Organiske restprodukter i industrien

1. Introduktion

1.1 Juridisk affaldsdefinition
1.2 lndustriernes opfattelse af hvad der er affald
1.3 Opgørelse af organisk industriaffald - restprodukter
1.4 Kategorisering af restprodukter
1.5 Faktorer med indflydelse på genanvendelse af organiske restprodukter
1.5.1 Indholdet af tungmetaller og miljøfremmede stoffer
1.5.2 Andre faktorer med betydning for genanvendelse

Denne rapport har til formål:

Projektets målgruppe er alle som arbejder med genanvendelse af affald/restprodukter herunder industrien, affaldsmyndigheder, landbruget, biogasanlæg og renseanlæg.

Denne rapport indeholder:

Undersøgelsen omhandler ikke plast, pap, træ eller mineralske olier. Rapporten omhandler ikke detailhandelsaffald, en gros handelsaffald, kontoraffald, institutionsaffald og transportaffald.

Opgørelserne af mængderne og sammensætningen af erhvervs- og industrirestprodukter kan ikke foretages via eksisterende publicerede opgørelser, hvilket skyldes, at registreringen af organiske restprodukter foregår centralt for nogle typer, og decentralt for andre typer uden specificering. Der udarbejdes ikke en samlet opgørelse. Årsagen hertil findes i lovgrundlaget for affaldsbehandling og affaldsbortskaffelse. Implementering af EU's affaldsdirektiv 91/156 EØF i affaldsbekendtgørelse nr. 581, 1996 bevirker, at genanvendeligt affald kommer ind under affaldsbegrebet.

EU's definition af genanvendelse af affald er i den danske lovgivning en anelse mere nuanceret, idet der tales om genanvendelse og udnyttelse. Affald til brændsel angives som udnyttelse af affald.

I forbindelse med opgørelsen af mængderne er restproduktdefinition og undtagelser med hensyn til anden lovgivning af visse typer restprodukter af væsentlig betydning.

1.1 Juridisk affaldsdefinition

Der findes ingen afgrænset og præcis affaldsdefinition i Miljøbeskyttelsesloven. I bemærkningerne til loven afvises relevansen af en definition under henvisning til, at en definition ikke altid vil være anvendelig, da det i flere tilfælde vil være tvivlsomt, hvorvidt et emne er affald.

Fleksibiliteten i affaldsdefinitionen er mindsket efter gennemførelse af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 581, 1996 om bortskaffelse, planlægning og registrering af affald. Af bekendtgørelsen fremgår det, at ved affald forstås ethvert stof og enhver genstand, som henfører under én af affaldskategorierne, listet i bilag 1 jf. bilag 2 i affaldsbekendtgørelsen, og som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med, eller er forpligtiget til at skille sig af med. Kommunerne er affaldsmyndighed og skal udarbejde affaldsregulativer og anvisningsordninger for affald. I tvivlstilfælde er det op til kommunalbestyrelsen subjektivt at afgøre om noget er affald.

Tabel 1.1.1
Indholdsfortegnelse for listen over affald, der gennemfører Det Europæiske Affaldskatalog (EAK) og som er udarbejdet i henhold til Rådets direktiv 75/442 om affald.

Listen er ikke udtømmende og det forhold, at et stof eller en genstand er opført på listen, betyder ikke, at stoffet eller genstanden er affald under alle omstændigheder.

Denne rapport omhandler organisk industriaffald, der hører under EAK-gruppekode 02 00 00 og 04 01 00 i listen over affald, som er vist i tabel 1.1.2.

Tabel 1.1.2
Affald opført på listen under gruppe 02 00 00 (Affald fra landbrug, gartneri, jagt, fiskeri, akvakultur samt fremstilling og forarbejdning af levnedsmidler) og 04 01 00 (Affald fra læderindustrien).

I henhold til affaldsbekendtgørelsen er der oprettet et informationssystem om affald og genanvendelse (ISAG). Herved sikres, at affald, som behandles på affaldsbehandlingsanlæg, registreres centralt.

