| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kviksølv i energisparepærer og lysstofrør

4 Sundhedsvurdering af kviksølvdamp

• 4.1 Beskrivelse af kviksølv
• 4.2 Optagelse og omsætning i kroppen
• 4.3 Befolkningens indtagelse af kviksølv
• 4.4 Måling af kviksølvbelastning
• 4.5 Kviksølvs giftighed
• 4.6 Grænseværdier
• 4.7 Sammenfatning

Som oplyst af de producenter/importører, der er kontaktet i forbindelse med kortlægningen, er det anvendte kviksølv i energisparepærer og lysstofrør enten metallisk kviksølv eller kviksølvamalgam. Der anvendes således ikke organisk kviksølv, som fx methyl-kviksølv, i energisparepærer og lysstofrør.

Hvis en eller flere energisparepærer eller lysstofrør går itu i hjemmet, vil der kunne frigøres kviksølvdamp til indeluften, så længe resterne derfra ikke er fuldstændigt fjernet. Derfor fokuserer denne sundhedsvurdering på eksponering for kviksølvdamp via indånding.

4.1 Beskrivelse af kviksølv

Kviksølv (Hg) er et metallisk grundstof, som kan optræde som frit metal samt i uorganiske og metal-organiske forbindelser. Desuden er kviksølv blandbar med andre metaller under dannelse af amalgamer, fx med sølv og kobber i tandfyldninger. De uorganiske forbindelser optræder i oxidationstrinene +1 og +2 som kviksølv(I)- (mercuro-, Hg₂²⁺) og kviksølv(II)- (mercuri-, Hg²⁺) salte. Nogle salte er letopløselige i vand, fx kviksølv(II)nitrat, og andre som fx kviksølv(II)sulfid er fuldstændigt uopløseligt. De metalorganiske kviksølvforbindelser er uopløselige i vand, men opløselige i visse organiske opløsningsmidler.

Kviksølv (Hg⁰) er det eneste metal, som er flydende ved normalt tryk og temperatur, og det optræder som en tung, lugtfri og sølvglinsende væske, der praktisk talt er uopløselig i vand og har et relativt højt damptryk ved stuetemperatur. Omgang med flydende kviksølv vil derfor betyde udsættelse for de usynlige og lugtfrie kviksølvdampe. Ved stuetemperatur vil luft mættet med kviksølv have en koncentration på omkring 14 mg Hg/m³ eller 500 gange den gældende arbejdsmiljøgrænseværdi. Kviksølvdampe er syv gange tungere end luft og vil fordele sig langs gulvet i et rum med utilstrækkelig ventilation.(Clarkson et al., 2003).

4.2 Optagelse og omsætning i kroppen

Flydende kviksølv er som beskrevet meget tungtopløseligt og relativt inert. I tilfælde af indtagelse af nogle dråber kviksølv vil disse ikke optages nævneværdigt (< 0,01 %) i kroppen via mave-tarmkanalen, og denne eksponering vil derfor ikke medføre nogen akut risiko, men kun give et minimalt bidrag til kviksølvbelastningen (WHO 1980).

Optagelse af metallisk kviksølv gennem ubeskadiget hud vurderes ligeledes for meget begrænset. Selvom det ikke er studeret kvantitativt, vurderes optag gennem intakt hud for metallisk kviksølv at være minimalt pga. den meget lave absorptionsrate fra mave-tarmkanalen, samt de fysiske egenskaber af metallisk kviksølv (ATSDR, 1999).

Derimod er kviksølv meget letoptageligt gennem lungerne (ca. 80 %) ved indånding af kviksølvdampe (WHO 1980).

Det er estimeret, at ved udsættelse af kviksølvdampe via luften, udgør optagelse gennem huden blot 2,6 % og de resterende 97,4 % af det absorberede kviksølv optages ved indånding. (WHO, 2003).

Det kviksølv, der optages, kan måles i blodet, hvor det findes ligeligt fordelt i blodvæsken og i de røde blodlegemer. I de røde blodlegemer sker der i betydeligt omfang en oxidation af metallisk kviksølv (Hg⁰) til kviksølv(II)forbindelser (Hg²⁺), som kan binde sig stærkt til svovlholdige proteiner. Oxidationen katalyseres af enzymet, katalase (Holmes et al., 2009).

