Sundheds- og miljømæssig prioritering af medicinske forbrugsartikler ved grønne indkøb

5 Afprøvning af vurderingssystemet

Med det formål at sikre at det foreslåede vurderingssystem er operationelt og giver relevante oplysninger er systemet afprøvet i en lidt forenklet udgave på 24 tilfældigt valgte forbrugsartikler.

Idet vægten af de enkelte materialer i produkterne ikke var kendt er materialerne vægtet lige, for de undersøgte produkter. Yderligere er der ikke skelnet mellem produkt og emballage. Alle materialer indgår i den samme score.

Tilgængelighed /sikkerhed af data

Materialet for screeningen udgøres af såvel SINERFA / Medico miljødatablade som leverandørernes egne datablade indsamlet fra regionerne. Det er derfor mulig at foretage en sammenligning af tilgængeligheden af oplysninger. Dette er ikke kvantificeret specifikt, men det er ganske tydeligt, at leverandører i deres egne datablade ofte fokuserer på at tydeliggøre at visse problematiske materialer ikke indgår, frem for at opliste de materialer der indgår – jf. bilag 2.

Da den nærværende tilgang er baseret på tilgængeligheden af en fuldstændig liste over materialer i produkterne, må det konstateres at leverandørerne egne datablade i de fleste tilfælde ikke leverer de ønskede oplysninger.

Samtidig kan det konstateres, at tidsforbruget til at ekstrahere oplysningerne er betydeligt større når udgangspunktet er leverandørernes egne datablade, og i mange tilfælde efterlades man med en opfattelse af at billedet er ufuldstændigt.

Emballage

I screeningen er emballage medtaget i den samlede score – i det omgang oplysningerne er tilgængelige. Dette er som beskrevet ovenfor ikke den optimale tilgang og dette er der således taget højde for i det beskrevne ideelle system.

Mængdemæssig sammensætning

Ideelt set burde det beskrevne system tage udgangspunkt i mængden af de enkelte materialer i produkterne. Dette er på forhånd afskrevet som urealistisk og metoden tager således helt pragmatisk udgangspunkt i om materialerne findes eller ej.

Brug af viden om mængdemæssig sammensætning

Systemet kan i sin opbygning ganske enkelt anvendes i situationer hvor den mængdemæssige sammenhæng er kendt ved at gange mængden af det pågældende materiale med den aktuelle score og derefter normalisere til procenter. Et eksempel på dette er vist i bilag 3.

5.1 Resultater af den indledende screening

Som grundlag for en vurdering af metodens anvendelighed er der gennemført en screening af 24 produkter. Listen over de vurderede produkter indgår som bilag 2.

For disse produkter er forekomsten af forskellige materialer opgjort på grundlag af producenter/leverandørers datablade eller tilgængelige SINERFA / Medico miljødatablade – se også foregående afsnit.

Ved gennemgangen / screeningen af produkterne er der identificeret ca.40 materialer jf. bilag 1 og tabellen nedenfor:

Materiale Fork. Samlet
Problem
-score
Plast - styren-    
ABS plast ABS 2
Polystyren PS 0
Styren Acrylnitril plastic SAN 0
Plast    
Ethylen Vinyl Acetat copolymer EVA 1
Ethylen-propylen-dien monomer EPDM 0
Polyacrylat PAA 3
Polyamid (f.eks. Nylon) PA 3
Polyester PET 1
Polyethen (LDPE / HDPE) PE 0
Polyethenimide PEI 3
Polyisobutylen PIB 2
Polykarbonat PC 2
Polypropylen PP 0
Polyurethan (f.eks. Lycra) PU / PUR 2
Polyvinyl pyrrolidone PVP 2
Polyvinylchlorid PVC 2
Polyvinylchlorid (blødgjort) PVC 12
Polyvinylidienchlorid PVdC 12
Silikone   2
Papir/pap    
Karton   0
Pap   0
Papir (specialpapir til sterilisering)   -
Papir / pap (generelt)   0
Naturpolymer    
Bomuld   1
Carboxymethyl cellulose CMC 1
Gelatine / pektin   1
Gummi / Latex   6
Viskose / rayon   2
Metal    
Aluminium Al 1
Messing   0
Platin Pt 0
Rustfrit stål   0
Titanium Ti 0
Keramik    
Specialkeramik i proteser   1

Mange af materialerne indgår i mange af produkterne, eksempelvis gælder det for polyethylen og polypropylen.

Scoren af materialerne kan variere fra 0 til 12. Det helt ideelle materiale vil have en score på -2.

Scoren af produkterne varierer fra 0,0 til 4,4 for de produkter der er vurderet ud fra SINERFA datablade, men den for de øvrige produkter varierer fra 1,9 til 12,0 – jf. bilag 2.

Katedre – et eksempel på sammenligning

I materialet indgår tre typer katedre, alle vurderet ud fra SINERFA databladene, og her ses en variation i score fra 0,6 til 4,4.

Dette indikerer at systemet med det rette dataunderlag, kan bruges til at skelne mellem produkter med samme anvendelse, men fra forskellige leverandører.

 



Version 1.0 August 2010 , © Miljøstyrelsen.