Der er dog affaldstyper, som ikke behandles på anlæg og i henhold til affaldsbekendtgørelsen ikke skal registreres i ISAG. Det drejer sig bl.a. om homogene biprodukter og affald, som anvendes til jordbrugsformål jf. bekendtgørelsen om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål. Mængder til jordbrugsformål registreres decentralt (kommunerne) og indberettes (amterne, Miljøstyrelsen), men ikke på samme detaljerede og systematiske måde som i ISAG. Mængder til andre formål f.eks. foder registreres decentralt.

Ved vurdering af mængden af affald, som genanvendes, indgår de ensartede rene affaldsfraktioner, defineret som »homogene biprodukter« i henhold til affaldsbekendtgørelsens § 28. Denne type affald er indført for at sikre aftaler mellem virksomheder om udnyttelse af restprodukter. Ved homogene biprodukter forstås produkter, som uden videre behandling eller sortering kan afsættes til anvendelse i anden produktion. Der må ikke være mellemhandler eller omlastning mellem producent og aftager. Det er yderligere en forudsætning, at biproduktet umiddelbart erstatter andre råvarer i modtagervirksomheden eller i sig selv danner basis for en produktion. Homogene biprodukter er undtaget fra de kommunale anvisningsordninger, og virksomhederne kan selv afsætte denne form for affald. Hvis der i det kommunale regulativ er fastsat krav om anmeldelse skal affaldsmyndigheden dog modtage oplysninger for at kunne føre tilsyn med om betingelserne i § 28 er opfyldt.

De i affaldsbekendtgørelsen anvendte definitioner på affald har til formål at undgå uhensigtsmæssig bortskaffelse.

Denne rapport omhandler overvejende organisk industriaffald, som afsættes uden for behandlingsanlæggene (biogas- og forbrændingsanlæg samt deponi), og det er dermed ikke registreret centralt under ISAG.

1.2 Industriernes opfattelse af hvad der er affald

Den juridiske affaldsdefinition er af flere af de adspurgte industrier angivet som uhensigtsmæssig og i flere tilfælde ikke rimelig i forhold til anvendelsen. Eksempelvis kan det være vanskeligt at forstå, at valle fra osteproduktion, som oparbejdes til laktose og proteiner til mælkeerstatning for modermælk, kan være et affaldsprodukt (homogent biprodukt). Det regnes som affald i enkelte kommuner, men langt fra i alle. Der omsættes i Danmark for i størrelsesorden 400.000.000 kr. ved denne viderebearbejdning af valle.

Der produceres foder af presserester fra oliemøller. Disse presserester giver en betydelig omsætning ved salg som foder. De regnes af nogle men ikke alle affaldsmyndigheder som homogene biprodukter. Grovvareselskaber importerer andre presserester fra udlandet. Disse presserester importeres ikke som affald, og de er ikke omfattet af reglerne for import og eksport af affald.

Det kan med baggrund i ovenstående eksempler være vanskeligt at være præcis med hensyn til at angive, hvorvidt rest-/biprodukter er affald.

Fraktioner, som går til virksomheder med henblik på forbrænding, deponi og biogasproduktion, forstås generelt af industrien som affald.

Industriernes håndtering/produktion af det, som i henhold til den juridiske affaldsdefinition er eller kan være affald, men som indgår i en ny produktion, bærer præg af, at det i industrien vurderes som varer. Derfor tales der i mindre omfang om affald, men i langt højere grad om biprodukter eller restprodukter.

I forbindelse med forbrugernes forståelse for genanvendelse er det lettere at få en offentlig accept af anvendelse af rest-/biprodukter end af affald.

1.3 Opgørelse af organisk industriaffald – restprodukter

Hvorvidt en fraktion er affald er til en vis grad en subjektiv bedømmelse. Rest-/biprodukter kan i flere kommuners affaldsregulativer regnes for at være affald, mens dette ikke er tilfældet for andre kommuner.