Kviksølvdamp adskiller sig fra de uorganiske kviksølvforbindelser ved let og hurtigt at kunne passere blod-hjerne barrieren og moderkagen, og dermed kan centralnervesystemet og det ufødte barn påvirkes. Inde i hjernen omdannes metallisk kviksølv til uorganiske kviksølvforbindelser. Methyl-kviksølv, der optages, omdannes også til uorganiske kviksølvforbindelser i kroppen (Holmes et al., 2009).

En ny undersøgelse med rotter viser, at der er et samspil mellem kviksølvdamp og methyl-kviksølv og det resulterende niveau af kviksølv i hjernen på ungerne. Ved lav udsættelse for methyl-kviksølv (som vi får gennem føden) vil samtidig udsættelse for kviksølvdamp øge niveauerne af kviksølv i hjernen på ungerne. Undersøgelsen konkluderer således, at fostre fra mennesker, som bliver eksponeret for både methyl-kviksølv og kviksølvdamp, har en øget risiko for påvirkning af hjernens udvikling i fostertilstanden sammenlignet med en eksponering for de to former for kviksølv hver for sig (Ishitobi et al., 2010).

Den biologiske halveringstid af kviksølv i kroppen efter udsættelse for kviksølvdamp er 35-90 dage (WHO 1980). Opholdstiden i hjernen er imidlertid noget længere. Kviksølv akkumuleres især i nyrerne.

Metallisk kviksølv kan udskilles med sved og spyt samt udåndes. Efter omdannelse til kviksølv(II)forbindelser (Hg²⁺) kan disse udskilles med urinen via nyrerne (Berlin, 1977).

4.3 Befolkningens indtagelse af kviksølv

Den største kilde til indtagelse af kviksølv for den almindelige befolkning sker med føden, nærmere bestemt fisk, skaldyr mv. fra havet. Den daglige middelindtagelse med føden er estimeret til 2-3 μg kviksølv – næsten udelukkende i form af methyl-kviksølv (se Tabel 4-1). Det er en organisk form for kviksølv, der kan dannes af mikroorganismer i miljøet, og som har en særlig stor tendens til at akkumulere i fødekæder i vandmiljøet. Methyl-kviksølv kan ligesom kviksølvdamp passere blod-hjerne barrieren og moderkagen - og er dermed særlig problematisk. For methyl-kviksølv er der fastsat en ”sikker” grænseværdi på en indtagelse af 0,1 μg Hg/kg legemsvægt (Clarkson et al., 2003).

Det er individuelt, hvor stort et ekstrabidrag af kviksølv, der kan komme fra tandfyldninger med kviksølvamalgam, som indeholder ca. 50 % kviksølv. Det vurderes, at der frigøres 0,2 μg kviksølv fra hver amalgamfyldning per dag (Richardson et al., 2009). WHO vurderer, at ”indtagelsen” fra tandfyldninger kan være på mellem 1,2 og 27 μg kviksølv per dag (Holmes et al., 2009), men optagelsen i mave-tarm kanalen vil som tidligere nævnt være begrænset (se Tabel 4-1).

WHO estimerer, at den daglige middelindtagelse via udeluften er på 0,04-0,2 µg Hg per dag baseret på en luftkoncentration på 0,002-0,01 μg Hg/m³ (se Tabel 4-1) (Holmes et al., 2009).

Kviksølv i form af thiomersal – en ethyl-kviksølvforbindelse - anvendes i nogle tilfælde som konserveringsmiddel i vacciner. Denne anvendelse kan også bidrage med kviksølvbelastning. Det er beregnet, at børn, der gennemgår et sædvanligt børnevaccinationsprogram med kviksølvkonserveret vaccine fra fødslen og indtil 6 mdr. alderen, vil udsættes for mere end 0,1 μg Hg per dag per kg kropsvægt (IPCS, 1980; Clarkson et al, 2003).

Kilde: WHO (2003, 2005).

