Kortlægning af kemiske stoffer i rengøringsmidler til ovn, komfur og keramiske plader 8 Samlet produktvurdering
Ud fra de tilgængelige data om indholdsstofferne i produkter til rengøring af ovn, komfur og keramiske plader gives i det følgende en kort karakteristik af de enkelte produkttyper med fokus på produkternes indhold af kritiske stoffer. 8.1 OvnrensemidlerOvnrensemidler på spray kan indeholde høje koncentrationer af opløsningsmidlet N-methyl-2-pyrrolidon, som er lokalirriterende (Xi, R36/38), og er endvidere, som nævnt, foreslået klassificeret som reproduktionsskadeligt (T; R61: kan være skadeligt for barnet under graviditeten). Eksponeringsberegninger for N-methyl-2-pyrrolidon har dog vist, at risikoen for effekter på sundhed og reproduktion vurderes at være minimal. Det anbefales dog at undgå eksponering for N-methyl-2-pyrrolidon under graviditet. For ovnrensemidler der indeholder opløsningsmidlet dipropylenglycolmonomethylether skønnes der ikke at være risiko for forbrugeren. Ud fra de tilgængelige oplysninger vurderes ovnrensemidler på flydende form ikke at indeholde stoffer, der er skadelige for forbrugerens sundhed eller for miljøet. 8.2 Produkter til glaskeramiske kogepladerEnkelte af de indkøbte produkter til glaskeramiske kogeplader indeholder opløsningsmidlet petroleum, som kan være farligt for både sundhed og miljø. Eksponeringsberegninger har vist, at den sundhedsmæssige risiko ved anvendelsen af produkterne vurderes at være begrænset. Udledningen af petroleumsdestillater til vandmiljøet som følge af brugen af produkterne vurderes ikke at give anledning til risiko for uønskede effekter. 8.3 StålplejemidlerTre ud af fire indkøbte stålplejemidler vurderes at indeholde en form for mineralsk terpentin, som er farligt for både sundhed og miljø. Koncentrationen af dette stof i produkterne er ukendt, men vurderes på baggrund af informationer fundet i sikkerhedsdatablade for lignende produkter at ligge mellem 10 - ³ 30 %. To af produkterne er klassificerede som sundhedsskadelige, hvorfor koncentrationen af mineralsk terpentin i disse produkter sandsynligvis overstiger 10 %, som er den nedre koncentrationsgrænse for klassificering for sundhedsfare. Eksponeringsberegninger pegede på, at der kan være en sundhedsmæssig risiko forbundet med anvendelse af produkter, hvori der indgår en høj koncentration af mineralsk terpentin, hvis der ikke er tilstrækkelig ventilation. På baggrund af en simulering af koncentrationen af mineralsk terpentin i spildevand, der udledes til Lillebælt, vurderes dette at kunne medføre effekter i en begrænset nærzone omkring spildevandsudledninger i områder karakteriseret af begrænset vandudskiftning. Produkterne vurderes således at kunne medføre en uhensigtsmæssig belastning af forbrugerens sundhed og en begrænset belastning af miljøet. 8.4 Produkter til rengøring af kogeplader og mikrobølgeovneDisse produkter vurderes ikke at indeholde stoffer i koncentrationer, som er skadelige for forbrugerens sundhed eller miljøet.
|