I denne rapports mængdeopgørelser af de organiske industrifraktioner, som juridisk er eller kan være affald, anvendes en samlet betegnelse - restprodukter eller blot rester. Herved opgøres de potentielle mængder. Såfremt man havde benyttet kommunernes opgørelser ville mange fraktioner ikke blive indregnet, hvorfor mængderne ved denne metode vil være mindre end opgørelsen i denne rapport.

1.4 Kategorisering af restprodukter

Restprodukter må vurderes med hensyn til hensigtsmæssig bortskaffelse. I vurderingen af restprodukters genanvendelse indgår både ressource- og miljøparametre samt muligheder for koordinering og fleksibilitet. Vurderingen baseres indledningsvis ud fra vor rangering af forskellige kategorier af genanvendelse og bortskaffelse (Tabel 1.4.1).

Tabel 1.4.1
De i undersøgelsen anvendte kategorier i forbindelse med vurdering af organiske industrirester.

De højest prioriterede er angivet øverst. I kategori II indgår bl.a. rester, som f.eks. fedt, som kun har et meget begrænset indhold af næringssalte. Disse har kun en begrænset positiv effekt som gødning, men der foretages på trods af dette ikke en yderligere opdeling.

Kategori IV kan principielt ligeledes opdeles. Forbrændingen kan foretages med eller uden samtidig produktion af energi i form af varme og/eller elektricitet. Ved forbrænding uden tilknyttet energiproduktion fås ligeledes en bedre bortskaffelse end deponering, idet der undgås methanproduktion fra depotet, og der spares areal til depoter.

Sammenhængen mellem affaldskategorierne, ISAG og lovgivningen er vist på figur 1.4.1.

(14 Kb)

Figur 1.4.1
Virksomhederne tilføres organisk råstof, som ved produktion omdannes til produkter og organisk affald. Affaldet kan herefter opdeles i henhold til gældende lovgivning (bekendtgørelser er angivet). Anvisningspligt er i henhold til affaldsbekendtgørelsen og henfører til kommunale affaldsregulativer. Der skelnes mellem genanvendelse, udnyttelse i energiproduktion og deponering. Romertallene angiver affaldskategorierne I-IV benyttet i denne rapport.

1.5 Faktorer med indflydelse på genanvendelse af organiske restprodukter

I forbindelse med opgørelserne har genanvendelsespotentialet vist sig at afhænge af forskellige parametre:

Disse faktorer indgår i forbindelse med vurderingen af restprodukterne.

1.5.1 Indholdet af tungmetaller og miljøfremmede stoffer

Omkring 10.000-20.000 organiske kemikalier anvendes i større mængder af industrien. Disse tal antyder, at organiske restprodukter fra industrien kan indeholde stoffer, som kan være begrænsende for genanvendelsen af restprodukterne.

Metaller og organiske miljøfremmede forbindelser vil kunne detekteres i de fleste restprodukter, såfremt analysemetoderne har en tilstrækkelig lav detektionsgrænse. Man må konstatere, at mange forbindelser er til stede om end i meget lave koncentrationer på grund af menneskelig aktivitet. Der måles eksempelvis dioxin i modermælk, og der er registreret PCB i vævsprøver fra dyr langt fra den menneskelige civilisation f.eks. på Antarktis. Det må derfor ved sundheds- og miljøvurderinger sikres, at koncentrationerne er acceptable for den konkrete anvendelse.

Et forhøjet indhold af metaller eller organiske miljøfremmede stoffer sætter betydelige begrænsninger for mulighederne for anvendelse af restprodukter. Normalt vil løsningen på restprodukter med et for stort indhold af miljøfremmede stoffer være deponering, forbrænding eller behandling på Kommunekemi.

Oprindelse af miljøfremmede stoffer i restprodukter

Ved industriel produktion kan miljøfremmede stoffer stamme fra råvarerne, tilsætnings-/hjælpestoffer eller dannes i produktionen. Såfremt der i produktionen indgår eller produceres miljøfremmede stoffer, vil disse potentielt kunne findes i uacceptable koncentrationer i restfraktionen som vist i figur 1.5.1.