4.4 Måling af kviksølvbelastning

Menneskers belastning med kviksølv kan måles ved indhold af kviksølv i blod, hår eller urin. Blod-kviksølv er en god indikator for nylig eksponering, idet halveringstiden for kviksølv i blod er 3 dage. Kviksølv i hovedhår er en god indikator på længerevarende eller historiske (tidligere) kviksølvudsættelser.

I 1979 blev blodprøver fra 264 danskere - udvalgt ved en tilfældig stikprøve af den danske befolkning - analyseret for kviksølv. Gennemsnitskoncentrationen var 1,5 μg Hg/L, og den højeste koncentration målt var 13 μg Hg/L. Lidt færre fik undersøgt hårprøver, og her var gennemsnitskoncentration 0,6 ppm Hg og max. 3,1 ppm Hg. Der viste sig en tydelig korrelation mellem indhold i blod og hår (Bach, 1980).

Indtagelse af kviksølvforurenet fisk kan resultere i 5-10 gange højere kviksølv koncentrationer i blod og hår hos normalbefolkningen. Blandt færinger og grønlændere med særlig stor indtagelse af fisk og havpattedyr kan kviksølv i blodet endda være mere end 50 gange højere end baggrundsbelastningen (Grandjean et al., 1997).

I undersøgelsen af Bach (1980) blev der ikke målt kviksølv i urin, men andre undersøgelser har vist, at ikke-udsatte personer udskiller mindre end 0,5 μg Hg/L svarende til ca. 1,5 μg Hg/g creatinin. Personer med amalgamfyldninger udskiller lidt mere eller 2-4 μg Hg/L (ATSDR, 1999).

Kviksølvudsættelse i arbejdsmiljøet kan også være meget betydelig. Arbejdere med langvarig udsættelse for kviksølvdamp havde gennemsnitligt en koncentration på 10 μg Hg/L blod, mens ikke-udsatte kun havde 6,5 μg Hg/L i blodet. I urinen var koncentrationerne henholdsvis 11 og 2,3 μg Hg/g creatinin. Der var en signifikant korrelation mellem værdier i blod og urin og værdier i luft og urin ved disse udsættelser (Berlin, 1977).

Korrelationen mellem kviksølv i luft og blod og mellem kviksølv i luft og urin foreligger ikke for almindelige mennesker, som indtager hovedparten af deres kviksølv som methyl-kviksølv med kosten.

4.5 Kviksølvs giftighed

I de fleste almindelige befolkningsundersøgelser til belysning af kviksølvs sundhedsskadelige påvirkninger spiller udsættelse for methyl-kviksølv med føden en dominerende rolle. Det er derfor vanskeligt at bestemme betydningen af en yderligere eksponering for kviksølvdamp, medmindre den er meget betydelig, f.eks. i de eksponeringsniveauer, som tidligere kunne forekomme i arbejdsmiljøet.

Der foreligger en eksperimentel undersøgelse, hvor der ikke var konstaterbare makroskopiske effekter i forsøg med hunde udsat for 0,1 mg Hg/m³ i 7 timer pr dag i 5 dage per uge i 83 uger (Berlin, 1977). Denne eksperimentelle no-observed-adverse-effekt-level (NOAEL) på 0,1 mg Hg/m³ (100 µg/m³) tager imidlertid ikke hensyn til neurofysiologiske og -psykologiske effekter.

De fleste data om sundhedseffekter stammer fra arbejdsmiljøudsættelser. Ved meget høje eksponeringer for kviksølvdamp i arbejdsmiljøet er lungerne målorganet. De meget høje eksponeringer medfører irritation og ætsninger i luftvejene og ved få timers udsættelse for 1-3 mg Hg/m³ (1000-3000 µg/m³) kan der opstå en akut dødelig kemisk lungebetændelse (Milne et al., 1970, citeret fra Berlin, 1977). Tilsvarende eksponering af forsøgsdyr i 8 timer dagligt i nogle måneder var også dødelig (WHO, 1980).

