kan nemt blive forurenet med kviksølv, hvis den bruges til at støvsuge glasrester af pærer/lysstofrør, og kan dermed afgive kviksølvdampe til indeklimaet i en længere periode.

En af de kontaktede producenter beskriver, at det ved uheld er relevant at fjerne alt synligt glas, pulver, samt evt. små dråber af rent kviksølv. Både glas og pulver indeholder kviksølv.

Flere referencer nævner, at den ituslåede lyskilde bør fjernes ved hjælp af materialer, der kasseres bagefter, dvs. ved brug af papstykker til at opsamle glasskår samt tape til at samle andre fysiske rester op med. På denne måde kan undgås, at rengøringsredskaber som f.eks. koste og støvsuger bliver kontamineret med kviksølv, så de afgiver de skadelige kviksølvdampe i ugerne/månederne efter uheldet. De knuste rester fra lyskilden og diverse opsamlingshjælpemidler bør placeres i en lukket beholder, f.eks. et syltetøjsglas for at undgå at kviksølvdampene spredes. Efter endt oprydning bør det kontaminerede område rengøres.

[4] Det blev fra producenten opgivet et indhold i lysstofrørene på mellem 4,4 og 4,7 mg Hg. Det blev derfor antaget et gennemsnitligt indhold af kviksølv på 4,55 mg.

[5] Disse koncentrationer ligger langt under koncentrationen for mættet kviksølvdamp (20 mg Hg/m³ ved 25 °C). Det vil sige, at den tønde de har brugt til at måle kviksølvkoncentrationer i, har været stor nok til at måle den maksimale kviksølvmængde, der kan fordampe.

[6] http://www.defra.gov.uk/environment/business/products/
roadmaps/lightbulbs.htm; http://www.megaman.cc/global/greenroom/silicone_protection.php; http://www.clear-lite.net/docs/_sub_products_1.html).

[7] For to af forsøgene blev koncentrationen på de 300 ng Hg/m³ ikke nået, inden forsøget blev stoppet efter henholdsvis 27 og 59 dage.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Juni 2010, © Miljøstyrelsen.