Figur 1.5.1
Skematisk oversigt over industriel produktion og eventuel oprindelse af miljøfremmede stoffer i restfraktionene herfra. Søjlerne repræsenterer miljøfremmede stoffer. De vandrette stiplede linjer angiver den tilladte koncentration. De problematiske stoffer kan stamme fra råvarerne, tilsætnings-/hjælpestoffer eller skabes ved produktionsprocessen.

Til at vurdere konsekvenserne af dette generelle forhold og hvilke generelle forventninger, der kan opstilles her ud fra, er de enkelte potentielle kilder gennemgået nedenfor. I gennemgangen er der skelnet mellem fødevareindustrien og øvrig industri.

Råvarer

Råvarerne i agro- og fiskeindustrien (planter, pattedyr, mælk, skaldyr og fisk) går i meget stor grad til konsum. Der forventes generelt ikke at forekomme ikke tilladelige koncentrationer af miljøfremmede stoffer i råvarerne på grund af de meget strenge krav til produktion, foder og det miljø organismerne gror/lever i.

Råvarerne kan potentielt indeholde rester af miljøfremmede stoffer. Miljøfremmede stoffer kan findes spredt i det miljø, hvor råvaren er produceret f.eks. plantebeskyttelsesmidler i grøntsager og i plastblødgører.

Råvarerne kan også indeholde problematiske stoffer, som ikke kan betegnes som miljøfremmede. Marcipan er et eksempel, hvor råvarerne indeholder problematiske stoffer (cyanid), som fjernes fra produktet via affaldsstrømmen. Kartoffelmelsproduktion er et andet eksempel, hvor restproduktet (frugtsaft) indeholder relativt høje koncentrationer af kalium, som stammer fra råvaren. Kaliumindholdet begrænser mulighederne for genanvendelse af frugtsaft til foderbrug.

I den kemiske industri kan der ikke opstilles en generel forventning til råvarernes indflydelse på restprodukternes indhold af miljøfarlige stoffer.

Produktionsmetoden

Der kan overføres miljøfremmede stoffer i visse produktionsprocesser. Der kan for eksempel ske overførsel af plastblødgører eller detergenter fra rengøringsprocesser.

Tilsætnings-/hjælpestoffer

Der anvendes en bred vifte af tilsætnings-/hjælpestoffer i industrien såsom smøreolier, opløsningsmidler, bakteriocider, proceskatalysatorer, salte, syrer, filtermateriale etc. Disse kan ende i restprodukterne. I visse tilfælde sætter stofferne begrænsninger i mulighederne for genanvendelse. Indholdet af tilsætnings-/hjælpestoffer i affaldsstrømmene varierer. Tilstedeværelsen af disse i affaldsstrømmene vil normalt være forudsigelige ud fra virksomhedernes detaljerede kendskab til deres produktionsanlæg og opgørelser over anvendte kemikalier.

Der er tilfælde, hvor tilsætnings-/hjælpestoffer i restproduktet begrænser dets anvendelighed. Eksempler på dette er nikkelkatalysatorer i planteolieraffinering og ved synteser, eddikesyre og salte i fiskekonservesproduktion.

Svarene fra den gennemførte spørgeskemaundersøgelse viste, at de organiske restprodukter fra industrien normalt ikke angives at indeholde forhøjede koncentrationer af metaller.

Brugen af nikkelkatalysatorer i planteolieraffinering og til syntese, forhøjet cadmium indhold i blåmuslingeskaller er eksempler på, at tilstedeværelsen af metaller kan være begrænsede for genanvendelse.

Hovedparten af de organiske restprodukter stammer fra fødevareproduktion, hvor metaller kun anvendes i forbindelse med maskiner/udstyr. Her vil metaller være til stede i lave, almindeligt forekommende baggrundsniveauer.

I relation til metaller findes der grænseværdier for tilladelige koncentrationer både for fødevarer, foder og restprodukter, som spredes på landbrugsjord (Tabel 1.5.1).