Ved længerevarende høj udsættelse for kviksølvdampe (>100 µg/m³ eller > 0,1 mg/m³) er det kritiske organ centralnervesystemet, hvor der kan forekomme forgiftningssymptomer som rystelser, søvnløshed, nedtrykthed, uligevægt, irritabilitet, hukommelsestab og unormal skyhed. Desuden er tandkødsbetændelse beskrevet (Berlin, 1977, WHO, 1980).

Lettere toksiske effekter i mennesker kan forventes af udsættelser, der svarer til niveauer på 50 μg Hg/L blod eller 150 μg Hg/L urin (Holmes et al., 2009). Dette svarer formentligt til 0,025-0,050 mg/m³ (25-50 µg Hg/m³). Derfor benyttes 0,025 mg/m³ (25 µg Hg/m³) ofte som lavest observeret skadelig effekt niveau (LOAEL-værdi).

For langtidseksponering for kviksølvdamp er LOAEL bestemt til 0,014 mg/m³ (14 µg/m³). Effekten var subtile neurologiske ændringer på centralnervesystemet og ringe kontrol af bevægelser (Richardson et al., 2009).

Udsættelse for kviksølv-damp er en særlig risiko for gravide, da kviksølvdamp kan passere moderkagen og skade det ufødte barn. Der foreligger en undersøgelse af en gravid kvinde, som i længere tid var udsat for kviksølvdamp (0,020-0,060 mg Hg/m³ (20-60 µg Hg/m³)) fra kviksølv spildt på et tæppe i hjemmet. Hun havde ingen forgiftningssymptomer, men kviksølv i urinen var forhøjet (230 µg/L). Barnet blev født med forhøjede kviksølvniveauer, men ved 2-års undersøgelsen var disse normaliserede (Caravati et al., 2008).

”No-effect-level” (NOAEL) ved langtidsudsættelse er angivet til 0,01 mg Hg/m³ (10 µg/m³) (Berlin, 1977). Der foreligger ikke oplysninger om ”no-effect-level” af kviksølv for korttidsudsættelser af mennesker (Groth, 2008; TNO, 2008), men NIOSH anfører, at der er umiddelbar livsfare ved udsættelse for 10 mg/m³ (10.000 µg/m³) – en værdi, der er relativt tæt på den mættede koncentration ved 20 ^oC, der er på 14 mg/m³.

Der er beskrevet et forgiftningstilfælde i USA ved udsættelse for kviksølv fra ituslåede lysstofrør på en affaldsplads ved en planteskole (Tunnessen et al., 1987). Et 2-årigt barn fik kviksølvsygdommen ”acrodynia”, der bl.a. viser sig som stærke smerter, vægttab og hudændringer med rødmen og afskalning. Hele familien på fem havde forøget kviksølv i urinen, moderen mest, men kun den 2-årige, der havde næsthøjest koncentration blev syg. Måske fordi et barn i den alder leger mere på jorden og er mere følsomt, men der er også indikation for, at nogle mennesker genetisk set er særlig følsomme for kviksølvs skadevirkninger.

4.6 Grænseværdier

FAO/WHO har i februar 2010 fastsat en foreløbig tolerabel ugentlig indtagelse (PTWI) af uorganisk kviksølv på 4 μg Hg/kg legemsvægt/uge (WHO 2010). Den erstatter en ældre (1978) PTWI for total-kviksølv på 5 μg Hg/kg legemsvægt/uge. Den nye PTWI for uorganisk kviksølv vurderes at være brugbar for indtagelse af kviksølv med andre fødevarer end fisk og skaldyr. For fisk og skaldyr gælder fortsat den i 2003 fastsatte PTWI for methyl-kviksølv på 1,6 μg Hg/kg legemsvægt/uge, der svarer til 0,23 μg Hg/kg legemsvægt/dag. FAO/WHO vurderede desuden, at den øvre estimerede grænse for den gennemsnitlige ugentlige indtagelse af total-kviksølv fra fødevarer andet end fisk og skaldyr på 1 µg/kg legemsvægt for voksne og 4 µg/kg legemsvægt for børn var under den nye PTWI for uorganisk kviksølv.

Grænseværdien (tidsvægtet gennemsnit) for langtidsudsættelse for metallisk kviksølv og uorganiske forbindelser i arbejdsmiljøet (GV, TLV) er 0,025 mg Hg/m³ (25 µg Hg/m³) (AT, 2007). De nuværende biologiske grænseværdier for arbejdsmiljøet (BEI) er 35 μg Hg/g creatinin for urin før arbejdstid og 15 μg Hg/L blod efter arbejdstid. For korttidsudsættelser er en grænseværdi på 0,5 mg/m³ (500 µg/m³) blevet anbefalet af WHO (WHO, 1980).

Med hensyn til skadevirkninger af langtidsudsættelse for methyl-kviksølv fra de marine fødekæder har dansk-færøske undersøgelser af færøske børn påvirket af bl.a. kviksølv i fostertilstanden været meget vigtige (Grandjean et al., 1997). USEPA har i 2001 på denne baggrund foreslået en Reference Dosis (RfD) for methyl-kviksølv på 0,1 μg/kg/dag (USEPA MeHg, 2009), eller 5 gange lavere end en tidligere WHO tærskelværdi for methyl-kviksølv. Biomarkere i Færø-undersøgelsen var kviksølv i navlestrengsblod og moderens hår. Den laveste koncentration af methyl-kviksølv i mødres hår, hvor statistisk signifikante negative effekter på centralnervesystemets udvikling kunne konstateres i færøske børn, var 15 ppm.

USEPA har fastsat en Reference koncentration (RfC) for kviksølvdamp på 0,0003 mg/m³ (0,3 µg/m³) (USEPA Hg, 2009). Denne værdi baserer sig på (u)sikkerhedsfaktorer (i alt på 30) og en LOAEL på 0,025 mg Hg/m³ (25 µg Hg/m³) i arbejdsmiljøet i en normal arbejdsdag/uge (svarer til den danske arbejdsmiljøgrænseværdi nævnt ovenfor). Korrigeret for varig udsættelse^[8] (fra arbejdsmiljø til normalbefolkningen) bliver LOAEL 0,009 mg Hg/m³ (9 µg Hg/m³). Disse værdier er baseret på effekter som f.eks. håndrystelser og hukommelsestab.

Agency for Toxic Substances Disease Registry (ATSDR) har i 1999 fastsat et minimum risiko niveau (MRL) på 0,0002 mg Hg/m³ (0,2 µg Hg/m³). Desuden har ATSDR anbefalet koncentrationsgrænser efter oprydning og spild indendørs (ATSDR, 1999).

EPA i Californien har i 2005 fastsat et langtids Reference Exposure Level (REL) på 0,00003 mg Hg/m³ (0,03 µg Hg/m³) på basis af en LOAEL på 0,025 mg Hg/m³ (25 µg Hg/m³) i arbejdsmiljøet (OEHHA, 2008). En justering til almindelig befolkningseksponering gav en LOAEL på 0,009 mg Hg/m³ (9 µg Hg/m³) (svarer til USEPA ovenfor). Denne blev omregnet til REL ved hjælp af større (u)sikkerhedsfaktorer end USEPA anvendte:

• En (u)sikkerhedsfaktor på 10, fordi det ikke er en NOAEL,
• En (u)sikkerhedsfaktor på 30 for særlig følsomhed for børn, variation mellem individer og for følsomhed af nervesystem under udvikling.

CalEPA har desuden fastsat en grænseværdi på 0,0018 mg/m³ (1,8 µg/m³) for en times udsættelse (Groth, 2008).

En ny canadisk vurdering forudsætter en LOAEL værdi på 0,006 mg Hg/m³ (6 µg Hg/m³). Med en (u)sikkerhedsfaktor på 100 for usikkerhed og modificerende faktorer kommer man frem til en REL på 0,00006 mg Hg/m³ (0,06 µg Hg/m³) (Richardson et al., 2009).

En sammenfatning af disse oplysninger om grænseværdier findes i Tabel 4-2. Grænseværdierne referer til langtidseksponering.