Tabel 1.5.1
Grænseværdier/overvågningsværdier for indholdet af metaller i levnedsmidler, organisk foder og organisk materiale anvendt som jordforbedringsmiddel.

* Jf. Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 447 af 5. sept. 1985.
** Jf. Plantedirektoratets bekendtgørelse nr. 346 af 3. juni 1993.
*** Jf. Miljøstyrelsens bekendtgørelse nr. 823 af 16. sept. 1996 (grænseværdierne gælder til 30. juni 2000).

Grænseværdierne for indholdet af metaller i organisk materiale til jordforbedringsmiddel kan angives i forhold til tørstof eller i forhold til indholdet af fosfor (jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. sept. 1996). Grænseværdierne for tungmetalindholdet i materiale anvendt som jordforbedringsmiddel, der er beregnet som mg/kg total fosfor vil derfor være højere end de tilsvarende værdier for levnedsmidler/foder. Fra 1. juli 2000 skærpes grænseværdien for cadmium fra 0,8 mg pr. kg tørstof til 0,4 mg pr. kg tørstof ved organisk materiales anvendelse som jordforbedringsmiddel. Fra 1. juli 2000 skal organisk materiale som anvendes som jordforbedringsmiddel ligeledes overholde følgende grænseværdier for henholdsvis chrom, zink og kobber: 100 - 4000 - og 1000 mg pr. kg tørstof.

Der findes ligeledes grænseværdier for bekæmpelsesmidler i levnedsmidler (Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 529,1995) og i foder (Plantedirektoratets bekendtgørelse nr. 346,1993).

For den øvrige industri er der ikke i spørgeskemaundersøgelsen fremkommet data om restprodukternes indhold af organiske miljøfremmede stoffer. Disse er også langt vanskeligere at vurdere, da antallet af forbindelser, som det kan være relevant at analysere for er meget stort. Det vil være uoverkommeligt både teknisk og økonomisk at analysere for alle tænkelige stoffer og angive tilladelige koncentrationer. Manglende data i undersøgelsen kan skyldes, at der ikke har været sat krav om analyser af organiske stoffer fra miljømyndighedernes side.

Patogener og genmodificerede organismer

Slagterirester kan indeholde patogener eller indikator organismer, som kan begrænse dets anvendelighed. Restprodukter i form af mave-/tarmindhold fra slagterierne kan indeholde disse. Mave-/ tarmindhold varmebehandles på visse biogasanlæg. Kød- og benrester fra slagterierne eller fiskeindustrien til produktion af kød- og benmel eller minkfoder gennemgår en opvarmning, som dræber patogene organismer.

Genmodificerede organismer i restprodukter kan dræbes ved varme og/eller højt pH, hvorved anvendelse på for eksempel landbrugsjord tillades.

Fødevareindustrien generelt

Fra fødevareindustrien er der ofte tale om restfraktioner af rene råvarer eller resultatet af en produktion baseret på disse, som fjernes fra produktionen uden rengøring eller anden form for mulighed for tilsætning af stoffer til resterne. Sådanne rester kan ikke forventes at indeholde andre stoffer end de, som findes i de produkter, som går til forbrugerne. For selve produkterne er der kontrol med deres kvalitet og det eventuelle foder, som er anvendt.

Der er i fiske- og agroindustrien et kendskab til indholdet af metaller i råvarerne. Såfremt dette ikke er tilfældet, er det enkelt at få analyseret. Oplysningerne giver gode muligheder for at vurdere restprodukterne med hensyn til metaller.

Sundhedsrisici som følge af miljøfremmede stoffer i restprodukter fra produktion af levnedsmidler og foder vurderes med henblik på genanvendelse at være minimale. I forbindelse med vurdering af anvendelse af slam som gødning, er der fremkommet oplysninger som antyder, at der skal holdes øje med indholdet af visse detergenter i rengøringsmidler. Rengøring bør derfor indgå i vurderingen af de processer, som potentielt kan tilføre uønskede stoffer til restprodukter. Rengøringsmidler og desinfektionsmidler i forbindelse med levnedsmidler er reguleret af Veterinærdirektoratet og Levnedsmiddelstyrelsen med henblik på rester af disse midler i konsumvarer og deres indflydelse på sundheden.

Den øvrige industri generelt

Restprodukterne fra den kemiske industri kan ikke vurderes generelt. Der vil være behov for en vurdering af restprodukterne på basis af de anvendte råvarer og tilsætnings- og hjælpestoffer. Fremgangsmåden vil oftest være, at der stilles krav til de enkelte stoffer, som man forventer kan være til stede på baggrund af viden om produktionen. Der vil være mulighed for, at større mængder ikke umiddelbart kan genanvendes på grund af et eventuelt indhold af problematiske stoffer. Rester der ikke kan genanvendes sendes til behandlingsanlæg, herunder forbrændingsanlæg og Kommunekemi i Nyborg.

På dette kvalitative grundlag må det indledningsvis vurderes, at tilstedeværelsen af metaller og organiske miljøfremmede stoffer i de organiske restprodukter fra fødevareindustrien kun i mindre grad kan forventes at være begrænsende for genanvendelsen af restprodukter fra disse industrier, mens det ikke er muligt at drage tilsvarende generelle konklusioner for den øvrige industri.

Der findes ikke præcise grænseværdier for indholdet af organiske miljøfremmede stoffer i restprodukterne. Restprodukterne vurderes derfor efter følgende kriterier:

1.5.2 Andre faktorer med betydning for genanvendelse

De geografiske samt sæson- og håndteringsmæssige begrænsninger i anvendelsen af organiske restprodukter fra industrien vil være vidt forskellige for individuelle brancher. Yderligere udgør tradition en ikke ubetydelig faktor i forbindelse med afsætning af restprodukter.

Transportafstand mellem produktions- og viderebehandlingssted for restprodukter kan udgøre en vigtig parameter i forbindelse med vurdering af den mest hensigtsmæssige videreforarbejdning af restprodukter. F.eks. vil det hensigtsmæssige i anvendelsen af restprodukter til biogas afhænge af afstanden til et af de p.t. 16 biogasanlæg i Danmark. De geografiske begrænsninger komplicerer vurderingen af restprodukters genanvendelse, da problemerne ikke vil være branche- men virksomhedsbestemt.

I brancher med sæsonbestemt råvaretilførsel kan der forekomme kapacitetsproblemer med restprodukters behandling. For en optimal udnyttelsesgrad af behandlingssystemer er industriel »symbiose«/samarbejde en mulighed. Vurderingen af denne mulighed er næsten umulig ud fra en brancheopdeling af restprodukter, da »symbiosen« vil virke mellem virksomheder fra forskellige brancher med en fordelagtig geografisk placering (f.eks. industriernes symbiose i Kalundborg). »Industriel symbiose« er en interessant løsning, som kan være relevant i mange forskellige situationer.

I andre tilfælde vil afsætningsmulighederne også være sæsonbestemte. Anvendelse af restprodukter som jordforbedringsmiddel vil være begrænset til den periode, hvor det i overensstemmelse med bekendtgørelserne er tilladt at tilføre kvælstof og fosfor til markerne.

De hygiejniske lugtproblemer og æstetiske problemer med restprodukter har ofte en teknisk løsning, der er forbundet med ekstra udgifter. Dette vil indgå i vurderingen af restprodukter.

Bæredygtigheden må være et overordnet mål for genanvendelsen af restprodukter. Mange af de restprodukter, der produceres i industrien, indeholder næringsstoffer fra jorden (med undtagelse af fiskeindustrien). Det bør efterstræbes, at disse næringsstoffer føres tilbage til jorden. Dette argumenterer mod anvendelsen af forbrænding og deponi til bortskaffelsesmetode for organiske restprodukter.

Stabilitet i afsætning/bortskaffelsen har høj prioritet for virksomhederne. Det kan ikke tillades, at afsætningsproblemer for restprodukter påvirker produktionen.