IDLH = Immediately Dangerous to Life and Health. Repræsenterer max koncentrationen for et stof for hvilke man ved 30 minutters udsættelse kan undgå irrerversible effekter
PEL = Permissible Exposure Limit fastsat af OSHA det amerikanske arbejdstilsyn.
TWA = Time-weighed average koncentration, grænseværdiforslag fra det amerikanske arbejdsmiljøinstitut NIOSH.
TLV = Threshold Limit Value er arbejdsmiljøgrænseværdi foreslået af American Conference of Governmental Industrial Hygienists (ACGIH)
GV = Grænseværdi, dansk grænseværdi for arbejdsmiljø af Arbejdstilsynet
RfC = Reference Concentration, udviklet af USEPA (miljøstyrelsen i USA)
MRL = Minimum Risk Level, fastsat af ATSDR, Agency for Toxic Substances Disease Registry

4.7 Sammenfatning

Kviksølv er et flydende metal ved normalt tryk og temperatur og optræder som en tung, lugtfri sølvglinsende væske med et relativt højt damptryk. Kviksølvdampene, der er syv gange tungere end luft vil kunne fordele sig langs gulvet i et rum med utilstrækkelig ventilation.

Ved indånding af kviksølvdampe optages 80 % gennem lungerne, mens optagelsen af det tungtopløselige og inerte metalliske kviksølv gennem huden er < 2 %, og optagelsen er < 0,01 % i mave-tarm kanalen.

Den største kilde til indtagelse af kviksølv for den almindelige befolkning sker med føden, f.eks. fisk. Den daglige middelindtagelse med føden er estimeret til 2-3 μg kviksølv – næsten udelukkende i form af methyl-kviksølv, som er en organisk form for kviksølv. Færinger og grønlændere, der har en særlig stor indtagelse af fisk og havpattedyr, kan have kviksølvindhold i blodet mere end 50 gange højere end baggrundsbelastningen. Ligeledes kan erhvervsudsatte have 10 gange mere kviksølv i blodet. Baggrundsbelastning for kviksølv kan også findes i amalgamudsættelsen fra tandplomber, som WHO har vurderet kan være på mellem 1,2 og 27 μg kviksølv per dag, dog med begrænset optagelse i mave-tarm kanalen. Se Tabel 4-2.

Kviksølvdamp adskiller sig fra de uorganiske kviksølvforbindelser ved let og hurtigt at kunne passere blod-hjerne barrieren og moderkagen, og dermed kan centralnervesystemet og det ufødte barn påvirkes. Inde i hjernen omdannes metallisk kviksølv til uorganiske kviksølvforbindelser, ligesom methyl-kviksølv gør. Den biologiske halveringstid af kviksølv i kroppen efter udsættelse for kviksølvdamp er 35-90 dage. Opholdstiden i hjernen er imidlertid noget længere. Metallisk kviksølv kan udskilles med sved og spyt samt udåndes. Efter oxidation til uorganisk kviksølv kan dette udskilles med urinen via nyrerne. Kroppens overskud af kviksølv akkumuleres især i nyrerne.

Menneskers belastning med kviksølv kan måles ved indhold af kviksølv i blod, hår eller urin. Gennemsnitskoncentrationen af kviksølv i danskernes blod er for 30 år siden blevet bestemt til 1,5 μg Hg/L, og den tilsvarende koncentration i hovedhår var 0,6 ppm Hg. Der var en tydelig korrelation mellem indhold i blod og hår.

Måling af kviksølv i urin for ikke-udsatte personer har vist, at de udskiller mindre end 0,5 μg Hg/L urin svarende til ca. 1,5 μg Hg/g creatinin. Personer med amalgamfyldninger udskiller lidt mere (2-4 μg Hg/L) og erhvervsudsatte kan have ti gange højere udskillelse.

De fleste data om sundhedseffekter af kviksølvdamp stammer fra arbejdsmiljøudsættelser, hvor man ved meget høje eksponeringer for kviksølvdamp har lungerne som målorganet med irritation og ætsninger i luftvejene som følge, og ved få timers udsættelse er der set dødelig akut kemisk lungebetændelse. Ved udsættelse for 10 mg Hg/m³ (10.000 µg Hg/m³) er der akut livsfare. Der foreligger ikke oplysninger om ”no-effect-level” af kviksølv ved korttidsudsættelser af mennesker.

Ved længerevarende høj udsættelse for kviksølvdampe (> 0,100 mg/m³ eller >100 µg/m³) er det kritiske organ centralnervesystemet, hvor der kan forekomme forgiftningssymptomer som rystelser, søvnløshed, uligevægt, m.v. Udsættelse for kviksølv-damp er en særlig risiko for gravide, da kviksølvdamp kan passere moderkagen og skade det ufødte barn.

Ved lavere koncentrationer kan forventes lettere toksiske effekter (fx håndrystelser og hukommelsestab) i mennesker ved langvarige udsættelser på 0,025-0,050 mg Hg/m³ (25-50 µg Hg/m³). De 0,025 mg Hg/m³ (25 µg Hg/m³), der er identisk med arbejdsmiljøgrænseværdien, benyttes ofte som LOAEL værdi. Der er dog en nyere undersøgelse som anfører en LOAEL på 0,014 mg Hg/m³ (14 µg Hg/m³) for langtidseksponering for kviksølvdamp; subtile neurologiske ændringer på centralnervesystemet og dårligere kontrol af bevægelser er beskrevet. Endvidere er 0,010 mg Hg/m³ (10 µg Hg/m³) foreslået som NOAEL ved langtidsudsættelse.

FAO/WHO har fastsat foreløbige tolerable ugentlige indtagelser (PTWI) på 4 μg Hg/kg legemsvægt/uge for uorganisk kviksølv og på 1,6 μg Hg/kg legemsvægt/uge for methyl-kviksølv. Til sammenligning er den daglige middelindtagelse af methyl-kviksølv 2-3 μg Hg/dag (svarende til 0,2 – 0,3 μg Hg/kg legemsvægt/uge).

En LOAEL på 0,025 mg Hg/m³ (25 µg/m³) er bestemt i arbejdsmiljøet for en normal arbejdsdag/uge. Korrigeret for varig udsættelse^[9] (fra arbejdsmiljø til normalbefolkningen) bliver LOAEL 0,009 mg Hg/m³ (9 µg Hg/m³), en værdi der er blevet brugt af USEPA sammen med en sikkerhedsfaktor på 30 (for at tage hensyn til særlig følsomhed hos børn, variation mellem individer og for følsomhed af nervesystem under udvikling), til at fastsætte en reference koncentration (RfC) for kviksølvdamp på 0,0003 mg/m³ (0,3 µg/m³). CalEPA brugte en yderligere sikkerhedsfaktor på 10, fordi grundlaget var en LOAEL og ikke en NOAEL, og kommer frem til en langtidsgrænseværdi på 0,00003 mg Hg/m³ eller 0,03 µg Hg/m³. CalEPA har desuden fastsat en grænseværdi på 0,0018 mg/m³ eller 1,8 µg Hg/m³ for en times udsættelse.

Agency for Toxic Substances Disease Registry (ATSDR) har fastsat et minimum risiko niveau (MRL) på 0,0002 mg Hg/m³ (0,2 µg Hg/m³) og anbefalet koncentrationsgrænser efter oprydning udendørs og spild indendørs på henholdsvis 0,03 og 0,001 mg Hg/m³ (dvs. henholdsvis 30 og 1 µg Hg/m³).

En canadisk vurdering benytter en LOAEL værdi på 0,006 mg Hg/m³ (6 µg Hg/m³) og en sikkerhedsfaktor på 100 og fastsætter en langtidseksponeringsgrænse på 0,00006 mg Hg/m³ (0,006 µg Hg/m³).

[8] Dvs. multipliceret med en faktor 5/7 for at tage højde for alle ugens syv dage og ikke blot de fem arbejdsdage, samt en faktor 10/20 for at tage højde for et respirationsvolumen på 10 m³ for en arbejdsdag og 20 m³ på et døgn.

[9] Dvs. multipliceret med en faktor 5/7 for at tage højde for alle ugens syv dage og ikke blot de fem arbejdsdage, samt en faktor 10/20 for at tage højde for et respirationsvolumen på 10 m³ for en arbejdsdag og 20 m³ på et døgn.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Juni 2010, © Miljøstyrelsen.